Hører De vrangvilligt?
FULDSTÆNDIG optaget af sit arbejde sad en ung mand og hamrede løs på sin skrivemaskine på et kontor i New York hvorfra der var udsigt til East River. Pludselig hørte han en stødvis tuden der var så kraftig at han næsten fløj op af stolen. En fragtdamper, som var ved at gøre klar til at lægge fra kajen, sendte en advarsel ud til den øvrige flodtrafik: „Pas på! Her kommer jeg!“ Lyden irriterede utvivlsomt den unge mand, og det med rette.
Næsten daglig opstår der lyde som vi hører modvilligt. Vi hører utålmodige bilister tude i hornet, vi hører den hvinende lyd fra sporvognens hjul der gnider mod skinnerne i en kurve, vi hører støjen fra tryklufthamre der pløjer asfalten op eller nedbryder gammelt murværk på byggepladsen. Alle disse lyde irriterer, hvilket er forståeligt.
Andre lyde irriterer fordi de forstyrrer eller afbryder os. For mange mennesker i New York er telefonens kimen et sådant irritationsmoment at de gladelig betaler seks dollars om året for at få deres navne slettet af telefonbogen. Andre, som irriteres af dørklokken, vælger at bo i eksklusive lejligheder beskyttet af livréklædte portnere. De finder at det er prisen værd at undgå forstyrrelser af denne art.
Mange mennesker irriteres hver morgen af vækkeurets kimen. Men selv om man modvilligt hører denne støj, reagerer man alligevel fornuftigt på den, man står op, og om aftenen stiller man uret igen. Hvorfor? Fordi dette irritationsmoment tjener vor egen interesse. Vi må op til tiden for at passe vort arbejde, og vi må passe vort arbejde for at få noget at leve af!
Ulykkeligvis er ikke alle mennesker så realistiske, når det gælder nye sandheder der første gang de fremsættes måske vækker modvilje. Da er nogle så tankeløse at de fuldstændig ignorerer „vækkeuret“, mens andre går til den anden yderlighed og så at sige smadrer det. For eksempel var de religiøse magthavere på Galileis tid så irriterede over at høre den sandhed at jorden var rund, at de ikke alene afslog at foretage en undersøgelse for at se om det skulle være sandt, men også kastede Galilei i fængsel og ydermere torterede hans datter til at overtale ham til at trække sin udtalelse tilbage. Galileis kolleger nægtede at se i hans teleskop, hvilket kunne have overbevist dem om at månen ikke var så jævn som en billardkugle!
I Guds ord berettes om mange sandhedsvidner der døjede forfølgelse fordi deres budskab vakte forbitrelse eller vrangvilje. Israels børns trængsler i Ægypten øgedes i høj grad fordi Farao modvilligt hørte det budskab Moses bragte ham fra Jehova. (2 Mos. 5:1-14) Jeremias blev truet på livet og kastet i en muddercisterne fordi herskerne på hans tid var uvillige til at høre det budskab han bragte fra deres Gud. Ja, mange af fortidens mennesker „måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; de . . . led nød og trængsel og blev mishandlet“, og alt sammen fordi de mennesker til hvem de blev sendt, hørte vrangvilligt. — Hebr. 11:36, 37.
Med hvor stor vrangvilje hørte farisæerne på Jesu tid ikke den gode nyhed om Guds rige! I deres irritation søgte de at finde fred ved at pælfæste Jesus. Men det gav dem ingen fred, for Jesu efterfølgere tog forkyndelsen op efter ham. Vi læser for eksempel om Stefanus’ forkyndelse: „Da de hørte dette, blev de forbitrede i deres hjerter og skar tænder.“ Og da de havde hørt mere „skreg de med høj røst og holdt sig for ørene og stormede alle som een ind på ham; og de slæbte ham uden for byen og stenede ham“. Der er ingen tvivl om at de sandheder Stefanus forkyndte, irriterede dem. De hørte vrangvilligt. — Ap. G. 7:54-60.
Langt tilbage i tiden forudsagde Jehovas profet Esajas at mennesker ville have denne tendens, og Jesus citerede hans ord: „Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørerne hører de vrangvilligt og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte meningen med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.“ — Matt. 13:15, NW.
I mange henseender høres sandheden vrangvilligt i vore dage. Børn, og især teenagers, hører vrangvilligt deres forældres og læreres fornuftige råd. De der kæmper for raceadskillelse hører vrangvilligt når man fortæller dem at Gud „lod alle folk nedstamme fra eet menneske“. (Ap. G. 17:26) Rygere hører vrangvilligt når nogen gør dem opmærksom på forbindelsen mellem cigaretrygning og kræft.
I særdeleshed hører mange mennesker vrangvilligt når Jehovas vidner bringer dem budskabet om Guds rige. Dets fremmedartethed og konsekvensen af at følge det vækker uvilje hos dem. Som et vækkeur rusker det dem op af søvne; men i stedet for fornuftigt at lytte til budskabet ignorerer de det, og betaler prisen. Hvilken pris? De afskæres fra at fatte meningen!
Hvordan kan man fatte meningen hvis man hører vrangvilligt? Man er ikke i stand til at veje beviserne rigtigt fordi følelserne sløver ens dømmekraft. Man har måske endog fået en god uddannelse. Det havde mange af de religiøse ledere i fortiden. Alligevel formåede de ikke at fatte meningen med det de hørte, for de hørte vrangvilligt det budskab Guds profet bragte dem. De tillod med andre ord fordomme at gøre dem døve.
Dersom nogen hører vrangvilligt, vil det i virkeligheden sige at han „svarer, førend han hører“, hvilket „regnes . . . ham til dårskab og skændsel“. Lad ikke det fremmedartede ved indholdet i dette blad, eller konsekvensen af at følge dets budskab, eller måden hvorpå bladet blev bragt til Dem, eller den tid det tager at gennemlæse dets sider, få Dem til at høre dets budskab vrangvilligt. Lad heller ikke andres mening afgøre budskabets værd for Dem. Undersøg selv, ved hjælp af fornuften og Guds ord, om det De hører er sandheden eller ej. Træf derpå Deres afgørelse. — Ordsp. 18:13.