Dåb — et kristent krav
DÅB har lige fra begyndelsen været en del af kristendommen. Hvad betyder dåben? Hvor vigtigt er det at blive døbt? Lad os undersøge nogle af de grundlæggende oplysninger som Bibelen indeholder om dåben og dens betydning.
Bibelen viser at den rette form for dåb er fuldstændig nedsænkning. Udtrykket „at døbe“ er oversat fra det græske ord baptízein, der betyder „at nedsænke, at neddykke“. Når man nedsænkes i vand, bliver man midlertidigt begravet i vandet og derpå løftet op af det.
Første gang Bibelen omtaler dåb er i forbindelse med Johannes Døbers virksomhed. I år 29 bemyndigede Gud Johannes til at døbe. Bibelen siger at Johannes kom „til hele landet omkring Jordan og forkyndte en dåb der som symbol betegner sindsændring til synders tilgivelse“. — Luk. 3:1-3.
Når et menneske blev nedsænket under vand og kom op af vandet igen, symboliserede det at vedkommende oprigtigt havde ændret sind og var bedrøvet over at have syndet imod den lov Gud havde givet gennem Moses. Den pågældende døde, så at sige, med hensyn til sin tidligere adfærd og blev nu levende med hensyn til en fornyet bestræbelse for at holde denne lov. Da Moseloven skulle tjene som ’en opdrager der leder til Kristus’, var Johannes’ dåb et vigtigt skridt i forbindelse med at forberede israelitterne til at tage imod den lovede Messias. — Luk. 1:16, 17; 3:4-6; Gal. 3:24.
Jesus kom selv for at blive døbt af Johannes. Ved denne lejlighed dalede Guds hellige ånd ned over Jesus, og han blev salvet som den lovede Messias. (Mark. 1:9-11) Jesus var ikke en synder der havde behov for at ændre sind, men på dette tidspunkt begyndte han på et nyt livsløb. (1 Pet. 2:22) Herefter skulle han gøre sin Faders særlige „vilje“, der indebar at han bragte sit liv som et genløsningsoffer for menneskehedens synder. — Sl. 40:7-9; Hebr. 10:5-10.
Johannes Døber ophørte ikke med sin døbervirksomhed efter at Jesus var blevet døbt. Han fortsatte med at døbe. Imidlertid læser vi at Jesus på et tidligt tidspunkt af sin tjeneste „gjorde flere disciple og døbte flere end Johannes — skønt Jesus ikke selv døbte, men hans disciple“. (Joh. 4:1, 2) Denne dåb som Jesus forestod var, ligesom Johannes’ dåb, et symbol på sindsændring.
En ny betydning
Efter Jesu død, opstandelse og himmelfart blev Moseloven ophævet. (Rom. 10:4; Ef. 2:15) Betød det at der nu ikke længere var behov for at lade sig døbe? Nej, men for jødernes vedkommende symboliserede dåben nu at de fremstillede sig for Jehova Gud på grundlag af Jesu sonoffer. Lige før Jesus steg til himmelen gav han imidlertid sine disciple følgende befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:19, 20.
Vi lægger mærke til at det ikke længere blot var jøder der skulle døbes, men „folk af alle nationerne“. Under sin jordiske tjeneste havde Jesus forudsagt at den særlige gunst Gud havde vist jøderne, ville ophøre. (Matt. 8:11, 12; 21:43) Dette skete i år 36, da Gud ledte apostelen Peter til Kornelius’ hus, hvor Peter forkyndte det kristne budskab for denne ikke-jøde og hans husstand. Efter at disse hedninger havde taget imod sandheden om Jesus Kristus, fik de den hellige ånds mirakuløse gave og blev døbt. — Apg. 10:1-48.
Eftersom Gud nu ikke længere havde et folk hvis medlemmer specielt var indviet til ham fra fødselen af, blev dåben fra dette tidspunkt et passende symbol på en helhjertet indvielse til Gud. Det at et menneske blev nedsænket i vand, tilkendegav at den pågældende døde med hensyn til en livsførelse der var bygget op omkring ham selv. Det at han steg op af vandet, symboliserede at han blev levende med hensyn til at sætte Guds åbenbarede vilje i første række. (Jævnfør Mattæus 6:33; Filipperbrevet 1:10.) Følgende ord af Jesus viser at dette var et krav: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ — Matt. 16:24.
Hvad vil det sige at blive døbt „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“? (Matt. 28:19) Det vil vi bedre kunne forstå hvis vi læser Jesu ord i Mattæus 10:41: „Den, som modtager en Profet i en Profets Navn, skal faa en Profets Løn, og den, som modtager en Retfærdig i en Retfærdigs Navn, skal faa en Retfærdigs Løn.“ (Lindberg) Det vil sige at man modtager en profet eller en retfærdig fordi man anerkender ham som det han er. De der ønsker at blive døbt som kristne, må anerkende Faderen, Sønnen og den hellige ånd som det de er: Faderen som den øverste Suveræn; Sønnen som genløser og konge; og den hellige ånd som Guds virkekraft der hjælper mennesker til at gøre Guds vilje. — Sl. 83:19; Matt. 20:28; Åb. 19:16; Joh. 14:16, 17.
