Er Riget en realitet for dig?
„Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Joh. 18:36.
1. (a) Hvordan kædes et rige og et herredømme sammen i Esajas 9:6, 7? (b) Hvor var det samme rige og herredømme tidligere blevet omtalt billedligt?
FOR over 2600 år siden udtalte Esajas en profeti om et herredømme og et rige:
„Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“ (Es. 9:6, 7)
Mange hundrede år tidligere havde vor himmelske Fader talt i billedlige vendinger om det samme rige og det samme herredømme, og om hvad det ville udrette. Anført af hans ’kvindes sæd’ skulle det give Rigets ærkefjende dødsstødet. — 1 Mos. 3:15
2. Hvordan viste Abraham sin tro på løftet om Riget?
2 Himmelens og jordens Skaber, Jehova, glemte ikke dette gamle løfte. Mange år senere sagde han til sin ven Abraham:
„Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes [velsigne sig]!“ (1 Mos. 12:3; se fodnoten)
Velsignelsen af „alle jordens slægter“ kunne kun finde sted ved en opfyldelse af Guds første løfte, og det var Abraham klar over. Derfor kunne den kristne apostel Paulus skrive: „Ved tro bosatte [Abraham] sig som udlænding i løftets land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, der var arvinger sammen med ham til det selv samme, løfte. For han ventede på byen [Riget] som havde virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud.“ (Hebr. 11:9, 10) Abraham var så stærkt optaget af sit håb om Rigets herredømme at han levede som udlænding og som fremmed, selv om han boede i løftets land.
3. Hvilke spørgsmål kunne vi stille os selv angående vor tro på Riget?
3 Hvad med os? Hvordan betragter vi denne verden? Ser vi på os selv som ’fremmede’ og ’udlændinge’, til trods for at vi måske bor i det land hvor vi er født og blandt mennesker af vor egen race og nationalitet? Betragter de mennesker vi kommer i berøring med, os som anderledes? Afviger vi fra dem? Hvis ikke, hvor stærk er da vor tro på Riget? Forsøger vi blot at være som alle andre? Eller er vi Guds venner, sådan som Abraham var? — Jak. 2:23.
4. Hvem har mulighed for at blive velsignet ved ’sæden’, og hvad må de gøre?
4 Jehova holdt håbet levende hos Abraham. På et senere tidspunkt sagde han:
„Så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes [velsigne sig, NW], fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:17, 18)
Ja, ved hjælp af denne „sæd“, den samme som er omtalt i Første Mosebog 3:15, skulle ikke blot nogle få men alle jordens folk velsigne sig. Det vil gælde alle enkeltpersoner, uanset race og stand, forudsat at de anerkender betydningen af ’sæden’. Ja, „enhver som tror på ham, . . . skal [ikke] gå til grunde men have evigt liv“. Alle har således mulighed for at blive undersåtter under dette herredømme, eller denne regering, hvis de tror. — Joh. 3:16; Apg. 10:34, 35.
5. Hvad vil blive gennemført ved Kristus, den lovede „sæd“ og konge?
5 Hvordan kan vi vide at det i første række var Jesus Kristus der var Abrahams „sæd“? Paulus siger ligeud: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans sæd. Der siges ikke: ’Og til dine,’ som når der er mange, men, som når der er én: ’Og til din sæd,’ som er Kristus.“ (Gal. 3:16) Og da Paulus senere skrev til de kristne i Efesus, pegede han på hvordan Jehova havde tilrettelagt tingene med henblik på at forene Jesu disciple under Kristus, den lovede „sæd“ og konge, og bringe resten af menneskeheden på jorden i harmoni med Gud gennem hans søn. Paulus skrev:
„Den er i overensstemmelse med det han har besluttet, det han selv har sat sig for med henblik på en administration ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden.“ — Ef. 1:8-10.
Riget bliver hovedtemaet
6. Hvorfra vidste Jesus hvilken stilling han skulle tildeles i Riget?
6 Forud for sit jordiske liv havde Messias tjent som Ordet (eller Logos), den himmelske Faders talerør. (Joh. 1:1) Jesus kendte derfor udmærket profetierne i Første Mosebog 3:15 og Esajas 9:6, 7 og løfterne til Abraham. (1 Mos. 12:3; 22:17, 18) Desuden var han fuldt ud klar over at han var den der skulle opfylde de vidunderlige løfter der havde at gøre med sæden og med Riget.
7. Hvordan henledte Jesus opmærksomheden på Riget?
7 Da Jesus levede på jorden, og særlig under hans tre og et halvt års tjeneste, henledte han opmærksomheden på sin stilling som konge i Riget. Gang på gang brugte han udtryk som „Guds rige er i jeres midte“ og „Guds rige er kommet nær“. Og ved hjælp af sine mange illustrationer og lignelser pegede han på betydningen af dette rige. — Matt. 13:1-52; Mark. 1:14, 15; Luk. 17:21.
