Tag et fast greb om det virkelige liv
„Befal dem . . . at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre, og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid, for at de kan få et fast greb om det virkelige liv.“ — 1 Tim. 6:17-19, NW.
1-3. (a) Beskriv scenen med den vrede folkemængde der forlangte at mennesket Jesus skulle dræbes. (b) Hvad har Jesus muligvis tænkt på i denne situation? (c) Hvilke spørgsmål rejser alt dette?
„SE! MENNESKET!“ Der stod han, foran den råbende og skrigende folkemængde, som med de øverster præster og betjentene i spidsen råbte: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“ De havde mord i hjertet da de råbte: ’Han bør dø.’ Vi behøver ikke megen fantasi for at forestille os denne fjendtligsindede, blodtørstige menneskemængde. Og hvis blod var de ude efter? Hvem ville de til livs? Ingen anden end Jesus Kristus, Guds søn. — Joh. 19:4-7, NW.
2 Der gik uden tvivl mange tanker gennem Jesu hoved mens han stod dér uden for Pilatus’ palads. Han vidste at han var kommet ned fra himmelen for at gøre sin Faders vilje. Han forstod at denne vilje indebar at han skulle dø på en marterpæl, og at det snart skulle ske. Men hvordan med fremtiden? Ville han blive oprejst? Han vidste at dette afhang af om Gud havde fundet ham trofast i alt hvad han havde fået til opgave at gøre — og af om han nu kunne udholde det frygtelige pres han ville blive udsat for i de sidste timer før han opgav ånden.
3 Men dette er slutningen på historien. Hvordan begyndte den? Og, kunne vi spørge, hvordan kunne Jesus ved at dø få et fast greb om det virkelige liv?
4, 5. (a) Hvordan gik det til at Jesus blev født i Betlehem? (b) Hvordan blev begivenheden bekendtgjort, og for hvem?
4 Tilbage i år 2 f.v.t. kom engelen Gabriel til Maria, der var trolovet med Josef og boede i den lille landsby Nazaret, og fortalte hende at hun skulle føde en søn, og at hendes barn i virkeligheden ville være Guds søn. Senere samme år rejste Maria og Josef ned til byen Betlehem, omkring hundrede kilometer mod syd, for at lade sig indskrive som følge af en befaling fra kejser Augustus. Tidspunktet for denne befaling var ikke tilfældigt, for ikke så snart var de ankommet før Maria fødte Jesus i en stald. Alt dette fandt sted som det var forudsagt i profetien. — Luk. 1:26-35; 2:1-7; Mika 5:1.
5 Jehovas engel gjorde den betydningsfulde begivenhed kendt for nogle hyrder der på denne historiske nat opholdt sig ude på markerne i nærheden, idet den sagde: „Jeg forkynder eder en stor glæde . . . Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!“ Straks skyndte de sig derhen for at se hvad der var sket. Da de vendte tilbage til deres hjorde, priste og lovede de Gud „for alt, hvad de havde hørt og set“. — Luk. 2:8-20.
Jesu barndom
6. Hvad skete der da Jesus var otte dage gammel, og da han var fyrre dage gammel?
6 På den ottende dag blev Jesus efter jødisk skik omskåret, og fyrre dage efter sin fødsel blev han fremstillet i templet i Jerusalem sådan at Josef og Maria kunne bringe det rette offer ifølge Jehovas lov. Under dette besøg i templet mødte de en aldrende mand ved navn Simeon, som „af Helligånden“ havde fået åbenbaret „at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede“. Idet han tog barnet i sine arme priste han Jehova og sagde: „Mine øjne har set din frelse . . . og en herlighed for dit folk Israel.“ Der var også en fireogfirs år gammel profetinde ved navn Anna som „trådte til i den samme stund og lovpriste Gud og talte om barnet til alle, som ventede Jerusalems forløsning“. — Luk. 2:21-38.
7, 8. Hvilken række af begivenheder bevirkede at Jesu familie først drog til Ægypten og senere vendte tilbage til landsbyen Nazaret?
7 De vismænd eller astrologer der ifølge kristenhedens lære kom til Jesus den dag han blev født, ankom interessant nok først nogen tid efter disse begivenheder. De var først taget til Jerusalem og havde dér fået at vide at de skulle drage til Betlehem, og her så de „barnet med dets moder Maria“. Efter at de havde lukket op for deres skatte og givet barnet kostbare gaver, vendte de direkte tilbage til deres land i østen, idet Gud i en drøm havde advaret dem mod at drage tilbage til Herodes i Jerusalem. Jehovas engel sagde derpå til Josef: „Stå op, tag barnet og dets moder med dig og flygt til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det.“ — Matt. 2:1-15.
8 Lige fra begyndelsen var Guds søn altså uønsket, uønsket af Satan Djævelen, Jehovas ærkefjende. Da Herodes, som et redskab i Satans hånd, så at han var blevet narret af astrologerne, blev han meget vred. Han befalede at alle drengebørn i Betlehem på to år og derunder skulle dræbes. Djævelen og hans jordiske redskab gik i sandhed vidt for at få Guds søn myrdet. Først efter at Herodes var død vendte Josef, Maria og Jesus tilbage fra Ægypten og bosatte sig i Nazaret. — Matt. 2:19-23.
9, 10. (a) Hvad skete der ved påsketid da Jesus var tolv år gammel? (b) Hvilke oplysninger har vi om Jesus i de følgende år?
9 Der, i Galilæa, voksede barnet Jesus op hos sin fosterfader og sin moder, sammen med sine halvbrødre og halvsøstre. Han lærte tømrerhåndværket, og han ’voksede og blev stærk’. Da vi igen hører om Jesus er han tolv år gammel, og den historiske beretning oplyser at han sammen med sine forældre var rejst til Jerusalem ved påskehøjtiden. På en eller anden måde kom han bort fra sine forældre, og da de endelig fandt ham efter tre dages forløb, ja, da var han i templet „hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud; og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar“. Nej, drengen Jesus spildte ikke tiden sammen med en bande lovløse unge. „Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?“ sagde han til sine forbløffede forældre. — Luk. 2:39-50.
10 Jesus vendte tilbage til Nazaret og var fortsat lydig mod sine forældre; beretningen siger: „Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.“ Senere i livet skulle Jesus få brug for al den visdom, fysiske styrke og velsignelse fra Gud han kunne opnå i barndomsårene. — Luk. 2:51, 52.
Jesus påbegynder sin dynamiske tjeneste
11. Hvilken vigtig begivenhed i Jesu liv fandt sted i år 29?
11 Efter disse begivenheder i år 12 har vi ikke nogen egentlig beretning om Jesus før efteråret 29, hvor han i en alder af tredive år kommer til Johannes Døber, der øjensynlig er hans fætter, og beder om at blive døbt i Jordanfloden. Straks efter dåben så Johannes ikke alene den hellige ånd dale ned over Jesus i skikkelse som en due, men hørte også en stemme fra himmelen sige: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ Lige fra sin dåb blev Jesus altså støttet af Jehovas dynamiske virkekraft. — Matt. 3:13-17.
12, 13. Hvordan forsøgte Satan at gøre det af med Jesus ved begyndelsen af hans tjeneste, men hvordan gik det med hans underfundige planer?
