Den kristnes opførsel i en splittet husstand
„Hvor ved du, hustru om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ — 1 Kor. 7:16.
1, 2. (a) Hvilken tildragelse fra Kanada fortæller noget om menneskers opførsel? (b) Hvordan vidnede den offentlige undskyldning om moralsk mod hos indsenderne, og hvad blev resultatet?
„BREV TIL REDAKTØREN: Ad denne vej vil vi gerne give en undskyldning til den prædikant hvis vogn blev bombarderet med æg forleden da han kørte gennem Ralph [by i Kanada]. Som en ringe erstatning for det skete beder vi ham køre vognen til et værksted og lade den vaske på vor regning. Endvidere beder vi ham, næste gang han kører igennem Ralph, om at se indenfor hos os så vi personligt kan give ham vor undskyldning. Selv om det ikke var os der var ophavsmændene til denne såkaldte spøg vil vi gerne på vore tre kammeraters og egne vegne bede om undskyldning for den. Det der var ment som en spøg, var alligevel ingen spøg, og den pågældende prædikant og andre bilister skal vide at den slags ikke vil ske mere her. — MERK OG MERVIN CUGNET.“
2 Den prædikant der havde været ude for dette overfald af en flok unge lovovertrædere i Saskatchewan i Kanada, var en af Jehovas vidners rejsende tilsynsmænd i dette område. Umiddelbart efter at æggene var blevet kastet mod hans vogn standsede han op, stod ud af vognen og gik tilbage til det hus som han mente drengene opererede fra. Han rapporterede det skete til forældrene og protesterede skarpt imod at nogen gjorde grin med forbipasserende bilister på den måde og oven i købet udsatte dem for den største fare. Moderen beklagede dybt det skete, og prædikanten tog af sted uden at efterlade navn og adresse. En uge senere kunne man læse ovennævnte offentlige undskyldning i den lokale avis. Sammen med et af de lokale Jehovas vidner aflagde tilsynsmanden et besøg hos de bedrøvede forældre. De fandt at det var mennesker der havde mistet deres tro og livsmod. Et bibelstudium med hele familien blev straks aftalt og to nye abonnementer blev tegnet, et på Vagttårnet og et på Vågn op! De fik at vide at vognvasken ikke kostede dem noget, for tilsynsmanden havde selv vasket sin bil. Da forkynderne tog afsked udtalte damen at det var kedeligt de skulle mødes på denne måde, men at hun var glad for den måde det var endt på og for at hun og hendes familie nu kom til at studere Bibelen. Det var prisværdigt af disse forældre, hvis retfærdighedsfølelse var vakt, at lade børnene give en offentlig undskyldning. Det var en modig handling der medførte velsignelse. — 2 Kor. 7:10.
3. (a) Hvordan viser nogle som endnu ikke er indviede kristne at de inderst inde ved hvad der er moralsk rigtigt? (b) Hvilken opmuntring finder vi heri?
3 Ovennævnte tildragelse vidner om at mange mennesker som ikke er Jehovas vidner inderst inde har en fornemmelse af hvad der er moralsk rigtigt, og at de, når virkeligheden pludselig går op for dem, vækkes til bedrøvelse efter Guds sind, med det resultat at de velsignes med sandheden og håbet om en lykkelig fremtid. Dette tilskynder kristne der lever i en splittet husstand til at holde ud og fortsat blive på den rette vej sammen med den nye verdens samfund. En fremtrædende forretningsmand, ikke selv troende men gift med et af Jehovas vidner, en meget kultiveret dame, har over for sine forretningsforbindelser givet udtryk for sin misbilligelse af de hustruer der, som deres, førte en formålsløs dagdrivertilværelse og var forfaldne til stærke drikke, idet han udtalte at han foretrak, når han kom hjem, at finde sin hustru „beskæftiget med Bibelen fremfor med spiritus“. Hvad kan vi nu anføre for at opmuntre kristne der befinder sig i en splittet husstand, til at følge en adfærd der vinder anerkendelse og som muligvis kan komme til at betyde livet for ikke-troende medlemmer af deres familie? — 1 Kor. 7:16.
