Kristen storhed opnås ved at tjene

„Enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener.“ — Matt. 20:26.

 1. Hvordan står Jesu liv i kontrast til mange menneskers i dag?

TJENESTE ligger selve kernen i kristendommen nær. Da Guds søn var her på jorden sagde han at han ikke var kommet for at „lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange“. (Matt. 20:28, da. aut.) Hans liv danner en stærk kontrast til den selviskhed, ærgerrighed og ufølsomhed over for andres behov som man møder hos mange i dag. Ved sin uselviske tjeneste satte Jesus et fuldkomment eksempel for sine sande disciple. Deres liv skulle som hans kendetegnes ved at de tjente og gav i gavmildhedens ånd.

 2, 3. (a) Hvordan adskiller det græske ord for „tjene“ i Mattæus 20:28 sig fra andre græske ord der også betyder „tjene“? (b) Hvad vil vi nu undersøge nærmere?

² Det er ordet „tjene“ i Mattæus’ gengivelse af Jesu ord der interesserer os her. I den græske grundtekst er det udsagnsordet diakoneʹo der anvendes. Der findes andre græske udsagnsord der også betyder „tjene“, og hver har sin betydningsnuance der fremhæver sin særlige side af tjenesten. Ét udsagnsord fremhæver således den underkastelse der er forbundet med at tjene som træl (douleuʹo, Kol. 3:24); et andet den religiøse tjenestes hellighed (latreuʹo, Matt. 4:10); et tredje tjenestens offentlige karakter (leitourgeʹo, Apg. 13:2). Diakoneʹo, derimod, fremhæver tjenestens meget personlige karakter. Som én autoritet siger, ligger der i dette udsagnsord „en stærkere fornemmelse af en tjeneste der ydes i kærlighed“. — Theological Dictionary of the New Testament, bind II, side 81.

³ Hvad omfatter den kristne tjeneste da? Er den udelukkende begrænset til sådanne aktiviteter som at forkynde Guds ord, at gøre disciple og at betjene menighedens medlemmer i åndelig henseende? Hvad viser Bibelens brug af ordet diakoneʹo?

At opvarte og sørge for andre

 4. Nævn nogle bibelske eksempler hvor grundbetydningen af diakoneʹo kommer tydeligt frem.

⁴ I de bibelske eksempler på ordets anvendelse ses tydeligt ordets grundbetydning — den ydede tjenestes personlige karakter (en betydning som ikke alene ligger i udsagnsordet men også i de beslægtede navneord diaʹkonos, tjener, og diakoniʹa, tjeneste).a Vi møder det tidligt i betydningen ’at varte op ved bordet’. Lukas bruger ordet hvor han gengiver Jesu ord om trællen der tilbereder sin herres aftensmad og derefter ’varter ham op’ mens han spiser. (Luk. 17:7-10, da. aut.) I Lukas 12:35-38 har vi Jesu lignelse om herren (der skildrer Jesus selv) som bytter rolle med sine trælle der trofast har ventet hans hjemkomst fra brylluppet. Om herren i lignelsen sagde Jesus: „Han vil binde noget om sig og lade dem lægge sig til bords, og han vil komme hen og varte dem op [diakoneʹo].“b

 5, 6. (a) Hvordan udførte nogle kristne kvinder en tjeneste af denne art? (b) Hvad viser alt dette med hensyn til ordets betydning?

⁵ Ordet bruges dog ikke blot om ’at varte op ved bordet’, men om alle former for tjeneste af en lignende personlig karakter. Der fortælles i Bibelen at flere kristne kvinder „sørgede for“ Jesus og hans apostle „ved hjælp at det de havde“, eller „gik dem til hånde“ (da. aut.), både i Galilæa og i Jerusalem. (Luk. 8:1-3; Matt. 27:55; Mark. 15:41) De har måske gjort indkøb, lavet mad, vasket og repareret tøj og udført andre tjenester af lignende art, idet de har brugt af deres egne midler og hvad de ellers havde, for at få hvad de skulle bruge.

⁶ Vi ser altså at ordets anvendelse ikke er begrænset til en tjeneste af rent „religiøs“ art, men at det bruges om mange forskelligartede tjenesteydelser.

