Bibelprofetiens virkefelt

„Ingen profeti i Skriften har sit udspring hos noget menneske.“ — 2 Pet. 1:20, NW.

 1, 2. Nævn nogle spørgsmål, der opstår i forbindelse med bibelprofetier. Hvad er bibelprofetier?

GUDDOMMELIGE profetier! Hvad er det? Hvorfor bruges de? Hvor stammer de fra? Hvem bliver brugt til at videregive dem? Hvorledes bliver de videregivet? Findes der nøgler, der kan lukke op for dem? Har de mere end een opfyldelse? Hvordan kan man vide, om de er sande? Hvornår kan de forstås? I hvilken forstand profeterer Jehovas vidner i dag? Såfremt man skal kunne forstå bibelprofetiernes store virkefelt, er det nødvendigt at få disse og mange andre spørgsmål besvaret.

² Til at begynde med, hvad er bibelprofetier? De udgør en del af de mange guddommelige åbenbaringer fra Jehova Gud, som er nedskrevet og bevaret for os i de Hebraiske og Græske Skrifter. En stor del af Bibelen er skrevet i denne form for hellige udtalelser. (Rom. 3:2, NW) Jesus antydede dette, da han sagde: „Alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Moseloven, Profeterne og Salmerne.“ (Luk. 24:44, NW) Profeti er en forudsigelse af noget, der skal ske i fremtiden. Det er en belæring om eller forudsigelse af fremtidige begivenheder, en evne, der ligger uden for menneskets naturlige evner. Sand profeti er derfor en fremholdelse af kendsgerninger og hændelser, der kundgøres, inden de finder sted. Profeti er med andre ord historie skrevet forud.

 3. Hvorfor har Gud valgt profeti som en form for hellige udtalelser?

³ Hvorfor har Gud brugt denne form for hellige udtalelser? Det ser ud til, at Gud har valgt på forhånd at erklære sine majestætiske hensigter og de nærmere enkeltheder i profetisk form som en tilkendegivelse af sin forhåndsviden og magt til at imødegå den situation, der opstod som følge af oprøret i Eden. Endvidere benyttede han sig af denne form for hellige udtalelser med det for øje at skjule eller tilsløre hellige hemmeligheder, der skulle tjene til åndelig føde for hans tjenere, så de kunne hente næring fra deres åbenbaring ned gennem kommende slægter. Mange af disse hemmeligheder havde en begrænset opfyldelse, dengang de blev videregivet, men de blev fremholdt på en sådan måde, at de indeholdt en dybere og skjult betydning, der først senere skulle bringes frem i lyset. (Ef. 3:5; Matt. 10:26) Studiet af Bibelens profetier og deres opfyldelse er nødvendigt for at opnå nøjagtig kundskab om sandheden og Jehovas nye retfærdsverden, der er ved at blive indført. (Ef. 1:17) Det er nødvendigt for at kunne opbygge ens tro på Gud og Kristus Jesus, Kongen. Da den sande religion er en åbenbaret religion, der bygger på guddommelige åbenbaringer, følger kristne, der dyrker den sande tilbedelse, ikke, som så mange mennesker i dag, den dåragtige fremgangsmåde, der kun har foragt tilovers for al profeti. De sande tilbedere derimod prøver alt og holder fast ved det rette, og dette indbefatter guddommelige åbenbaringer i form af profetier. — 1 Tess. 5:20, 21.

 4. Hvorledes opstår guddommelige profetier?

⁴ Bibelens profetier har sit udspring hos Jehova Gud. De skyldes ikke noget menneskes dygtighed. „Ingen profeti i Skriften har sit udspring hos noget menneske. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men som de blev drevet af hellig ånd talte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ (2 Pet. 1:20, 21, NW) Derfor er Jehova Gud ophavsmanden til sand profeti. Jehova er sine gerningers store begynder og fuldender, og dette tilkendegives i Åbenbaringen 1:8 (NW), hvor der siges: „Jeg er Alfa og Omega, siger Jehova Gud, den, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige.“ Kun Jehova Gud kender enden fra begyndelsen og kan derfor forud vide, hvad der vil ske i overensstemmelse med hans hensigter. (Es. 46:9, 10) Selv Jesus Kristus erklærede, at de profetiske og andre guddommelige udtalelser, han fremkom med, ikke var af hans egen frembringelse. (Joh. 14:10) Ikke alene ligger profetiens fremkomst, men også tydningen deraf, i Jehovas hånd, hvad klart fremgik af Josefs ord, da han sagde: „Ikke jeg — men Gud vil give Farao et gunstigt svar!“ — 1 Mos. 41:15, 16.

