Det almindelige præstedømme — kristenhedens glemte lære
„I er . . . et kongeligt præsteskab, et helligt folk.“ — 1 Pet. 2:9.
1. Hvorfor kan man sige at læren om det almindelige præstedømme har været glemt og opgivet?
DEN KRISTNE LÆRE om det almindelige præstedømme har du sandsynligvis ikke hørt om hverken i skolen eller søndagsskolen. For de fleste vil det uden tvivl være første gang de hører noget om den. Af gode grunde har kristenheden glemt og opgivet den. Den er i århundreder knap nok blevet nævnt med ét ord fra prædikestolen, unge mennesker har ikke stiftet bekendtskab med den under deres konfirmationsforberedelse, teologistuderende har kun fundet en side eller to om den i deres omfangsrige dogmatikbøger, og lægmanden har kunnet finde meget lidt eller intet om den på boghandlerens eller bibliotekets hylder. Ikke desto mindre kendte og praktiserede de første kristne den.
2. Hvilken ændring er der i de senere år foregået med hensyn til interessen for det almindelige præstedømme?
2 I de senere år er interessen for denne glemte lære imidlertid blevet større og større. I teologiske kredse i hele verden er læren om det almindelige præstedømme blevet taget frem og støvet af og sat øverst på dagsordenen sammen med sådanne vigtige emner som den kristne kirkes væsen og enhed. „Når vi ser ud over kristenheden i dag, er der næppe noget emne,“ siger en professor i teologi, „der er blevet taget op med en sådan energi og alvor, både i den romersk-katolske kirke, der her går foran, og i de evangeliske kirker.“ Hvad forstår man så ved „det almindelige præstedømme“? Kort forklaret går Bibelens lære om det almindelige præstedømme ud på at hver eneste åndsavlet kristen er præst. Denne læres vidtrækkende perspektiver får man bedst et indblik i ved at betragte den historiske baggrund.
3. (a) Hvad vil det sige at være præst? (b) Hvad forstår man ved det levitiske præstedømme? (c) Hvilke to hovedpligter påhvilede der disse levitpræster?
3 En præst er Guds tjener. I den israelitiske nation var præstedømmet foranstaltet ved lov. „Så skal præsterne, Levis sønner, træde til — thi dem har [Jehova] din Gud udvalgt til sin tjeneste.“ Eftersom præsterne var Levis sønner, blev dette præstedømme ofte kaldt det levitiske præstedømme. Præsternes tjeneste faldt inden for to områder, således som Moses sammenfatter den med ordene: „De skal lære Jakob dine lovbud og Israel din lov, bringe offerduft op i din næse og helofre på dine altre.“ Når derfor levitterne „havde [Jehovas] lovbog med sig og underviste i Juda, og de drog rundt i alle Judas byer og underviste folket“, virkede de som Jehovas tjenere. Og når Arons sønner på folkets vegne bragte røgelsesofre, afgrødeofre og dyreofre på Jehovas alter var de Jehovas tjenere. — 5 Mos. 21:5; 33:10; 2 Krøn. 17:9; Mal. 2:7; 3 Mosebog kapitlerne 1-7 samt kapitel 16.
4. (a) Hvad skildredes der profetisk ved de dyreofre som de levitiske præster bragte? (b) Hvorledes blev det levitiske præstedømme bragt til ophør, og hvordan tilkendegav Jehova det?
4 I brevet til hebræerne forklares det hvorledes det levitiske præstedømme med ypperstepræsten i spidsen, samt ofrene, undervisningen, ceremonierne i forbindelse med tempeltjenesten og templet og dets dele var forbilleder på noget langt større som skulle komme. De fleste ofre, og især dem der bragtes på forsoningsdagen, skildrede hvordan Kristus Jesus bragte sit liv som det ene store offer der soner menneskets synd. Da Jesus døde, opstod og steg til himmelen, og Jehova dér havde accepteret værdien af hans liv som en genløsningsbetaling, havde det levitiske præstedømme for sidste gang spillet sin profetiske rolle. At det forholder sig således fremgår af at templets store forhæng, der skilte det hellige fra det allerhelligste, på overnaturlig måde flængedes fra øverst til nederst i det øjeblik Jesus udåndede. Ved denne handling tilkendegav Jehova at de sonofre som den jødiske ypperstepræst bragte, ikke længer havde nogen værdi, og at det levitiske præstedømme og dets funktioner således var overflødige, eftersom templet nu var forladt af Jehova og overladt til sig selv. — Matt. 27:51; 23:38; Hebr. 9:1-15.
