Guds dom åbenbarer hvem der er de virkeligt rige
1. Hvorfor har det budskab der forkyndes i vor tid, så stor vægt?
I SIN profeti om endens tid sagde Jesus: „Denne gode nyhed om riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ Det svarer til det budskab der blev forkyndt ved Jesu første nærværelse, nemlig at „Himmeriget er kommet nær.“ Budskabet der forkyndes i vor tid har dog større vægt. Det fortæller at Guds rige nu er oprettet, for i efteråret 1914 indsatte Jehova sin konge, Kristus Jesus, på tronen, ikke på jorden, men på det himmelske Zions bjerg. — Matt. 24:14, NW; 4:17; Sl. 2:6; Hebr. 12:22.
2. Hvilken fremgangsmåde vil hjælpe os til at se hvordan lignelsen i Lukas 16:19-31 skal forstås i vor tid?
2 Det budskab om Riget der blev forkyndt ved Jesu første komme, markerede begyndelsen til en inspektions- og domstid. Det var den første tråd i dommens mønster. Det medførte at der begyndte at ske forandringer der berørte to skarer, som skildret i Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus. Det samme er tilfældet i dag. De principper hvorpå inspektionen og dommen hviler, er de samme, men alt foregår blot i en større målestok. Ved hjælp af sammenhængen i lignelsen og andre skriftsteder som havde forbindelse med emnet, blev det muligt for os at se hvem de to hovedpersoner var på det tidspunkt lignelsen fik sin første opfyldelse, nemlig ved Jesu første komme. Samme fremgangsmåde vil hjælpe os til at få et klart billede af hvordan det forholder sig nu. Samtidig vil det være en hjælp for os hver især til at se hvor vi står i forhold til dette domsmønster og den hensigt det tjener.
3. Hvem svarer til „den rige mand“ i nutiden?
3 Vi behøver ikke at lede længe for at finde „den rige mands“ skare i nutiden. Kristenhedens præster og religiøse ledere har en påfaldende lighed med jødernes religiøse ledere på Jesu tid. Nu som dengang udgør disse mænd en særlig stand. De regnes for hellige, er højt ansete på grund af deres stilling og uddannelse, og adskiller sig fra andre ved deres klædedragt og mange titler. De er rige på magt og indflydelse, står sig ofte godt med de politiske ledere og repræsenterer i nogle tilfælde en virkelig magt bag regenten eller diktatoren. Disse mænd er også rige i religiøs henseende, idet de gør krav på at være Guds talsmænd i nationale spørgsmål, og også når det gælder sociale og personlige problemer. I deres menigheder er de som regel de eneste der er ordineret til at prædike og lede gudstjenesten. I nogle kirker gør de krav på retten til at høre skriftemål og give syndsforladelse. Nogle enkelte gør endda krav på retten til at kanonisere helgener og erklære sådanne mennesker for hellige og retfærdige. „Den rige mands“ skare i nutiden pynter sig sandelig med purpur og linned mens den hver dag lever i lyst og pragt. — Luk. 16:19.
4. Siden hvornår har „Lazarus“-skaren kunnet ses i nutiden, og hvordan forklarer vi det?
4 Vi behøver heller ikke at lede længe for at finde „den fattige mands“ skare i Jesu lignelse. Vi husker hvordan denne skare beskedne og ydmyge mennesker viste sig så snart Jesu forløber, Johannes Døber, begyndte at prædike. Svarende til Johannes Døbers forkyndelse blev der forud for Rigets oprettelse i 1914 udført en gerning som skulle bane vejen for Jehovas repræsentant. (Mal. 3:1) Da denne gerning nu skulle udføres i større målestok, strakte den sig over en længere tidsperiode, omkring fyrre år. Med det samme fandt man dem der var sig deres åndelige behov bevidst, og som i lighed med Johannes’ disciple nu heller ikke længere var afhængige af de ortodokse religiøse ledere og behøvede at gå til dem for at få åndelig føde. Indtil da havde de, ligesom den sygdomsbefængte Lazarus, ligget ved den rige mands port for at få de smuler der faldt fra hans bord. (Luk. 16:20, 21) Som deres modstykke i fortiden har kristenhedens præster kun haft ringe omsorg for det jævne folk. Det har foretrukket traditioner og trosbekendelser fremfor en lære der holdt sig nøje til Bibelen. Deres bord har nok set overdådigt ud, men maden har været forfalsket.