Profetordningen

 5. Hvem bruges til at fremholde profetier, og hvilke tre grupper findes der?

⁵ En profet eller profetinde er en, som bruges til at udtale profetier. Det hebraiske ord for profet er nahví. Guds talsmand Samuel siger, at i de tidligste tider kaldtes profeterne undertiden seere. (1 Sam. 9:9) Bibelen omtaler imidlertid alle, som Gud brugte, og gennem hvem profetier blev videregivet, som „profeter“, uanset på hvilket tidspunkt i historien de levede. I bibelske tider var der tre grupper blandt profeterne. Først dem, som omtales som hovedprofeterne, for det andet profetrækken og for det tredje de profeter, der henvises til i de kristne Græske Skrifter. I den gruppe, der omtales som hovedprofeterne, finder vi mænd som Enok, Noa, Abraham, Aron, Moses og Jesus. Alle disse var store talsmænd for Jehova på deres tid og blev brugt til at fremholde profetier af skelsættende betydning for hele verden. Deres profetier er blevet nedskrevet og er af største vigtighed i dag. — Jud. 14; Hebr. 11:7; 1 Mos. 20:7; 2 Mos. 7:1; 5 Mos. 18:15; Luk. 24:19; Ap. G. 3:22.

 6. Gør rede for profetrækken.

⁶ Den anden gruppe, profetrækken, begynder med Samuel og strækker sig hele vejen ned igennem tiden lige til Johannes Døber. (1 Sam. 3:20; Luk. 1:76; Ap. G. 3:24) Disse var særlige talsmænd for Jehova og blev udsendt som rådgivere for kongerne og nationen. Efter Salomos tid, da der var to nationer, Israel og Juda, der hver havde sit eget kongehus, lod Gud en række profeter betjene hvert land. Profetrækken, der tjente i det nordlige rige, Israel, begyndte med Ahija og fortsatte for efterhånden at indbefatte Jehu, Hananis søn, Elias, Mika, Elisa, Jonas, Hoseas, Amos og den sidste, Oded. (1 Kong. 11:29; 2 Krøn. 28:9) Alle de andre af fortidens betydningsfulde profeter, hvoraf mange har fået bibelbøger opkaldt efter sig, var talsmænd, der sendtes til det sydlige rige, Juda. Nogle af disse var Gad, Natan, Joel, Esajas, Mika, Nahum, Zefanias, Jeremias, Habakkuk, Ezekiel, Obadias, Daniel, Zakarias, Haggaj og Malakias. Kun to profetinder nævnes i denne gruppe, Hulda, Sjallums hustru, og Anna, der var af Asers stamme. (2 Krøn. 34:22; Luk. 2:36) Der var også profetskarer kaldet „profetsønner“, hvem Herren brugte. Nogle profeter som Elias, Elisa og Johannes Døber havde disciple, der udførte samme arbejde som de. — 1 Kong. 20:35; 2 Kong. 4:38; Mark. 2:18.

