Kapitel 5
Fra Eufrat til Harmagedon
1. Hvordan var den sjette plage rettet mod to mål? Hvad berørte den først, ifølge Åbenbaringen 16:12?
UDGYDELSEN af den sjette plage var rettet mod to mål: det ene havde at gøre med Babylon, det andet med Harmagedon. Om den sjette af „de syv engle“ som havde skåle fulde af Guds vrede, siger apostelen Johannes: „Og den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod, Eufrat. Da udtørredes flodens vand, så vejen var banet for kongerne fra solens opgang.“ — Åbenbaringen 16:12.
2. (a) Hvorfor er der tale om Babylon her? (b) Hvorfor blev „de fire engle“ løst, og hvem blev holdt bundne ved Eufratfloden indtil 537 f.v.t.?
2 Selv om navnet Babylon ikke nævnes her, er det uden tvivl Babylon der hentydes til. Hvorfor? Fordi Babylon i fortiden var den vigtigste by ved Eufratfloden og fordi dens fald netop udvirkedes ved at flodlejet praktisk talt blev udtørret. Eufratfloden var også et sted hvor fanger blev holdt i forvaring, for som det beskrives i Åbenbaringen 9:13-15 fik den engel der blæste i den sjette basun følgende befaling: „Løs de fire engle, som holdes bundne ved den store flod Eufrat.“ I lydighed mod denne befaling blev disse „fire engle“ løst så de kunne varetage en bestemt opgave. Babylon var den by som holdt Jehovas folk, israelitterne, i fangenskab og landflygtighed ved Eufratfloden indtil perseren Kyros’ dekret frigav dem i 537 f.v.t.
3. (a) Hvad skildrer udgydelsen af den sjette skål profetisk? Begrund svaret. (b) Hvem er „kongerne fra solens opgang“ et billede på, og hvad siger Jehova til dybet?
3 Udgydelsen af den sjette skål skildrer profetisk det store Babylons kommende tilintetgørelse. Eftersom Babylons fald allerede var blevet bekendtgjort af en engel i Åbenbaringen 14:8 — et fald som vi har set indtræffe i året 1919 efter den første verdenskrig — hvad hentyder det da til når Åbenbaringen 16:12 siger at Babylon skal omstyrtes af „kongerne fra solens opgang“? Disse konger fra øst blev billedligt skildret ved perseren Kyros og hans forbundsfælle, og i vor tid viser de sig at være Jesus Kristus og hans Fader, Jehova Gud. Som det var tilfældet i forbindelse med fortidens Kyros, sådan er det også i dag: Jehova er den der „siger til dybet: ’Bliv tørt, dine floder gør jeg tørre!’“ — Esajas 44:27 til 45:5.
4. Hvad er vandene et symbol på? Hvad betød det ikke da Eufratflodens vand udtørredes, og hvorfor ikke?
4 Et andet sted siges der at de vande som fortidens Babylon sad på, symboliserer folk og skarer og folkeslag. At Eufratflodens vand udtørredes skildrede imidlertid ikke at de fangne israelitter blev frigivet så de kunne vende tilbage til Jerusalem og Juda. Udfrielsen af de landflygtige israelitter var ikke med til at udvirke Babylons fald. Byen faldt for Kyros i 539 f.v.t., mens israelitterne vendte hjem i det andet år derefter, i 537 f.v.t.
5. (a) Hvad betyder udtørringen af Eufratflodens vande højst? (b) Hvad vil det være for sent at gøre når det store Babylon tilintetgøres? Hvem vil et oprør mod Babylon ikke være gjort til støtte for? (c) Hvem må som følge heraf tilintetgøre Babylon?
5 Denne plage som udtørrede Eufratflodens vand skildrer heller ikke at mennesker vender sig til Jehova Gud. Plagens resultat skildrer højst at folk vender sig bort fra Babylon, hvilket betyder at Babylon mister en betragtelig del af sit forsvar og sin støtte, eftersom det ophæver de høje mures værdi som forsvarsværk. Når det store Babylon falder ved afslutningen på den nuværende verdslige tingenes ordning vil det være for sent for folk at vende sig til Jehova Gud, hvilket de måske ville ønske at gøre blot for at „redde skindet“. Det der skildres her, kan altså være det at folk gør oprør mod den babyloniske religions verdensimperium, uden at de dog stiller sig på Jehovas side. Trods al den skade de kan forvolde Babylon mens de gør oprør mod det, er det kongerne fra øst, Jehova og Jesus Kristus, der skal udslette Babylon. Skålen med Guds vrede er rettet mod alt som forsvarer og støtter Babylon.
6. (a) Hvordan blev det offentlige foredrag holdt ved stævnet i Toronto i Canada den 24. juli 1927? (b) Hvad fremhævede foredraget vedrørende kristenhedens eksistensgrundlag og med hensyn til hvad verdensherskerne fortsætter med at gøre?