Det rette syn på tidsfaktoren
5. Skal vi forvente en pludselig opfyldelse af det der skildredes ved den rige mands og Lazarus’ død?
5 Så skete der, som lignelsen fortæller, noget der vendte op og ned på det hele. Begge mændene døde. Her er det den vigtige tidsfaktor kommer ind i billedet, i opfyldelsen markeret af forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Ja, døden danner klimaks. Men lad os nu ikke forstå tingene forkert. De forandringer som denne død medfører, indtræffer ikke på én gang og berører ikke alle samtidig. Sådan skete det ikke i den første opfyldelse. I seks måneder forud for Jesu tjeneste blev der udført et arbejde og forkyndt et budskab der var til trøst for nogle og til pine for andre. På samme måde var det med det sandhedsbudskab der blev forkyndt forud for 1914 og som drejede sig om Guds rige. Det bragte trøst og håb til nogle og mættede hungrende sjæle, men det pinte præsterne, som ikke var sene til at vise deres vrede. (Se eksempler herpå i Jehovas vidner og Guds gerning.) Dette arbejde og dette budskab som blev forkyndt på dette tidlige tidspunkt gik forud for et større arbejde, hvis mønster sås tydeligere i alle detaljer efter 1914. Det kan sammenlignes med morgengryet. Allerede før solen er stået helt op og med sine skarpe stråler har afsløret alle konturer tydeligt, lader morgenens frembrydende lys os ane et billede af landskabet, og dette billede bliver gradvis skarpere.
6. Hvilke yderligere momenter kan anføres i denne forbindelse?
6 Der er endnu en ting at bemærke i denne forbindelse. Da Jesus fortalte sin lignelse regnede de religiøse ledere med at de fortsat skulle leve et rigt og overdådigt liv og stadig kunne gøre deres krav gældende. Der var også mange der befandt sig i en tiggerlignende tilstand og som først senere erfarede den trøst der ligger i at eje Guds gunst. Dette ændrede imidlertid intet ved den kendsgerning at inspektionstiden var begyndt, og intet kunne ændre de principper hvorefter den skulle foregå, eller standse den eller hindre den i at fortsætte. På samme måde i dag. Så snart Kristus Jesus var indsat på tronen på det himmelske Zions bjerg ved udløbet af hedningernes tider i 1914, kunne intet standse eller forsinke de begivenheder der nu skulle finde sted.
7. Hvad kaldte Paulus den større Abraham, og hvilken opfordring resulterede det i?
7 I sin inspirerede beskrivelse af det oprettede teokrati på „Zions bjerg . . . det himmelske Jerusalem“ taler Paulus først om „myriader af engle“ og „menigheden af de førstefødte“, og derefter nævner han den vigtigste person, den større Abraham, „Gud, alles dommer“. (Hebr. 12:22, 23, NW) Ja, han dømmer „Lazarus“-skaren og „den rige mands“ skare og alle andre. Hans „domme [er] som det store dyb“, en „dyb afgrund“, retfærdige og uomstødelige over for alle skarer. (Sl. 36:7; Luk. 16:26) Før dommen endeligt eksekveres er det imidlertid muligt for enkeltpersoner at ændre hjertetilstand og flygte fra den ene skare over i den anden, altså endnu i inspektionstiden. Glem dog ikke at tiden er begrænset. Det er denne tone Paulus anslår, idet han fortsætter: „Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler.“ Derefter fortæller han at hele den nuværende tingenes ordning, ja den symbolske himmel og jord, vil blive rystet og fjernet fuldstændigt. Han slutter med denne indtrængende opfordring: „Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt.“ — Hebr. 12:25-28.
