Populært at være „født igen“

„GENFØDELSE GRIBER OM SIG.“ Sådan lød overskriften til en pressemeddelelse fra Los Angeles som stod at læse i New York Post den 19. maj 1980. Det hed videre: „Mere end halvdelen af alle voksne amerikanere har oplevet en varig religiøs ’genfødsel’, forlyder det ifølge en gallupundersøgelse der ventes offentliggjort om kort tid. Af denne meningsmåling . . . fremgår det at 84 millioner voksne amerikanere har foretaget en personlig overgivelse til Jesus Kristus og at de stadig anser denne overgivelse for at stå ved magt.“ Nogen tid forinden havde et rundspørge vist at næsten halvdelen af alle protestantiske teenagere i USA „har oplevet en ’genfødsel’“. Den 6. juli 1980 skrev ugebladet Parade at alle de tre daværende præsidentkandidater i De forenede Stater, nemlig Carter, Reagan og Anderson, hævdede at være „genfødte“ kristne.

„Genfødte“ kristne forklarer undertiden deres succes i forretningsverdenen med at de er blevet født igen. En overordentlig succesrig forretningsmand i New York skal have sagt: „Du åbner dig for Herren, og Herren hjælper dig. Da jeg skulle købe Bonwit Teller manglede jeg 2,5 millioner dollars, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle få dem fra. Det var et helt mirakel. Og det samme skete da jeg købte Tiffany og manglede 1 million dollars.“ I en artikel med overskriften „Stadig flere ’genfødte’ baseballspillere“ kunne man i en pressemeddelelse fra San Francisco læse at flere og flere baseballspillere hævder at være født igen. Artiklen indeholdt adskillige udtalelser af baseballspillere som mente at deres succes skyldtes deres genfødsel. En af dem sagde: „Det er ikke så ofte jeg bliver interviewet, så jeg vil gerne benytte lejligheden til at give Jesus Kristus æren. Han er nr. 1 i mit liv.“ En anden udtalte at det er „så meget lettere at spille baseball — ligesom det også går lettere i livets spil — når man har Gud som partner“.

I en beretning om ’den elektriske kirkes’ økonomiske succes hedder det endvidere: „Religiøse TV-udsendelser er en indbringende forretning der breder sig i USA. Genfødte kristne betaler størsteparten af udgifterne til forestillingerne: Jerry Falwells succes. Mål: ’Hjerter og tegnebøger’.“ — The Wall Street Journal.

Ikke alle religiøse mennesker i kristenheden er imidlertid glade for denne udvikling. New York Times skriver for eksempel at presbyterianere står splittede i spørgsmålet om den evangeliske rolle og at deres trossamfund har diskuteret påvirkningen fra „genfødte“ grupper. Nogle har stemplet tendensen som ren og skær følelsesbetonet, og en professor der underviser vordende præster har klaget over at ’mange elever simpelt hen er umulige at undervise, på grund af deres „genfødte“ indstilling. Ved et præsteseminarium hævdede omkring halvdelen af eleverne at de var blevet født igen.

Den almindelige opfattelse af begrebet at være „født igen“ er at det svarer til at man har „overgivet sig“ til at tjene Gud og Kristus, hvilket er den forklaring fremtrædende evangelister giver. Dette afføder nogle spørgsmål: Jesus sagde at den vej der fører til livet er trang og vanskelig og at det er få der finder den. (Matt. 7:13, 14) Han udtalte også flere gange at hans disciple ikke var en del af verden. (Joh. 15:19; 17:16) Hvordan kan disse ord af Jesus harmonere med den påstand at over halvdelen af den voksne befolkning i USA har oplevet en „genfødsel“? Og ikke nok med det. Hvis halvdelen af den voksne befolkning i et land er „genfødte“ kristne, hvorfor er der da så megen lovløshed, så megen kriminalitet, så meget skattesnyderi, så megen politisk korruption, så megen kønslig umoralitet, så megen materialisme og så megen „jeg-dyrkelse“? Lover Bibelen dem der er „født igen“ succes i forretningsanliggender? Er Gud og Kristus partnere til baseballspillere, og hjælper de dem med at vinde kampene?

Jesus sagde til farisæeren Nikodemus, en af jødernes ledere: „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen.“ (Joh. 3:5, 7) Hvad mente Jesus med disse ord? Hvad er Jehova Guds hensigt med at lade nogle blive født igen? Hvilke skridt fører til at et menneske fødes igen, og hvilke forpligtelser påhviler der dem som er født igen? Før vi kan give et tilfredsstillende svar på disse spørgsmål må vi fastslå visse grundlæggende kendsgerninger i forbindelse med Jehova Guds principper og hans hensigter med jorden og mennesket.

Få regelmæssig åndelig næring

DEN største lærer der nogen sinde har levet på jorden sagde ved en lejlighed at mennesket ikke lever af brød alene men også af åndelig føde fra Guds ord. Dette fortæller os at kristne bør have regelmæssige åndelige spisevaner, ligesom man jo også spiser regelmæssigt af den bogstavelige føde. (Matt. 4:4) Den åndelige føde indbefatter ikke blot Bibelen, men også læsestof der kan hjælpe os til at forstå Bibelen. Det er grunden til at Jehovas Vidners forlag og administrative organ, Vagttårnets selskab, ikke blot trykker bibler men også regelmæssigt udgiver bøger og blade som kan hjælpe interesserede læsere til at få en stadig større og dybere forståelse af Bibelen.

