En gudsdyrkelse der fører til Guds rige
HVOR man end rejser hen i verden — mod øst, mod vest, mod nord eller syd — finder man mennesker der dyrker en højere magt. Millioner af mennesker der bor vidt forskellige steder på jorden tror oprigtigt at deres form for gudsdyrkelse fører noget godt med sig. De nærer tillid til at den vil vinde dem deres guds eller guders bevågenhed og i sidste ende medføre en evig belønning.
Mange østerlændinge er så samvittighedsfulde i deres gudsdyrkelse at de afbryder vigtige forretningsmøder når bedetimen er inde. På faste tidspunkter hver dag breder de deres tæppe ud, knæler ned og beder andægtigt vendt mod deres hellige by Mekka. Men selv om de mener at Allah er den eneste sande Gud, er der mange mennesker i de samme lande der lige så andægtigt hengiver sig til andre former for gudsdyrkelse. Nogle går for eksempel aldrig til ro om aftenen uden først at have knælet ned og bedt foran et billede af Buddha, der er opstillet på en fremtrædende plads i deres hjem.
I mange afrikanske stammer former gudsdyrkelsen sig lidt anderledes, men tjener dog det samme formål som de førnævnte, nemlig at vinde de højere magters gunst. De religiøse ceremonier foregår med heksedoktoren som midtpunkt, idet man håber at han kan formilde de usynlige ånder, der menes at være de hedengangne døde.
Gudsdyrkelsen i den såkaldt kristne verden har mange træk fælles med de førnævnte tilbedelsesformer. Træder man ind i en af de store katedraler i Frankrig, Italien eller U.S.A, eller besøger man en af de beskednere kirker, som man kan finde næsten overalt i kristenheden, ser man også mennesker her der knæler ned foran billeder; ganske vist ikke af Buddha, men af Jesus, Maria, Josef og utallige „helgener“. De knælende mennesker her er ligeledes interesserede i at behage Gud, at vinde hans gunst og at blive velsignet med en fremtidig belønning.
Men hvad forventer nu alle disse mennesker at deres religion skal føre dem til? Det er meget forskelligt, alt afhængigt af den pågældende religion, af de pågældende menneskers uddannelse og af hvor på jorden de bor. Hinduer og buddhister håber at nå det mål de kalder nirvana, af hvilket der dog hersker forskellige opfattelser. For nogle betyder nirvana et liv i glæde og lykke i en anden verden, mens det for andre er en uforklarlig tilstand hinsides det bevidste liv.
Mange afrikanere taler om „den anden verden“ eller „det hinsidige“, hvor de mener de hedengangne sjæle drager hen. Efter deres forestillinger kan denne verden ikke ligge langt borte, for de tror at de hedengangne regelmæssigt vender tilbage og udøver stor magt over de levende. Muslimerne forestiller sig på deres side i almindelighed „himmelen“ som en smuk oase eller have med skyggefulde træer, rislende bække og alle bekvemmeligheder som indbyder til ro, hvile og nydelse. Mange i kristenheden nærer et håb om en himmelsk lykketilværelse der ikke er meget forskellig herfra.
Den sande gudsdyrkelses bog
Men uanset hvilken form for religion De dyrker, nærer De dog sikkert ønske om at kende det håb som menneskenes Skaber udstrækker til dem der tilbeder ham på den måde han godkender. Ja, denne store Ånd meddeler sig virkelig til mennesker i dag; ikke gennem en heksedoktor eller en præst, men gennem den ældste bog der eksisterer, en bog der endog oplyser os om det første menneske og hvordan det blev skabt af Gud. Det er en orientalsk bog. Den har sin oprindelse i østen og er udelukkende skrevet af østerlændinge. Denne berømte bog, der indeholder henved fyrretyve østerlændinges inspirerede skrifter, er i dag kendt som Den hellige Skrift eller slet og ret Bibelen.
Bibelen har fra de tidligste tider erfaret en udbredelse som intet andet skrift kommer på højde med. I de sidste fem hundrede år er milliarder af eksemplarer blevet trykt — flere end af nogen anden bog. Lige så bemærkelsesværdigt er det at Bibelen er blevet oversat til 1202 sprog, således at den nu kan læses af mere end 90 procent af jordens befolkning. Er dette ikke hvad man ville forvente af den bog der er inspireret af den almægtige Gud?
