Er din vejledning svær at tage imod?

„Peter Hansen, ved du hvad der er i vejen med dig? Du snakker for meget. Du hører aldrig efter. Du er stiv og stædig. Jeg vil råde dig til at forandre din indstilling. Jeg har sagt det før og siger det igen: Du må forandre din indstilling! Begynd at vise lidt respekt! Du tror du ved det hele, du snakker uafbrudt, og du er ved at bringe dig selv i vanskeligheder! Når det en dag går galt, så vent ikke at få hjælp hos mig!“

 1. Hvorfor er det illustrerede eksempel den forkerte måde at give vejledning på?

DETTE er én måde at gøre det på når man gerne vil råde en anden til at tale mindre og lytte mere. Men det er den forkerte måde. Vejledningen kommer som et angreb og vil få den anden til at mobilisere et forsvar. Vejledningen kan i sig selv være god, men den udvirker ikke noget godt.

 2, 3. (a) Hvordan viser verdslige firmaer deres interesse for den rette måde at give vejledning på? (b) Hvilket råd gav Paulus Timoteus med hensyn til dét at give vejledning, og hvad var formålet med at vejlede?

² Firmaer ofrer i tusindvis af kroner på at sende deres afdelingsledere på kurser for at lære dem at råde og vejlede andre og at klare konfrontationer af forskellig art. Men den bedste måde at vejlede på, den metode der giver de bedste resultater, kan læres ganske gratis. Den blev for længe siden beskrevet i Bibelen.

³ „Ved at give brødrene disse råd,“ skrev apostelen Paulus til Timoteus, „vil du være en god Kristi Jesu tjener.“ Han forklarede ham ikke alene hvilke råd han skulle give, men sagde også hvordan han skulle gøre det: „En ældre mand må du ikke kritisere strengt. Appellér derimod indtrængende til ham som til en fader, til yngre mænd som til brødre, til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed.“ Han sagde ’appellér indtrængende til dem’, ikke ’hunds med dem’. Formålet er at rette op, ikke at jage bort. — 1 Tim. 4:6; 5:1, 2; Jak. 5:19, 20.

 4. Hvorfor må den der giver vejledning være fintfølende?

⁴ At give råd og vejledning når man bliver bedt om det, kræver takt og dygtighed; at gøre det uopfordret kræver endnu mere finfølelse. Råd der gives uopfordret kan nemt komme til at virke som kritik, og ingen bryder sig om at blive kritiseret. At vejlede uden at støde an kræver tålmodighed og evnen til at undervise, ikke blot evnen til at tage én ordentlig i skole. Paulus skrev til Timoteus: „Retled, irettesæt, tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ — 2 Tim. 4:2.

Rådgiverens indstilling

 5. Med hvilken indstilling vil man give vejledning hvis man efterligner Jesus?

⁵ Kristus Jesus, den underfulde Rådgiver, gav et eksempel på hensynsfuld vejledning da apostlene diskuterede med hinanden hvem af dem der var den største. I en lignelse stillede han en modsætning op, idet han forklarede at nationernes konger spillede herrer over andre, men at apostlene ikke skulle være sådan. Jesus var en fuldkommen mand og kunne give inspireret vejledning, og dog havde han „et mildt sind“ og var „ydmyg af hjertet“. Vi gør vel i at efterligne ham. „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ — Luk. 22:24-27; Matt. 11:29; Fil. 2:5.

 6. Hvilke eksempler understreger værdien af at benytte illustrationer når man vejleder?

⁶ Det er altid vanskeligt at ræsonnere med nogle der er ude af fatning, og apostlene diskuterede netop heftigt. Derfor benyttede Jesus lignelsen om arrogante konger der spillede herrer over andre, og da apostlene så sig selv i dette lys, kom de til besindelse. Profeten Natan var også taktfuld da han vejledte kong David for hans synd med Urias’ hustru, Batseba. Natan fortalte om en rig mand der havde småkvæg og hornkvæg i mængde, men som tog en fattig mands eneste lam og tilberedte det til sin gæst. David blev rasende og dømte: „Den mand, som gjorde det, er dødsens.“ Så fik han at vide at han selv var manden. (2 Sam. 12:1-9) I dag kan illustrationer også være til gavn når man gerne vil undgå at følelserne kommer i oprør og hjælpe en til at se objektivt på tingene.