8. Hvad tilføjede Paulus til sidst, og hvilken forskel skal vi bemærke?
8 Hertil føjer han en kraftig påmindelse: „Thi ’vor Gud er en fortærende ild.’“ Læg mærke til forskellen. I sin lignelse talte Jesus om den ildtilstand som mennesker udsættes for endnu mens de er her på jorden, som piner men ikke dræber. Paulus talte imidlertid om den endelige eksekvering af dommen, der består i at alt liv fortæres og ødelægges i „ildsøen . . . den anden død“. — Hebr. 12:29; Åb. 20:14.
9. Hvordan kaster profetien i Åbenbaringen 11:7-12 yderligere lys over tidsmomentet?
9 Betragter vi begivenhederne som de virkelig har fundet sted, får vi endnu et vidnesbyrd om at det er vigtigt at have den rette opfattelse af tidsmomentet. Selv om 1914 markerede Rigets fødsel, var det først i 1919 at „Lazarus“-skaren erfarede en fuldstændig ændring i deres forhold. (Åb. 12:5) Hvad skete der da? Under den første verdenskrig undertrykte kristenhedens præsteskab med Guds tilladelse Jehovas indviede tjenere i „Lazarus“-skaren og trængte dem op i en krog hvor de intet kunne gøre. Det så ud til at det var ude med dem som skare betragtet, og i symbolsk forstand lå deres livløse legemer „på gaden i den store stad“, det store Babylon. Deres fjender ’frydede sig’. Så skete der ved en forordning fra Gud en pludselig forandring. De blev gjort virksomme igen, ved at der kom „livsånde fra Gud ind i dem“, og „de hørte en høj røst fra Himmelen sige til dem: ’Kom herop!’ . . . [og] deres fjender så efter dem“. Det er nøjagtig hvad der skete for Jehovas vidner i 1919. For øjnene af alle, deriblandt deres fjender i „den rige mands“ skare, blev de genrejst og genindsat i Guds gunst og ophøjede tjeneste for at arbejde til gavn for hans rige. — Åb. 11:7-12.
10. Hvordan er den ændrede tilstand for begge skarer blevet tydeligere siden 1919?
10 Siden da er den forudsagte forandring for de to skarer blevet tydeligere og tydeligere. Jehovas tjenere, som tidligere har døjet sorg og sult, kan nu „juble af hjertens fryd“, fordi de bliver næret med Rigets sandheder og beriget med tjenesten. I modsætning hertil pines nu de der påstår at de er Guds tjenere, som ’gør sig selv retfærdige i menneskers øjne’, og gerne vil have at alle mennesker ’skal tale godt om dem’. De har nu grund til at „skrige af hjerteve“ når de ser at „Lazarus“-skaren har opnået stor velstand og er blevet virkeligt rig, „velsignet . . . med al åndelig velsignelse i de himmelske egne i samhørighed med Kristus“, den regerende konge, og med Jehova, den større Abraham. Men „den rige mands“ skare er så godt som død og begravet hvad angår vidnesbyrd om at eje Guds gunst. Den afviser det budskab om Riget som „Lazarus“-skaren forkynder, og gør sig i stedet til talsmand for sådanne jordiske, politiske erstatninger som Folkeforbundet og De forenede Nationer. Læg nu mærke til de anmodninger som „den rige mands“ skare fremsætter i vor tid, som vist i Jesu lignelse. — Es. 65:14; Luk. 6:26; 16:15; Ef. 1:3, NW.
„Den rige mands“ anmodninger i vor tid
11. Hvad svarer i vor tid til den rige mands anmodning i Lukas 16:24?
11 I hovedtrækkene er vor tids religiøse lederes argumenter de samme som de skriftkloges og farisæernes. I begge tilfælde siger gerninger mere end ord. Der gøres alt for at bagatellisere og aflede opmærksomheden fra „Lazarus“-skarens energiske forkyndelse. Ja, man prøver endog at få arbejdet forbudt hvor det er muligt. ’Åh, bare Lazarus ville komme og læske min tunge med en dråbe vand i denne flammende ild!’ ’Åh, bare Jehovas vidner ville sige ét lindrende, smigrende ord, og i øvrigt ville forlade deres begunstigede plads!’ Ja, de gør alt for at få dem væk fra Abrahams skød! — Luk. 16:24.
