Spørgsmål fra læserne
● I Apostlenes Gerninger det treogtyvende kapitel, versene et til fem, kalder Paulus ypperstepræsten Ananias en ’kalket væg’. Derefter giver han faktisk en undskyldning, for han siger: „Der står jo skrevet: ’Mod en øvrighedsperson i dit folk må du ikke tale onde ord.’“ Hvordan kan vi forsvare de svidende fordømmelser Vagttårnet retter imod kristenhedens ledere, når de dog, skønt vi som Paulus forstår at de er falske præster, er folkets herskere? — F. W., De forenede Stater.
Lad os allerførst slå fast at Guds ord aldrig modsiger sig selv. Det er sandt at Israels folk, ifølge Anden Mosebog 22:28, fik pålæg om ikke at forbande folkets øvrighed, men det er også sandt at Guds profeter fra tid til anden fik befaling til at udtale meget kraftige fordømmelser af Israels ledere. Jesu egne udtalelser til og om ledere ifølge Lukas 13:31-35, Mattæus 23:1-37, Johannes 8:44, Åbenbaringen 1:1 og 13:1 til 18:9 berettiger i øvrigt de „svidende fordømmelser“ der fremsættes i Vagttårnsselskabets litteratur. Til disse udtalelser af Jesus bør man føje en mængde af lignende art fremsat af de gamle hebraiske profeter.
Da Paulus i sit forsvar citerede Anden Mosebog 22:28 må han have tænkt på Jehovas folks trofaste ledere. Onde herskere er sandelig ikke hævet over kritik og fordømmelse, især når det er nødvendigt at advare folket imod dem. Som Jesus engang sagde: „De er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ (Matt. 15:14) Paulus stod anklaget for den jødiske højesteret, og det var ikke hans ønske at vise foragt for retten. Da det gik op for ham at det var rettens øverste dommer, ypperstepræsten Ananias, han havde kaldt en kalket væg, gav han en undskyldning for at hindre at domstolen nu skulle blive forudindtaget over for hans sag. Det lykkedes ham også senere at vinde en del af rettens medlemmer for sig ved at råbe: „Brødre! jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages.“ (Ap. G. 23:6) Således handlede Paulus klogt, taktfuldt, og desuden i harmoni med det princip der står skrevet i Prædikerens bog 10:20 om ikke at bande eller nedkalde ondt over kongen, for at det ikke skulle komme ham for øre.
Skulle vi stå over for landets herskere og dommere vil vi også til enhver tid optræde høfligt og korrekt over for dem der repræsenterer landet og loven. Vi ville næppe tiltale nogen med de fordømmende udtryk der anvendes i litteraturen vi spreder. Ikke medmindre vi da ønskede at bringe øjeblikkeligt martyrium over os selv, sådan som Stefanus gjorde det da han, som det berettes i Apostlenes Gerninger 7:51-53, sagde til Jerusalems højesteret, sanhedrinet: „I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren! Altid sætter I jer op imod Helligånden — som jeres fædre, således I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet. I modtog loven, formidlet ved engle, men I har ikke holdt den!“ Stefanus var i sin gode ret da han udtalte sig sådan, hvilket bevistes ved at Jehova Gud gav ham et himmelsk syn netop da han var ved at blive stenet til døde.
Kort sagt, befalingen i Anden Mosebog 22:28 gjaldt israelitterne som enkeltpersoner og var en almindelig regel, overensstemmende med Prædikerens bog 10:20, og den tog i første instans sigte på trofaste herskere. Man kan ikke ved at henvise til denne befaling ugyldiggøre de mange andre befalinger i lydighed mod hvilke Jehovas vidner offentliggør „svidende fordømmelser“ af herskere der som klasse betragtet i dag beklæder høje myndighedsstillinger, i lighed med øvrighedspersonerne i det gamle Israel. Ikke desto mindre vil forstandighed og takt sige os at vi ikke skal gøre os skyldige i personlige krænkelser af sådanne herskere når vi må stå direkte over for dem. Vi kan altid give vedkommende tvivlens fordel, selv om Guds ånd til tider kan give til kende at man bør tage samme skridt som Stefanus tog.
● Hvad skal et menighedsudvalg gøre i det tilfælde at en der har begået handlinger som gør ham fortjent til at blive sat på prøve eller udstødt, hævder at hans dåb ikke er gyldig, i lyset af hvad der stod i Vagttårnet for den 1. december 1958 om gyldig og ugyldig dåb?