5. Hvordan blev det levitiske præstedømmes funktioner bragt definitivt til ophør?
5 De levitiske præster begreb imidlertid ikke dette og fortsatte efter Jesu død med at bringe dyreofre i templet, hvilket dog ikke mere havde noget lovfæstet grundlag, for Lovpagten havde ikke længer nogen værdi i Guds øjne. Og i året 70, da romerne erobrede Jerusalem, gjorde Gud også de facto en ende på præstedømmet og viste derved at der ikke mere var brug for det. Templet blev ødelagt, og de levitiske præster blev dræbt eller ført bort, og der kan aldrig på ny oprettes et levitisk præstedømme, eftersom ingen jøde i dag kan sige hvilken stamme i Israel han tilhører. — Kol. 2:14.
Et nyt præstedømme
6, 7. Var afskaffelsen af det levitiske præstedømme en tilkendegivelse af at der ikke mere skulle være et præstedømme på jorden? Begrund dit svar.
6 Når Gud nu totalt afskaffede det levitiske præstedømme, var det så fordi han ønskede at tilkendegive at der slet ikke var brug for et præstedømme på jorden? Nej, det var det ikke! Det eneste som skete var at forbilledet eller symbolet toges væk, da modbilledet eller virkeligheden var kommet. Da levitpræsterne imidlertid forkastede Jesus som Guds ypperstepræst — der ganske vist var af en anden orden — og nægtede at anerkende at deres tid var forbi og afslog at modtage større forrettigheder, måtte de fjernes med magt. — Hebr. 10:1.
7 Paulus fremsætter nogle bemærkninger til denne ændring i præstedømmet og dets juridiske grundlag, Loven, når han siger: „Hvis der altså virkelig var fuldkommenhed gennem det levitiske præstedømme (der var et træk ved Loven som blev givet folket), hvilket behov var der da for en anden præst der skulle fremstå efter Melkisedeks vis og som ikke skulle siges at være efter Arons vis? For når præstedømmet ændres, må der nødvendigvis også ske en ændring af loven.“ Ypperstepræsten i dette nye præstedømme på Melkisedeks, og ikke på Arons, vis er Kristus Jesus, som har sine underpræster på jorden. — Hebr. 7:11, 12, NW.
8. Hvad trådte i det levitiske præstedømmes sted i Guds ordning? Anfør bevis.
8 Hvem er disse underpræster? Hvem skulle blive modbilledet til det levitiske præstedømme? I kapitel 7 til 10 i Hebræerbrevet drager Paulus først parallellerne mellem ypperstepræsten under den gamle lovpagt og Kristus Jesus som ypperstepræsten under den nye pagt. I kapitel 10 kommer han så ind på underpræsterne, levitterne, og deres tjeneste, og peger på at de skal efterfølges af et præstedømme der ikke skal bringe dyreofre. Så skriver han: „Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen, idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme, og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed, og tvættede på legemet med rent vand.“ Idet han siger: „Lad os træde frem med et oprigtigt hjerte . . . og tvættede på legemet med rent vand,“ hentyder han til levitternes ceremonielle tvætninger og opfordrer sine kristne brødre til at træde i det levitiske præstedømmes sted. Det er derfor den kristne menighed som må være identisk med det nye præstedømme, Guds nye jordiske tjenere der bringer ham åndelige ofre i form af læbers pris og gode gerninger. — Hebr. 10:19-22; 13:15, 16; 3 Mos. 16:4; 4 Mos. 8:6, 7.
