Ingen undskyldning for forræderen
I dag funderer mange over Judas’ skæbne. Men i lyset af Bibelens klare vidnesbyrd er der ingen grund til at gøre det, hvad det følgende vil vise.
DA hr. og fru Simon Iskariot i den judæiske landsby Kerioth ved begyndelsen af vor tidsregning fik en søn, satte de store forhåbninger til ham. Som gudfrygtige forældre gav de ham navnet Judas, den græske form for Juda der betyder „den lovpriste“. Men så langt fra at opfylde deres forventninger drev Judas det så vidt, at ingen forældre der kender beretningen om ham nogen sinde ville tænke på at give deres søn navnet Judas.
Der er stadig mange der finder på undskyldning for Judas. En opfattelse der er typisk for mange protestanter er den der findes i Interpreter’s Bible. I tilknytning til Johannes 18:2 taler den om „Mysteriet Judas“ og fortsætter med at sige at „på dette punkt er de fire evangelier . . . utilfredsstillende, især hvad Judas angår. . . . Er der ikke en lille smule håb for ham i betragtning af hans uudholdelige afsky for sig selv og sin gerning“? „Kristi kærlighed er vidunderlig. Og min oplevelse af den får mig stadig til at nære håb for Judas og for mig.“ — Bind 8, siderne 754-757.
Sandt nok er barmhjertighed en egenskab vi alle må eje og vise hvis vi ønsker at modtage barmhjertighed. (Matt. 5:7) Men i betragtning af at Jesus kalder Judas „fortabelsens søn“, og siger om ham: „Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født,“ kan vi da undskylde Judas? Nej det kan vi ikke om end vi selv har barmhjertighed nødig. Jesus, der kendte menneskehjerter bedre end nogen anden på jorden, afgør spørgsmålet for alle som tror på Bibelens inspiration. En omhyggelig betragtning af dens vidnesbyrd vil afsløre at Judas overhovedet ikke var noget mysterium. — Joh. 17:12; Matt. 26:24.
Det er interessant at Judas Iskariot var den eneste af de tolv apostle der ikke var galilæer; han var judæer. På hans tid bestod Palæstina af Judæa, Galilæa og Samaria. Judæerne så ned på galilæerne, mens de var enige om at se endnu mere ned på samaritanerne. Galilæerne talte en mere jævn dialekt. Det er grunden til at nogle betvivlede at Peters fornægtelse af Jesus var ægte, hans tonefald røbede at han var fra Galilæa. Det er derfor ret sandsynligt at Judas anså sig selv for at være bedre end de andre. Måske var han også kassemester fordi han havde en bedre uddannelse end de andre. — Matt. 26:73; Luk. 22:59.
Mens sådanne kendsgerninger kan kaste lys over Judas’ mentalitet, kan de ikke undskylde hans forræderi. De der nedskrev evangelierne giver sandelig ikke rum for nogen undskyldning for ham. Mattæus og Markus, der opremser de tolv, placerer ikke alene Judas sidst, men tilføjer: „han, som senere forrådte ham;“ Lukas bruger et endnu stærkere udtryk: „som blev forræder.“ I virkeligheden skinner deres retfærdige harme praktisk taget igennem enhver af deres hentydninger til ham. — Matt. 10:4; Mark. 3:19; Luk. 6:16.
Judas’ ondskab udvikledes lidt efter lidt
Jesus havde heller ingen undskyldninger tilovers for Judas. Jesu kraftige fordømmelse af Judas som berettet i Johannes 6:64, 70 er, bortset fra det foregående, den eneste anden omtale af Judas evangelierne indeholder i deres beretninger om tiden op til den sidste uge af Jesu jordiske gerning. Johannes skriver der: „Thi Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham.“ Dette betyder ikke at Jesus var tvunget til at vælge en forræder, hvilket er fuldkommen utænkeligt, men snarere at Jesus allerede da Judas’ hjerte begyndte at udvikle noget dårligt, var klar over det. I samme forbindelse sagde Jesus yderligere: „Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er en af jer en djævel [bagvasker, NW]!“ Judas har uden tvivl forstået dybden i disse ord selv om de andre ikke gjorde det. Det skal bemærkes at ordet der i New World Translation gengives „bagvasker“, er diabolos, et ord der på få undtagelser nær oversættes „djævel“. — Mark. 14:3-11.