12. Hvad har været resultatet af „den rige mands“ anmodning i vor tid, som antydet af Abrahams svar?
12 Vi husker at Abraham i sit svar på den rige mands anmodning blot fastslog kendsgerningerne og dermed antydede at de ikke stod til at ændre. Sådan er det også i dag. De anstrengelser man har gjort sig for at få Jehovas vidner til at dæmpe deres budskab eller ændre standpunkt, har været lige så frugtesløse som de forsøg man gjorde herpå med den første kristne menighed. Jehova giver „Lazarus“-skaren i dag den samme befaling som han gav sin tjener Jeremias: „Gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; . . . de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 1:7, 19.
13. Hvordan antydede Jesus, da han nævnte den dybe afgrund, at lignelsen omfattede flere mennesker?
13 Vi husker endvidere at Abraham derefter i lignelsen henledte opmærksomheden på den ’dybe afgrund’. Men lagde vi mærke til at han her ikke blot talte om den rige mand og Lazarus og sagde at ingen af dem kunne gå over på den anden side fordi der var en dyb afgrund imellem dem? Nej, han talte om at der var mange mennesker på begge sider: „Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra over til os.“ — Luk. 16:26.
14. Hvilke andre skarer ses i den nutidige opfyldelse af lignelsen, foruden dem der skildres ved den rige mand og Lazarus?
14 Hermed viste Jesus at lignelsen omfattede flere end „den rige mand“ og „Lazarus“. Det gælder især den nutidige opfyldelse. Vi ved at den rige mand havde fem brødre om hvem det antydes at de en skønne dag ville komme i det samme pinested. De eneste skabninger som Jesus nævnede på Lazarus’ side, var dem der gjorde sig den ulejlighed at anbringe ham som en fattig tigger ved den rige mands port, samt hundene der hensynsfuldt slikkede hans sår. Her har vi nøglen til løsningen. De gjorde noget for Lazarus i hans nød. Den rige mand gjorde intet. I en anden lignelse fortæller Jesus at der var nogle der gjorde godt mod hans åndelige brødre („Lazarus“-skaren), ja endog mod den mindste af dem, når de så at de var i nød. De der er glade for at gøre Kristi brødre en tjeneste, er måske slet ikke noget, måske kun „hunde“, i „den rige mands“ øjne, men Jesus sagde at i hans øjne er de „får“ (det vil sige hans „andre får“, som ikke hører til den „lille hjord“ af hans medarvinger). (Joh. 10:16; Luk. 12:32) Dem der ikke yder nogen hjælp, ja ligefrem nægter at hjælpe, sammenligner Jesus med bukke. De går deres endelige dom i møde, den fortærende „evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle“. Fårene, derimod, indbydes til at ’arve det rige som er beredt til dem’. Som Johannes’ syn viser, tjener de allerede nu Gud „dag og nat i hans tempel“, i nært samfund med „tempel“-skaren eller „Lazarus“-skaren, og indtager på denne måde en plads i Guds gunst her på jorden. Disse medarbejdere bliver også virkeligt rige, for Lammet leder dem „til kilderne med livets vand“. — Matt. 25:31-46; Åb. 7:15-17.
Endnu en anmodning afslås
15. Hvordan ser vi i dag den rige mand anmode om at Lazarus bliver sendt til den rige mands faders hus?
15 Det er slemt nok at lide den tort at være udsat for skam og vanære. Men værre er det hvis de der står én nær, ens egen familie, også må lide og alle udsættes for en offentlig afsløring. Kristenhedens præster og religiøse ledere befinder sig nu i den samme situation som de jødiske præster på Jesu tid. De ville gerne om de kunne få „Lazarus“-skaren lokket bort fra den plads den nu indtager, og få den til at holde op med at vise den større Abraham absolut hengivenhed. Kunne den ikke blive udsendt i en mission? For at bruge lignelsens ord: Kunne den ikke blive sendt til det hus hvor den rige mands fem brødre boede, og blive der længe nok til at den kunne aflægge „et grundigt vidnesbyrd“? (Luk. 16:27, 28, NW) Den skulle altså skabe en venlig kontakt med kristenhedens tilhængere og vidne for dem, ja, men en form for vidnesbyrd der ville spare dem for pine. Hvis det skulle ske, kan vi være sikre på at „Lazarus“-skaren ville blive budt velkommen og at den ville blive holdt tilbage og optaget i huset hos den rige mands fader, kristenhedens fader, „denne verdens gud“, Satan Djævelen!
