Hvad er din sædvane med hensyn til gudstjeneste?

 1, 2. Hvilke to dage om året er kirkerne som regel fyldt til trængsel, og hvilke udfordrende spørgsmål giver det anledning til at stille?

ALLE religioner har deres „helligdage“ med særlige højtideligheder i deres religiøse bygninger. På disse særlige dage er disse bygninger som regel fyldt til trængsel. I forbindelse med kristenhedens julefest opføres farverige julespil om Josef, Maria og Jesusbarnet, og hyrderne som kommer for at se barnet. Der spilles musik der giver udtryk for glæde, og næsten hele menigheden overværer gudstjenesten. Endog udenforstående som tilhører andre kirker, kommer ind for at høre musikken og se julespillet. Påskesøndag er også en af kristenhedens „helligdage“, og på den dag kommer folk også strømmende. Naturligvis er der nogle af dem der tænker alvorligt på Kristi Jesu død og opstandelse. Men hvorfor er der så mange i kristenheden der kun kommer i kirken to gange i løbet af tooghalvtreds uger og da oven i købet skal tiltrækkes af noget særligt? Hvilken betydning kan disse to højtider have for dem der kun er kristne to gange om året? Mon de for alvor tror at Jesus Kristus er død for at frelse dem? Frelse dem til hvad? Tror du at de efter gudstjenesten føler sig som bedre kristne, eller tror du at de føler sig som hyklere? Hvordan forholder det sig med din egen gudstjeneste? Hvad er din sædvane?

² Det er velkendt at de fleste af kristenhedens kirker er fyldt til jul og påske. Men har du nogen sinde — hvis du hører til dem der går i kirke — spurgt dig selv: „Hvorfor går jeg i kirke? Er det for at gøre min samfundspligt? Er det for det selskabelige samværs skyld? Eller er det for forretningens skyld?“ Måske er det for at møde indflydelsesrige mennesker? Måske går du fordi du ikke har andet at tage dig til? Stands op og tænk over det! Er dit motiv til at gå i kirke virkelig det at lære sandheden om din Gud og om din frelse at kende?

 3. Hvad bør være det virkelige motiv til at komme i Guds hus, og hvilken virkning burde det have på et menneske?

³ Det egentlige motiv til at gå til Guds hus bør være ønsket om at tilegne sig kundskab om Skaberen, Jehova, og lære mere om hans søn, Kristus Jesus, der har gjort det muligt for os at opnå evigt liv. Du bør nære ønske om at lære om den frelse som Gud giver alle mennesker mulighed for at opnå gennem sin søn når Guds rige er oprettet. Det er det rige som kristne har lært at bede om: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) At komme regelmæssigt i Guds hus skulle hjælpe dig til at skærpe din tænkeevne. Det skulle få dig til at forstå at livet er en gave fra Gud og få dig til at ønske at vide hvorfor menneskene er her på jorden. At lære sandheden at kende i Guds hus skulle få dig til at ønske at fortælle andre om hvad du har lært om Jehova og om hvad han har gjort for menneskene. Hvis den kirke du kommer i, ikke tilskynder dig til at gøre noget og ikke får dig til at ønske at fortælle andre om hvad du har lært, gør du bedst i at finde det sted hvor du lærer sandheden at kende og hvor du lærer at tilbede Gud på den rette måde.

 4. (a) Hvorfor var det Jesu sædvane at gå til synagogen? (b) Hvilket budskab havde han til folket?