 7. Hvorfor har indstillingen hos den der giver vejledning, stor betydning?

⁷ Indstillingen har stor betydning. Den der giver vejledning må være opmærksom på både sin egen indstilling og indstillingen hos den han taler med. Hvis han selv er tilbøjelig til at være selvretfærdig og at føle sig hævet over andre, kan han være unødigt hurtig til at tage andre i skole for mindre forseelser. (Præd. 3:7) En sådan holdning vil andre mærke og den vil falde dem for brystet, og hvis de da lægger en dårlig indstilling for dagen når der tales med dem, skyldes det måske mere rådgiveren end rådet i sig selv. I Ordsprogene 15:1 siges der: „Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.“

Apostelen Paulus sætter eksemplet

 8. Hvilke følelser var Paulus opfyldt af da han retledte korinterne for en alvorlig forseelse, og hvad førte denne retledning til?

⁸ Broderkærlighed og medfølelse er også noget andre kan mærke. Paulus måtte rette en alvorlig fejl i Korintermenigheden, og det smertede ham dybt at han måtte skrive temmelig strengt til menigheden. Senere sagde han: „Ud af megen trængsel og hjertets angst skrev jeg til jer med mange tårer, ikke for at I skulle blive bedrøvede, men for at I skulle være klar over den kærlighed jeg har specielt til jer.“ Hans dybe omsorg kommer også til udtryk nogle kapitler længere fremme, hvor han siger: „Selv om jeg bedrøvede jer med mit brev, fortryder jeg det altså ikke. . . . For bedrøvelse på en måde som Gud vil det, bevirker sindsændring til frelse som ikke fortrydes.“ — 2 Kor. 2:4; 7:8-10.

 9. (a) Anfør bibelske eksempler som understreger at det er bedst at rose før man vejleder. (b) Hvorfor er det værdifuldt at rose dem der tager en vejledning til sig?

⁹ Du kan altså gøre retledningens smerte mildere ved at vise medfølelse og forståelse. Lad andre bevare deres værdighed og selvrespekt. Hav øje for andres gode sider og vis at du værdsætter dem. Ros så vidt muligt altid før du giver vejledning. (Åb. 2:1-4, 12-14, 18-20) Paulus roste korinterne for deres iver efter nu at se retfærdigheden ske fyldest og fordi de havde renset sig ved at rette det urette. (2 Kor. 7:11) Derefter henviste han til at han havde rost dem over for Titus: „Har jeg udtalt mig rosende om jer til ham, er jeg ikke blevet til skamme; men ligesom vi i ét og alt har talt sandhed til jer, således har også vore rosende ord over for Titus vist sig at være sandhed.“ (2 Kor. 7:14, da. aut.) Vi begår alle fejl og har brug for retledning, så når vi gør noget der er rigtigt, varmer det med et rosende ord. Det virker styrkende. — Matt. 25:21, 23.

Lad os prøve os selv

10-12. Hvorfor bør vi vejlede venligt og i mildhedens ånd?

¹⁰ „Bliv ved med at prøve jer selv om I er i troen“ er en tilskyndelse vi også kunne anvende i forbindelse med det at give vejledning. (2 Kor. 13:5) Består vi den prøve følgende skriftsteder stiller os på?

¹¹ Efeserbrevet 4:32: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende.“ Er vi det når vi giver vejledning?

¹² Galaterbrevet 6:1: „Brødre, selv om et menneske begår et eller andet fejltrin før han er klar over det, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet.“ Vejleder vi i mildhed, uden at glemme vore egne skrøbeligheder?

13, 14. Hvad bør vi være velinformerede om før vi giver vejledning?

¹³ Kolossenserbrevet 4:6 (New English Bible): „Undersøg hvordan I bedst kan tale med enhver I møder.“ Giver vi os tid til at lære den pågældende at kende, så vi kan gribe sagen rigtigt an når vi taler med ham?

¹⁴ Ordsprogene 18:13: „Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel.“ Sætter vi os ind i alle sider af sagen før vi giver råd og vejledning?

15, 16. Hvad bør vi være opmærksomme på hos os selv når vi vejleder andre?

¹⁵ Filipperbrevet 2:2, 3: „Gør min glæde hel og fuld ved at I . . . intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv.“ Gør vi os klart, når vi vejleder nogle, at de også kan have stærke sider hvor de gør bedre fyldest end vi?

¹⁶ Romerbrevet 2:21: „Er så du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du, som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du?“ Virker vi hykleriske, idet vi forkynder noget vi ikke selv efterlever?

17, 18. Hvordan bør vi vise hensyn og tilbageholdenhed når vi giver vejledning?

¹⁷ Johannes 16:12: „Jeg [Jesus] har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ Går vi ud over det øjeblikkelige behov og begynder at opregne alle de svagheder vi kan komme i tanker om hos den pågældende, så vi enten gør ham vred eller nedslået?

¹⁸ Mattæus 18:15: „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene.“ Tager vi hensyn til broderens følelser og vejleder først under fire øjne?