12 Som en forberedelse til sit store værk blev Jesus af den hellige ånd ført ud i Judæas ørken, hvor han fastede i fyrre dage. Ved slutningen af denne periode, da han var fysisk svækket, kom Djævelen, som stadig søgte at udslette denne søn af Gud, til ham med en trefoldig fristelse hvormed han håbede at kunne bryde hans integritet. Han foreslog Jesus at forvandle stenene til brød for at stille sin sult. Det glippede. Han prøvede da at lokke Jesus til at bevise at han var Guds søn ved at springe ud fra templets tinde. Også dét glippede. Da tilbød Djævelen, „denne verdens fyrste“, at Jesus kunne få alle verdens riger hvis han blot ville kaste sig ned og tilbede Satan med en enkelt handling. Også denne gang glippede det. Hvordan reagerede mennesket Jesus, fuldkommen som han var af legeme og sind, på disse tilbud? Begyndte han at overveje dem, at tænke på dem, at vurdere dem i tankerne, og virkede de tillokkende på ham? Svarede han Djævelen på grundlag af menneskelige overvejelser eller ud fra rabbinsk logik? Nej, i hvert eneste tilfælde hentede han straks sit svar og sit forsvar fra Guds ord, idet han sagde: „Der står skrevet . . .“ — Matt. 4:1-11; Joh. 12:31.
13 Lige fra begyndelsen af sin særlige jordiske tjeneste vandrede Jesus således i integritet, idet han var trofast og loyal mod sin himmelske Fader, Jehova. Og sådan fortsatte han lige til sin vanærende pælfæstelse. Jesus beviste afgjort at det han tragtede efter at få, var et fast greb om det virkelige liv, det evige liv!
14. (a) Ved vi hvordan Jesus så ud? (b) Hvordan kan vi så vide hvordan han var?
14 Har du nogen sinde spekuleret på hvordan Jesus mon så ud, eller hvordan denne søn af Gud var? Om hans udseende er Bibelen fuldstændig tavs. Den siger intet om hans hårfarve eller øjenfarve, og oplyser heller ikke noget om hans højde eller vægt eller andre ting vedrørende hans udseende. Sådanne småting er uden betydning. Noget som derimod har stor betydning er hvordan han var, og dette får vi en hel del at vide om når vi læser hvad han gjorde, hvad han sagde, hvordan han sagde det og hvad andre sagde om ham.
15. Hvordan var Jesu arbejdsindsats i sammenligning med andres, både før og siden?
15 Det er hævet over enhver tvivl og diskussion at Jesus Kristus er det største og mest betydningsfulde menneske der nogen sinde har levet på jorden. Hele historien op til hans tid pegede frem til hans komme, og hele historien siden er præget af hans komme til jorden. Og noget andet som er forbløffende, er den korte tid han udrettede det alt sammen i. Vi overdriver ikke når vi siger at Jesus på blot tre og et halv år udrettede hundrede gange mere end andre får udført i et helt liv. Hvis du betvivler dette, kan du sammenligne ethvert andet menneskes livsværk med det som apostelen Johannes skrev under inspiration: „Der er også meget andet, som Jesus har gjort, og hvis det skulle nedskrives i enkeltheder, mener jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.“ At Jesus var ihærdig kan ikke betvivles! — Joh. 21:25.
16. Var Jesu medarbejdere rede til at fortsætte arbejdet med at forkynde og gøre disciple efter hans død?
16 Umiddelbart efter sin dåb valgte han nogle disciple der senere rejste sammen med ham og var nært knyttet til ham under hans tjeneste. (Joh. 1:35-51) Som du sikkert husker, sagde den opstandne Jesus ved slutningen af sin jordiske tjeneste til disse medarbejdere: ’Gå ud og gør disciple af folk af alle nationerne.’ Dermed sendte han dem ikke ud på en opgave som de var ukendt med. Nej, de havde fulgt ham og betragtet ham i cirka tre år mens han selv havde gjort disciple, så de var veluddannede og stod godt rustet til at fortsætte det arbejde Jesus havde påbegyndt. — Matt. 28:19, NW.
17. Nævn nogle af de begivenheder der fandt sted i de første seks måneder af Jesu tjeneste, og forklar hvor stort et distrikt han dækkede i denne periode.
17 Sit første mirakel udførte Jesus i Kana i Galilæa, som et tegn der skulle styrke hans disciples tro på at han var Messias. Derefter tog han til Kapernaum og forkyndte dér en tid før han drog op til Jerusalem til påskehøjtiden i år 30. I de første seks måneder af sit arbejde med at forkynde og gøre disciple rejste Jesus således en del rundt — fra den nedre del af Jordandalen hvor Johannes døbte, til nordsiden af Galilæas sø og bjerglandet vest for søen, og derefter tilbage mod syd til Jerusalem. — Joh. 2:1-13.
Mennesket i virksomhed
18. Hvilke beundringsværdige egenskaber lagde Jesus for dagen da han ved påsketid i år 30 aflagde besøg i Jerusalem?
18 Hvis Pilatus havde stået og set ud over tempelområdet da Jesus under denne påskehøjtid trådte derind med en svøbe i hånden, ville han sikkert have udbrudt: „Se! Mennesket i virksomhed!“ Ja, dristigt, modigt, optændt af retfærdig harme over at se sin Faders tilbedelseshus forvandlet til en kræmmerbod, skred han til handling. Fårene og okserne drev han ud, pengestykkerne spredte han, og bordene væltede han — alt sammen ganske alene. Han var ikke nogen frygtsom svækling, sådan som kristenhedens kunstværker ofte skildrer ham. Hans disciple, der var vidne til denne handlekraft, bemærkede at profetien fra Salme 69:10 opfyldtes for deres øjne: „Nidkærhed for dit hus vil fortære mig.“ — Joh. 2:14-17.
19, 20. (a) Hvem var Nikodemus, og hvilken samtale udspandt der sig mellem ham og Jesus? (b) Hvilken prøve sagde Jesus ville afsløre om et menneske er ondt eller godt?
19 En anden beundringsværdig egenskab ved Jesus var at han forkyndte sandheden frimodigt og uden frygt, også for øvrighedspersoner. Dette kom til udtryk da farisæeren Nikodemus kom til ham om natten. Nikodemus, „en af jødernes rådsherrer“, betegnede Jesus korrekt da han sagde: „Vi ved, at du er en lærer, som er kommen fra Gud.“ Som svar sagde Jesus: „Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.“ Da denne farisæer røbede at han ikke rigtig forstod det, satte Jesus ham i rette idet han sagde: „Er du lærer i Israel og forstår ikke dette? . . . Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske?“ Men Jesus var upartisk, for han gav denne mand samme lejlighed som enhver anden til at lære sandheden at kende, den sandhed at kun de der tror på Guds enbårne søn, vil få et fast greb om det virkelige liv. „Den, som tror på ham,“ sagde Jesus, „dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn.“ Så var det op til Nikodemus selv at afgøre om han ville dømmes ugunstigt af Gud eller ej. — Joh. 3:1-12, 16-18.
20 Dette medlem af sanhedrinet valgte sikkert at komme til Jesus i ly af mørket fordi han frygtede jøderne, idet han følte at det kunne skade hans omdømme hvis de så ham sammen med Jesus. Dette var måske grunden til at Jesus sluttede sin samtale med Nikodemus med at sige: „Heri ligger prøven: lyset er kommet til verden, men menneskene foretrak mørket fremfor lyset fordi deres gerninger var onde. Slette mennesker hader alle lyset og undgår det, af frygt for at deres handlinger skal blive afsløret. Den ærlige kommer til lyset så det klart kan ses at Gud er med i alt hvad han gør.“ — Joh. 3:19-21, New English Bible.
