„Gud må stå som sanddru“
„Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner.“ — Rom. 3:4.
1. Hvem har haft rig adgang til Bibelen, men hvilke spørgsmål opstår på grund af dens indstilling til Bibelen?
KRISTENHEDEN har haft rig adgang til Guds skrevne ord, Bibelen. Men anerkender den Bibelen som „sandhedens ord“? Det vil sige, tror dens medlemmer på den? Ved deres gerninger der siger mere end ord, røber de at de ikke tror på Bibelen, ikke føler sig bundet til den men i stedet foretrækker videnskab, filosofi og politik. Hvad skal de mere end to milliarder mennesker uden for kristenheden sige hertil, og hvilken slutning drager de? Det ville være meget naturligt om de spurgte: Er det at kristenheden ikke tror og ikke følger sin hellige bog ikke et bevis for at sandheden ikke findes i Bibelen? Beviser det ikke at Bibelens Gud ikke eksisterer, at han ikke er den sande Gud, eller i hvert fald at han ikke er sanddru men i virkeligheden er en løgner? Folk som ikke tilhører kristenheden men som studerer Bibelen og ved bedre vil svare nej!
2, 3. Hvorledes stod apostelen Paulus i en situation som ligner den vi befinder os i i dag?
2 Lad os henvende os til en kendt bibelskribent der kan fremstille sagen i dens rette sammenhæng. Det er apostelen Paulus der levede for nitten hundrede år siden. Dengang stod bibellæsere i en situation som ligner den vi befinder os i i dag. Denne Paulus var en omskåren jøde som måtte argumentere med sine egne landsmænd fordi de havde givet anledning til at der herskede en grel misforståelse med hensyn til datidens hebraiske bibel. De omskårne jøder havde fået betroet hele samlingen af hellige skrifter lige fra profeten Moses, der levede i det femtende århundrede f.v.t., til profeten Malakias, der levede i det femte århundrede f.v.t. Der var fireogtyve bøger efter den jødiske inddeling eller niogtredive bøger efter kristenhedens inddeling. Disse hellige skrifter, der var fyldt med profetier udtalt i Guds navn, skulle have fået jøderne til at følge Jesus Kristus der talte og virkede iblandt dem, levede, døde og blev oprejst fra døden dér i jødernes eget land.
3 Det hjalp intet at de profetier som Gud havde ladet nedskrive i Bibelen blev opfyldt lige for deres øjne som bevis på at Jesus, kong Davids efterkommer, var Kristus. De fleste jøder nægtede at anerkende ham som sådan. De var vantro og var dermed ulydige mod deres Gud, Jehova. Hvilken slutning kan vi drage heraf?
4. Hvilke spørgsmål angående Gud og hans skrevne ord opstod på grund af jødernes adfærd, men hvordan besvarede Paulus disse spørgsmål?
4 Vi overser ikke den kendsgerning at langt de fleste omskårne jøder på den tid ikke anerkendte deres egne hellige profetiske skrifters vidnesbyrd. Men beviste det at Guds hellige udtalelser var falske? Beviste det at Gud, som har inspireret Bibelen, ikke var tro mod sine forpligtelser i den pagt han ved Moses havde indgået med jøderne? Beviste det at Gud var upålidelig og ikke værd at tro på? Skulle det få os til at forkaste Bibelen som usand eller som et værk af almindelige mennesker, der begår fejl og taler løgn? Skulle vi gøre som jøderne og holde os til menneskers traditioner og ikke til Bibelen? Dersom vi lod os påvirke af troløse, ulydige, selvretfærdige menneskers eksempel ville vi svare ja til hvert af disse spørgsmål. Det er det mange af vor tids 13.016.000 omskårne jøder gør. Men den kristne apostel Paulus, der også var jøde og „omskåren på den ottende dag“, siger nej! Han var ikke påvirket af dem der hævder at være jøder men som i virkeligheden ikke er sande jøder.
5. Hvorledes advarer Paulus, i Romerne 2:28 til 3:4, imod at vi danner os en forkert mening om Gud ved at bedømme ham efter jøderne som foregav at være hans folk?