⁴ De mennesker der hørte Jesus tale blev slået af forundring over hans måde at undervise på og fulgte ham. De lærte mere og mere for hver dag der gik, og de praktiserede det Jesus lærte dem. Gør din religion det samme for dig? Det var Jesu sædvane at gå til synagogen på sabbaten fordi han vidste at han dér ville høre Guds ord oplæst fra De hebraiske Skrifter. Han vidste at der ville være en drøftelse af det oplæste og at der også ville blive givet en forklaring til det. Da Jesus engang besøgte synagogen i Nazaret på en sabbat blev han opfordret til at læse op fra Skriften, og bagefter forklarede han profetien og viste at den var gået i opfyldelse på ham selv. Han var salvet til at forkynde godt nyt for de fattige. Det betød at han måtte rejse meget og tale med mange mennesker. Han fortalte de undertrykte jøder at de fangne ville få deres frihed og at det ville ske når tiden var inde. Hvordan ville de blinde få synet igen? Jesus helbredte virkelig mange blinde og gav dem deres syn igen, men at se sandheden og forstå Guds ord med hjertet og sindet var af langt større betydning. (Luk. 4:16-20) Hans tilhørere kunne opleve alt dette hvis de tog imod „Himmeriget“, som nu var nær. Det krævede et stort forkyndelses- og undervisningsarbejde. Det var en stor opgave, men med Jehovas velsignelse kunne han fuldføre den. Han var Guds tjener og ved sin forkyndelse af Guds riges komme er han den der har tjent menneskeheden bedst. Ville den anerkende ham som en Guds tjener? Jesus sagde: „Menneskesønnen [er] ikke . . . kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ (Matt. 20:28) Ja, Jesus ville sandelig genløse mange når Guds tid var inde til det, og under Guds rige ville de se Guds vilje ske på jorden som den sker i himmelen. Hjælper din religion dig til at ’tro på ham’ så du kan opnå evigt liv? (Joh. 3:16) Betjener du andre mennesker med Guds ord idet du fortæller dem om hvad du har lært?

 5. Hvad gjorde Jesus foruden at han selv tjente?

⁵ Skønt Jesus kom for selv at tjene, forberedte han også sine disciple til at tjene. Han sørgede for at hans disciple blev oplært i studiet af Guds ord og at de derefter forkyndte dette ord regelmæssigt. Kristne i vor tid må gøre det samme. De må være ordets tjenere, det vil sige forkyndere der prædiker den gode nyhed om Guds rige og giver bibelundervisning. — Matt. 24:14, NW.

 6. (a) Hvordan praktiserede Jesu disciple det de havde lært? (b) Hvordan så de religiøse ledere og rådsherrerne på dem?

⁶ Da Jesus havde udvalgt sine tolv disciple fulgte de ham stadig. Han underviste dem og de forkyndte hvor de kom hen. Det var også deres sædvane at gå til synagogen eller templet og høre Jesus undervise der. De var ivrige efter at høre hvad han havde at sige. De stillede mange spørgsmål fordi de nærede ønske om at lære det Jesus vidste. På offentlige steder var det muligt for dem at overvære og deltage i interessante drøftelser. Ved en lejlighed blev de sendt ud to og to for at forkynde i Israel. Dette skærpede deres tænkeevne. De var af forskelligt gemyt og kom fra forskellige samfundslag, men det bevirkede blot at folk lyttede med større interesse til deres budskab. For eksempel var Simon og Andreas fiskere. Jesus havde sagt til dem: „Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.“ De forlod straks deres garn og fulgte ham. Samtidig kaldte han også Johannes og Jakob. De fem gik til Kapernaum, „og straks på sabbaten gik han ind i synagogen og lærte. Og folk blev slået af forundring over hans lære“. (Mark. 1:16-22) Det var ikke indflydelsesrige og fornemme mænd der fulgte Jesus, men tværtimod mænd der i verdens øjne var ganske almindelige og ubetydelige. Imidlertid satte det et varigt præg på dem at de havde været sammen med Jesus og lært af ham. Det ved vi fordi det fortælles at da apostlene var blevet arresteret og stillet for de religiøse ledere og rådsherrerne „så [disse] Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke, at de var ulærde mænd og lægfolk, . . . men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus“. (Ap. G. 4:13) Disciplene lærte af at høre Jesus undervise i synagogen. Det modnede dem og gjorde dem dygtigere som forkyndere.

Apostelen Paulus’ sædvane

 7. Hvilken interessant oplysning gives der om Paulus i Apostlenes Gerninger 9:15-20?

⁷ De første kristne kendte ligesom Jesus værdien af at komme sammen med andre og brugte synagogen at forkynde i. Efter at Saulus var blevet omvendt fra jødedommen til kristendommen „blev [han] nogle dage hos disciplene i Damaskus. Og straks begyndte han i synagogerne at prædike om Jesus, at han er Guds Søn“. (Ap. G. 9:15-20) Der gik ikke lang tid fra han havde lært sandheden at kende og indtil han gav udtryk for sin tro. Saulus, som senere blev kaldt Paulus, vidste at det bedste sted han kunne begynde at forkynde var der hvor folk kom.

