Tidlig hjælp for at kunne overleve verdens ende

 1. Hvad præger hovedstæderne i verden, og hvorfor?

VERDENS hovedstæder er præget af nervøs spænding i denne tid, der kendetegner det mest kritiske vendepunkt i verdenshistorien. De er skueplads for konferencer af bekymrede statsmænd, som af de tilspidsede forhold tvinges til handling. Hovedstæderne befinder sig i en tilstand af panik, og de ledende mænd tiltager sig større og større magt over folkets liv og skæbne. Uro griber dem alle. De har intet, der kan love dem noget godt for den nærmeste fremtid. I ingen af storbyerne kan man finde sand og dyb glæde, end ikke i de Forenede Nationers hovedstad eller i det religiøs-politiske hovedsæde, Vatikanstaden.

 2. Hvilken by ejer sand glæde, og hvorledes blev det billedligt skildret?

² Der er kun een by, der ejer en glæde, som denne verden ikke kender eller forstår. Det er den nye verdens by, mod hvilken sande kristne er draget op i de sidste nitten århundreder, Guds universelle hovedstad eller regeringsby. Den har nu taget sin magt over vor jord. Det er den by, apostelen tænker på, når han skriver: „Men I er kommet til et Zions bjerg og til den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, og til myriader af engle, i stor forsamling, og til menigheden af de førstefødte, der er blevet indskrevet i himlene, og til Gud og alles Dommer, og til de retfærdiges åndelige liv, hvilke er blevet gjort fuldkomne, og Jesus, en ny pagts mellemmand, og til bestænkelsens blod, der taler på en bedre måde end Abels blod.“ (Hebr. 12:22-24, NW) Jerusalem på jorden var en gang et symbol på det himmelske Jerusalem, i den tid da trofaste konger af Davids slægtslinie sad på „Jehovas trone“ på et af dets bjerge, der blev kaldt „Zions bjerg“. Ved at oprette sit tempel dér stedfæstede Gud sit navn Jehova i denne by, og herved blev den et forbillede på Guds universelle regeringsorganisation. Kristus Jesus og hans trofaste menighed af herliggjorte medarvinger udgør denne regeringsorganisation.

 3. Hvorfor hersker der enhed og usædvanlig glæde blandt Jehovas vidner, skønt de befinder sig spredt ud over hele jorden?

³ I 1914 blev Kristus Jesus, Guds organisations ypperste søn, indsat på tronen og således iklædt aktiv regeringsmyndighed. Han regerer ved sin himmelske Faders højre hånd, og den gamle profeti om ham gælder nu: „Jehova vil udsende din vældes stav fra Zion: Hersk midt iblandt dine fjender.“ (Sl. 110:1, 2, AS) Derfor hersker der nu usædvanlig glæde i det himmelske Zion. Intet under, at Jehovas vidner på jorden, der repræsenterer hans rige, også er glade. De kan blive spredt ud over hele jorden i den hensigt at skulle aflægge et vidnesbyrd inden Harmagedon og verdens ende, men de vil dog stå sammen i ubrydelig enhed gennem en teokratisk organisation under Kongen, Jesus Kristus. Det betyder intet, at de færdes midt iblandt deres fjender. De ved, at deres konge nu hersker midt iblandt disse fjender og om kort tid vil sønderknuse dem, som en pottemagers kar knuses med en jernstav. De sørger ikke over denne verdens ende, som håndskriften på væggen forkynder for nationerne. De glæder sig sammen med de himmelske hærskarer over Guds riges fødsel som regering over den retfærdige nye verden. Kilden til deres glæde er en hemmelighed for denne verden, og det får alle nationerne til at undre sig over, at ingen af verdens ulykker kan lægge en dæmper på den.

