regeringer. Men ved at sammenligne dette skriftsted med andre, for eksempel Apostlenes Gerninger 5:29, hvor der står at „man bør adlyde Gud mere end mennesker“, kunne man se at når Romerbrevet 13:1 siger at man skal „underordne sig“, må der være tale om relativ underkastelse, ikke ubetinget underkastelse. Det vil altså sige at kristne skal underordne sig denne verdens regeringer så længe disse ikke forlanger noget der går imod Guds love. Hvis regeringerne gør det, må den kristne adlyde den højeste lov. — Ap. G. 4:19, 20.

Stempler det at de således indrømmer fejl, dem som falske profeter? Slet ikke, for falske profeter indrømmer ikke fejl. I virkeligheden giver Apostlenes Gerninger mere end ét eksempel på at kristne i det første århundrede tog fejl og måtte korrigeres, men Guds ord omtaler dem alligevel anerkendende. Alt dette er i overensstemmelse med det bibelske princip om at „retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag“. — Ordsp. 4:18.

Hvorfor skulle det, i betragtning af sådanne eksempler, være så vanskeligt for os som enkeltpersoner at indrømme det når vi har taget fejl? Der er ingen mennesker der ved alt; vi bliver alle ved med at lære. På grund af utilstrækkelig viden begår vi ofte fejl. Eller vi kan begå fejl fordi vi lader følelserne løbe af med os; fordom eller såret forfængelighed kan have fået os til at handle uden først at tænke over konsekvenserne af vore ord eller handlinger. — Ordsp. 5:1, 2.

Når vi er villige til at indrømme en fejl handler vi ret, for så kan vi bevare en god samvittighed. Så er vi fri for at skulle prøve at forsvare os eller retfærdiggøre os ved at sige: „Ingen er fuldkommen.“

Når vi er store nok til at indrømme en fejl, handler vi også klogt. Som vi lærte i tilfældet med børnene der beklagede sig over at deres fader ikke ville indrømme en fejl, kan vi bevare et bedre forhold til andre når vi indrømmer fejl, hvad enten det — i organisationsmæssig henseende er over for vore ligemænd, vore overordnede eller vore underordnede. Og når vi indrømmer en fejl vil det præge sig sådan i vort eget sind at vi sandsynligvis ikke gentager den, om ikke andet så på grund af den ydmygelse det medførte.

Vær derfor storsindet. Vær stor nok til at indrømme en fejl. Vær villig til at sige: „Ja, du har ret. Jeg har gjort en fejl, det må du undskylde.“ Og gør så alt hvad du kan for ikke at gentage fejlen.

’Du er mit håb, Jehova, min tillid fra min ungdom’

FORTALT AF HERMAN MIKKELSEN

I 1897, da jeg var tolv år gammel, boede vi på den lille danske ø Bornholm. En ven af familien ved navn Swen Swenson, som havde læst en bog der var udgivet af Watch Tower Society med titlen „Millenniets Daggry“, kom stormende ind til os. Med den ene hånd rakte han bogen i vejret; med den anden slog han sig på knæet, og med sindsbevægelse i stemmen råbte han: „Her har jeg en bog der bestemt er sandheden, og jeg vil gerne fortælle bedstemor Pedersen [min mormor] at bedstefar ikke er i noget brændende helvede, sådan som præsten sagde ved begravelsen.“

Bedstemor blev så lykkelig at hun udbrød: „Mine bønner er hørt!“

Så begyndte der cirka fireogtyve timers uafbrudt bibelstudium i vort hjem. Når min fars øjenlåg nu og da i nattens løb var ved at