Udfrielse til en retfærdig verden

„En Gud til frelse [udfrielse, AS] er Gud for os, hos den Herre Jehova er udgange fra døden.“ — Sl. 68:21.

 1. Hvad får frygt mennesker og nationer til at gøre, og med hvilket resultat?

FAREFULDE tider, præget af ængstelse og frygt for civilisationens mulige og snarlige undergang, tilskynder mennesker til at søge sig stærke forbundsfæller. Der er intet ejendommeligt heri, for Guds store profet og søn sagde forud om endens tid: „På jorden skal folkene ængstes i rådvildhed . . . mens mennesker lammes af frygt og forventning om de ting, der kommer over den beboede jord.“ (Luk. 21:25, 26, NW) Det, mennesker i dag søger, er en garanti for, at de vil overleve og blive frelst under begivenhedernes eventuelle udvikling. Frygten for døden, måske en for tidlig død takket være en atomkrig mellem nationerne, knuger folkene i sit jerngreb og lænker dem i trældom til systemer og ordninger, som de håber vil garantere deres fortsatte eksistens. — Hebr. 2:15.

 2. Hvilket mislykket forsøg har medført skuffelse? og hvad tyr nationerne til som en modvægt mod dette mislykkede forsøg?

² Skønne forhåbninger om at smede verdens folkeslag sammen til een stor, lykkelig familie brister som sæbebobler. Den store fællesordning, der skulle sikre en fredelig løsning af vanskelighederne, har kun ført til skuffelse. De Forenede Nationer, som man håbede ville være det brugbare redskab til at holde nationernes familie sammen i enhed og harmoni, har indtil nu ikke vist sig at være meget andet end et forum for ordstridigheder og en talerstol for national propaganda. (Es. 8:9, 10) Da stormagterne ikke har tillid til et F.N., der står så svagt, tyr de atter til befæstelse af deres krigsmagt for at sikre deres beståen i en fjendtlig verden, nøjagtig som den første verdensmagt, det gamle Ægypten, gjorde, da den samlede sig heste og krigsvogne i tusindtal til værn for landets sikkerhed. Man ignorerer Bibelens veråb over dem, som tager deres tilflugt til den slags befrielsesmidler: „Ve dem, som . . . slår lid til heste, som stoler på vognenes mængde, på rytternes store tal.“ — Es. 31:1.

 3. Hvilket ræsonnement følger nationerne, idet de ignorerer Jehovas råd? Hvad er folkets skæbne?

³ Man skyr hverken anstrengelser eller udgifter i kapløbet om at fremstille de mest effektive våben til „defensive“ ødelæggelser. Øst og Vest opretholder store militærstyrker, og hver part håber på sin side 1) at forebygge katastrofen ved at afskrække fjenden fra at gå til angreb, og 2) at være i stand til med held at afværge og overleve et angreb, hvis det skulle komme. Andre mindre nationer slutter pagter og aftaler med stormagterne i den hensigt at forøge deres egne chancer for at bestå. Det store flertal af verdens befolkning vælger enten af egen fri vilje eller af tvang at dele skæbne med den ene eller den anden part. Alle har samme tanke: at opnå frelse ved at alliere sig med den stærkeste.

 4. Hvad viser historien med henblik på at sætte sin lid til krigsmagt?

⁴ Denne filosofi om overlevelse er ikke noget nyt. Tidligere stormagter har hældet til den uden særlig opmuntrende resultater. Verdenshistorien viser, at hver eneste verdensmagt med det gamle Ægypten som den første har stolet på krigsmagt som deres redskab til frelse og udfrielse i trængselstider, og dog har verdensmagterne ikke formået at sikre deres egen fortsatte beståen. Før eller senere er de gået under, når prøvelsens time slog. Bibelens beretninger om fortidens krige beviser yderligere, at et lands militærmagt ikke er en garanti for dets sikkerhed eller udfrielse. Gang på gang led militærmagter, der tilsyneladende var stærke og uovervindelige i en hvilken som helst våbendyst, dog nederlag i kamp med så godt som ubevæbnede styrker. Det er værd at lægge mærke til, at de nationer, som led nederlag, var dem, som ignorerede Jehova i deres forsvarsforanstaltninger. — Es. 60:12.