5 Paulus argumenterer til forsvar for Gud. Han advarer imod at vi danner os en forkert mening om Gud ved at bedømme ham efter dem der foregiver at være hans folk, og siger: „Thi jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud. Hvad fortrin har da jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen? Meget i alle måder; først og fremmest det, at de jo har fået Guds ord betroet. Hvad da, om nogle var utro? Mon deres utroskab vil kunne ophæve Guds trofasthed? Nej, langtfra! Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner, således som der står skrevet [i Salme 51:6]: ’For at du må kendes retfærdig, når du taler, og vinde, når man går i rette med dig.’“ — Rom. 2:28 til 3:4.
6. Hvilken slutning kan vi i lighed med Paulus komme til dersom vi på samme grundlag bedømmer Gud i forhold til vor tids utro kristenhed?
6 På samme grundlag må vi i dag bedømme kristenheden som har vist sig utro mod Guds hellige ord Bibelen, for apostelen Paulus siger: „Er vi utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke.“ (2 Tim. 2:13) Gud vil altså opfylde det han har sagt i sit skrevne ord uden hensyn til at millioner som hævder at være kristne hverken efterlever Bibelen eller tror på Bibelens Gud. Det mennesker gør, kan aldrig bevise at Gud er falsk eller svigefuld.
7, 8. Hvorfor citerede apostelen Paulus Davids ord i Salme 51:6 i forbindelse med sin påstand om at Gud må stå som sanddru?
7 I sin argumentation for at bevise at Gud er trofast og sanddru citerede apostelen Paulus kong Davids ord i Salme 51:6. Hvorfor? Fordi David ikke søgte at forsvare sig, undskylde sig eller erklære sig selv retfærdig og således bringe Gud i miskredit. David indrømmede sin uret og sit fejltrin, og han anerkendte at Gud er sand og retfærdig.
8 David sagde: „Gud, vær mig nådig efter din miskundhed, udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed, tvæt mig fuldkommen ren for min skyld og rens mig for min synd! Mine overtrædelser kender jeg jo, min synd står mig altid for øje. Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine øjne er ondt, at du må få ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd. Du elsker jo sandhed i hjertets løndom, så lær mig da visdom i hjertedybet. Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne.“ — Sl. 51:3-9; Rom. 3:4.
9. Hvad ville de der tilhører kristenheden og jødefolket bekende dersom de var som den angrende David, og hvilken indstilling ville de have til Guds skrevne ord?
9 Alle mennesker, måske især de der tilhører kristenheden og det jødiske folk, burde have samme indstilling som den angrende kong David i Jerusalem og bekende at de er født syndige og er tilbøjelige til at begå fejl lige fra de undfanges i deres moders skød. Så ville de indtage en ydmyg holdning over for Gud og ikke tale imod Gud til gunst for menneskers videnskab og menneskeskabte moralnormer. De ville stå ved at de er syndere og at de med rette er under Guds lovs fordømmelse. De ville indrømme at Gud er sanddru når han taler og dømmer, selv om dette ville være en indrømmelse af at de selv var løgnere. Hvis de gjorde det ville de lægge sand visdom for dagen og de ville have det rette syn på Guds skrevne ord og acceptere det, tro det, forstå det og leve i harmoni med det. På denne måde kunne de være en anbefaling for Bibelen.
10. Hvorledes drager Gud, ifølge nogle menneskers påstand, fordel af deres urette adfærd, og hvorfor mener de derfor at han behandler dem uretfærdigt?
10 Menneskers løgn, vildfarelse og uretfærdighed skader ikke Gud selv. Den får snarere Guds sanddruhed, hellighed og retfærdighed til at træde mere frem, og det bliver til Guds ære. Dette vil måske få nogle til at hævde at når mennesker handler uret gør de i virkeligheden Gud en tjeneste, i det mindste indirekte. Hvis Gud således indirekte har fordel af syndige menneskers urette adfærd kan han så med rette afsige en ugunstig dom over dem og fordømme dem? Handler Gud ikke uretfærdigt når han lader dommen gå dem imod i den forestående krig på „Guds, den Almægtiges, store dag“? (Åb. 16:14, 16) Skal onde og uretfærdige handlinger føre til straf og fordømmelse dersom de afstedkommer noget godt? Sådan spørger mennesker som er født i misgerning og synd. De påstår at Gud handler uretfærdigt dersom han i overensstemmelse med sit sandhedsord eksekverer straffedommen over dem på grund af deres uretfærdighed.
11. (a) Ifølge hvilket ræsonnement angående synd hævder mennesker at Guds ugunstige dom ikke vil blive eksekveret over dem? (b) Hvorfor er dette ræsonnement forkert?
