’Han elskede dem lige til det sidste’
APOSTELEN JOHANNES havde et meget nært forhold til Jesus. Han var „den discipel som Jesus elskede“, som det siges i hans evangelium. Ved det sidste „aftensmåltid“ lå Johannes til bords ved siden af Jesus, og da Jesus hang på marterpælen var det Johannes der fik overdraget det specielle privilegium at tage sig af Jesu moder, Maria, som var hun hans egen moder. — Joh. 13:23; 19:25-27; 20:2; 21:20.
Dette nære bånd mellem Jesus og Johannes skyldtes ikke fysisk tiltrækning. Johannes var heller ikke sentimental, som nogle har ment, selv om han ganske rigtigt talte meget om kærlighed. Sand og oprigtig gudlignende kærlighed er en stærk og ren egenskab som er nært forbundet med loyalitet. I alle sine skrifter gav Johannes udtryk for en stærk kærlighed til og loyalitet mod Jesus Kristus og Jehova. Dette var egenskaber som Jesus, der „vidste . . . hvad der var i mennesket“, påskønnede meget, og derfor udviklede der sig en dyb hengivenhed imellem dem. — Joh. 2:25.
Når man tænker på den sidste aften Jesus var sammen med sine disciple, er det vanskeligt at sætte sig i disciplenes sted. Ingen af dem, ikke engang Johannes, havde nogen klar forestilling om hvad der den nat skulle ske med Jesus. Det tidspunkt kom da Jesus sagde: „I denne nat vil I alle blive bragt til snublen og fald i anledning af mig.“ Men Peter afviste på det kraftigste at noget sådant kunne ske for ham og sagde at han endnu mindre kunne fornægte sin Herre; og „sådan sagde også alle de andre disciple“. (Matt. 16:21-23; 26:31-35) Hvor må det have været et frygteligt chok for dem da det skete nøjagtig som Jesus havde forudsagt! Aftenen var jo begyndt ganske som den plejede når jøderne fejrede deres påskehøjtid. For Jesus havde denne aften imidlertid en meget større betydning — som vist ved alt det Jesus fortalte sine disciple og udtrykte i en bøn til sin Fader, især da han efter aftensmåltidet indstiftede højtiden til minde om sin egen død. Det kan vi lære meget om ved at læse kapitlerne 13 til 17 i Johannes-evangeliet.
Denne detaljerede beretning blev skrevet omkring 65 år efter at begivenhederne havde fundet sted, og dette bekræfter i sandhed Jesu ord om at „hjælperen, den hellige ånd“ havde medvirket: „Den vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.“ (Joh. 14:26) Ja, den elskede Johannes var blevet godt oplært, og vi kan forestille os hvor dyb hans kærlighed og værdsættelse har været da han skrev om Jesus:
„Før påskehøjtiden vidste Jesus at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen, og derfor, som han havde elsket sine egne der var i verden, elskede han dem nu lige til det sidste.“ — Joh. 13:1.
Johannes må ofte have mediteret over den forunderlige og usvigeligt loyale kærlighed som Jesus viste og som bibragte dem en rigdom af ufortjent godhed. Disse disciple havde været så sikre på sig selv; og alligevel var de svage og svigtede da prøven kom. Ikke at de af hjertet var onde. Det var blot menneskelig svaghed, som Satan benyttede sig af, og den varede kun en kort tid. — Luk. 22:32.
„Bliv ved med at gøre dette“ — hvorfor?
Vi nærmer os nu årsdagen for Jesu død den 14. nisan år 33 e.v.t. og endnu en fejring af „Herrens aftensmåltid“. Den vil blive afholdt mandag den 31. marts 1980 efter solnedgang i alle Jehovas Vidners menigheder. Så hvilke tanker ligger os mest på sinde nu? Da Jesus havde ladet brødet og derefter vinen gå rundt til sine disciple, gentog han ordene: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ Hvorfor? — 1 Kor. 11:20, 23-26.
At Jesus selv vidste hvad alt dette betød, ses af det han sagde nogle få dage tidligere, da han fortalte den enkle, men magtfulde lignelse i hvilken han sammenlignede sig selv med en hvedekerne: „Hvis ikke hvedekernen kommer i jorden og dør, bliver der kun ved med at være én kerne; men hvis den dør, bærer den megen frugt.“ (Joh. 12:24) Hans næste ord viser at han helt klart imødeså ikke alene de kvalfulde lidelser og den skam der var forbundet med hans død på marterpælen, men også de vidunderlige og vidtrækkende virkninger af hans enestående eksempel på selvopofrende kærlighed. Derved udtrykte Jesus sit dybtfølte ønske om at ære sin Faders navn, og netop i det øjeblik besvarede Jehova sin søns bøn, for da „kom der en stemme fra himmelen: ’Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.’“ — Joh. 12:25-33.