Betjening af trængende brødre

 7. Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova Gud og Jesus Kristus ikke undervurderer denne form for tjeneste men tillægger den stor betydning?

⁷ Vi bør ikke nære nogen tvivl om at Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus tillægger denne form for tjeneste stor betydning. Jesus selv oplevede mens han var her på jorden at føle sådanne menneskelige behov som sult og tørst. Han var højst sandsynligt meget taknemmelig da englene kom, efter at han havde fastet i fyrre dage, „og begyndte at sørge for [diakoneʹo] ham“. (Matt. 4:11) I en lignelse som han fortalte henimod slutningen af sin jordiske tjenestegerning beskrev han dommen over to skarer mennesker, henholdsvis skildret ved „fårene“ og „bukkene“. „Fårene“, der blev godkendt og velsignet, kom Kristi brødre til hjælp da de så de var i nød. Men „bukkene“, der blev fordømt, så dem sulte og tørste, trænge til gæstfrihed, det vil sige husly, og mangle tøj, og de så dem syge og i fængsel, men de ’sørgede ikke for dem’ (diakoneʹo; „betjente“ dem ikke, Kingdom Interlinear; ’kom dem ikke til hjælp’, Jerusalem-Bibelen). — Matt. 25:31-46.

 8, 9. (a) Hvordan viste de kristne i det første århundrede at de klart forstod betydningen af at betjene deres brødre med materielle fornødenheder? (b) Hvordan viste apostelen Paulus at det lå ham på sinde at denne „hjælpetjeneste“ blev udført på rette måde?

⁸ Jesu sande disciple i det første århundrede viste både i indstilling og handling at de hørte til „fårene“. Da de kristne i Makedonien og Akaja hørte at deres brødre i Judæa var i nød, foretog de en indsamling og sendte det indkomne til dem og ydede dem således en „hjælpetjeneste“ (diakoniʹa). (Apg. 11:29; 12:25) De anerkendte at de judæiske brødre i åndelig henseende havde ydet dem en værdifuld tjeneste og at de derfor stod i gæld til dem og skyldte dem at „tjene dem med det timelige“ (da. aut.), at „yde dem offentlig tjeneste med noget til det kødelige legeme“ (Ny Verden-oversættelsen). (Rom. 15:25-27) Dette tjente især menighederne i Makedonien til ros. Skønt de selv var fattige, viste de sig at være umådelig gavmilde. Som Paulus sagde: „For efter deres faktiske evne, ja, jeg vidner, ud over deres faktiske evne, skete dette, idet de på eget initiativ blev ved med meget indtrængende at bede os om at måtte øve velgørenhed og få en andel i hjælpen [diakoniʹa, tjenesten] til de hellige.“ (2 Kor. 8:2-4) Et manende eksempel, også for os i dag!

⁹ Det lå apostelen Paulus stærkt på sinde at denne hjælpetjeneste blev udført på rette måde, så der ikke var anledning til at nogen, som han sagde, „skulle dadle os i forbindelse med dette rundhåndede bidrag vi som tjenere skal sørge for [diakoneʹo]“, hverken på givernes eller på modtagernes side. Af den grund blev andre (som blev kaldt „menighedsapostle“) behørigt udnævnt til at rejse med Paulus og Titus (hvem Paulus kalder sin „parthaver“ og „medarbejder“). — 2 Kor. 8:19-23.

