Lad os glæde os i „den Gud som giver håb“
„Du er mit håb, suveræne Herre Jehova, den jeg har stolet på fra min ungdom.“ — Sl. 71:5, NW.
1, 2. (a) Hvilke bibelske vidnesbyrd har vi om at Gud interesserer sig for os? (b) Hvordan kan vores glæde blive hel og fuld?
STANDSER du af og til op for at tænke over dit dyrebare forhold til Gud? Hvor storslået er det ikke at vide at Gud interesserer sig for os! Set fra Jehovas synspunkt er nationerne ganske vist blot som en dråbe på en spand. Som enkeltpersoner må vi derfor forekomme ham meget små. Men Jesus Kristus gav os følgende forsikring: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“ — Matt. 10:29-31; Es. 40:15.
2 Hvis Gud lægger mærke til en spurv der falder, hvor meget mere må han da ikke have medfølelse med os mennesker, som han har skabt i sit eget billede! (1 Mos. 1:26) Gud har i sandhed lagt en enestående visdom og skaberevne for dagen, men hans omsorg for de undertryktes retfærdige sag og hans vidtstrakte kærlighed til menneskeheden er endnu mere storslået. (Sl. 33:4, 5) Det er virkelig et privilegium at vi kan få del i og forblive i hans kærlighed, sådan som Jesus sagde: „Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt Faderens bud og forbliver i hans kærlighed.“ Og Jesus tilføjede: „Disse ting har jeg sagt jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde kan blive hel og fuld.“ — Joh. 15:10, 11.
3. Hvorfor havde David fuld tillid til Jehova, og hvorfor kan vi have det?
3 I disse kritiske tider kan vi tilmed glæde os over at vor kærlige Gud har givet os et håb. David gennemgik svære prøvelser, og det ser ud til at han efter sådanne prøvelser skrev Salme 71, hvori han lovpriser den suveræne Herre Jehova som den der har været hans håb og som han har stolet på fra ungdommen af. Denne tillid hos David kom for eksempel til udtryk før mødet med kæmpen Goliat, hvor han sagde: „[Jehova], som har reddet mig fra løvers og bjørnes vold, vil også redde mig fra denne filisters hånd!“ Og det gjorde Jehova! (1 Sam. 17:37, 45-50) Indtil i dag har Jehova også fortsat styrket medlemmerne af den salvede rest af hans vidner der, stærke i håbet, har tjent ham trofast ’fra deres ungdom’.
Behovet for et levende håb
4. Hvorfor er „det der forud er skrevet“ en kilde til håb?
4 Jehovas løfter, der er nedskrevet i hans ord og som rækker langt ud i fremtiden, er i sandhed en kilde til et fast håb for fremtiden. Som apostelen Paulus siger: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Rom. 15:4) Det er tydeligt at vi har behov for et håb. Men hvordan giver „det der forud er skrevet“ et grundlag for at nære håb? Hvordan opstod i det hele taget behovet for et håb?
5. (a) Hvordan opstod behovet for et håb? (b) Hvorfor blev vore første forældre med rette dømt til døden, og hvordan har dette berørt os?
5 Af „det der forud er skrevet“ fremgår det klart at Gud skabte vore første forældre og satte dem i et glædens paradis med udsigt til at leve evigt og opfylde jorden med kærlige og lykkelige mennesker der aldrig skulle dø. (1 Mos. 1:26-28; 2:7-9, 18-25) Adam og Eva mistede imidlertid dette privilegium. Hvorfor? Fordi de syndede, idet de ikke længere viste deres Fader, Jehova Gud, fuldkommen lydighed. Den suveræne Herre Jehova dømte med rette det ulydige par til døden. De var blevet selvrådige, egensindige, og der fandtes ikke længere plads for dem blandt Jehovas loyale skabninger. Denne dødsstraf ramte imidlertid ikke blot dem selv, men også de milliarder af mennesker der ville nedstamme fra dem. Som Paulus siger: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Rom. 5:12.