11 Ved at argumentere på en sådan verdsligvis måde kommer mennesker, der har vist sig at være løgnere, blot længere og længere ud i vildfarelsen. De siger at syndere ikke behøver at nære frygt for at Guds ugunstige dom skal blive eksekveret over dem. De ignorerer den kendsgerning at synd, misgerning og overtrædelse i sig selv er uret. Det er en vildfarelse når religiøs filosofi hævder at dersom vi gør noget forkert eller uret som kun skader os selv, er det ikke synd. Eller at dersom vi gør noget forkert som andre utilsigtet får gavn eller fordel af er det ikke synd og fortjener ikke at blive straffet. Uanset hvad religiøs filosofi måtte hævde, er en uret handling uret, og ingen har ret til at handle uret eller skade nogen, ikke engang sig selv. Hvorfor ikke? Fordi vi alle er skabt af Gud, og vi har ikke ret til at skade Guds skaberværk. Enhver uret adfærd er synd fordi den er en overtrædelse af Guds lov om hvordan hans skabninger bør leve. Gud ønsker ikke vi skal synde blot for at hans retfærdighed kan fremhæves på baggrund deraf.
12, 13. (a) Vil den dom Gud fælder over dem som hævder at der kommer noget godt ud af deres onde adfærd, være retfærdig? (b) Hvorfor bør vi ikke bedrage os selv i denne henseende?
12 Dette er hvad den inspirerede apostel Paulus gør gældende. Efter at han har formanet os til at lade Gud stå som sanddru om så hvert menneske er en løgner, siger han videre: „Men dersom vor uretfærdighed fremhæver Guds retfærdighed, hvad skal vi da sige? er Gud uretfærdig, når han hjemsøger med sin vrede? (Jeg taler ud fra menneskelig tankegang). Nej, langtfra! hvorledes skulle Gud ellers kunne dømme verden? Men hvis Guds sanddruhed på grund af min løgnagtighed er trådt des mere frem, ham til ære, hvorfor bliver jeg så alligevel dømt som en synder? og hvorfor skulle vi så ikke ’gøre det onde, for at det gode kan komme deraf,’ således som man spottende siger om os, og som nogle påstår, at vi lærer? De mennesker får deres dom med rette.“ — Rom. 3:5-8.
13 Lad os derfor ikke bedrage os selv. Hensigten helliger ikke midlet. Dersom vi handler ondt fordi vi finder behag i at gøre det onde vil vi ikke slippe godt fra det, selv om vi prøver at undskylde os med at dette onde i det lange løb vil resultere i noget godt. Guds retfærdige dom skal nok indhente os.
Hvordan vi lader Gud stå som sanddru
14. Hvem vil vi lade stå som sanddru dersom vi elsker Gud, Skaberen, og hvordan vil vi gøre det?
14 Hvad vil vi gøre dersom vi ønsker at elske, ære og respektere Gud, Skaberen? I så fald vil vi lade Gud stå som sanddru på alle områder hvor der hersker strid eller uenighed mellem Gud og mennesker. Det vil vi gøre ved at vende os til Guds skrevne ord, Bibelen. Vi vil lade det som Bibelen siger stå som sandhed i forhold til den verdslige historie, i forhold til religiøse læresætninger og i forhold til de afgørelser vi skal træffe når verdslige mennesker og politiske institutioner stiller uretmæssige krav til os. Vi vil helhjertet følge Guds skrevne ord, De hellige Skrifter, som den norm der er bestemmende for hvad der er sandt og retfærdigt.
15. (a) Hvordan må vi, dersom vi hævder at være kristne, betragte Guds ord? (b) Hvilken sandhed fandtes der på Jesu tid foruden De hebraiske Skrifter?
15 Hvad nu hvis vi hævder at være kristne? Dersom vi skal leve op til denne påstand må vi sige som Jesus sagde i en bøn til Gud: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) På Jesu tid var alle De hebraiske Skrifters niogtredive bøger blevet skrevet og kunne læses. Men disse hebraiske skrifter var ikke den eneste sandhed. Det Jesus lærte i løbet af sin jordiske tjeneste var også sandhed. At det må forholde sig således fremgår af det han videre siger i samme bøn: „Dette taler jeg, medens jeg er i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig. Jeg har givet dem dit ord.“ (Joh. 17:13, 14) Det Jesus Kristus havde givet sine disciple var virkelig Guds, hans Faders, ord, og ikke ord der hidrørte fra ham selv. Disse ord var også sandheden.
