„Fortsæt med at vandre som lysets børn“
„I var engang mørke, men nu er I lys i forbindelse med Herren. Fortsæt med at vandre som lysets børn.“ — Ef. 5:8.
1. Hvordan viser Johannes’ evangelium den nære forbindelse der er mellem liv og lys, og hvordan stilles mørke op som en modsætning?
APOSTELEN JOHANNES var afgjort en af dem der troede på at liv og lys går hånd i hånd. Læg mærke til hvor kraftigt han understreger dette i sit evangelium og i sit første brev. Han indleder sin evangelieberetning med at præsentere „Ordet“ (det vil sige Jesus i hans førmenneskelige tilværelse) og fortælle om Ordets nære forhold til Gud. Han siger derefter at „hvad der blev til ved ham [Ordet] var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, men mørket har ikke overvældet det“. Johannes bruger altså ikke tiden på at fortælle om kampen mellem lys og mørke, men kommer lige til sagen idet han siger at mørket ikke kunne vinde sejr over den som var Guds „hovedformidler“ af både liv og lys til menneskeheden. — Joh. 1:1-5; Apg. 3:15.
2. (a) Hvem skulle det sande lys gøres tilgængeligt for? (h) Hvem tog imod og hvem tog ikke imod lysbæreren Jesus?
2 Derefter kommer Johannes med nogle oplysninger som kan gavne dem der måske er usikre med hensyn til hvilke skridt de skal tage for at undslippe fra mørkets rige under Satans myndighed. Han viser at det snarere er vor egen indstilling og reaktion der er afgørende for om vi kan drage nytte af lyset, end det er vor natur, vor baggrund eller vore tidligere erfaringer. Faktisk kan man have en yderst gunstig baggrund og alligevel ikke tage imod lyset. Først viser Johannes at lyset ville blive tilgængeligt for alle uden forskel, idet han siger: „Det sande lys som oplyser alle slags mennesker, var ved at komme til verden.“ Og efter at have sagt at menneskehedens verden i almindelighed ’ikke kendte’ Jesus, ikke anerkendte ham som det han var, fortsætter Johannes: „Han [Jesus] kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Men så mange som tog imod ham, dem gav han bemyndigelse til at blive Guds børn, fordi de troede på hans navn.“ — Joh. 1:9-13.
3. (a) Hvordan var den daværende generation af jøder stillet? (b) Hvordan blev de der tog imod Jesus velsignet, og på hvilket grundlag?
3 Hvilken mesterlig sammenfatning af situationen! Den daværende generation af jøder havde naturligvis den bedst tænkelige baggrund, og deres tidligere erfaringer gav dem de bedste grunde for at tage imod Jesus som deres himmelske Messias, den som Loven pegede frem til. (Rom. 10:4) Ved sin fødsel som menneske var Jesus blevet en af deres egne, født i deres eget hjem, så at sige. Men alligevel blev han forkastet af de fleste. Deres dårlige indstilling fremhæves endnu tydeligere fordi Johannes også omtaler den gode indstilling der kom til udtryk hos dem der tog imod Jesus og anerkendte at „han var fuld af ufortjent godhed og sandhed“. Og Johannes påpeger at de der reagerede velvilligt fik „bemyndigelse til at blive Guds børn, fordi de troede på hans navn“. De troede på det hans navn stod for, at han var den der tilvejebragte „udfrielsen [fra fordømmelse] ved en løsesum, ved hans blod“, og ved „tro på hans blod“. — Joh. 1:12, 14; Ef. 1:5-7; Rom. 3:25; Apg. 4:12.
4. Hvordan fortalte Jesus om Guds foranstaltning til gavn for menneskene, og på hvilken betingelse kunne man få gavn af den?