 8. Hvilket opsigtsvækkende budskab forkyndte Paulus i Antiokia, og hvor forkyndte han dette budskab?

⁸ Kristi disciple rejste meget. Det måtte de gøre for at nå ud til alle folkeslag. Den gode nyhed blev forkyndt mens de rejste fra by til by og fra provins til provins, og de kristne menigheder voksede. Når Paulus og andre af de jødiske kristne kom til en by gik de altid til synagogen og prædikede på sabbaten. De fulgte Jesu sædvane. Her er et eksempel på hvad de gjorde: „Selv drog de videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Og på sabbatsdagen gik de ind og satte sig i synagogen. Efter at loven og profeterne var oplæst, sendte synagogeforstanderne bud til dem og lod sige: ’Brødre! har I et formaningsord til folket, så sig frem!’ Da stod Paulus op og slog til lyd med hånden og sagde: ’Israelitiske mænd og I andre, som frygter Gud, hør på mig!’“ (Ap. G. 13:14-16) Paulus var ivrig efter at komme til at forkynde og give udtryk for sin tro, og han holdt en mesterlig tale som er nedskrevet i Apostlenes Gerninger, det trettende kapitel. Han opridsede det jødiske folks historie fra udlændigheden i Ægypten indtil dommer- og kongetiden. Hurtigt bevægede han sig hen over hundreder af år og citerede så Johannes Døber, den profet der havde forkyndt Jesu komme. Derefter fortalte han til stor overraskelse for forsamlingen om Jesu Kristi opstandelse og sagde: „Men Gud opvakte ham fra de døde, og han blev i mange dage set af dem, som var draget sammen med ham fra Galilæa op til Jerusalem; de er nu hans vidner over for folket.“ — Ap. G. 13:30, 31.

 9. Hvilken virkning havde hans budskab på dem der hørte ham?

⁹ Denne prædiken som apostelen Paulus holdt i synagogen på sabbatsdagen vakte stort røre. „Da forsamlingen skiltes, fulgte mange jøder og gudfrygtige proselytter med Paulus og Barnabas, som talte med dem og formanede dem til stadig at holde sig til Guds nåde. Den følgende sabbat samledes næsten hele byen for at høre Guds ord. Men da jøderne så skarerne, blev de fulde af skinsyge og modsagde og spottede det, som Paulus talte.“ (Ap. G. 13:43-45) Det krævede stor frimodighed af Paulus og Barnabas at stå frem i synagogen og sige til folket: „’Således har Herren befalet os: „Jeg har sat dig til hedningers lys, at du skal blive til frelse indtil jordens ende.“’ Da hedningerne hørte dette, blev de glade og priste Herrens ord, og de kom til troen, så mange, som var bestemt til [ret indstillet over for, NW] evigt liv.“ (Ap. G. 13:47, 48) Disse første troende lærte altså sandheden at kende netop mens de var i Guds hus. Grunden til det var at Paulus og Barnabas var forberedt på at holde en prædiken over Guds ord. De gik til synagogen for at fortælle andre om deres tro, sådan som de gjorde når de gik fra hus til hus eller befandt sig på torvet eller et andet offentligt sted. Det var dem magtpåliggende at forkynde den gode nyhed når som helst og hvor som helst. Det var deres sædvane at tale om den sande religion som de nu havde antaget. Får din tro på Kristus Jesus dig til regelmæssigt at tale og forkynde som de første kristne gjorde? Det burde den!

10. (a) Hvor kunne man finde Paulus da han var i Athen? (b) Hvor førte forkyndelsen ham hen?