21. Hvoraf fremgik det at Johannes Døbers gerning var ved at ophøre?
21 Efter disse begivenheder drog Jesus og hans disciple ud i Judæas land, hvor mange troende blev døbt, ikke af Jesus men af hans disciple. Ja, der blev døbt så mange at Johannes Døbers disciple spurgte Johannes hvad dette betød. Som svar sagde Johannes blandt andet: „[Jesus] bør vokse, men jeg blive mindre.“ — Joh. 3:22-4:2.
22. Hvad skete der i byen Sykar som gav mange samaritanere lejlighed til, når tiden var inde, at få et fast greb om det virkelige liv?
22 Kort efter at Johannes Døber var sat i fængsel, forlod Jesus Judæa og drog bort til Galilæa. (Matt. 4:12) Undervejs kom han og hans medarbejdere gennem samaritanernes område, og her aflagde han et „lejlighedsvist vidnesbyrd“ for en kvinde ved en brønd uden for byen Sykar. Skønt han var „træt af rejsen“ benyttede han lejligheden til at vise hvem han var, for samaritanerne ventede også Messias. Denne samtale med den samaritanske kvinde ved brønden førte til at andre kom ud af byen for at træffe Jesus. De bønfaldt ham så stærkt om at blive hos dem at han blev der i to dage, og „mange flere kom til tro på grund af hans ord“. — Joh. 4:3-43.
Jesus indleder sin store galilæiske tjeneste
23. Hvilket tema tog Jesus nu med i sit budskab da han vendte tilbage til Galilæa, og hvorfor?
23 Nogen tid efter påsken i år 30 var denne dynamiske forkynder så tilbage i Galilæa, hvor han tilbragte hovedparten af de næste to år. Herom siger beretningen: „Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa,“ hvilket udmærket forklarer hvorfor galilæerne fik den forret at se nogle af hans kraftigste gerninger. Hans budskab omfattede nu for første gang det tema som var blevet forkyndt af Johannes Døber, der nu var fængslet og bragt til tavshed, nemlig: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ — Luk. 4:14, 15; Matt. 4:17; Mark. 1:14, 15; Joh. 4:43.
24. (a) Hvilken usædvanlig begivenhed fandt sted i synagogen i Nazaret? (b) Hvordan reagerede hans bysbørn imidlertid, og hvorfor?
24 „I Åndens kraft“ gik Jesus på sabbatsdagen ind i synagogen i sin hjemby Nazaret og læste op fra Esajas’ bogrulle: „Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren.“ (Es. 61:1, 2) Derefter erklærede han: „I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.“ De undrede sig over hans vindende ord, men da han afslog at gøre mirakler for at underholde dem og i stedet sammenlignede dem med de troløse israelitter på profeterne Elias’ og Elisas tid, „blev de alle fulde af harme“ og førte ham hen til randen af et bjerg for at styrte ham ned. Men Jesus, fuld af kraft og ledet af ånden, gik sin vej imellem dem og drog til Kapernaum, for tiden var endnu ikke inde til at han skulle dø, og det skulle heller ikke ske på denne måde. — Luk. 4:16-31.
25, 26. (a) Holdt Jesus op med at forkynde i Galilæa fordi han blev behandlet dårligt i sin hjemby Nazaret? (b) Hvilke mirakler gjorde han, og hvad førte det til?
25 Mens Jesus vandrede langs bredden af Galilæas sø, opfordrede han fire disciple til at følge ham i hans tjeneste — Peter og hans broder Andreas, Jakob og hans broder Johannes. Beretningen fortæller derefter at denne nidkære forkynder „gik omkring i hele Galilæa, . . . prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed blandt folket“. Rygtet om ham spredtes snart ud over hele Syrien, og skarer af mennesker kom til ham med alle slags sygdomme — deriblandt epileptikere, lamme og dæmonbesatte — og han helbredte dem alle. — Matt. 4:18-24.
26 Der var også en spedalsk der faldt på knæ for Jesus og bønfaldt ham: „Hvis du vil, kan du rense mig.“ Fuld af medynk rørte Jesus ved ham og sagde: „Jeg vil; bliv ren!“ Manden fik at vide at han ikke måtte sige det til nogen, men skulle gå hen og lade sig syne af præsten og bringe det offer Loven foreskrev. Men fordi folk nu engang taler om sådanne mirakler, spredtes nyheden hurtigt og blev udbredt i et sådant omfang at Jesus ikke engang kunne gå åbenlyst ind i en by mere. Derfor søgte han lidt fred og ro på øde steder, og dog kom skarerne til ham „alle vegne fra“. — Mark. 1:40-45; Luk. 5:12-16.
27. Hvoraf fremgik det at Jesus var meget tålmodig over for andre?
27 Vi kan forestille os hvordan dette har lagt beslag på hans tid, og hvordan det må have tæret på hans energi. Selv et fuldkomment menneske skal jo have tid til at hvile sig og slappe af, men det ser ud til at disse mennesker i deres iver efter at blive helbredt for deres svagheder (og det uden at det kostede dem noget), ikke tænkte på at vise Jesus dette ringe hensyn som han havde krav på. Mere interessant er det dog at Jesus aldrig beklagede sig eller viste tegn på irritation fordi folk undlod at vise hensyn. Dette åbenbarede en anden af hans meget fremtrædende egenskaber, nemlig hans store tålmodighed over for andre.
28. (a) Hvad særligt var der ved den begivenhed hvor Jesus helbredte en lam mand i Kapernaum? (b) Glædede alle de tilstedeværende sig over at se dette mirakel?
28 Efter at Jesus havde været borte fra Kapernaum nogle dage, rygtedes det at han var kommet tilbage, og snart trængtes så mange mennesker i og omkring det hus hvor han opholdt sig, at det var umuligt at komme ind i det. En lam mands fire energiske venner gik derfor op og brød hul i taget, hvorefter de firede både den lamme og sengen som han lå på, ned til Jesus. Nogle husker kun denne lidt morsomme side af begivenheden. Men så langt fra at være et „nummer“ til at skabe opmærksomhed med, var denne handling et udtryk for disse menneskers tro, og „Jesus så deres tro“. Han sagde derfor: „Søn! dine synder forlades dig.“ Men ikke alle som var til stede, glædede sig over at høre dette. Nogle skriftkloge sad og kritiserede Jesus i deres hjerter. Da Jesus kunne mærke hvad der foregik i deres hjerter, forsøgte han at ræsonnere med dem: ’Hvad er lettest,’ spurgte han, ’at sige: „Dine synder forlades dig,“ eller at sige: „Stå op, og tag din seng og gå?“’ Han forklarede derpå hvorfor han brugte det første udtryk, nemlig „for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder“. Var det ikke en venlig måde at sætte disse skriftkloge i rette på? Der blev således aflagt et vældigt vidnesbyrd om Guds kraft og Guds rige, og de fleste af dem der var til stede udbrød: „Aldrig har vi set mage.“ — Mark. 2:1-12; Matt. 9:2-8.
29. Hvilket passende svar gav Jesus modstanderne da de misbilligede at han spiste sammen med skatteopkrævere og syndere?
29 En af de ting der gør et dybt indtryk på en når man læser de inspirerede historiske beretninger, er hvordan Jesus ofte med et nøjagtigt, rammende og velplaceret svar kunne bringe modstanderne til tavshed. Der er for eksempel det tilfælde hvor Jesus har kaldet skatteopkræveren Levi til at følge sig, og denne så gør et stort gilde og indbyder såvel Jesus og hans disciple som mange skatteopkrævere og syndere. Farisæerne og deres skriftkloge knurrede da mod Jesus fordi han spiste sammen med disse mennesker der, i deres øjne, blev regnet for syndere og fordærvede, nogle man skulle afsky og undgå. Hvordan lukkede Jesus med et perfekt svar munden på disse farisæiske spottere? Ved at sige: „De raske har ikke brug for læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.“ — Luk. 5:27-32.