4 Hvordan hjælper dette os til at tage de rette skridt, så vi kan flygte fra mørket ind i lyset og friheden under Guds messianske rige? Vi finder bedst svaret ved at læse lidt videre i Johannes’ evangelium. Yderligere oplysning finder vi i Johannes 3:16-21, hvor Jesu ord til Nikodemus er citeret. Vi læser først: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for enhver som tror på ham, ikke skal til grunde men have evigt liv.“ Ja, menneskehedens verden ville ikke alene få adgang til lys, men også til „evigt liv“ fordi Gud gav sin elskede søn som offer. Der var imidlertid en vigtig betingelse der måtte opfyldes, nemlig at man viste tro, altså lagde den rette indstilling for dagen og reagerede positivt. Hvis man undlod eller nægtede at tro på Jesus, ville det betyde at man kom ind under eller forblev under Guds ugunstige dom. — Joh. 3:16, 18, 36.
5. Hvilket vigtigt princip fremsatte Jesus, og hvordan ser det ud i dag?
5 Jesus nævnte dernæst et vigtigt princip: „Dette er grundlaget for dommen, at lyset er kommet til verden og menneskene har elsket mørket mere end lyset, for deres gerninger har været onde.“ „Grundlaget for dommen“ er det samme i dag som det var dengang, og situationen er den samme. Den der med fuldt overlæg „øver det der er slet, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret“, forklarede Jesus. Det var grunden til at ’hans egne ikke tog imod ham’. Jøderne, og især deres ledere, der var „blinde vejledere“, ønskede ikke at nogen skulle afsløre eller prøve at ændre ved deres forkærlighed for traditioner og hykleri. I dag er billedet det samme, især inden for kristenheden. — Joh. 1:11; 3:19-21; Matt. 15:7-9; 23:16-26.
6. Hvilke skridt kan og bør man tage, uanset ens tidligere livsførelse?
6 Du kan måske stadig ikke se hvilken vej du skal gå. Du synes måske ikke at dit tidligere liv kan tåle at blive draget frem i søgelyset. Men hvordan reagerede du da du første gang hørte om Guds store kærlighed til menneskeheden, da du hørte om „hans venligheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom“? I stedet for at vise en forstokket hjerteindstilling kan det være at du, ligesom Saulus fra Tarsus, lagde en god hjerteindstilling for dagen. I så fald erkendte du ærligt og ydmygt at du var i en uren tilstand, måske endda i allerhøjeste grad uren i visse henseender. Du følte oprigtig anger over din tidligere levevis. Derved drog du nytte af „Guds venlighed [som] søger at lede dig til sindsændring“. Det er det første skridt — sindsændring. Paulus omtalte de følgende skridt da han sagde til kong Agrippa: „Jeg gav mig til at bringe det budskab ud . . . at de skulle ændre sind og vende sig til Gud ved at gøre gerninger der stemmer med sindsændringen.“ Sindsændringen må med andre ord efterfølges af omvendelse, en ændring af ens handlemåde. Og det næste skridt er at man indvier sig til Guds vilje og fuldt ud vender sig til ham i helhjertet hengivenhed. På denne måde viser man i gerning at man tror. — Rom. 2:4, 5; Apg. 26:20.
7. Hvordan tilkendegiver man offentligt sin indvielse, og hvilken opmuntring gav Jesus dem der bliver hans disciple?
7 Har du taget disse skridt? Og har du offentligt tilkendegivet din indvielse til Gud ved at underkaste dig vanddåben, sådan som den foretages af Jehovas kristne vidner? Hvis du har det, kan man med rette sige at du er en sand discipel, en efterfølger af Jesus. Læg mærke til hvad han sagde til opmuntring for os: „Jeg er verdens lys. Den der følger mig vil afgjort ikke vandre i mørket, men vil eje livets lys.“ — Joh. 8:12.
8. Hvordan skelner Bibelen mellem dem der får et himmelsk håb og dem der får et jordisk håb under Guds rige?
8 Fra og med pinsedagen i år 33 fik Jesu nære medarbejdere „en ny fødsel til et levende håb“, håbet om en himmelsk arv, om at blive „delagtige i guddommelig natur“, om at opnå udødelighed. Disse medarbejdere udgør den „lille hjord“ som tager sæde med Kristus Jesus på hans himmelske trone. (1 Pet. 1:3, 4; 2 Pet. 1:4; Luk. 12:32; 1 Kor. 15:54; Åb. 3:21) Men Jesus sagde ved en lejlighed: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, . . . og de vil blive én hjord, én hyrde.“ Disse „andre får“ har håb om evigt liv på en paradisisk jord under det himmelske riges styre. De er identiske med de „får“ der gør godt mod Kristi åndelige brødre og som omtales i lignelsen i Mattæus 25:31-46, der nu får sin opfyldelse. De er også identiske med den ’store skare’ der omtales i Åbenbaringen 7:9-17, umiddelbart efter beskrivelsen af den himmelske skare der tæller 144.000. — Joh. 10:16.
