Bibelen — autentisk og inspireret
DET er kun rimeligt at forvente at Gud ville give sine jordiske børn en åbenbaring om sin vilje og sine hensigter. Det ville være ufornuftigt at slutte at menneskets Skaber skulle foretrække at være anonym, at han ville udsætte sig for at blive anklaget for at have svigtet menneskeslægten og at have stemplet den som et illegitimt afkom, og at han for stedse ville holde menneskene i uvidenhed om deres største Velgører og højeste Dommer. En ærlig undersøgelse af kendsgerningerne viser at Gud virkelig har givet menneskene en autentisk, inspireret åbenbaring.
Fra de tidligste tider har Bibelens bøger været en hårdt tiltrængt hjælp og vejledning for menneskene. Bibelens tilblivelse strakte sig over seksten hundrede år, og den fortæller konsekvent om en Gud der er kærlig, viis, retfærdig og mægtig. Igennem den har det søgende menneske kunnet lære om skabelsen, hensigten med mennesket, syndens og dødens oprindelse og det vidunderlige håb om et genoprettet paradis. Gennem alle tidsaldre har Bibelens venner fundet den en uudtømmelig kilde til hellighed, mod, skønhed og praktisk visdom. Selv dens fjender priser den som et litterært mesterværk og har bidraget til at den er blevet alle tiders bestseller. Dog har bøgernes Bog også været udsat for voldsomme angreb.
„Højere bibelkritik“
I det nittende århundrede, lige i hælene på Darwins genoplivelse af den græske evolutionsteori, rettede nogle tyske professorer og præster et angreb mod Bibelens pålidelighed. Denne „højere bibelkritik“ bredte sig til mange dele af verden. Mange hvis tro allerede var blevet svækket af Darwin led et fuldstændigt åndeligt skibbrud. Dette dobbelte angreb kan beskrives med Æsops ordsprog: „En åbenlys fjende kan være en forbandelse, men en foregiven ven er værre.“
Mens kritikkens storm rasede imod Bibelen begyndte en bemærkelsesværdig røst at tale til dens forsvar. Arkæologiske udgravninger i Ægypten, Palæstina og Mesopotamien bragte interessante beviser på Bibelens sanddruhed for dagen. Bibelske byer, konger og folkeslag blev pludselig levendegjort ved fund af lertavler, potteskår, billedstøtter, inskriptioner og for længst begravede ruiner. Hetitterne og kana’anæerne havde virkelig eksisteret! (2 Mos. 3:8) Assyriske og babyloniske dokumenter bevidnede at mange af de folkeslag som omtales i Første Mosebog 10:1-32, virkelig havde været til. Den grusomme Sankerib og andre konger viste sig at have været virkelige nok. Man fandt Jerikos mure og opdagede at de ikke langsomt var gået i forfald men var blevet omstyrtet med stor kraft; byens forsyninger af levnedsmidler var øjensynlig blevet brændt, nøjagtig som Jehova havde befalet Josua at gøre. Selv kong Salomons stalde blev fundet ved Megiddo. Arkæologer begyndte at skrive bøger om arkæologi og Bibelen. — Es. 36:1; Jos. 6:17, 24; 1 Kong. 4:26.
„Virkningen af disse fund,“ skrev Sir Charles Marston i The Bible Comes Alive, „er at hele den nedbrydende bibelkritik kommer til at stå i et endnu dårligere lys. Arkæologien, som er en strengt objektiv videnskab, modbeviser bibelkritikkens subjektive negationer. De der har svækket den almindelige tro på Bibelen og undermineret dens autoritet, oplever nu at deres egen stilling og autoritet undermineres og ødelægges af de vidnesbyrd der er kommet for dagen. Spaden driver den nedbrydende bibelkritik ud af de tvivlsomme kendsgerningers mark og over i det man henregner til fantasiens verden. Og der kan næppe herske tvivl om at denne udvikling vil fortsætte.“
Arkæologien har retfærdiggjort Bibelen og har ikke støttet Darwins evolutionsteori. Tværtimod! Udviklingslærens teori om at de første mennesker ikke kunne skrive faldt helt til jorden ved fundet af tavler med inskriptioner fra før Vandfloden. Det var også en forbløffende opdagelse for geologer og palæontologer at deres mest autentiske fund var i fuldstændig overensstemmelse med Bibelens skabelsesberetning. Den dag i dag har udviklingslæren ikke været i stand til at bevise sine teorier, og man har forladt mange af Darwins teorier. Alt hvad der er tilbage er en tro på en indbildt videnskab hvis påstande ikke kan bevises af nogen gren inden for videnskaben.