 5, 6. Nævn eksempler, der viser, at væbnede styrker kom til kort som udfrielsesmagt.

⁵ Faraonernes Ægypten mønstrede hele rigets krigsmagt, i alt 600 stridsvogne, og forfulgte et ubevæbnet folk, der blev betragtet som en trusel mod landets eksistens. Alle seks hundrede stridsvogne blev tilintetgjort, og de forhærdede krigere, der bemandede dem, druknede i det Røde Hav. (2 Mos. 14) En vældig filisterhær på 3000 (eng. og am. overs.: 30.000) stridsvogne og 6000 ryttere, efter alt at dømme en uovervindelig hær, rykkede op imod Israel. Det var et opbud af krigsmagt, der, når man tager den tids forhold i betragtning, vel kunne sammenlignes med stormagternes krigsstyrker i dag. Denne krigsmagt tog sig så meget mere overvældende ud, fordi der på dette tidspunkt ikke fandtes så meget som et sværd i Israel, ja end ikke en smed i hele Israels land. Dog blev filisterhæren slået på flugt, og al dens krigsmagt kunne ikke frelse den. — 1 Sam. 13:5, 19, 22; 14:22, 23.

⁶ Kana’anæerkongen Jabin blev øjenvidne til, at hans 900 bedste stridsvogne blev tilintetgjort af et folk, man betragtede som forsvarsløst. Assyrerkongen Sankerib erfarede, at der blev tyndet voldsomt ud blandt hans hærstyrker på een nat, idet 185.000 mand af hans kærnetropper lå døde næste morgen. (Es. 37:35, 36) Ingen sinde under moderne krigsførelse har man oplevet mage til nedslagtning, som da israelitterne huggede 100.000 aramæere ned på een dag. — 1 Kong. 20:29.

 7. Hvad burde nationerne have lært, og hvad er den anden verdenskrig et vidnesbyrd om?

⁷ Menneskehedens historie burde have belært nationerne om, at begreberne sikkerhed og udfrielse ikke er analoge med militærmagt. I historien gives der ikke eet eksempel på, at en nation bestandig har kunnet bevare sin nationale eksistens ved at forlade sig på sine militærstyrker, og krigsmagt har heller ikke vist sig som en sikker befrier i alle nødssituationer. De mange riger, der er kommet og gået, er et bevis herpå. Nu er alle tiders største krise over verden. Det er derfor ganske naturligt, at mennesker søger en garanti for udfrielse. Men vil de vedblive med at stole på de metoder, der hidtil har vist sig at være uhensigtsmæssige? Selv om udfrielse ved militærmagt var en sikker udvej hver gang, ville sejrherrerne alligevel blive konfronterede med nye vanskeligheder og efter hinanden følgende kriser, der igen skyldes andre omstændigheder. Herom taler den anden verdenskrigs efterhøst sit tydelige sprog. Krigsmagt kan ikke befri folk eller nationer for denne verdens vanskeligheder og bekymringer. Dertil kræves der noget mere.

 8. Hvad åbenbarer Bibelen om udfrielse i modsætning til menneskers planer om befrielse?

⁸ Et uhildet syn på historien, såvel fortids- som nutidshistorien, viser, at hærstyrker, alliancer, pagter, aftaler, ødelæggelsesvåben o.s.v. ikke duer til at hidføre sand udfrielse. Det er ikke klogt at gøre de samme fejl om og om igen. Den vise hører på råd og tager ved lære. (Ordsp. 12:15; 9:9) „Alt fatter de, som søger Jehova,“ thi han er den store rådgiver. (Ordsp. 28:5) Jehova åbenbarer sig i sit ord som en vældig befrier. I forbindelse med disse sidste tider har han lovet en udfrielse, der aldrig har haft sit sidestykke i hele menneskehedens historie — en udfrielse fra undertrykkelse og rædsel under denne gamle tingenes ordning og til liv i en retfærdig ny verden, hvor frihed vil råde til evig tid, en verden, der vil gennemstrømmes af den livskraft, friskhed og tryghed, der kommer af sand sikkerhedsfølelse. Jehova har selv truffet foranstaltninger til denne nye verden, for han siger: „Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ (Es. 65:17) Ingen menneskelig ordning i vor tid kan på nogen måde hidføre en sådan udfrielse af menneskeheden fra dens mange plager.

