Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kan vi sige, at Paulus blev den tolvte apostel, når Mattias allerede var udvalgt ved lodkastning? — M. W., Florida.
I den nat, han blev forrådt og arresteret, sagde Jesus til de elleve trofaste apostle: „I udvalgte ikke mig, men jeg udvalgte jer, og jeg udpegede jer.“ (Joh. 15:16, NW) De oprindelige tolv apostle blev udtaget ved, at Jesus direkte udvalgte og udpegede dem, ikke ved lodkastning, som i Mattias’ tilfælde. I sin søgen efter en til at udfylde pladsen efter den utro Judas havde Peter opfyldelsen af Salme 109:8 i tanke, da han sagde: „Lad en anden få hans tilsynsgerning.“ Men ved at kaste lod for at finde en „til at indtræde i dette embede og den apostelgerning, som Judas forlod“, handlede Peter og de, der var sammen med ham, forud for Herren Jesus Kristus og uden nogen instruktion fra ham. (Ap. G. 1:20, 25) De ventede ikke, til de blev „iført kraft fra det høje“, til de „om ikke mange dage [blev døbt] med den hellige ånd“, og som følge heraf skete denne udvælgelse af Mattias før pinsen ikke under den hellige ånds ledelse. — Luk. 24:49; Ap. G. 1:5.
Efter lodkastningen omtaler Skriften ikke noget om Mattias personlig. Ganske vist siger Apostlenes Gerninger 1:16, at „han blev regnet med som apostel sammen med de elleve“; men der siges ikke, at han blev regnet som en af Jesu Kristi apostle. Apostlenes Gerninger 6:2 og 1 Korinter 15:5 taler om „de tolv“ og mener hermed de elleve apostle og Mattias, fordi apostlene og Mattias var sammensluttet i en komité af særlige tjenere i menigheden i Jerusalem; men det er værd at lægge mærke til, at udtrykkene „tolv“ og „apostle“ aldrig bruges sammen.
Men at der som en opfyldelse af Salme 109:8 blev valgt en stedfortræder for Judas, og kun een, fremgår af Åbenbaringen 21:14, hvor der tales om „Lammets tolv apostle“. Denne stedfortræder blev udvalgt af Jesus Kristus, nøjagtig som de oprindelige tolv apostle. Blev Paulus ikke specielt udvalgt, da Kristus åbenbarede sig for ham som en strålende åndeskabning? Med henblik på Paulus sagde Jesus til Ananias: „Denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn.“ (Ap. G. 9:15) Jesus udsendte Paulus, og Paulus blev ikke overgået af nogen anden Kristi „udsending“ eller apostel. Han pralede ikke, men skrev under inspiration, da han skrev angående sig selv: „Paulus, ved Guds vilje kaldet til at være Kristi Jesu apostel.“ „Paulus, apostel, ikke udsendt af mennesker, ej heller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader.“ „Paulus, Kristi Jesu apostel efter befaling af Gud, vor frelser, og Kristus Jesus.“ „Jeg blev sat til at tjene som forkynder og apostel.“ — Rom. 1:1; 1 Kor. 1:1; 2 Kor. 1:1; Gal. 1:1; Ef. 1:1; Kol. 1:1; 1 Tim. 1:1; 2:7; 2 Tim. 1:1, 11; Tit. 1:1.
Ikke desto mindre blev Paulus’ kald som apostel draget i tvivl af nogle på hans tid, og det gjorde det nødvendigt for ham jævnlig at fremholde, at han var udvalgt af Herren. Han udfordrede sine modstandere: „Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? Er I ikke mit værk i Herren? Om jeg ikke er apostel for andre, er jeg det i det mindste for jer; thi I er i Herren seglet på min apostelgerning.“ (1 Kor. 9:1, 2) Som Paulus’ ord her antyder, og Peters ord i Apostlenes Gerninger 1:22 bekræfter, ser det ud til, at en af betingelserne for at blive en af Lammets apostle var at have set Kristus efter hans opstandelse. Derfor gentager Paulus i det samme brev: „Men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne foster; thi jeg er den ringeste af apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Ved Guds [ufortjente, NW] nåde er jeg det, jeg er.“ (1 Kor. 15:8-10) Paulus var kendt som „nationernes apostel“. (Rom. 11:13, NW) Han fremviste „kendetegnene på, at [han var] apostel“. (2 Kor. 12:12) Han blev ubestridelig Lammets tolvte apostel.