Gjorde godt på sabbaten
30, 31. (a) Hvad skete der da Jesus kom til Betesdas dam på en sabbat? (b) Hvordan viste Jesus at det var korrekt at gøre godt på sabbaten?
30 I foråret 31 rejste Jesus igen ned til Jerusalem for at fejre påsken. I nærheden af Fåreporten, ved en dam der hed Betesda, mødte der ham et ynkværdigt syn. Mange syge — nogle blinde, andre lamme eller med visne lemmer — søgte at blive helbredt. Jesus henvendte sig til en mand der havde været syg i otteogtredive år, og sagde til ham: „Stå op, tag din seng og gå!“ Manden gjorde det, fuldstændig helbredt! — Joh. 5:1-9.
31 Men i stedet for at herliggøre Gud for det der var sket, rettede de jøder der så det en storm af kritik mod Jesus fordi han havde gjort denne gode gerning på en sabbat. Hvordan svarede Jesus dem? Han sagde: „Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.“ Ja netop! Ligesom Jehova Gud aldrig holder op med at arbejde til gavn for menneskene, men sender sol og regn selv når det er sabbat, sådan ophørte hans værkmester Jesus ikke med at gøre godt mod andre selv om det var sabbat. — Joh. 5:10-17.
32, 33. Foruden at gøre indsigelse mod at Jesus foretog mirakuløse helbredelser på sabbaten, hvilken anden anklage rettede modstanderne da imod ham, men hvordan besvarede han den?
32 Var folkemængden tilfreds med Jesu forklaring? Nej, de blev endnu mere rasende og „stræbte . . . end mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød sabbaten, men også kaldte Gud sin Fader og gjorde sig selv Gud lig“ — i det mindste i deres øjne. Man har svært ved at forestille sig at disse mennesker kunne være så forblindet af religiøse traditioner at de, selv over for sådanne uomtvistelige beviser på at Jesus var Messias nægtede at anerkende at det var Gud der havde helbredt denne mand gennem Jesus. Men Jesus fortsatte med at ræsonnere med dem, idet han viste dem at han ikke „gjorde sig selv Gud lig“, men at han gav Jehova al æren for det han havde gjort. Han sagde nemlig: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.“ De skulle endog se ham gøre endnu større ting, for den tid ville komme ’da de døde skulle høre Guds søns røst’, ja, som han sagde, „den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem“. — Joh. 5:18-30.
33 Troede Jesus virkelig at han ved at fortælle disse storslåede sandheder kunne overbevise disse jøder om at han var Messias? Næppe. Så naiv var han ikke. Derfor sluttede han også samtalen med disse ord: „Hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord?“ — Joh. 5:46, 47.
34. Hvorfor blev Jesu disciple ved en lejlighed anklaget for at bryde sabbaten?
34 På tilbagevejen til Galilæa efter påskehøjtiden i Jerusalem plukkede Jesu disciple nogle få aks mens de vandrede igennem en kornmark. Igen anklagede farisæerne dem for at bryde sabbaten. Som svar sagde Jesus at sabbaten var blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld, og desuden, sagde han, er „Menneskesønnen også herre over sabbaten“. — Mark. 2:23-28.
35. Hvordan argumenterede Jesus en anden sabbat med sine modstandere om at det var korrekt at gøre mirakler på sabbaten, og med hvilke resultater?
35 En anden sabbat kom Jesus ind i en synagoge, og farisæerne holdt øje med ham for at se om han ville „bryde“ sabbaten ved at helbrede en mands visne hånd. For at få noget at anklage ham for spurgte de ham: „Har man lov til at helbrede på sabbaten?“ Da spurgte Jesus: „Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbaten falder i en grav?“ Så bad han manden om at række sin visne hånd frem, og den blev straks rask igen som den anden. Priste farisæerne nu Gud for denne guddommelige demonstration af at Jesus var Messias? Nej, de blev derimod opfyldt af raseri og „gik . . . bort og tog den beslutning, at de ville slå ham ihjel“. Igen ser vi altså at ’sabbatens herre’ ikke frygtede disse onde mænd. Han fortsatte med at gøre godt og at være optaget alle ugens syv dage med det arbejde Jehova havde givet ham at gøre. — Matt. 12:9-14; Luk. 6:5-11.
Den ypperlige Lærer tjente ihærdigt og uden ophør
36. Hvorfor hastede arbejdet endnu mere nu end da Jesus påbegyndte sin tjeneste?
36 Blot tre måneder efter påsken i år 31 var Jesus nået halvvejs i sit arbejde med at gøre disciple. Han havde kun et år og ni måneder tilbage til at fuldføre opgaven og få et fast greb om det virkelige liv. Han havde ingen tid at spilde. Der var endnu meget at gøre.
37. Hvilken kendt tale holdt Jesus i nærheden af Kapernaum, og hvordan kan den gavne os hvis vi læser den?
37 Ved den tid holdt Jesus den lovpriste tale der almindeligvis kaldes Bjergprædikenen. Hvilket bjerg han talte på vides ikke med sikkerhed, men det var i nærheden af Kapernaum ved Galilæas sø. Det der virkelig betyder noget, er hvad Jesus sagde ved denne lejlighed. Du vil finde hans prædiken gengivet i Mattæus-evangeliet, kapitel fem, vers tre, til kapitel syv, vers syvogtyve. I denne tale gav Jesus afgjort sine tilhørere meget at tænke på, ja mere end vi her kan forklare med få ord. Vi vil alle kunne høste stor gavn af at sætte os ned og læse hans prædiken igennem og tænke over det han sagde. Jesus talte her Guds tanker under inspiration, ledet af sin Fader i himmelen. Hvis vi ønsker at tænke Guds tanker, gør vi derfor vel i at give os tid til at læse hvad Jesus sagde ved denne lejlighed, og meditere over det.
38. Hvorfor var Jesu undervisningsmetoder så virkningsfulde?
38 Hvordan reagerede Jesu tilhørere på dette friluftsforedrag? „Da nu Jesus havde sluttet denne tale, var folkeskarerne helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde.“ Han beviste i sandhed at han var den ypperste Lærer, uden ligemand på jorden. Noget af det der gjorde Jesu undervisning så virkningsfuld var hans enkle, korte, klare og logiske fremstilling af tingene, hans levende illustrationer og hans forskende spørgsmål der fik tilhørerne til at ransage deres eget hjerte og træffe en afgørelse, enten for eller imod sandheden. — Matt. 7:28, 29, NW.
39. Hvad gjorde Jesus, foruden at fremholde sin forbløffende lære, for at overbevise folk om at han var Messias?
39 Foruden at benytte effektive undervisningsmetoder fortsatte den store Lærer med at gøre mirakler mens han drog omkring fra sted til sted under den sidste halvdel af sin tjeneste. I Kapernaum helbredte han en ikke-israelitisk høvedsmands lamme tjener, fordi, som han sagde: „Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.“ Og da båren med liget af en enkes eneste søn blev ført forbi ham på vej ud til Nains begravelsesplads, rørte han ved den, og på hans bud blev den unge mand levende igen. Hvilket vidnesbyrd om at Jesus var Messias! — Matt. 8:5-13; Luk. 7:11-17.