16. Hvordan får Abrahams svar nu sin større opfyldelse?
16 Kunne det lade sig gøre? Vi husker Abrahams svar: „De har Moses og profeterne, dem kan de høre!“ (Luk. 16:29) Foruden disse hebraiske skrifter har vi i dag De kristne græske Skrifter. „Lazarus“-skaren og dens medarbejdere, det vil sige alle Jehovas vidner, bruger nu hele Bibelen og fortæller blandt andet om grunden til Guds dom over skøgen Babylon den Store, hendes blodskyld, hendes venskab med verden, hendes falske læresætninger, hendes skændige ødselhed og hendes kommende ødelæggelse. — Åb. 17:5, 6; 18:2, 3, 21.
17. (a) Hvordan reagerer „den rige mands“ skare på det „grundige vidnesbyrd“? (b) Hvilket tegn beder den om, og hvorfor?
17 Dette udvidede og „grundige vidnesbyrd“ behager ikke kristenhedens ledere og dens tilhængere. Da den rige mand svarede: „Nej, fader Abraham!“ sagde han i virkeligheden „nej“ til Moses og profeterne. Det får sin nøjagtige opfyldelse i dag! Det er ikke Jehovas vidner personligt de religiøse ledere har noget imod eller som de frygter. Det er deres budskab fra Bibelen, der ligesom et sværd er ’mægtigt ved Gud til at nedbryde ting som er stærkt forskansede’. (2 Kor. 10:4, NW; Ef. 6:17) Måtte de høre alt andet end det! Hvad ønsker de da? Et tegn! Et tegn så overvældende at det ikke ville kræve hverken tænkeevne eller tro. „Kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig.“ (Luk. 16:30) „Den rige mands“ skare anerkender at det er nødvendigt med anger og omvendelse, men det skal ske ad en genvej, uden udgydelse af „Guds harmes syv skåle“, og uden henvisning til Moses og profeterne og den øvrige del af Bibelen med et: „Der står skrevet.“ — Åb. 16:1; Matt. 4:4, 7, 10.
18. Hvorfor kan man sige at Abrahams sidste ord passer udmærket på situationen i dag?
18 Det er imidlertid umuligt at ændre eller at gå uden om dommens mønster. „Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.“ (Luk. 16:31) Det var Abrahams sidste ord. Det gik sådan for de jødiske præster og deres tilhængere. Det er gået på samme måde i dag. Nu som dengang kan hverken de religiøse ledere eller deres tilhængere sige at de ikke har haft lejlighed til at lytte til Bibelen og dens budskab. De tvinges ikke til at lytte eller at lade sig overbevise. De kan forhærde deres hjerter og lukke deres øjne. De kan modstå og forfølge, men de kan ikke standse vidnerne, som nyder den større Abrahams beskyttelse. I apostlenes dage „udbrød der en stor forfølgelse mod menigheden i Jerusalem, . . . De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord“. (Ap. G. 8:1, 4) I dag bliver vidnerne nogle steder drevet under jorden, men de forkynder stadig.
19. Hvorfor har de religiøse ledere et større ansvar i dag?
19 De religiøse lederes ansvar er i høj grad blevet øget nu da der virkelig har fundet en opstandelse „fra de døde“ sted. Som Peter sagde: „Ham [Kristus Jesus] opvakte Gud på den tredje dag . . . Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne [aflægge et grundigt vidnesbyrd, NW], at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde.“ (Ap. G. 10:40, 42) Ja, der blev aflagt et grundigt vidnesbyrd dengang, men endnu grundigere i dag efter at den opstandne er blevet konge og dommer i Guds rige. Hertil kommer at „Lazarus“-skaren selv, billedligt talt, blev oprejst fra de døde i 1919, som allerede omtalt, ligesom Jonas blev udfriet fra havdyrets bug. Men det har ikke bevirket nogen forskel for den rige mands og hans brødres hus.
