Hvad Bibelen siger

Er åndens mirakuløse gaver hørt op?

APOSTELEN Paulus skrev: „Hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre; eller kundskab [som opnås på mirakuløs måde], den vil blive afskaffet.“ (1 Kor. 13:8) Disse ord viser at den hellige ånds mirakuløse gaver der fandtes dengang, med tiden ville forsvinde. Men hvornår ville det ske?

Lad os først betragte formålet med de mirakuløse gaver. I mange hundrede år var israelitterne, eller jøderne, det folk Guds navn var nævnet over, og den tilbedelse Gud anerkendte var forbundet med templet i Jerusalem. Denne tilbedelsesordning var af guddommelig oprindelse. Moses, gennem hvem denne ordning var blevet åbenbaret, kunne godtgøre at Gud stod bag ham. Da han af Jehova blev sendt tilbage til Ægypten for at føre den israelitiske nation ud af trældommen, fik han for eksempel magt til at udføre tre mirakuløse tegn. (2 Mos. 4:1-9) Med Jesu Kristi død og opstandelse i år 33 e.v.t. blev denne århundredgamle tilbedelsesordning imidlertid ændret. Hvordan kunne det bevidnes at ændringen kom fra Gud? Det krævede betydelige mirakler at bevise at der nu var blevet indført en ny måde at yde godkendt hellig tjeneste på.

Og netop ved mirakler blev det officielt godtgjort at den frelse der blev åbenbaret gennem Jesus Kristus, var af guddommelig oprindelse. Bibelen siger: „For hvis det ord der blev udtalt gennem engle [som overbragte Moseloven] viste sig at stå fast, og enhver overtrædelse og ulydighed fik retfærdig straf, hvordan skal vi da undslippe hvis vi har været uinteresseret i en frelse af en sådan storhed, idet den fra begyndelsen blev fremholdt gennem vor Herre og blev bekræftet for os af dem som hørte ham, mens Gud sluttede sig til med sit vidnesbyrd, med såvel tegn som undere og forskellige kraftige gerninger og med tildelinger af hellig ånd i overensstemmelse med sin vilje?“ — Hebr. 2:2-4.

Var det også nødvendigt med sådanne mirakler efter Kristi død? Ja, så længe templet i Jerusalem bestod og Moselovens krav med hensyn til tilbedelse kunne efterkommes, var det nødvendigt at Gud fortsatte med at aflægge vidnesbyrd om at den gamle jødiske ordning for hellig tjeneste var blevet erstattet af den ordning der var forbundet med Jesus Kristus. Derfor gav den Højeste, gennem Kristus Jesus og ved hjælp af hellig ånd, apostlene og andre særlige evner.

Men i dag er mirakuløse gaver ikke nødvendige for at godtgøre at der har fundet en forandring sted med hensyn til tilbedelse. Selv om templet stadig havde eksisteret i Jerusalem, kunne ingen jøde i dag bevise at han tilhørte Arons slægtslinje og var kompetent til at forrette tjeneste ved helligdommen. Derfor kunne den tempeltjeneste som Moseloven foreskrev, ikke blive udført. Hvorfor ikke? Fordi Loven forbød ikke-aronitter at udføre en præsts opgave. (4 Mos. 3:10; 18:7) Det var grunden til at nogle mænd som vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon i det sjette århundrede f.v.t., og som ikke kunne bevise at de stammede fra Aron, blev udelukket fra at tjene som præster. — Ezra 2:61, 62.

Da Jerusalem blev ødelagt af de romerske hære i år 70 e.v.t., nåede den tilbedelsesordning der var knyttet til templet, til afslutning og skulle aldrig genoprettes i overensstemmelse med Moselovens krav. Derfor er det unødvendigt med mirakler for at bevise at sand tilbedelse ikke længere er afhængig af et bogstaveligt tempel i Jerusalem men at den Højeste derimod ønsker at vi nærmer os ham gennem Jesus Kristus „med ånd og sandhed“. — Joh. 4:23, 24; 14:6.

Det er også værd at lægge mærke til at åndens mirakuløse gaver blev videregivet på en måde der antydede at de var af midlertidig karakter. Det fremgår nemlig af Bibelen at de mirakuløse gaver blev videregivet i nærværelse af enten apostelen Paulus eller en eller flere af de tolv apostle. — Apg. 2:1, 4, 14; 10:44-46; 19:6.

Vi har et interessant eksempel på dette i forbindelse med samaritanerne, som evangelisten Filip forkyndte „den gode nyhed“ for. (Apg. 8:4, 5) Filip var en af de syv mænd der var blevet udnævnt af apostlene til at overvåge uddelingen af mad til trængende enker. Da menigheden i Jerusalem betragtede Filip som en mand der var ’fuld af ånd og visdom’, var han åbenbart en moden discipel af Jesus Kristus. (Apg. 6:1-6) Han var selv af den hellige ånd blevet bemyndiget til at uddrive ånder og helbrede syge. (Apg. 8:6, 7) Alligevel kunne Filip ikke videregive ånden med dens mirakuløse gaver til andre. Det var nødvendigt at apostlene Peter og Johannes kom til Samaria og bad for disse nye disciple, „for at de kunne få hellig ånd“. — Apg. 8:14-17.

Guds ånd havde naturligvis allerede virket på disse samaritanere ved hjælp af evangelisten Filip. Hvad var det så Peter og Johannes udrettede? De bad om at Guds ånd måtte blive videregivet til de samaritanske disciple, hvorefter ånden manifesterede sig på en særlig måde. Da den tidligere troldmand Simon så dette, tilbød han dem penge for at få myndighed til at videregive hellig ånd ligesom apostlene. Han sagde: „Giv også mig denne myndighed, så at enhver som jeg lægger hænderne på kan modtage hellig ånd.“ — Apg. 8:18-24.

I betragtning af at ikke alle kunne videregive åndens gaver, er det en logisk følge at da apostlene og de der gennem dem havde fået myndighed til at udføre mirakler, døde, svandt disse gaver bort, netop som apostelen Paulus havde sagt de ville. Herefter kunne man dog stadig kende Jesu Kristi sande disciple. Hvordan? Guds søn gav svaret da han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) Denne kærlighed er en selvopofrende kærlighed, den indbefatter villighed til at dø for ens kristne brødre, ligesom Kristus villigt gav sit liv for menneskeheden. — Joh. 13:34; 1 Joh. 3:16.

Når nogen i dag hævder at have mirakuløse gaver, kunne man derfor passende spørge: Udviser de selvopofrende kærlighed? Har de alle åndens frugter? (Gal. 5:22, 23) Eller åbenbarer deres handlinger at de, hvad konflikter og fordomme angår, ikke er anderledes end verden? (Gal. 5:19-21) Desuden kan tilsyneladende kraftige gerninger der gøres i Jesu navn, i virkeligheden være et bedrag der udføres af en hykler. Jesus sagde: „Mange vil sige til mig . . .: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som øver lovløshed.“ — Matt. 7:22, 23.

Hvad viser Bibelens og historiens samlede vidnesbyrd altså om åndens gaver? At de mirakuløse gaver er ophørt for længe siden, og at de fuldt ud tjente deres formål — som var at bevise at Kristi disciple udgjorde „Guds Israel“ og at de alene var optaget af den guddommeligt anerkendte hellige tjeneste. — Gal. 6:16.