Paralleller
9. På hvilket grundlag kan man sige at en kristen er en præst i lighed med levitpræsten?
9 Forbindelsen mellem det gamle og det nye præstedømme bekræftes af en lang række paralleller. Den kristne er en Guds ords tjener ganske som levitpræsten var det. „Gud . . . gav os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os [betroede os forligelsens ord, NW]. Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:18-20.
10. Hvorledes trækker Peter en parallel mellem det levitiske og det kristne præstedømme?
10 Det er imidlertid apostelen Peter der direkte kalder den kristne menighed for et præsteskab, idet han drager visse paralleller mellem det levitiske og det kristne præstedømme. Med det levitiske præstedømmes bogstavelige tempel og bogstavelige ofringer i tanke forklarer han sine medkristne: „Lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. . . . I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk.“ — 1 Pet. 2:5, 9, 10.
11. (a) Hvad forstås der ved de „åndelige ofre“ som nævnes i 1 Peter 2:5? (b) Hvilke præstelige pligter skal de kristne ifølge Hebræerne 10:23-25 udføre?
11 At de „åndelige ofre“ der bringes af det kristne præsteskab først og fremmest består i at forkynde Guds egenskaber, „hans guddomskraft“, får vi bekræftet af Paulus, der kalder dem „frugt af læber, som bekender hans navn“ (Hebr. 13:15) og dernæst videre siger: „Og glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.“ Læg også mærke til hvordan Paulus, efter at han i kapitel 10 i Hebræerbrevet har identificeret det nye præstedømme under Kristus Jesus, går videre i versene 23-25 og nævner i hvert fald tre præstelige pligter under det nye præstedømme: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ — Rom. 12:1.
En forskel
12. Hvorfor kaldes det levitiske præstedømme et „særligt“ præstedømme?
12 Der er imidlertid én væsentlig forskel mellem de to præstedømmer. Det levitiske præstedømme var nemlig ikke et „almindeligt“ præstedømme men et „særligt“ præstedømme. Ikke alle og enhver kunne beklæde embedet som præst. Det kunne kun mænd som var født dertil, nemlig de mandlige medlemmer af Levis stamme, og præsterne som bragte ofrene skulle endda i lige linje nedstamme fra Aron, den første ypperstepræst. Ved lov udgjorde præsterne en stand eller gruppe for sig, og det gjaldt ikke blot embedet men også andre ting. Levitterne modtog således ingen arvelod i landet og der var truffet særlige foranstaltninger til deres underhold. Levis stamme blev ikke regnet med blandt Israels tolv stammer efter at den blev udskilt for at varetage de præstelige pligter. Stammerne Efraim og Manasse, Josefs sønner, gjorde stammetallet fuldt. Levitterne var altså en særlig stand, klasse eller orden i det jødiske samfund. Der var et afgjort skel mellem præsteskabet og folket. Israel havde et „særligt“ præstedømme. — 4 Mos. 8:14; 18:20-24.
13. (a) Hvad forstår man ved et „almindeligt“ præstedømme? (b) Fremstiller Peter det kristne præstedømme som et almindeligt eller et særligt præstedømme? Hvilken støtte finder dit svar hos Peter?
13 Sådan forholder det sig ikke med det nye præstedømme. Peter udtalte: „I er . . . et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk.“ Han kaldte det kristne præsteskab eller præstedømme for et folk, det folk som udgør det nye „Guds Israel“. Præstedømmet og folket er ét og det samme. Der består intet skel mellem „præsteskabet“ og „folket“. Hver enkelt i folket er præst. Det er et „almindeligt“ præstedømme. — Gal. 6:16.
14. Hvilke yderligere beviser kan du fremføre for at det kristne præstedømme er almindeligt?
14 At der ikke skal findes skillelinjer imellem de kristne er ikke nogen ny tanke. Vi møder den i billedet hvor den kristne fremstilles som et lem på Kristi legeme, og „her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde“. Den fremgår tillige af at de kristne opnår sønnekår hos Gud, og i kraft heraf kan de alle direkte henvende sig til deres himmelske Fader gennem ypperstepræsten Jesus Kristus uden at behøve en jordisk mellemmand eller præst, eftersom Jesus Kristus selv er mellemmanden. — Gal. 3:28; 4:5-7; Hebr. 4:16; 1 Tim. 2:5.
