Uden frygt for åndelige farer
1. Hvad må man gøre for at være uden frygt?
SKAL man være uden den frygt for åndelige farer som Salme 91 taler om, må man handle sådan som salmen foreskriver. En af disse forskrifter nævner salmisten i det følgende vers: „Jeg vil sige til Jehova: ’Du er min tilflugt og min faste borg, min Gud, som jeg stoler på.’“ — Sl. 91:2, NW.
2. Hvilket navn bærer altså den Højeste og den Almægtige, i overensstemmelse med Anden Mosebog 6:2, 3?
2 Vi lægger mærke til at det er til Jehova salmisten (eller den som han repræsenterer) siger: „Du er min tilflugt og min faste borg.“ Hermed fortæller han at den Højeste og den Almægtige er den som bærer det enestående navn Jehova. Dette stemmer med hvad den Højeste sagde til Moses efter at denne var vendt tilbage til Ægypten: „Jeg er [Jehova]! For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit navn [Jehova] gav jeg mig ikke til kende for dem.“ — 2 Mos. 6:2, 3.
3. Hvilket hebraisk udtryk brugte den Almægtige da han udtalte sig nærmere om sit navns betydning, hvad betyder dette udtryk, som gengivet af nogle engelske oversættelser, og hvad indebar dette?
3 Da den Almægtige udtalte sig nærmere om betydningen af sit navn, sagde han til Moses: „Ehjehʹ asherʹ Ehjehʹ.“ Dette udtryk, som findes i den hebraiske tekst til Anden Mosebog 3:14, betyder: „JEG VIL VÆRE DET JEG VIL VÆRE“ (Isak Leders oversættelse); eller: „Jeg Vil Blive hvad som helst det behager mig“ (Rotherhams oversættelse); eller: „JEG VIL VISE MIG AT VÆRE DET SOM JEG VIL VISE MIG AT VÆRE.“ (New World Translation) Det vil sige at den Almægtige kunne tilpasse sig sit folks omstændigheder, og at uanset hvad han måtte blive eller vise sig at være for sit folks skyld — naturligvis i overensstemmelse med hvad hans hensigt var — så kunne og ville han blive eller vise sig at være dette. Han kunne og ville klare enhver situation. Med dette hebraiske udtryk talte han altså ikke om sin væren til i kraft af sig selv, sin evige eksistens.
4. (a) Hvad betyder navnet Jehova ifølge dets hebraiske rodord, og hvad eller hvem refererer det til? (b) Kan navnet anvendes på Kristus, Guds søn?
4 Guds navn er beslægtet med dette udtryk. Navnet Jehova var det navn han skulle kaldes ved, mindes ved; „det skal være mit minde generation efter generation,“ sagde han. (2 Mos. 3:15, NW) Ifølge det hebraiske rodord til navnet Jehova betyder det, efter hvad man almindeligvis mener, „han lader blive (eller: viser sig at være)“, det vil sige med hensyn til sig selv, altså med hensyn til det han selv vil blive eller vise sig at være; ikke med hensyn til det han skaber. Hvem blandt alle intelligensvæsener kunne med rette give sig selv et navn som dette? Det kunne ingen andre end den Højeste og Almægtige. Ikke engang Guds søn, Jesus Kristus, antog et navn som dette. Han kunne få et navn hvori Guds navn indgik, som for eksempel Jesua eller Jesus, der betyder „Jehova er frelse“, men aldrig navnet Jehova alene. — Jer. 23:6; 33:16.
5. Hvorfor kan man med rette sige at Jehova er ens „tilflugt“ og „faste borg“, og hvordan siger Ordsprogene 18:10 noget lignende?
5 Med rette kan da de på hvis vegne Salmisten taler i Salme 91:2, sige til Jehova: „Du er min tilflugt og min faste borg.“ Især siden efterkrigsåret 1919 er han blevet denne tilflugt og faste borg for dem. Naturligvis i åndelig forstand. Eftersom Jehova er usynlig kræver det en stærk tro at sige dette til ham og virkelig mene det og handle i overensstemmelse med det. Men hvem andre er der at søge tilflugt hos end Jehova, den Højeste? Hvilken borg eller fæstning kunne være stærkere eller vanskeligere at angribe og indtage end den Almægtige selv? Det var med en visdom der var givet ham ovenfra kong Salomon i sin tid skrev: „[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“ — Ordsp. 18:10.