Nogle har sat spørgsmålstegn ved værdien af at læse disse bøger og blade regelmæssigt, eftersom det ofte er de samme emner der bliver behandlet igen og igen. Hertil kan man imidlertid sige at vi jo også spiser de samme bogstavelige fødemidler igen og igen — brød, kartofler, ris eller hvad det nu måtte være. Og apostelen Peter skrev at han ’altid ville være indstillet på at minde de kristne om disse ting, skønt de kendte dem og var befæstede i sandheden som var nærværende hos dem’. (2 Pet. 1:12) Desuden bør man bemærke at når et emne tages op igen, bliver der ofte anlagt nye synsvinkler, fremført nye synspunkter, givet et dybere indblik i emnet og bragt en bedre og grundigere behandling af stoffet. Det er som der står i Ordsprogene 4:18: „Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“

Bedre forståelse af samvittigheden

Som et eksempel på dette kan vi tage spørgsmålet om samvittigheden. I januar 1973 bragte Vagttårnet en række artikler om samvittighedens rolle som „vidne“. De viste at samvittigheden optræder som en indre stemme der vidner enten for eller imod os, og at den fungerede hos mennesket allerede før Jehova Gud gav det en skriftlig lov. Det blev også understreget i disse artikler at man må respektere andres samvittighed og at samvittigheden spiller en rolle i forbindelse med verdsligt arbejde. Det var første gang dette emne var blevet så klart belyst.

I juli 1975 blev der bragt endnu to artikler om samvittigheden. Heri blev det blandt andet klargjort at samvittigheden hovedsagelig virker på to måder. Den har hvad man kan kalde en dømmende funktion, idet den melder sig efter at vi har begået en forkert handling og dømmer os skyldige på grund af det vi har gjort. (2 Sam. 24:10) I de kristnes tilfælde bør den dog oftere have det der kan betegnes som en lovgivende funktion. Dermed være naturligvis ikke sagt at samvittigheden kan vedtage nye love for den kristne. Men på grundlag af Bibelens love og principper kan den tjene som en vejledning for ham. Den vil på forhånd sige ham om en bestemt

Guds hensigt med at lade nogle „fødes igen“

„Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen.“ — Joh. 3:5, 7.

1, 2. (a) Hvad må vi forstå og værdsætte før vi kan få en tilfredsstillende forklaring af Guds hensigt med at lade nogle „fødes igen“? (b) Hvilket vidnesbyrd indeholder Guds ord om hans retfærdighed, men hvad forpligter hans retfærdighed ham ikke til?

FØR vi kan få en tilfredsstillende forklaring af Guds hensigt med at lade nogle „fødes igen“, er det nødvendigt at vi forstår og værdsætter Jehova Guds vigtigste egenskaber og hans hensigter med jorden og mennesket.

² Guds ords vidnesbyrd lader os ikke i tvivl om at en af Guds mest fremtrædende egenskaber er retfærdighed. Retfærdighed er selve grundvolden for hans trone. (5 Mos. 32:4; Sl. 89:15) At han er retfærdig forpligter ham imidlertid ikke til at vise alle sine fornuftbegavede skabninger nøjagtig den samme gunst. For eksempel skabte han nogle som åndeskabninger, engle, der står langt over menneskene. Han belønner heller ikke alle sine trofaste jordiske skabninger på samme måde. Jesus sagde således om Johannes Døber at „den mindste i Himmeriget er større end han“. (Matt. 11:11, da. aut.) Dette er noget vi gør klogt i at have i tanke når vi undersøger spørgsmålet om at være „født igen“.

Guds hensigt med jorden og mennesket

3. Hvilke vidunderlige fremtidsudsigter havde Adam og Eva da de blev skabt?

³ For at forstå Guds hensigt med at lade nogle mennesker „fødes igen“, er det nødvendigt at forstå de omstændigheder der fik Gud til at tage dette skridt. Går vi tilbage til vore første forældre ser vi at Gud gav dem påbudet: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over . . . alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mos. 1:28) Som fuldkomne mennesker var Adam og Eva Guds børn. Eftersom Gud havde sat dem i en dejlig have, fyldt med alle slags smukke dyr og blomster og herlige frugter, var alle betingelser til stede for at de kunne leve en lykkelig tilværelse. Efterhånden som de underlagde sig jorden og opfyldte den med deres egen art, ville hele jorden til sidst blive et paradis befolket med fuldkomne mennesker ligesom Adam og Eva. Hvilke vidunderlige fremtidsudsigter lå ikke foran dem!

4, 5. (a) Hvorfor kom vore første forældre ikke til at tjene Guds hensigt? (b) Ved hvem besluttede Jehova da at hans hensigt med jorden og mennesket skulle fuldbyrdes?