4. Hvad er det gode forhold til ikke-troende familiemedlemmer afhængigt af?
4 Der kan naturligvis ikke være tale om at gå på kompromis når det drejer sig om lydighed mod Jehova. Før sin udtalelse om at kristendommen kunne medføre splittelse i familien sagde Guds søn Jesus: „Den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene.“ (Matt. 10:32-37) Det er imidlertid ikke altid sagen drejer sig om ens lydighed mod Jehovas love. Somme tider er det gode forhold til de øvrige af familiens medlemmer afhængigt af om den kristne virkelig forstår at hjælpe dem til at indse hvorfor han må tro og handle som han gør, hvorfor han føler som han gør, og hvorfor han ønsker at gå til møder og at deltage i vidnearbejdet fra hus til hus. Til andre tider er der opstået strid om noget som slet ikke er et udtrykkeligt krav fra Guds side, noget der kan gøres anderledes eller på et andet tidspunkt, så det ikke kommer til at gå på tværs af de andre familiemedlemmers planer og interesser. Det hænder at den kristne fastholder et ønske, et krav, et synspunkt, en hensigt eller en praksis der er vedkommendes personlige og ikke et krav fra Gud. For at få det rette lys over tingene, så lad os undersøge nogle af de problemer der kan opstå for den kristne der lever under sådanne forhold.
En ikke-troende hustru
5. Hvilke pligter påhviler den kristne ægtemand der har en ikke-troende hustru?
5 En indviet kristen mand der har en hustru der er imod eller ligegyldig over for sandheden, befinder sig i en langt gunstigere stilling end den kristne hustru der har en ikke-troende mand. Den kristne ægtemand er i stand til, ja bibelsk forpligtet til at gøre sin myndighed som familiens overhoved gældende. Hustruer får følgende råd: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved.“ Dette forpligter manden til at sørge for sin hustru og sine børn, hvilket apostelen også gør opmærksom på i Første Timoteusbrev 5:8: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen.“ Han er også juridisk forpligtet dertil. I regelen vil hustruer der er imod mandens indstilling hævde deres ret i så henseende, selv om de ikke vil underordne sig deres mænd. Endvidere er manden forpligtet til at elske sin hustru og være hende en god støtte. Dette indbefatter også at han yder hende den ægteskabelige ret, for ellers kunne han tilskynde hende til at søge en andens selskab og selv blive årsag til hendes utroskab. Selv om hustruen er ligegyldig over for sandheden eller direkte imod den, er den kristne altså stadig underlagt sine forpligtelser som ægtemand. — Ef. 5:22, 23; 1 Kor. 7:3.
6, 7. (a) Hvilke bibelske krav fritages en kristen ægtemand ikke for, selv om han derved kunne behage en ikke-troende hustru? (b) Hvordan bør han være over for sin hustru?
6 En mand der befinder sig i en sådan situation fritages ikke for at opfylde sine forpligtelser som kristen for på den måde at behage sin hustru eller mindske hendes modstand. Alle indviede kristne må studere, komme sammen med andre kristne og regelmæssigt deltage i forkyndelsen. Dette kan lade sig gøre uden at hustruens interesser derved tilsidesættes. Manden kan opfordre hustruen til at gå med til møderne, og selv om hun ikke vil, bør han alligevel gå. Hvorfor opfordre hustruen til at gå med, hvis han ikke selv tager så strengt på at komme til møderne? Hvis han slækkede på sine kristne studievaner og på sin deltagelse i møderne og tjenesten, ville det blot opmuntre hans hustru til at forfølge sin sejr og gøre hende endnu mere ubøjelig og stædig. Hvis der er børn i ægteskabet påhviler det manden ikke alene at sørge for børnenes fysiske, men også for deres åndelige velfærd. Dette indbefatter at faderen tager dem med til møderne og at børnene studerer privat. Som familiens overhoved kan manden kræve at børnene gør dette. „I fædre! . . . opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Hvis han ikke gør det, vil det sige at han ikke tager sig af sin families åndelige behov.