 9. Hvad tilskyndede Jesus til ud fra sin forhåndsviden om disse for verden så kritiske tider?

⁹ Kristus Jesus forstod menneskeslægtens vanskeligheder og indså dens behov for en befrier. Men han gav ikke mennesker befaling til at udtænke deres egne frelsesplaner. Tværtimod lærte han dem at bede til Gud om udfrielse og henviste dem således til den rette kilde til frelse. Det betød, at mennesker skulle stole på Jehova Gud som deres befrier og ikke på det kejserlige Roms legioner eller på nogen senere verdensmagt, der måtte opstå og fortrænge Cæsars hære og beherske verden. Husk, at Jesus på forhånd kendte til og forudsagde de urolige forhold, der nu råder i verden. Som en optakt til alle tiders største trængsel skulle, sagde han, folk rejse sig mod folk, og rige mod rige. Dog slog han ikke til lyd for, at mennesker skulle stole på deres egne planer eller menneskegjorte organisationer og vente udfrielse fra dem, men han pålagde dem at opsende deres bønner om udfrielse til Jehova Gud. De skulle bede om, at Guds vilje måtte ske på jorden, som den sker i himmelen. De skulle derfor vente udfrielse på en måde og fra en kilde, der stod langt over nogen jordisk foranstaltning. — Matt. 6:9-13; 24:1-14; 2 Tim. 3:1.

10. Hvem udfries af Jehova, og hvilket redskab bruger han dertil? Hvad er støtte for dem, som sætter deres lid til hans udfrielse?

¹⁰ Jehova er den store befrier; herom hersker der ikke mindste tvivl. Men han udfrier ikke mennesker i flæng. Han udfrier kun dem, som er værdige til udfrielse, og overlader dem, som er uværdige, til undergang. „Således forstår Herren [Jehova, NW] at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag.“ (2 Pet. 2:9) Han forkynder, at han alene er menneskeslægtens befrier og frelser ved sin søn Jesus Kristus. Peter vidner herom med ordene: „Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.“ (Ap. G. 4:12) Jehovas ord er i virkeligheden en storslået sang om befrielse, der indgiver os mod, styrke og tillid til ham. Han lader aldrig dem, som elsker ham, glemme hans magt til at udfri, selv om de gennemlever vanskelige tider. Han omgiver dem med frelsesjubel som et bevis for, at han er en sand befrier. — Sl. 32:7.

11. Hvilken forskel er der på Jehovas udfrielse og menneskers udfrielsesforsøg?

¹¹ Guds vej til udfrielse er så vidunderlig og så forskellig fra verdens veje, at den for vantro mennesker er ufattelig. I samme grad er den langt mere virkningsfuld end nogen som helst verdslig udfrielse. Gud har ikke nødig at støtte sig til væbnet magt eller ty til krigslist for at iværksætte udfrielse. Med absolut tillid til sine egne evner siger han: „Men Judas hus vil jeg være nådig og frelse ved Jehova deres Gud; dog frelser jeg dem ikke ved bue, sværd eller stridsvåben, ved heste eller ryttere.“ (Hos. 1:7) Det ville være et svaghedstegn hos ham, om han på menneskers vis måtte ty til militærmagt. Selve hans navn er et stærkt tårn, hvor den retfærdige løber hen og bjærges. (Ordsp. 18:10) Jesus forstod, at Guds udfrielse af mennesker ikke var afhængig af sværdet. „Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd,“ sagde Jesus derfor til en velmenende ven, der ønskede at udfri ham fra fjendernes hånd. — Matt. 26:52.