8. Hvilke mirakler udførte Jesus?
8 Som den der var udnævnt til at være konge, udførte Jesus også mange mirakler. Ved den hellige ånds kraft gik han på vandet. Han gav blinde deres syn og døve deres hørelse. Han helbredte syge og vanføre, og han oprejste døde. Hvis et sådant menneske stod over for en TV-interviewer i dag, tænk hvor mange spørgsmål han da ville blive stillet! ’Var det Dem der gik på vandet? Hvordan gav De blinde deres syn, døve deres hørelse og døde livet igen — hvordan er det muligt?’ Hvad gjorde Jesus Kristus da han stod foran „intervieweren“ Pontius Pilatus?
9. Hvilket emne blev på enestående måde sat i forgrunden da Jesus stod foran Pilatus?
9 På enestående vis gjorde Jesus Riget til hovedtemaet. Han styrede sin samtale med Pilatus på så mesterlig en måde at Pilatus selv, uden at kunne undgå det, gang på gang understregede temaet om Riget og dets herredømme. Lad os tage vore bibler og læse Johannes-evangeliet, kapitel 18, vers 33.
10. Hvad var det første Pilatus spurgte Jesus om, og hvorfor var det meget passende?
10 Det første spørgsmål Pilatus stillede Jesus var: „Er du jødernes konge?“ Temaet var altså allerede slået fast i den romerske landshøvdings tanker. Det var meget passende at netop dette tema blev slået fast den dag, for da Pilatus havde spurgt jøderne hvilken anklage de havde at rette mod Jesus, havde de sagt: „Vi har fundet at denne mand forleder vor nation til oprør og forbyder betaling af skatter til kejseren og siger at han selv er Kristus, en konge.“ Af den grund var det passende at Pilatus spurgte Jesus: „Er du jødernes konge?“ — Luk. 23:1-3.
11. (a) Hvordan kunne Jesus have svaret på Pilatus’ efterfølgende spørgsmål? (b) Hvad har altid været det vigtigste spørgsmål i forbindelse med Guds folk?
11 Hvis du havde været i Jesu sted og var blevet stillet dette spørgsmål, hvad ville du så have svaret? Ville du have fortalt om alle de ting du havde gjort eller ikke gjort, i et forsøg på at få en mildere dom og muligvis undgå en dødsdom? Sådan ville de fleste nok have reageret, men det gjorde Jesus ikke. Det ville uden tvivl have været en let sag for Jesus at lede samtalen bort fra temaet om Riget. Men nu var Riget netop det sagen drejede sig om. Op gennem årene har det altid været Riget der var hovedspørgsmålet, og det har det også været i forbindelse med Guds folk i dag. Det var det i Nazityskland og det fascistiske Italien, i Amerika, Australien, Canada og mange andre lande under den anden verdenskrig. Spørgsmålet har været: Hvilket styre er det vigtigste i et menneskes liv — menneskers eller Guds? I de seneste år har det stadig været det samme spørgsmål det har drejet sig om, uanset om det har været i Malawi, Kina, Sovjetunionen eller et hvilket som helst andet land. Hovedspørgsmålet er ikke forbudet mod blod eller et andet forbud, men altid til syvende og sidst: Hvilket styre er det vigtigste i et menneskes liv?
12. Hvordan henledte Jesus endnu en gang opmærksomheden på Riget, og hvilket spørgsmål fik det Pilatus til at stille?
12 Jesus besvarede ikke Pilatus’ spørgsmål direkte, men sagde:
„Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“
Læg mærke til at Jesus i sit korte svar nævnte Riget tre gange. Det førte Pilatus og alle de øvrige tilstedeværende tilbage til temaet om Rigets herredømme, og Pilatus sagde: „Altså er du en konge, ikke sandt?“ (Joh. 18:36, 37) Der var ikke ringeste tvivl om hvad dette drama drejede sig om. Der var ingen tvivl om grunden til at Kristus var blevet stillet for retten. Læg mærke til hvad der derefter skete. Jesus svarede og sagde:
„Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører efter min stemme.“ — Joh. 18:37.
13. Hvordan blev temaet om Riget yderligere understreget da Jesus stod over for Herodes?
13 Pilatus sagde nu til de religiøse ledere og den jødiske hob: „Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.“ Imidlertid pressede folkemængden på og fortalte Pilatus hvordan Jesu lære om Riget havde bredt sig ud over hele Judæa, helt fra Galilæa. På det tidspunkt var Herodes Antipas tetrark i Galilæa og stræbte efter at blive konge over jøderne. Pilatus fandt det derfor meget passende at konfrontere Herodes med Jesus, da Herodes var i Jerusalem på det tidspunkt. Han sendte Jesus til Herodes, som brugte lang tid på at udspørge Jesus, i håb om at han ville lade et tegn ske. Men Jesus, Jehovas udvalgte konge, nærede ikke noget ønske om at nedværdige sit embede som konge blot for at tilfredsstille Herodes’ nysgerrighed. Han forblev tavs. Da den ambitiøse Herodes således havde lidt nederlag, gjorde han nar af Jesus ved at få sine soldater til at give ham en kongelig klædning på, og sendte ham så tilbage til Pilatus. — Luk. 23:4-11.
