Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor benytter vi udtrykket „det styrende råd“ om de ældste der leder Jehovas vidners arbejde? — U.S.A.
Udtrykket „det styrende råd“ som sådant findes ikke i Bibelen. Der er imidlertid rigeligt med vidnesbyrd om at der i den kristne menighed i det første århundrede fandtes et ældsteråd der tjente som styrelse eller ledelse.
Paulus formanede sine medkristne: „Husk på dem som fører an iblandt jer . . . Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige.“ (NW) Den autoriserede danske bibeloversættelse taler her om at de kristne skal ’lyde deres vejledere’, og ifølge andre oversættelser skal de adlyde ’dem der leder dem’. (Authorized Version, margin; Murdocks Syriac; Rotherham) I Kingdom Interlinear Translation står der: „Hav dem i tanke der styrer [græsk: hegoumeʹnon] jer.“ — Hebr. 13:7, 17, 24.
Andre former af dette græske ord forekommer i Mattæus 2:6, Lukas 22:26, Apostlenes Gerninger 7:10 og 15:22, hvor det har en tilsvarende betydning, nemlig det at herske, lede, føre an. Septuaginta-oversættelsen benytter en form af dette ord i Malakias 1:8: „Bring dem engang til din statholder [græsk: hegoumeʹnōi]!“
Det er således tydeligt at der fandtes nogle som ’styrede’ den kristne menighed idet de førte an og vejledte deres brødre i retfærdige gerninger og guddommelige principper.
„Det styrende råd“ kaldes på engelsk „the governing body“, og ordet „governing“ (som vi også finder på dansk i „guvernør“) kommer af det latinske verbum gubernare, der igen kommer af det græske ord kybernaʹo, som har grundbetydningen „at føre eller lodse et skib, at lede, at styre“. (Century Dictionary and Cyclopedia, bind III, s. 2584, 2585) Af denne grund benytter man på engelsk ordet „governor“ om en „regulator“, en mekanisme der kontrollerer og regulerer en maskines fart eller tryk. Udtrykket „et styrende råd“ kan således betegne et organ der er retningsgivende for en organisations politik eller fremgangsmåde og som leder eller regulerer dens virksomhed.
Om det græske ord kybernaʹo siger Expository Dictionary of New Testament Words af W. E. Vine (bind II, s. 168): „kubernao, at lede (heraf det engelske govern), betegner (a) styring, lodsning [jfr. Ap. G. 27:11]; (b) billedligt: regeringer eller styrelser, brugt om dem der står som vejledere i en lokal kirke, 1 Kor. 12:28.“ I dette skriftsted, Første Korinterbrev 12:28, står der: „Og Gud har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre [græsk: kyberʹneseis].“
Når Septuaginta gengiver det hebraiske ord tahhbulahʹ, der betyder ’styrelse, ledelse’, benytter den dette græske ord, som for eksempel i Ordsprogene 1:5, der lyder: „Den mand der er forstandig vil skaffe sig vejledning [græsk: kyberʹnesin].“
I det første århundrede brugte de ældste og tilsynsmændene i de forskellige menigheder afgjort deres ’gave til at styre’ eller deres „evner til at lede“ (NW) i de lokale områder, eftersom dette var nødvendigt for at tilrettelægge arbejdet godt og bevare freden og enheden i Guds hjord. En væsentlig del af en hyrdes opgave er netop at styre og lede. Jævnfør Apostlenes Gerninger 20:17, 28; Første Timoteusbrev 3:4, 5; Titus 1:9.
Det der var nødvendigt i de lokale menigheder, var tydeligvis også nødvendigt for ledelsen af hele det kristne arbejde. Derfor tjente apostlene og andre ældste i Jerusalem som et råd der gav vejledning og retningslinjer til alle menighederne.