6 Søndag den 24. juli 1927 blev der under bemærkelsesværdige omstændigheder holdt et foredrag henvendt til dem der var ufrivillige fanger i det store Babylon. Dette foredrag dannede højdepunkt på et stævne som de internationale bibelstudenter afholdt i Toronto i Canada. Det blev ikke blot holdt for en synlig tilhørerskare på 15.000, men også for en usynlig tilhørerskare, idet der fra Atlanterhavet til Stillehavet var sammenkoblet 53 radiostationer, blandt disse radiostationen WBBR. Efter at præsident Rutherford havde oplæst en resolution der hed „Til Folkene i Kristenheden“, talte han til støtte for resolutionen i sit vidt og bredt averterede foredrag „Frihed for Folkene“. I sin omtale af kristenhedens håbløse tilstand sagde han:
„. . . Med stor Pomp og Pragt rider dette vanhellige System paa Folkenes Ryg. Uden det menige Folks Støtte kunde hint onde System, som kaldes ’Kristenheden’, ikke overleve. Naar Folkene nægter at støtte den ’organiserede Kristenhed’, som er en Del af Babylon eller Djævelens Organisation, vil den falde i Havet som en stor Møllesten.
. . . Men i Stedet for at give Agt paa Budskabet fra Guds Ord vandrer Verdensherskerne, nemlig de, der udgør den vanhellige Alliance, om i Mørke og vedbliver med at undertrykke Folkene. Dommen over den ’organiserede Kristenhed’ eller Babylon er beseglet! . . .“ — Vagttaarnet, den 15. november 1927, siderne 344, 345.
7. Hvad var den brochure der indeholdt dette budskab en bekendtgørelse af, og hvordan har en sådan bekendtgørelse virket på det store Babylon?
7 Dette budskab blev derefter udgivet i en brochure på flere sprog og udbredt overalt i verden i millioner af eksemplarer. Det tjente som en yderligere bekendtgørelse for verden om at det store Babylon var dømt og at den babyloniske, religions verdensimperium ville blive tilintetgjort af „kongerne fra solens opgang“. En sådan bekendtgørelse af den forestående tilintetgørelse er blevet forelagt det store Babylon i en stadig skarpere ordlyd. Det har været som en stor plage eller et slag for dem der støtter og forsvarer det.
Inspirerede udtalelser der lignede frøer
8, 9. Hvad skifter scenen i Johannes’ syn nu til, hvem ser han samle sig, og hvad er det der samler dem?
8 Fra Eufratfloden, der blev berømt på grund af byen Babylon, skifter scenen for apostelen Johannes’ syn til et sted der ligger cirka 800 kilometer mod sydvest, nemlig, Jisre’elsletten eller Esdraelonsletten, som skiller Galilæa fra Samaria. Johannes ser krigshære samle sig i denne egn, ikke de hære der tilhører „kongerne fra solens opgang“, men jordiske kongers hære. Johannes afslører hvad der får hærene til at samle sig, idet han siger:
9 „Og jeg så tre urene inspirerede udtalelser der lignede frøer komme ud af dragens mund og ud af vilddyrets mund og ud af den falske profets mund. De er i virkeligheden udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn; og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ — Åbenbaringen 16:13, 14, NW.
10. (a) Hvorfor er det meget rammende at de inspirerede udtalelser sammenlignes med frøer, og hvilken lyd frembringer de derfor? (b) Hvad er disse inspirerede udtalelser et symbol på, og hvad sagde en af dem derfor om Jehova og om forkyndelsen af Riget?
10 Eftersom disse ånder eller inspirerede udtalelser så ud som frøer, som var urene for jøderne og dermed også for Johannes før han blev kristen, må disse inspirerede udtalelser være urene i Guds øjne. Den kilde de kommer fra bevirker at de må være urene, og de er inspireret af urene dæmoner. De udsteder også en kvækkende lyd. De kommer ud af tre skabningers munde og må derfor symbolisere officielle proklamationer, bekendtgørelser, forudsigelser eller propagandistiske udtalelser, især udtalelser som skal påvirke denne verdens konger eller herskere. Eftersom den symbolske drage er Satan Djævelen, dæmonernes fyrste, siger den urene, frølignende inspirerede udtalelse som kommer ud af hans mund at Jehova Gud ikke er universets suveræn, og at mennesker ikke skal anerkende eller overgive sig til hans retmæssige messianske rige over jorden, selv om hedningernes tider udløb i 1914. Jehovas vidners forkyndelse af Guds rige må derfor standses, og hvis de nægter at indstille forkyndelsen af Jehovas rige ved Kristus må man føre krig mod dem.
11. (a) Hvad er „vilddyret“ som stiger op af havet, og hvem er det loyalt over for? (b) Hvem støtter dets inspirerede udtalelse derfor, hvad taler den for og opfordrer nationerne til at gøre?
11 „Vilddyret“, der stiger op af havet, er dragens synlige, politiske organisation som styrer menneskene. Det er loyalt over for dragen, som det skylder sin politiske magt, trone og store myndighed. Den inspirerede propagandistiske udtalelse der kommer ud af vilddyrets mund, støtter derfor det dragen siger. Den taler for de forskellige nationale staters selvstændighed og opfordrer dem til at lægge råd op mod Jehova og hans Salvede eller Messias, og at bryde alle de bånd, restriktioner og begrænsninger som disse lægger på dem nu da hedningernes tider er udløbet. — Salme 2:1-10.
12. (a) Hvem er „den falske profet“, og i hvilken forstand er den falsk? (b) Hvem påtager den sig nu at tale for som det syvende hoved, og hvorfor taler den med stor vægt?