7 Når manden tager sig af sin families åndelige interesser vil han også over for sin hustru anvende al den takt og venlighed han er i besiddelse af, for at hjælpe hende til at få øjnene op for sandheden. Der er ingen grund til at blive vred eller skælde ud når der er noget hun ikke forstår. Ganske som vi over for ikke-kristne uden for familien søger at fremlægge sandheden så taktfuldt som muligt og på en måde der vækker mindst anstød, vil vi også gøre det over for vor egen familie. Den kristne ægtemand hvis hustru er imod sandheden bør fremlægge den for hende på en sagtmodig og venlig måde og sådan at hun kommer til at respektere og forstå sin mands indstilling.
En ikke-troende ægtemand
8. Hvorfor befinder en hustru der har en ikke-troende mand sig i en vanskeligere situation?
8 Men hvis nu forholdet er det omvendte? Hvis nu det er hustruens lod at have en vantro ægtemand, en der ikke vil tilbede Gud sammen med hende? Selv om forholdet i nogle henseender er det samme, så kan denne situation dog frembyde større problemer eftersom hustruen ikke kan tiltage sig myndigheden som familiens overhoved blot fordi hendes mand ikke er i sandheden. Hun må stadig underordne sig sin mand, hvilket betyder at det er manden der bestemmer hvordan de skal tjene til livets ophold, hvor de skal bo, hvordan deres levestandard skal være, o.s.v. Kan en kvinde der lever under sådanne forhold virkelig elske sin mand, når han ikke anerkender hendes indvielse som kristen? Ja, hvis han elsker hende og er ren i moralsk henseende. Hun elskede ham før hun indviede sig til Gud. Indvielsen får hende ikke til at holde op med at elske sin mand. Skal hun yde ham den ægteskabelige ret? Ja, for de er stadig gift. Indvielsen ophæver ikke ægteskabet. Selv om han til tider farer voldsomt frem imod hende og prøver på at arrangere forskellige ting for at hindre hende i at komme til møderne og at gå ud i tjenesten, må hun stadig opfylde de pligter der påhviler hende som hustru. Hun må passe hjemmet, lave mad og gøre andre ting for sin mand. Hvis han bliver så voldsom at det er farligt for hende at bo sammen med ham, kan hun overveje at lade sig separere fra ham for sin egen sikkerheds skyld. — 1 Kor. 7:15.
9. Hvad skal hustruen gøre hvis manden er imod at hun går ud i vidnearbejdet om søndagen?
9 Hvordan med forkyndelsen fra hus til hus hvis manden er imod det? Sæt at han forbyder sin hustru at deltage i denne tjeneste søndag formiddag når han er hjemme, eller han tilrettelægger et eller andet for dem begge to? Hvad skal hustruen i så fald gøre? Det ville da være klogere om hun lagde sin teokratiske arbejdsplan om og gik ud i tjenesten på tidspunkter hvor det ikke ville gribe forstyrrende ind i familiens arrangementer. Det ville være det samme som hvis hun ændrede sin teokratiske arbejdsplan for at vaske storvask eller for at kunne gøre noget andet i hjemmet. I Jesu befaling til sine disciple om at forkynde den gode nyhed siges der intet om at det kun kan gøres søndag formiddag; og selv om det var ønskeligt at hustruen kunne være med i dette arbejde, så er det dog ikke troløshed mod Jehova at hun gør det på et andet tidspunkt hvis hensyn til manden kræver det.
