Spørgsmål fra læserne

● Var apostelen Paulus en af de tolv apostle?

Det fremgår af vidnesbyrdene at selv om Paulus var en af Jesu Kristi apostle, omtaler Bibelen ham ikke som en af „de tolv“ apostle.

Det græske ord apo’stolos betyder „en der sendes ud“. Under ordet „apostel“ bemærker Vines Expository Dictionary of New Testament Words: „Skønt Paulus havde set Herren Jesus (1 Kor. 9:1; 15:8) havde han ikke ’fulgtes med’ de tolv ’i hele den tid’ Hans jordiske tjeneste varede, og derfor kunne han ikke vælges til en plads iblandt dem, ifølge Peters beskrivelse af de nødvendige kvalifikationer. (Ap. G. 1:22) Paulus blev bemyndiget direkte, af Herren selv, efter dennes himmelfart, til at bringe evangeliet ud til hedningerne.“

Judas Iskariot var en af de tolv som Jesus oprindelig udvalgte til at være apostle. (Matt. 10:2-5; Luk. 6:13-16) Men han blev en tyv og derpå forræder, idet han forrådte Jesus, og til sidst tog han sig selv af dage. Der var således elleve trofaste apostle tilbage. — Joh. 12:4-6; 18:1-5.

Ved et møde for de kristne efter Jesu død men før pinsedagen i år 33 gjorde apostelen Peter opmærksom på behovet for en anden til at træde i Judas’ sted, i overensstemmelse med de profetiske ord i Salme 109:8. „De [øjensynlig de mandlige kristne som var til stede] fremstillede derefter to, Josef, som kaldtes Barsabbas og havde tilnavnet Justus, og Mattias.“ De forsamlede kristne rettede en bøn til Jehova og bad ham bestemme hvem der skulle udvælges. „Derefter kastede de lod imellem dem, og loddet faldt på Mattias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve.“ — Ap. G. 1:15-26.

Ligesom Jakobs tolv sønner var til stede som grundvold for det jordiske Israel ved dets begyndelse, således ville det stemme med forbilledet hvis de tolv grundstene i det åndelige Israel (som er bygget på hovedhjørnestenen Jesus Kristus) var til stede ved den kristne menigheds oprettelse på Pinsedagen. Da omkring 120 af disciplene på Pinsedagen samledes i et værelse på en førstesal, forventede de at blive døbt med hellig ånd, for umiddelbart før sin tilbagevenden til himmelen ti dage tidligere havde Jesus fortalt dem at dette ville ske „om ikke mange dage“. (Ap. G. 1:5, 8) Dette dannede begyndelsen til den kristne menighed, og omtrent 3000 blev opbygget på grundvolden samme dag. Man føjer ikke grundstene til efter at man er begyndt at rejse bygningen. Derfor ser det ikke ud til at Gud ville holde den plads åben som Judas havde forladt, og vente til Saulus (Paulus) blev omvendt. Gud handlede øjensynlig allerede dengang de forsamlede disciple rettede bønnen til ham. Altså viste loddet at Jehova havde valgt Mattias. — Ordsp. 16:33.

Viste Mattias bagefter at han ejede en apostels kvalifikationer? Den bibelske beretning viser at apostlene blandt andet havde bemyndigelse til at give åndens mirakuløse gave videre til andre. (Ap. G. 8:14-18; 10:44) Hvis Mattias ikke var udvalgt af Gud, ville enhver have kunnet se at han ikke evnede at gøre dette. Men Bibelen siger ikke noget om at Mattias ikke slog til på dette punkt.

Et stykke tid efter pinsen i år 33 men før Paulus blev omvendt, bilagde „de tolv“ en strid om maduddelingen ved at indsætte et udvalg på syv mand til at administrere denne uddeling. Apostlene foretog indsættelsen ved at lægge hænderne på de syv. Mattias var uden tvivl med blandt „de tolv“ apostle som gjorde dette. — Ap. G. 6:1-6.

Sandsynligvis omkring år 34 eller 35 blev Paulus omvendt til kristendommen. På dette tidspunkt sagde den opstandne Jesus til Paulus at han skulle sendes ud for at bære Jesu navn frem for de ikke-jødiske nationer. Paulus skulle således være „apostel [ikke blot for en menighed, men apostel eller ’udsending’ for Herren Jesus Kristus] til nationerne“. (Ap. G. 9:15; 26:14-18; Gal. 1:15, 16; Rom. 1:5; 11:13, NW; 1 Tim. 2:7) Apostelen Jakob blev ikke henrettet af Herodes før omkring år 44, så det ser ud til at alle de tolv stadig var i live da Paulus modtog sin bemyndigelse. (Ap. G. 12:1, 2) Her bør det imidlertid bemærkes at ingen apostle blev erstattet fordi de døde; Judas blev erstattet fordi han var troløs. De tolv apostle havde ingen „efterfølgere“. Der er intet i Bibelen som antyder at Paulus kom til at indtage Mattias’ plads eller nogen anden apostels plads.

Skønt Paulus vedkendte sig sin apostelværdighed og sad inde med alle de beføjelser og kvalifikationer som Jesu Kristi apostle ejede, idet Jehova selv havde givet ham denne plads på det kristne „legeme“, regnede han aldrig sig selv med blandt de tolv. (Gal. 1:1; 2:8; 1 Kor. 9:1, 2; 12:27, 28) Da han opregnede dem der havde set den opstandne Kristus, nævnte han tværtimod sig selv særskilt og ikke sammen med „alle apostlene“ eller „de tolv“. (1 Kor. 15:5, 7, 8) I Første Korinterbrev 15:5 hentyder betegnelsen „de tolv“ til apostlene på et tidspunkt før Mattias’ udvælgelse, men ifølge Apostlenes Gerninger 1:21, 22 må Mattias være indbefattet heri, eftersom han dengang var tilsluttet de elleve.

I beskrivelsen af det ny Jerusalem, den himmelske stad hvori det ses at Jehova og Jesus Kristus har taget bolig, læser vi: „Bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: navnene på Lammets tolv apostle.“ (Åb. 21:2, 14) På grundlag af det foregående må vi slutte at navnet Mattias, og ikke Paulus, var at finde på en af de tolv sten. Mattias var apostel lige fra pinsedagen i år 33, da den åndelige nation på 144.000 medlemmer som udgør det ny Jerusalem, Kristi „brud“, blev grundlagt. (2 Kor. 11:2; Åb. 21:2) Sandt nok skrev Paulus mange inspirerede breve. Men det første af dem blev forfattet omkring sytten år efter den åndelige nations grundlæggelse, på et tidspunkt da nationen allerede omfattede tusinder af medlemmer.

Derfor peger vidnesbyrdene på at Paulus ikke var en af de tolv apostle, det ny Jerusalems sekundære grundvold. Imidlertid var han Kristi særlige apostel til nationerne eller hedningerne, og denne opgave fuldførte han med stor nidkærhed. — 2 Tim. 4:7, 8.