Øjensynligt levede Judas på en løgn dag efter dag. I den første tid efter at han var blevet kaldet glædede han sig over den gode nyhed om Riget som Jesus prædikede. Og i lighed med de andre så han frem til et jordisk rige. Men i striden mellem kærlighed til retfærdighed og kærlighed til selvisk vinding, blev det kærligheden til selvisk vinding der fik overtaget. Da det gik op for ham at det at følge Jesus var en snæver og trang selvfornægtelsens vej, begyndte Judas at bedrage. Han nægtede at betale prisen men lønnede derimod sig selv af den fælles kasse der var betroet ham, og derfor kaldte Johannes ham uden omsvøb en tyv. Jesu advarsel imod havesyge og kærlighed til penge lød for døve ører hos Judas. Han kunne heller ikke se at det var forkert af ham at tage penge fra den fælles kasse, penge der var kommet ind som bidrag fra mennesker der var blevet åndeligt eller fysisk helbredt, når Jesus, hans Mester, på samme tid ikke havde „det sted hvor han kunne lægge sit hoved til hvile“. Her kunne Judas sammenlignes med Elias’ tjener Gehazi som søgte at drage fordel af at hans herre havde helbredt Na’aman, og som blev slået med spedalskhed. Judas’ selviskhed førte til at han blev slået med uhelbredelig, åndelig spedalskhed, overlagt synd. — Matt. 8:20; 2 Kong. 5:1-27; Hebr. 10:26-29.
Men „der er intet skjult, som ikke skal blive åbenbaret; ej heller er noget gemt hen, som ikke skal blive kendt“. Omstændighederne gjorde det således til sidst klart for alle at Judas, skønt han var i følge med Jesus og hans disciple, ikke af hjertet var en af dem. Det var jødernes påske i året 33, og „ypperstepræsterne og farisæerne havde givet befaling om, at hvis nogen fik at vide, hvor han opholdt sig, skulle han melde det, for at de kunne gribe ham“. (Luk. 8:17; Joh. 11:57) Jesus og hans disciple var gæster hos Simon den Spedalske, og Maria, Lazarus’ og Martas søster, „tog da et pund ægte, meget kostbar nardussalve og salvede Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår“. Det fremgår af Mattæus’ og Markus’ beretning at hun også salvede Jesu hoved med denne velduftende salve. — Joh. 12:1-3.
Men dette var den havesyge, uærlige og kærlighedsgolde Judas for meget. Som beretningen videre siger: „Så siger en af hans disciple, Judas Iskariot, han, som siden forrådte ham: ’Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?’ Men det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; og da han havde pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den. Da sagde Jesus: ’Lad hende i fred, så hun kan gemme den til min begravelsesdag! De fattige har I jo, altid hos jer; men mig har I ikke altid.’“ — Joh. 12:4-8.
Mens både Mattæus og Markus drager andre med ind i indsigelsen mod at salven anvendes på denne måde, antyder Johannes’ beretning at disse blot har ment at der kunne være noget om hvad Judas sagde, uden at ane at Judas havde bagtanker. Brodden af denne irettesættelse for en tilsyneladende begrundet indsigelse, der jo også deltes af nogle af de andre, fik Judas til at lade bitterhed, had og Djævelen selv få indpas i sit hjerte. „Da,“ fortæller Mattæus os, „gik . . . Judas Iskariot, hen til ypperstepræsterne og sagde: ’Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?’ De udbetalte ham så tredive sølvpenge. Og fra den stund søgte han en lejlighed til at forråde ham.“ — Matt. 26:14-16.
Hvor stor en rolle havesyge spillede i Judas’ adfærd, vil vi bedre kunne forstå når vi ser hvilke værdier der var tale om. De tredive sølvpenge eller sekel, prisen for en træl, svarede kun til godt 80 kroner. (2 Mos. 21:32) Og de 300 denarer svarer til ca. 350 kroner. Men ifølge Clarke’s Commentary var en denar på Jesu tid en almindelig dagløn. Den sum Judas modtog beløb sig altså til to og en halv måneds løn, mens den kostbare, velduftende salve repræsenterede et helt års løn, når vi regner med at jøderne ikke arbejdede på sabbaten og ved højtiderne. — Matt. 20:2.
Hvor dybt Judas var faldet fremgår yderligere deraf at han mødte op for at fejre den årlige påske sammen med de tolv og hyklerisk gav det udseende af at han ligesom de øvrige var i den sindsstemning som lejligheden krævede. Læg også mærke til den dristighed der ligger i hans spørgsmål til Jesus efter at denne har fortalt at en af dem ville forråde ham: „Det er dog vel ikke mig, rabbi?“ Jesu svar: „Du har selv sagt det,“ må have lydt mærkeligt i de andres ører, men Judas har uden tvivl fattet hele dybden i ordene, hvilket han vel også må have gjort da Jesus yderligere sagde til ham: „Hvad du gør, gør det snart!“ — Matt. 26:25; Joh. 13:21-30.