 4. Hvad er ifølge Salme 46:5 årsagen til deres ubetvingelige glæde?

⁴ Salmisten afslører kilden til Jehovas vidners ubetvingelige glæde: „En flod og dens bække glæder Guds stad, den Højeste har helliget sin bolig [den Højestes boligers hellige sted, AS].“ (Sl. 46:5) Denne flod er af livsvigtig betydning for Guds folks synlige organisation, thi den betyder livgivende styrke for dem. Det er en flod med guddommelige velsignelser for dem, en flod af sandheder om hans rige, der blev forjættet i en fjern fortid og nu er oprettet. Med denne flod følger de glædelige forrettigheder at få lov til at udbrede dens sandheder om Riget til alle, som søger en god regering, sikkerhed og varig fred. I dag står den amerikanske nation over for en meget alvorlig vandmangel. Den sidste rapport om vandressourcerne viser, at der finder alvorligt vandspild sted i denne nations dyrebare vandforsyning. Med det stadig større behov for vand udgør dette en national fare. Jehovas vidner sløser ikke med de dyrebare sandheders vand og heller ikke med de dyrebare lejligheder til at genoplive de åndeligt tørstende mennesker, der har et ret sind. Fra Gud og hans regerende konges trone vælder det livgivende vand ud i opfyldelse af det syn, apostelen Johannes fik, og som han beskrev med disse ord: „Og han viste mig en flod med livets vand, klar som krystal, der vældede ud fra Guds og Lammets trone ned ad midten på dens brede vej. Og på denne side af floden og på den anden side var livets træer, der bærer frugt tolv gange, hver måned giver de deres frugt. Og bladene på træerne var til lægedom for nationerne.“ — Åb. 22:1, 2, NW.

 5, 6. a) Hvorfor behøver vi ikke at frygte mangel på dette vand? b) Hvorledes blev beskyttelsen af dette vand forbilledligt skildret på Ezekias’ tid?

⁵ Vi behøver ikke at frygte mangel på dette livgivende sandhedsvand, for det vælder ud fra en uudtømmelig kilde gennem Jehovas teokratiske organisation. Vore fjender, som vi lever midt iblandt, ville gerne afskære os fra denne vandforsyning, men vi holder os stadig for øje, at Jehovas konge nu hersker midt iblandt disse fjender. Kongen over „Guds stad“, Jesus Kristus, blev billedligt skildret ved kong Ezekias, der engang sad på Jerusalems trone på Zions bjerg. Assyrerkongen Sankerib oversvømmede landet med sine angrebshære og truede med at belejre Guds stad og udsulte den, indtil Jehovas folk måtte „æde deres eget skarn og drikke deres eget vand“. (Es. 36:12) Uden for Jerusalems østre mur var der en altid vandrig kilde, Gihons kilde. Længe før kong Ezekias’ tid førte en vandledning, hugget gennem klippen, vand derfra ind i byen. Men kong Ezekias indså, at vandforsyningen til Guds stad kunne komme i fare. Han ville ikke tillade, at den assyriske storkonge kom i besiddelse af denne livsvigtige kilde og afskar byen fra den. Han lod derfor bore en vestgående vandledning gennem klippen og dækkede Gihonkilden til, så fjenden ikke kunne finde den.

⁶ Herom står der i 2 Krøniker 32:30: „Samme Ezekias tilstoppede [skjulte] Gihons øvre kilde og ledede vandet mod vest [gennem en tunnel] nedad til Davidsbyen.“ Selv i den apokryfiske bog, Siraks bog, omtales dette: „Ezekias befæstede sin by, idet han ledede vandet midt ind i den; han lod med jernværktøj den stejle klippe gennembryde og byggede damme til sandet.“ (Sirak 48:22, 23) Det livgivende vand blev således ført til den øvre dam eller Siloams dam og blev sikret mod fjendtlig indgreb.a Disse er sikkert „Siloas sagte rindende vande“, som Esajas’ profeti (8:6, 7) nævner i modsætning til „flodens vande, de vældige, store . . . assyrerkongen og al hans herlighed“. Selv om vandene fra dette vældige assyrerriges erobringstogter oversvømmede kong Ezekias’ land lige til halsen, så formåede de dog ikke at afskære Siloas vande fra at komme ind i Jerusalem. Disse sagte rindende vande fortsatte til glæde for den belejrede by.