Men det der mere end noget andet bekræfter denne bogs guddommelige oprindelse er dens profetier, der gang på gang har vist sig at være pålidelige. Mens menneskene end ikke formår at forudsige vejret fireogtyve timer frem i tiden, har Bibelen forudsagt utallige begivenheder, flere hundrede, ja flere tusinde år før de skulle indtræffe. Ingen anden bog der gør krav på at være af guddommelig oprindelse har kunnet gøre dette, hvilket er et bevis på at Bibelen er den bog hvorigennem Gud meddeler sig til mennesker i dag.
Vi kan som eksempel tage profetierne om de verdensriger der har behersket jorden og hvis opkomst og fald Bibelen har forudsagt. Under inspiration forudsagde den hebraiske profet Esajas i det ottende århundrede før vor tidsregning at perseren Kyros skulle give israelitterne deres frihed efter fangenskabet i Babylon. Gud gav endog de nærmere enkeltheder ved Babylons erobring. Henved to hundrede år senere marcherede Kyros ind i Babylon, nøjagtig som forudsagt. (Es. 44:26–45:3) Profeten Daniel berettede ligeledes under Guds inspiration på forhånd om den medo-persiske verdensmagts opkomst. Dernæst gav han en tydelig og umiskendelig beskrivelse af hvordan den næste verdensmagt, Grækenland, ville træde frem på skuepladsen, hvordan den ville overvinde Medo-Persien og med tiden opløses i fire mindre riger efter dens heltekonges, Alexander den Stores, død. — Dan. 8:1-8, 20-22.
Endnu mere forbløffende er måske opfyldelsen af de utallige profetier der knytter sig til den lovede Messias, den der af Gud er bestemt til at være menneskehedens befrier. Han skulle fødes i Juda stamme i byen Betlehem. (1 Mos. 49:10; Mika 5:1; Matt. 1:2-16; 2:1, 5, 6) Han skulle ringeagtes og regnes blandt overtrædere. (Es. 53:3, 12; Luk. 22:63; 23:32, 33) Ikke et ben skulle brydes i hans legeme efter hans død, og hans bødler skulle kaste lod om hans klæder. (Sl. 34:21; 22:19; Joh. 19:33, 36; Matt. 27:35) Alle disse profetier og, efter nogles beregninger, mindst tre hundrede andre, fik deres opfyldelse på Jesus Kristus. Dertil kommer alle de profetier Bibelen indeholder om vor tid og som nu er ved at gå i opfyldelse. (2 Tim. 3:1-5) Det er hævet over enhver tvivl at Bibelen er en pålidelig bog!
Tilbedelsen af den sande Gud
Denne hellige bog, Bibelen, giver en tydelig beskrivelse af den tilbedelsesform der vil behage den almægtige Gud. Dyrker vi Gud på den måde han foreskriver, kan vi gøre os håb om at opnå de velsignelser som Gud vil udøse gennem sit rige. Et begrænset antal, nemlig 144.000, vil erfare disse velsignelser som Jesu Kristi medregenter i himmelen, mens en utallig skare vil blive dette riges undersåtter på jorden, hvor Paradiset vil blive genoprettet. — Åb. 14:1-3; Sl. 37:29, 34.
Men for at blive ført til dette rige må man først og fremmest forstå og erkende hvem den sande Gud er. Hans egen bog, Bibelen, siger: „Du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ „Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ — Sl. 83:19; Joh. 4:24; Es. 42:8.
Ja, den sande Guds navn er Jehova. Denne højeste Gud Jehova er ikke et livløst gudebillede men en vældig, usynlig ånd, og han godkender ikke billeder i gudsdyrkelsen, end ikke som en hjælp til andagt. Skal vor tilbedelse af ham være antagelig, må vi derfor ikke bøje os for stumme billeder af træ, sten eller metal, men vi må leve vort liv i overensstemmelse med den sandhed han fremsætter i sit ord, Bibelen. — 2 Mos. 20:4, 5; 3 Mos. 26:1; Es. 44:14-20; 46:5-7.
Man behøver blot at tænke sig lidt om for at forstå hvor ganske værdiløse sådanne billeder af træ, sten eller metal er. De kan ikke røre sig, og de kan ikke udstede nogen befalinger. Tag et såkaldt helligt billede, kast det i vandet eller på bålet. Vil det nu svømme som et menneske, eller springer det ud af flammerne for at undgå at blive fortæret af dem? Hvis dette gudebillede ikke kan beskytte sig selv, hvordan kan det så beskytte et menneske i nødens stund?
Se på de gudebilleder som er lavet af menneskehænder. Se hvor livløse de er! Læg mærke til hvad den levende Gud, Jehova, siger om dem: „De har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej; de har ører, men hører ikke, næse, men lugter dog ej; de har hænder, men føler ikke, fødder, men går dog ej; deres strube frembringer ikke en lyd.“ Hvordan er det muligt at de kan være Gud? Det kan de ikke være, og derfor siger Gud også: „Som dem skal de, der laved dem, blive, enhver, som stoler på dem!“ — Sl. 115:4-8.