19. Hvilken simpel rettesnor gælder også i forbindelse med dét at give vejledning, og hvilke fordele er der ved at følge den?

¹⁹ En simpel rettesnor for dét at give vejledning, men en rettesnor vi nu og da er tilbøjelige til at glemme, lyder: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Vi vil gerne møde forståelse; derfor må vi vise forståelse. Vi vil gerne have lejlighed til at udtale os; derfor må vi give andre lejlighed til at udtale sig. Vi bryder os ikke om at blive taget i skole; derfor må vi ikke tage andre i skole. For at vejlede må vi lytte; derved viser vi ikke alene en fornuftig og rimelig holdning men opnår også indsigt i problemet og bliver klar over hvordan vedkommende føler og tænker. Vejledningen vil da blive givet som en del af samtalen og ikke som en „forelæsning“

Hvor god er din vejledning?

20, 21. Hvad ville formindske værdien af vor vejledning, og hvordan kan vi sikre os at den bliver fuldt ud pålidelig?

²⁰ Profeten Jeremias sagde at „det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“. Hvis vi ikke kan styre vore egne skridt, hvor kompetente er vi da til at lede andre? Jeremias bad: „Tugt os, [Jehova].“ Vi kender hinandens ufuldkommenheder så godt at vi kan have svært ved at tage mod tugt fra nogen — medmindre tugten kommer fra Gud! Værdien af vores vejledning afhænger derfor af hvor nøje den stemmer med Guds ord. — Jer. 10:23, 24.

²¹ „Gå ikke ud over det der står skrevet,“ er et godt råd. (1 Kor. 4:6) Vi er kommet ud af en verdensordning hvor menneskers regler er i højsædet, og det med tragiske resultater. Vi ønsker ikke længere at være underlagt regler og krav der ikke findes i Guds ord, for vi er lydige, „ikke med øjentjeneste, som nogle der vil behage mennesker, men med oprigtigt hjerte, med frygt for Jehova“, og vi følger Paulus’ råd: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker.“ (Kol. 3:22, 23) Farisæernes regler lagde tunge byrder på folks skuldre og satte Guds ord ud af kraft. — Matt. 23:4; 15:3.

22, 23. Hvilken hovmodig holdning lagde farisæerne for dagen, men hvilken holdning udviste Paulus?

²² Da nogle betjente der var blevet sendt ud for at arrestere Jesus, vendte tilbage uden at have ham med fordi hans lære havde gjort et stærkt indtryk på dem, tyede farisæerne til autoritetstyranni. „I er da vel ikke også blevet vildledt?“ spurgte de. „Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde som ikke kender Loven, de er forbandede.“ Farisæerne fremførte ikke fornuftgrunde, men erklærede blot at de kloge afviste Jesus; det var kun de dumme der hørte på ham. — Joh. 7:45-49.

²³ Når vi vejleder andre bør vi gøre det ud fra Bibelen og ved hjælp af logiske ræsonnementer, og ikke forlange at nogen skal rette sig efter os på grund af den stilling vi indtager. (Fil. 4:5) Vi bør være som Paulus, der ikke benyttede sig af sin stilling som apostel til at lægge pres på andre. Han roste tværtimod andre fordi de kontrollerede om hans lære byggede på Guds ord. „De tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således. Så fik mange af dem tro.“ — Apg. 17:11, 12.

24, 25. (a) Hvordan benyttede Jesus Skriften, i modsætning til Satan? (b) Vis med et eksempel at anvendelsen af et skriftsted må ses i lyset af sammenhængen.

²⁴ Djævelen brugte skriftsteder da han fristede Jesus i ørkenen, og Jesus brugte skriftsteder da han afviste ham. De henviste begge til Skriften, men med den forskel at Satan fortolkede den forkert, mens Jesus brugte den rigtigt. (Matt. 4:1-10) Vi bør aldrig fordreje skriftsteder for at få dem til at tjene vores egen hensigt, sådan som Satan gjorde. Lad os sikre os at Gud virkelig siger det vi siger han siger!

²⁵ I Romerbrevet, kapitel 14, advares vi for eksempel mod at give svage kristne anledning til snublen i forbindelse med mad eller drikke eller noget andet. Vil det sige at hvis én i en stor familie påstår at han er ved at ’snuble’ fordi der serveres kaffe, så bør der ikke serveres kaffe? Eller at man er nødt til at gå med sorte sko fordi én tager anstød af brune? Er der ikke en vis grænse for anvendelsen af denne vejledning? Jo. Sammenhængen viser at det drejer sig om trosspørgsmål — dage der af nogle blev anset for hellige, kød der af nogle blev anset for besmittet. Vejledningen gælder samvittighedsspørgsmål, og på dette område bør vi gøre indrømmelser hvis det kan gavne andre. Men det er ikke en generel befaling til at imødekomme ethvert personligt lune som ikke har noget med troen at gøre.