40. Hvordan kunne den fængslede Johannes Døber vide om Jesus virkelig var Messias?
40 Nyheden om disse vidunderlige ting nåede Johannes Døber i fængselet, og han sendte da budbringere til Jesus med spørgsmålet: „Er du den, som kommer . . .?“ Som svar bad Jesus dem fortælle Johannes hvad de så med deres egne øjne — blinde så, lamme gik, spedalske blev renset, døve hørte, døde stod op, og den gode nyhed forkyndtes for fattige. Dette ville overbevise Johannes om at „den, som kommer“ virkelig var kommet. — Luk. 7:18-23.
41, 42. (a) Hvad skete der ved en lejlighed hvor Jesus lå til bords hos en farisæer? (b) Hvordan viste den ypperste Lærer taktfuldt at de selvretfærdige ikke vil få megen tilgivelse for deres synder?
41 Selv når Jesus gav sig tid til at spise, var han vågen og parat til at lære folk sandheden. Der er for eksempel det tilfælde hvor han lå til bords i en farisæers hus og en berygtet synderinde kom til ham, grædende, i håb om at han ville tilgive hendes synder. Hun vaskede Jesu fødder med sine tårer, tørrede dem med sit hår, kyssede dem ømt og salvede dem med kostbar, vellugtende salve. Ved synet af dette ringeagtede farisæeren Jesus i sit hjerte, ja han afskyede hele dette optrin. Men hør hvordan den ypperlige Lærer med en lignelse lærte denne selvretfærdige farisæer en lektie han sent ville glemme: To mænd var i gæld til en mand som lånte penge ud; den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden kun halvtreds. Da ingen af skyldnerne kunne betale, eftergav han dem begge deres gæld. Den der havde skyldt ham mest, havde naturligvis grund til at elske ham mest. Jesus anvendte nu lignelsen på det foreliggende tilfælde idet han sagde:
42 „Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig intet kys; men lige fra jeg kom herind, er hun blevet ved at kysse mine fødder. Du salvede ikke mit hoved med olie; men hun salvede mine fødder med salve. Derfor siger jeg dig: hendes mange synder er hende forladt, siden hun har elsket meget; men den, hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt.“ — Luk. 7:36-50.
43. Hvad skete der da Jesus for anden gang aflagde besøg i alle de galilæiske byer og landsbyer?
43 Kort efter disse begivenheder begyndte Jesus at besøge alle byer og landsbyer i Galilæa for anden gang, og denne gang var hans tolv apostle og nogle hengivne kvindelige disciple med ham. På denne tur uddrev han flere dæmoner, mødte mere modstand fra farisæerne, fremsatte flere lignelser, åbnede flere blindes øjne, oprejste flere døde, og trøstede flere undertrykte med den gode nyhed om sit strålende rige. — Matt. 12:22-45; 13:1-52; Luk. 8:1-3.
44. Hvordan blev der reageret på forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige i gadarenernes egn?
44 Rundturen førte Jesus tværs over Galilæas sø til gadarenernes egn. Hvordan ville dette nye distrikt tage imod den store Lærer? Da han uddrev en „legion“ dæmoner af to mænd, og dæmonerne fik en flok svin til at styrte sig ud over en brink, bad byens beboere Jesus om at gå bort fra deres enemærker. Begyndte Jesus nu at kæmpe mod dem og nægte at forlade stedet? Nej, det var tiden for kort til. Han havde aflagt et vidnesbyrd. I hvert fald én af de dæmonbesatte havde fået tro på Jesus, og Jesus belønnede ham ved at give ham til opgave at udbrede den gode nyhed blandt sine slægtninge og i det forbund af ti byer der kaldtes Dekapolis. Jesus havde derfor ingen grund til at blive. Flere som var det værd ventede ivrigt på at han skulle komme tilbage til Galilæa så de kunne blive velsignet med hans tilstedeværelse — mennesker som Jairus, hvis datter var døende, og en unavngiven kvinde der havde lidt af svære blødninger i tolv år uden at nogen læge havde kunnet hjælpe hende. Ja, tiden var i sandhed for kort til at den måtte spildes på utaknemmelige modstandere. — Matt. 8:28-34; Mark. 5:1-43
45. Hvordan reagerede Nazarets indbyggere da Jesus igen kom for at undervise i deres synagoge, og hvad mindede dette Jesus om?
45 Når Jesus igen aflagde besøg i sin hjemby Nazaret, ville han så finde at hans bysbørn, havde ændret indstilling? Ville de erkende deres tidligere vildfarelse og med glæde byde byens mest betydningsfulde borger velkommen? Da han kom tilbage og underviste i deres synagoge blev de ganske vist slået af forundring over hans visdom, men alligevel forargedes de over at han kun var, som de mente, „tømmermandens søn“. Jesus sagde da: „Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin egen fædreneby og i sit hjem,“ idet han muligvis tænkte på profeten Jeremias, der blev forkastet af sine bysbørn. — Matt. 13:54-58; Jer. 1:1; 11:21.
Behovet for et større vidnesbyrd opfyldes
46, 47. (a) Begynder Jesus nu efter to års intensiv forkyndelse, at begrænse sin virksomhed? (b) Hvordan vurderede han folks åndelige situation da han havde besøgt distriktet for tredje gang, og hvad sagde han der skulle gøres?
46 Man kunne måske tro at Jesus efter omkring to års intensiv forkyndelse, efter at have genbesøgt flere områder og efter at have udført en mængde mirakler som var blevet set af tusinder af mennesker, nu ville tænke på at begrænse sin kampagne lidt. Men nej, nu tog han tværtimod skridt til at forøge og udvide forkyndelsesarbejdet.
47 Først og fremmest begyndte han selv på en tredje rejse rundt i Galilæa, idet han besøgte „alle byer og landsbyer, lærte i deres synagoger og prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed“. Hvad han så på denne tredje rundtur, overbeviste ham endnu mere om behovet for at forøge og intensivere forkyndelsesarbejdet. Overalt hvor han kom frem „ynkedes han inderligt“ over folkeskarerne, „thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’“. „Høsten er stor, men arbejderne er få,“ bemærkede han. Hvad kunne der gøres? „Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst,“ var det råd Jesus gav. — Matt. 9:35-38.
48. Hvilke instruktioner gav Jesus de tolv før han sendte dem ud at forkynde?
48 I harmoni med sin inderlige bøn tog denne nidkære og virksomme mand skridt til at sende flere forkyndere af den gode nyhed ud i marken. Han kaldte de tolv apostle til sig og sendte dem ud to og to, idet han således dannede seks hold forkyndere af Riget, der skulle gennemgå distriktet i seks forskellige retninger. Da han sendte disse heltidstjenere ud gav han dem nøjagtige instruktioner om hvor de skulle gå hen, hvem de skulle forkynde for, og hvem de skulle undgå. De fik også at vide at de skulle sige og gøre nøjagtig hvad de havde set Jesus sige og gøre. „På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ Med den hellige ånds kraft ville de være i stand til at ’helbrede syge, opvække døde, rense spedalske og uddrive onde ånder’. De måtte ikke tage penge for sådanne helbredelser fra Gud. „I har fået det for intet, giv det for intet!“ var den regel de skulle gå efter. — Matt. 10:1-42; Mark. 6:7-13.