⁴ Vore første forældre manglede imidlertid værdsættelse af alt det Gud havde gjort for dem, og de overtrådte hans lov. Gud viste dem derfor bort fra sin familie af sønner og dømte dem til døden. Følgelig blev alle deres efterkommere født som syndere der var underlagt døden. (1 Mos. 3:19; Rom. 5:12) Hverken vore første forældre eller nogen af deres efterkommere har kunnet føre Guds oprindelige påbud til menneskeslægten ud i livet. Betyder det at Guds hensigt med jorden og mennesket aldrig vil blive virkeliggjort? På ingen måde, for Guds ord forsikrer os om at hans hensigt aldrig slår fejl. — Es. 46:10, 11; 55:10, 11.

⁵ Hvordan vil Guds oprindelige hensigt med jorden og mennesket da blive fuldbyrdet? Det vil ske ved hjælp af en sæd hvis komme Gud forudsagde allerede i Edens have og som han også gav Abraham løfte om. Apostelen Paulus viser at denne sæd først og fremmest er Jesus Kristus. — 1 Mos. 3:15; 22:17, 18; Gal. 3:16, 29.

Hvordan Guds oprindelige hensigt vil blive virkeliggjort

6. Hvordan åbnede Gud vejen til at Adams efterkommere atter kunne blive en del at Guds familie?

⁶ Hvordan kunne Jesus Kristus foranledige at Guds oprindelige hensigt blev virkeliggjort? Først og fremmest ved at fjerne den fordømmelse der hvilede over menneskeslægten på grund af Adams oprør. Det kunne han gøre fordi han var født som et fuldkomment menneske, idet Jehova Gud — og ikke Marias mand Josef — var hans Fader. Jesus fjernede denne fordømmelse ved at dø på marterpælen som et offer. Et af de vigtigste formål med hans komme til jorden var netop at han skulle give sit liv som en løsesum. Derved åbnede han vejen til at Adams efterkommere atter kunne blive en del af Jehovas godkendte familie. — Matt. 20:28.

7. På hvilket grundlag blev Jesus oprejst fra de døde som en åndeskabning?

⁷ En død genløser kunne imidlertid ikke gavne menneskeslægten. Derfor oprejste Jehova Gud Jesus Kristus på den tredje dag, idet han gjorde ham „levende i ånden“. (1 Pet. 3:18) Jehova gjorde dette på grundlag af det der var sket ved Jordan da Jesus var blevet døbt. Dér havde Gud, ved hjælp af sin hellige ånd, „født“ Jesus som sin åndsavlede søn. Johannes Døber havde ikke alene set Guds ånd dale ned over Jesus som en due, men han havde også hørt Guds stemme sige: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ — Matt. 3:16, 17; Hebr. 10:5-10.

8. Hvad blev Jesus, foruden at blive „født igen“ ved Jordan, salvet og ordineret til?

⁸ Jesus blev derved ikke alene en åndelig søn af Gud men også Messias, Kristus, den der var salvet til at være konge i Guds rige. Samtidig blev han ordineret til at tjene som ypperstepræst til gavn for den døende menneskehed, for at fjerne synden og dens nedbrydende virkninger. (Hebr. 7:26) Desuden blev ordene i Esajas 61:1, 2 nu opfyldt på ham: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet.“ Jesus var altså blevet åndsavlet, „født igen“. Som Guds ånds-salvede søn forblev han trofast indtil døden, til trods for alle Satan Djævelens forsøg på at få ham til at bryde sin integritet. Derfor oprejste Gud ham fra døden.

9. Hvilken ret fik Jesus på grund af sin trofasthed indtil døden, og i hvilken hensigt?

⁹ Derefter „ophøjede Gud ham . . . til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn“. (Fil. 2:9-11) Jesu opstandelse blev bekræftet af flere hundrede vidner. Kort før han vendte tilbage til sin Fader i himmelen sagde han til sine disciple: „Al myndighed [eller magt] i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Matt. 28:18) I kraft af sin offerdød havde han nu fået overdraget den fulde ret til at genrejse menneskeheden, og i kraft af sin opstandelse og himmelfart, hvorved han tog sæde ved Guds højre hånd i himmelen, fik han også magten til at gøre det. (Luk. 22:69) Jesus Kristus er således i stand til at virkeliggøre Guds oprindelige hensigt med jorden og mennesket. Alle de messianske profetier er derfor møntet på ham. — Se Salme 72; Esajas 9:6, 7; 11:1-10.

Hvorfor andre „fødes igen“

10, 11. (a) Hvilke skriftsteder viser at nogle skal herske sammen med Jesus i hans rige? (b) Hvor mange vil få del i dette privilegium, og hvordan ved vi at det anførte tal skal tages bogstaveligt?