Jesus udviste den samme kærlighed som hans Fader havde vist. Denne kærlighed havde Jesus omtalt tidligere i sin tjeneste: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Ja, han var ’mennesket, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle’. Han ’smagte døden for ethvert menneske’. (Joh. 3:16; 1 Tim. 2:4-6; Hebr. 2:9) Han påtog sig synderens plads, som det levende beskrives i Esajas 53:4-7, 10, og apostelen Paulus fastslår i Filipperne 2:5-11 hvordan denne ’offerdød på en marterpæl’ på en storslået måde virkede til gavn for menneskeheden. Det ville være godt for os alle at læse disse afsnit ud i et og at meditere over dem, nu da mindehøjtiden nærmer sig.
Ud over disse langtrækkende virkninger vi netop har omtalt, havde Jesus også noget andet i tanke da han indstiftede højtiden til minde om sin død, noget der havde umiddelbar betydning for de tilstedeværende. Ved en lejlighed omtalte han sig selv som „det levende brød der er kommet ned fra himmelen“, og derefter sagde han: „Det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ (Joh. 6:51) Efter en afbrydelse fra nogle jøder som hørte på, fortsatte Jesus imidlertid med at tale om det samme emne og med en endnu dybere mening for dem det gjaldt. Han havde allerede talt om at spise dette symbolske „brød“, men nu fortsatte han med at sige:
„Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv I jer. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag . . . Den der spiser mit kød og drikker mit blod, forbliver i samhørighed med mig, og jeg i samhørighed med ham.“ (Joh. 6:53-56)
Hvilke bemærkelsesværdige ord! Endog „mange af hans disciple . . . færdedes ikke mere sammen med ham“. Hvad er forklaringen på disse ord? — Joh. 6:60-66.
Som vist i de foregående skriftsteder vidste Jesus at menneskehedens verden ville få lejlighed til at modtage goderne af genløsningsofferet under hans rige, når der ville komme „en ny himmel og en ny jord“ og selv ’døden ikke skulle være mere’. (Åb. 21:1-4; Luk. 23:42, 43) Men han vidste også at det var hans Faders ønske at nogle medlemmer af den syndige menneskehed skulle have del i hans himmelske trone som konger og præster. (Luk. 22:28-30; Åb. 3:21; 20:6) Han vidste at mens han „som er Kristus“ i første række var den der udgjorde Abrahams sæd, så ville disse andre fra den kristne menighed, som var „i samhørighed med Kristus Jesus“ og udgjorde det åndelige „Guds Israel“, også blive en del af „Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte“. (Gal. 3:16, 28, 29; 6:16) Dette var sandelig et udtryk for „ufortjent godhed efter ufortjent godhed“. — Joh. 1:16.
De elleve trofaste apostle der var sammen med Jesus den nat, den 14. nisan, var de første der ville blive indbudt til at spise af det usyrede brød og drikke af bægeret med vin, der, som Jesus sagde, repræsenterede hans syndfri kød og hans livgivende blod. (1 Kor. 11:23-26) Andre der, som Jesus udtrykte det, „gennem deres ord får tro på mig“, ville følge efter. (Joh. 17:20) Angående disse troende, bemærk da den hyppige gentagelse af ordene „i samhørighed med“, der kun bruges om Jehova Gud og Kristus Jesus og den salvede kristne menighed, som vist i Johannes 6:56; 10:38; 14:10, 11, 20; 15:4-7; 17:21-23, 26. An American Translation bruger både udtrykket „i samhørighed med“ og udtrykket „forenet til (med) mig“.
Jehova Gud handler med medlemmerne af denne menighed på en særlig måde, dog ikke på grund af en særlig fortjenstfuld indsats fra deres side. (Ef. 2:5; 1 Joh 2:2) De er avlet af Guds ånd til et himmelsk håb, nemlig håbet om at få del i Kristi himmelske opstandelse, forudsat at de først viser sig trofaste. Paulus talte om „fællesskabet med ham i hans lidelser, idet jeg underkaster mig en død som hans“. Det er en offerdød, idet man opgiver håbet om liv på en paradisisk jord. (Fil. 3:10) Denne opofrelsens vej tager sin begyndelse på det tidspunkt man bliver udvalgt af Gud til at være et medlem af den kristne menighed, der udgør „Kristi legeme“, som forklaret i Mattæus 16:24 og Første Korinterbrev 12:12-27. Disse medlemmer bliver bragt ind under „den nye pagt“, der blev gyldiggjort ved Kristi udgydte blod, og de har del i dens tjeneste. — 1 Kor. 11:25; 2 Kor. 3:6; 4:1-7.