Kundskab nødvendig

12. Hvad må vi tro for at være værdige til Guds udfrielse, og hvordan forkyndte Jesus den kommende befrielse?

¹² Kristus Jesus er Jehovas hovedredskab til udfrielse. At tro på ham er en betingelse for at opnå udfrielse ved Guds hånd; thi Gud udsendte Jesus, „for at enhver, som udviser tro på ham, ikke skal gå til grunde, men have evigt liv“. (Joh. 3:16, NW) Jesus forkyndte om Jehovas befrielse ved at udbrede kundskab — kundskab om Gud som den, der har besluttet at udfri menneskeheden fra dens trængsler, og kundskab om sig selv som den, Gud har salvet til at iværksætte denne udfrielse. Der gives ingen udfrielse til liv uden gennem kundskab om Gud og hans søn. Derfor sagde Jesus: „Dette betyder evigt liv, at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande gud, og om den, du udsendte, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3, NW.

13. Hvilken kundskab gør os fortjent til frelse? Hvilken livsførelse må den understøttes af?

¹³ Kundskab er derfor nøglen til udfrielse, for „retfærdige fries ved kundskab“. (Ordsp. 11:9) Dette kan ikke hentyde til en højere kundskab om krigskunst eller til nogen kundskab om atomkraft, hvis udnyttelse kunne blive brugt til at skabe udfrielse. Nej, det hentyder til kundskab om Guds hensigter. Denne kundskab må underbygges af en livsførelse, der er i overensstemmelse med Guds krav, som de fremholdes i hans ord. Den kundskab, der kræves, er en forståelse af Jehova som „gudernes gud og herrernes herre, den store, vældige, forfærdelige gud, som ikke viser personsanseelse eller lader sig købe“. (5 Mos. 10:17) Det vil sige kundskab om ham som den retfærdige nye verdens bygmester, der vil skænke dem varig udfrielse, som elsker ham, og om hans hensigt, at frelse retfærdige mennesker fra denne gamle verden og føre dem ind under den nye tingenes ordning.

14. Hvad så Peter hen til som redskabet til udfrielse?

¹⁴ Lige fra det tidspunkt, da oprøret i Eden fandt sted, har det været Jehovas agt at indføre en verden, der i eet og alt var retfærdig, og denne hensigt vil blive fuldført. Den verden vil bestå af „himlene“, der er usynlige for det menneskelige øje, og „jorden“, der er synlig. Alt i den retfærdige nye verden må være retfærdigt og gøre det, der er ret, til Jehovas pris. Apostelen Peter så hen til denne nye tingenes ordning som redskabet til udfrielse og sagde om sig selv og sine medkristne: „Men efter hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) Peter ønskede at blive udfriet fra denne gamle verdens trængsler og bekymringer, men han vidste, at kun Gud kunne udvirke dette i overensstemmelse med sine løfter. Peter tog ikke parti for Rom eller sluttede op om dens hære for at blive udfriet.

15. Hvad vil den retfærdige verden bestå af?

¹⁵ Den nye verdens „nye himle“ består af Kristus Jesus og hans medarvinger til himmelsk herlighed, ledsaget af himmelens engle, der alle er retfærdige og loyale mod Gud og trofaste i deres hengivenhed for ham. Den „nye jord“ vil bestå af retfærdige mennesker, der før og efter Harmagedon viser sig som Herren Jesu, den rette hyrdes, andre får. (Joh. 10:16 og Hebr. 2:5, 6) Den „nye jord“ vil også omfatte det afkom, de andre får sætter i verden efter Harmagedon. Enhver skabning, der skal bo på den „nye jord“, må være retfærdig, og de retfærdige skal aldrig dø. — Matt. 25:46.

16. Hvorfor er den rette kundskab så attråværdig?

¹⁶ Det står uimodsigelig fast, at det er kundskab, der adskiller dem, som bliver udfriet, fra dem, som forgår. Kundskab er at foretrække fremfor alt andet, for kundskabens værdi ligger i, at den giver sin ejermand mulighed for nu at handle i harmoni med Guds hensigter. Anvender et menneske sand kundskab med rene motiver, kan det vinde en visdom og indsigt, der langt overgår noget, verden kan tilbyde, alle dens højere læreanstalter til trods. Det er derfor, Ordsprogenes vismand sætter tilegnelsen af indsigt i Guds ord så højt. „Lykkelig den, der har opnået visdom, den, der vinder sig indsigt; thi den er bedre at købe end sølv, bedre at vinde end guld; den er mere værd end perler, ingen klenodier opvejer den; en række af dage er i dens højre, i dens venstre rigdom og ære; dens veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke; den er et livets træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!“ — Ordsp. 3:13-18.