16. Hvorfor kunne Jesu disciples græske skrifter føjes til De hebraiske Skrifter, og hvor mange bøger indeholder Guds skrevne ord nu?
16 Jesus fortalte sine disciple at de ville blive hjulpet til at huske de sandheder han havde åbenbaret for dem. Før han fremsagde den forannævnte bøn sagde han til disciplene: „Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand [hjælper, NW] til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. . . . Talsmanden [hjælperen, NW], Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.“ (Joh. 14:16, 17, 26) Efter pinsefesten da den hellige ånd blev udgydt over Jesu trofaste disciple blev de ting som de skrev under inspiration af Guds ånd derfor også en del af Guds ord, Bibelen. Disse inspirerede syvogtyve bøger der blev skrevet på fællesgræsk blev fuldført i slutningen af det første århundrede efter vor tidsregning. Sammen med de inspirerede hebraiske skrifter dannede de Bibelen med dens seksogtres bøger. Hele dette skrevne ord er Guds sandhed.
17. Hvorfor er det uden betydning at Jesus, da han var stillet for Pontius Pilatus, ikke aflagde ed på at han ville fortælle sandheden, og hvorfor bør vi antage hans lære?
17 Jehova Gud er helt viet sandheden og kun sandheden. Det samme gælder hans trofaste søn Jesus Kristus. Da Jesus blev stillet for den romerske landshøvding Pontius Pilatus forlangte man ikke at han skulle stå frem og sige: „Jeg sværger at ville sige sandheden og kun sandheden — dertil hjælpe mig Gud!“ Alligevel nægtede Jesus ikke hvem og hvad han var, selv om det var hans liv der lå på rettens vægtskål. (Joh. 18:37) Hans villighed til at dø for sandheden giver os en endnu stærkere forvisning om at det han lærte, forkyndte og befalede var den rene sandhed. Vi bør derfor acceptere hans lære som sandhed.
18. Hvorfor citerede Jesus med rette Davids ord i Salme 31:6 da han døende hang på pælen, og til hvem vendte Jesu livsånd derfor tilbage?
18 Da Jesus kort efter blev dødsdømt og hængt på pælen der over hans hoved bar inskriptionen „Denne er jødernes konge“, citerede han, da han var ved at dø, fra Salme 31:6: „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd.“ (Luk. 23:38, 46) Denne salme var skrevet af kong David der var et forbillede på Jesus Kristus. Denne salme forsikrede Jesus om at han trygt kunne betro sin ånd til Jehova Gud i fuld tillid til at han ville blive udfriet fra Sheol, menneskehedens fælles grav. Jesus vidste at salmisten David appellerede til Guds sanddruhed idet han sagde: „Fri mig fra garnet, de satte for mig; thi du er min tilflugt, i din hånd befaler jeg min ånd. Du forløser mig, [Jehova], du trofaste Gud, du hader dem, der holder på løgneguder. Men jeg, jeg stoler på [Jehova] . . . [Jehova], lad mig ej blive til skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til skamme og synke tavse i døden [forblive tavse i Sheol, NW].“ (Sl. 31:5-7, 18) Da Jesus således ved sin død betroede sin livsånd til Jehova, vendte hans ånd tilbage til sandhedens Gud som havde givet ham den. — Præd. 12:7.
19. (a) Hvorfor fik Guds søn ikke lov til at ’forblive tavs i sheol’? (b) Hvorledes viste Jehova da at han ikke var en af ’løgneguderne’?
19 På den tredje dag derefter gav Jehova sin søn livsånden tilbage og oprejste ham således fra døden. Han havde trofast bevaret hvad hans søn havde betroet i hans varetægt. Han lod ikke sin søn ’forblive tavs i Sheol’, for hans søn var ikke ond. Han havde blot opfyldt profetien i Esajas 53:9 om at Jesus skulle få „grav og gravkammer hos den rige (fodnoten: de onde), endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund“. Jehova oprejste altså på den tredje dag sin søn til åndeligt liv i himmelen og det beviste at Jehova ikke var en af disse forhadte „løgneguder“ men virkelig var „sandhedens Gud“. Som sådan var han i stand til at stå ved sit ord og opfylde de profetier som han havde udtalt med sit eget navn som garanti. — 1 Pet. 3:18, 19; Sl. 16:10; Ap. G. 2:22-36.