10. Hvad medfører denne uselviske omsorg for andres behov, som det ses af Andet Korinterbrev 9:1, 11-14?

¹⁰ Paulus selv modtog senere en kærkommen hjælp fra mænd som Onesiforus og Onesimus, der ’tjente’ (diakoneʹo) ham i en svær tid. (2 Tim. 1:16-18; Filem. 10-13) Da han skrev til korinterne viste han dem hvordan en sådan venlig og uselvisk tjeneste bidrager til lovprisningen af Gud og fremmer udbredelsen af den gode nyhed. Om „hjælpen“ (diakoniʹa, tjenesten) til brødrene i Judæa sagde han: „Med alt bliver I beriget med henblik på enhver form for gavmildhed, som gennem os fremkalder taksigelse til Gud; for hjælpen i forbindelse med denne offentlige tjeneste skal ikke blot rigeligt afhjælpe de helliges mangler, men skal også strømme over med mange taksigelser til Gud. På grund af det bevis som denne hjælp afgiver, herliggør de Gud fordi I underordner jer under den gode nyhed om Messias, hvad I offentligt bekender at I gør, og fordi I er gavmilde med jeres bidrag til dem og til alle; og med bøn for jer længes de efter jer på grund af Guds overvældende og ufortjente godhed som er over jer.“ — 2 Kor. 9:1, 11-14.

11. (a) På hvilke måder bidrager vor betænksomme omsorg for andres materielle behov til udbredelsen af den rene tilbedelse? (b) Hvordan kan vi blandt andet vise ’kærlighed mod Guds navn’, ifølge Hebræerbrevet 6:10?

¹¹ Ja, den gode nyhed om Guds rige får en mening for andre når de ser den virkning den har på dem der tager imod den, den gavmildhed og næstekærlighed den fremkalder. Denne betænksomme hjælp og gavmildhed får ikke alene modtagerne til at føle taknemmelighed over for giverne, men fremkalder også en strøm af taksigelser til Gud. Den anbefaler den sande kristendom som den bedste livsform, som den sande tilbedelse, tilbedelsen af en god og kærlig Gud. (Jævnfør Jakob 1:26, 27; 2:14-17; Første Johannesbrev 3:16-18.) Det er derfor ikke mærkeligt at Paulus kunne skrive til nogle jødiske kristne der havde hjulpet deres brødre, og forsikre dem om at Gud ikke er uretfærdig „så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste [diakoneʹo] og fortsat yder dem hjælpetjeneste“. — Hebr. 6:10; jævnfør 10:32-34; Første Korinterbrev 16:15, 16.

12, 13. (a) På hvilken måde kan den verdslige øvrighed betegnes som Guds „tjener“? (b) Hvilken forskel er der mellem den tjeneste staten udfører og den der udføres af Jesu disciple?

¹² Eftersom betydningen af diakoneʹo og de dermed beslægtede navneord ikke var begrænset til blot at omfatte det at ’varte op ved bordet’ men blev udvidet til at omfatte alle former for tjeneste af en personlig art, anvendes disse ord også i forbindelse med de verdslige regeringsmyndigheder. De „højere myndigheder“ i den nuværende tingenes ordning betegnes som Guds „tjener“, hvilket de er i en særlig forstand. I Romerbrevet 13:4 siger den inspirerede apostel om denne øvrighed: „Den er Guds tjener [diaʹkonos] til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener [diaʹkonos], en hævner der skal give udtryk for vrede mod den der øver det onde.“ Gud tillader disse politiske systemer at fortsætte en tid og yde visse tjenester der er til gavn for hans folk på jorden; de bidrager til et vist mål af orden og dæmmer op for lovløsheden. I den forstand er øvrigheden Guds „tjener“.

¹³ Øvrigheden yder imidlertid ikke sin tjeneste af kærlighed til Gud eller hans søns sande disciple. Den yder en tjeneste til gavn for alle landets borgere, uanset hvem de er. Denne tjeneste medfører derfor ikke den løn som tilfalder dem der tjener Jehova Gud af kærlighed til ham og deres næste.

En endnu vigtigere tjeneste

14, 15. (a) Selv om omsorgen for andres fysiske og materielle behov udgør en vigtig del af den kristne tjeneste, hvilken anden del af den er da vigtigere? (b) Hvordan fremgår dette af beretningen i Apostelgerninger 6:1-4?

¹⁴ Det fremgår af det foregående at omsorgen for andres, og især vore kristne brødres, fysiske og materielle behov er en vigtig del af den kristne tjeneste. Ingen bør nogen sinde betragte det som under sin værdighed at tjene ydmygt på disse forskellige måder, eller undervurdere betydningen heraf i Guds øjne. Og dog er der en endnu vigtigere tjeneste som det vil ligge sande kristne stærkt på sinde at udføre. Hvori består den? Den består i at betjene andre direkte med hvad de har brug for i åndelig henseende.