6. Med hvilket håb i udsigt kom skabningen i trældom?
6 Imidlertid forklarer Paulus videre at selv om „skabningen blev . . . underlagt frugtesløshed“, skete dette „på grundlag af håb“. Hvilket håb? Et levende håb om at „skabningen“ ville blive „frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“, en frihed som den vore første forældre havde nydt i Edens paradis. Dette ville indebære håb om evigt liv. Kun Gud kunne give et sådant håb. — Rom. 8:20, 21; Joh. 17:3.
Håbet knyttet til „sæden“
7. Hvordan viser Bibelen hvem der er den lovede „sæd“?
7 I begyndelsen af „det der forud er skrevet“, læser vi at Gud gav løfte om at hans himmelske hustrulignende organisations „sæd [afkom]“ skulle „knuse [slangens hoved]“, det vil sige tilintetgøre Satan sammen med al hans yngel. (1 Mos. 3:14, 15) Men hvem er denne „sæd“? Den omtales senere som Guds ven Abrahams „sæd“, ved hjælp af hvilken ’alle jordens folk skal velsignes’. Apostelen Paulus viser hvem denne „sæd“ er, idet han siger: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans sæd. . . . ’Og til din sæd,’ som er Kristus.“ — 1 Mos. 22:18; Gal. 3:16.
8. (a) Hvordan blev Jesu jordiske livsløb forudsagt lang tid i forvejen? (b) Hvordan kom Guds kærlighed til menneskeheden til udtryk?
8 I „det der forud er skrevet“ forudsiges Kristi Jesu jordiske livsløb. Som Esajas mere end 700 år tidligere havde profeteret, blev Jesus ringeagtet, mishandlet og ’som et lam ført hen for at slagtes’. I overensstemmelse med sin Faders vilje „udtømte [han] sin sjæl til døden“ for at han kunne løskøbe „mange“ fra syndens trældom. (Es. 53:3-12) Jehova oprejste ham fra de døde og gjorde ham til „livets hovedformidler“ i himmelen, „for at enhver som tror på ham kan have evigt liv“. Gud har truffet denne foranstaltning fordi han „elskede [menneskehedens] verden så meget“. (Joh. 3:15, 16; Apg. 3:15) Hvilket storslået håb der dermed blev stillet os i udsigt! — Joh. 5:24-29.
Et sikkert grundlag for håb om et evigt liv
9. (a) Hvad står som en garanti for vort håb? (b) Hvordan bør dette håb indvirke på os?
9 Vor Guds, Jehovas, eget navn står som garanti for vort velunderbyggede håb. Dette navn betyder „Han forårsager“ eller „Han lader blive til“, og det peger på at han lader visse ting ske som et led i gennemførelsen af sin hensigt. Han er den Gud „der ikke kan lyve“, og han har tilvejebragt „håb om evigt liv . . . lovet for lange tider siden“. (Tit. 1:2) Hvad betyder dette håb for dig? Betragter du det på samme måde som folk i kristenheden betragter deres tro — som en ren og skær formssag? Eller har du, dybt i dit hjerte, indviet hele dit jeg, hele dit liv, til „den Gud som giver håb“? (Rom. 15:13) Er dette håb blevet så stærkt for dig at det føles som om det allerede er blevet til virkelighed? I så fald er det blevet din tro — en levende tro der sammen med gode gerninger vil være et vidnesbyrd for andre om dit håb. — Hebr. 11:1; Jak. 2:17.
10. (a) Hvad giver vort håb næring? (b) Hvorfor bør salvede kristne nu glæde sig over deres håb?
10 Ligesom vor suveræne Herre Jehova lever, og lever evigt, sådan giver hans løfter grundlag for „et levende håb“. Og hans opstandne søn, Jesus Kristus, der „forbliver i live for evigt“, giver dette håb næring, idet han er „i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem“. (Hebr. 7:24, 25) Apostelen Peter skrev således til de salvede kristne: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, for i overensstemmelse med sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer, som bliver bevogtet ved Guds kraft gennem tro til en frelse der er rede til at blive åbenbaret i den sidste tidsperiode. Over dette glæder I jer usigeligt.“ (1 Pet. 1:3-6) Nu da vi lever i „den sidste tidsperiode“, er der vægtige grunde til at salvede kristne glæder sig over dette håb.