 7. Hvilket arbejde udførte disse profeter?

⁷ Alle profeterne i denne anden gruppe var uforknytte vidner for Jehova. De stod til rådighed som rådgivere i private og offentlige anliggender. De irettesatte offentligt overtrædere af lovpagten, hvad enten det var konger eller folket selv. De forudsagde fremtidige begivenheder. Nogle af dem udførte mirakler ved Guds kraft. Uden mindste kompromis stillede de sig på Guds side i de stridsspørgsmål, der var fremme på deres tid. De var rede til at gå imod den offentlige mening og udstå forfølgelse fremfor at give efter i deres hengivenhed som Jehovas profeter. Deres loyalitet og retskaffenhed over for en tilsyneladende overmagt var forbløffende, og herom skriver Paulus: „Og om Samuel og de andre profeter, der ved tro besejrede riger i strid . . . stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undslap sværdets æg, i svaghed blev gjort stærke, blev tapre i krig, slog fremmedes hære på flugt. Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen; men andre blev torteret, fordi de ikke ville tage imod udfrielse for en eller anden løsesum for således at opnå en bedre opstandelse. Ja, andre fik deres prøver ved at udstå spot og pisk, ja mere end det, ved lænker og fængsel. De blev stenet, de blev martret, de blev gennemsavet, de blev slået ihjel med sværd, de gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød og var i trængsel og blev mishandlet; og verden var dem ikke værd. De flakkede om i ørkener og bjerge, i jordens huler og kløfter.“ (Hebr. 11:32-38, NW) Hvilket skriftligt mindesmærke om deres sande tilbedelse, som Gud kaldte til at være sine talsmænd! Disse prøvede profeter taler nu til os med tordenrøst, efterhånden som deres profetier en efter en får deres fulde opfyldelse og som et bjerg af domme vendes imod den nuværende generation.

 8. Hvem er de kristne profeter, og hvilket arbejde gjorde de?

⁸ Efter Jesu tid omtales en anden gruppe profeter i Skriften, og de betegnes i almindelighed som kristne profeter. Til opbygningen af det åndelige Israel, det vil sige den kristne menighed under et nyt tingenes system, var der brug for forskellige tjenergrupper og deres specielle tjeneste til organisationens oparbejdelse. „Han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer, nogle som hyrder og lærere med det for øje at oplære de hellige til en præstegerning, at opbygge Kristi legeme.“ (Ef. 4:11, 12, NW) Nogle af disse profeter, der i Bibelen nævnes ved navn, er Agabus, Barnabas, Simeon, Lukius og Manaen. (Ap. G. 13:1, 2) Disse kristne profeter ser ud til at have været fremragende talsmænd i den første menighed og siges at komme næst efter apostlene. Ja, Guds hus siges at være bygget på apostlene og disse profeter. (1 Kor. 12:28; Ef. 2:19, 20) Det ser ud til, at disse kristne profeter var rejsende talere for den styrende enhed i menigheden i Jerusalem, og de drog fra by til by for at besøge de kristnes kredse. De holdt ikke kun foredrag om profetiernes opfyldelse, hvilke profetier var nedskrevet i de Hebraiske Skrifter, men de fremholdt også profetier om fremtidige begivenheder; det gjorde f. eks. profeten Agabus. (Ap. G. 11:27, 28; 21:10, 11; 1 Kor. 14:3) De blev brugt til at fremholde nye åbenbaringer af åndelig kundskab, der gradvis blev indlemmet i den første menigheds almindelige tro og bestemmende for dens fremgangsmåder. Mange af disse åbenbaringer er bevaret i de kristne Græske Skrifter. — 1 Kor. 14:31-33; Ef. 3:3; 1 Tess. 4:15; 1 Tim. 4:1.

 9. Profeterede kristne kvinder? Nævn et eksempel. Hvad skete der med den profetiske gave?

⁹ Kvinder nød også den forret at blive brugt til at fremholde sådanne nye profetiske åbenbaringer. Tænk på missionæren Filips fire ugifte døtre i Kæsarea. Men kvinder, der profeterede, blev af Paulus formanet til altid at dække deres hoved som et tegn på underkastelse under deres hoved Kristus Jesus. (Ap. G. 21:9; 1 Kor. 11:5) Inden for de kristnes første generation, et forbavsende kort tidsrum, blev den kristne menighed grundfæstet både med henblik på lære, organisation og forkyndergerningen. Profetiens gave var sammen med de andre af åndens gaver en hjælp til at give det nye tingenes system et sundt grundlag. Da denne generation af kristne derfor gik bort, ophørte også disse åndens gaver. (Ap. G. 2:17, 18; 1 Kor. 13:8) Det betød også afslutningen på guddommelig profeti. Guds åbenbarede vilje var da til fulde kommet til udtryk, og tilkendegivelsen deraf afsluttedes med den sidste åbenbaring, der videregaves af Johannes, den sidste af apostlene, i året 96. Vi lever nu på den tid, da den endelige opfyldelse af alle de hellige hemmeligheder, der har været skjult i Bibelen, indtræffer. Der er derfor nu ikke mere brug for nye profetier.