Glade og urokkede

 7. Hvem nægter at drikke af dette vand? Hvad forsager de at gøre med det, og hvordan?

⁷ Kristus Jesus beviser, at han hersker midt iblandt sine fjender, ved at værne om bibelens sandhedsstrøm lige fra dens udspring i himmelen. Hans regeringsmagt holder den flydende til gavn for hans trofaste får på jorden i den teokratiske organisation. I dag glædes den jødisk-arabiske by Jerusalem ikke ved vandene fra denne guddommelige strøm, heller ikke Vatikanstaden eller nogen anden af verdens hovedstæder. De nægter at drikke af disse vande og er tilfredse med gennem sammensværgelser og forbund at grave brønde, hvor de opsamler og gemmer menneskelige filosofiers, sociale ideologiers og religiøse traditioners vande. Det er Jehovas vidner, som gøres glade af sandhedens flod. De udgør den synlige organisation, der nu forøger sin glæde ved at drikke af denne aldrig svigtende strøm af sandheder fra Guds ord. Vatikanstaden og andre totalitære hovedstæder ville gerne afskære disse vande og derved skabe vandmangel hos dem og tvinge dem til at forlade den teokratiske organisation. De gør forsøg derpå ved at bandlyse Jehovas vidner og opløse Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskabs afdelingskontorer, som vidnerne samarbejder med, og ved at forbyde indførsel, udførsel og omdeling af Vagttaarnets litteratur.

 8. Hvorfor kan sådanne forholdsregler ikke standse den flydende vandstrøm?

⁸ Lad blot sådanne totalitære fjender af Guds rige forbyde og opløse de lovmæssigt indregistrerede organisationer og konfiskere deres ejendom. De kan ikke standse kristne i som enkeltpersoner at handle som Jehovas talerør ved at forkynde med kun bibelen i hånd eller uden den, hvis den skulle blive taget fra dem, og at gøre brug af den kundskab om Guds ord, som de har i deres hjerte. Lad dem arrestere disse trofaste kristne og holde dem fangne. Jehova Guds ord er ikke bundet, så længe de kan åbne deres mund blandt medfanger og landsforviste. Jesus sagde: „Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.“ (Joh. 7:38, 39, NW) Guds ånd over hans indviede vidner udvirker dette. Lad også fjenderne vide, at der er underjordiske strømme, og at Siloams vande var skjult og gennem en underjordisk tunnel ført midt ind i Guds stad. Således kan også sandhederne om Riget, hvis det skulle vise sig nødvendigt, arbejde sig frem under jorden. De kan ubemærket af Kongens fjender nå frem til dem, som tørster efter bibelens forfriskende vand. Derfor er det, at floden „med livets vand, klar som krystal, der vældede ud fra Guds og Lammets trone“, stadig flyder, uden at nogen kan standse den, og at profetien opfyldes: „Ånden og bruden vedbliver at sige: Kom! Og lad hvem som helst, der hører, sige: Kom! Og lad hvem som helst, der tørster, komme; lad hvem som helst, der ønsker det, frit tage livets vand.“ — Åb. 22:17, NW.

 9. Hvad betyder det for den, at Guds stad kaldes „den Højestes boligers hellige sted“?

⁹ Guds stad, der glædes ved hans rigsflods bække og strømme, erklæres for at være „den Højestes boligers hellige sted“. Det betyder, at universets Suveræn har taget bolig der og har helliget stedet ved sin nærværelse. Han har givet folket i denne teokratiske organisation sit navn. Der er hans tempel, hvilket vil sige, at den sande tilbedelse af ham foregår der ved hans hengivne vidner. Tilbedelsen af ham er et værn for dem, idet den beskytter dem imod alle de falske veje, ad hvilke denne verdens religion leder folkene. Eftersom han har helliget organisationen ved sin nærværelse og sit navn, vil han også, at den skal bevares ren og ubesmittet. Det er derfor intet under, at når fjenderne rører ved hans teokratiske organisation, er det, som rørte de ved hans øjesten. De vil komme til at undgælde derfor. Ingen skabning, det være sig menneske eller dæmon, kan ødelægge hans rene organisation. Den vil bestå. Den Højeste vil opfylde sit løfte om at bevare de trofaste deri. Derfor siger salmisten med rette: „Gud er i dens midte; den skal ikke rokkes: Gud vil hjælpe den, og det ganske tidlig.“ — Sl. 46:6, AS.