9. Hvordan svarer Jehovas Vidner i dag til Jesu beskrivelse af „én hjord“ under „én hyrde“?
9 Jehovas Vidner, der i dag tæller over to millioner, er et levende vidnesbyrd om sandheden i Guds ord. Blandt dem findes der et mindretal, en kerne, som har det himmelske håb. I nært samarbejde med dem er der en stor og stadig voksende skare som har håb om liv på jorden under Guds rige, og som glæder sig over at kunne støtte Kristi „brødre“ på enhver mulig måde. (Matt. 25:40) Disse to grupper udgør „én hjord“ under „én hyrde“, og angående alle sine får sagde Jesus: „Mine får hører efter min stemme, og jeg kender dem [ved navn], og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv.“ De er alle blevet ført ind i et familieforhold til Gud så de kan kaldes ’Guds børn’, og de glæder sig ved ’livets lys’. — Joh. 10:3, 27, 28; Rom. 8:19-21.
Hvordan man vandrer i lyset uden at snuble
10. Hvilken vejledning giver Johannes dem der ønsker at have fællesskab med Gud og Kristus?
10 Hvis vi nu betragter Johannes’ første brev, finder vi nogle gode og direkte råd til dem der har indviet sig til Gud og er begyndt at følge i Jesu fodspor. Ligesom i sit evangelium begynder Johannes med at skrive om Jesus, denne gang som „livets ord“, og han omtaler et fællesskab, ikke blot med de kristne men også „med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus“. Johannes siger derefter på sin sædvanlige stærke måde: „Gud er lys, og der er slet intet mørke i samhørighed med ham. Hvis vi siger: ’Vi har fællesskab med ham,’ og vi dog fortsætter med at vandre i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden.“ — 1 Joh. 1:1-7.
11. (a) Hvilket ansvar medfører det at have kundskab om sandheden? (b) Hvordan hjælper Ordsprogene 4:23-27 os til at røgte vort ansvar?
11 Disse ord viser at kundskab om sandheden om Jehova og hans hensigt, foruden at medføre rige velsignelser og oplysning, også giver én et ansvar som man ikke kan vige uden om. Det er ikke blot et spørgsmål om at have en klar forståelse af sandheden. Nej, det er i højere grad, et spørgsmål om hvordan vi reagerer på sandheden i vort hjerte, hvilket vil komme til udtryk i hele vor handlemåde, både når vi er sammen med andre og når vi er alene. Det er hjerteindstillingen, det menneske vi er inderst inde, der er afgørende for hvordan vi vil betragte hver enkelt situation og mulighed og hvordan vi vil vælge at handle. Guds ord tilskynder: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet. . . . Lad dine øjne se lige ud, . . . gå ad det lige spor, lad alle dine veje sigte mod målet; . . . lad foden vige fra ondt!“ — Ordsp. 4:23-27.
12. (a) Hvordan er det muligt at det „lys“ der er i os kan blive „mørke“? (b) Hvilket eksempel har vi på dette fra Jesu tid?