Der er stadig nogle tilbage på jorden af dem som er „i samhørighed med Kristus Jesus“ og har Guds ånds vidnesbyrd om at de er ’Guds åndsavlede børn’ og „Kristi medarvinger“. (Rom. 8:1, 14-17) Disse dyrebare sandheder vil ligge dem meget stærkt på sinde når de kommer sammen til „Herrens aftensmåltid“. Imidlertid har de fleste Jehovas vidner som mødes den aften, ikke dette himmelske håb. De ved at de ikke tilhører ’den lille hjord’, men slutter sig til ’den store skare’ af „andre får“, som Jesus talte om. (Luk. 12:32, Joh. 10:16; Åb. 7:9) De tror også på Jesu udgydte blod. (Åb. 7:14) Og de håber at ’arve riget’ og få lov at nyde dets velsignelser i et evigt liv på jorden, som Jesus lovede i Mattæus 25:31-40. De nyder også godt af det nære samfund med Kristi „brødre“ som omtales i denne lignelse. Som „fremmede“ værdsætter de i høj grad det privilegium og ansvar det er sammen med de åndelige israelitter at frembringe Rigets frugter. (Es. 56:6, 7; 61:5; Matt. 21:43) Nogle har endda måttet dø for deres trofaste standpunkt for sandheden og deres frygtløse proklamation af Rigets budskab. Men selv om de måske vil lide en martyrdød, lider de ikke en offerdød ligesom Kristus og hans „medarvinger“ til det himmelske rige. De er klar over denne forskel, og derfor nyder de ikke symbolerne, det usyrede brød og bægeret med vinen, som ikke blot betegner at man modtager goderne af Kristi død, men også at man har del i den samme selvopofrelsens vej som han.
Selvransagelse
Selv om det store flertal af dem som i dag udgør „én hjord, [under] én hyrde“ forstår denne forskel, kunne der godt hos nogle opstå et spørgsmål om hvorvidt de er blevet indbudt til den himmelske kaldelse. Dette kan ikke længere afgøres på grundlag af ydre vidnesbyrd, som da åndens mirakuløse gaver blev uddelt i den kristne menigheds første dage. Af endnu større værdi end disse gaver var det herlige håb om at opnå den himmelske arv som gives til dem der „kaldes Guds børn“ og som „har andel i den himmelske kaldelse“. (1 Joh. 3:1-3; Hebr. 3:1) Dengang var der kun det ene håb, men i dag, da denne del af Guds „administration“ er så godt som fuldstændig, lukkes Rigets porte helt op for en „stor skare“ der indbydes til at få del i jordiske velsignelser, som allerede nævnt. Dette har særlig været tilfældet siden 1935, da ’den store skare’ tydeligt blev identificeret som en jordisk skare med håb om evigt liv på en paradisisk jord. — Ef. 1:10; Åb. 7:9-17.
Er det overladt til en selv at vælge om man vil have det himmelske eller det jordiske håb? Nej, før man kan opnå noget personligt håb, må man indvi sig ubetinget og lade sig døbe idet man er besluttet på at gøre Guds vilje fra nu af og ikke sin egen. Gud lader sin vilje ske ved at lade sin hellige ånd virke. Hvordan ånden virker i dem Gud udvælger som fremtidige medlemmer af ’den lille hjord’, og hvordan han vækker et himmelsk håb i dem, forklares i Romerne 8:14-17. De kristne der her er omtalt havde et umiskendeligt vidnesbyrd inden i sig selv om at de var blevet kaldet til det himmelske rige.
Modtager de indviede tjenere som Gud antager som medlemmer af ’den store skare’ også hans ånd? Bestemt ja, på samme måde som Guds trofaste tjenere i de førkristne tider, tjenere som for eksempel Moses og Johannes Døber, der jo ikke havde noget himmelsk håb. (Matt. 11:11) Gud tager sig af alle sine indviede tjenere i dag og opdyrker i dem et håb om liv i hans rige. Paulus fortalte de kristne at de ’blev frelst i dette håb’, nemlig det himmelske. Og han talte også om et håb for „skabningen“, resten af menneskehedens familie som ’ventede på at Guds sønner skulle åbenbares’, og som havde udsigt til at „opnå Guds børns herlige frihed“ som hans fuldkommengjorte, jordiske børn. — Rom. 8:18-25.
Hvert enkelt menneske frelses altså i et bestemt håb. Det bør være et altopslugende håb, og det bør være helt virkeligt for dig. Hvis du efter ærligt at have ransaget dig selv stadig føler en smule usikkerhed, eller hvis du opdager at det har været stærke følelser som har forledt dig til at tro at du havde modtaget den himmelske kaldelse, eller hvis du føler at denne kaldelse på en eller anden måde adskiller dig fra og gør dig bedre end dine trosfæller, og at den giver dig ret til at blive behandlet med særlig respekt — så har du god grund til at tage din stilling op til fornyet overvejelse. Tøv ikke med i alvor og ydmyghed at bede Gud om visdom og ledelse og om hjælp til at gøre hans vilje. Han vil ikke bebrejde dig noget. „Gud handler med jer som med sønner“ han elsker. — 1 Kor. 11:28; Hebr. 12:4-11; Jak. 1:5-8.
Alle I retsindige som overværer „Herrens aftensmåltid“, hvad enten det er som iagttagere eller som deltagere: Glæd jer over at være til stede for at mindes alt det Jesus gjorde da han beviste sin loyale kærlighed til sin Fader og til enhver som tror på ham. Jesus ’elskede dem lige til det sidste’; lad da også os lægge en sådan udholdende og loyal ånd for dagen lige til det sidste. Johannes sagde at Jesu disciple var „i verden“. Jesus var enig i dette, og til vor opmuntring tilføjede han: „I verden har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“ (Joh. 13:1; 16:33) Så lad os alle, som apostelen Paulus formanede, „holde højtid . . . med oprigtigheds og sandheds usyrede brød“. — 1 Kor. 5:8.