10. Hvad udvirker den guddommelige nærværelse hos dem, som befinder sig i organisationen? Hvad er det, de sætter deres lid til?

¹⁰ Guds nærværelse i organisationens midte giver dem, der hører til den, en følelse af tryghed. De ved, at det er den rette organisation at være forenet med, for den vil aldrig blive rokket, komme til at vakle og styrte sammen. Det vil ikke sige, at bygninger, som dens medlemmer ejer eller bruger, ikke kan blive konfiskeret, eksproprieret og ødelagt af fjenden. Husk, „den Højeste bor ikke i huse, gjort med hænder; som profeten siger: Himmelen er min trone, og jorden er min fodskammel. Hvad for et hus vil I bygge mig? siger Jehova“. (Ap. G. 7:48, 49, NW) Men den Højeste bor i sin teokratiske organisation, uanset om dens medlemmer på jorden har huse eller ej. Så vi sætter end ikke vor lid til bygninger, der bruges i hans tjeneste. Det er hans teokratiske organisation, der aldrig skal rokkes af fjendtlige angreb eller opløses, thi Guds nærværelse i den gør, at den vil bestå, selv om verden rundt om den ophører. „Stol for evigt på Jehova, thi Jehova er en evig klippe.“ (Es. 26:4) Grundlagt på denne klippe vil hans teokratiske organisation bestå i al evighed. De, som stoler på ham, vil også bestå, fordi de tager ham på ordet og søer tilflugt hos hans organisation.

Hvornår er „tidlig?“

11. Hvilke bestræbelser og forventninger fra fjendens side vil strande, efterhånden som forholdene forværres?

¹¹ Forholdene i verden vil utvivlsomt forværres. I mange lande er der allerede blevet taget drastiske skridt over for Jehovas organiserede folk. Andre lande vil måske ty til totalitære midler eller blive underkastet totalitære erobrere, og så vil hans vidner dér blive udsat for samme behandling. Tilskyndet af Satan vil nationerne måske gå meget vidt over for disse forkyndere af gode nyheder. Satan vil benytte mobiliseringen af verden til det yderste for at sætte en stopper for vor handle-, tale-, forsamlings- og religionsfrihed. Udsigterne kan måske blive meget mørke. Det vil måske komme til at se ud, som om grænsen er nået, og at den synlige del af Guds stad står over for at blive slået fuldstændig ud. Men nærer den skadefro fjende en sådan forventning, vil han blive skuffet. Gud lever og har ikke forladt eller er blevet drevet fra sin organisation. Han hersker ved sin konge, Jesus Kristus, i dens midte, og han vil hjælpe sin elskede teokratiske organisation, „og det ganske tidlig“.

12. Hvorfor betyder „ganske tidlig“ ikke tidligt under prøven?

¹² Det betyder ikke på et tidligt tidspunkt af hans folks troskabs- og retskaffenhedsprøve ind for Gud. Nej, der må finde en fuldgyldig prøve sted af hans teokratiske organisations urokkelige hengivenhed imod ham. Fjendens ondskab og hadefulde planer må få lov at blotte sig, og situationen vise, at ingen menneskehjælp formår at frelse. Hvorledes vil Gud da hjælpe sin organisation „ganske tidlig“? Jo, det bliver tidligt på den nye, skønne dag for hans folk. Andre oversættelser lyder: „Ved morgengry“ (AS, margen); „ved morgenens komme“ (Ro. Salmer); „når morgen kommer“ (Mo); „ved daggry“ (AT). Hvor betegnende!