¹⁰ Da Paulus kom til Athen blev han meget oprørt over at se at byen var fyldt med afgudsbilleder og at folk tilbad disse billeder. „Han talte da i synagogen med jøderne og de gudfrygtige og daglig på torvet med dem, han traf på.“ Under dette besøg var Paulus i stand til at bruge hele sin tid i forkyndelsen. Han må „daglig“ have holdt mange prædikener for enkeltpersoner og grupper, for „både nogle af de epikuræiske og af de stoiske filosoffer indlod sig i ordskifte med ham; og nogle sagde: ’Hvad kan han vel mene, det snakkehoved?’ andre: ’Han synes at være en, som forkynder fremmede guddomme’ — fordi han forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen.“ (Ap. G. 17:17, 18) Det gav apostelen Paulus en enestående lejlighed til at tale med de lærde i Athen. „Så tog de ham med sig og førte ham op på Areopagus og sagde: ’Kan vi ikke få at vide, hvad det er for en ny lære, du taler om?’“ (Ap. G. 17:19) Paulus benyttede lejligheden til at aflægge et magtfuldt vidnesbyrd i tillid til Jesu ord: „Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer.“ — Matt. 10:20.

11. Hvad ved man om Paulus’ kristne tjeneste i Korint og Efesus?

¹¹ Paulus’ liv som kristen var virksomt og interessant. Fra Athen rejste han til Korint. Der mødte han nogle jøder, Akvila, der var kommet fra Italien med sin hustru Priskilla. Akvila arbejdede med det samme håndværk som Paulus gav sig af med når han havde brug for penge for at kunne fortsætte i tjenesten. Paulus boede i deres hjem og de arbejdede sammen som teltmagere. „Men hver sabbat førte han samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere.“ (Ap. G. 18:4) Sådan var hans sædvane i forbindelse med hans gudstjeneste, og han gjorde disciple. Hvad er din sædvane med hensyn til din gudstjeneste? „Paulus blev der endnu en tid lang; så tog han afsked med brødrene og sejlede bort til Syrien . . . Så nåede de Efesus; dér lod han de andre blive tilbage, og selv gik han ind i synagogen og gav sig i samtale med jøderne.“ (Ap. G. 18:18, 19) Paulus lod aldrig en lejlighed gå fra sig. Han var optaget af at ophøje Jehovas navn og vise at „det er umuligt for Gud at lyve“. — Hebr. 6:18, NW.

12. Hvad syntes Paulus om at komme sammen med sine kristne brødre?

¹² Hvor Paulus end rejste hen, sørgede han altid for at komme dér hvor der var mennesker, og når det var muligt, at gå til „Guds hus“ for at give udtryk for sin tro og for at få troen styrket. Paulus havde brug for opmuntring ligesom enhver anden, og han var altid glad for at give opmuntring. Han udtrykte det sådan over for de kristne i Rom: „Jeg længes efter at se jer, for at jeg må kunne give jer del i en og anden åndelig nådegave, så I kan styrkes derved — eller rettere: for at vi hos jer sammen må kunne opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.“ (Rom. 1:11, 12) Tænk på det du kan gøre for dine brødre ved at give udtryk for din tro i „Guds hus“. Jehovas vidner giver udtryk for deres tro ved deres ugentlige møder i deres rigssale.

Andre sædvaner i dag med hensyn til gudstjeneste

13. (a) Hører man budskabet om „Himmeriget“ i kristenhedens kirker i dag? Hvad hører man? (b) Hvilken forskel er der mellem Jesu Kristi budskab og adfærd og pavens?