12 Hvis vi derimod har dårlige motiver og søger at bruge vor kundskab om sandheden eller vor stilling blandt Jehovas folk til selviske formål, betragter vi tingene på en uren måde, og vort syn på tingene vil være fordærvet og forvrænget. Hvad enten vi er klar over det eller ej, vil vi, åndelig talt, ikke kunne „se lige ud“. Som Jesus sagde: „Øjet er legemets lampe. Hvis derfor dit øje er klart [rettet i én retning, skarpt indstillet], vil hele dit legeme være lyst; men hvis dit øje er ondt, vil hele dit legeme være mørkt. Hvis det lys der er i dig i virkeligheden er mørke, hvor stort er da ikke dette mørke!“ (Matt. 6:22, 23) Hvis det vort „hjertes øjne“ opfatter ikke er lys men mørke, kan vi endda snuble over noget som ellers ville have været til gavn for os. Det ser vi et eksempel på i de religiøse ledere på Jesu tid. Hvor ville de være blevet rigt velsignet hvis de havde taget imod Jesus som ’hovedhjørnestenen’ i Guds ordning! Men de fornægtede ham. De snublede og faldt over ham. De fornægtede ham endog i den grad at de nærede et inderligt had til ham, hvilket førte Guds ugunstige dom over dem. Som Jesus sagde: „Den som falder på denne sten vil blive knust. Men enhver som den falder på, ham maler den til støv.“ — Matt. 21:42-44; se også Romerbrevet 9:32, 33.
13. Hvad er det vigtigt at huske angående den indflydelse vor adfærd kan have på andre?
13 Det er også vigtigt at vi tænker på hvilken indflydelse vor adfærd kan have på andre. Som Paulus skrev til korinterne: „Alt er tilladt; men ikke alt er gavnligt. Alt er tilladt; men ikke alt opbygger. Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel.“ Han forklarede derefter at især når det drejer sig om samvittighedsspørgsmål bør man ikke kun tage hensyn til sin egen samvittighed men også „den andens“, og omhyggeligt „undgå at blive årsag til snublen og fald“. Han gav også romerne dette råd: „Træf hellere den beslutning at I ikke vil lægge en snublesten for en broder eller give ham anledning til fald.“ Ja, „hvis din broder bedrøves“ på grund af din opførsel, „vandrer du ikke mere i overensstemmelse med kærlighed“. — 1 Kor. 10:23-33; Rom. 14:13-15.
14. (a) Hvilke to udtalelser af Jesus understreger alvoren i og faren ved at bringe andre til snublen og fald? (b) Hvad sagde Johannes angående dette?
14 Jesus udtalte sig også meget afgjort om dette. Han understregede kraftigt at hvis der var noget ved os selv som kunne blive til snublen og fald for os, skulle vi skille os af med det. Om forholdet til ens meddisciple sagde han: „Enhver som bringer en af disse små som tror på mig, til snublen og fald, for ham er det bedre at få en af de møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive sænket i det store, åbne hav.“ Og videre siger han: „Det [er] heller ikke min himmelske Faders ønske at en af disse små skal gå tabt.“ (Matt. 18:6-10, 14) Hvis vort „hjertes øjne“ er oplyst så vi ser hvor dyrebar hver eneste af „disse små“ er i Jehovas øjne, vil vi forstå den magtfulde måde hvorpå Johannes udtrykte sig da han sagde: „Den der elsker sin broder forbliver i lyset, og der er ingen årsag til snublen og fald i hans tilfælde. Men den der hader sin broder [ja blot en eneste] er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke hvor han går hen, for mørket har forblindet hans øjne.“ Det var Johannes’ udelte kærlighed og loyalitet der fik ham til at skrive sådan. Sådanne gode egenskaber påvirker ens indstilling og handlemåde, og de er en del af „den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. — 1 Joh. 2:10, 11; Ef. 1:18; 4:24.
15. Hvilken advarsel og hvilken tilskyndelse gav Paulus med hensyn til hvordan vi bør vandre?
15 Læg også mærke til Paulus’ indtrængende opfordring: „I [må] ikke længere . . . vandre sådan som folk fra nationerne vandrer . . . idet de er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til, på grund af den uvidenhed som er i dem, på grund af deres hjertes ufølsomhed.“ Senere kommer han ind på den positive side idet han siger: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed, . . . fortsæt med at vandre som lysets børn, for lysets frugt består af al slags godhed og retfærdighed og sandhed.“ Hvilken god og tiltalende frugt! Paulus tilskynder videre: „Se derfor nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise.“ — Ef. 4:17, 18; 5:1, 2, 8-15.
Hvordan man opfanger lyset og genspejler det
16. (a) Er det udelukkende ved vor adfærd vi lader vort lys skinne? (b) Hvilket vigtigt spørgsmål kom på tale da Jesus stod over for Pilatus?