13. Hvorledes skildres dette i Guds folks historie i fortiden?

¹³ Hvor ofte har det ikke i Guds folks historie netop været ved daggry, at deres frelse er blevet udvirket! Det var, da „morgenen gryede“, at englene skyndede på Lot og hans hustru og døtre for at få dem ud af Sodoma, så de kunne undslippe ild- og svovlregnen over den fordærvede by. Da ægypterhæren begyndte overgangen over det Røde Hav i hælene på de flygtende israelitter, var det ved morgenvagtens tid, at Jehova så ud fra ild- og skystøtten og begyndte at gøre det vanskeligt for forfølgerne. Til sidst lod han vandmurene styrte sammen over dem „ved morgenens frembrud“. (1 Mos. 19:15-28; 2 Mos. 14:24-31) Det var tidligt om morgenen, at folket i Jerusalem ifølge kong Josafats anvisning stod op og drog ud med lovsang til Jehova. Da denne sang begyndte, slog Jehova de forenede hære fra Moab, Ammon og Se’irs bjerge med forvirring og fik dem til at udrydde hverandre. Dengang de assyriske horder under storkongen Sankerib truede Jerusalems liv og uafhængighed, gik Jehovas engel om natten ud og dræbte 185.000 mand af invasionshæren. Da kong Ezekias og det belejrede folk „næste morgen tidlig“ gik ud, var det for at få at vide, at alle disse tusinder af fjender var blevet slået, og angriberen med skam var på vej tilbage til Assyrien. (2 Krøn. 20:20-29; 2 Kong. 19:35-37) Det var også „ganske tidlig på den første dag“ eller „da det gryede“, at der blev et stort jordskælv, og stenen blev væltet bort fra indgangen til graven for at vise, at Jesu Kristi opstandelse havde fundet sted. — Mark. 16:2; Matt. 28:1.

14. Hvordan vil det blive „tidlig“ for dem i Harmagedon?

¹⁴ Sådan vil det også være, når Guds folks synlige organisation skal udfries. Når mørkets magter trænger sig ind på dem, hvor dyb og sort kunne natten så ikke forekomme dem! Men hans fuldstændige udfrielse ved Harmagedonslagets højdepunkt vil blive begyndelsen til en ny dag for dem. Det vil blive tidligt eller om morgenen til en evig dag for dem. Glædesråb og frydesang vil lyde denne morgen. — Sl. 30:6.

De fjendtlige styrker opløses

15. Imod hvem raser i virkeligheden nationerne? Hvordan?

¹⁵ Vor fuldstændige udfrielse betyder denne verdens ende. Vi må derfor modigt se følgende i øjnene: „Nationerne rasede, rigerne blev rystet: han løftede sin røst, jorden opløstes. Hærskarers Jehova er med os; Jakobs Gud er vor tilflugt.“ (Sl. 46:7, 8, AS) Nationerne kan udkæmpe rigtige krige og kolde krige med hverandre. I virkeligheden er det imod Jehovas rige og imod hans udsendinge på jorden, Jehovas vidner, at nationerne raser. De er nu mere militariserede end nogen sinde før til afgørelsen af det store stridsspørgsmål om verdensherredømmet. De har nu til hensigt at dele herredømmet mellem to nationale blokke, hver med sine ideologier, eller at den ene blok som sejrherre skal tilrive sig hele herredømmet. Det er ikke deres tanke at overlade det til Gud som Skaberen og den universelle Suveræn. De Forenede Nationer har deres eget frihedsbrev; de har deres egne pagter og aftaler inden for de Forenede Nationers ramme. De har ingen respekt for den uforanderlige pagt, som Gud har sluttet med sin søn, Jesus Kristus, om en enevældig regering over den nye retfærdsverden. Deres religiøse præsteskabs bønner om hans riges komme er derfor hykleri og går i virkeligheden ud på, at Gud skal anerkende selviske og ærgerrige menneskers politiske regeringer som sit rige. Ved deres egen militarisering og deres nødforanstaltninger tvinges nationerne til at modstå de gode nyheder om Guds rige, som hans vidner forkynder hele verden over. — Åb. 11:15-18.

