Vær modig og stærk ved tro
„Vær blot modig og meget stærk, så du omhyggeligt handler efter hele loven . . . at du kan handle forstandigt overalt hvor du færdes.“ — Jos. 1:7, NW.
DET VAR den 14. nisan år 33, påskeaften. Der var forræderi i luften i denne sene aftentime i Jerusalem. Forræderen havde lagt sine planer. Intet var overladt til tilfældet. Jo, det var fuldmåne, men, tænkte forræderen, det kunne være overskyet, og i haven med de smukke oliventræer sad Mesteren måske i skyggen under træerne. Man måtte have fakler og lygter med sig, også for at oplyse vejen op ad Oliebjergets skråning, til det sted hvor Jesus sikkert opholdt sig. Forræderen Judas førte vagtmandskabet og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tjenere derhen med fakler, lygter og våben. Som Djævelens redskab viste Judas sig til sidst at være Kristi Jesu illoyale discipel ved at anføre den skare der skulle pågribe Guds søn. Han „kendte det sted, fordi Jesus tit havde været sammen med sine disciple dér“. — Joh. 18:2, 3.
2 Dette overfald kom ikke som en overraskelse for Jesus. Han var klar over at han skulle forrådes selv samme aften, og at han denne samme påskedag skulle dø på en marterpæl. Allerede før påskehøjtiden vidste Jesus „at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen; og som han havde elsket sine egne her i verden, elskede han dem til det sidste“. (Joh. 13:1) Nu var øjeblikket kommet. Han hørte lyden af mange fodtrin i gruset og så lygterne komme nærmere. „Jesus, som vidste alt, hvad der skulle komme over ham, gik nu frem og sagde til dem: ’Hvem leder I efter?’ De svarede ham: ’Jesus fra Nazaret.’ Han siger til dem: ’Det er mig.’“ (Joh. 18:4, 5) Det krævede mod at sige dette! Han vidste at det betød døden for ham.
3 Kun få timer tidligere havde Jesus i „en stor sal ovenpå“ i et hus i Jerusalem indført noget nyt i overværelse af sine elleve trofaste disciple. Judas kendte intet til dette. Han var ikke til stede da Jesus „tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ’Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!’ Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ’Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.’“ (Luk. 22:19, 20) Jesus vidste at han måtte dø for at gøre sin Faders vilje. I Getsemane have bad Jesus så alvorligt og indtrængende til sin Fader at „hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden“. Han sagde: „Ske ikke min vilje, men din!“ (Luk. 22:42, 44) Der krævedes mod for at bede sådan.
4 Jesus Kristus var i besiddelse af indre styrke og nærede fuld tillid til sin Fader Jehova Gud da han nu trådte frem i månelyset og skæret fra faklerne og lygterne og stod ansigt til ansigt med disse mænd der var bevæbnet med sværd, køller og knipler. Efter at han havde givet sig til kende for dem „veg de tilbage og faldt til jorden. Han spurgte dem så igen: ’Hvem leder I efter?’ De sagde: ’Jesus fra Nazaret.’ Jesus svarede: ’Jeg har sagt jer, at det er mig.’“ (Joh. 18:4-8) Han nærede ikke frygt for mennesker. Han havde sat sit håb til Jehova! Han var modig og forholdt sig rolig. Det var den iltre Peter der for et øjeblik skulle vise sit vovemod. Markus fortæller os i sin beretning at forræderen straks gik hen til Jesus og sagde: „’Rabbi!’ og han kyssede ham. Så lagde de hånd på ham og greb ham. Men en af dem, som stod der, drog sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.“ (Mark. 14:45-47) Tjenerens navn var Malkus. Men Jesus sagde til Peter: „’Stik dit sværd i skeden! skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?’ Vagtmandskabet og kommandanten tillige med jødernes tjenere greb da Jesus, bandt ham og førte ham først til Annas; thi han var svigerfader til Kajfas, som var ypperstepræst i det år.“ — Joh. 18:10-13.