Oprindelsen til det almindelige præstedømme
15. Hvem bestemte at det kristne præstedømme skulle være almindeligt? Hvordan blev det tilkendegivet?
15 Det var Jehova selv der samtidig med dannelsen af den kristne menighed oprettede det almindelige præstedømme under udfoldelse af kraftige gerninger. På Pinsedagen udgød han sin ånd over menighedens første medlemmer. Med denne ånd blev de salvet til underpræster, og ved denne ånds hjælp kunne de straks begynde at udføre deres pligter som præster. Under dens indflydelse bragte de åndelige ofre, idet de forkyndte om Gud og hans hensigter. Bemærk at Gud ikke valgte nogle få af de 120 tilstedeværende til at udgøre et præsteskab eller et præstedømme der skulle tage sig af forkyndelsen, mens de øvrige kun skulle lytte, udgøre lægfolket; nej, „de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale . . . om Guds store gerninger“. Ap. G. 2:4, 11.
16. Hvordan beredte Jesus sine efterfølgere til at varetage det almindelige præstedømmes pligter allerede inden Pinsedagen?
16 På mange måder fremgår det at læren om det almindelige præstedømme blev forstået og praktiseret i den første menighed. Det pålagdes dens medlemmer at følge i ypperstepræstens, Jesu Kristi, fodspor, og mens han virkede på jorden nøjedes han ikke med selv at udføre de pligter der hørte til embedet som ypperstepræst efter en ny orden, men han underviste alle sine efterfølgere i udførelsen af de præstelige pligter. Præstegerningen var „almindelig“. — Luk. 10:1-12.
17-19. Hvordan ved vi at missionsbefalingen der står berettet i Mattæus 28:19 ikke kun blev givet til de elleve apostle?
17 Nogle gør nu gældende at kun de elleve apostle var til stede da Jesus gav missionsbefalingen, der er berettet i Mattæus 28:19, og man hævder så at befalingen udelukkende blev givet til apostlene. Men man må huske at også „over fem hundrede brødre“ kan have været til stede ved den lejlighed. (1 Kor. 15:6) Det er rigtigt at apostlene mere end nogen andre var travlt beskæftiget med at grundlægge nye menigheder i mange lande, men de var sandelig ikke ene om det. Hver eneste kristen hjalp til. Da Paulus kom til Rom for første gang var det ikke for at oprette en menighed dér; den bestod allerede, for brødrene fra byen drog ud og kom ham i møde. — Rom. 1:8, 13; Ap. G. 28:14-16.
18 Apostlene havde ikke den opfattelse at missionsbefalingen kun gjaldt dem. Læg mærke til de rosende ord Paulus henvender til brødrene i Tessalonika: „Fra jer har Herrens ord lydt vidt ud; ikke blot i Makedonien og Akaja, men alle vegne er jeres tro på Gud blevet kendt, så vi ikke behøver at tale derom.“ — 1 Tess. 1:8.
19 Titus og Timoteus var lærere; men de var lærere for lærere. De var ikke præster som sendtes ud for at undervise et lægfolk. Paulus skrev til Timoteus: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre.“ (2 Tim. 2:2) På linje hermed siger Åbenbaringen 22:17: „Ånden og bruden siger: ’Kom!’ Og den, som hører, skal sige: ’Kom!’“ Da de hebraiske kristne endnu ikke havde gjort så store fremskridt at de kunne påtage sig det almindelige præstedømmes pligter, udtrykte Paulus sin skuffelse herover: „Skønt I efter den tid, der er gået, burde kunne være lærere for andre, trænger I til, at man på ny skal lære jer de første begyndelsesgrunde i Guds ord.“ Der tillodes ingen lægmandsstand i den menighed. — Hebr. 5:12.