Hvordan man bliver virkeligt rig
20. Hvilke paralleller finder vi når vi sammenligner Jesu lignelse med Jakobs ord om de rige?
20 Hos bibelskribenten Jakob finder vi en meget rammende opsummering af det emne vi har drøftet. Under inspiration skrev han: „Hør nu, i rige, græd og klag over den elendighed [pine] der venter jer. Jeres rigdom er rådnet op, og jeres yderklædning [af linned og purpur] er blevet mølædt; . . . Som ild er det I har samlet jer i de sidste dage [altså ikke fremtidig evig pine efter døden].“ Derefter fortsatte han, idet hans ord tog direkte sigte på dommens mønster: „Se, dommeren står for døren. Brødre! tag profeterne, der talte i Herrens [Jehovas, NW] navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige. . . . I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende; thi Herren er nåderig og barmhjertig.“ — Jak. 5:1-3 (NW), 9-11.
21. Hvilken lighed er der mellem Job-dramaet og lignelsen om Lazarus?
21 Denne sidste del af skriftstedet fremhæver den lyse side af mønsteret. I temmelig lang tid var Job, ligesom Lazarus, berøvet alt og måtte skrabe materien af sine bylder, ligesom hundene kom og slikkede Lazarus’ sår. (Job 2:8) Job var ligeledes overladt til sine formodede velgøreres, sine tre religiøse venners, forgodtbefindende. Han fik næsten lige så megen lindring og hjælp af dem, som Lazarus fik af den rige mand, ved de smuler der faldt fra hans bord. Så kom der en inspektion og dom fra Jehova der satte alt på sin rette plads. Den åbenbarede hvem der var de virkeligt rige. Efter at Job havde fået sin sundhed tilbage og det var åbenlyst at han atter ejede Guds gunst, blev han velsignet med dobbelt så meget som han havde haft før. Desuden fik han igen ti smukke børn, som svarer til den „store skare“ „andre får“ der indsamles og slutter sig til „Lazarus“-skaren og sammen med den kommer til at udgøre „én hjord [under] én hyrde“. — Job 42:10-17; Åb. 7:9; Joh. 10:16.
22. Hvad skal vi gøre for at blive virkeligt rige, og hvad skal vi undgå?
22 Som enkeltpersoner kan vi lære hvordan vi kan blive virkeligt rige, selv om det betyder at vi må ændre vor levevis. Vi kan ’søge Jehova mens han findes’. Vi kan undgå at gøre de samme fejl som „den gudløse“ og „urettens mand“. Den rige mand i Jesu lignelse tog ikke ved lære. Han var hovmodig og selvoptaget til det sidste. Han blev ved med at betragte Lazarus som en simpel tigger der kunne løbe hans ærinder. Men Abraham besvarede hans anmodninger ved at henvise til en eneste ting, „Moses og profeterne“, Bibelen. Deri ses Guds mønster klart. Deri ser vi hvordan vi kan ’vende os til Jehova, at han må forbarme sig, . . . for han er rund til at forlade’. — Es. 55:6, 7.
23. Hvordan hjælper Jesu budskab til menigheden i Laodikea os i denne forbindelse?
23 I sit budskab til menigheden i Laodikea viste Jesus hvordan man ved hjælp af kontraster kan lære at værdsætte sande rigdomme. Selv om hans ord i første række var henvendt til „Lazarus“-skaren, gælder de samme principper hele Guds folk. Menigheden i Laodikea var blevet lunken fordi den ikke havde formået at skelne mellem sande og falske rigdomme og pralede: „Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget.“ Den var hovmodig og selvretfærdig. Men dømt efter de sande åndelige værdiers målestok var den, som Jesus sagde, ’elendig, ynkværdig, fattig, blind og nøgen’. Den stod i fare for at blive forkastet, udspyet af hans mund. Læg mærke til Jesu vejledning: „Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive [virkeligt] rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.“ — Åb. 3:14-18.