¹⁵ Vigtigheden af at betjene andre åndeligt i forhold til vigtigheden af at betjene dem med de fysiske fornødenheder, fremgår af beretningen i Apostelgerninger 6:1-4. Efter pinsedagen i år 33 opstod der et problem i Jerusalem i forbindelse med den daglige maduddeling, idet nogle enker „blev overset ved den daglige uddeling [diakoniʹa, betjening (med mad)]“. Da apostlene blev underrettet herom, kaldte de forsamlingen af disciple til sig og sagde: „Det er ikke tiltalende for Gud at vi forlader Guds ord for at fordele mad til borde [diakoneʹo, gøre tjeneste ved bordene, da. aut.].“ De bad derfor brødrene om at udsøge syv mænd iblandt sig som havde „godt vidnesbyrd“, så apostlene, med den bemyndigelse de havde, kunne „sætte dem over dette nødvendige arbejde“; men selv ville de være „helt optaget af bønnen og ordets tjeneste [diakoniʹa]“.

16. Tog apostlene dette skridt fordi uddelingen af mad til disse enker lå uden for menighedens virkeområde?

¹⁶ At sørge for mad til disse oversete enker var en nødvendig del af den kristne tjeneste. Det var ikke en opgave som det ikke tilkom menigheden at tage sig af, for der var også en åndelig side ved den. Disciplen Jakobs ord i Jakob 1:26, 27 viser at denne form for tjeneste afgjort har en plads i den rene tilbedelse. Alligevel forstod apostlene at det ville være tegn på manglende dømmekraft hos dem hvis de brugte deres tid på direkte at tage sig af uddelingen af disse materielle forsyninger, i stedet for at koncentrere sig om varetagelsen af det der var af direkte åndelig art, nærmere betegnet at sørge for den åndelige føde og at vejlede brødrene ud fra Guds ord.

17. Hvordan fulgte menigheder andre steder Jerusalem-menighedens eksempel i denne henseende?

¹⁷ Efterhånden som der oprettedes menigheder uden for Jerusalem blev dette princip overholdt. Hovedvægten blev lagt på at opfylde brødrenes umiddelbare åndelige behov, samtidig med at man ikke overså eller undlod at være tilbørligt opmærksom på deres fysiske og materielle behov. Der blev indsat ældste i hver menighed til at tjene som åndelige hyrder og tilsynsmænd. (Apg. 20:17, 28) Og for at gøre det muligt for disse at koncentrere sig om at opbygge og vejlede brødrene, havde de flere hjælpere som arbejdede under deres ledelse og varetog pligter som ikke var af direkte åndelig art. — Fil. 1:1.

18. Kunne enhver blive menighedstjener (diaʹkonos)? Hvordan viser dette at denne tjeneste ikke var uden betydning i Guds øjne?

¹⁸ Efter at have instrueret Timoteus om de krav en mand måtte opfylde før han kunne udnævnes til tilsynsmand eller ældste, sagde apostelen Paulus således: „Menighedstjenere [diaʹkonoi, tjenere, diakoner] bør på samme måde være alvorlige, ikke tvetungede, ikke forfaldne til megen vin, ikke begærlige efter uærlig vinding, mænd som bevarer troens hellige hemmelighed med en ren samvittighed. Og lad også disse blive prøvet først, om de er egnede; lad dem derefter virke som tjenere [diakoneʹo], hvis de er uangribelige. . . . For de der tjener [diakoneʹo] på en god måde, erhverver sig en smuk stilling og stor frimodighed i tale i den tro der er forbundet med Kristus Jesus.“ — 1 Tim. 3:8-13.

19, 20. (a) Hvilken særlig anvendelse fik det græske ord diaʹkonos (tjener) i den første menighed? (b) Hvilket spørgsmål rejser sig nu med hensyn til forholdet mellem disse menigheds„tjenere“, og de udnævnte ældste?

