er der flere og flere der har gjort karriere inden for handel, undervisning, lægevidenskab, og så videre.

Det må imidlertid indrømmes at spørgsmålet om hvor stor intelligens racerne har i forhold til hinanden, ikke kan afgøres med bestemthed. De vidnesbyrd man for øjeblikket er i besiddelse af er ikke afgørende, men kan fortolkes på forskellige måder. Som én skribent erklærede: „Der kan drages, og er blevet draget, hundrede forskellige slutninger ud fra samme bevismateriale. Den konklusion man når frem til afhænger lige så meget af følelser som af fornuft.“

Hvorfor da bringe spørgsmålet om intelligenskvotientens størrelse på bane i et forsøg på at bevise at sorte er mindre intelligente end hvide? Steven Rose, der er professor i biologi ved det åbne universitet i England, forklarer hvorfor nogle mennesker gør det: „Spørgsmålet om det arvelige grundlag for racemæssige eller klassemæssige forskelle i intelligenskvotienten . . . får kun mening i et racistisk eller klassistisk samfund der forsøger at retfærdiggøre sine diskriminerende handlinger ved hjælp af en bestemt ideologi.“

Som følge af den voldsomme polemik der er opstået på grund af påstanden om at negre er født med en lavere intelligens, har det amerikanske videnskabsakademi erklæret: „Der er intet videnskabeligt grundlag for at påstå at der er eller ikke er væsentlige nedarvede intelligensforskelle mellem negride og hvide befolkningsgrupper. I mangel af en endnu uforudset måde hvorpå man kan udjævne enhver forskel mellem miljøerne, kan svaret på dette spørgsmål næppe være mere end sandsynlighedsgætteri.“

Én ting står imidlertid fast, nemlig at der ikke er noget virkeligt grundlag for at anse folk af andre racer for at være underlegne. Uden at skelne mellem de forskellige racer giver Bibelen os det gavnlige råd at vi „i ydmyghed agter de andre højere end [os] selv“. — Fil. 2:3.

Én menneskeslægt

DER er en mangfoldighed af mennesker på jorden med påfaldende forskellige fysiske træk. Betragter vi dem alle som tilhørende én menneskeslægt, som personer der må accepteres efter hvad de hver især er?

Det burde vi. Det er sådan Skaberen ønsker vi skal betragte hinanden. Han inspirerede en af sine tjenere, den kristne apostel Paulus, til at sige: „Den Gud som har dannet verden og alt hvad der er i den . . . giver selv liv og ånde og alting til alle. Og han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ — Apg. 17:24-26.

Men er nogle menneskeracer da ikke mere værd i Guds øjne end andre? Den opfattelse har mange haft. Dog blev den kristne apostel Peter, efter at have set en demonstration af Guds upartiskhed, bevæget til at udbryde: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ — Apg. 10:34, 35.

Tror vi dette? Det gør alle mennesker ikke.

Virkelig én familie?

Nogle fordrejer endog Bibelen og forsøger at vise at den lærer „at negeren, menneskeaberne og de firbenede dyr alle hører til ’samme slags kød’, ’dyrekød’“. Denne påstand blev fremsat af professor