Vi ved udmærket at kristenheden hævder at være Jehovas organisation og at være i den nye pagt med ham. Den har aldrig frasagt sig dette forhold, skønt det er en falsk påstand og fordring. Men på grund af det skin kristenheden giver sig selv i verdens øjne og på grund af de krav den i overensstemmelse med sine praleriske påstande stiller, vil Jehova Gud dømme kristenheden nøjagtig på samme måde som hvis den virkelig stod i et pagtsforhold til ham. Den vil blive kendt troløs og blive straffet derefter fordi den har handlet hyklerisk og bragt forsmædelse over Guds navn.
Det samme gør sig gældende hvis et menneske har bekendt sin indvielse til Gud gennem Kristus, efter dåbsforedraget har underkastet sig vanddåben, og derefter, om end noget uregelmæssigt, fortsat er kommet sammen med menigheden, har hævdet at være et indviet, døbt medlem af menigheden og aldrig har frasagt sig dette forhold til menigheden; vedkommende må da dømmes af menigheden i overensstemmelse med hvad han har givet sig ud for at være.
Menigheden tiltror vedkommende ærlighed, og går ud fra at han var sig fuldt bevidst at han blev medlem af menigheden i kraft af sin indvielse og dåb. Menigheden er ikke Gud, der er i stand til at læse hjerter; den har heller ikke overnaturlige gaver som Peter og de andre apostle så den kan vide om vedkommende er ærlig og oprigtig og ikke uærlig og hyklerisk. Hvis vedkommende lader sig anerkende af menigheden på grundlag af menighedens egen forståelse af og syn på spørgsmålet, da må vedkommende også lade sig dømme og behandle efter den standard menigheden erkender som påbudt i Guds ord.
Hvis vedkommende først efter at han har begået noget der fortjener udstødelse, benægter at han har været hvad han har givet sig ud for og hvad han har ladet menigheden tro han var, da prøver han sandelig at udnytte menigheden og at krybe uden om ansvaret for og konsekvensen af sine handlinger. Han kan ikke med rette hævde at han i virkeligheden ikke var indviet, at hans dåb var en fuldstændig misforståelse, og at han i realiteten aldrig har været et medlem af menigheden og af den nye verdens samfund, og at han følgelig ikke kan tugtes af eller bortvises fra den.
Dette gælder specielt i tilfælde hvor vedkommende bekender at have gjort noget forkert. Hvis han ikke inderst inde har regnet sig selv for et medlem af menigheden, hvorfor så i det hele taget bekende noget over for menigheden? En uindviet, udøbt person har ikke pligt til over for menigheden at bekende alle de synder og den ondskab han har begået før sin indvielse, og bede om dens tilgivelse. Alt hvad han behøver er at rette sin livsførelse op, derpå foretage en indvielse, handle i harmoni med denne indvielse, og fremstille sig til dåb.
Men en der er fundet skyldig i en forkastelig handling må, hvad enten vedkommende bekender den eller ej, behandles i henhold til hvad han har givet sig ud for at være i den nye verdens samfund, og han må derfor sættes på prøve eller udstødes, alt efter hvad forholdet kræver. Hvis han efter at være blevet genoptaget stadig føler sig overbevist om at han ikke havde foretaget en indvielse før sin dåb, og at denne derfor var ugyldig, da skulle han, hvis han ikke allerede har gjort det, foretage en forstandsmæssig og bindende indvielse til Gud nu da han har omvendt sig og bevist sin omvendelse ved gerninger der er omvendelsen værdige, og derefter skulle han lade sig døbe. Vi kan ikke holde Jehova Gud for nar. Dette er en alvorlig sag og den skal tages alvorligt.
● I forbindelse med arken som Noa byggede, omtaler 1 Mosebog 6:16 (NW) en „lysåbning“, og 1 Mosebog 8:6 (NW) taler om „arkens vindue“. Hentydes der her til det samme? Hvad var endvidere „arkens dække“ som står omtalt i 1 Mosebog 8:13 (NW)? — E. F., De forenede Stater.
Arkens „vindue“ og „lysåbning“ er et og det samme. Gennem denne lysåbning kom der også frisk luft ind i arken, hvorfor den må have været lavet hele vejen rundt på arken oppe under tagskægget, der hindrede at regnen slog ind gennem åbningen. „Arkens dække“, der nævnes i 1 Mosebog 8:13 (NW), var utvivlsomt noget der sad på arkens overside. Om det var hele taget eller kun en del deraf ved vi ikke. Men når dette dække blev fjernet gav det rigelig åbning til at fuglene kunne flyve ud af arken og stige op i luften over den. De andre dyr måtte gå ud gennem døren, der var den eneste anden åbning i arken, bortset fra vinduet eller lysåbningen.