Hvad sand gudsdyrkelse er
Den gudsdyrkelse der fører til Guds rige består ikke i tilbedelse af gudebilleder. Den indbefatter at man anerkender Jesus Kristus, som Jehova Gud sendte til jorden for at han kunne åbne vejen for os til det evige liv og som af Gud er bestemt til at være Kongen i hans rige. Bibelen siger: „Der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.“ — Ap. G. 4:12; Matt. 20:28.
Den gudsdyrkelse der fører til Guds rige består ikke blot i at man anerkender den sande Gud Jehova og tager imod hans søn Jesus Kristus, men indbefatter også at man gør de rette gerninger. Det er ikke nok at have Guds ord. Man må også leve efter det Bibelen siger. Israels folk er et eksempel. Israelitterne havde de inspirerede skrifter, men da den lovede Messias kom med Jesus, forfulgte folkets religiøse ledere ham og lod ham til sidst slå ihjel. Da de ikke frembragte retfærdighedens frugter sagde Jesus til dem: „Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ — Matt. 21:42, 43.
Læg mærke til hvorfor disse jøders gudsdyrkelse ikke førte dem til Guds rige. Grunden var at de ikke bar de retfærdige frugter der gav dem adgang til Guds rige. Ja, for at opnå velsignelserne under dette rige må man øve de rette gerninger.
Da Jesus Kristus var her på jorden viste han at dette indbefattede at man bar kærlighedens frugt. Kort før han blev forrådt og led døden indprentede han sine efterfølgere dette, idet han sagde: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ Ja, kærligheden skulle blive så sjælden at den blev et kendetegn på dem der tilbad den sande Gud. — Joh. 13:34, 35; 1 Joh. 4:20; 3:15.
Den gudsdyrkelse der fører til Guds rige bærer også andre frugter. Som vist i Paulus’ brev til galaterne indbefatter den „glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. For at bære disse frugter af Guds ånd må man aflægge kødets gerninger, der er „utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige“, og Bibelen siger advarende at „de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige“. — Gal. 5:19-23.
Endnu en ting der kendetegner den gudsdyrkelse der fører til Guds rige er at den samler folks opmærksomhed om dette rige i stedet for at støtte den nuværende tingenes ordning med dens politik og militarisme. Dog ser vi i dag i alle lande og til alle sider religiøse organisationer der gør fælles sag med denne verdens regeringer og velsigner deres brug af militærmagt. Dette gælder lige så vel østens religioner som den vestlige verdens såkaldte kristendom. — Joh. 15:19; Es. 2:2-4.
Skønt Jesus Kristus befalede sine efterfølgere at være lovlydige borgere sagde han om den himmelske regering som Gud havde salvet ham til konge over: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Derfor sagde Jesus også at hans disciple ’ikke var af verden, ligesom han ikke var af verden’. — Joh. 18:36; 17:16; Matt. 22:21.
Det forstod Jesu efterfølgere i det første århundrede. Således sagde disciplen Jakob at den rene gudsdyrkelse indbefattede at man bevarede sig selv „uplettet af verden“. — Jak. 1:27.
Resultatet heraf er derfor at de der tilbeder Jehova i stedet for at anlægge det menneskelige syn på sagen at jordiske regeringer, og især verdensfredsorganisationen De forenede Nationer, er ’det bedste håb om fred’, anlægger Guds syn på sagen og ser hen til Jesus Kristus som Fredsfyrsten og til Guds rige som menneskets eneste håb om varig fred. De træder frimodigt op for dette rige, forkynder om det offentligt og fra hus til hus ligesom Jesus selv gjorde da han gik her på jorden. Denne forkyndelse er en del af deres gudsdyrkelse, en gudsdyrkelse der vil føre dem til Guds rige. — Es. 9:6; Matt. 4:17.
Med henblik på Deres evige frelse er det også vigtigt at De, uanset den gudsdyrkelse De har givet Dem af med indtil nu, lytter til hvad menneskets Skaber har at sige om den gudsdyrkelse han har behag i. Bring Deres gudsdyrkelse i overensstemmelse med hans krav. Lev Deres liv i overensstemmelse med hans inspirerede ord. Sæt Deres lid til hans rige og gør budskabet om dette rige kendt for andre. På denne måde vil Deres gudsdyrkelse føre til Guds rige.