12 „Den falske profet“ er kun en ny skikkelse af navn. Den er i virkeligheden det „andet dyr“, der steg op af jorden og havde to horn ligesom et lam. Det er ingen anden end dobbeltverdensmagten England-Amerika, som har fælles sprog og som samarbejder økonomisk, politisk og militært, og som hovedsagelig støtter den protestantiske tro. Men eftersom Åbenbaringen 13:11 siger at dette tohornede dyr taler ligesom en drage, idet det spotter Gud og hans himmelske bolig, og eftersom det får „dyrets billede“ til at tale, optræder det tohornede dyr her i rollen som profet, men naturligvis ikke for Jehova. Det er derfor ’en falsk profet’. Da det er det syvende hoved på det syvhovedede „dyr“ der steg op af havet, påtager det sig nu at tale på hele „dyrets“ vegne. På grund af sin økonomiske, politiske og militære styrke taler det med stor vægt; det indtager i dag en fremtrædende stilling som den syvende verdensmagt.
13. Hvad taler denne politiske „falske profet“ imod, og hvad taler den til gunst for?
13 Dette politiske system, „den falske profet“, taler imod Guds rige og til gunst for menneskers overherredømme på jorden, og det gør sig til talsmand for folkenes selvbestemmelsesret og for en international sammenslutning. Først anbefalede det Folkeforbundet, og nu støtter det De forenede Nationer, for at hindre en verden der er udstyret med kernevåben i at ødelægge sig selv i en verdenskrig.
14. (a) Hvad gør disse udtalelser, og hvorfor? (b) Hvilket indtryk får man derved af dem? (c) Hvad går udtalelserne i virkeligheden ind for, selv om de kvækker om fred?
14 Disse dæmoninspirerede udtalelser der udgår fra de tre ovennævnte kilder, „gør tegn“ for at de kan optræde med myndighed og gøre indtryk på folk. Somme tider kræver det handling fra dragens, vilddyrets og den falske profets side at få gennemtvunget det de inspirerede udtalelser siger. Dette får det til at se ud som om de inspirerede udtalelser går i opfyldelse og at „denne verdens gud“ står bag dem. Uanset hvor meget disse udtalelser kvækker om international fred, går de i virkeligheden ind for krig, krig mod Jehova Gud den Almægtige og hans Messias.
15. Hvem går disse „inspirerede udtalelser“ ud til, hvem samler de i virkeligheden disse til at kæmpe imod, og hvad marcherer nationerne mod?
15 Derfor siger Johannes at ’de inspirerede udtalelser’ går ud til jordens regenter, der i vor tid er i besiddelse af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben, for at „samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Ja, de samler dem i virkeligheden for at de skal kæmpe imod Jehova, den almægtige Gud. Jehovas vidner har advaret nationerne om denne kamp.a Nationerne viser tydeligt at de marcherer mod denne sidste krig, for i disse dage kæmper de imod Jehovas vidner der forkynder den gode nyhed om Guds rige.
16. Hvilken opfattelse angående denne sidste krig kom til udtryk i bogen Slaget ved Harmagedon, der blev udgivet i 1897, i Vagttaarnet for 1. september 1925, og senere i bogen Verdensbefrielsen?
16 Så langt tilbage som i 1897 udgav Jehovas vidners forlag, Watch Tower Bible and Tract Society, en bog der hed „Slaget ved Harmagedon“ (først kaldet „Hævnens Dag“). Denne bog fremsatte en opfattelse af hvad denne sidste krig ville være. Det var imidlertid først i bladet The Watch Tower for 15. juli 1925 (Vagttaarnet for 1. september 1925) at Jehovas kristne vidner i nutiden fik forståelsen af at denne sidste krig ikke ville blive en kamp mennesker imellem om verdensherredømmet her på jorden, men en universel krig. Det ville blive en krig hvori den almægtige Gud ville tilintetgøre hele Djævelens organisation i himmelen og på jorden. På side 277 i bogen Verdensbefrielsen, der udkom på engelsk i 1926 med titlen Deliverance, hed det: „Dette er Guds, den Almægtiges, Kamp, og Kampen ledes af hans elskede Søn.“b Siden har Jehovas vidner ud fra Bibelen fået en større og dybere forståelse af dette spørgsmål. Det de har forkyndt herom har været en plage for verdensherskerne.
17. (a) Hvad siger den større Kyros i Åbenbaringen 16:15, og hvilken rolle spiller han i forbindelse med det store Babylons tilintetgørelse? (b) Hvad advarede han gentagne gange om da han vandrede mellem de syv symbolske lysestager?
17 Mens Johannes ser dette betagende afsnit af synet bryder en stemme ind. Den siger: „(’Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, som våger og bevarer sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam!’)“ (Åbenbaringen 16:15) Det er øjensynlig en af „kongerne fra solens opgang“ der taler her, nemlig den større Kyros, den regerende konge Jesus Kristus, som fører an i tilintetgørelsen af Babylon den Store. Men her taler han som den Johannes så vandre mellem de syv symbolske guldlysestager, de syv menigheder i Asien. I den scene advarede han gentagne gange disse menigheder om at han ville komme pludseligt til dem for at inspicere dem og straffe eller belønne dem efter fortjeneste. — Åbenbaringen 2:5, 16; 3:11.
18. (a) Hvad måtte menighederne af åndsavlede kristne være på vagt over for, og hvad skal deres medlemmer arve sammen med Kristus? (b) Hvor tjener de, og som hvad? (c) Hvad ville der ske med dem hvis de faldt i søvn?