49. Hvorfor besluttede Jesus og hans apostle at søge ud til et øde sted, men hvad skete der?
49 Da de tolv vendte tilbage og fortalte om de vidunderlige oplevelser de havde haft, foreslog Jesus at de trak sig tilbage til et øde sted uden for byen, for „der var mange, som kom og gik, og de havde ikke engang ro til at spise“. Men folk fik nys om hvor de tog hen, og de nåede stedet før Jesus og hans apostle. Hvad skulle den store Lærer, dette fuldkomne eksempel på uselviskhed og gavmildhed, nu gøre? Da han så dem, „ynkedes [han] inderligt over dem; thi de var ’som får, der ingen hyrde har’. Og han begyndte at lære dem mange ting“. Tiden løb. Det blev sent. De var alle sultne. Denne undergørende Guds mand bespiste da fem tusind mænd med kun fem brød og to fisk, og dog samlede man bagefter tolv kurve fulde af levninger! — Mark. 6:30-44.
50. Hvilke steder blev Jesus set i løbet af kort tid?
50 Dette skete ved påsketid år 32, og det betød at Jesus nu kun havde et års tid tilbage til at fuldføre sin gerning og vise sig værdig til det virkelige liv der var stillet ham i udsigt som en belønning for hans trofasthed. Det er derfor ikke overraskende at vi nu ser Jesus forkynde mange forskellige steder der lå langt fra hinanden, alt sammen inden for en kort periode, idet han bestræbte sig for at aflægge et større vidnesbyrd i et større område og for et større antal mennesker. Først finder vi ham i nærheden af Kapernaum på den nordlige bred af Galilæas sø. Dernæst forlyder det at han gør mirakler ude ved Middelhavets kyst, i nærheden af byerne Tyrus og Zidon. Snart efter er han langt derfra og befinder sig øst for Galilæas sø og den øvre del af Jordanfloden, idet han forkynder i de ti byer der kaldtes Dekapolis og udfører mange mirakler i denne egn. — Mark. 7:24-37.
51. Hvilke strabadser og ubehageligheder kom Jesus uden tvivl ud for, og hvad er øjensynlig grunden til at disse ting alligevel ikke nævnes?
51 Når man tænker over det, har Jesus måttet vandre en hel del for at komme til disse spredte steder. Og alligevel klagede han aldrig over den fysiske anstrengelse eller over de strabadser han kunne komme ud for på grund af hede eller regn og støvede eller mudrede veje. Sådanne ting tillægges så ringe betydning at de slet ikke nævnes. Hovedsagen, det der havde betydning, nemlig Jesu livreddende forkyndelse — det er dét de inspirerede bibelskribenter fremhæver i deres beretninger.
52. Hvem var Jesu største modstandere, og hvad viser at de aldrig ville ændre sind og tage imod Messias?
52 Dermed være ikke sagt at Bibelen er fuldstændig tavs vedrørende de ting Jesus kom ud for i sin tjeneste. Den fortæller os en hel del om den forfølgelse og modstand der blev rettet imod ham, især af de religiøse ledere. Lige fra begyndelsen og til slutningen af sin jordiske tjeneste måtte han tage deres stadige udfordringer op. Der var nu gået over to år hvor han havde givet folk det ene mirakuløse tegn efter det andet for at bevise at han virkelig var Guds søn. Og nu, efter at han lige havde bespist flere tusind mennesker (fire tusind mænd, foruden kvinder og børn) med kun syv brød og nogle få fisk — en bedrift der skulle kunne overbevise selv den mest skeptiske — kommer farisæerne og saddukæerne og beder om et tegn fra himmelen på at han er Messias. Hvordan reagerede Jesus? Han gentog blot hvad han havde sagt til dem ved en tidligere lejlighed, nemlig: „En ond og utro slægt kræver tegn; men der skal ikke gives den andet tegn end Jonas’ tegn.“ Og som begivenhederne senere viste, nægtede disse ’onde og utro’ mænd alligevel at tro da „Jonas’ tegn“ indtraf, nemlig da Jesus befandt sig tre dage i jordens skød ligesom Jonas havde opholdt sig i fiskens bug! — Matt. 15:32-16:4; 12:38-40.
53. Hvilken vigtig begivenhed indtraf ved slutningen af Jesu to år lange tjeneste i Galilæa? Hvor foregik det?
53 Før Jesus afsluttede sin store galilæiske tjeneste som havde taget det meste af to år, tog han Peter, Jakob og Johannes med sig op på et højt bjerg. Der, muligvis på det 2750 meter høje Hermons bjerg, blev de vidne til Jesu forklarelse. — Matt. 17:1-13.
Jesus retter sin fulde opmærksomhed mod syd
54. Hvor blev Jesu virksomhed koncentreret i de sidste seks måneder?
54 I efteråret 32, ved løvhyttefesten, flyttede Jesus centeret for sin virksomhed sydpå, til Jerusalem og egnen deromkring, samt områderne Judæa og Peræa. Her koncentrerede han sin forkyndelse i de sidste seks måneder af sin jordiske tjeneste. Ligesom andre steder gav han også her kloge formaninger og lærte folk retfærdige principper, mange gange ved hjælp af rammende lignelser. Nogle af hans vigtigste udtalelser og profetier blev fremsat under virksomheden i syd.
55. Hvor ser vi Jesus forkynde trods modstand, og hvad sagde han til dem der troede og dem der ikke troede?
55 Efterhånden som enden nærmede sig og fjenden blev mere og mere desperat, måtte Jesus være endnu mere forsigtig for at de ikke skulle dræbe ham før Guds tid var inde. (Joh. 7:1-19, 25) Men betød det at denne energiske forkynder skjulte sig ude i bjergene, eller at han modererede sit budskab sådan at det ikke ville støde de gejstliges religiøse følelser? Overhovedet ikke. Efter sin sædvane trådte han dristigt ind i templet og begyndte at undervise folket. Til dem der troede på ham sagde han: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Men til modstanderne sagde han: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader.“ — Joh. 8:31, 32, 44.
56. Hvad gjorde Jesus for hurtigere at kunne skille folk i den korte tid der var tilbage af hans tjeneste?
56 Jesus erkendte at også i dette distrikt var ’høsten stor men arbejderne få’. Hvis han i den begrænsede tid der var tilbage, skulle nå at aflægge et effektivt vidnesbyrd i dette område — ligesom han havde gjort i de to år oppe mod nord — måtte der udføres et forberedende arbejde. Med dette for øje udpegede han „halvfjerdsindstyve andre og sendte dem i forvejen, to og to, til hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme“. Det betød at der nu ikke kun var seks par forkyndere, ligesom året før i Galilæa, men femogtredive forkynderpar der udråbte budskabet: „Guds rige er kommet nær til jer.“ Dette ville ganske givet berede folk så de hurtigt kunne afgøre om de var for eller imod Messias når han besøgte deres by. — Luk. 10:1-16.
57. Hvad sagde Jesus da de halvfjerds evangelister vendte tilbage, glade over at de onde ånder adlød dem? Hvad mente Jesus med det han sagde?
57 Da de halvfjerds vendte tilbage sagde de glade til Jesus: „Også de onde ånder er os lydige i dit navn.“ Men han svarede dem: „Glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i Himlene.“ Magten over de onde ånder eller dæmonerne var i virkeligheden kun et udtryk for Jehovas magt over dem, men det at få sit navn indskrevet i himmelen afhang af ens trofasthed. Man skulle derfor stræbe efter at være trofast, hvad enten man uddrev dæmoner eller gjorde noget som var mindre iøjnefaldende. — Luk. 10:17-24.