5 Jesus viste ikke sit mod ved at gribe til kødelige våben, og han ønskede heller ikke at hans disciple skulle vise deres mod på den måde. Han rørte derfor ved mandens øre og lægte det. Roligt og uden frygt „sagde Jesus til ypperstepræsterne og førerne for tempelvagten og de ældste, som var kommet ud imod ham: ’Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler. Dag efter dag var jeg hos jer i helligdommen, uden at I rørte en hånd imod mig; men nu er det jeres time, og mørket har magten.’“ (Luk. 22:52, 53) Jehova Guds og Guds søns fjende Satan pågreb ikke Jesus ved dag, mens han prædikede i templet. Lumskeligt lod han sine feje håndlangere gøre sit gemene arbejde om natten. De der er fyldt med had som Djævelen kan ikke se lyset. „Den, som siger, at han er i lyset, og dog hader sin broder, han er endnu i mørket.“ (1 Joh. 2:9) Hvor rigtige var Jesu ord ikke: „Men nu er det jeres time, og mørket har magten“! Det krævede mod ikke at slå fra sig.
6 Mens dette var gået for sig havde Jesu disciple trukket sig længere og længere tilbage, „og de forlod ham alle og flygtede“. (Mark. 14:50) Men da man nu førte Jesus bort og bragte ham til ypperstepræstens hus fulgte Peter med i frastand. „Men Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Den discipel var kendt med ypperstepræsten, og han gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus. Men Peter stod udenfor ved døren. Da gik den anden discipel, han, som var kendt med ypperstepræsten, ud og talte med dørvogtersken og fik Peter med ind.“ (Joh. 18:15, 16) Men havde disse to disciple mod nok til at stå op for Jesus Kristus på det tidspunkt? Havde de den fornødne tro og styrke til at stå alene som Jesus nu stod alene for jødernes religiøse ledere og senere for de romerske herskere? Det skulle vise sig. Jesus var da allerede underkastet den højeste prøve på sit mod. Han var fuldt på det rene med den kamp der udspilledes mellem Satan og ham selv. Jesus stolede på Jehova! Han satte det rette eksempel for alle der elsker livet. Han kunne sige: „Vær modig og lad dit hjerte være stærkt. Ja, sæt dit håb til Jehova.“ — Sl. 27:14, NW.
7 Tidligere samme aften, den 14. nisan, havde Jesus sagt til sine elleve trofaste disciple: „I har holdt ud med mig i mine fristelser; og ligesom min Fader har tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer.“ Derefter henvendte Jesus disse ord til Peter: „Simon, Simon! se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.“ Peter sagde til ham: „Herre! med dig er jeg rede til at gå både i fængsel og i døden.“ Men Jesus svarede: „Jeg siger dig, Peter, hanen skal ikke gale i nat, førend du tre gange har nægtet, at du kender mig.“ (Luk. 22:28-34) Jesus vidste at Satan ville prøve at sigte alle de kristne som hvede, og derfor havde de alle brug for mere tro. De havde brug for en hjælper, den hellige ånd, fra Gud, og denne hjælper gav Jesus dem løfte om. Han sagde: „Jeg siger jer sandheden: Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden [hjælperen, NW], ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.“ — Joh. 16:7, 8.
En hjælp til at opnå mod
8 Denne hjælper kom til dem på Pinsedagen da Jesu Kristi trofaste efterfølgere modtog den hellige ånd, og denne ånd fra Gud bevægede dem til at tale på mange tungemål „om Guds store gerninger“. (Ap. G. 2:11) Dette var, som Peter sagde, også en opfyldelse af Joels profeti. „’Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød,’“ over sønner, døtre, unge og gamle, såvel som trælle. Peter sagde med vægt: „Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører.“ (Ap. G. 2:17, 32, 33) På denne pinsedag blev der føjet „omtrent tre tusinde sjæle“ til den kristne menighed. Folk så og hørte den kraft som denne hjælper forlenede disciplene med der på Pinsedagen, og folk ser virkningerne af den på Jehovas vidner den dag i dag.