18 Eftersom han ’kommer over’ den babyloniske religions verdensimperium, må medlemmerne af de åndsavlede kristnes menigheder være på vagt så de ikke går over til den dødsdømte babyloniske religion. Sammen med ham er de arvinger til det himmelske rige. De tjener Jehova Gud i hans åndelige tempel som et åndeligt præsteskab, et „kongeligt præsteskab“, der er iklædt Kristi retfærdighed. Som det var skik i templet i Jerusalem dengang Jesus levede her på jorden, vil de også, dersom de falder i søvn på deres tjenesteposter og den tilsynsførende ved templet kommer og ser at de ikke vogter over templets sikkerhed og interesser, blive slået, få frataget deres præsteklædning og miste deres tjeneste. De vil blive sendt bort fra templet som uegnede tjenere. Det vil være til skam for dem, og de der har set hen til dem for at blive betjent af dem som præster, vil så at sige se dem i deres nøgenhed, vil se at de ikke er dækket af Kristi retfærdighed og at de ikke efterligner ham. — 1 Peter 2:5-9; 2 Mosebog 20:25, 26.
19. Hvad må tempelpræsten gøre for at kunne være salig eller lykkelig? Hvad vil han så bevare, og hvilket løfte vil han erfare opfyldelsen af?
19 Den tempelpræst der holder sig vågen og er på vagt, og som findes således når Jehovas ypperstepræst kommer som en tyv for at inspicere, vil følgelig være salig eller lykkelig fordi han har været trofast og pålidelig. Han vil bevare sine præstelige klæder og funktioner og vil ikke miste dem. Han vil erfare opfyldelsen af løftet i Åbenbaringen 3:12. Han vil opnå himmelsk herlighed og ikke blive ramt af den skændsel der overgår det store Babylon.
20. Hvor skal „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ udkæmpes?
20 Efter den korte afbrydelse som denne betimelige og alvorlige advarsel bevirkede, så apostelen Johannes hvor de frølignende inspirerede udtalelser der kom ud af dragens, vilddyrets og „den falske profets“ mund, samlede jordens konger til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Hvor skal denne krig udkæmpes? Ikke ved Babylon ved Eufratfloden, for Åbenbaringen 16:16 siger: „Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.“
21. (a) Hvad betyder navnet Harmagedon, og hvilket sted har det tilknytning til? (b) Hvad sang Barak og Debora om dette sted i deres sejrssang?
21 Navnet betyder øjensynlig „Megiddos bjerg“. Dette sted har tilknytning til hebraisk område, ikke alene fordi navnet er hebraisk, men også fordi det sikkert indeholder navnet på den hebraiske fæstningsby Megiddo.c Det var i nærheden af dette sted at himmelen ifølge beretningen kæmpede for Jehovas folks sejr under dommeren Barak og profetinden Debora. I deres sejrssang sang de:
„Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana’ans konger ved Ta’anak, ved Megiddos vande — de fanged ej sølv som bytte! Fra himmelen kæmped stjernerne, fra deres baner stred de mod Sisera! Kisjons bæk rev dem bort.“ — Dommerne 5:19-21.
22. Hvad siges der i The International Standard Bible Encyclopædia om stedet Megiddo, og hvad kan navnet betyde?
22 I The International Standard Bible Encyclopædia, bind 2, side 1340, siges der: „Disse lave høje rundt omkring Megiddo, hvorfra man har udsyn over Esdraelonsletten, har måske været vidne til flere blodige sammenstød end noget tilsvarende område på jordens overflade.“ Navnet Megiddo passer udmærket ind i sammenhængen, ikke blot på grund af de historiske associationer det vækker, men også, som Gesenius’ Hebrew-Chaldee Lexicon (1859-udgaven) henleder opmærksomheden på, fordi navnet kan betyde „stedet hvor skarerne samles“ (locus turbaʹrum).
23. (a) Hvad symboliserer Harmagedon, hvad trænger jordens konger derfor ind på, og hvad vil det medføre for dem? (b) (Til fodnoten) I hvilket område placerer Hugh J. Schonfield Harmagedon?
23 Man kan ikke finde et sted ved navn Harmagedon på noget landkort. I Åbenbaringen 16:16 hentyder dette navn ikke bogstaveligt til egnen omkring Megiddo på Esdraelonsletten, men symboliserer det sted inden for Jehovas vidners erfaringsområde på jorden hvor denne sidste kamp skal udkæmpes.d Under dæmonernes indflydelse trænger jordens konger med andre ord ind på den hellige plads som disse kristne vidner har i deres forhold til Jehova Gud, og prøver at ødelægge det. Kun på denne indirekte måde kan de ramme Jehova Gud og hans Messias. Når angriberne således kolliderer med Jehovas hellige, kongelige interesser, møder han dem i en endelig og afgørende krig der aldrig behøver at gentages. Han vil vinde en evig sejr over dem, ligesom han i fortiden vandt over „Kana’ans konger“ ved Megiddos vande.
24. Hvad samler de dæmoninspirerede udtalelser altså verdensherskerne til?
24 De dæmoninspirerede udtalelser som kommer ud af munden på dragen Satan og hans synlige, politiske regeringsorganisation og den anglo-amerikanske verdensmagt, der optræder som en falsk profet, samler altså verdensherskerne til udslettelsen på et åndeligt Harmagedon. Det åbenbares af den sjette skåls udgydelse.