¹⁰ Vil Jesus Kristus udvirke alt dette alene? Nej. Vil han have engle til at herske sammen med sig i sin regering? Nej. De der sammen med ham vil opfylde de messianske profetier, er nogle der har været mennesker på jorden ligesom han. Men før de kan få del i Kristi rigsregering må de, ligesom han, først „fødes igen“ mens de er på jorden. Jehovas ånd, der virker på dem, avler dem som åndelige sønner der har udsigt til evigt liv i himmelen. Som sådanne har de et særlig nært forhold til Gud, idet de har modtaget „en ånd der hører dem til der er antaget som sønner, ved hvilken ånd [de] råber: ’Abʹba, Fader!’“ (Rom. 8:15) Jesus fremholdt gentagne gange dette håb for sine apostle. (Luk. 22:28-30; Joh. 14:2, 3) Apostlene omtalte ligeledes dette håb. — Rom. 8:17; 1 Kor. 15:52, 53; 1 Joh. 3:2.

¹¹ Hvor mange vil opnå denne himmelske belønning? Ifølge alle de skriftsteder der omtaler dette emne, vil de der „fødes igen“ være forholdsvis få. Det er hvad vi kunne forvente, eftersom det er en ganske særlig belønning, en yderst privilegeret stilling, de modtager. Jesus sagde således om dem: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Luk. 12:32) Hvor mange vil denne skare da bestå af? Apostelen Johannes fortæller at han så 144.000 åndelige israelitter der var beseglede på deres pander, og ligeledes 144.000 der stod på Zions bjerg sammen med Lammet Jesus Kristus. At dette tal skal tages bogstaveligt fremgår af sammenhængen, hvori der også omtales „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle“. — Åb. 7:3, 4, 9; 14:1, 3; 20:4, 6.

Et folk for Hans navn

12, 13. Hvilket arbejde er det Jehovas hensigt at disse vordende medarvinger til Riget skal udføre nu i tiden?

¹² Det er imidlertid Jehova Guds hensigt at disse vordende konger og præster skal udføre et arbejde mens de endnu er i kødet som mennesker. Hvilket arbejde? Jo, ligesom Jesus blev salvet til at „bringe godt nyt til de sagtmodige“, sådan bliver disse salvet til at forkynde den gode nyhed om Guds rige. (Es. 61:1, 2, NW; Luk. 4:16-21; Apg. 8:4, 12) Da Jesus tog afsked med sine første disciple gav han dem således det påbud at de skulle ’gøre disciple af folk af alle nationerne, idet de døbte dem’. (Matt. 28:19, 20) Og lige før han steg til himmelen sagde han til sine 11 trofaste apostle at de skulle være ’vidner om ham til jordens fjerneste egne’. — Apg. 1:8.

¹³ Et af Guds vigtigste formål med at lade „den gode nyhed“ forkynde for alle nationerne er at „udtage et folk for sit navn“. (Apg. 15:14) Eftersom Guds navn er Jehova, er dette folk blevet kendt som Jehovas Vidner. (Es. 43:10-12, NW) De salvede disciple af Jesus Kristus er dog ikke de eneste der forkynder „den gode nyhed“ for de sagtmodige og som gør disciple og er vidner for Jehova Gud. Nej, ligesom Jehovas love i det gamle Israel også gjaldt de fastboende udlændinge i landet, sådan gælder de befalinger de åndelige israelitter har fået, også deres medarbejdere, ’den store skare’ af „andre får“. — Joh. 10:16; Åb. 7:9.

14. Hvilken yderligere forpligtelse påhviler der disse salvede disciple af Jesus Kristus?

¹⁴ Endnu en forpligtelse der påhviler Jesu Kristi salvede disciple, er at de må bære Guds ånds frugt, nemlig „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. (Gal. 5:22, 23) Jesus sagde at hans sande disciple kunne kendes på den kærlighed de viste hinanden. (Joh. 13:34, 35) Apostelen Paulus giver dem derfor følgende formaning: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves i overensstemmelse med sine bedrageriske ønsker, . . . og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ Følgende ord af apostelen understreger hvor vigtigt det er at kristne lever op til dette krav: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (Ef. 4:22-24; 1 Kor. 9:27) Kun ved at være trofaste lige til døden kan de salvede gøre sig håb om at modtage „livets krone“. — Åb. 2:10.

Guds oprindelige hensigt ikke ændret

15. (a) Hvilken fejl har mange såkaldte kristne begået i forbindelse med Guds hensigt? (b) Hvilket håb som fremhæves i De kristne græske Skrifter, har de bygget deres opfattelse på?

¹⁵ Mange såkaldte kristne begår den fejl at de ignorerer Jehovas oprindelige hensigt med jorden og mennesket. Hans ord viser tydeligt hvad denne hensigt var og er, og han forsikrer os om at han ikke har forandret sig. (1 Mos. 1:28; Es. 45:18; Mal. 3:6, NW) I De kristne græske Skrifter lægges der imidlertid vægt på det nye forsæt som Jehova bekendtgjorde efter menneskenes syndefald, nemlig at udvælge et begrænset antal mennesker som på grundlag af Jesu offer skal herske sammen med Jesus i det himmelske rige. (1 Mos. 3:15; 2 Tim. 4:7, 8, 18) Alle disse må naturligvis først „fødes igen“, ligesom Jesus Kristus blev det. (Joh. 3:3) Guds frelsesforanstaltning på grundlag af Kristi offer er imidlertid ikke begrænset til dem der har håb om liv i himmelen. Dette fremgår også klart af De kristne græske Skrifter.