16. Hvem er det, der rystes og vakler? Hvad tyr de derfor til?

¹⁶ Men nationernes rasen, som Djævelen har hidset dem op til for at slå Jehovas synlige organisation ud, vil ikke få den til at vakle. I stedet for at skræmme os, så organisationen går i opløsning, får nationernes vrede os tværtimod til ved Guds ånd at organisere os endnu bedre og knytte os endnu tættere sammen. I nationernes rasen ser vi et tydeligt tegn på denne verdens kommende ende, og det giver os større frimodighed til at forkynde det gode budskab om Riget. Det er denne verdens riger, der rystes og vakler, og det får dem til at frygte, at de vil styrte i de revolutionære massers hav. De går nu bort fra deres tidligere fredstidsmetoder og opstiller et militærapparat imod Guds kommende rige. De mobiliserer sig imod ham til forsvar af deres nationale overhøjhed. De tilskyndes af usynlige dæmoners indflydelse til at indtage deres kampstillinger til Harmagedonslaget for at bevare deres egen foretrukne levevis og ikke Guds veje. Som en udfordring af den guddommelige magt angriber de organisationen, dens neutrale holdning, dens missionsvirksomhed og Jehovas vidners budskab, fordi de ikke tror, at hans organiserede folk har en levende Gud, der ser, føler og handler.

17, 18. Hvorledes vil Gud løfte sin røst? Hvilken virkning vil det have på jorden?

¹⁷ Dagen og timen nærmer sig, da han vil lade sin røst høre. Det vil blive i en tone og et sprog, som denne voldsverden vil forstå. Det bliver ikke fredstoner, der da lyder. Han vil nedkalde ødelæggelsens sværd over dem. Hans stridsmand, Kongen Jesus Kristus, vil svinge dette sværd! Over for det spil af naturkræfter, der derefter skal udfolde sig, vil alverdens militarister stå magtesløse, og videnskaben med al dens kunnen og viden komme til kort. Jehova skræmmes ikke af nationernes krigslarm. Hans egen tordenrøst vil overdøve al deres larm og slå dem med rædsel, når den udsteder befalingen til deres udryddelse. „Jorden opløstes.“ Det menneskelige samfund under verdslige ledere vil da opløses i frygt. Det har ingen fast grundvold. Det vil blive svagere og opløses og smelte bort i angst og bæven.

¹⁸ Under denne opløsningsproces vil ethvert menneske uden for Guds organisation have løftet sin hånd imod sin næste, og de vil i selviskhed bekæmpe hverandres interesser, i lighed med de angribende midjanitter, der blev rædselslagne over Gideon og hans tre hundrede mænds krigslist midt i nattens mulm og mørke. Det vil blive som at se hærene fra Moab, Ammon og Se’irs bjerge kæmpe indbyrdes igen. Det dyrelignende politiske systems „ti konger“ vil vende sig imod den babyloniske religions skøge, med hvem de har bedrevet åndelig hor, og de vil spise dens kød og opbrænde resten med ild. Det politiske verdensherredømmes dyr og det falske profetsystem, der er fremkommet med så bedrageriske politiske forudsigelser, vil blive kastet levende i undergangens ild, der er symboliseret ved ildsøen, der brænder med svovl. Ingen politisk ordning vil kunne bestå, ingen partigruppe vil holde sammen, ingen international overenskomst vil have nogen kraft, ingen Forenede Nationer eller gensidige forsvarspagter vil vise sig holdbare. — Åb. 17:1-18.

19, 20. Hvad betyder det, at „Hærskarers Jehova“ er med os?