Den syvende skål udgydes
25. Hvad udgydes den syvende skål over, og hvad sker der derpå med byerne, jordens udseende og menneskene?
25 Mens Johannes betragter hvad der sker efter at den syvende symbolske skål med Guds vrede er blevet udgydt, rettes hans opmærksomhed igen mod Babylon ovre mod øst. Han fortæller følgende om denne syvende og sidste skål hvormed ’Guds harme er fuldbyrdet’: „Og den syvende engel hældte sin skål ud i [over, NW] luften. Da lød der fra templet en høj røst, som kom fra tronen og sagde: ’Det er sket.’ Og der kom lyn og bulder [røster, NW] og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden — så stort og vældig var det jordskælv. Og den store by skiltes ad i tre dele, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og Gud kom det store Babylon i hu, så han rakte det bægeret med sin vredes harmes vin. Og hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl [på cirka halvtreds kilo hver] faldt ned fra himmelen på menneskene; og menneskene spottede Gud på grund af haglplagen; thi stor var denne plage, såre stor.“ — Åbenbaringen 16:17-21; 15:1.
26. (a) Hvad betyder luften for os? (b) Hvorfor er den syvende plage mere ødelæggende end de foregående, og hvor meget af jorden berøres af den?
26 Den syvende engels udgydelse af den syvende skål var ikke nogen kernesprængning i atmosfæren eller i det ydre rum over jorden, en sprængning som ville medføre et dødbringende nedfald og forurene selve den luft vi indånder. Luften betyder livet for os, selve vor sjæl. (1 Mosebog 6:17; 7:15, 22; Job 9:18) Hverken mennesker eller dyr kan leve uden luft. Denne syvende plage var derfor mere ødelæggende end de plager der blev udgydt over jorden, havet, floderne og kildevældene, Eufratfloden indbefattet. Der siges ikke noget om hvor højt oppe over jorden den syvende skål blev udgydt over luften, men hele jorden bliver efterhånden berørt af det.
27. (a) Hvad troede fortidens babyloniere med hensyn til luften? (b) Hvad troede Pythagoras’ tilhængere?
27 Fortidens babyloniere troede at luften var bolig for onde ånder og djævle. Af de syv onde ånder de frygtede, var den første søndenvinden, den sjette en hvirvelvind og den syvende en stormvind (orkan). De troede også at der fandtes treheder af djævle, og de dæmoner der forårsagede sygdom synes at have udgjort en klasse for sig. Men hver af disse djævle havde et navn, og man forestillede sig at de havde en eller anden skrækindjagende skikkelse. Pythagoras’ tilhængere troede at atmosfæren var befolket med ånder der var underlagt en fyrste som havde sit regeringssæde i luften. Man mente at disse ånder besad stor magt, at de var onde og at de var ude på at forlede menneskene til at handle ondt.
28. Hvem har siddet inde med „luftens myndighed“, og hvilken slags rige repræsenterer luften?
28 Satan Djævelen kaldes i Bibelen „fyrsten over luftens magt“ eller „herskeren over luftens myndighed, den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“. (Efeserne 2:2, AV; NW) Luften eller atmosfæren er ikke noget åndeligt; alligevel er den usynlig, og den repræsenterer et usynligt rige.
29. Hvorfor er Satan Djævelen usynlig, og hvor stor er hans magt?
29 Satan Djævelen består ikke af luft, men han er usynlig fordi han er en åndeskabning. Han har stor magt i den usynlige, åndelige verden, især med hensyn til jorden og dens atmosfære. Siden menneskene syndede i Edens have og blev underlagt døden, har han været „den der har midler til at forårsage død, nemlig Djævelen“. (Hebræerne 2:14, NW) Han fik tilladelse til at dræbe Jobs ti børn (ved hjælp af en storm) men ikke Job selv; og da han, før han trådte frem for Gud, ’gennemvankede jorden på kryds og tværs’, strejfede han højst sandsynligt omkring i jordens luftlag eller atmosfære. — Job 1:7, 18, 19; 2:2, 6.
30. (a) Hvad kæmper de kristne imod når de kæmper mod Djævelen? (b) Hvilket område blev Djævelens og hans dæmoners virke begrænset til efter 1914, og hvad har det medført for menneskene?
30 Når kristne på jorden skal kæmpe mod Djævelens snigløb, må de kæmpe mod „ondskabens åndemagter i himmelrummet“. (Efeserne 6:11, 12) Ja, da Satan Djævelen og hans dæmonengle blev kastet ud af himmelen efter at Guds messianske rige fødtes dér i 1914, blev deres virke begrænset til jordens atmosfære, og dette har resulteret i veer for jorden og havet. — Åbenbaringen 12:5-12.
31. (a) Hvorfor er Satan Djævelen „herskeren over luftens rige“? (b) Hvad indånder „ulydighedens børn“ derfor, og hvad former de deres liv efter? (c) Hvis domæne og hvis ånd udgød Gud sin vrede over, og hvad var denne handling et tegn på?
31 Satan Djævelen kaldes „herskeren over luftens rige“ fordi han udøver herredømme over en stærk åndeorganisation i luften. De mennesker der er ulydige mod Gud, „ulydighedens børn“, indånder derfor så at sige Satan Djævelens ånd. I deres daglige liv lever de efter hans ånd og i overensstemmelse med den tingenes ordning hvis gud er Satan. (Efeserne 2:2; 2 Korinter 4:4, NW) Heraf kan vi se at den syvende engel som „hældte sin skål ud i luften“, i virkeligheden udgød Guds vrede over dragens, Satan Djævelens, domæne og over Djævelens ånd og de frugter den har båret blandt menneskene. Dette viser at Guds vrede var rettet mod den Djævelens ånd som de ulydige mennesker på jorden lagde for dagen.