24. Hvad indebærer Jesu opfordring til at ’købe hos ham’?
24 Ja, ’køb hos mig,’ sagde Jesus, og betal min pris. Den er ikke urimelig. Han opfordrer os til at give os selv. At overgive os og indvi os til Jehova, og således følge hans eksempel. At underkaste sig hans oplæring og tugt vil føre til en prøvet tro, „som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild“. „Søg retfærd“, ikke ved at stille dig til skue i „purpur og linned“, men ved at iføre dig klæder der er ’tvættet hvide i Lammets blod’, i tillid til Jesu offers fortjeneste. „Søg ydmyghed“, ved at være lærvillig, ved bestandig at salve øjnene med øjensalve, så du holder dine øjne åbne for de sandheder der ligger gemt i Guds ord. — 1 Pet. 1:7; Åb. 7:14; Zef. 2:3.
25. Hvilken opmuntring gav Jesus derefter?
25 Jesus gav alle der følger denne vejledning dette tiltalende løfte: „Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.“ (Åb. 3:20) Hvis vi vil, kan vi tage imod dette tilbud som han henvender til os hver især personligt, og blive virkeligt rige. Ved at eje hans gunst og anerkendelse vil vi opnå en nær plads hos ham som en del af ’den ene hjord under den ene hyrde’.
26. Hvad må man nu gøre hurtigst muligt, og hvilken egenskab kræves der?
26 Hvis du får øjnene op for at du er fange i det store Babylon, så tag hurtigt imod dette tilbud og slut dig til Jehovas folk ved at indvi dig til ham. Babylonierne fik ikke befaling til at flygte, men Jehova sagde: „Drag ud fra hende, mit folk!“ (Åb. 18:4) Det er et spørgsmål om tro, en levende tro som understøttes af gerninger der er i overensstemmelse med Guds sandhedsord. Der gives ingen undskyldning for uvidenhed. Den afgrundslignende demarkationslinje er trukket tydeligt op. Jesus sagde: „Dette er grundlaget for dommen, at lyset er kommet til verden.“ Jesus var legemliggørelsen af „det sande lys, som oplyser“, og i sit liv og i sin lære satte han eksemplet for andre. I almindelighed har menneskene nægtet at komme til lyset, fordi de hellere ville gøre det onde som hører mørket til. De har nægtet at udøve tro, og, som Jesus sagde: „Den som ikke udøver tro, er allerede dømt.“ De foretrækker at forblive i en dømt tilstand i det store Babylon. Det er deres eget valg. — Joh. 1:9; 3:18-20, NW.
27. Hvad skal vi gøre, og hvilken stilling må vi indtage for at komme til at opleve vederkvægende kontraster både nu og i fremtiden?
27 Hvorfor ikke meget hellere komme til lyset og lære at adlyde det, så „det må blive åbenbart, at [dine] gerninger er gjort i Gud“? (Joh. 3:21) I stedet for at skulle erfare den bitre kontrast mellem liv og tilintetgørelse når hin store by går til grunde, eller i Harmagedon, kan du nu opnå Abrahams Guds, Jehovas, kærlige omsorg og beskyttelse. I denne begunstigede stilling kan du nu begynde at erfare de glædebringende kontraster der gør livet uendelig interessant og værd at leve. Samtidig har du udsigten til evigt liv i Guds nye tingenes ordning med yderligere løfter om nye, frydefulde kontraster. For Skaberen siger: „Se, jeg gør alting nyt.“ — Åb. 21:5.
● „Men visdommen — hvor mon den findes, og hvor er indsigtens sted? Man får den ej for det fineste guld, for sølv kan den ikke købes, den opvejes ikke med ofirguld, med kostelig sjoham eller safir. Gud er kendt med dens vej, han ved, hvor den har sit sted. Men til mennesket sagde han: ’Se, [Jehovas] frygt, det er visdom, at sky det onde er indsigt.’“ — Job 28:12, 15, 23, 28.