Bibelens ærlighed
Mennesker hvis sind ikke er blevet fyldt med fordomme af den „højere bibelkritik“ og af evolutionsteorien kan finde utallige beviser på Bibelens pålidelighed. På et tidspunkt da Israels folks naboer var fordærvede og var henfaldet til polyteisme, magi, åndemaneri og grov umoralitet, forkyndte Bibelens nedskrivere én sand Gud der krævede hellighed og renhed og som udstedte uforlignelige love der skulle blive grundlaget for civiliserede samfunds retsvæsen. (5 Mos. 5:6-21) Løj disse nedskrivere når de sagde at de skrev under inspiration? Kunne løgnere udtænke den reneste opfattelse af Gud, af moral og retfærd man nogen sinde har kendt? En sådan opfindsomhed ville i sig selv være et mirakel.
Efter at journalisten Sydney J. Harris havde læst Bibelen skrev han: „Ingen anden bog har udstrålet en mere pinlig ærlighed.“ Ja, Moses skrev om hvordan han undlod at give Jehova æren for et mirakel. Kong Davids synd med Batseba blev ikke dysset ned. Peters fornægtelse af Jesus blev ikke bortforklaret eller undskyldt. Bibelskribenterne havde øjensynlig en sand frygt for den Gud de tjente. Deres oprigtighed gør Bibelen til et litterært fænomen, der kun kan forklares ved dens guddommelige forfatterskab. — 4 Mos. 20:7-12; 2 Sam. 11:2–12:14; Mark. 14:66-72.
Sådanne begivenheder som Israels udfrielse ved Det røde Hav blev uløseligt forbundet med folkets daglige liv og Israels historie, på samme måde som Frankrig har sin bastilledag og Amerika sin uafhængighedsdag. Bibelens nedskrivere var ikke løgnere. Man kan heller ikke anklage de kristne for at ville binde folk noget på ærmet. Løgnere kunne ikke opfinde en personlighed der var i besiddelse af den kærlighed, uangribelighed og visdom Kristus ejede. Et sådant uselvisk menneske ville heller ikke narre sine venner med falske løfter. De verdslige historikere har naturligvis bekræftet hans eksistens. I den romerske historiker Tacitus’ Annaler, XV: 44, læser vi: „Deres navn havde de fra en vis Kristus, der under Tiberius’ regering blev overgivet til døden af landshøvdingen Pontius Pilatus.“
Man må heller ikke overse tidspunktet for kristendommens fødsel. Det var en tid hvor jødisk, græsk og romersk kultur blomstrede, en tid med læger, sagførere, domstole, forfattere, administratorer og ivrige religionstilhængere der ville have mange motiver og midler til at afsløre et kristent bedrag. Det var næppe det rette tidspunkt for gennemførelsen af et kæmpemæssigt bedrag, og det umuliggøres også af de mange indviklede detaljer der omtales i de fire evangelier. Som advokat Irwin H. Linton bemærker i sin bog A Lawyer Examines the Bible: „Mens historier, legender og falske vidnesbyrd omhyggeligt henlægger de begivenheder de omhandler til fjerntliggende egne og en fjern fortid — og derved gør vold på de første regler vi advokater lærer for at kunne føre en sag, nemlig at ’erklæringen skal angive tid og sted’ — giver Bibelen os tiden og stedet for dens beretninger med største præcision.“ Som et bevis herpå citerer han Lukas 3:1, 2, hvor evangelisten nævner syv officielle embedsmænd for at fastslå det tidspunkt da Kristus begyndte sin tjeneste.