32. (a) Hvis ’høje røst’ lød fra himmelen, og hvad udtalte den? (b) Hvad fuldbyrdede den syvende skål, og hvad skulle der nu ske?
32 Den ’høje røst’ der lød fra det himmelske tempel da denne syvende skål blev udgydt, tilhørte Jehova Gud, som sidder på tronen dér. Stemmen sagde: „Det er sket.“ Ja, den syvende og sidste skål hvormed Guds harme fuldbyrdedes, blev udgydt, og den blev udgydt over den sidste livsnødvendige ting for menneskene, nemlig luften. Nu kunne de syv engle vende tilbage til templet eller helligdommen og berette at de lydigt havde fuldført deres tjeneste. (Åbenbaringen 15:8; 16:17) Men på dette tidspunkt skulle der også helt og fuldt gives udtryk for Guds vrede mod Satan Djævelens ånd i menneskene, menneskenes ’luft’.
33. Hvilken resolution blev forelagt den 5. august 1928, og hvad påpegede den vedrørende Satan Djævelen?
33 Søndag formiddag den 5. august 1928 skete der noget som var i fuld harmoni med denne syvende skåls udgydelse „i luften“. Under det offentlige møde ved et internationalt stævne som blev afholdt af indviede kristne bibelstudenter blev der først forelagt en resolution med titlen „En Erklæring imod Satan og for Jehova“. I resolutionens tredje punkt hed det:
For det tredje: . . . Satan, Djævelen, har vakt Splid iblandt Folkene og er ansvarlig for alle de frygtelige Krige, der har fundet Sted, og alle de uhyggelige Mord og andre afskyelige og forfærdelige Forbrydelser, der er blevet begaaet. Indtil nu har Jehova ikke hindret Satan i at udøve Magt og Indflydelse over Menneskene, . . . Satan har saaledes i mange Aarhundreder været Verdens usynlige Hersker og har uafladelig tilsmudset Jehovas Navn og har gjort Mennesker og Nationer stor Skade.
34. (a) Hvordan blev foredraget „En Hersker for Folket“ holdt? (b) Hvad afslørede dette foredrag vedrørende Djævelens ånd, og hvem har de kristne altså måttet kæmpe imod?
34 Efter at denne resolution var forelagt holdt præsident Rutherford for en skare på 12.000, samt for en usynlig tilhørerskare der lyttede ved hjælp af 106 sammenkoblede radiostationer, foredraget „En Hersker for Folket“ til støtte for resolutionen. I dette foredrag afslørede han Satans ånd, idet han sagde:
„. . . i Bibelen [betegnes han] altid med Navnene Satan, Slange, Drage og Djævel. Alle de uretfærdige Krige, der er blevet udkæmpet mellem Mennesker, og alle de grusomme Mord, der er begaaet af Mennesker, kan tilskrives Satans, Djævelens, onde Indflydelse; thi han var den første Morder og Løgnens Fader. (Johannes 8:44) Alle de bitre Taarer, der er udgydt af dem, som er blevet uretfærdigt behandlet og voldeligt holdt nede, maa føres tilbage til den Indflydelse, Satan udøver; thi han er den store og onde Undertrykker og Voldsmand. (Psalme 72:4) Al den Bitterhed, der har været og er kommet til Udtryk mellem bekendende Kristne, al den religiøse Intolerance og al Kristenforfølgelse maa Satan ogsaa svare for. Al den smudsige Bagvaskelse af Jehova Gud og al den Skændsel, der er kastet over hans hellige Navn, maa lægges Satan, Djævelen, til Last.
. . . det var Satan, denne Verdens usynlige Hersker, som foraarsagede Jesu Død. Det kunde ikke være Jehova Gud, der stod bag om saadan ond Forfølgelse imod hans egen Søn. Lige siden da har sande Kristne maattet udstaa haarde Forfølgelser. . . .
Senere forfulgte og ihjelslog Romerne mange Kristne. . . .
Alt viser saaledes, at Satan, denne Verdens usynlige Hersker, er den, der er ansvarlig for al saadan Uret og Fortræd, og dette stemmer ogsaa nøje overens med, hvad Jesus sagde til sine Efterfølgere: . . . De Kristne har ikke maattet kæmpe imod Mennesker, men imod den usynlige Satan og hans Hærskarer. . . . — Efeserne 6:11, 12, Weymouth.“
35. Hvordan blev den falske beskyldning mod Jehova gendrevet, og hvem var denne erklæring rettet imod?
35 Præsident Rutherford fortsatte med i detaljer at beskrive hvordan Satans ondskab har givet sig udslag i verden, og han citerede i denne forbindelse fra forskellige nyhedskilder. Han sagde derpå:
„Ofte hævdes der, at Jehova er en grusom og blodtørstig Gud. Denne Beskyldning er i Bund og Grund falsk. Husk paa, at Jehova er den eneste Kilde til Liv. . . . Jehova Gud vil om kort Tid omstyrte hele den Organisation, Djævelen har faaet dannet, og vil indføre Retfærdighed paa Jorden. . . .
. . . Denne Erklæring er imod hele Skabningens fælles Fjende. Den er imod den Fjende, som i Aarhundreder har skændet og tilsmudset Jehova Guds Navn og bragt en Uendelighed af Sorg over Menneskene. Den er imod Satan og hans Forbundsfæller i Mørkets og Ondskabens Gerninger. Den er affattet som et Vidnesbyrd om, at Satans onde Styre om kort Tid vil være til Ende, og at Jehova for sit Navns og for Folkets Frelses Skyld vil oprette en retfærdig Regering, gennem hvilken alle jordens Nationer vil blive velsignet.“
36. Hvad viste uddelingen af resolutionen og af bogen „Fremtidens Regering“ at den syvende engel i himmelen var ved at gøre?