Inspiration

10, 11. Giv en skildring af de midler, Gud brugte til at videregive guddommelige profetier.

¹⁰ Profeterne, der blev brugt til at videregive profeti, blev drevet på ufejlbarlig vis og på en vidunderlig måde. Det skete ved inspiration. „Al skrift er inspireret af Gud,“ sagde Paulus i 2 Timoteus 3:16 (NW). Det græske ord, der her er oversat med „inspireret af Gud“, er theópneustos, et sammensat ord, der ordret betyder „indåndet af Gud“. Efter Jesu opstandelse og kort tid før hans opstigen til himmelen, og således inden hans disciple modtog den hellige ånds kraft på pinsedagen i året 33, forklarede han dem denne inspiration. Der står skrevet: „Jesus sagde da igen til dem: Fred være med jer! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer. Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: Modtag den hellige ånd.“ (Joh. 20:21, 22) Ligesom Jesus havde forklaret, skete det nogle få dage senere, da 120 af Jesu disciple blev inspireret med hellig ånd. Beretningen lyder: „Da lød der med eet fra himmelen en lyd som et vældigt vindstød, og det fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig tunger som af ild, og de blev fordelt, og der sad en på hver af dem, og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad ånden indgav dem at forkynde.“ — Ap. G. 2:2-4, NW.

¹¹ Den hellige ånd var derfor det særlige middel, der ikke alene brugtes på pinsedagen, men også i alle andre tilfælde af inspiration. Guds hellige ånd er hans aktive kraft og ikke nogen person. Det er Guds virkekraft, som han benytter til at frembringe synlige resultater og udføre sine beslutninger. Den tilkendegives på mange måder, det vil sige, den frembringer forskellige synlige virkninger, og dog er det den ene og samme aktive kraft, der udgår fra Gud. Paulus opregner nogle af dens mange tilkendegivelser: „Men åndsåbenbaring gives den enkelte i en gavnlig hensigt. En gives der nemlig ved ånden visdoms tale, en anden kundskabs tale ifølge den samme ånd, en anden tro ved den samme ånd, en anden helbredelsesgaver ved den samme ånd, en anden igen udførelse af undergerninger, en anden at profetere, en anden bedømmelse af inspirerede udtalelser, en anden forskellige tungemål, og en anden tolkning af tungemål. Men alt dette virker den ene og samme ånd, idet den uddeler gaver til hver enkelt alt efter sin vilje.“ (1 Kor. 12:7-11, NW) Læg mærke til, at profeteren er en af de nævnte tilkendegivelser. Peter bekræfter med Paulus, at ånden er det middel, Gud bruger til at drive sine profeter. „Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af den hellige ånd udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ — 2 Pet. 1:21.

12, 13. På hvilke måder indgav den hellige ånd profeterne Guds budskab? Hvad er verbal eller fuldstændig inspiration? Nævn et eksempel.

¹² På hvilken måde „ånder“ Guds hellige og aktive kraft på hans sekretærer, profeterne, og driver dem til at modtage de guddommelige udtalelser eller åbenbaringer? Bibelen viser, at forskellige måder er blevet brugt i de henved fire tusinde år, i hvilke profetierne er blevet nedskrevet på Guds befaling. Der er 1) verbal eller fuldstændig inspiration, 2) inspiration under indflydelse af musik, 3) inspiration gennem syner, 4) inspiration ved drømme og 5) inspiration under trancer. Der var endnu en sjette metode, nemlig ved direkte samtale med engle. Disse måder vil nu efter tur blive taget op til drøftelse.