Efter at have sendt Judas bort indstiftede Jesus mindehøjtiden for sin død, „Herrens aftensmåltid“ eller som det oftere kaldes „Herrens nadver“. Efter dette måltid og Jesu formanende afskedstale gik han og de elleve ud til Getsemane Have, hvor Jesus bad. Straks derefter kom Judas „og sammen med ham en stor skare med sværd og knipler, udsendt fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: ’Vær hilset, rabbi!’ og kyssede ham. Jesus sagde til ham: ’Ven, hvorfor kommer du her?’“ „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?“ — Matt. 26:47, 49, 50, fodnoten; Luk. 22:48.
Fortjener ingen medynk
En morder kan dræbe med koldt blod og, når han ser resultatet af sin forbrydelse, føle samvittighedsnag. Sådan var det med Judas. Han gjorde ikke sin gerning som følge af et øjebliks indskydelse eller kødelig svaghed, sådan som det var tilfældet med Peter da han fornægtede sin Mester tre gange. Nej, Judas handlede som følge af had, stolthed, hykleri, og efter en planlagt og forud fastlagt kurs. Vi må også huske at det var på grund af Judas’ onde hjertetilstand at Satan kunne vinde indpas og drive ham til handling. At han bagefter følte samvittighedsnag på grund af skylden eller dens straf, undskylder ham ikke. Ligesom Esau fældede han tårer til ingen nytte. Han var selv klar over dette, og da han ikke længer kunne udholde livet begik han selvmord, en indrømmelse af sin moralske fallit. Vi læser herom: „Da nu Judas, som havde forrådt ham, så, at han var blevet domfældt, fortrød han det og bragte de tredive sølvpenge tilbage.“ Da præsterne nægtede at tage pengene tilbage „kastede han sølvpengene ind i templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig“. — Matt. 27:3-10.
I forbigående skal det bemærkes, at selv om bibelkritikerne gør meget ud af det forhold at Mattæus’ beretning som gengivet ovenfor, afviger fra hvad Peter sagde om Judas der „styrtede hovedkulds ned og brast itu, så alle hans indvolde væltede ud“, modsiger disse ikke hinanden. Det har været antydet at Judas hængte sig i et træ på et kuperet terræn. Dersom rebet brast eller grenen knækkede kan Judas’ endeligt godt have forløbet som beskrevet af Peter. — Ap. G. 1:16-18.
Således hjælper kendsgerningerne som de er berettet i Skrifterne, os til at forstå hvorfor Jesus omtalte Judas som „fortabelsens søn“ og hvorfor han sagde til ham at „det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født“. Teorien om „mysteriet Judas“ kan ikke forsvares; og at prøve at finde på undskyldning for ham vil lede os ud i en dobbelt snare, oprør og ligegyldighed.
Guds dom levner intet håb for Judas, og følgelig er det oprør fra vor side hvis vi viser ham sympati. Gud slog gentagne gange dette princip fast over for sit folk Israel. Da for eksempel Nadab og Abihu, Arons sønner, blev slået ihjel fordi de frembar fremmed ild, advarede Jehova Aron og hans øvrige sønner om ikke at sørge over dem. Da Samuel sørgede fordi Saul var blevet forkastet som konge, irettesatte Gud Samuel for det. Og atter læser vi hvad der blev sagt til Jeremias angående de bevidst onde mennesker han var omgivet af: „Men du må ikke gå i forbøn for dette folk eller frembære klage og bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke.“ Vor indstilling skulle altid være som denne: „Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!“ — Jer. 7:16; Åb. 15:3.
Dersom vi nærer håb for Judas kan det føre til at vi bliver ligegyldige. Hvis der er håb for denne ærkeforræder, Guds søns forræder, vil der også være håb for os uden hensyn til hvad vi gør, for vi kan simpelt hen ikke falde lige så dybt som Judas, eftersom Guds søn aldrig mere vil komme til jorden som menneske. Nej, vi må gøre os klart at Judas fra begyndelsen må have været oprigtig, ellers ville Jesus ikke have udvalgt ham. Men han tillod selviskhed at tage overhånd og gav til sidst efter for Djævelen. Derfor er hans endeligt en kraftig opfordring til os om at lyde det råd som vi finder i Ordsprogene 4:23: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“