Kan du tage imod vejledning når du har brug for det?

26. Hvilken påmindelse får vi i Hebræerbrevet 12:11 når vi synes det er svært at tage imod tugt,

²⁶ Når vejledning givet i kærlighed og på grundlag af Bibelen, kan vi da ydmygt tage imod den? Det er ikke nemt, men det er gavnligt. „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed.“ (Hebr. 12:11) Før blev vi bedt om at prøve os selv med hensyn til vores holdning når vi giver vejledning. Lad os nu prøve os selv med hensyn til vores holdning når vi får vejledning.

27-31. Hvilke skriftsteder og hvilke spørgsmål understreger at vi bør lytte opmærksomt når vi bliver vejledt?

²⁷ Ordsprogene 17:27: „Den, som har kundskab, tøjler sin tale, mand med forstand er koldblodig.“ Hører vi efter, og bevarer vi roen?

²⁸ Ordsprogene 12:15: „Dårens færd behager ham selv, den vise hører på råd.“ Mener vi at vi ved det hele i forvejen, eller hører vi efter?

²⁹ Ordsprogene 29:20: „Ser du en mand, der er hastig til tale, for en tåbe er der snarere håb end for ham.“ Søger vi straks at tage til genmæle mod den vejledning der gives?

³⁰ Prædikeren 7:9 (Kalkar): „Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarens Barm.“ Er vi nærtagende; bliver vi nemt fortørnede?

³¹ Jakob 1:19, 20: „Ethvert menneske bør være hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede; for en mands vrede udvirker ikke Guds retfærdighed.“ Kan vi høre på vejledning uden at blive vrede?

32. Hvordan viser nogle som søger råd, at de egentlig blot ønsker en undskyldning for at gøre som de selv vil?

³² Undertiden har nogle på forhånd besluttet hvad de vil gøre, hvorefter de rådspørger den ene efter den anden indtil de finder en der er enig med dem. I fortidens Israel rådførte kong Rehabeam sig med de gamle, men deres råd passede ham ikke. Så gik han til de unge, der gav ham det svar han gerne ville høre. Følgerne var katastrofale: Ti stammer gjorde oprør mod ham og grundlagde deres eget rige! (1 Kong. 12:1-20) Apostelen Paulus talte om en tid da folk ville søge indtil de fandt rådgivere der ville sige dem det de gerne ville høre: „De [vil] samle sig en bunke lærere for at få deres ører kildret.“ — 2 Tim. 4:3.

33. Hvilke eksempler understreger den rette måde at tage imod råd på?

³³ Hvis en vejledning bygger på Guds ord bør vi imidlertid tage imod den. Da David blev sat i rette af profeten Natan, svarede han: „Jeg har syndet mod [Jehova]!“ (2 Sam. 12:13) Menigheden i Korint lagde sig Paulus’ vejledning på sinde og rensede sig for enhver forsmædelse. Jesus fremhævede den rette handlemåde da han fortalte lignelsen om en mand der havde to sønner. Faderen bad begge sønner om at gå hen og arbejde i hans vingård. Den ene sagde ja, men gik ikke derhen. Den anden sagde nej, men gik senere derhen, og han blev godkendt, selv om han var sen til at reagere. (Matt. 21:28-31) De der giver vejledning må udvise tålmodighed og give den der vejledes, tid til at tænke over det.

34. Hvilket ransagende spørgsmål bør den der giver råd, stille sig selv når han læser Salme 16:7?

³⁴ „Jeg vil prise [Jehova], der gav mig råd.“ (Sl. 16:7) Vil andre kunne prise os for den vejledning vi giver dem?

35. Beskriv modsætningen mellem den vejledning der gives her og den vejledning der gives i artiklens begyndelse.

³⁵ „Tak fordi jeg måtte tale med dig, Peter. Jeg er glad for de gode fremskridt du gør i menigheden nu. Men jeg vil gerne igen pege på den svaghed du har, at du somme tider taler lidt uoverlagt. Det er naturligvis noget vi alle gør os skyldige i. Som Jakob sagde, er vi fuldkomne hvis vi ikke synder med tungen. Paulus vejledte de ældste i Efesus dag og nat i tre år! Så jeg håber ikke du tror jeg har noget imod dig, fordi jeg nu nævner det igen. Du gør gode fremskridt, og det skal du bare blive ved med. Et forslag jeg kan give dig, er måske at læse Jakobs brev, kapitel 3, igen. Og hvis jeg kan hjælpe med noget skal du ikke tøve med at henvende dig til mig.“