Teokratisk organisation nødvendig

17. På hvilken måde kan man tilegne sig den kundskab, der medfører befrielse? Hvordan vil mange betragte denne vej?

¹⁷ Den kundskab og indsigt, der garanterer udfrielse, skænkes ikke den enkelte uafhængigt af Guds ord og organisation. Den samme orden og organisation, som præger Guds skaberværk, præger hans udfrielsesforanstaltninger. Sandhedens lys, som nu skinner klarere og klarere, skinner gennem hans teokratiske organisation, først gennem den himmelske del deraf, derefter gennem den jordiske. Hvor nødvendig og rosværdig personlig bibellæsning end er, så vil den ikke i sig selv bringe den læsende til fuld forståelse af Jehovas frelsesvej, ligesom regelmæssig kirkegang over en årrække ikke nødvendigvis udruster en til at tjene Gud og således gøre en værdig til udfrielse. Jehova bruger sin organisation til at udvirke denne udfrielse, og vor udfrielse afhænger af vort forhold til Gud og til Guds organisation. Mange vil måske synes, at dette tyder på snæversynethed, men vi kan ikke stemple Jehovas frelsesvej som urimelig snæver. (Matt. 7:13, 14) Vi må søge udfrielse på Guds betingelser. Mærk dig, hvad bibelen siger herom.

18, 19. Hvilke eksempler har vi på, at forståelse og gunst ikke kan opnås uafhængigt af Guds synlige organisation?

¹⁸ En ætiopisk hofmand læste flittigt i Guds ord, men det var dog ikke tilstrækkeligt til, at han kunne opnå Guds udfrielse. Filip hørte ham læse højt fra profeten Esajas, og han spurgte ham: „Forstår du også det, du læser?“ Hofmanden svarede: „Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?“ Filip „vejledte“ ham ved at fortælle ham det gode budskab om den kommende udfrielse, og som et udtryk for sit ønske om at tage imod denne udfrielse ved at vandre ad Guds snævre vej, bad hofmanden om, at han måtte blive døbt. Filip repræsenterede her Guds synlige organisation, idet han var blevet udsendt fra Jerusalem for at prædike. — Ap. G. 8: 26-39.

¹⁹ Kornelius, den italienske høvedsmand og første hedning, der tog imod kristendommen, havde brug for Guds organisation, skønt han i mange år havde været en from og barmhjertig mand, som viste godgørenhed mod andre. Efter at Peter, der repræsenterede menigheden i Jerusalem, var blevet sendt til Kornelius, og efter at han havde undervist ham og dem, som var forsamlet hos Kornelius, modtog de alle den hellige ånd som tegn på den store befriers, Jehovas, gunst, og derpå blev de døbt. (Ap. G. 10) Der blev selv ikke vist Saulus fra Tarsus nogen gunst, hans øjne blev ikke åbnet, og han blev heller ikke døbt, før han havde været i forbindelse med Ananias, der repræsenterede Guds synlige organisation. (Ap. G. 9) Holder man sig ikke til den synlige organisation, som Gud bruger, kan man ikke opnå befrielse, hverken nu eller i fremtiden.

20. Hvilke tidligere eksempler på Guds handlemåde med mennesker fremhæver det samme princip?

²⁰ Har det ikke altid været sådan? Der var ingen udfrielse at opnå uafhængigt af Noa og hans familieorganisation, der var godkendt af Gud til at bygge en frelsesark. (2 Pet. 2:5) Der var ingen udfrielse at opnå for israelitternes førstefødte i Ægypten uafhængigt af den synlige organisation, som den virkede gennem Moses. Der var heller ingen anden udfrielse fra Ægypten end gennem Guds synlige ordning. Den retfærdige mand Lot opnåede først udfrielse fra Sodoma, efter at han var blevet opsøgt af engle, der materialiserede sig som Guds synlige repræsentanter for at advare ham. (2 Pet. 2:7, 8) Rahabs udfrielse fra Jerikos ødelæggelse afhang af hendes aftale med de israelitiske spejdere, der repræsenterede Jehovas godkendte organisation på det tidspunkt. — Jos. 6.