10. Hvad kan hustruen gøre for børnene i åndelig retning, og hvorfor bør hun gøre det?
10 En hustru der har en vantro mand kan øve en god indflydelse på børnene i åndelig retning, selv om det er imod mandens ønske. Hun må dog passe på at hun ikke vender børnene bort fra deres fader blot fordi han ikke forstår sandheden. Mens børnene er små og hun har dem om sig hele dagen, vil hun sørge for at der hver dag bliver tid til at tale med dem om Bibelen. Selv om hendes undervisning af børnene ikke helt kan erstatte en faders, har hun dog pligt til at gøre sit bedste. I Ordsprogenes bog siges der (6:20): „Opgiv ikke din moders belæring,“ og (10:1): „Tåbelig søn er sin moders sorg,“ hvilket viser at moderen også har ansvar for børnenes opdragelse, og at det er muligt at hun senere kan komme til at skamme sig over en søn der har handlet tåbeligt fordi hun ikke har opdraget ham rigtigt. Hvorfor bør en hustru tålmodigt finde sig i sådanne forhold og altid søge efter udveje til at bevare sin uangribelighed ind for Gud? Fordi hun på den måde ikke overtræder princippet om hustruens underkastelse. Det viser at hun er trofast mod Jehovas ord og lov. Dette kan føre til at børnene får en kristen opdragelse til trods for at manden ikke har kunnet skuldre sit ansvar i så henseende.
11. Hvad vil en forstandig, om end ikke-troende ægtemand sætte stor pris på?
11 At manden ikke er troende forhindrer ikke hustruen i at tale med familien, manden indbefattet, om Bibelen. Når hun bringer emnet på bane over for sin mand må hun gøre det taktfuldt, når øjeblikket er belejligt og ikke på en sådan måde at han bliver irriteret. Det skal helst være når han er afslappet og i godt humør. En kristen hustrus gode opførsel gør et stærkt indtryk på hendes ikke-troende ægtemand, undertiden et endnu stærkere indtryk end den ydre skønhed. Apostelen siger: „Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.“ (1 Pet. 3:1-6) Det er sandelig også meget værd i en forstandig ægtemands øjne, selv om han ikke er troende.
Ikke-troende børn
12, 13. (a) Hvilken indstilling vil det være forkert af forældre at have over for deres ikke-troende børn? (b) Hvilket eksempel anføres for at vise hvad man må gøre med børn der tilsyneladende ikke er interesserede i Bibelen?
12 Undertiden kan sandheden forårsage et skel mellem forældre og børn; selv mindre børn kan sætte sig imod at gå med til møderne og deltage i tjenesten. De større børn udvikler undertiden en oprørsk ånd og får en fjendtlig indstilling til Bibelen. Kristne forældre kunne da tænke: „Vore børn er ikke interesserede i sandheden. Vi vil ikke have mere med dem at gøre. Vi vil kun gøre det loven kræver af os, give dem føde og klæder og lade dem bo under vort tag. Når de er gamle nok kan de gå deres egne veje, og så kan vi tage ud som pionerer.“ Er denne indstilling rigtig og i overensstemmelse med kristne principper?
13 Nej! Der kræves mere af kristne forældre end at de blot giver børnene mad, klæder og husly. At opdrage børnene „i Herrens tugt og formaning“ vil sige at undervise dem i hvad Bibelen lærer. (Ef. 6:4) Det betyder regelmæssigt at samtale med børnene om bibelske emner og at tage dem med til møder hvor sådanne bibelske emner drøftes. Undervurder aldrig den værdi det har at komme til møderne. Selv om børnene måske synes at det ikke er nær så interessant som at se film eller fjernsyn, viser erfaringen alligevel at den rette opdragelse af børnene bærer frugt senere hen. Som eksempel kan nævnes to drenge der begge fandt det kedeligt at være til møde. Begge forældrepar tog drengene med hen til rigssalen, men den ene blev sendt hen i en nærliggende biograf, mens forældrene gik til møde. Den anden dreng blev af faderen tvunget til at komme ind og overvære møderne. Den første dreng giftede sig med en pige uden for den nye verdens samfund og forlod sandheden, mens den anden dreng kom til at forstå sandheden efterhånden som han blev ældre, giftede sig med en pige der var indviet, og senere sammen med sin hustru blev medlem af betelfamilien. Der kræves altså at forældrene virkelig fører tilsyn med børnene, at de gør deres indflydelse gældende og tager selv de børn der føler sig draget mod verden med til møderne regelmæssigt. Det er endnu mere påkrævet at sådanne børn bliver holdt i nær kontakt med kristendommen mens de juridisk og bibelsk er underlagt forældrenes myndighed. Ikke alle tilfælde er ens. Jo ældre og mere genstridige, stædige og forhærdede børnene er over for Bibelen, jo vanskeligere er det at retlede dem, og jo strengere forholdsregler må der tages over for dem. — Ordsp. 23:13.