¹³ Jesu og hans disciples sædvane med hensyn til deres gudstjeneste var at gå til „Guds hus“ og dér fortælle andre mennesker sandheden, at give udtryk for deres tro, at få nøjagtig kundskab fra Bibelen og forkynde Guds rige som menneskenes eneste håb. Hører man det samme i dag i kristenhedens kirker som man kunne høre på de steder hvor de første kristne plejede at samles? Hører du det samme bibelske budskab om „Himmeriget“ forkyndt i kirken som blev forkyndt for dem der levede på Kristi tid? Eller hører du i kirken at De forenede Nationer er det „sidste håb“ der findes? Er du enig med pave Paul VI i det han sagde til De forenede Nationer: „Vi kunne kalde vort budskab for en ratificering, en højtidelig moralsk ratificering, af denne ædle institution. . . . Jordens folk vender sig til De forenede Nationer som det sidste håb for harmoni og fred; vi tillader os her at føje vor egen hyldest til deres hyldest, der er et udtryk for håb“?a For nitten hundrede år siden sagde Jesus Kristus nej til herredømmet over denne verdens riger, som Satan Djævelen tilbød ham, og han sagde til Pilatus kort før han blev henrettet på marterpælen: „Mit rige er ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Når den øverste religiøse leder i kristenheden i dag siger: ’Vi ratificerer De forenede Nationer,’ og han siger at jordens folk må vende sig til De forenede Nationer som det sidste håb om harmoni og fred, må vi spørge: Hvor er hans tro på Guds rige og hvor er hans forkyndelse om Guds rige? Han har ingen! Vil du i økumenisk ånd tilslutte dig dem der ikke længere tror på Bibelen? Kristenhedens ledere har nemlig ikke alene forkastet Guds rige; de har også gjort sig skyldige i at undergrave deres sognebørns tro på store dele af Kristi lære.

14. Nævn andre punkter hvorpå kristenhedens lære afviger fra Bibelens og Jesu Kristi lære.

¹⁴ For nitten hundrede år siden lærte Jesus at alle de der var i gravene skulle komme frem, at de døde skulle opstå når de hørte hans røst. (Joh. 5:28, 29) Hvordan er det gået til at kristenhedens præster nu fortæller at mennesket enten går til himmelen eller kommer i et brændende helvede eller en skærsild? Denne lære lyder mærkelig for den kristne, for Bibelen fortæller at i Sheol, graven, hvor mennesket går ned når det dør, er der „hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom“. (Præd. 9:10) Mennesket sover i graven (Sheol); det eksisterer ikke mere. „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:19) Det vidste den trofaste Job, men samtidig troede han på Guds rige og på de dødes opstandelse. Han sagde: „Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu!“ (Job 14:13) Bibelen lærer at mennesket blev skabt, men videnskaben og mange religiøse ledere siger at mennesket har udviklet sig fra et dyr eller en anden livsform. Hvem tror du på, mennesker eller Gud? (1 Mos. 2:7) Bibelen siger at Gud elskede verden så højt at han sendte sin søn for at frelse den, men præsterne siger at det var Gud der kom herned på jorden, at Kristus er Gud, og for at underbygge denne tanke har de antaget en hedensk lære om en treenighed. (Joh. 3:16) Jesus Kristus citerede fra De hebraiske Skrifter og talte om Noas dage og om Sodoma og Gomorra. Han troede på Guds skrevne ord. Men i dag siger mange præster, der gør krav på at være Kristi efterfølgere, at beretningerne om skabelsen, Noa og arken, Sodoma og Gomorra, og israelitternes overgang over Det røde Hav, ja endog beretningen om hvordan Jesus blev født af en jomfru, kun er myter, kun fortællinger som man ikke kan tro på som virkelige, sandfærdige beretninger. Men uanset hvad kristenhedens ledere lærer, er Jehovas vidner enige med apostelen Paulus, der sagde: „Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner.“ (Rom 3:4) Hvorfor er der sket en så forbavsende ændring i den kristne lære i tidens løb? Det giver Bibelen også svar på. — 1 Mosebog, kapitlerne 1 og 2, 6-8; 19:1-29; 2 Mosebog, kapitel 14; Luk. 1:26-38.