21. Hvilken ordning har Gud truffet nu ved tidspunktet for verdens ende? Hvilken vigtig rolle spiller den synlige organisation ifølge Paulus’ ord?

²¹ Det forholder sig på samme måde nu ved afslutningen af denne tingenes ordning, da en verdens undergang er for hånden. Det gode budskab om den udfrielsesforanstaltning, der er blevet truffet gennem Riget, bliver nu forkyndt af Jehovas synlige organisation, og gennem organisationen har vi fået en vidunderlig og fuld forståelse af Jehovas frelsesvej. Det indbefatter forståelse af den lejlighed, vi har til at tjene Jehova her ved endens tid, hvilket giver den enkelte mulighed for bestandig at lovsynge Gud offentligt, en bekendelse, der fører til frelse eller udfrielse. At det er en betingelse for udfrielse, viser apostelen Paulus, der citerer en del af Joels udfrielsesprofeti: „Thi enhver, der påkalder Herrens [Jehovas, NW] navn, skal frelses. Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud?“ Dette er organisation, lige så sikkert som Jesus organiserede udsendelsen af forkyndere, og det at slutte op om denne organisation, der påkalder Jehovas navn, er vejen til udfrielse. — Rom. 10:13-15; Joel 3:5.

22. Hvilken egenskab hos Jehova tilkendegiver, at kravene for udfrielse stadig er de samme?

²² Jehova siger: „Jeg, Jehova, forandrer mig ikke.“ (Mal. 3:6, AS) Han har altid fastholdt visse handleregler for sine skabninger. Til forskellige tider har Gud opstillet krav, som hans skabninger har måttet opfylde for at opnå udfrielse. Som eksempel kan nævnes, at israelitterne nøje måtte overholde de påbud, der blev givet dem i forbindelse med behandlingen af det lydefri lam og dets blod, den nat dødsengelen gik igennem Ægypten. Da „de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“ for at bane vej for den retfærdige nye verden, er det kun trofast overholdelse af Jehovas handleregler, der vil garantere os frelse og udfrielse ved den nuværende verdens ende. Hvilken Guds lov er uforanderlig og gælder de andre får og alle, der nu søger udfrielse? Hvad bliver der krævet af hver eneste, som ønsker udfrielse fra Satans onde verden til Jehovas nye verden?

23. Hvordan lærer man lydighed? Hvilket modsætningsforhold opstilles meget skarpt i Bibelen?

²³ Der kræves lydighed. Den almægtige Guds lov forlanger uden undtagelse, at hver eneste skabning, der skal få evigt liv i gave, enten i himmelen eller på jorden, skal lære lydighed mod den Højeste. Det kræver igen kundskab om, hvad Gud forlanger af os, og denne kundskab kan vi kun opnå, hvis vi omhyggeligt studerer Bibelen. Bibelen blev i fordums tid nedskrevet „til advarsel for os, til hvem den absolutte ende på tingenes ordninger er kommet“. (1 Kor. 10:11, NW) I Bibelen opstilles modsætningsforholdet mellem de lydige og de ulydige meget skarpt, og der er blevet bevaret beretninger, som viser, hvad begge veje fører til, og disse beretninger er til hjælp for dem, som nu søger udfrielse. Det er af betydning at lægge mærke til, at de ulydige ikke opnåede udfrielse, men derimod kun de lydige, som søgte Jehova, gav agt på hans ord og indordnede sig under hans organisation.