Én frelse — to håb

16, 17. Hvilke skriftsteder viser at Kristi offers fortjeneste ikke er begrænset til dem der har et himmelsk håb?

¹⁶ Jesus lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10) For at Guds vilje kan ske på jorden ligesom den sker i himmelen, må der leve retfærdige mennesker på jorden, mennesker som dem om hvem det forudsiges: „Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ Dette må hentyde til forholdene her på jorden, for i himmelen har der aldrig været skrig, sorg, smerte eller død. — Åb. 21:3, 4.

¹⁷ Med ordene i Romerbrevet 8:19-21 peger apostelen Paulus på at der er to kategorier af mennesker der høster gavn af Guds gavmilde foranstaltninger: „Skabningen [én kategori] venter jo med spændt forventning på at Guds sønner [en anden kategori] skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ I sidste ende vil alle som viser tro på Kristi offer altså kunne glæde sig over livet som Guds sønner — de 144.000 som er blevet „købt fra jorden“ til liv i himmelen, og de mange millioner som vil opnå evigt liv i et jordisk paradis. — Åb. 7:4, 9; 14:3; Matt. 25:31-34.

18, 19. (a) Hvad peger på at opfyldelsen af Guds hensigt med jorden og mennesket nu er nær? (b) Hvem udgør Guds rige og „Abrahams sæd“? (c) Hvilke spørgsmål er endnu ikke blevet besvaret?

¹⁸ Af det vi her har behandlet fremgår det klart at Guds oprindelige hensigt med jorden vil blive virkeliggjort. Og opfyldelsen af Bibelens profetier, som for eksempel i Mattæus, kapitel 24, Markus, kapitel 13, Lukas, kapitel 21, Andet Timoteusbrev 3:1-5 og Åbenbaringen 6:1-8, viser at den tid hvor det vil ske, nu er nær. På grund af Satans oprør og Adams og Evas ulydighed besluttede Jehova at belønne en privilegeret gruppe, som han ville benytte til at virkeliggøre sin oprindelige hensigt, med liv i himmelen. Det er kun medlemmerne af denne gruppe der „fødes igen“. Sammen med deres Herre og Mester, Jesus Kristus, udgør de det rige som Jesus lærte sine disciple at bede om. De udgør „Abrahams sæd“ i hvem „alle jordens folk“ skal velsignes. — 1 Mos. 22:18; Gal. 3:29.

¹⁹ Vi har nu undersøgt grunden til at Guds søn og hans medarvinger til Riget måtte „fødes igen“, hvor mange denne skare består af og hvilke pligter der påhviler dem nu i tiden. Følgende spørgsmål er imidlertid ikke blevet besvaret: Hvilken rolle spiller Gud og hvilken rolle spiller det enkelte menneske i forbindelse med det at blive „født igen“? Hvordan kan et menneske vide at Jehova Gud har udvalgt det til at blive „født igen“?

[Illustration på side 12]

Efter at Jesus var blevet døbt i vand, blev han „født“ som Guds åndsavlede søn

[Illustration på side 14]

Alle genfødte disciple af Jesus Kristus er med til at forkynde „den gode nyhed“ for de sagtmodige

„Født igen“ — hvad mennesker må gøre og hvad Gud gør

„Enhver der er født som følge af Gud øver ikke synd, for Hans sæd forbliver i ham, og han kan ikke øve synd, for han er blevet født som følge af Gud.“ — 1 Joh. 3:9.

1, 2. Hvad har vi lært (a) om den belønning de der frelses opnår? (b) om Jehovas hensigt med at lade nogle „fødes igen“?

I DEN første artikel bemærkede vi at mange millioner såkaldte kristne hævder at være „født igen“. Og af den næste artikel fremgik det at selv om Bibelen kun taler om én frelse — grundlagt på Kristi genløsningsoffer — er der to forskellige former for liv som de der bliver frelst kan opnå: Liv i himmelen eller liv på jorden.

² Vi har også set at Jesus Kristus blev født igen umiddelbart efter sin dåb i Jordan. Da lod Jehova Gud hellig ånd dale ned over Jesus i form af en due, og på dette tidspunkt anerkendte han Jesus som sin åndsavlede søn. Vi har ligeledes set hvad der var Jehovas hensigt med at lade Jesus blive født igen, nemlig at han ved sin død og opstandelse kunne blive den herlige, mægtige konge i Guds rige. Vi har desuden lært at det er Jehovas vilje at nogle skal herske sammen med Jesus Kristus og at disse også må „fødes igen“. — Matt. 3:13-17; Joh. 1:12; 3:3; Hebr. 10:5-10; Åb. 20:6.