Dertil kommer at havde de kristne gjort sig skyldige i løgn eller bedrag ville deres sag have været tabt over for det jødiske synedrium. Som bekendt advarede højesteretsdommeren Gamaliel sine kolleger: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ (Ap. G. 5:38, 39) Ville dommeren Gamaliel have næret en sådan frygt for at det muligvis var Gud der stod bag kristendommen og ville synedriet have fulgt hans råd hvis der havde været beviser for at der forelå et bedrag? At de kristne fortalte sandheden om Kristi mirakler og om hans opstandelse bekræftes af deres villighed til at udholde et helt livs forfølgelse og endog at lide martyrdøden fordi de talte herom. Forbrydere vil benægte beviste kendsgerninger i håb om at undslippe døden; de kristne derimod foretrak døden fremfor at stemple Guds sandhed som løgn. De døde heller ikke som andre har gjort fordi de nærede en fanatisk tro på visse dogmer. De kristne havde set og hørt. De kendte forskellen på et legeme der var ved at gå i forrådnelse og en opstanden Lazarus. Det var umiskendeligt at de blinde, døve, stumme og lamme pludselig blev i stand til at se, høre, tale og gå. (Joh. 11:32-46; Luk. 7:22) Hvad de kristne havde set og hørt hverken kunne eller ville de fornægte, selv om det skulle koste dem livet. Lykkeligvis gav deres tro på de læresætninger der hørte sammen med disse mirakler dem et sikkert håb om en opstandelse. — Joh. 5:28, 29.
Hammurabis lov
„Men lånte Moses ikke fra Hammurabis lov?“ Nej, og heller ikke fra nogen anden skriftlig kilde, bortset fra de originale dokumenter der var overleveret fra Adam og patriarkerne og som Moses betegnede som de slægtebøger eller historiske beretninger der blev skrevet eller ejedes af sådanne mænd som Adam, Noa og Sem. (1 Mos. 5:1; 6:9; 11:10) Moses’ kendskab til Vandfloden stammede ligeledes fra de beretninger de overlevende havde skrevet, og ikke fra babyloniske eller andre legender om katastrofen. Til disse originale beretninger og love føjede Moses Lovpagten og de ti bud som han fik af Gud. De principper og forskrifter som Jehova gav patriarkerne blev indlemmet i Lovpagten under den hellige ånds ledelse.
I denne forbindelse er det interessant at lægge mærke til hvad rabbineren Philip Biberfeld udtaler i sin bog Universal Jewish History: „Hammurabis lov, de hetitiske love, og de bibelske love der findes i Pagtsbogen og andre dele af Bibelen kan spores tilbage til en fælles kilde som er bedst bevaret i Bibelen, hvor den har bibeholdt sin oprindelige enkelhed . . . Den fælles kilde der kan spores i alle disse lovbøger er identisk med de noakitiske love der, ifølge traditionen, skulle være hele menneskeslægtens arv. I Pagtsbogen blev denne oprindelige, guddommelige lov atter bekendtgjort, tillempet efter bibelsk lovgivning . . . Alt dette bekræfter ud over al tvivl den tanke at Bibelens enkle og klare fremstilling ikke er et resultat af en kunstig eliminationsproces, men er baseret på den oprindelige ordlyd i al dens renhed og enkelhed. Denne konklusion får ikke alene afgørende betydning inden for disse gamle lovgivningers område men også i de tilfælde hvor de rene og skønne bibelske traditioner konfronteres med de mytologiske paralleller med alle deres vederstyggelige fordrejelser.“ — Siderne 153, 154.
Inspirerede profetier
Blandt de mange vidnesbyrd der bekræfter Bibelens pålidelighed kan man ikke ønske noget større bevis end dens inspirerede profetier. Menneskene kan ikke med sikkerhed forudsige hvad fremtiden vil bringe. Sand profeti kommer fra den sande Gud Jehova, der siger: „Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye ting, kundgør dem, før de spirer frem.“ (Es. 42:9) Undersøg nedenstående oversigt over Bibelens profetier. De begivenheder der opfylder profetierne er nogle vi kender, enten fordi vi selv har oplevet dem eller har læst om dem i Bibelen eller verdenshistorien. Disse profetier blev udtalt mange år eller mange århundreder før de blev opfyldt, og deres opfyldelse er et bevis på Bibelens guddommelige inspiration. Ethvert af Jehovas vidner vil med glæde give Dem yderligere oplysninger. Undersøg og bliv klar over hvorfor profetierne er blevet kaldt et vedvarende mirakel.