¹⁹ Ligesom det græske ord presbyʹteros, der egentlig betyder en „ældre mand“, blev betegnelsen for en mand der havde fået en tjeneste i menigheden betroet, nemlig den at være en „ældste“, således kom ordet diaʹkonos, der blot betyder „tjener“, til at betegne en mand der havde fået en anden tjeneste i menigheden betroet. Om de forskellige betydninger af det græske ord diaʹkonos og måderne det blev anvendt på, siger værket Theological Dictionary of the New Testament, bind II, side 89, under overskriften „B. The Deacon as a Church Official [B. Diakonen som kirkelig embedsmand]“:

„1. Der kan skelnes mellem disse almindelige anvendelser af ordet og dets anvendelse som ’en fast betegnelse for indehaveren af et bestemt embede’ som diakonos inden for kirkens voksende strukturelle opbygning. Man finder betegnelsen i passager hvor [den latinske] Vulgata har låneordet diaconus i stedet for [det latinske] minister, der bruges andre steder (jfr. Fil. 1:1; 1 Tim. 3:8, 12).

Medlemmer af menigheden som kaldes diakoner i kraft af deres tjeneste, støder vi første gang på i Filipperbrevet 1:1, hvor Paulus sender hilsener til alle de hellige i Filippi syn episkoʹpois kai diakoʹnois [sammen med tilsynsmænd og tjenere]. Allerede her dukker en afgørende faktor for vor forståelse af embedet frem, nemlig den at diakonerne forbindes med biskopperne [tilsynsmændene] og nævnes efter dem. På det tidspunkt da dette brev blev skrevet, fandtes der altså to koordinerede embeder.

. . . beskrivelsen af embedet er her gået over til at blive en fast embedsbetegnelse.“

²⁰ Disse brødre blev altså betegnet som „tjenere“ i menigheden, brødre der ydmygt tog sig af deres trosfællers behov ved at udføre bestemte pligter. Gav det nu de brødre der var „ældste“ ret til at ophøje sig over dem der var udnævnt til at tjene som diaʹkonoi? Var de ældste deres „chefer“?

Ingen plads for at føle sig hævet over andre

21. Hvorfor er der ingen grund til at en ældste skulle betragte sig som stående „over“ menigheds„tjenerne“?

²¹ Nej. Dette ville ikke have været i overensstemmelse med Jesu vejledning og det princip han indprentede sine apostle. Alle der tjente som „ældste“ var i realiteten tjenere for deres brødre, også for dem der kaldtes diakoner, menigheds„tjenere“. Jesus Kristus selv var ikke kommet for at „lade sig tjene men for at tjene“. Den inspirerede apostel Paulus skrev at Jesus „er blevet en tjener [diaʹkonos] for de omskårne for Guds sanddruheds skyld“. (Matt. 20:28; Rom. 15:8) Paulus omtalte sig selv som en „tjener“ (diaʹkonos), og således omtalte han også sine medarbejdere (Timoteus og andre). (Ef. 3:7; Kol. 1:23) Dermed mente han ikke at han hørte til diakonerne eller menighedstjenerne i en bestemt menighed, men at han havde fået til opgave at tjene til gavn for den kristne menighed som et hele. Herom siger han: „Jeg er blevet tjener [diaʹkonos] for denne menighed i overensstemmelse med den husholdergerning fra Gud som er blevet givet mig, for med henblik på jer at forkynde Guds ord fuldt ud.“ — Kol. 1:24-26.

22, 23. (a) Hvordan viser man at man er en sand tjener for en anden? (b) Hvad pegede apostelen Paulus på som vidnesbyrd om at han var en sand tjener for Gud og Kristus?

²² At være „tjener“ for en anden kunne betyde at man ydmygt måtte bære trængsler og vanskeligheder, ydmygt måtte holde ud under ubehagelige forhold. Om man var villig hertil, ville over for dem der blev betjent, være tegn på den oprigtighed hvormed tjenesten blev udført. Da nogle talte ringeagtende om Paulus’ værd i forhold til andres, fremførte han beviser for at han var en sand tjener for Gud og Kristus. Til de kristne i Korint, hvor nogle af hans kritikere boede, skrev han: „På enhver måde anbefaler vi os som Guds tjenere [diaʹkonoi]: ved at udholde meget, ved trængsler, ved tilfælde af nød, ved vanskeligheder, ved slag, ved fængsler, ved uroligheder, ved slid, ved søvnløse nætter, ved perioder uden mad.“ — 2 Kor. 6:4, 5.