● I Matthæus 9:14-17 blev Jesus spurgt, hvorfor hans disciple ikke fastede, sådan som farisæernes og Johannes Døbers disciple gjorde, og efter at have forklaret noget om det, taler han om, at en ny lap ikke sys på en gammel klædning, og ny vin ikke hældes på gamle lædersække. Dette synes ikke at have nogen forbindelse med sagen. Hvorfor bringer han det på bane ved denne lejlighed. — B. Z., Washington.
Kristus Jesus forlader ikke pludselig emnet her, sådan som det måske kan se ud til ved første øjekast. Den sideløbende beretning i Lukas 5:33-38 viser, at det var hensigten at give en illustration af det omstridte emne: „De sagde til ham: Johannes’ disciple faster ofte og fremsiger bønner, og det samme gør farisæernes disciple; men dine spiser og drikker? Men Jesus svarede: Mon I kan få brudesvendene til at faste, så længe brudgommen er hos dem? Men der skal komme dage, da brudgommen bliver taget fra dem; da skal de faste, i de dage. Han sagde også til dem med en lignelse: Ingen river et stykke af en ny klædning og sætter det på en gammel klædning; for så ville han jo ikke blot rive den nye klædning itu, men stykket fra den nye ville ikke passe til den gamle. Og ingen hælder ung vin på gamle lædersække; for så ville den unge vin sprænge sækkene, og den ville spildes og sækkene ødelægges; nej, ung vin skal hældes på nye lædersække.“
Hvad Jesus ville påpege ved hjælp af denne lignelse var, at han var ved at indføre et fuldstændig nyt tingenes system, og at dette nye tingenes system ikke var knyttet til den gruppe, der fulgte Johannes Døber, eller den, der fulgte farisæerne. Jesu disciple skulle ikke slutte sig sammen med disse andre religiøse grupper eller knytte sig til dem eller følge deres skikke med at faste eller nogen anden religiøs ceremoni, som disse samfund kan have praktiseret. Jesus kom ikke for at lappe eller udvide det gamle, udtjente tilbedelsessystem, der var tjenligt til at blive udskiftet. Han indførte noget fuldstændig nyt, og enhver, der ønskede liv, og som stadig befandt sig i de gamle systemer, måtte komme til det nye og ikke prøve kun at bruge det nye som en lap til udbedring af deres forfejlende religiøse systemer, som var tjenlige til at forsvinde. Altså skulle den nye kristne organisation, som Jesus dannede, ikke blive som en ny lap på en gammel klædning eller som ny vin i en gammel lædersæk. Den skulle ikke berøres, bindes eller opsluges af tidligere religiøse grupper. Disse gamle systemer kunne ikke rumme det nye tingenes system, de var ikke passende for det og kunne ikke eksistere sammen med det, men ville blive bragt til ophør ved det nye tingenes system. Selv Moseloven skulle nagles til marterpælen som værende opfyldt og annulleret.
Som følge heraf fastede Kristi efterfølgere ikke, mens han var nærværende. Jesus sagde, at når brudgommen blev taget bort, kunne de faste. Imidlertid sagde han ikke hermed, at de ville gøre det, men det er en kendsgerning, at de gjorde det. Efter hans død på marterpælen sørgede hans disciple, og de var i høj grad forvirrede, for de havde ventet, at han ville oprette sit rige på jorden på det tidspunkt; da han blev dræbt, forstod de ikke, hvorfor det var blevet tilladt, og de faldt tilbage til deres gamle levemåde med at faste og sørge, altsammen på grund af denne mangel på forståelse. Da de imidlertid efter pinsen og den hellige ånds udgydelse fik oplysning om forholdene, kom de sig efter dette midlertidige tilbagefald til faste, som praktiseredes af de gamle religiøse samfund.
Af alt dette ser vi, at Jesus fremførte en træffende lignelse for at fremhæve sagens kerne. Ligesom en ny klædning ikke blev skåret i stykker og brugt til at lappe en ubrugelig gammel klædning med, men blev bevaret hel og fuldstændig ny, ligesom ny vin ikke hældtes i udtørrede, gamle lædersække, der havde mistet deres elasticitet og ville briste, men måtte hældes i deres egne, nye lædersække, akkurat sådan skulle den nye kristne organisation være et fuldstændig nyt tingenes system, til stadighed adskilt fra de gamle religiøse systemer, der enten var slået fejl eller havde overlevet den tid, hvor de var brugbare.