20. Hvordan bekræfter historien at det almindelige præstedømme bestod i den første kirke?
20 Historien bekræfter denne tanke. Professor Hal Koch siger i sin Kirkehistorie: „Kun i Aposteltiden og de nærmest følgende Aartier hører vi om virkelige Missionærer, der havde Kristendommens Udbredelse som deres særlige Opgave og Kald. Ellers var det ganske almindelige Kristne, Købmænd, Haandværkere, Slaver, og hvad deres sociale Stilling iøvrigt var, som drog nye Medlemmer til Menigheden.“ Der er altså ingen tvivl mulig: Det almindelige præstedømme var et karakteristisk træk i den første kristne kirke. Hvert eneste medlem var præst og betragtede det som sin pligt at forkynde for og at undervise andre om Gud inden for og uden for menigheden, og heri blev de støttet af den hellige ånd som Gud havde udgydt over dem. Der fandtes ingen lægfolk i kirken. Hvordan er det da gået til at man i kristenhedens kirker i vore dage næppe kender andet end en forkyndende præstestand og en passiv lægstand?
En djævelsk ændring
21. Udgjorde menighedens tjenere i urkirken et præsteskab?
21 Eftersom den første kristne menighed var en virksom og arbejdende organisation, var det nødvendigt at udnævne nogle af dens medlemmer til særlige tjenester. Kun mænd af en vis modenhed og alder, såkaldte „ældste“ (græsk: presbýteroi), kunne beklæde sådanne tjenerstillinger. Blandt disse modne mænd udvalgte man menighedens tilsynsmand (græsk: epískopos) og dennes hjælpere eller assisterende tjenere (græsk: diákonoi). Af det vi netop har lært om det almindelige præstedømme i den første kirke, ser vi at disse mænd ikke blev udnævnt til at udgøre et præsteskab; de var simpelt hen tjenere for deres kristne brødre. — Ap. G. 6:1-7; Tit. 1:5; 1 Pet. 5:2, 3; Matt. 20:25-28.
22. Hvordan kom menighedens tjenere efterhånden til at udgøre et præsteskab?
22 Imidlertid gik det som Paulus havde forudsagt: „Efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ En af de sørgelige konsekvenser af at disse mænd tilrev sig magten og undertrykte menigheden, var at det almindelige præstedømme helt forsvandt. Kirkens historie viser at menighedens tjenere i løbet af det andet århundrede langsomt men sikkert svang sig op til at blive et særligt præstedømme. Menighedens tilsynsmænd eller epískopoi klædte sig som biskopper, de ældste eller presbýteroi var ikke længer blot modne, ældre mænd der kunne virke som tjenere, men var beskikkede præster, og de assisterende tjenere blev til det vi i nutiden kalder diakoner. Sådanne mænd tiltog sig høje stillinger og blev et hierarki der i århundreder udøvede et åndeligt og verdsligt styre som hvilede tungt på lægstanden. — Ap. G. 20:29, 30.
23. (a) Hvordan er den katolske gejstlighed et træffende eksempel på at det oprindelige almindelige præstedømme udvikledes til et særligt præstedømme? (b) Hvorfor var dette en djævelsk ændring?
23 Præsteskabet i den romersk-katolske kirke er et træffende eksempel herpå. Ikke alene er det en udsondret, særskilt klasse der står over lægfolket i magt, uddannelse og klædedragt, idet man har efterlignet hele det særlige præstedømmes ordning og har bygget bogstavelige templer og altre og ladet præsterne iføre sig særlige klædninger for at adskille dem fra de almindelige kirkemedlemmer. For helt at vende tilbage til det særlige præstedømme hævder man at præsten ved en særlig ordination får magt til efter eget forgodtbefindende at bringe Jesus Kristus ned på alteret og ved messen at ofre hans bogstavelige kød og blod. Et mere fuldendt spring fra det almindelige tilbage til det særlige præstedømme kunne næppe være blevet foretaget, hvis man stadig skulle bevare et kristent skær. Ved at fratage kirkemedlemmerne retten til at tjene Gud aktivt som forkyndere af hans ord, ved mere eller mindre at reducere dem til en flok uvidende analfabeter, kvalte den gejstlige stand Guds ånd i kirken, og tappede den for dens dynamiske, missionerende kraft, ved hvilken sandheden om Gud og Kristus skulle have sejret over verden. Det var en djævelsk ændring.