16 De skriftsteder vi har drøftet indtil nu, har hovedsagelig drejet sig om vor personlige adfærd som lysets børn og vort ansvar over for andre i denne forbindelse. Der er imidlertid endnu en side af sagen som kommer tydeligt frem i Guds ord. Jesus sagde: „Jeg er verdens lys,“ og Paulus sagde at Jesus Kristus „skulle forkynde lys“. (Joh. 8:12; Apg. 26:23) Hvordan blev disse skriftsteder opfyldt? Var det blot ved Jesu eksemplariske adfærd og livsførelse? Mange der hævder at være kristne nøjes med at ’lade deres lys skinne’ ved at leve et pænt liv. Men var dét grunden til at Jesus til sidst blev arresteret og ført for Pilatus — at han øvede kærlige og gode gerninger? Naturligvis ikke. Det det drejede sig om, og hvori Jesus var den centrale skikkelse, var spørgsmålet om herredømme og bemyndigelse til at herske. Det fremgår af Pilatus’ spørgsmål: „Er du jødernes konge?“ Som svar indrømmede Jesus beredvilligt at han havde et rige og derfor var en konge. Men Pilatus havde ingen grund til at være urolig, for Jesus sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden. . . . Mit rige [er] ikke herfra.“ — Joh. 18:33-36.
17. (a) Hvad var hovedtemaet i alt hvad Jesus forkyndte og lærte om? (b) Hvordan lod Jesus dette lys skinne lige til det sidste? (c) Hvilke skriftsteder var til vejledning og opmuntring for Jesus i denne henseende?
17 Dette rige havde været temaet, den centrale sandhed, i hele Jesu forkyndelse, ja selve grundlaget for hans undervisning. Mattæus siger at Jesus, efter at Johannes Døber var blevet arresteret, „begyndte . . . at forkynde og sige: ’I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.’“ Interessant nok påpeger Mattæus at netop her fik denne profeti sin opfyldelse: „Det folk som sad i mørke, så et stort lys, et lys steg op for dem der sad i dødsskyggens land.“ (Matt. 4:12-17; Es. 9:1, 2) Jesus var fuldstændig klar over det ansvar han havde for at vidne om denne yderst vigtige sandhed. Han sagde til Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Jesus havde grundigt tilegnet sig sin Faders ord, og han forstod at Jehovas hensigt drejede sig om det rige hvori han var den lovede konge. Som Guds enestefødte søn vidste han at profetier som dem vi finder i Salme 2:4-8 og Esajas 9:6, 7, der omtaler en søn, var møntet på ham og ville blive opfyldt på ham. Han vidste også at det var ham der var henvist til i de profetier hos Esajas hvor Jehova omtaler sin „tjener“ og siger at han vil gøre denne tjener „til hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster“. Og videre: „Jeg gør dig til hedningers lys, at min frelse må nå til jordens ende.“ (Es. 42:1, 6, 7; 49:6) Jesus var klar over at nogle af disse skriftsteder allerede var blevet brugt om ham, nemlig da engelen Gabriel bekendtgjorde hans undfangelse for hans moder Maria, og da Simeon så hans forældre bringe ham til templet som spæd. — Luk. 1:31-33; 2:25-32.
18. (a) Hvilke vigtige sandheder fremhæves i Jesu mønsterbøn? (b) Hvordan gik det da Jesus var blevet ryddet af vejen som lysbærer?
18 Jesus genspejlede trofast alt det lys han havde opfanget. Det ser vi for eksempel i den første del af hans mønsterbøn, hvor han knytter Riget sammen med helligelsen af Guds navn: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10) Skønt budskabet om Riget skinnede som et lysskær under hele Jesu tjeneste, virkede det som om den religiøse modstands uvejrsskyer fuldstændig havde udvisket det da Jesus for alles øjne led døden på den frygtelige marterpæl. Men hvad skete der så? Halvtreds dage efter, på Pinsedagen, talte Peter offentligt til en stor skare i Jerusalem og forklarede at den hellige ånd var blevet udgydt og var et bevis på at Gud havde oprejst sin søn fra de døde og havde ophøjet ham til sin højre hånd som en opfyldelse af skrifterne. — Apg. 2:22-36.
