Jehova har i virkeligheden selv givet udtryk for at han tager menneskets ufuldkommenhed i betragtning: „Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!“ Guds tjenere har derfor god grund til at forvente at Gud vil besvare deres bønner når de beder om barmhjertighed og tilgivelse på grundlag af den skrøbelighed som de har arvet fra Adam. — 1 Mos. 8:21; Rom. 5:12.

Jehovas miskundhed

Endelig kan Guds tjenere altid påkalde Jehova og forvente at han besvarer deres bønner fordi han er rig på miskundhed [kærlig godhed] og barmhjertighed. Da Jehova for eksempel var parat til at udslette israelitterne fordi de havde gjort oprør bad Moses, idet han ikke blot henviste til at Guds navn var impliceret men også til Guds miskundhed: „Derfor, [Jehova], lad din vælde nu vise sig i sin storhed, således som du forjættede, da du sagde: [Jehova] er langmodig og rig på miskundhed, han forlader misgerning og overtrædelse, . . . Så tilgiv nu dette folk dets misgerning efter din store miskundhed!“ (4 Mos. 14:17-19) Ja, dengang Moses havde bedt om at måtte se Jehovas herlighed havde Jehova sagt til ham at han var en Gud der var rig på barmhjertighed og miskundhed, og derfor kunne Moses nu med rette minde Jehova herom. Kong David havde også dette i tanke da han bad til Jehova (Sl. 51:3), og det samme gjaldt profeten Daniel da han på sit folks vegne bad: „Bøj dit øre, min Gud, og hør, . . . thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed.“ — Dan. 9:18.

Det står således klart at den Gud som Bibelen åbenbarer for os, ikke er en Gud der ikke interesserer sig for sine skabninger, sådan som deisterne vil have os til at tro. Nej, Jehova er interesseret i sine skabninger, og det af gode grunde. Han opfordrer dem derfor til, ja befaler dem at bede til ham, at lovprise, takke og påkalde ham. Han besvarer deres bønner for sit navns skyld, fordi hans tjenere følger en ret færd, og han lader dem bede på grundlag af deres ufuldkommenhed og nedarvede synd, og fordi hans herlighed kommer til udtryk i hans miskundhed.

I Bibelen tiltales Gud som „du, som hører bønner“. Dette betyder imidlertid ikke at han lytter til og besvarer alle bønner, for som det fremgår af ovennævnte drøftelse må man bede til den eneste sande Gud og man må bede på den rette måde samt om de rette ting dersom ens bøn skal blive hørt af ham. De der opfylder disse betingelser vil selv erfare at han i sandhed „hører bønner“ i den forstand at han lytter til dem og besvarer dem. Lykkelige er de der beder således! — Sl. 65:2.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad betyder det når der i Apostlenes Gerninger 6:15 siges at Stefanus’ ansigt var „som en engels ansigt“? Blev han forvandlet ligesom Jesus blev?

Apostlenes Gerninger, kapitlerne 6 og 7, fortæller om den forsvarstale Stefanus holdt for Sanhedrinet, og i kapitel 6, vers 15, siges der: „Og alle de, som sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt.“ Dette behøver ikke at betyde at Stefanus’ ansigt blev forvandlet således som Jesus blev på forklarelsens bjerg. Men der må have været noget ved Stefanus’ ansigt der virkede betagende på Sanhedrinets medlemmer. Det var naturligvis ikke usædvanligt at dommerne iagttog fangens ansigtsudtryk, for dette kunne til tider være en hjælp til at afgøre om vedkommende var skyldig eller uskyldig. Da Stefanus blev stillet for retten var det ikke med sænket hoved som en der havde gjort sig skyldig i en forbrydelse, men med et ansigt der lignede en engels, et sendebud fra Gud, en der havde tillid til at Gud var med ham. I hans ansigt kunne man ikke læse at han havde gjort sig skyldig i noget forkert. Han optrådte modigt. Hans ansigt viste at han var rolig og uanfægtet,