set at den sande kirke bærer kærlighedens frugt, og at de der tilhører den, som følge deraf ikke dræber deres trosfæller i krig, uanset deres race eller nationalitet. De holder sig fuldstændig fri af verdens politik. De taler regelmæssigt om Gud og bruger ofte hans navn, Jehova. De er især kendt fordi de leder gratis bibelstudier i interesserede menneskers hjem. Sandhedens forkyndere besøger regelmæssigt folk fra hus til hus og forkynder Guds rige.

Kender De den menighed der passer til denne beskrivelse? Er det den De er tilsluttet? Hvis ikke, er det meget vigtigt at De søger at finde den kirke eller menighed der svarer til denne beskrivelse.

Dette vil kræve at De selv læser i Bibelen og undersøger den. Men det er ikke vanskeligt. Gud har givet os sit ord, Bibelen, som viser hvilken tro der er den sande. Studér Bibelen. Find ud af hvad der er falsk, og forkast det. Bliv klar over hvad der er sandt, og hold fast ved det. Når De har lært Guds vilje at kende, så gør den. Apostelen Johannes viste hvor vigtigt det er at vi handler i overensstemmelse med Guds vilje, for han skrev: „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — 1 Joh. 2:17.

Spørgsmål fra læserne

● Når, som det fremgår af Johannes 18:31, det ikke var tilladt jøderne på Jesu tid at henrette lovovertrædere, hvordan kunne de da aflive Stefanus ved stening? — H. H., U.S.A.

Der hersker nogen usikkerhed om hvor stor myndighed jøderne havde på den tid med hensyn til at eksekvere en dødsdom. Mange lærde mener at jøderne fyrre år før templets ødelæggelse (år 70), det vil sige omkring år 30, holdt op med at afsige dødsdomme. Dette synes at være i overensstemmelse med den udtalelse som medlemmerne af sanhedrinet fremsatte da de overgav Jesus til den romerske statholder Pontius Pilatus. Vi læser: „Da sagde Pilatus til dem: ’Tag I ham og døm ham efter jeres lov!’ Jøderne svarede ham: ’Det er os ikke tilladt at lade nogen henrette.’“ — Joh. 18:31.

Det kan imidlertid være at romerne havde givet de jødiske myndigheder lov til at henrette folk som havde overtrådt den religiøse lov, men ikke dem der havde forsyndet sig politisk. Ifølge den jødiske historiker Josefus anerkendte den romerske general Titus at romerne havde givet jøderne lov til at henrette mennesker der vanhelligede templet. (Jødernes Krig mod Romerne, Sjette Bog, II, 4) Hvis dette viser den almindelige retningslinje, modsiger det dog ikke hvad vi læser i Johannes 18:31.

De jødiske religiøse ledere var mordere, villige til at slå en uskyldig mand ihjel for at opnå hvad de ønskede. De planlagde således at få Jesus slået ihjel. (Joh. 8:44; 11:48-53) Men et problem viste sig. De var bange for at hvis de skred ind over for Jesus ville det fremkalde et oprør blandt folket, idet mange respekterede Jesus eller fulgte ham. (Matt. 26:4, 5) Derfor søgte de, efter at de havde arresteret Jesus i hemmelighed og dømt ham for en religiøs anklage, at få Pilatus til at lade ham henrette. Dette kunne statholderen Pilatus ganske afgjort gøre, for han sagde til Jesus: „Ved du ikke, at jeg har magt til at give dig fri og magt til at lade dig korsfæste?“ (Joh. 19:10) Hvis romerne henrettede Jesus for en politisk anklage, ville det, set med folks øjne, ligesom fritage de religiøse ledere for ansvaret for hans død.

Hvad enten jøderne havde myndighed til at henrette for en overtrædelse af den religiøse lov, eller de slet ikke havde myndighed til at idømme en dødsstraf overhovedet, så kunne de dog stadig „tage loven i deres egen hånd“, om man så må sige. Ved flere lejligheder prøvede en pøbel at slå Jesus ihjel. (Joh. 8:59; 10:31; Luk. 4:29) Ved hjælp af pøbelen og sammensværgelser prøvede jøderne at skaffe Jesu apostle af vejen. (Ap. G. 5:33; 9:23, 24; 14:19; 21:27-31; 23:12) Hvad enten nu jøderne havde en sådan ret eller ej, så var de der anklagede Stefanus, det vil sige både de der hørte til det jævne folk, og de ældste, de skriftkloge og medlemmerne af sanhedrinet, forbitrede efter at have hørt hans glimrende forsvarstale, og de „skar tænder“. De var rasende og „skreg . . . med høj røst og holdt sig for ørene og stormede alle som én ind på ham [Stefanus]; og de slæbte ham uden for byen og stenede ham“. — Ap. G. 6:12; 7:54-60.