36 I afslutningen af foredraget tilskyndede taleren sine tilhørere til at vedtage denne resolution. Det gjorde de, ved at rejse sig og stemme ja! Resolutionen og foredraget som støttede den blev trykt i en brochure der blev uddelt i millioner af eksemplarer på mange sprog i hele verden. Bogen „Fremtidens Regering“, som udkom under stævnet to dage før det offentlige foredrag, blev ligeledes uddelt på mange sprog, i hundredtusinder af eksemplarer. Det kunne i sandhed siges at den syvende engel i himmelen var ved at udgyde sin „skål“ med Guds vrede over den „luft“ hvori Satan udøvede sin indflydelse over menneskene.
37. Hvad har ledsaget plagens udgydelse fra Detroit-stævnet til den dag i dag, som en opfyldelse af Åbenbaringen 16:18?
37 Udgydelsen af denne plage blev ikke ledsaget af bogstavelige lyn, tordenskrald og himmelske røster. Den 1. august under føromtalte stævne i Detroit holdt Selskabets præsident imidlertid et bibelsk foredrag der hed „Guds Lyn“. Siden da har der været andre lynglimt i form af åndelig oplysning, andre tordenskrald i form af bekendtgørelser af Guds domme og andre røster i form af proklamationer eller bekendtgørelser af Bibelens sandheder, nøjagtig som forudsagt i Åbenbaringen 16:18. Dette er endog foregået i de frygtelige år under den anden verdenskrig, som blev forårsaget af den djævelske ånd der stammer fra „fyrsten over luftens magt“, og under hvilken denne fyrste iværksatte den hidtil værste forfølgelse af Jehovas vidner.
38. (a) Hvad viste foredraget „Den nye verdens samfund angribes fra det yderste nord“? (b) Hvilken handling fra Satans side medfører den endelige tilintetgørelse af hans synlige organisation på jorden, og hvordan vil dette berøre Guds navn?
38 Som en yderligere afsløring af Djævelens ånd, der besmitter hele verden og vil medføre dens undergang, blev der under Jehovas vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York i 1953 holdt et foredrag over emnet „Den nye verdens samfund angribes fra det yderste nord“. Foredraget blev holdt torsdag den 23. juli for en tilhørerskare på 112.000. Det viste at den mystiske Gog fra Magog, der profetisk omtales i Ezekiels bog, kapitlerne 38 og 39, er Satan Djævelen. Det sidste angreb som han får nationerne til at rette mod den nye verdens samfund af Jehovas vidner, vil medføre at Satans synlige organisation på jorden tilintetgøres fuldstændig, og ved denne tilintetgørelse helliger den almægtige Gud Jehova sit hellige navn.e Satan Djævelen opelsker blandt alle jordens nationer sin ånd, som leder dem til dette katastrofale angreb.
39. Hvad er ’det store jordskælv’ et billede på, hvad vil det derfor resultere i, og hvad vil blive stående?
39 Der er endnu aldrig sket et bogstaveligt jordskælv så stort at det har fået alle folkeslagenes byer til at styrte i grus. Et jordskælv med denne kraft og udstrækning er beskrevet i Åbenbaringen 16:18-20 og er et billede på de sidste vanskeligheder der overgår verden, den ’store trængsel hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme’. (Mattæus 24:21) Dette jordskælv vil få „folkeslagenes byer“ til at styrte sammen, og denne verdens nationale regeringer vil blive rystet i stykker sammen med dem. Kun Guds himmelske rige vil bestå. — Hebræerne 12:20-28; Haggaj 2:6, 7, 21, 22.
40. Hvad symboliserer „den store by“ som skiltes ad i tre dele?
40 „Den store by“ som Johannes så og som „skiltes ad i tre dele“ som følge af ’det store jordskælv’, er et billede på Babylon den Store. (Åbenbaringen 17:18) Oldtidens Babylon, der lå på begge sider af Eufratfloden, var geografisk set allerede skilt i to dele. At byen skiltes ad i tre dele symboliserer derfor at den adsplittedes alvorligt, idet tallet tre bruges for at give noget eftertryk.
41. (a) Hvad vil falde på grund af dette symbolske jordskælv, og hvem alene har magt til at fremkalde det? (b) Hvad kommer det store Babylon til at drikke, ifølge Åbenbaringen 16:18, 19, og hvordan vil dette berøre det?
41 Dette skildrer ganske udmærket at det store verdensimperium af babylonisk religion vil blive revet eller rystet i stykker og falde! Eftersom det er Gud der har givet løfte om dette symbolske jordskælv og eftersom det er ham alene der kan fremkalde et sådant jordskælv, er dette en påmindelse om at det store Babylons fald udvirkes af Jehova Gud og hans større Kyros, „kongerne fra solens opgang“. Dette understreges i Åbenbaringen 16:18, 19 (NW), idet der her siges at „Babylon den Store blev husket for Guds øjne, så han rakte det bægeret med sin vredes harmes vin“. Det vil sige at det store Babylon drikker en særlig bitter drik. Bægerets indhold vil gøre det så drukkent af veer og skam at det aldrig vil vågne op og komme sig af dets virkninger. Alt hvad dette verdensimperium af babylonisk religion har bedrevet, har det øvet „for Guds øjne“. Gud har set al dets ondskab og har ikke glemt den. Derfor rækker han det ødelæggelsens bæger og lader det drikke deraf.