3. Hvordan adskiller Jesu medarvinger til Riget sig fra ham med hensyn til at blive „født igen“?

³ Hvordan forholder det sig med disse salvede disciple af Jesus Kristus? Hvornår bliver de „født igen“? Hvilke skridt må de tage før Jehova avler dem som åndelige sønner? Jesus var søn af Gud og blev derfor født som et fuldkomment menneske. Tredive år senere blev han af sin Fader avlet som en åndelig søn, hvorved han blev „født igen“. Men alle Adams efterkommere er født syndige, ’udelukkede og i virkeligheden fjender af Gud fordi deres sind er rettet mod de gerninger der er onde’. Som sådanne befinder de sig ikke i en tilstand hvor Jehova kan handle med dem og avle dem som åndelige sønner. — Sl. 51:7; Kol. 1:21.

Seks grundlæggende skridt som mennesker må tage

4, 5. (a) Hvor mange skridt må vordende disciple tage før Gud kan lade dem komme i betragtning som åndelige sønner, og hvem må også tage disse skridt? (b) Hvad er det første skridt?

⁴ Hvilke skridt må vordende disciple tage før Jehova kan lade dem komme i betragtning som åndelige sønner? Der er seks forskellige skridt de må tage. Men læg mærke til at det er skridt som Gud kræver af alle der vil være sande kristne og opnå frelse, uanset om deres endelige belønning bliver liv i himmelen eller liv på jorden.

⁵ Som det første må disse mennesker tilegne sig nøjagtig kundskab om Jehova Gud, deres Skaber og Livgiver, og om hans søn, Jesus Kristus, deres Frelser og Genløser. (Sl. 36:10; 100:3; Matt. 20:28; Rom. 10:13-15) I sin bøn til Gud den sidste aften han levede her på jorden som menneske understregede Jesus vigtigheden af dette skridt, idet han sagde: „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3.

6. Hvad er det andet skridt disse må tage?

⁶ Kundskab i sig selv er imidlertid ikke nok. Man må også have tro, for vi læser: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Ja, som apostelen Paulus siger: „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag.“ Denne tro betragter Guds løfter som en realitet, som så godt som opfyldte. Den indebærer mere end tro på at Gud er til, for disciplen Jakob minder os om at selv dæmonerne tror og dog gyser, og at „troen [er] død uden gerninger“. — Joh. 3:16; Hebr. 11:1, 6; Jak. 2:19, 26.

7. Hvad er det første et menneske må gøre for at vise at det har tro?

⁷ Den første ’gerning’ et menneske må gøre for at vise sin tro, er at foretage en sindsændring. Ja, et menneske må angre sin urette adfærd og ophøre med villigt at hengive sig til synd. Da Jesus begyndte at forkynde sagde han: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Matt. 4:17) For at angre sin urette adfærd må man ophøre med den. Man må føle dyb sorg og græmmelse over den. Det samme kræves af enhver som ønsker at opnå liv på den paradisiske jord, for „alle de gudløse sletter [Gud] ud“. — Sl. 145:20.

8. Hvilket skridt følger efter sindsændring eller anger?

⁸ Det er imidlertid ikke nok blot at ophøre med det der er syndigt. Det næste skridt et menneske må tage er omvendelse. Det vil sige at det må vende om og gå i den modsatte retning. Det må følge den vejledning Peter gav datidens jøder: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud.“ Ja, det må „gøre gerninger der stemmer med sindsændringen“. (Apg. 3:19; 26:20) At dette skridt også må tages af alle som håber på at opnå evigt liv på jorden fremgår klart af ordene i Ordsprogene 2:20, 21.

9. (a) Hvilke yderligere to skridt må disse, ja i virkeligheden alle som ønsker at være Jesu Kristi disciple, derefter tage? (b) Hvad var Jesu dåb et symbol på?

⁹ Det næste skridt som alle der ønsker at blive Jesu Kristi disciple må tage, uanset deres håb, er at de, ligesom Jesus fremstillede sig ved Jordan for at gøre sin Faders vilje, fremstiller sig for Gud. Dette indbefatter i dag at de foretager en indvielse til Jehova Gud, hvorefter de må følge i hans søns, Jesu, fodspor.a (Luk. 9:23) Som det sjette skridt må de endvidere symbolisere denne indvielse og åbent bekende den ved at fremstille sig til dåb ligesom Jesus gjorde. — Matt. 28:19; jævnfør Apostelgerninger 2:41.

Jehova Guds altafgørende rolle

10. Hvordan kan vi belyse det forhold at menneskets egen indsats ikke er tilstrækkelig til at det kan „fødes igen“?

¹⁰ Fører disse skridt — tilegnelse af kundskab om Jehova Gud og Jesus Kristus, tro, sindsændring, omvendelse, indvielse og dåb — automatisk til at et menneske „fødes igen“? På ingen måde! Man kan lige så lidt „fødes igen“ åndeligt ved egne bestræbelser som man kan fødes bogstaveligt ved egne bestræbelser. Ligesom den fysiske fødsel kræver at forældrene spiller en aktiv rolle, sådan kræver denne åndelige fødsel, dette at „fødes igen“, at den himmelske Fader, Jehova Gud, og hans himmelske organisation eller „kvinde“, spiller en aktiv rolle. (Es. 54:1, 5) Alt hvad den der tager de ovennævnte skridt kan gøre, er at stille sig til rådighed for at blive „født igen“, hvis dette er Guds vilje.