6. Hvis navn må man stadig påkalde for at opnå frelse, selv om det må ske gennem Kristus, og hvem er de kristnes „tilflugt“ og „faste borg“?
6 Det er stadig, når alt kommer til alt, Jehovas navn som syndige, jordiske skabninger må påkalde for at opnå evig frelse, selv om det nu må ske gennem Jesus Kristus, Guds søn. Det er ikke blot den førkristne profet Joel der siger dette. (Joel 3:5) Også apostelen Peter har sagt det. Han gjorde det på pinsedagen i år 33 e.v.t., da den kristne menighed blev grundlagt. (Apg. 2:21) Flere år senere skrev apostelen Paulus det, nemlig i Romerbrevet 10:13. Selv om vi kun får adgang til den Højeste og Almægtige gennem hans mellemmand Jesus Kristus, er det stadig Jehova vi må søge tilflugt hos og som er vor uindtagelige fæstning. — Zef. 3:12, NW.
Den Gud man må stole på
7-9. (a) Hvorfor udelukker udtrykket „min Gud“ i Salme 91 ikke at salmen kan anvendes på Jesus Kristus? (b) Hvad udbrød den tvivlende Tomas over for den opstandne Jesus, og hvad ville Johannes vise ved at berette om denne tildragelse i sit evangelium?
7 Jehova var mere for salmisten end en tilflugt og fast borg. Hans fulde udtalelse, henvendt til Jehova, lyder: „Du er min tilflugt og min faste borg, min Gud, som jeg stoler på.“ — Sl. 91:2, NW.
8 Når salmisten kalder Jehova for „min Gud“, betyder det at Jehova var den som salmisten måtte tilbede som det guddommelige Væsen. Det ville også være et udtryk som Jesus Kristus selv med rette kunne bruge når han henvendte sig til Jehova, og udtrykket „min Gud“ udelukker derfor ikke at Salme 91 kan anvendes på ham. Lige før sin død på henrettelsespælen uden for Jerusalem citerede han Salme 22:1 da han råbte til sin himmelske Fader: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ (Matt. 27:46; Mark. 15:34) Det er rigtigt at Jesus efter sin opstandelse fra de døde lod apostelen Tomas undersøge mærket af naglerne i hans hænder og fødder og at Tomas forbløffet udbrød: „Min Herre og min Gud!“ Men Jesus forstod Tomas’ udbrud på rette måde, og det gjorde apostelen Johannes også. Da Johannes berettede om denne tildragelse i sit evangelium, søgte han ikke at bibringe læseren den tanke at Jesus var Jehova Gud eller at han var en del af en treenig guddom, nemlig „Gud Søn“. Umiddelbart efter beretningen om Tomas’ udbrud og Jesu reaktion herpå fortæller Johannes nemlig hvad formålet med denne beretning er, idet han siger:
9 „Jesus gjorde rigtignok også mange andre tegn i disciplenes påsyn, ting som ikke er skrevet i denne skriftrulle. Men dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn [ikke: Gud Søn].“ — Joh. 20:26-31; Matt. 16:16.
10. (a) Hvem ville den opstandne Jesus stige op til, ifølge det budskab som Maria Magdalene skulle overbringe Jesu brødre? (b) Hvad beskyttes vi imod ved at tilbede Jehova som den eneste levende og sande Gud?
10 En uge før dette fandt sted havde den opstandne Jesus sagt til Maria Magdalene, i nærheden af den grav hvor hans legeme var blevet lagt: „Gå til mine brødre og sig til dem: ’Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.’“ (Joh. 20:17) Den himmelske Fader var Gud for Jesus, ligesom han var Gud for Jesu disciple. De inspirerede skrifter omtaler mange gange Jesus Kristus som „Guds søn“, men aldrig som „Gud Søn“. (Matt. 14:33; 27:40, 43, 54; Mark. 1:11; 5:7; 15:39; Luk. 1:35; Joh. 1:34, 49; 5:25; 10:36; 11:4, 27; Apg. 9:20; Åb. 2:18; m.fl.) Ved at tilbede den Højeste og den Almægtige, Jehova, som den eneste levende og sande Gud (Joh. 17:3), beskyttes vi således mod at tilbede en falsk treenig guddom eller at forfalde til andre former for hedensk gudsdyrkelse. Jehova er den Gud vi må stole på.