11. (a) Hvilket „levende håb“ har ’den store skare’? (b) Hvilket fast grundlag er deres håb bygget på?
11 Men hvordan med ’den store skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål’, der ser frem til at leve evigt på en paradisisk jord? De der hører til denne skare har også „et levende håb“, for de har fået dette løfte: „De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ (Åb. 7:9, 16, 17) De der sætter deres håb til denne gode nyhed vil ikke blive skuffede, for den er bygget solidt på Guds inspirerede ord. Idet apostelen Peter citerede fra Esajas 40:8, sagde han om „den levende og blivende Guds ord“: „’Alt kød er som græs, og al dets herlighed er som græssets blomst; græsset visner, og blomsten falder af, men Jehovas udtalelse forbliver til evig tid.’ Og dette er ’udtalelsen’, det som er blevet jer forkyndt som en god nyhed.“ — 1 Pet. 1:23-25.
12. Hvor gavmild er Jehova med hensyn til at skænke evigt liv?
12 Da Jesus omtalte sig selv som den rigtige hyrde der „sætter sin sjæl til for fårene“, sagde han: „Jeg er kommet for at de kan have liv og kan have det i overflod.“ (Joh. 10:10, 11) Denne gavmildhed er ikke begrænset til den „lille hjord“, hvis medlemmer bliver medarvinger med Kristus i himmelen. (Luk. 12:32) Nej, for Jesus sagde: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre efter min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde. Og jeg giver dem evigt liv.“ (Joh. 10:16, 28) Foruden ’den store skare’, der forventer at overleve „den store trængsel“, vil håbet omfatte de trofaste Guds tjenere fra førkristen tid og de milliarder af andre døde som vil blive oprejst på jorden med udsigt til evigt liv. (Matt. 24:21; Hebr. 11:35; Åb. 20:12) Hvor gavmildt af Gud at træffe denne foranstaltning til liv!
13. Hvordan er Guds kærlighed til menneskeheden kommet til udtryk og hvilken virkning bør det have på os?
13 At Jehova nærer stor kærlighed til menneskene fremgår også af Jesu tidligere ord: „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv. Gud har nemlig ikke sendt sin søn til verden for at han skal [for]dømme verden, men for at verden skal frelses gennem ham. Den som tror på ham, skal ikke dømmes.“ (Joh. 3:16-18) Eftersom Jehova og hans søn har vist en så rigelig kærlighed, bør vi da ikke også kærligt og gavmildt forkynde denne storslåede „gode nyhed“ for andre?
14. (a) Hvorfor har nationerne intet håb? (b) Hvordan kommer vor tro og vort „levende håb“ til udtryk?
14 Når vi gør det, har vi del i „gode gerninger, som Gud i forvejen beredte for at vi skulle vandre i dem“. Vi er ikke længere som dem Paulus beskrev som „fremmede for løftets pagter“, dem som er ’uden håb og uden Gud i verden’. Vi vandrer ikke længere „sådan som folk fra nationerne vandrer i deres sinds frugtesløshed, idet de er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til, på grund af den uvidenhed som er i dem, på grund af deres hjertes ufølsomhed“. (Ef. 2:10, 12; 4:17, 18) Nej, for vi vandrer nu med Gud, og vore gode gerninger, som indebærer at vi forkynder „den gode nyhed“ og underviser andre i den, er et udtryk for vor tro og det levende håb som vort hjerte strømmer over med. — Matt. 4:17; 5:16; 9:35; 24:14.
Håb om en retfærdig regering
15. (a) Hvorfor må en god regering nødvendigvis være indbefattet i vort „levende håb“? (b) Hvilken opmuntrende profeti nedskrev Esajas om en sådan regering?
15 Vort levende håb indebærer langt mere end udsigten til evigt liv. Overvej følgende: Hvilken glæde ville der være ved at leve evigt hvis det var under grusomme og undertrykkende jordiske regeringer af den slags der så ofte har hersket i tidens løb? Nogle ville foretrække døden for en sådan trældom. Lykkeligvis indebærer Guds folks levende håb også håbet om en retfærdig regering — det rige som kristne længe har bedt om og som vil hellige Jehovas navn og udvirke at hans vilje sker, „som i himmelen, således også på jorden“. (Matt. 6:9, 10) Da Jehova længe i forvejen traf forberedelser til dette rige, brugte han kong David af Israel som et forbillede på Kristus Jesus som konge. Profeten Esajas omtalte denne konge som Fredsfyrsten, idet han sagde: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“ — Es. 9:6, 7.