20. Hvad viser det at Gud oprejste Jesus fra døden med hensyn til Guds evne til at gøre hvad han har sagt?
20 Det at Jehova Gud ifølge sit ord skulle opvække sin søn Jesus Kristus til nyt udødeligt liv i himmelen var muligvis den største prøve på hans sanddruhed. (Ef. 1:18-22) Eftersom hans sanddruhed bestod en så usædvanlig prøve, vil der da være noget af det Gud ellers har lovet som han ikke kan opfylde? Nej, intet! — 1 Kor. 6:14; 2 Kor. 4:13, 14.
21. (a) Hvilken tillid skulle det at en sådan Gud har inspireret Skrifterne derfor indgive os? (b) Fra hvornår indeholdt Guds skrevne ord sandheden?
21 Det er en sådan Gud der har inspireret nedskrivningen af Bibelen. Hvilken tillid kan vi derfor ikke have til at disse skrifter er den rene og skære sandhed til forskel fra alle andre religiøse skrifter som tilhører denne verdens trosretninger, både de ældgamle og de nyere! Summen af Guds skrevne ord er sandhed, idet hans ord aldrig er i konflikt med virkeligheden, men stemmer med kendsgerningerne og altid gennemfører Guds herlige hensigt. Lige fra Guds ord, Bibelen, begyndte at blive nedskrevet var det sandheden; igennem alle Bibelens seksogtres bøger åbenbares denne sandhed indtil et storslået højdepunkt nås med sandheden om Guds oprettede rige til evig velsignelse for menneskeheden.
22. På hvilken måde er det sandt at summen af Guds ord er sandhed?
22 Bibelens seksogtres bøger udgør tilsammen et helt og fuldstændigt udtryk for sandheden. Det er grunden til at sandhedssøgende mennesker elsker Bibelen. Salmisten udtrykte det smukt under inspiration da han i taknemmelighed mod Gud skrev: „Se til mig, thi jeg elsker dine befalinger, [Jehova], hold mig i live efter din miskundhed! Summen af dit ord er sandhed, og alt dit retfærdige lovbud varer evigt.“ — Sl. 119:159, 160.
23. Hvorfor kunne salmisten sige at Guds bud er sandhed?
23 Alle Guds bud som står omtalt i hans skrevne ord tjener til at fuldbyrde sandheden. De er blevet givet for at bevare lydige mennesker i harmoni med sandheden. Når han udsteder sine befalinger er det for at lede mennesker og begivenheder på en sådan måde at hans profetier virkeliggøres og kan stå som sande. Det sker at mennesker som i deres løsagtige opførsel er kommet langt bort fra Guds lov trænger sig ind på os for at gøre os ondt, men Gud er os også nær dersom vi kærligt og loyalt holder hans bud. Som salmisten taknemmeligt udtrykte det: „Nær er du, o [Jehova], og alle dine bud er sandhed. For længst vandt jeg indsigt af dine vidnesbyrd [påmindelser, NW], thi du har grundfæstet dem for evigt.“ (Sl. 119:150-152) Disse påmindelser og vidnesbyrd som Gud grundfæstede for så længe siden består den dag i dag, til trods for alle de bestræbelser som sandhedens fjender har gjort for at ødelægge eksemplarer af Bibelen og udrydde dem der troede på Bibelen. Som Salme 117:2 (NW) siger: „Jehovas sanddruhed varer til ubestemt tid.“
24. Hvordan vil det gå dersom vi kæmper mod Bibelens sandhed, og hvilken indstilling er det derfor bedre at have over for den?
24 At kæmpe mod Bibelens sandhed er det samme som at kæmpe mod „sandhedens Gud“. Vi kan aldrig klare os i en sådan kamp men er sikre på at lide nederlag og død som løgnere. Guds sandhed har altid sejret og vil altid sejre. Apostelen Paulus giver os denne vise påmindelse idet han skriver: „Vi formår ikke noget mod sandheden, kun for sandheden.“ (2 Kor. 13:8) Lad os derfor aldrig ved en adfærd der er i modstrid med Guds ord komme til at stå som dem der har lidt nederlag over for dette ord. Lad os, dersom vi ønsker at modtage hans velsignelse, indtage en positiv holdning og støtte Guds sandhed ved at forkynde den overalt til hans ære og pris.