11. Hvilket skridt tager Gud, dersom det er hans vilje over for dem som har gjort deres del?

¹¹ på grund af menneskets nedarvede ufuldkommenhed tager Gud nu selv det næste skridt over for de enkeltpersoner som det behager ham at kalde til det himmelske rige. Vi læser således: „Vi er blevet erklæret retfærdige som følge af tro.“ Tro på hvad? Tro på Kristi offer, for der siges: „Vi . . . er blevet erklæret retfærdige ved hans blod.“ (Rom. 5:1, 9) Læg mærke til at det er Gud og ikke den pågældende selv der erklærer vedkommende retfærdig. Derved får den pågældende en stilling som er anderledes end den stilling „skabningen“, menneskeheden i almindelighed, indtager, idet den må vente på at „Guds [åndelige] sønner . . . åbenbares“, før den kan „blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds [jordiske] børns herlige frihed“. (Rom. 8:19-22) De der bliver erklæret retfærdige af Gud får dermed tilkendt retten til liv som fuldkomne mennesker. Af den grund kan Jehova Gud nu handle direkte med dem ved sin ånd. — Rom. 8:33.

12. Hvad skete der da Jesus og de første disciple blev „født igen“, og hvorfor ophørte sådanne manifestationer?

¹² Dem som Gud erklærer retfærdige avler han nu som sine åndelige børn. Hvordan? Ved hjælp af sin hellige ånd eller virkekraft, som han lader virke på dem, hvilket fører til at de „fødes igen“. I Jesu tilfælde, såvel som i tilfældet med hans disciple der var forsamlede på Pinsedagen, tilkendegav Gud på en overnaturlig måde at han havde avlet dem som åndelige sønner. Da det efterhånden var blevet fastslået at kristendommen repræsenterede den sande Gud, var det imidlertid ikke længere nødvendigt med sådanne manifestationer, og de blev derfor afskaffet. — Matt. 3:16; Apg. 2:3; 10:44-48; 1 Kor. 13:8-10.

13. Hvad hentyder ’vandet’ og ’ånden’ til? (Joh. 3:5)

¹³ Det var denne ordning for åndelig genfødelse Jesus henviste til da han sagde til Nikodemus, en af jødernes ledere: „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Det der er født som følge af kødet er kød, og det der er født som følge af ånden er ånd. Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen.“ (Joh. 3:1, 5-7) Det vand der nævnes her hentyder tydeligt nok til dåbens bogstavelige vand. Og ånden hentyder til Jehovas hellige ånd, der virker på den enkelte.

14. Hvori består ’kaldelsen’ og ’udvælgelsen’, og til hvilken opgave bliver disse kristne salvet og bemyndiget?

¹⁴ Bibelen siger at de der „fødes igen“ først er blevet ’kaldet’. Denne kaldelse er en indbydelse fra Gud til at blive medarvinger sammen med Jesus Kristus. De der tager imod denne indbydelse bliver ’udvalgt’. (Åb. 17:14) De bliver en del af den ’udvalgte’ menighed, hvis opgave det er at ’forkynde Jehova Guds dyder’. (1 Pet. 2:9) Disse „genfødte“ kristne bliver ligesom Jesus salvet med Guds hellige ånd til at forkynde. Vi læser således: „Han som garanterer at I og vi tilhører Kristus, og han som har salvet os, er Gud.“ — Es. 61:1, 2; Luk. 4:16-21; 2 Kor. 1:21.

15. Hvordan aflægger ånden vidnesbyrd om at et menneske er blevet „født igen“, og hvad bidrager til at styrke denne overbevisning?

¹⁵ Om disse „udvalgte“ siger apostelen Paulus: „Ånden selv aflægger sammen med vor ånd vidnesbyrd om at vi er Guds børn.“ (Rom. 8:16) Hvordan gør Guds hellige ånd det? Ved at indgive disse kristne det himmelske håb. „I overensstemmelse med [Guds] store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer.“ (1 Pet. 1:3, 4) Når disse kristne bevarer et godt forhold til deres himmelske Fader styrker han dem, ved sin ledelse og omsorg, i deres overbevisning om at de er „genfødte“ kristne.

Hvordan kan man være sikker?

16. Siden hvornår har „den trofaste og kloge træl“ lagt vægt på det jordiske håb, og hvilken slutning må vi derfor drage?

¹⁶ De der i vor tid er med til at forkynde den gode nyhed om Riget, har tillid til at Jehova Gud leder sine indviede tjenere ved hjælp af sin synlige åndsavlede organisation, „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45-47) Under denne træls ledelse blev det himmelske håb fremholdt, fremhævet og understreget indtil omkring år 1935. På dette tidspunkt ’brød et lys frem’ som klart viste hvem ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 var, og derefter begyndte vægten at blive lagt på det jordiske håb. (Sl. 97:11, NW) Det er derfor rimeligt at slutte at hele skaren på 144.000 har været næsten fuldtallig på det tidspunkt. De enkeltpersoner der viste sig utro måtte naturligvis erstattes. Men disse ville, forståeligt nok, være forholdsvis få. Og af hvem ville de blive erstattet? Det synes rimeligt at slutte at dette himmelske håb ville blive givet til nogle som trofast havde holdt ud og bevaret deres integritet og som i adskillige år havde levet op til deres indvielse, fremfor til nyindviede hvis tro ikke var blevet prøvet. (Jævnfør Lukas 22:28-30.) Der er imidlertid indkommet beretninger om at selv visse nyindviede kristne betragter sig som „født igen“.