15. Hvem bærer ansvaret for disse afvigende opfattelser, og hvilken fremgangsmåde følger Jehovas vidner?

¹⁵ Denne verdens gud, Satan Djævelen, har gjort folk blinde og holdt dem i mørke. (2 Kor. 4:4) Jesus havde ret da han sagde om de skriftkloge og farisæerne, der var de religiøse ledere på hans tid: „De er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ (Matt. 15:14) Ulykkeligvis er der alt for mange mennesker der lader præsterne i kristenhedens forskellige kirkesamfund tænke for sig. Det ville være langt bedre om de selv studerede Bibelen i stedet for at lade sig vildlede af falsk religion. De fleste mennesker beder heller ikke selv til Gud, men lader præsterne gøre det for dem, og det foregår som regel på den måde at de læser bønnerne op af en bønnebog. De der overværer en gudstjeneste i en af kristenhedens kirker bliver ikke opmuntret til at give udtryk for deres tro. Der finder ingen gensidig opmuntring sted. Det er slet ikke som på Jesu tid; dengang blev et skriftsted oplæst og derefter gjort til genstand for en almindelig drøftelse. Jehovas vidner følger denne fremgangsmåde ved deres studium af Vagttårnet. Mødets leder meddeler hvilket emne der skal drøftes, og derefter oplæses det skriftsted som kommentarerne vil dreje sig om. Bladet Vagttårnet bruges som ledetråd for menighedens drøftelse, men menighedens medlemmer giver selv udtryk for deres tro.

Moralske sædvaner

16. (a) Hvad mener mange om Bibelens love og bud som følge af det ændrede syn på Bibelen? (b) Hvad siger Guds ord imidlertid om dem der overtræder Guds bud? (c) Hvilken befaling gives der i Åbenbaringen 18:4, 5, og hvor skal de der flygter fra det store Babylon gå hen?

¹⁶ For fyrre-halvtreds år siden, og før den tid, blev Bibelen læst og studeret meget mere i hjemmene end den bliver i dag. Mange religiøse organisationer opmuntrede folk til at læse og studere Bibelen. I dag ser det ud til at Bibelen mere betragtes som et stykke litteratur der indeholder nogle gode tanker og rammende udtryk, noget man kan læse når man ikke har andet at gøre. Mange siger: „Hvordan kan nogen leve efter dens morallov i dag? Bibelens lære om utugt og ægteskabsbrud hører ikke hjemme i vor tid.“ På denne måde kommer de til den slutning at hvis der ikke er noget forkert ved kønslige forbindelser før ægteskabet, hvad er der så i vejen for lidt afveksling efter at man er blevet gift? En sådan løsagtighed praktiseres i kristenheden overalt i verden. Men hvad gør den ved det? Intet! Har præsterne da lukket øjnene for det Paulus skrev: „Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige“? (1 Kor. 6:9, 10) Det er nærliggende at tænke: ’Hvis pave Paul VI mener at FN er „det sidste håb“, hvorfor så tænke på at arve Guds rige?’ Hvis man ikke længere tror på Guds rige er det også nemt at ignorere dette riges morallov. Det ser ud til at hele kristenheden har ignoreret den. Sandheden er at den falske religions verdensimperium, Babylon den Store, intet har at tilbyde folk, hverken åndeligt eller moralsk. Derfor siger Guds skrevne ord også: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.“ (Åb. 18:4, 5) Tusinder af mennesker er allerede draget ud af det store Babylon og har vendt sig til den rene, enkle tilbedelse af Gud, og de er ved at blive virkelige kristne. Du vil i dag finde dem tilsluttet Jehovas vidner fordi de føler behovet for at studere Bibelen og for at komme sammen med mennesker der tror på hele Guds ord. Disse mennesker har indviet sig til at gøre Jehovas vilje, og deres sædvane i forbindelse med deres gudstjeneste er nu at forkynde Guds rige, som er menneskehedens eneste håb. For til stadighed at være stærke i den tro der én gang for alle er overgivet de hellige, samles Jehovas vidner regelmæssigt i „vor Guds hus“. Det gør de også fordi de ved at „venskab med verden er fjendskab med Gud“, og at „den, der gerne vil være verdens ven, gør sig . . . til Guds fjende“. (Jak. 4:4) Den kristne menigheds formål er at opbygge menighedens medlemmer i troen og at oplære dem til at forkynde den gode nyhed der findes i Guds ord, og ikke at forlede dem til at gå på kompromis og være „verdens ven“. Vær en sand kristen. Gå i Kristi Jesu fodspor. Gør det samme som han gjorde. Vær en kristen hver dag i året, ikke blot på kristenhedens „helligdage“. Gør det til din sædvane at gå til den sande Gud Jehovas hus og du vil erfare sandheden i Jesu ord: „Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv.“ — Joh. 10:27, 28.

[Fodnote]

[Illustration på side 153]

„Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.“