24. Hvad vil det sige at være lydig? Nævn eksempler fra Hebræerne 11.

²⁴ At være lydig vil sige at have kundskab om Guds vilje og så med flid gøre denne vilje. Efter menneskets fald erklærede Jehova, at det var hans hensigt at frembringe en „sæd“, Messias, der ved at tilvejebringe en genløsningssum og derefter at indføre et retfærdsstyre ville åbne vejen til udfrielse for retfærdselskende mennesker. Djævelen bestred Guds magt til at foranstalte en sådan udfrielse, og den dag i dag søger Satan at hindre ethvert menneskes udfrielse. Men det menneske, som tror, at Gud er den overordnede og kan gennemføre sine hensigter om udfrielse i overensstemmelse med sin vilje, begynder at vokse i tro. (Hebr. 11:6) I Hebræerbrevets ellevte kapitel nævnes en række trofaste mænd fra fortiden, mænd, som havde urokkelig tro på Guds magt til at udfri og til at gennemføre sine hensigter, og de adlød til punkt og prikke hans befalinger. I tro så de frem til denne dag, da Gud ville oprette sit rige og derved skabe en retfærdig verden, og de ønskede at leve under dette fuldkomne styre. De så frem til de „nye himle“ som deres regeringsmagt. De ville ikke indgå på noget kompromis for ved Djævelens hånd at opnå en midlertidig udfrielse fra de lidelser, de udstod for retfærdigheds skyld. — Hebr. 11:14-16, 35-38.

25, 26. a) Hvilket spørgsmål kan man stille med henblik på fortidens trofaste mænd? b) Hvilken vidunderlig kendsgerning understreger denne side af vor udfrielse med henblik på Jehova?

²⁵ Hvad vil det endelige resultat blive for disse trofaste mænd? De bevarede deres retskaffenhed og forblev lydige mod Gud, og de opnåede hans godkendelse; dog døde mange af dem en voldelig død og beseglede deres vidnesbyrd om Guds overhøjhed med deres eget blod. Svigtede Jehovas udfrielse dem? Viser ikke selve den kendsgerning, at de døde, at Gud ikke formår at udfri, og at selv de, som er hans hengivne tjenere, ikke kan være sikre på at blive frelst? Afgjort nej!

Udfrielse set fra en anden side

²⁶ Tværtimod ser vi her en anden side af vor befrielse, der tilkendegiver, at ingen kan måle sig med Jehova som den store befrier. Selv døden hindrer ikke Jehova i at udvirke frelse for sit folk. Enhver menneskelig udfrielse standses af og står magtesløs over for døden, men det gør Guds udfrielse ikke. „Den retfærdige har håb i sin død,“ siger Guds urokkelige ord. (Ordsp. 14:32, KJ) Hvorfor? Fordi „den time kommer, da alle de, som er i gravene [mindegravene, NW] skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv“. (Joh. 5:28, 29) Disse fortidens trofaste mænd lever i Guds erindring, og de er bestemt til at få en tidlig opstandelse. De vil blive udfriet fra graven til evigt liv på jorden, lige så sikkert som Guds søn selv efter tre dages forløb blev udfriet fra graven. Dette understreger den uforanderlige regel, at de trofaste og lydige, der ejer Guds godkendelse, skal blive udfriet. End ikke døden kan hindre dem i at blive udfriet.

27. Udelukker Guds sikre udfrielse enhver mulighed for lidelse eller død? Hvorfor ikke?

²⁷ Guds sikre udfrielse betyder ikke, at de, som til sidst vil opnå denne udfrielse, vil blive skånet for lidelser eller døden. (2 Tim. 3:12; 4:5) Kun ved tålmodigt at holde ud under forhånelse og forfølgelse kan vi vise vor uforbeholdne kærlighed til det rette og således lægge for dagen, at vi er værdige til Guds udfrielse. Kristus Jesus viste, at han var værdig til at blive udfriet fra graven, ved tålmodigt, trofast og lydigt, ofte under meget ugunstige forhold, at prædike ordet. Han led både legemligt og åndeligt, thi han var „en smerternes mand, kendt med sorg“. (Es. 53:3, AS) Dog var han altid venlig og gavmild. Han voldte ingen fortræd, men gjorde altid det gode og talte venlige ord til dem, som havde et hørende øre. (1 Pet. 2:23) Han lærte lydighed af det, han led, og blev således „ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham“. (Hebr. 5:8, 9; Rom. 8:17) Med fasthed stod han op for Jehovas navn, og til sit eget navns ære udfriede Jehova sin søn.

28. Hvilken vej førte til, at Jesus vandt stillingen som Jehovas hovedredskab til udfrielse?