Selv om „evner til at lede“ er anbragt temmelig langt nede på listen over de ’forskellige tjenester og nådegaver’ som Gud havde givet (1 Kor. 12:4, 5, 28), var de dog ikke uden betydning, for ellers ville apostlene og de ældste der udgjorde det styrende råd, ikke have fået sådanne evner. Hvordan disse mænd handlede som et råd fremgår af den måde hvorpå de løste problemet i forbindelse med maduddelingen, idet de indsatte en gruppe kvalificerede mænd til at tage sig af sagen; af at de sendte Peter og Johannes til Samaria for at hjælpe de nye disciple der; af at de, sammen med andre ældste, udsendte fire „mænd, der var ledende blandt brødrene“, deriblandt apostelen Paulus, til Antiokia med deres beslutning angående de hedninger der omvendte sig til kristendommen; og af at de vejledte Paulus med hensyn til hvordan han skulle optræde blandt jøderne i Jerusalem. — Ap. G. 6:1-6; 8:14; 15:1, 2, 22-32; 21:17-26.
Det er den opstandne Jesus Kristus der fra himmelen styrer sin menighed af åndelige israelitter på jorden. Det er ham citatet fra Mika 5:1 gælder: „Og du, Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal der udgå en hersker [græsk: hegouʹmenos], som skal være hyrde for mit folk Israel!“ (Matt. 2:6) Ved hjælp af den hellige ånd og det synlige styrende råd som består af ældste der „styrer“ eller „fører an“ (græsk: hegoumeʹnon) i overensstemmelse med Guds skrevne ord, styrer eller leder Jesus Kristus i dag Jehovas vidner på hele jorden. — Hebr. 13:17, NW. Se også Kingdom Interlinear Translation og 1950-udgaven af New World Translation of the Christian Greek Scriptures.
Heraf ser vi at udtrykket „det styrende råd“ er en både passende, rammende og bibelsk korrekt betegnelse for det råd af ældste der har fået til opgave at føre åndeligt tilsyn med Jehovas kristne vidner i dag.
● Skyldes den nuværende krise inden for kirkerne mon at kristendommen ikke kan praktiseres? — U.S.A.
Når vi overvejer dette spørgsmål bør vi huske at der er forskel på den kristendom man finder i kristenhedens kirker og den kristendom Bibelen lærer. Skønt den ene form for kristendom ikke har kunnet gennemføres med et godt resultat, behøver det ikke at være tilfældet med den anden.
Mange mener at praktisk kristendom kræver aktivt engagement i tidens politiske, sociale og økonomiske problemer. De føler at kirken har svigtet her, og at kristendommen derfor ikke lader sig gennemføre i praksis.
Men har kristenhedens kirker da ikke deltaget aktivt i verdens anliggender? Jo, så ganske afgjort! I mange lande har kristenhedens kirker øvet en betydelig politisk indflydelse, endog i en sådan grad at de har domineret herskerne. De forskellige kirkesamfund har i deres politiske stillingtagen ofte begunstiget de rige. Ikke desto mindre gør de krav på at hjælpe de fattige. De har bygget hospitaler, ledet velgørenhedskampagner og tilskyndet deres medlemmer til at gå aktivt ind for sociale reformer. Noget godt er der måske også blevet udrettet; men har disse bestræbelser medført det størst mulige gode? Har de virkelig forandret folks levemåde og gjort folk til bedre ægtemænd, hustruer, fædre, mødre og børn? De bedrøvelige kendsgerninger viser at der ofte er meget ringe forskel mellem den måde kirkemedlemmer lever på og den måde andre mennesker lever på. Fængslerne er fyldt med mennesker som tilhører et eller andet kirkesamfund. Tyder det ikke på at der kræves andet og mere end at man går ind for sociale reformer og lignende?
Det som kristenhedens kirker har gjort, strider mod den lære som kristendommens grundlægger fremholdt. Jesus Kristus sagde om sine disciple: „De er ikke af verden.“ (Joh. 17:16) Og apostelen Johannes skrev: „Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19) Så uanset om der tilsyneladende kan udrettes noget godt, vil en kristen, ved at deltage aktivt i verdens anliggender, støtte et system som Gud misbilliger. Et sådant engagement vil aldrig have Guds godkendelse og velsignelse, hvilket menneskenes mange fejlslagne forsøg på at forbedre verden afgiver rigeligt bevis for. Menneskenes bestræbelser kunne sammenlignes med at man ville bruge en ske til at øse vand af et synkende skib med. Noget vand bliver der fjernet, men der udrettes ikke noget virkeligt.
Det Jesus Kristus gjorde, havde derimod praktisk værdi og lod sig gennemføre. Han gav oprigtige mennesker al god grund til at ændre deres livsform til det bedre. Han hjalp dem til at lære Gud at kende som en person — en person der viser ubegrænset kærlighed, barmhjertighed og ufortjent godhed. Det fik folk til at ønske at efterligne Gud.