Denne oversigt indeholder på ingen måde alle opfyldte profetier, lige så lidt som alle beviser for Bibelens pålidelighed her er blevet behandlet. Men det som vi har lært af arkæologien, verdenshistorien og profetierne og ved at bruge vor sunde fornuft skulle være nok til at overbevise ethvert oprigtigt menneske om den absolutte sandhed i Paulus’ udtalelse i Andet Timoteus 3:16 (NW): „Al skrift er inspireret af Gud.“
[Oversigt på side 474, 475]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Bibelens opfyldte profetier
Opfyldelse: Israelitterne besejrer og undertvinger kana’anæerne (Jos. 9:23; 1 Kong. 9:20, 21)
Profeti: 1 Mos. 9:25
Opfyldelse: Israel anmoder om at få et monarki (1 Sam. 8:4, 5)
Profeti: 5 Mos. 17:14
Opfyldelse: Juda gøres til Israels kongelige stamme (1 Krøn. 5:2; Hebr. 7:14)
Profeti: 1 Mos. 49:10
Opfyldelse: Nebukadnezar ødelægger den del af byen Tyrus der lå på fastlandet
Profeti: Es. 23:1-13; Jer. 27:1-11; Ez. 26:1-21
Opfyldelse: Nebukadnezar indtager Jerusalem, og jødernes land ligger øde i 70 år (2 Krøn. 36:17-21; Jer. 39:1-9)
Profeti: Jer. 25:1, 2, 8-11; Es. 39:6
Opfyldelse: Kyros omstyrter Babylon; det lægges i evige ruiner; jøderne vender hjem til deres land efter dets 70 års øde tilstand (2 Krøn. 36:20-23; Ezra 2:1)
Profeti: Es. 13:1, 17-22; 44:24-28; 45:1, 2
Opfyldelse: Øbyen Tyrus indtages (af Alexander den Store)
Profeti: Zak. 9:3, 4
Opfyldelse: Medien og Persien besejres og omstyrtes (af Alexander den Store); det græske rige deles mellem fire generaler
Profeti: Dan. 8:3-8, 20-22
Opfyldelse: Jesus fødes at en jomfru i Betlehem (Matt. 1:18-23; 2:1-6)
Opfyldelse: Jesus fremstår og salves som Messias i år 29 e. Kr. (Luk. 3:1-3, 21-23)
Profeti: Dan. 9:24-26
Opfyldelse: Galilæa udgangspunkt for Kristi offentlige tjeneste (Matt. 4:12-23)
Profeti: Es. 9:1, 2
Opfyldelse: Kristus forrådes for tredive sølvpenge; Judas kaster blodpengene ind i templet (Matt. 27:3-6)
Profeti: Zak. 11:13
Opfyldelse: Jesus lider offerdøden; der kastes lod om hans klæder (Joh. 19:16-24)
Profeti: Es. 53:4, 5, 12; Sl. 22:19
Opfyldelse: Jesus oprejses på den tredje dag (Mark. 16:1-6; 1 Kor. 15:3-8)
Profeti: Sl. 16:10; Matt. 12:40
Opfyldelse: Jerusalem indtages og ødelægges (af romerne år 70 e. Kr.)
Profeti: Luk. 19:41-44; 21:20-24
Opfyldelse: Verdenskrig, hungersnød, pest, tiltagende jordskælvsaktivitet, verdensomspændende frygt, bølge af forbrydelser og lovløshed, religion uden virkning på kirkegængere
Profeti: Luk. 21:10, 11, 26; Matt. 24:12; 2 Tim. 3:1, 2, 5
Opfyldelse: Mægtig ateistisk regering der tilbeder teknik og militærmagt viser sig
Profeti: Dan. 11:36-38
Opfyldelse:Jehovas vidners verdensomspændende forkyndelse om at Guds rige er oprettet og at Kristus snart vil besejre alle modstandere
Profeti: Matt. 24:14; Es. 43:10; Sl. 2:1-9; Åb. 14:6, 7, 14, 15
Opfyldelse: International familie af kristne vidner tilbeder Jehova og forbereder sig på at overleve Harmagedon
Profeti: Es. 2:1-4; Matt. 25:31-34; Åb. 7:9, 10