11. Hvem stolede Paulus, Jesus, salmisten og Ordsprogenes forfatter på?
11 Apostelen Paulus sagde: „Dette skete for at vi ikke skulle stole på os selv, men på den Gud som oprejser de døde. Fra noget så stort som døden befriede han os og vil han befri os.“ (2 Kor. 1:9, 10) Og i Hebræerbrevet 2:13 lægges ordene fra Esajas 8:17, 18 i munden på Jesus Kristus, idet der siges: „Og videre: ’Jeg vil stole på ham.’ Og yderligere: ’Se! Jeg og de børn som Jehova gav mig.’“ Vi tør ikke stole hverken på os selv eller på andre dødelige mennesker: „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! . . . Salig den, hvis hjælp er Jakobs Gud, hvis håb står til [Jehova] hans Gud.“ (Sl. 146:3-5) Den vise kong Salomon gav udtryk for den samme sikre leveregel da han sagde: „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand.“ — Ordsp. 3:5.
12. Hvad vil det at stole på Jehova som Gud betyde for os med hensyn til hans ord og hans bud og med hensyn til tilbedelsen af ham?
12 Følgelig betyder det at vi stoler på denne Gud hvis navn er Jehova, at vi holder fast ved tilbedelsen af ham uden at lade os rokke, uden at gå på kompromis med Babylon den Store, som er den falske religions verdensimperium. (Åb. 17:1 til 18:24) ’At stole på Jehova som Gud’ indebærer at man tror helt og fuldt på De hellige Skrifter som han har inspireret ved sin hellige ånd, og holder hans bud, sådan som hans søn Jesus Kristus gjorde. Det indebærer at man nidkært værner om tilbedelsen af Jehova Gud, at man holder den ren for menneskelige traditioner og verdslige skikke.
13. (a) Hvilke fire faktorer som nævnes i de to indledende vers til Salme 91 virker i forening til vor sikkerhed? (b) I hvilken særlig tidsperiode har disse fire egenskaber virket til gavn for os, og hvor finder vi eksempler på de farer vi beskyttes imod?
13 Lad os standse op her og lige gøre os klart at vi i blot disse to vers som danner indledningen til Salme 91 har fire betydningsfulde betegnelser for den Gud som vi tilbeder, samt fire væsentlige ting som er forbundet med disse betegnelser. Nemlig: (1) Den Højeste og hans „skjul“ som vi må bo i; (2) den Almægtige og hans „skygge“ som vi må søge ly under; (3) Jehova og hans tilflugt og faste borg; og (4) Gud og hans pålidelighed. Dette er en uovertruffen kombination af faktorer som tilsammen virker for de sande tilbederes sikkerhed og bevarelse, såfremt de da opfylder betingelserne for at nyde denne sikkerhed. Denne uforlignelige kombination af guddommelige egenskaber har gjort sig gældende i de år der allerede er gået af „endens tid“ for den nuværende tingenes ordning, og vi har som følge deraf erfaret en storslået åndelig sikkerhed. På hvilken måde disse egenskaber har tjent til vor åndelige sikkerhed, viser salmisten i det følgende, hvor han gør os opmærksom på de farer vi er blevet beskyttet imod.
„Fuglefængerens“ farlige „snare“
14, 15. (a) Hvilket billede anvendes i Salme 91:3? (b) Hvilket lignende billede anvender David i Salme 124, og hvem er det møntet på?
14 Idet salmisten nu går over til at give detaljerede eksempler på det han har sagt i de to første vers, siger han: „For han vil selv udfri dig af fuglefængerens snare, fra pesten der volder modgang.“ — Sl. 91:3, NW.