58. Nævn nogle af de vigtige sandheder den store Lærer fremholdt under sin tjeneste i syd.
58 Lad os betragte nogle af de store sandheder denne utrættelige Lærer fremholdt for folk mens han rejste rundt i sin tjeneste og kom ud for den ene situation efter den anden. Hver dag syntes han at fremdrage nye sandheder fra sin Faders forråd af visdom og kundskab. Hans lignelse om den barmhjertige samaritaner var en lektion i ægte næstekærlighed og barmhjertighed. Marta blev sat i rette fordi hun gik for meget op i det materielle; Maria blev rost for sin indstilling. Dæmoner eller onde ånder blev uddrevet ved „Guds finger“, ikke ved Satan, „de onde ånders fyrste“. (Luk. 10:24-42; 11:14-22) Man skulle ikke være bekymret for hvad man skulle spise eller klæde sig med, men derimod søge Guds rige — så ville man få hvad der var nødvendigt. De der udgør ’den lille hjord’ skulle ikke frygte, for deres Fader ville give dem andel i Riget. Herren ville sætte „den tro og kloge husholder“ over alle sine ejendele. — Luk. 12:22-32, 41-44.
59. Hvordan svarede Jesus sine modstandere da han igen blev kritiseret for at helbrede syge på sabbaten?
59 Da Jesus blev kritiseret fordi han en sabbat helbredte en kvinde der havde været krumbøjet i atten år, sagde han: „I hyklere! løser ikke enhver af jer sin okse eller sit æsel fra krybben og trækker dem til vands, selv om det er sabbat? Og denne kvinde, en Abrahams datter, som Satan har holdt lænket, tænk, i atten år, burde hun ikke løses fra denne lænke på sabbatsdagen?“ En anden sabbat helbredte han en mand der havde vattersot, og sagde: „Hvem af jer ville ikke, hvis hans søn eller okse faldt i en brønd, straks drage dem op, selv om det var på en sabbatsdag?“ — Luk. 13:10-17; 14:1-6.
60. Fortæl nogle af de interessante lignelser som den store Lærer benyttede.
60 Og hvilke interessante og lærerige lignelser denne store Lærer brugte! Gang på gang lukkede han munden på kritiske tilhørere med en rammende billedtale. Lad os betragte nogle af dem. Der var en rig mand som dog ikke var rig hos Gud; han besluttede at rive sine lader ned for at bygge dem større — men han døde samme nat. (Luk. 12:13-21) Guds rige er som et lille sennepsfrø der vokser og bliver til et stort træ, eller det er som en lille smule surdej i melet. (Luk. 13:18-21) Gæster som er indbudt til et gæstebud bør vælge de ringe pladser hvis de håber på senere at blive ophøjet. En der bygger et tårn regner først ud hvad det vil koste; en konge der ikke kan vinde kampen er hurtig til at bede om fred. Hyrden glæder sig mere over at finde det ene får han har mistet, end over de nioghalvfems der er i sikkerhed; en kvinde glæder sig mere over at finde en mønt hun har tabt, end over de ni hun ikke har tabt. (Luk. 14:7-11, 28-33; 15:4-10) Der er også den kendte lignelse om den fortabte søn, og den lige så kendte om den rige mand og Lazarus. (Luk. 15:11-32; 16:19-31) En påtrængende enke fik en ond dommer til at opfylde hendes ønske, blot fordi hun blev ved med at plage ham om retfærdighed. To mænd bad i templet; den syndige skatteopkrævers bønner blev hørt, men ikke den selvretfærdige farisæers. (Luk. 18:1-14) Dette er blot nogle få af den ypperlige Lærers mange lignelser.
De sidste, glorværdige dage af Jesu tjeneste
61. Hvad sagde Jesus at han måtte gennemgå før hans jordiske tjeneste var forbi?
61 Jesus var klar over de lidelser han snart skulle igennem, og døden der ventede ham. For tredje gang advarede han derfor sine apostle om disse kommende begivenheder, idet han sagde: „Se, vi drager op til Jerusalem, og alt det, som står skrevet hos profeterne om Menneskesønnen, skal fuldbyrdes. Thi han skal, overgives til hedningerne og blive spottet, hånet og spyttet på, og de skal piske ham og dræbe ham, og på den tredje dag skal han opstå.“ Jesus var ikke bange for at gå disse ting i møde, blot han kunne bevare sin trofasthed til døden og få et fast greb om det evige liv i himmelen oventil. — Luk. 18:31-33.
62, 63. (a) Hvorfor var man lidt i tvivl om hvorvidt Jesus ville vise sig under påskehøjtiden i Jerusalem i år 33? (b) Men hvordan blev denne tvivl fjernet om søndagen, fem dage før den 14. nisan?
62 Mens man i Jerusalem forberedte sig til påsken, talte man om Jesus, om han mon ville vise sig til højtiden. De øverste præster og farisæerne havde nemlig „givet befaling om, at hvis nogen fik at vide, hvor han opholdt sig, skulle han melde det, for at de kunne gribe ham“. — Joh. 11:55-57.
63 I denne ophidsede atmosfære gjorde Jesus sin entré — og hvilken entré! Han kom ridende ind i byen i triumftog, mens folk bredte deres kapper og lagde palmegrene foran ham idet de råbte: „Velsignet være Kongen, han, som kommer, i Herrens navn!“ Resultatet var at ’hele byen kom i bevægelse’, og farisæerne sagde til hinanden: „Der kan I se, at I slet ikke udretter noget; alverden løber jo efter ham.“ Da mørket faldt på gik Jesus derfor ud af byen og tilbragte natten uden for dens mure for at være i sikkerhed. Han havde endnu fem dages intensivt arbejde at udføre. — Luk. 19:36-38; Matt. 21:1-11; Joh. 12:12-19.
64. Hvad gjorde Jesus om mandagen i denne sidste uge, og hvorfor?
64 Dagen efter, om mandagen, rensede Jesus templet ved at jage de handlende ud og vælte vekselerernes borde. Men han var ikke en anarkist der tilskyndede til opstand eller revolution. Han var Guds retfærdige søn, og han citerede Skriften som begrundelse for sin handling, idet han sagde: „Der står skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus;’ men I gør det til en røverkule.“ Vi husker at Jesus tre år tidligere havde vist sin brændende nidkærhed for Jehovas rene tilbedelse ved på lignende måde at rense templet for begærlige handlende. Hvordan var da reaktionen på denne anden tempelrensning? „Ypperstepræsterne og de skriftkloge og folkets første mænd søgte en lejlighed til at slå ham ihjel.“ Det viste at de ikke havde forbedret sig og at de var uforbederlige. — Matt. 21:12, 13; Luk. 19:45-48.
65, 66. (a) Nævn nogle af de ting Jesus om tirsdagen fortalte folkeskaren i templet. (b) Hvilke yderligere oplysninger åbenbarede Jesus derefter for sine apostle i form af profetier og lignelser?
65 Tirsdag blev også en travl dag for Jesus, der syntes utrættelig. Vi finder ham i templet hvor han underviser folk, selv om de øverste præster og de ældste angriber hans ret dertil. Han sigtede direkte til disse utro religiøse ledere da han fortalte sine lignelser om de to sønner, om de utro vingårdsmænd og om kongesønnens bryllup. (Matt. 21:23-22:14) Da nogle for at fange ham i ord stillede ham spørgsmål om det at betale skat, om opstandelsen og om hvilket bud i Loven der er det største, svarede han dem hver og én med uigendrivelige argumenter. Derpå stillede han selv et spørgsmål om Messias’ herkomst, et spørgsmål der for alvor lukkede munden på dem: „Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham.“ (Matt. 22:15-46) Ved denne lejlighed rettede Jesus også sin skarpeste fordømmelse mod de hykleriske skriftkloge og farisæere — et sandt mesterstykke af en anklage! — Matt. 23:1-39.