● Hvordan kan Hebræerne 1:10-12 harmonere med Prædikeren 1:4? Taler teksten i Hebræerne om den bogstavelige jord og de bogstavelige himle, der er skabt af Jehova Gud? — R. A., Alabama.
Prædikeren 1:4, omtaler den bogstavelige jord, når der siges: „Jorden står til evig tid.“ Hebræerne 1:10-12 modsiger ikke dette, fordi der her menes den symbolske jord og de symbolske himle i Satans verden, når der siges: „I begyndelsen har du, o Herre, lagt jordens grundvold fast, og himlene er dine hænders værk. De skal forgå, men du består; alle skal de ældes som en klædning, og som en kappe skal du rulle dem sammen, som en klædning skal de skiftes; men du er den samme, og dine år får aldrig ende.“
Inden vi går over til at svare direkte på spørgsmålet, må vi lige lægge mærke til, at Paulus her citerer Salme 102:26-28, og han anvender det om Kristus Jesus, skønt Salmerne synes at tale om Jehova. Treenighedens tilhængere bruger dette i et forsøg på at bevise, at Jehova og Kristus er den samme, er eet i en treenig Gud. Imidlertid ved vi, at engle, der repræsenterede Gud, omtaltes, som om de var Gud, ligesom vi ved, at Kristus Jesus udførte det direkte arbejde ved skabelsen, skønt Jehova omtales som skaberen, og det er, fordi Kristus gjorde det som Jehovas repræsentative arbejder under Guds ledelse og ved Guds magt. Dette bliver netop berørt i sammenhængen i det skriftsted, vi her undersøger; Hebræerne 1:2 (NW) omtaler Kristus som den, „ved hvem han [Jehova] dannede tingenes system“. Så både Jehova og Kristus kan siges at have skabt himlene og jorden, og de specielle omstændigheder ved hvert enkelt tilfælde afgør, hvem der menes. — Se Vagttaarnet, 15. december 1951, side 388.
At udtrykkene himle og jord ikke altid skal opfattes bogstaveligt, er mange gange blevet vist i Vagttaarnet. (Sl. 66:4; 96:1; Hab. 2:20; 2 Pet. 3:5-13) De symbolske himle og den symbolske jord udgør denne onde verden, og mange skriftsteder viser, at de er dømt til undergang; det er dem, der ifølge Hebræerne 1:10-12 vil forgå. Men hvordan kan det siges, at de blev grundlagt af Gud og Kristus? Kristus skabte ved Jehovas magt den skærmende kerub og gudssønnerne, og senere gjorde disse oprør og blev til de onde himle. Ligeledes skabte Kristus ved Guds magt Adam og Eva, men de gjorde oprør, og i dag er det deres onde efterkommere, der udgør den synlige jord i Satans verden. De oprindelige symbolske himle og den oprindelige symbolske jord blev skabt fuldkomne af Jehova gennem Kristus, der dengang kaldtes Ordet. Men de besmittede sig og degenererede til at blive den nuværende onde verden.
Som en illustration til dette kan vi betragte Israels nation, der var plantet af Gud som en ædel vinranke, men som blev til et vildskud, der var fremmed for Gud. (Jer. 2:21) På lignende måde var kristenheden ren, men største delen af den bevarede ikke denne renhed ved en stadig fornyelse i gudsfrygt, men den faldt fra og klædte sig i oldtidens udslidte hedenske læresætninger, i stedet for at holde fast ved den klædning af lovprisning og frelse, som engang identificerede den som Guds tjener. På lignende måde fornedrede de himle og den jord sig, der engang var fuldkomne, og de blev det nuværende onde tingenes system. De er blevet ubrugelige som en gammel, udslidt klædning, kun tjenlige til at blive lagt til side, ødelagt, at blive udskiftet med en ny himmelsk og jordisk organisation. Dette kapitel i Hebræerbrevet viser Jesu Kristi ophøjede stilling og evighed, og versene 10-12 er skrevet for at vise, at Kristus vil overleve denne onde verden, som er dømt til undergang.