15 Salmisten anvender her et billede, for vi er ikke bogstavelige fugle der er i fare for at blive fanget i en bogstavelig „fuglefængers“ snare. Billedet med fuglene som befinder sig „under den Almægtiges skygge“ føres videre her. Salmisten David sammenligner sig selv og sine landsmænd med fugle der blev fanget i en fælde som de senere blev udfriet fra. I Salme 124:1-8 siger han: „Så sige Israel — havde [Jehova] ej været med os, da mennesker rejste sig mod os, så havde de slugt os levende, . . . Lovet være [Jehova], som ej gav os hen, deres tænder til rov! Vor sjæl slap fri som en fugl af fuglefængernes snare, snaren reves sønder, og vi slap fri. Vor hjælp er [Jehovas] navn, himlens og jordens skaber.“ I dette tilfælde var „fuglefængerne“ ikke bogstavelige fuglefængere, og ’fuglen’ som slap fri af den sønderbrudte snare var ikke en bogstavelig fugl, men viser tilbage til „vor sjæl“, Israels nations sjæl eller liv.
16. Hvilken nutidig opfyldelse har Salme 124 fået, og er der fare for endnu en „snare“?
16 Som en opfyldelse af denne profetiske salme brød Jehova Gud virkelig den snare itu som det åndelige Israels salvede rest var blevet fanget i. Det var den snare som var blevet opstillet af Babylon den Store og dennes politiske, juridiske og militære medsammensvorne. I foråret 1919 sønderbrød Jehova denne snare og udfriede sin angrende rest, så de symbolske fuglefængere ikke kom til at sætte tænderne i den fangne „fugl“. Derefter blev den undslupne rest af det åndelige Israel ført ind i „den Højestes skjul“ og fandt ly under „den Almægtiges skygge“. Dog opstilles der stadig en „snare“ for dem af en „fuglefænger“, og Jehova må stadig beskytte dem mod at blive fanget i den.
17. Hvem er den symbolske „fuglefænger“, som påpeget i Vagt-Taarnet i 1905 og i 1927?
17 Hvem er da denne „fuglefænger“ og hvori består hans „snare“? Man har længe erkendt og været enig om at den symbolske „fuglefænger“ er Satan Djævelen. Så langt tilbage som i 1904 bragte Watch Tower for 1. marts en artikel som hed „Under Hans Vinger“, hvori blandt andet Salme 91:3 blev kommenteret. Der blev her sagt at „fuglefængerens snare“ er „Satans Bedrag, som alle de, der ikke er beskyttede, skal snuble i“. (Vagt-Taarnet, december 1905, side 95, spalte 2) Samstemmende hermed hed det i en langt senere udgave af Vagttaarnet: „Det synes at være ganske sikkert, at den her omtalte ’Fuglefænger’ er Djævelen, og at hans Snare er de Metoder, han og hans Organisation bruger, idet de paa talrige bedrageriske Maader arbejder paa at besnære dem, der gør Paastand paa at være den Højestes Tjenere.“ (Side 263, paragraf 37, Vagttaarnet for 1. september 1927, der bragte den første af føromtalte række på tre artikler om Salme 91.) Af alle de symbolske „fuglefængere“ Bibelen omtaler, er Satan Djævelen den mest fremtrædende.
18. Hvem sammenlignes med fuglefængere af Jeremias og Hoseas, og hvilke metoder benyttede disse fuglefængere?
18 I Jeremias 5:26 beskrives den metode som den symbolske fuglefænger benytter: „Thi der findes gudløse i mit folk; de ligger på lur, som fuglefængere dukker de sig; de sætter fælder, de fanger mennesker.“ Hvordan falske profeter var ligesom fuglefængere i det frafaldne Efraim (Israels ti-stammerige) gøres der opmærksom på i Hoseas 9:8, således: „Hvad angår en profet: der er en fuglefængers snare på alle hans veje.“ (NW; se også Kalkar, Lindberg) Den store „fuglefænger“, Satan Djævelen, er ude for at fange mennesker, dem som har søgt ly „under den Almægtiges skygge“.
19. Hvori består den symbolske „snare“ som den store „fuglefænger“ benytter?
19 Hvad er så den symbolske „snare“ mod hvilken Jehova Gud beskytter dem der bliver ved med at bo „i den Højestes skjul“? Den symbolske „snare“ som Satan Djævelen opstiller for dem der stoler på Jehova Gud som deres „tilflugt“ og „faste borg“, er den jordiske organisation som modstår Guds organisation, nemlig Satans synlige organisation. I den søger Guds store Modstander at fange dem der tilbeder Jehova og fastholde dem dér som sine ofre, til deres åndelige fordærv og til sidst deres ødelæggelse.