14. Hvordan skal vanskelige børn behandles, og hvad kan forældrene gøre?
14 Det er ikke nødvendigt at kristendommen bankes ind i børnene. Konstant at skænde på og irettesætte et barn som ikke naturligt føler sig draget mod Bibelen vil snarere slå modet ned hos det end tilskynde det til at tage imod sandheden. Kristne forældre har derfor brug for at udvikle og forbedre deres evner til at opdrage og undervise deres børn, så de bedre kan magte de børn der ikke synes at bryde sig om sandheden. Sådanne børn må behandles med stor forståelse og finfølelse. De skal ikke hele tiden skældes ud og have at vide at de ikke er nær så gode eller dygtige som de børn der tilsyneladende har antaget sandheden. En af de ting man kan gøre er at få børnene til at føle sig lykkelige over at de tilhører en kristen familie, at lade dem forstå at andre vil betragte dem som mennesker der har en høj moralsk standard, og at de vil få en langt større indsigt og forståelse som følge af den bibelundervisning de modtager. Et barns modvilje mod sandheden bør ikke blæses op til noget stort; det er bedre at lade som om man ikke bemærker den. I det hele taget gælder det for de fleste børn at der skal lidt overtalelse til, især når man vil have dem til at læse og studere.
Ikke-troende forældre
15. (a) Hvilket problem kan troende børn hvis forældre ikke er troende komme til at stå overfor? (b) Hvad vil det være rigtigt af børnene at gøre?
15 Der findes også tilfælde hvor børnene kommer til kundskab om sandheden, mens forældrene har en anden religion eller slet ingen. Hvad kan børnene gøre hvis forældrene forbyder dem at gå til møde og deltage i forkyndelsen fra hus til hus? Kan børnene sætte sig op imod forældrene, fuldstændig ignorere forældrenes ønsker, løbe bort og alligevel deltage i den teokratiske virksomhed? Det ville ikke være den rette kristne opførsel, for Bibelen påbyder børnene at ære deres fader og moder. Et fuldstændigt forbud mod enhver forbindelse med Jehovas vidner kan kræve at et barn træffer ret yderliggående foranstaltninger for at bevare sig selv åndeligt levende og være i stand til at gøre Guds vilje ved at forkynde for andre. Hvis børnene får pålæg om at afstå fra at gøre noget som er påbudt af Jehova eller får befaling om at gøre noget som strider mod kristne principper, da skal de som kristne adlyde Gud fremfor mennesker. I de fleste tilfælde vil ikke-troende forældre dog ikke gå så vidt som til at forbyde deres indviede børn at gøre Jehovas vilje, og de begrænsninger forældrene vil lægge på børnene kan betragtes som enhver anden hindring den kristne må overvinde, som for eksempel et dårligt helbred, verdslig beskæftigelse eller et fysisk handicap. Troende børn må tålmodigt affinde sig med deres forhold, medmindre de kan finde en måde at overvinde forhindringen på ad lovlig vej, alt afhængigt af deres egen opfindsomhed. Kristen opførsel kræver at umyndige børn underordner sig deres forældre og viser dem respekt og hensyn, selv om de ikke er Jehovas vidner. Læg i denne forbindelse mærke til Jesu eksempel. (Luk. 2:51, 52) Indviede børn må altså vente til deres tid kommer, gøre fremskridt i sandheden gennem personligt studium og ved at deltage i møderne og tjenesten i så vid udstrækning som deres forældre tillader det. På denne måde udvikler de deres evner og kan stille sig til disposition den dag de ikke længere er underlagt forældrenes myndighed. — 2 Mos. 20:12; Ap. G. 5:29.