¹⁹ Men de, som er i den teokratiske organisation, vil forblive faste og urokkelige og bevare fodfæstet på den „evige klippe“, og de vil råbe, hvad de allerede råber nu: „Hærskarers Jehova er med os; et ophøjet skjulested for os er Jakobs Gud.“ (Sl. 46:8, Rotherhams Salmer) Den Almægtige med hele sin himmelske hær er på vor side. Hvem kan derfor være imod os og vinde sejr? Hans hærskarer er ikke indbildte „marsboere“, der oversvømmer vor klode, men vældige engle som den, ved hvem Jehova udryddede Ægyptens førstefødte både blandt mennesker og dyr; og som den engel, der ihjelslog 185.000 mand i Sankeribs sovende lejr. Jehovas elskede søn, Jesus Kristus, kaldes profetisk „Immanuel“, og hans navn betyder „Gud er med os“ eller „Gud er på vor side“. Som symbol på, at Gud er med os, er hans Immanuel med os, det vil sige „fyrsten over Jehovas hær“ med hele sin hærskare er med os. — Jos. 5:14.

²⁰ Han har nu til sin rådighed de tolv legioner engle, som han nægtede at kalde til hjælp den nat, han blev forrådt i Getsemane have. Som Jesus dengang beder vi heller ikke nu om, at disse legioner engle vil gribe ind til direkte hjælp for os, førend Guds tid dertil er inde. Vi ved imidlertid, at de er rundt om os for at beskytte os. „Jehovas engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.“ (Sl. 34:8) Vi ved, at nu er de „ånder til offentlig tjeneste“, som Gud udsender for at betjene hans arvinger til Riget og deres retsindige medarbejdere. (Hebr. 1:14, NW) Fat derfor mod, selv om du tilsyneladende står alene. Hærskarers Jehova er med hver eneste af sit folk, over hvem hans navn er nævnet, fordi de holder sig til ham og forkynder hans navn.

Vor tilflugt og ophøjede skjulested

21. Hvorledes viser vi, at Jakobs Gud er et ophøjet skjulested for os?

²¹ Jehova elskede Jakob fremfor dennes ældre tvillingebroder Esau. Han skænkede førstefødselsretten til det store abrahamitiske løfte til Jakob og forandrede hans navn til Israel. Vi kan være forvissede om, at han elsker sit åndelige Israel i dag, dem, som er israelitter indvortes ved tro på Jehova og hans lovede sæd, Jesus Kristus. Og nu bliver deres retsindige medarbejdere elsket med dem. Da vi har Jakobs Gud som vort ophøjede skjulested, er det ikke nødvendigt for os at organisere tilflugtsgårde på afsides steder, hvor vi kan trække os tilbage og forlade arbejdsmarken som rigsforkyndere. Tillid til den store Jakobs Gud lægges ikke for dagen ved, at vi skjuler os på et afsides sted, men derimod ved, at vi frimodigt fortsætter på arbejdsmarken og forkynder hans livgivende budskab. „De trofaste skærmer Jehova.“ (Sl. 31:24) At ty til ham som vort høje tårn betyder, at vi holder os forenet med ham, hvor det så end bliver vor pligt at tjene. På denne måde holder vi os inden for hans teokratiske folks organisation, folket, der er spredt ud over hele jorden. Ved at udføre organisationens instruktioner, som de findes i Guds ord, arbejder vi ligesom vore medvidner alle andre steder. I enighed forkynder vi Jehovas navn og regering og opfordrer alle, som søger livet, til at finde tilflugt hos ham.

22. Hvilken forsikring giver Salme 46:9, 10 os om, at nogle vil overleve? Hvem vil indføre varig fred, og hvordan?

²² Det vil blive vidunderligt at opleve den tredje og sidste del af Salme 46. Den skildrer en overlevendes indtryk efter verdenskatastrofen i Harmagedon: „Kom hid og se på Jehovas værk, han har udført frygtelige ting på jord. Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“ (Sl. 46:9, 10) Denne opfordring, der kommer fra dem, som er inden for Jehova Guds synlige organisation, forsikrer os om, at der vil blive overlevende på jorden, efter at Harmagedon har bortfejet denne gamle verden med undergangens kost og renset jorden for den retfærdige nye verden. De overlevende vil vide, at det er Jehova, der ved sin vældige stridsmand, Jesus Kristus, har forårsaget den da åbenbare ødelæggelse på jorden. Dette hærværk vil ikke have tilintetgjort jorden eller beskadiget den i en sådan grad, at den ikke kan genoprettes til en paradisisk tilstand mage til den i Edens have. Det vil kun have ødelagt dem, som lægger jorden øde. (Åb. 11:18) Gud vil ikke tilintetgøre sin fodskammel, jorden, men vil herliggøre den under Kristi rige. Det er således Jehova, der ved Kristus gør ende på alle former for krig på jorden ved at udrydde alle krigsophidsere og splitte folkeslag, der elsker strid, og søndermale deres forfærdelige krigsvåben. — Sl. 68:31.