²³ Om dem der talte ringeagtende om ham, spurgte han: „Er de Kristi tjenere [diaʹkonoi]?“ og derefter fortsatte han: „Jeg er det i endnu højere grad, med mere rigeligt af slid, med mere rigeligt af fængsler, med slag i overmål, ofte døden nær. Af jøder har jeg fem gange fået fyrre slag på ét nær, tre gange er jeg blevet slået med stokke, én gang er jeg blevet stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt i dybet; ofte på rejser, i farer fra floder, i farer fra røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra folk fra nationerne, i farer i byen, i farer i ørkenen, i farer på havet, i farer blandt falske brødre, i slid og slæb, ofte i søvnløse nætter, i sult og tørst, ofte i perioder uden mad, i kulde og nøgenhed.“ — 2 Kor. 11:23-27.

24. Hvordan hjælper apostelen os således til at anlægge det rette syn når vi skal vurdere vor egen tjeneste?

²⁴ Her var sandelig rigelige vidnesbyrd om at han var en sand tjener! Her var ingen pralen med imponerende bedrifter, såsom opførelsen af mægtige bygningsværker; ingen opremsning af hvor store tilhørerskarer han havde talt til; intet forsøg på at tage æren for den store udbredelse af den gode nyhed. Men her var beretningen om en ydmyg tjeneste, udført af en der, ligesom en tjener, uden at lade blæse i trompet foran sig, går ud i den mørke nat og trodser uvejr, ubehageligheder og farer, for at udføre et eller andet ærinde for sin herre. Vi kan tænke herpå når vi prøver at vurdere vor egen tjenestes værd. Dog har vi også lov at minde os selv om at Paulus også henledte opmærksomheden på sine anbefalingsbreve, de disciple han havde vundet for Kristus, som et vidnesbyrd om at han var en sand tjener. — 2 Kor. 3:1-3.

25. Hvordan gav Paulus udtryk for sin ydmyghed da han skrev til de kristne i Korint, hvor han havde arbejdet så flittigt?

²⁵ Paulus ophøjede aldrig sig selv eller ønskede at nogen skulle se op til ham som den ypperste iblandt dem. Til de korintere som han havde arbejdet iblandt i halvandet år, sagde han om sig selv og en af sine nære medarbejdere: „Hvad er da Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere [diaʹkonoi] ved hvem I blev troende, sådan som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro. . . . For vi er Guds medarbejdere. I er Guds mark under dyrkning, Guds bygning.“ — 1 Kor. 3:5-9.

26. Hvordan kan vi søge storhed og samtidig være fri for selviske ambitioner og stolthed?

²⁶ At søge storhed på denne måde, ikke ved at opnå en fremtrædende stilling, prestige eller magt, men ved at give sig selv i ydmyg tjeneste — dét vil være et ønskværdigt mål. Det vil være et vidnesbyrd — ikke om ærgerrighed, stolthed eller selviskhed, men — om kærlighed, kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. Måtte vi alle i dag søge storhed på denne måde, til pris for Jehova Gud, som fastsatte denne regel for sand storhed, og til ære for hans søn, der anskueliggjorde den og satte eksemplet for os. At søge kristen „storhed“ vil medføre rige velsignelser for os selv og andre. Det vil skænke os et rigt mål af Guds hellige ånd, hvilket igen vil føre til en storslået enhed og harmoni iblandt os. Dette kommer følgende artikel nærmere ind på.

[Fodnoter]

[Illustration på side 149]

Det græske ord diakoneʹo fremhæver tjenestens personlige karakter

[Illustration på side 150]

Den kristne tjeneste omfatter omsorgen for nødlidende kristnes materielle behov; sådanne gaver fører til lovprisning af Gud

[Illustration på side 152]

De første kristne lagde hovedvægten på at opfylde andres åndelige behov