19. Lykkedes det for den første kristne menighed at genspejle det sande lys? Forklar.
19 Fra da af skinnede lyset stærkere og tog til i omfang, især da Rigets budskab blev bragt ud til hedningerne, begyndende med Kornelius. (Apg., kap. 10) Alle som opfangede dette lys og gav det plads i sind og hjerte, reagerede ved at genspejle det idet de huskede Jesu befaling: „I er verdens lys. . . . I [skal] lade jeres lys skinne for folk.“ (Matt. 5:14-16) Hele den beretning der findes i Apostelgerninger bekræfter dette, og den slutter med at Paulus „aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige“ idet han henviste til en yderligere opfyldelse af Esajas’ profetier. (Apg. 28:23-28) Peter understregede også den vigtige forpligtelse der hviler på den kristne menighed da han skrev: „I er ’. . . et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Pet. 2:9.
20. (a) Er der nogen mulighed for at Satan eller hans tjenere kan få bugt med lyset fra Jehova? (b) Hvad viser Jehovas folks historie i nyere tid, i harmoni med profetien hos Esajas?
20 Hvordan er situationen så i dag, efter den såkaldte mørke middelalders århundreder? Vi må indrømme at Satans tjenere i høj grad har haft held til at tilsløre lyset, idet de har givet sig ud for at være „retfærdigheds tjenere“. Men det har ikke været noget problem for Jehova. Han er altid herre over situationen. Ja for ham er „natten klar som dagen, mørket er som lyset“. (2 Kor. 11:14, 15; Sl. 139:11, 12) For os synes natten måske endeløs, men intet kan forsinke daggryet. Den opgående sols stråler rammer først højereliggende dele af terrænet — bakkerne, bjergene og de byer eller templer der er bygget på dem. Det er netop hvad der er sket. Da man i 1870erne fandt tilbage til grundsandhederne og begyndte at forkynde dem, var det som om dagen begyndte at dæmre. Og efter en kort og stormfuld prøvelsens tid fra 1914 til 1918 brød sollyset frem, idet de trofaste fra 1919 blev genstand for Guds gunst. Siden har de vandret i et lys som i sandhed er ’vokset i glans’. (Ordsp. 4:18) De oplever det som Jehova forudsagde da han henvendte sig til Zion, sin organisation, og sagde: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, [Jehovas] herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal [Jehova] oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær.“ — Es. 59:20; 60:1-3; 62:1-3; se også Esajas 2:2, 3.
21. Hvem udgør i dag Jehovas „tjener“, og hvordan genspejler de hans herlighed?
21 Jehovas „tjener“ omfatter nu dem der tjener under Kristus Jesus som deres hoved, og de udgør en tjenerskare af vidner, et åndeligt Israel. Til disse siger Jehova: „Mine vidner er I, . . . min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det [og] tro mig.“ (Es. 43:10-12) Sammen med de mange symbolske får der har sluttet sig til dem, er de nu optaget af den verdensomspændende forkyndelse af Riget. De opfanger taknemmeligt det stadig voksende lys der skinner fra Guds ords blade. Ligesom Moses gjorde, kan man sige at de åndelige israelitter „genspejler Jehovas herlighed“. Det gør de ved deres personlige adfærd, og ved at forkynde „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. — 2 Kor. 3:4-6, 16-18; Matt. 24:14.
22. Hvordan lyder Jehovas indviede tjeneres bøn, og hvordan lever de op til den?
22 Resten af de åndelige israelitter og de der har sluttet sig til dem, fortsætter glade deres gudgivne arbejde med at forkynde Riget og gøre disciple. I harmoni med det foregående lyder deres bøn til Jehova — som de indbyder andre til at være med i — som det smukt udtrykkes i Salme 43:3, 4: „Send dit lys og din sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige bjerg og til dine boliger, at jeg må komme til Guds alter, til min glædes Gud, juble og prise dig til citer, Gud, min Gud!“
[Illustration på side 373]
Lysets børn gør Guds vilje