23. Hvem vil overleve verdens ende?

²³ Hvem blandt mennesker vil overleve verdens ende i Harmagedon og leve over i den nye verden med dens varige fred og tryghed? Det bliver dem, som giver agt på den Højestes befaling i Salme 46:11: „Hold inde [vær stille, AS; giv efter, Mo] og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden!“ Dette råd svarer til det, der gives i Salme 2:10-12: „Og nu, I konger, vær kloge, lad jer råde, I jordens dommere, tjener Jehova i frygt, fryd jer med bæven! Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusser hans vrede op. Salig hver den, der lider på ham!“ Selv efter at vidnesbyrdet nu er blevet aflagt i årtier, kan vi ikke vente, at de politiske og de religiøse herskere vil påskønne eller følge dette råd og lære at kende, at Jehova er Gud, på en måde, der vil blive dem til frelse. Men vi kan vente, at enkeltpersoner inden for alle nationer vil høre op med at modarbejde Jehova og hans teokratiske organisation, og give efter og være stille og lære ham at kende og øve godt imod Kristi brødre. Dette betyder det evige liv.

24, 25. Hvad råber de, som nu ophøjer Jehova, og hvorledes kan de bevise det?

²⁴ Det er her på jorden, som i øjeblikket er et arnested for oprør og djævletilbedelse, at Jehova skal ophøjes for evigt. De, som i denne for verden så kritiske tid ophøjer Jehova, kan i sikker forvisning råbe de sidste ord i Salme 46: „Hærskarers Jehova er med os; Jakobs Gud er vor tilflugt. Sela.“ — Sl. 46:12, AS.

²⁵ Dette er vor offentlige bekendelse, mens krigstrommerne lyder og national frygt driver folkene ind i ikke-teokratiske organisationer, dannet af mennesker til beskyttelse og forsvar. De mangler tro og agter ikke på de guddommelige løfter, men følger i stedet verdslig visdom, verdslige ideologier og religioner. Vi vover ikke at frygte med deres frygt. Vi kan ikke ty til menneskers sikkerhedsforanstaltninger og gøre som denne verdens troløse folk. Vi må gøre kendt, at Hærskarers Jehova er sejrens Gud, og at han er med os og er vor sikre tilflugt. Vi vil gøre dette, ikke ved at prale med vor organisation, men ved at stole på Jehovas ord og lægge vor tillid til ham for dagen. Han er med os, hvis vi er med ham og ikke bliver en del af denne dødsdømte verden eller indgår venskab med den, men holder os urokkeligt til hans organisation og virker for udbredelsen af den sande tilbedelse af ham. Ved vor handlemåde såvel som ved vore ord må vi bevise, at vi ikke stoler på kødelige våben, men at vi kæmper på Jehovas side, iklædt hans åndelige rustning. Det er en hjælp til at styrke de adsplittede fårs tillid til Jehova, den store Hyrde, at vi selv ikke frygter, således som verden gør det, men viser fuld fortrøstning til ham. Vi må af al magt hjælpe disse andre får til nu at finde det sikre tilflugtssted og ty derind.

26. Hvad er det nu vor kristne pligt at gøre?

[Fodnote]

[Kort på side 187]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Salomos palads og regeringsbygninger

DAVIDSBYEN

Gihon

Ezekias’ vandledning

Siloams dam

Gamle vandledning

Nedre dammen

Mur tilbygget af Ezekias

Millo

OFEL

Tyropøonsdalen

KEDRONS DAL

HINNOMS DAL

(Gehenna)

Rogelkilden

Oliebjerget

MORIJA

Tempel

Alter