9 Denne hjælper, denne den hellige ånds gave, havde Peter og de øvrige disciple ikke da Jesus blev pågrebet, bundet og ført til ypperstepræstens hus. Vi finder derfor Peter stående udenfor mens han tænker på hvad der sker med Jesus. Da pigen som vogtede døren sagde til Peter: „Er du ikke også en af den mands disciple?“ svarede Peter: „Nej, jeg er ikke.“ (Joh. 18:17) Lukas giver os en gribende skildring af den situation hvor Peter offentligt benægter at han er galilæer som Jesus. Henvendt til en anden siger Peter: „Menneske! jeg forstår ikke, hvad du mener.“ „Og i det samme, mens han endnu talte, galede hanen. Da vendte Herren sig om og så på Peter; og Peter kom Herrens ord i hu, hvordan han havde sagt til ham: ’Før hanen galer i nat, skal du fornægte mig tre gange.’ Og han gik udenfor og græd bitterligt.“ (Luk. 22:60-62) Peter havde brug for hjælp fra Gud, for tro, for den hellige ånd og for samfundet med sine kristne brødre. På den anden side lagde Jesus en uforlignelig tro på sin himmelske Fader for dagen. Han fik ikke hjælp fra noget menneske. Alt hvad han kunne gøre og ønskede at gøre var at sætte sit håb til Jehova! Derfor var han i besiddelse af mod.
10 Jesus havde dog talt ligeud til sine disciple om alt dette og havde advaret dem om hvad fremtiden ville bringe for kristne der ikke ville gå på kompromis. Han sagde: „Dette har jeg talt til jer, for at I ikke skal forarges. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken kender Faderen eller mig. Men dette har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal mindes, at jeg har sagt jer det; men det sagde jeg jer ikke fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer. Nu går jeg hen til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: ’Hvor går du hen?’“ (Joh. 16:1-5) Eftersom disciplene havde Jesus så nær hos sig, eftersom han var et fuldkomment menneske, var Guds søn, Messias, den der gjorde så vidunderlige mirakler, var det vanskeligt for dem at forstå at han skulle dø på marterpælen og oprejses fra de døde for at oprette det evige rige som han havde lært dem at bede om. Men han fortalte dem alt dette fordi han vidste de ville forstå det når de modtog den hellige ånd. Men hvis de skulle modtage den hellige ånd, måtte han dø og oprejses fra de døde så han kunne gå til Faderen, hvor han ville berede et sted for sine trofaste 144.000 efterfølgere.
11 Med dette himmelske sted, der var beredt Kristi efterfølgere, i tanke, sagde apostelen Paulus at han jagede mod „målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus“. (Fil. 3:14) For at opnå denne himmelske sejrspris holdt Paulus modigt ud. Skulle han bukke under for forfølgelsen? Skulle han lade sig knuse under trængslernes byrde? Han besvarer selv disse spørgsmål idet han siger: „Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? som der står skrevet: ’For din skyld dræbes vi dagen lang; vi er regnet for slagtefår.’ Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os.“ (Rom. 8:35-37) Paulus kunne derfor modigt fortsætte sit løb.
12 Paulus’ tro var så stærk at den holdt under alle vanskeligheder. Er din tro lige så stærk? Paulus forstod nu gennem det han selv erfarede, hvad Jesus hin påskeaften havde sagt til apostlene: „Se! Den time kommer, ja, den er allerede kommet, da I vil blive spredt hver til sit hus og I vil lade mig ene tilbage; og dog er jeg ikke alene, eftersom Faderen er med mig. Jeg har sagt jer disse ting for at I kan have fred ved mig. I verden vil I få trængsel, men fat mod! Jeg har sejret over verden.“ (Joh. 16:32, 33, NW) Da Jesus sagde: „Jeg har sejret over verden,“ mente han at hvis hans efterfølgere havde det fornødne mod kunne de også sejre over verden. Jesu hjerte var forenet om at frygte Jehova. Her var ikke plads for menneskefrygt. (Sl. 86:11, NW) Hans loyale efterfølgere må ligeledes have modige og stærke hjerter, hvilket de har opnået ved tro på Jehova og ved at sætte deres håb til ham. Med et sådant mod vil ingen af Kristi efterfølgere som gør Guds vilje, nære frygt for nogen mennesker, det være sig præster, politikere eller pengemænd, for de er kun optaget af at ære Jehovas navn. De respekterer mennesker, men de ærer og frygter dem ikke. „Frygt for mennesker leder i snare; men den, der stoler på [Jehova], er bjærget.“ — Ordsp. 29:25.