16. Har børn der befinder sig i denne situation grund til at føle sig nedtrykt, og hvordan kan deres opførsel tjene til ære for Jehova?
16 For børn hvis forældre ikke er i sandheden gælder det at deres lydighed mod forældrene og anerkendelse af forældrenes myndighed i sig selv tjener til ære for Jehova. Hans lov overholdes, hans vilje gøres. Når et barn nøje bestræber sig for ikke at gå på kompromis med hensyn til Jehovas bud og i øvrigt retter sig efter forældrene, er det lydighed mod Jehova. Børn der lever under sådanne forhold behøver ikke at føle sig nedtrykt over at de er underkastet begrænsninger som andre børn hvis forældre er i sandheden, ikke kender til. De bør i stedet finde ud af hvor megen teokratisk virksomhed de er i stand til og har lov til at deltage i, og så gøre det de kan. Husk at det er ikke så meget mængden af det arbejde man udfører, det kommer an på, som ens beslutning om at gøre alt hvad man kan. Derved viser børnene at de er rene og retskafne, og selve deres livsførelse bliver et vidnesbyrd. „Selv drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans færd.“ (Ordsp. 20:11) Et ungt menneske har brug for vejledning, og det bør et barn der har indviet sig til Gud og hvis forældre ikke er indviede, forstå. Det er derfor klogt at bede om at blive retledt.
17-19. (a) Hvad må sådanne børn passe på når de bringer Bibelen på bane over for deres forældre? (b) Hvordan kommer næstekærlighed ind i billedet? (c) Hvad skal man gøre brug af på „hjemmefronten“, og lønner ens anstrengelser sig?
17 Når et barn der er indviet vidner for sine forældre og forklarer dem noget fra Bibelen bør det ske taktfuldt. Det er nødvendigt at vise omtanke. Et barn bør aldrig optræde fornærmeligt eller arrogant over for sine forældre, det må aldrig „sige dem besked“, tage revanche for den modstand det møder eller bruge Bibelen til at slå forældrene med. Barnet bør i stedet vise at det ønsker at forældrene skal forstå Bibelen. Tal ikke nedladende til dem, men ræsonner med dem. Stil spørgsmål på en sådan måde at svarene nødvendigvis må støtte Bibelen. „Far, du vil da hellere have at jeg går til møde end roder mig ind i noget sammen med de andre unge?“ Når forældrene ude af sig selv udbryder: „Så opgiv da denne tåbelige religion!“ kan børnene ærligt svare: „Ja, det vil jeg godt — hvis den er tåbelig. Men mor, hvis den er så tåbelig, hvorfor kan præsten så ikke vise hvad der er forkert?“ Sådan sås små sandhedskorn i forældrenes sind, og det vil ikke vare længe før de indser at barnet har noget som præsten ikke kan modbevise, noget som forældrene hellere måtte undersøge.
18 „Ja men mit tilfælde er noget ganske særligt,“ vil en måske sige, „og jeg har prøvet det alt sammen. Hvad andet kan jeg gøre?“ Jesus sagde at det første bud var at man skulle elske og adlyde Jehova med alt hvad man havde. (Matt. 22:37) Det gælder derfor i alle forhold at tjenesten, vor tilbedelse af Jehova, kommer i første række, forud for alle andre befalinger der er givet. Jesu befalinger er i deres inderste kerne hans Faders befalinger, og han sagde: „Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!“ (Joh. 14:15) Hvis det vor familie ønsker vi skal gøre går imod Jehovas befalinger, da kan vi ikke rette os efter det. Det andet bud, sagde Jesus, lød: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39) Medlemmer af vor egen familie står os nærmere og er os kærere end nogen andre, selv om de ikke anerkender Bibelen. De har krav på vor interesse og opmærksomhed. Vi ønsker at hjælpe dem til sandheds erkendelse. At de ikke har grebet sandheden så hurtigt som vi, skulle ikke skille os fra dem. Andre som heller ikke anerkender sandheden, er ligegyldige over for den og som måske oven i købet behandler os dårligt, viser vi vor interesse og opmærksomhed ved gang på gang at gå til dem og vidne for dem. Burde vi ikke gøre lige så meget for medlemmer af vor egen familie? Det betyder at vi må gøre noget for at vinde dem, ikke støde dem fra os. At overbevise dem, ikke vende dem imod os. Vinde deres hengivenhed, og ikke blot lige lade dem tåle os.