42. På hvilken måde forsvinder øerne og bjergene under det kommende verdensomfattende „jordskælv“ af trængsler ved Guds hånd?
42 Det er sket at øer og bjerge er forsvundet som følge af jordskælv i havet eller på jorden. Dette er mere gigantisk end at byer styrter sammen. Det kommende verdensomspændende „jordskælv“ af trængsler ved Guds hånd vil berøre havet og jorden. Intet i Satans synlige organisation vil være for fjernt eller isoleret, som en ø i havet, eller for højt eller mægtigt, som et bjerg, til at undgå tilintetgørelsen. Det der indtil nu har vist sig at være så stabilt at det har kunnet overleve menneskehedens revolutionære, radikale og nihilistiske elementers, ’havets’, rasen, vil ikke kunne modstå denne rystelse ved Guds hånd. — Salme 46:3, 4.
43. Hvad er haglene et billede på, og hvad varsler de om for de mennesker der rammes?
43 Ødelæggelse kan imidlertid også komme ovenfra. Som et bevis på at luften eller atmosfæren er blevet berørt af udgydelsen af den syvende skål med Guds vrede, styrter der fra himmelen ’store hagl’, som hver især vejer henved 50 kilo, ned over de ulydige mennesker. Disse enorme haglsten falder med stor fart, og dét forøger deres ødelæggende virkning. Eftersom hagl er vand i fast form, skildrer dette haglvejr at himmelen sender en spærreild af hårde, bibelske sandheder ned over denne verdens mennesker. Disse sandheder er Guds domsbudskaber som skal forkyndes af hans kristne vidner på jorden. I stedet for den gode nyhed om frelse ved Guds rige vil det hårde, urokkelige budskab om Guds hævn over Satans synlige organisation til sidst hagle ned over menneskene. Det vil varsle deres tilintetgørelse.
44. (a) Hvad var ikke tanken med det symbolske haglvejr, og hvad gjorde menneskene derfor på grund af det? (b) Hvad er det en forudsigelse af når der siges at denne plage var „såre stor“?
44 Tanken med den symbolske haglbyge var ikke at omvende menneskeheden på dette for verdensudviklingen så fremrykkede tidspunkt. Derfor fik apostelen Johannes på forhånd at vide at „menneskene spottede Gud på grund af haglplagen.“ De påkaldte ikke Jehovas navn for at opnå frelse, men spottede ham fordi domsbudskaberne blev forkyndt og eksekveret. (Joel 3:5; Romerne 10:13) Når der siges at „stor var denne plage, såre stor“, er det en forudsigelse af at Jehovas vidner til sidst vil udføre en usædvanlig stor proklamation af Guds hævn. — Åbenbaringen 16:21.
45. Hvad vil det medføre for dem der ikke ejer den rette ånd når den syvende af disse „syv plager“ eksekveres i fuldt mål?
45 Det vil ikke være muligt for de onde at undslippe Guds hævn. Billedet i Åbenbaringen viser at de der overlever det symbolske jordskælv uundgåeligt vil blive tilintetgjort af de dødbringende hagl fra himmelen, der rammer deres mål med stor præcision. (Job 38:22, 23; Salme 148:7, 8; Esajas 28:2, 17) Når den syvende af disse „syv plager“ eksekveres i fuldt mål, vil det medføre tilintetgørelse af alle på jorden som bærer Satans ånds onde frugt. Men lykkelige vil de mennesker være som lader sig fylde af Guds ånd og bærer dens frugt!
[Fodnoter]
a Se også Apostlenes Gerninger 5:38, 39.
c I en artikel om Harmagedon siger dr. Eb. Nestle: „Det er i det store og hele stadig mest sandsynligt at vi her finder en hentydning til Megiddo. . . . stedet synes at være omtalt . . . på grund af sejren over ’Kana’ans konger’ (Dommerne 5:19).“ — Hastings Dictionary of the Bible, 1903-udgaven, bind 2, side 305a.
d Forfatteren og bibeloversætteren Hugh J. Schonfield identificerer Harmagedon med Ramot i Gilead, der på Johannes’ tid muligvis var kendt som Rama-Gad-Javan, der betyder „grækernes Rama i Gad“. Stedet Gad-Javan omtales i den jødiske Mishna fra det andet århundrede. — Se siderne 181-184 i hans bog The Bible Was Right, samt kommentaren til Åbenbaringen 16:16 på side 546 i hans oversættelse The Authentic New Testament.
Schonfield forbinder i hvert fald Harmagedon med et jødisk område, selv om det han omtaler ligger øst for Jordanfloden, i det der engang var Gads stammes område. Han mener ikke det ligger nær Eufratfloden.
e Dette foredrag blev offentliggjort i Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas rige for 1. januar 1954. Bladet havde dengang et oplag på 1.650.000 og udkom på 39 sprog.
[Illustration på side 108]
Den symbolske „falske profet“, det tohornede vilddyr som steg op af jorden
[Illustration på side 120]
Yankee Stadium med en del af de 253.922 som hørte foredraget „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“ den 3. august 1958
[Illustration på side 121]
The Polo Grounds i New York, som blev benyttet samtidig med Yankee Stadium til Jehovas vidners stævne „Den guddommelige vilje“ i 1958. Se på side 236 i den kronologiske oversigt.