66 Da Jesus gik bort fra tempelområdet sagde han profetisk: „Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ Han og hans apostle gik derpå ud til Oliebjerget, hvor han fortalte dem sin langtrækkende profeti om afslutningen på denne tingenes ordning, samt lignelsen om de ti jomfruer, den om de betroede talenter og den om fårene og bukkene. — Matt. 24:1-25:46.
67. Hvilke nedrige begivenheder huskes onsdagen for?
67 Om onsdagen, mens Jesus blev i Betania, udpønsede fjenden i Jerusalem, inspireret af Djævelen, en list for at gribe Jesus i stilhed. „Da samledes ypperstepræsterne og folkets ældste i ypperstepræstens gård; han hed Kajfas. Og de rådslog om at gribe Jesus med list og få ham dræbt.“ Et yderst velkomment og beredvilligt redskab til ugerningen viste sig, nemlig Judas Iskariot, der spurgte: „Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?“ De blev enige om tredive sølvpenge. — Matt. 26:3-16.
68. Hvilken begivenhed fandt sted efter solnedgang om torsdagen?
68 Om torsdagen traf man de sidste forberedelser til den årlige påskehøjtid. Om aftenen efter solnedgang samledes Jesus og hans tolv apostle i en stor sal ovenpå i et hus i Jerusalem for at fejre, skulle det vise sig, den sidste lovmæssige påske under den jødiske lovpagt. I sandhed en betydningsfuld aften! Før solen atter gik ned ville Jesus have givet afkald på sit jordiske liv for at gribe det virkelige liv, det evige liv og udødeligheden! — Mark. 14:12-16.
69. Hvilke begivenheder markerede de sidste timer i Jesu liv, efter at han havde fejret den sidste påske?
69 Uforstyrret opholdt Jesus og hans tolv apostle sig i dette gæsteværelse på en førstesal et sted i Jerusalem. Natten ville blive lang og søvnløs for denne trofaste søn af Gud. I løbet af de næste få timer skulle dramatiske begivenheder af stor betydning følge hurtigt på hinanden. De spiser påskemåltidet sammen, alle tretten. Jesus vasker sine apostles fødder. Judas bliver udpeget som forræderen, og han forlader brat selskabet. Derefter indstiftes mindemåltidet, og de elleve trofaste indbydes til at være med i en rigspagt sammen med Jesus. Jesus beder. Derefter går han og de elleve ud til Getsemane have. Jesus retter nu inderlige bønner til Gud før han forrådes og arresteres. Retssagen er en ren farce, idet Jesus først føres fra Annas til Kajfas, så til sanhedrinet, så til Pilatus, så til Herodes og så igen tilbage til Pilatus. — Matt. 26:20-27:2; Luk. 23:1-16.
70. Fortæl hvad der nu fandt sted uden for landshøvdingens palads.
70 Se det for dig — en råbende og skrigende folkemængde mod en fuldkommen mand som står dér, rolig og uforfærdet, iblandt dem. Pilatus spørger: „Er du jødernes konge?“ Jesus svarer: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ Da Pilatus ikke finder nogen skyld hos ham, fremstiller han igen Jesus for menneskemængden idet han siger: „Se! Mennesket!“ Hoben skriger: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“ Pilatus spørger: „Skal jeg pælfæste jeres konge?“ De øverste præster svarer: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Joh. 18:28-19:16, NW.
71. Fortæl hvordan Guds uskyldige søn blev henrettet af de romerske soldater.
71 Pisket, torteret med torne, slået i ansigtet og spyttet på, blev den Retfærdige derpå naglet til en marterpæl for at lide en langsom og pinefuld død. Endelig, omkring klokken 15 fredag den. 14. nisan år 33, udånder Jesus med ordene: „Det er fuldbragt!“ — Mark. 15:16-20; Joh. 19:1-3, 30.
72, 73. Nævn nogle af de ting som Jesus fuldbragte i løbet af sin korte tjeneste her på jorden.
72 Ja, alt hvad Jehova havde i sinde da han sendte sin enbårne søn til jorden, var blevet fuldbragt. Jesus havde lært lydighed af det han led; han havde bevist at Djævelen var en løgner, og han havde hævdet og ophøjet Jehova i stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet. Han var kommet for at „vidne om sandheden“, og det havde han visselig gjort. Han forkyndte den gode nyhed for fattige, han trøstede de sørgende, og han udråbte dagen med hævn fra Jehova for høj og lav. Han gjorde godt, han var rig på gode gerninger, han ofrede gavmildt sin tid og sine kræfter for andre, han var rede til at dele ud af sin store kundskab og visdom, og til sidst fik han et fast greb om det virkelige liv, det evige liv i himlene hos sin Fader. — Joh. 18:37; 1 Tim. 6:12, 18, 19, NW; Hebr. 5:8.
73 I alt dette efterlod Jesus os et forbillede for at vi skulle gå i hans fodspor.
[Kort på side 132]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Jesus intensiverede sin tjeneste, idet han foretog en tredje rundtur i Galilæa og besøgte „alle byer og landsbyer“ for at forkynde Guds rige
GALILÆA
Korazin
Betsajda
Kapernaum
Magadan
Kana
Tiberias
GALILÆAS SØ
Nazaret
Tabors bjerg
Gadara
Esdralonsletten
Nain
Jordan
Betania på den anden side Jordan
[Kort på side 133]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
På kort tid og næsten udelukkende til fods dækkede Jesus distriktet fra Fønikien til Dekapolis
MIDDELHAVET
FØNIKIEN
Sidon
Tyrus
Abilene
Hermons bjerg
ITURÆA
Kæsarea Filippi
TRAKONITIS
GALILÆA
Korazin
Kapernaum
Betsajda
Kana
Magadan
GALILÆAS SØ
Tiberias
Nazaret
Nain
Betania på den anden side Jordan (?)
SAMARIA
Salem (?)
Ænon (?)
Samaria
Garizims bjerg
Jakobsbrønden
DEKAPOLIS
Damaskus
Rafana (?)
Hippus
Dion
Kanata
Gadara
Abila (?)
Skythopolis
Pella
Gerasa
Kilometer 0 — 15 — 30
[Illustrationer på side 125]
Tolv år gammel opholdt Jesus sig i Jehovas tempel, hvor han lyttede og stillede spørgsmål
Efter sin dåb i år 29 påbegyndte Jesus sin dynamiske tjeneste
[Illustration på side 127]
Nidkært rensede Jesus Jehovas tempel for dem der gjorde det til en kræmmerbod
[Illustration på side 128]
Jesus opfordrede fiskerne Jakob og Johannes til at følge ham i hans tjeneste
[Illustration på side 129]
På en sabbat helbredte Jesus en mands visne hånd
[Illustration på side 130]
I sin bjergprædiken gav Jesus sine tilhørere meget at tænke på
[Illustration på side 131]
Selv når Jesus spiste, som her i en farisæers hjem, var han vågen for at lære andre sandheden
[Illustration på side 134]
I de sidste måneder af sin tjeneste forøgede Jesus sin virksomhed, idet han sendte femogtredive forkynderpar ud til at berede vejen foran ham
[Illustration på side 135]
Kort før sin død red Jesus ind i Jerusalem i triumf; hele byen kom i bevægelse
[Illustration på side 136]
Pilatus kunne ikke finde nogen skyld hos Jesus, men hoben råbte: „Pælfæst ham!“