19 Det er altså nødvendigt til stadighed at vise opfindsomhed og bruge strategi på hjemmefronten hvis man skal vinde sin familie for sand kristendom. Med hensyn til familiens medlemmer gælder det at man allerede kender dem særdeles godt og derfor ved hvilken fremgangsmåde der vil være den bedste og mest effektive. Belønningen for en så kærlig udholdenhed over for ens nærmeste vil være stor!
20, 21. (a) Hvilke egenskaber kendetegner medlemmerne af den nye verdens samfund? (b) Hvordan opnås disse egenskaber? (c) Beskriv nogle af dem.
20 Det der sker med medlemmerne af den nye verdens samfund i dag er et sandt under, og det hvad enten de tilhører familier der er splittede eller familier der er nært sammenknyttede og forenede i tilbedelsen af Jehova. Mennesker af alle nationaliteter er i færd med at tilegne sig en ny personlighed af en høj moralsk standard. Det sande, frygtløse enkeltmenneske, med den værdighed Gud har forlenet det med, er nu ved at vise sig overalt på kloden, mens denne gamle verdens samfundsordninger mere og mere går i opløsning. Det er et resultat som det sovjetiske samfund med dets kollektivmenneske og det demokratiske samfund med dets maskinmenneske ikke har kunnet og ikke vil kunne opnå. Ved fortsat og systematisk at anvende Bibelens principper i det daglige liv opelskes følgende grundlæggende egenskaber, der kommer til at kendetegne dem der tilhører den nye verdens samfund.
Kærlighed: uselvisk interesse for andre, grundlagt på Bibelens principper.
Glæde: en dyb indre følelse af lykke, tilfredshed, fornøjelse.
Fred: en indre afklaret ro og ligevægt; kendetegnet ved et harmonisk sind, fri for ængstelse og bekymringer.
Langmodighed: udholdenhed, tolerance, tålmodighed, evne til at affinde sig med personer og forhold.
Venlighed: at være mild, medfølende, imødekommende, taktfuld, hensynsfuld.
Godhed: giver sig udslag i rundhåndethed, gavmildhed, gæstfrihed.
Tro: at eje en fast overbevisning, sikker forvisning, fuldstændig tillid.
Mildhed: beherskelse af temperament, sind, vrede; en lærvillig indstilling.
Selvbeherskelse: at holde fysiske og mentale kræfter under kontrol, være ligevægtig, afbalanceret.
Dyd og Renhed: at være ærlig, retskaffen, retfærdig, og at bevare sin moralske uangribelighed.
Fornuftighed: at være frisindet, til at tale med, ikke påståelig, ikke dogmatisk.
Villighed til at adlyde: at være hurtig til at lade sig lede af Guds vilje, ikke stædig.
Barmhjertighed: at vise medfølelse, at tilbageholde en retfærdig dom over angrende.
Upartiskhed: ikke at gøre forskel, at være fordomsfri, ikke at favorisere.
Ikke hyklerisk: giver sig ikke ud for at være noget man ikke er, ikke påtaget, altid oprigtig, ægte. — Gal. 5:22, 23, NW; Ef. 4:23, 24.
21 Når et menneske opelsker disse egenskaber betyder det at det vokser op til at ligne Jehova Gud og Jesus Kristus, der ejer alle disse egenskaber til fuldkommenhed. Slut Dem da til den nye verdens samfund af Jehovas vidner for at gennemgå en sindsfornyelse, så De kan få håb om evigt liv i Paradiset her på jorden! — Ef. 5:1, 2.