20. (a) Siden hvornår er det især blevet påpeget at Gud har en organisation, og hvis man ikke tilhører denne organisation, hvilken tilhører man da? (b) Hvilken organisation tilhørte Jesus og hans disciple, ifølge Jesu egne ord?
20 Især siden 1922 er det ud fra de inspirerede skrifter blevet påpeget at Jehova Gud har en organisation, hvortil hører hans organiserede „rest“ på jorden, og at der findes en fjendtlig organisation, Satans organisation, bestående af en usynlig, dæmonisk, del og en synlig, jordisk, del. Endvidere blev det påpeget at hvis man ikke tilhører Jehovas synlige organisation, tilhører man Modstanderens organisation. Jesus Kristus, som Salme 91 i første instans er møntet på, tilhørte Jehova Guds organisation. Hans trofaste disciple hørte også til denne guddommelige organisation. Derfor kunne han også sige til Gud, da han ledede sine elleve trofaste apostle i en bøn: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Joh. 17:14, 16) Dette, sagde han, var grunden til at verden hadede dem. — Joh. 15:18-20.
21, 22. (a) Hvad bruger man som regel for at lokke et offer i en fælde, og hvad bruger den store fuglefænger hertil? (b) Hvad inspirerede Gud Johannes til at skrive om verdens tillokkelser?
21 Sædvanligvis går offeret i fælden uden at vide af det. Den der opstiller fælden har som regel lagt noget lokkemad ud for at bringe det intetanende offer hen til fælden, hvorefter fælden klapper i når dyret begynder at nippe til lokkemaden. Satan Djævelen er som „fuglefænger“ uovertruffen til at lokke ofre i sin fælde. Hvilken lokkemad benytter han for at indfange folk i sin synlige, verdslige organisation, for at fange dem som ofre i en fælde? Han benytter denne verdens tillokkelser, som appellerer til det selviske i mennesket, dens lovende muligheder for at opnå rigdom, berømmelse, position og magt. Som en advarsel mod denne bedrageriske lokkemad inspirerede Jehova Gud den kristne apostel Johannes til at skrive til dem der havde søgt ly „under den Almægtiges skygge“:
22 „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Joh. 2:15-17.
23. (a) Hvorfor ønsker vi ikke at handle som Demas, der en tid var sammen med Paulus? (b) Hvilken „snare“ er vi kommet ud af ved at følge opfordringen i Åbenbaringen 18:4, og hvor befinder vi os nu?
23 Nu, nitten hundrede år efter at disse ord blev nedskrevet af Johannes, er Satan Djævelens snare, hans organisation, meget nær ved at forsvinde for evigt. Hvorfor skulle de af os som er sluppet ud af Satans synlige organisation og har søgt tilflugt i „den Højestes skjul“ lade sig lokke tilbage til denne organisation som er dømt til undergang? Vi ønsker ikke at handle som Demas, der tidligere havde været kristen men om hvem apostelen Paulus skrev kort før sin død: „Demas har forladt mig fordi han fik kærlighed til den nuværende tingenes ordning, og han er taget til Tessalonika.“ (2 Tim. 4:10) Det store, religiøse Babylon, kristenheden indbefattet, er blevet fanget og holdes fast i Satans synlige organisations snare, og går en tidlig undergang i møde sammen med den. I lydighed mod Guds befaling i Åbenbaringen 18:4 har vi gjort os fri af det store Babylon og af Satans snare, som dette Babylon er fanget i. Ved ikke at søge tilbage til det kan vi fortsat nyde goderne af at være blevet udfriet af „fuglefængerens snare“. Under „den Almægtiges skygge“ nyder vi en åndelig sikkerhed.
„Pesten der volder modgang“
24, 25. (a) Hvad nævner salmisten i samme vers, i forbindelse med fuglefængerens snare? (b) Hvad er dette et symbol på, og hvorfor er det et passende billede?
24 I det samme vers nævner salmisten, sammen med „fuglefængerens snare“, en anden trussel mod den åndelige sikkerhed, nemlig en dødbringende epidemisk sygdom som er meget smitsom. Han siger: „For han vil selv udfri dig af fuglefængerens snare, fra pesten der volder modgang.“ — Sl. 91:3, NW.