Det samme sker i dag. Når folk kommer til at erkende hvor god og rigtig Guds lov er, og forstår hvilken kærlighed Skaberen har vist ved at give sin enbårne søn som et genløsningsoffer, tilskyndes de til at bringe deres liv i harmoni med Guds bud. De følger den inspirerede formaning om at ’overgive til døden de lemmer der hører jorden til: utugt, urenhed, begær, ond lyst og havesyge’. De aflægger „vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak“. — Kol. 3:5, 8.
Er det ikke rigtigt at forholdene ville være helt anderledes i dag hvis folk alle vegne gjorde dette? Det ville i sandhed forbedre familielivet og forholdet mennesker imellem. Ja, sand kristendom har praktisk værdi; den kan gøre folk bedre. Og som det klart ses blandt Jehovas vidner i dag, erfarer sand kristendom ikke nogen krise men derimod fremgang — i over to hundrede lande og områder på jorden.
Kristenhedens kirker befinder sig ganske rigtigt i en krise, men ikke fordi kristendommen ikke kan praktiseres. Det er fordi de ikke har fulgt Jesu eksempel med hensyn til at holde sig adskilt fra verden. Kirkesamfundene har brugt værdifuld tid og værdifulde anstrengelser på at bevare en tingenes ordning som Gud har forkastet. De har lagt stor vægt på menneskers visdom og materielle ting, med det resultat at de faktisk helt har undladt at tilskynde folk til at føre et kristent liv. Derfor har kristenhedens kirker ikke noget bedre at tilbyde end verden i almindelighed. De har ignoreret det eneste der har praktisk betydning, nemlig at hjælpe folk til at forstå at det er ret og rimeligt at leve i harmoni med Guds ord.
● Kan en kristen aflægge en troskabsed uden at gå på kompromis? — U.S.A.
Om en kristen med ren samvittighed kan aflægge en bestemt ed eller ej, afhænger i første række af edens hensigt, indhold eller art.
I det første århundrede irettesatte Jesus Kristus jøderne fordi de aflagde ed på alt muligt, i forbindelse med ubetydelige ting, uden at tænke alvorligt over det. De svor ved himmelen, ved jorden, ved Jerusalem, ja endda ved deres eget hoved. Men Jesus retledte dem idet han sagde: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.“ (Matt. 5:33-37, NW) Det skulle ikke være nødvendigt for en Guds tjener at bekræfte hver eneste udtalelse med en ed for at gøre den mere troværdig.
Under visse omstændigheder krævede Moseloven dog eder. (2 Mos. 22:10, 11; 4 Mos. 5:21, 22; 5 Mos. 21:1-9) Og Jesus selv gjorde ikke indsigelse imod at blive taget i ed af den jødiske ypperstepræst. (Matt. 26:63, 64) Man kan således ikke fordømme alle eder på grundlag af Jesu udtalelse om det at sværge. Hvilke eder kan en kristen da aflægge uden at skade sin samvittighed?
Det må han selv afgøre ved at sammenholde den pågældende ed med Bibelens principper. Jesus Kristus sagde: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Matt. 22:21) En kristen kan derfor ikke aflægge en ed som vil kræve noget af ham der strider mod Guds lov. Derimod vil der ikke være noget at indvende imod at han sværger på at ville ’hævde eller forsvare’ bestemmelser i loven der ikke går imod Guds lov. Den kristne erkender at han kun kan forsvare og støtte kejserens lov inden for de grænser Guds ord sætter. Han kan ’forsvare’ loven med sine ord, med sin daglige adfærd, og, i juridiske anliggender, ved at vidne i retten. Til de kristne siges der: „Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig.“ (Rom. 13:1) Der kan ikke indvendes noget imod at en kristen sværger på at gøre noget som Gud allerede har pålagt ham.
I mange oplyste lande indser man dog det rimelige i den anden forpligtelse som enhver kristen har, nemlig at ’give Gud, hvad Guds er’. Både i De forenede Stater og i mange andre lande (herunder Danmark) garanterer grundloven religionsfrihed. Det indebærer at en kristen i sådanne lande ikke vil få befaling til at gøre noget der strider mod hans tro og hans forpligtelser over for Gud. Denne ordning udgør ikke nogen fare for landet, for sande kristne deltager ikke i statsundergravende virksomhed. De stræber derimod efter at være eksemplariske, lovlydige borgere.