Eksempler fra fortiden
13 Blandt Guds indviede folk er der talrige eksempler på at mennesker har lagt mod for dagen. Moses var et af dem. Ganske som Jesus formanede sine disciple til at fatte mod, havde Moses længe forinden formanet Josua og en hel nation til at fatte mod. Moses havde mod da han stod for Farao og forkyndte de ti plager der skulle komme over Ægypten. Det krævede også mod at føre Israels børn ud af Ægypten, gennem Det røde Hav og ud i Sinaj ørken. Det krævede mod at gå alene op på Sinaj bjerg for at modtage de ti bud fra Jehova Gud og være villig til at lede Israels børn under disse love.
14 De tolv spejdere som Moses udvalgte til at drage ind i det forjættede land for at undersøge hvilken slags land det var, måtte også være i besiddelse af mod. Disse mænd drog nordpå til Negebørkenen og videre op i bjerglandet for at se hvilken slags folk det var der boede i landet. Var det et stærkt eller svagt folk? Var der få eller mange? Var landet godt eller dårligt? De skulle udspejde byerne, boligerne, teltlejrene og fæstningerne. Var landet fedt eller magert, fandtes der træer? Før spejderne drog ud sagde Moses: „Vær ved godt mod og tag noget af landets frugt med tilbage!“ Det gjorde de. „Efter fyrretyve dages forløb vendte de tilbage efter at have undersøgt landet.“ (4 Mos. 13:17-25) Hvordan lød deres rapport? Landet flød med mælk og honning. Som bevis herpå medførte de noget af landets frugt. Alt dette lød meget lovende. Men ti spejdere var bange for det folk som boede i landet. De fortalte om de meget store og befæstede byer. Frygtsomt rådede de israelitterne til ikke at drage ind i landet. Men Kaleb, der var en modig spejder som Josua, sagde: „Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan sikkert tage det!“ (4 Mos. 13:30) Men israelitterne var bange på grund af den rapport som flertallet af spejderne aflagde. De stolede ikke på Jehova Gud. De knurrede mod Moses og Aron, og mange sagde: „Gid vi var døde i Ægypten eller her i ørkenen!“ — 4 Mos. 14:2.
15 Frygt for mennesker, frygt for de folk der herskede i det forjættede land, holdt israelitterne tilbage fra at drage videre, selv om de det foregående år var gået gennem Det røde Hav efter at være blevet udfriet fra Ægypten under Jehova Guds ledelse. Alt dette skulle have stået friskt i deres erindring. Da Moses og Aron så det standpunkt folket tog, faldt de på deres ansigt foran hele den israelitiske menighed. Josua og Kaleb, to trofaste mænd der havde været med til at udspejde landet, sønderrev deres klæder „og sagde til hele israeliternes menighed: ’Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt land. Hvis [Jehova] har behag i os, vil han føre os til det land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning. Gør kun ikke oprør imod [Jehova] og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er [Jehova]; frygt ikke for dem!’“ — 4 Mos. 14:5-9.