25 Ligesom fuglefængerens „snare“ er denne „pest“ som volder modgang, symbolsk. Eftersom den inspirerede salmist forbinder disse to ting med hinanden, er den symbolske pest af i dag noget der hører sammen med fuglefængerens snare, det vil sige sammen med Satans synlige, jordiske organisation. Denne billedlige „pest“ er faktisk opstået og udviklet inden for denne selviske, verdslige organisation. Denne smitsomme „pest“, der raser som et uvejr over hele jorden, er nationalismen.
26. Siden hvornår har nationalismen grebet folkene, og hvad har historikeren Arnold Toynbee inden for de seneste år sagt om nationalismen?
26 Verdslige historikere har lagt mærke til at siden den første verdenskrig i 1914-1918 har nationalismens ånd grebet verdens folkeslag. Dette er der intet mærkeligt ved, for denne krig blev udkæmpet af de allierede „for folkenes selvbestemmelsesret“. Så sent som den 21. november 1972 udtalte den engelske historiker Arnold Toynbee:
„Siden den anden verdenskrigs afslutning har nationalismen bevirket at antallet af lokale, suveræne, uafhængige stater er blevet fordoblet, og deres gennemsnitsstørrelse halveret. . . . Menneskehedens strategiske og hygiejniske problemer er verdensomfattende, og de presser på; de kan ikke løses af de lokale staters regeringer. De kræver at der oprettes en global myndighed som forsynes med overnational magt. Menneskehedens fortsatte eksistens er betinget af politisk enhed, men den nuværende indstilling blandt menneskene går mere og mere i den modsatte retning. Er vi gået fra forstanden?“
27. Hvordan har nationalismen været ligesom „pesten der volder modgang“?
27 Satan Djævelen, som Jesus Kristus kaldte „denne verdens hersker“, har ansvaret for denne bølge af nationalisme, hvormed han håbede at ødelægge dem der siger til Jehova: „Du er min tilflugt og min faste borg, min Gud, som jeg stoler på.“ (Sl. 91:2, NW) Denne politiske „pest“ har været årsag til megen „modgang“. Til trods for at Folkeforbundet var blevet oprettet i 1920, opstod der stærkt nationalistiske, diktatoriske bevægelser som Mussolinis i Italien, Stalins i Sovjetunionen og Hitlers i Tyskland, samt det kejservenlige politiske parti i Japan. Nationalismen blev den kraft som satte den anden verdenskrig i gang. Den gav anledning til at en fanatisk patriotisme blussede op, at man viste en glødende, næsten religiøs hengivenhed for nationale symboler, at man opbyggede et militært beredskab ledsaget af tunge skattebyrder, at internationale stridigheder greb om sig, og man stædigt fastholdt den nationale suverænitet fremfor at underordne sig Jehovas universelle suverænitet og hans messianske rige.
28. Hvem har denne „pest“ især voldt trængsler og lidelser, men i hvilket spørgsmål er de ikke gået på kompromis?
28 Ud over den modgang som dette har forvoldt menneskeheden i almindelighed, har det påført Jehovas kristne vidner trængsler og lidelser i særdeleshed. Men den Almægtige har ikke tilladt at de er blevet smittet af nationalismens „pest“ eller at de er faldet som ofre for dens dødbringende virkning på den kristne åndelighed. De er ikke hverken blevet tvunget eller lokket til at tilbede det politiske „vilddyr“, som bærer tallet 666, eller dets politiske „billede“, De forenede Nationer, Folkeforbundets efterfølger. (Åbenbaringen, kapitel 13; 15:2-4; 20:4) De er ikke gået på kompromis, men har vist Jehova absolut hengivenhed og støttet hans universelle suverænitet.
29. Hvad gik disse enigt ind for i 1939, trods den anden verdenskrigs udbrud, og hvad har det medført for dem, åndeligt set?
29 Da den anden verdenskrig udbrød i 1939, erklærede de enigt, på et tidligt tidspunkt under krigen, at de som kristne ville forholde sig absolut neutrale i verdens politiske og militære stridigheder. (Se artiklen „Neutralitet“ i Vagttaarnet for 1. januar 1940.) Selv om de har lidt for deres trofasthed og nogle endog måtte ofre livet, har Jehova Gud sørget for deres åndelige sikkerhed „i den Højestes skjul“ og „under den Almægtiges skygge“.
(Fortsættes)