14. Hvordan gik det henholdsvis Herodes og Jesus med hensyn til kongemagt?
14 Pilatus og Herodes blev venner med hinanden fra den dag, men det gavnede ikke Herodes. I forbigående kan vi bemærke den kontrast der var mellem Herodes’ sørgelige endeligt og Jesu ophøjede stilling. Historien fortæller nemlig at da den ærgerrige Herodes nogle år senere blev tilskyndet af sin utro hustru, Herodias, til at drage til Rom og anmode om kongemagten hos kejser Caligula, blev Caligula vred og forviste Herodes til Gallien. Herodes mistede både sin stilling og sin rigdom. Jesus, derimod, havde afslået at modtage jordisk kongeværdighed. Han havde nægtet sig selv alle jordiske besiddelser. (Matt. 8:20; Joh. 6:15) Han ydmygede sig, og underlagde sig til fuldkommenhed Jehovas vilje. Han glædede sig over at gøre Guds vilje og over at gøre det himmelske rige til sit håb. „For den glæde der lå foran ham,“ udholdt han enhver nedværdigelse og tortur som hans fjender måtte udsætte ham for, idet han vidste at hvis han bevarede sin uangribelighed til døden ville det gøre ham egnet til en kongemagt i endnu større herlighed, som det var blevet ham lovet. — Hebr. 12:2; Matt. 25:31.
15. Hvordan blev temaet igen fremhævet da Jesus atter stod over for Pilatus?
15 Endnu en gang stod Jesus foran Pilatus. Og endnu en gang rykkede temaet om Riget i forgrunden, da Pilatus spurgte den jødiske folkemængde: „Ønsker I . . . at jeg skal give jer jødernes konge fri?“ Men dermed endte det ikke. De romerske soldater tog temaet om kongemagt og herredømme op, og som en hån flettede de en tornekrone og tog en purpurfarvet yderklædning og gav Jesus det på. Så gav de ham lussinger og kaldte ham jødernes konge. (Joh. 18:39 til 19:3) Der er intet der tyder på at Jesus søgte at fjerne tornekronen. Den blev siddende på hans hoved, og dette tjente til at bringe temaet i fokus. Ingen skulle lades i tvivl. Da Pilatus foreslog at jøderne selv skulle henrette Jesus, blev emnet igen bragt på bane, da de meget snedigt men falskeligt omtalte det som en krænkelse af det romerske overherredømme: „Hvis du frigiver denne mand, er du ikke kejserens ven. Enhver som gør sig selv til konge, taler imod kejseren.“ — Joh. 19:12.
16. Hvordan aflagde de tilstedeværende jøder selv vidnesbyrd om det tema der var årsag til Jesu henrettelse?
16 Det var som om Pilatus den dag tjente Guds hensigt, ligesom Kyros fra Persien havde gjort det i fortiden. (Jævnfør Esajas 45:1-7.) Sagen tilspidsede sig da Pilatus sagde: „Se! Jeres konge!“ Da jøderne stadig krævede at Jesus skulle pælfæstes, spurgte Pilatus: „Skal jeg pælfæste jeres konge?“ Hvad svarede de? „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:14, 15) Faktisk aflagde disse mennesker selv vidnesbyrd om det emne der var årsag til at Jesus ville blive dræbt, og Jesus behøvede ikke at sige et ord. Sagen blev meget tydeligt understreget ved deres egne udtalelser.
17. Hvordan blev temaet understreget ved Pilatus’ sidste handling over for Jesus?
17 At det var Riget og herredømmet det drejede sig om, blev endnu en gang tydeligt understreget da Pilatus til sidst anbragte en titel skrevet på hebraisk, latin og græsk, på Jesu marterpæl. Alle der var til stede den dag kunne læse den og ville ikke blive ladt i tvivl om grunden til pælfæstelsen. Teksten lød: „Jesus Nazaræeren, jødernes konge.“ Da jødernes øverste præster så det, blev de ophidsede og sagde til Pilatus: „Skriv ikke ’Jødernes konge’, men at han sagde: ’Jeg er jødernes konge.’“ Men Pilatus svarede: „Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet.“ — Joh. 19:19-22.
18. (a) Hvad bør være det vigtigste i vort liv? (b) Hvilke spørgsmål bør vi stille os selv?
18 De dramatiske begivenheder på denne prøvelsernes dag skulle gøre det helt tydeligt for alle kristne i dag hvad der bør være det vigtigste i deres liv. Enhver indviet tjener for Jehova bør efterprøve hvor virkeligt dette rige er for ham eller hende. Ser vi os selv som fremtidige undersåtter under dette herredømme? Hvor ihærdige er vi som fortalere for Rigets styre? Hvor nidkære er vi i vor aktivitet til støtte for dette herredømme? I den næste artikel vil vi se på nogle gode grunde til at nære stor interesse for Riget som det centrale. Og vi vil lægge mærke til at det er nødvendigt for os at lade denne interesse komme til udtryk. Måtte ’Herren være med den ånd vi lægger for dagen’ når vi viser vort standpunkt for Riget! — 2 Tim. 4:22.
[Illustration på side 14]
Riget var en realitet for Jesus