16 Hvis disse israelitter havde haft samme ånd som David, der levede århundreder senere, ville de have råbt med begejstring: „Fat mod, Eders hjerte være stærkt, alle I, som bier på [Jehova]!“ (Sl. 31:25) De ville være draget ud; men de manglede mod og måtte blive ved med at vandre om i ørkenen. De havde ingen tro og derfor intet mod. Nu måtte de forblive landflygtige i fyrretyve år indtil hele den troløse generation var død og borte. Hvilken skændsel, når de kunne have sejret hvis blot de havde haft mod!
17 Da alle de som i sin tid havde gjort oprør var døde — der var nu gået fyrretyve år — kom tiden til at gå over Jordanfloden ind i det forjættede land. Moses, der nu var 120 år gammel, skulle også dø. Men han var ikke svag i troen, thi med overbevisning sagde han til folket: „Men [Jehova] din Gud vil selv drage over i spidsen for dig, han vil udrydde disse folkeslag for dig, så du kan tage deres land i besiddelse. Og Josua skal drage over i spidsen for dig, som [Jehova] har sagt.“ Herefter fulgte en meget stærk formaning fra Moses til hele den nye generation: „Vær modige og stærke. Vær ikke bange og forfærdes ikke for dem, for Jehova din Gud er med dig. Han vil ikke svigte dig og ikke forlade dig.“ (NW) — 5 Mos. 31:3, 6.
18 Henvendt til Josua, som nu skulle være deres fører, sagde Moses: „Vær modig og stærk, thi du — du skal føre folket ind i det land som Jehova svor at ville give deres forfædre, og du skal selv give dem det i arv.“ (5 Mos. 31:7, NW) Viste israelitterne nu at de var i besiddelse af mod og ville følge deres nye, modige anfører? Det viser historien at de gjorde. De marcherede med Josua over Jordanfloden, og Jehova gav dem sejren over deres fjender.
Mod påkrævet for at drage ind i den nye verden
19 For israelitterne var det som at drage ind i en ny verden. Det var et nyt land, ikke en ørken, men et dejligt land, faktisk en Edens have. De måtte arbejde for at få det, ja i virkeligheden kæmpe for det, men ikke i egen kraft. Der krævedes tro på Gud, for Guds tjener Moses havde sagt: „Han vil udrydde disse folkeslag for dig så du kan tage deres land i besiddelse.“
20 Hvor mange har i disse sidste dage, hvor vi befinder os ved afslutningen på denne tingenes ordning, mod til at drage ind i en ny, retfærdig verden? Ja, hvor mange har lyst til det? Hvor mange har mod til at forkynde det offentligt, fra hus til hus? Tror du at den større Moses, Kristus Jesus, døde for dig, således at du kan leve i dette forjættede land på jorden, i virkeligheden en ny Edens have? Hvor stor tro har du på den nye, retfærdige verden? Kun nok til at bede stille for dig selv eller i kirken: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen“? (Matt. 6:10) Tusinder af mænd og kvinder fra alle nationer har ikke alene så megen tro at de beder om at dette rige må komme, men de har så megen tro at de forkynder det højt, for alle mennesker, ganske som Jesus og hans trofaste efterfølgere gjorde for et tusinde ni hundrede år siden. Gør du det?
21 Læs hvad apostelen Paulus skrev til gavn for os i dag: „Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ (1 Kor. 10:11) Føler du som Josua følte da Jehova sagde til ham: „Vær blot modig og meget stærk, så du omhyggeligt handler efter hele loven som min tjener Moses pålagde dig. Vend dig ikke fra den til højre eller venstre, at du kan handle forstandigt overalt hvor du færdes. Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse i den med dæmpet tone dag og nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt hvad der står skrevet i den, for så vil du have succes i al din færd og da vil du handle forstandigt.“ (Jos. 1:7, 8, NW) Tro og mod gjorde det dengang! Tro og mod kan også gøre det i dag, hvis de troende ikke vil vende sig fra den fuldstændige „lovbog“, Bibelen. Læs den! Studer den! Lev efter den! Gør tilegnelsen af kundskab om Jehova Gud og hans søn til en livssag, for det er det. — Joh. 17:3, NW.