16. Hvad sagde engelen Gabriel og salmisten om Riget?
16 Mere end 1000 år senere viste engelen Gabriel sig for Maria og sagde til hende: „Du har fundet yndest hos Gud; og se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, . . . og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:30-33) Denne „den Højestes søn“ har således ikke alene åbnet frelsens vej til evigt liv, men vil også velsigne menneskeheden ved hjælp af sit rige. Denne regering vil udøve et retfærdigt styre over hele menneskeheden og indføre fred i overflod for alle sine undersåtter. — Sl. 72:1-8.
17. Hvorfor bør vi være „rige i håbet“, og hvordan kan vi give udtryk for dette håb?
17 Idet apostelen Paulus endnu en gang henviser til „det der forud er skrevet“, skriver han: „Og yderligere siger Esajas: ’Isajs [Davids faders] rod skal være der, og den der rejser sig for at herske over nationer; på ham vil nationer grunde deres håb.’ Måtte den Gud som giver håb, fylde jer med al glæde og fred ved at I har tro, så I må være rige i håbet med hellig ånds kraft.“ (Rom. 15:12, 13) Vort håb om Guds rige ved Kristus er i sandhed en kilde til glæde og fred i hjertet, og når vi er rige i dette håb, tilskyndes vi til at forkynde det for andre, med den styrke Guds ånd giver. — Zak. 4:6; Es. 40:28-31.
18. Hvilken betagende forhåndsskildring giver Esajas os af Riget?
18 Da Paulus talte om „Isajs rod“ citerede han fra Esajas, kapitel 11, der indeholder følgende betagende forhåndsskildring af Kristi styre: „[Jehovas] Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, [Jehovas] kundskabs og frygts Ånd. Hans hu står til [Jehovas] frygt; han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørerne hører. Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme.“ Efter at have beskrevet freden i det åndelige paradis som Guds folk allerede nu kan glæde sig over, en fred der kan sammenlignes med at jordens vilde dyr var blevet tæmmet, siger profetien videre: „Landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“ Hvilket storslået håb! Intet under at mange fra nationerne søgende vender sig til „Isajs rodskud“, den indsatte konge Jesus, der „står som et banner [signal, NW] for folkeslagene“. — V. 1-10.
19. Hvorfor bør vi især glæde os over håbet nu?
19 Siden det begivenhedsrige år 1914 har vi levet i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. „Menneskesønnen“ er kommet, og alle englene med ham, og han har sat sig på sin herlige himmelske trone. Han er i færd med at samle nationerne til dom og at „skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene“. For nationerne og „bukkene“ er det en tid med håbløshed og frygt, men for de lydige mennesker der sammenlignes med får, er tiden inde til at ’rette sig op og løfte hovedet, for deres befrielse nærmer sig’. — Matt. 24:3-8; 25:31-34; Luk. 21:26-28.
20. Hvordan kan vi være udholdende i håbet?
20 Det er imidlertid nødvendigt med udholdenhed hvis vi skal erfare indfrielsen af vort håb. Eftersom „de sidste dage“ nærmer sig deres afslutning er det nødvendigt at vi, som Paulus formanede, har den samme indstilling som Jesus havde: „Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at I over for hinanden har den samme sindsindstilling som Kristus Jesus havde, for at I enigt og med én mund kan herliggøre vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.“ (Rom. 15:5, 6) Måtte vi da „enigt og med én mund“ fortsat tjene med udholdenhed, idet vi forkynder den gode nyhed om Riget „til et vidnesbyrd for alle nationerne“, i tillid til at „så vil enden komme“. (Matt. 24:13, 14) Ja, måtte vi have en urokkelig tillid til vor suveræne Herre, Jehova, „den Gud som giver håb“.
[Illustrationer på side 9]
’Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker.’ — Rom. 5:12.
„Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Joh. 3:16.