17. Hvilke følelser får nogle til fejlagtigt at tro at Gud har indgivet dem det himmelske håb?

¹⁷ Enhver som for nylig har indviet sig til Jehova og er blevet døbt, og som mener at han eller hun er „født igen“, gør klogt i alvorligt at overveje følgende spørgsmål: Hvilke grunde har du til at føle at Jehova Gud har indgivet dig dette håb? Kunne det tænkes at denne følelse er et levn af den fejlagtige opfattelse at alle gode mennesker kommer i himmelen, en opfattelse du havde mens du befandt dig i Babylon den Store? Eller kunne det være at du føler sådan fordi du har haft store indre kampe, at du først kæmpede imod denne tanke men at den lidt efter lidt sejrede? Men sejrede den fordi du, måske endog ubevidst, ønskede det således? Sådanne kampe er ikke i sig selv et bevis for at man er „født igen“.

18. Hvorfor er værdsættelse af dybe åndelige ting i sig selv ikke et bevis for at et menneske er blevet „født igen“?

¹⁸ Eller føler du at du er blevet udvalgt af Gud til at være en af de 144.000 salvede på grund af din dybe værdsættelse af åndelige værdier, på grund af din glæde over dybe åndelige sandheder? Læg da mærke til at et meget stort antal af dem som ikke hævder at være „født igen“, ofte er ’åndelige mennesker’ i ordets egentligste forstand. (1 Kor. 2:14, 15) Og ingen kan betvivle den åndelige styrke hos de troshelte der omtales i Hebræerbrevet, kapitel 11, men ingen af disse var „født igen“. De så alle frem til „en bedre opstandelse [til liv under Guds rige]“ her på jorden. — Hebr. 11:35.

19. (a) Hvorfor er stor nidkærhed ikke nødvendigvis et bevis for at Gud har indgivet et menneske det himmelske håb? (b) Hvad tyder på at det for nogles vedkommende er manglende beskedenhed der får dem til at bekende sig til det himmelske håb?

¹⁹ Eller kunne det være at du har denne følelse fordi du lægger større nidkærhed for dagen end mange af dine medkristne? Dette i sig selv kan imidlertid ikke være den afgørende faktor, for apostelen Paulus fandt det gang på gang nødvendigt at vejlede salvede kristne om at tage deres åndelige forpligtelser alvorligt. (1 Kor. 11:20-22; Gal. 4:9-11) Eller kunne det være at din påstand om at høre til de salvede skyldes manglende beskedenhed? Der er nogle som for ganske nylig har bekendt sig til de salvede, men som, i stedet for at opbygge enheden i menigheden, har følt at de måtte have deres egen bibelstudiekreds. Modne kristne der er „født igen“ holder sig derimod nær til den lokale menighed, selv om den hovedsagelig består af „andre får“. (Joh. 10:16) Om et menneske er „født igen“ er imidlertid en personlig sag mellem Gud og den kristne. Ingen bør dømme hinanden i dette spørgsmål. — Rom. 14:10.

20. Hvilke slutninger må vi, i betragtning af det vi her har drøftet, drage med hensyn til det at „fødes igen“?

²⁰ Hvilke slutninger kan vi nu drage på grundlag af det vi her har drøftet? At Jehova Gud er retfærdig, viis og kærlig. Han har ret til at tildele sine fornuftbegavede skabninger deres respektive pladser, sådan at nogle tjener hans hensigt i himmelen og andre gør det her på jorden. Den himmelske belønning kan ikke opnås i kraft af et menneskes eget valg eller egne bestræbelser eller ved at man selvisk begærer den. Den er så enestående at ingen må tro at de selv kan tiltage sig den. Den er en storslået ufortjent godhed som Jehova Gud lader nogle få af sine skabninger få del i, for at fremme sine vise, retfærdige og kærlige hensigter, og den skyldes ikke nogen særlig fortjeneste fra deres side. Det er kun dem der får denne belønning der „fødes igen“. (Rom. 3:23, 24; 11:33-36) Evigt liv på den paradisiske jord er også en usigelig stor belønning som retfærdigt indstillede mennesker kan stræbe efter at opnå. (Åb. 21:1, 3, 4) Alt skyldes Guds ufortjente godhed. Ingen bør formaste sig til at sige til Jehova: „Hvad gør du?“ — Dan. 4:35.

[Fodnote]

[Illustration på side 17]

Ligesom den fysiske fødsel kræver at forældrene spiller en aktiv rolle, kræver den åndelige fødsel at Jehova Gud og hans himmelske organisation spiller en aktiv rolle

[Illustration på side 18]

„Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen“

[Illustration på side 19]

Kunne følelsen af at man er „født igen“ være et levn af en fejlagtig opfattelse man havde i Babylon den Store?