22 Ingen kan vende sig fra Jehova Guds vejledning, hverken til højre eller venstre, og samtidig handle forstandigt. Visdom og forstand kommer fra Jehova Gud. Han er kilden til al kundskab, og de oplysninger mennesker har brug for i dag findes i Jehovas skrevne ord. Å ja, mange siger at Bibelen er gammeldags, at den kun indeholder gamle sagn. Er det rigtigt? Vi svarer: Vejen til frelse er beskrevet i den. Det er derfor et spørgsmål om hvad man vælger — liv eller død? Det kræver mod af de fleste mennesker at slå op i en bibel, for ikke at tale om at studere den og drøfte den med andre. Men hvis det var nødvendigt for Jehova at sige til Josua: „Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse i den med dæmpet tone dag og nat,“ for at han kunne „handle forstandigt“, hvor meget mere gælder det da ikke os, hvis vi skal handle forstandigt! Lad os have mod til at gøre det i denne verden. Den der tror på og lever i overensstemmelse med Kristi lære vil få det fornødne mod til at handle, selv ansigt til ansigt med trængsler og forfølgelse. Satan, „denne verdens gud“, vil ikke være vor ven, lige så lidt som han var Jesu ven. Satan var Jesu modstander. Han er også alle kristnes modstander; men hvis vi har mod, kan vi sejre over hans verden.
[Studiespørgsmål]
1. Hvordan viste Judas sig som forræder og Djævelens redskab, og hvad tyder på at han omhyggeligt havde lagt sine planer?
2. (a) Hvorfor kom forræderiet ikke som nogen overraskelse for Jesus? (b) Hvordan lagde han mod for dagen over for sine fjender?
3. (a) Hvordan gav Jesus, da han var sammen med sine trofaste disciple i en sal i Jerusalem, udtryk for at han vidste hvad der ventede ham? (b) Hvordan vidnede Jesu bøn i Getsemane have om hans mod?
4. Hvilken forskel var der mellem Jesu og Peters mod?
5. Hvad undlod Jesus at gøre, selv da han var hårdt trængt af sine fjender, og hvordan afslørede han deres metoder?
7. (a) Hvem satte Jesus sin lid til under sin prøve, og hvorfor gjorde han det? (b) Hvordan reagerede Jesu disciple imidlertid da Jesus blev arresteret?
8. Hvilken hjælp til at opnå mod fik disciplene på pinsedagen, hvilken profeti opfyldtes, og hvad var resultatet?
9. Hvordan viste Peters oplevelse den aften Jesus blev arresteret at han havde brug for hjælp fra Gud?
10. Hvordan havde Jesus forberedt sine disciple på de prøver de måtte igennem, og hvorfor måtte han dø?
11. Hvad gjorde det muligt for Paulus modigt at fortsætte sit løb for at modtage den himmelske sejrspris?
12. (a) Hvordan er Jesu sejr over verden en kilde til styrke for hans efterfølgere? (b) Hvordan er de kristnes holdning derfor over for andre mennesker?
13. Hvilket eksempel på mod har vi i Moses?
14. Lagde spejderne mod for dagen da de undersøgte det forjættede land?
15. Hvad holdt israelitterne tilbage fra at drage ind i det forjættede land, og hvordan forsøgte Josua og Kaleb at opmuntre folket?
18. Hvad var det israelitterne manglede, så de fortsat måtte vandre om i ørkenen?
17. Hvordan viste Moses i en alder af 120 år sin tro da han formanede israelitterne?
18. Hvilket råd gav Moses Josua, og hvordan reagerede folket på Josuas modige førerskab?
19. Hvad krævedes der af israelitterne for at de kunne drage ind i deres nye land?
20. (a) Hvilke spørgsmål må vi stille nu i disse sidste dage hvor vi står over for en ny verden? (b) Hvordan beviser mange hvor stærk deres tro på Guds nye verden er?
21, 22. Hvordan kan vi i dag drage nytte af det råd som Jehova gav Josua?