Eftersom en sand kristen tager sin gudsdyrkelse og sit forhold til Gud meget alvorligt, bør han nøje overveje enhver ed han bliver bedt om at aflægge. Han må være fuldt forvisset i sit eget sind om at han ikke, ved at aflægge eden, skader sin samvittighed eller bryder sin neutralitet med hensyn til de politiske nationer og deres stridigheder. (Jævnfør Romerbrevet 14:5.) Hvis han, efter at have tænkt sagen igennem, synes at han kan aflægge en bestemt ed, må han også tage ansvaret for det. Han bør altid huske at han først og fremmest er forpligtet over for den øverste Suveræn, Jehova Gud, før han på nogen måde kan forpligte sig over for andre.
● Bibelen siger: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon [rigdom, NW].“ (Luk. 16:9) Vil det sige at det ikke betyder så meget om man skaffer sig penge eller andre ejendele ved uærlige, uretfærdige midler, blot man bruger pengene til noget godt eller til gavn for andre? — U.S.A.
Ovennævnte udtalelse af Jesus Kristus betyder ikke at Jehova Gud er ligeglad med hvordan folk skaffer sig besiddelser. Lukas 16:9 siger ikke: ’Skaf jer rigdom ved uærlige midler, og brug så rigdommen på den rigtige måde, til at vinde jer venner med.’ Det er ikke den måde man skaffer sig rigdom på, men rigdommen selv, der omtales som ’uretfærdig’. Hvorfor? Jo, i modsætning til åndelige rigdomme eller ønsket herom, kan materielle rigdomme eller ønsket herom føre til lovløse handlinger, og gør det i mange tilfælde.
Da Jesus Kristus sagde: „Skaf jer venner,“ talte han ikke om at vinde sig venner blandt mennesker. Han tilføjede at de venner han tænkte på, ville tage imod én i „de evige boliger“ når det var forbi med „den uretfærdige mammon“. For alle mennesker gælder det at rigdom ikke kan redde dem når døden kommer, og mennesker som selv er underlagt døden, kan ikke tage imod nogen i „de evige boliger“. Den evige og udødelige Gud, Jehova, og hans udødelige søn, Herren Jesus Kristus, kan imidlertid modtage andre i „de evige boliger“. Jesus Kristus forsikrede sine disciple om dette da han sagde: „I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer.“ — Joh. 14:2.
De eneste der vil få adgang til Jehova Guds og hans søns „evige boliger“, er dem der opfylder de krav Gud stiller. Jesus sagde: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.“ (Matt. 7:21) Det er blandt andet Guds vilje at menneskene skal være ærlige og retskafne. I hans ord står der at „havesyge“ og „røvere“ ikke skal arve hans rige. (1 Kor. 6:9, 10) Vi læser også: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ (Ef. 4:28) Ingen som fortsætter med at skaffe sig rigdomme ved uærlige, bedrageriske midler, vil derfor blive en ven af Jehova Gud og hans søn og blive modtaget i „de evige boliger“.
Ærlighed kræves ikke kun af dem der skal herske sammen med Kristus i det himmelske rige, men også af dem der bliver Rigets loyale undersåtter. Disse loyale undersåtter skildres i Bibelen som iført „hvide klæder“; det vil sige at deres ydre er rent og antageligt i Jehova Guds øjne. Da de har det privilegium at tjene Gud i hans tempel, må de opfylde de krav der stilles til dem der vil gæste dette tempel. (Åb. 7:13-15) På spørgsmålet om hvem der kan gæste Jehovas helligdom, svarer den inspirerede salmist: „Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte, . . . ej tager gave mod skyldfri [bestikkelse mod den uskyldige, NW].“ — Sl. 15:1-5.
Det Jesus understreger i Lukas 16:9, er således at man må bruge sine materielle midler klogt og rigtigt. Hvis man ønsker at opnå Guds godkendelse skal man ikke bruge sine ærligt tjente materielle midler til selviske formål, men snarere til fremme af den rene tilbedelse og til gavn for dem der behøver hjælp.