Hvor stor betydning?
Hvor vigtigt er det at man underkaster sig den kristne dåb? Tænk på den vejledning apostelen Peter gav på pinsedagen år 33, henvendt til jøder der måtte bære et samfundsansvar fordi de havde pælfæstet Messias eller Kristus, og som havde behov for at blive renset for denne synd: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave.“ (Apg. 2:38) Ifølge Bibelen må de der ønsker at få deres synder tilgivet gennem Jesus Kristus, ændre sind og lade sig døbe.
Betyder det at dåbsvandet bortvasker synder? Nej, det ville være forkert at drage denne slutning. Da Peter omtalte vandfloden på Noas tid tillagde han dåben en dybere betydning, idet han sagde: „Det som svarer hertil [til at otte mennesker blev ført gennem Vandfloden i en ark], nemlig dåb (ikke fjernelse af kødets snavs, men en anmodning til Gud om en god samvittighed), frelser nu også jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“ — 1 Pet. 3:21.
Hvordan kan vi altså anmode Gud om en god samvittighed? Ved at gøre som Noa gjorde, nemlig indvi os før vi bliver ført gennem vandet. Ligesom Noa må vi indvi os til Jehova Gud for at gøre hans vilje, og derefter fortsætte med at gøre denne vilje. Dette medfører at vi får en god samvittighed, fordi vi ved at vi gør Guds vilje. Det at vi indvier os til Gud, er i virkeligheden „en anmodning til Gud om en god samvittighed“. Den gode samvittighed skyldes ikke vore egne selvretfærdige gerninger, men at vi gør Guds vilje og udfører det arbejde han har overdraget os. Det er det vi indvier os til at gøre.
Det at vi indvier os til Gud gennem Kristus er altså „en anmodning til Gud om en god samvittighed“. Som ufuldkomne, syndige mennesker er vi ikke i os selv antagelige for Gud. Men når vi ændrer sind, vender om fra synden og indvier os til Jehova, lader han os få gavn af Kristi sonoffers rensende blod, hvorved vi befries fra syndens forbandelse og opnår en god samvittighed over for Ham. Det at vi lydigt underkaster os dåben i vand, er derfor et symbol på at vi har indviet os til Jehova Gud gennem Jesus Kristus.
Betyder det at den der bliver døbt, ikke længere skal betragte sig selv som en synder? På ingen måde. Selv Paulus, der var en døbt kristen og en Kristi apostel, udbrød klagende: „Jeg selv, derfor, træller altså med sindet for Guds lov, men med kødet for syndens lov.“ (Rom. 7:25) Indviede, døbte kristne kan imidlertid have en god samvittighed fordi de véd at værdien af Jesu sonoffer renser dem for de synder de tidligere har begået og dem som de på grund af menneskelig ufuldkommenhed daglig måtte begå. (1 Joh. 2:1, 2) Kristne behøver derfor ikke at føle sig tynget af skyldfølelse på grund af deres tidligere livsførelse og nedarvede syndige tilstand.
Kun en begyndelse
Skal de der er blevet døbt betragte dåben som et udtryk for at de nu er blevet endeligt „frelst“, og at de er sikre på at få det evige liv? Det ville ikke være klogt, for Bibelen viser at dåben blot er begyndelsen til et menneskes indviede, hellige tjeneste for Gud. Husk at Jesu dåb fandt sted ved begyndelsen af hans messianske tjeneste. For hans apostles og andre af de første disciples vedkommende var dåben også et indledende skridt. Lagde vi mærke til apostelen Peters ord om at dåb ’nu også frelser jer’? (1 Pet. 3:21) G. F. C. Fronmüller siger i en kommentar hertil: „Nutidsformen [af det græske ord for „at frelse“] er benyttet fordi frelseshandlingen blot er begyndt og endnu ikke fuldført.“ — Matt. 10:22; Rom. 13:11; Fil. 2:12; Åb. 2:10.
Følgende ord af apostelen Paulus viser at dåben ikke er det eneste krav man må opfylde for at blive frelst: „For hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ (Rom. 10:9, 10) Denne udtalelse viser at det ikke er nok at man blot har tro og at man lader sig døbe; man må også ’offentligt bekende’ at Jesus Kristus er Herre og at Gud oprejste ham fra de døde.
Selv om denne offentlige bekendelse finder sted når man bliver døbt, betyder det ikke at der derefter ikke er noget behov for yderligere at bekende sit håb for andre. Tværtimod. Bibelen viser at vi fortsat må bekende vort håb ved menighedens møder, over for regeringsmyndigheder som måtte kræve os til regnskab for vort kristne håb, og ved offentligt at forkynde ’den gode nyhed’ om Guds rige. — Hebr. 10:23; 1 Pet. 3:15; Matt. 24:14.
Det er således klart at alle der ønsker at opnå Guds godkendelse må underkaste sig den kristne dåb. I betragtning af det dåben symboliserer, er den ikke noget man kan tage let på eller en handling man kan foretage uden omhyggelig forberedelse. Tænker du på at blive døbt inden længe? Hvis det er tilfældet, så tænk alvorligt over dåbens betydning. Vær besluttet på for evigt at leve op til den indvielse til Gud som den repræsenterer.