¹³ Fuldstændig vil sige absolut, ubetinget. Ved verbal eller fuldstændig inspiration forstås en mundtlig overbringelse, hvor profetien eller udtalelsen er fuldstændig eller dikteret ord for ord, ordret. Den hellige udtalelse dikteres nøjagtigt, ord for ord, ligesom en chef dikterer et brev til sin sekretær. Mens „Guds finger“ nedskrev de ti bud ord for ord, så blev dog resten af den store lovsamling, der udgjorde lovpagten, tilsyneladende givet Moses ved fuldstændig inspiration. „Og Jehova sagde til Moses: Skriv disse ord op, thi på grundlag af disse ord slutter jeg pagt med dig og Israel. Og han blev der hos Jehova fyrretyve dage og fyrretyve nætter uden at spise eller drikke.“ (2 Mos. 31:18; 34:27, 28) Det er rigtigt, at det var en lovsamling, Guds engel dikterede til Moses, men Paulus viser, at hele denne mosaiske lovsamling var så vel tilrettelagt, at den også tjente som et stort felt for bibelprofeti. — Hebr. 10:1.

14. Gør rede for de guddommelige udtalelser, der fremholdtes gennem Jesus.

¹⁴ Et andet tilfælde af fuldstændig fremholdelse af guddommelige åbenbaringer finder vi i forbindelse med Jesus Kristus, dengang han vandrede her på jorden. Da han blev døbt i Jordan i året 29 og salvet med den hellige ånd, åbnedes himlene for Jesus, hvilket satte ham i stand til at genkalde i erindringen sit samvær med Faderen i himmelen, inden han blev menneske. (Matt. 3:16) Det gjorde det muligt for ham at mindes de mange personlige samtaler, han havde haft med de himmelske autoriteter i sin lange før-menneskelige tilværelse. Jesu åndsavling og modtagelse af åndens gave bevirkede, at han ordret kunne gentage de udtalelser, Gud var fremkommet med, og videregive dem til mennesker på jorden. Vi har her den højeste form for fuldstændig overbringelse af budskaber med Kristus Jesus som den største profet, der nogen sinde er blevet udpeget af Gud. Hør Jesu egne bekræftende ord: „Jeg har ikke talt af egen tilskyndelse, men Faderen selv, der udsendte mig, har givet mig en befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans befaling betyder evigt liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig.“ (Joh. 12:49, 50, NW) Dette gør Jesus Kristus til den største autoritet i universet næst efter Jehova selv. Hvilken kraft giver ikke dette til Peters citat af 5 Mosebog 18:19: „Enhver sjæl, som ikke hører på denne profet, skal fuldstændig udryddes af folket.“ (Ap. G. 3:23, NW) Men nogle vil måske sige, at Jesus ikke ordret nedskrev sine udtalelser, mens han var på jorden. Nej, det er rigtigt; Jesus skrev ikke selv noget af Bibelen, men han sørgede for, at hans udtalelser kunne blive nedskrevet ordret, og midlet dertil var igen Guds aktive kraft. Jesus sagde: „Men hjælperen, den hellige ånd, som min Fader vil sende i mit navn, den skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.“ — Joh. 14:26, NW.

15, 16. Gør rede for og nævn eksempler på inspiration, der fandt sted til musikledsagelse.

¹⁵ Den anden interessante måde for inspiration var den, der fandt sted under musikledsagelse. Nogle vil måske mene, at musikken, hvad enten det var musik fra en harpe eller et andet instrument, skulle berolige profeten og sætte ham i stand til at samle sine tanker for bedre at kunne modtage indtrykket fra Guds ånd. Men det skete øjensynlig som et profetisk billede, eftersom harpen på symbolsk vis bruges som et udtryk for den harmoniske, virkningsfulde og kraftigere fremholdelse af Guds budskab. Profeti under inspiration med ledsagende harpespil omtales i Salme 49:4, 5, der lyder: „Min mund skal tale visdom, mit hjerte udgransker indsigt; jeg bøjer mit øre til tankesprog, råder min gåde til strengeleg.“ En anden profeti, der ledsagedes af musik, er Salme 78:2, der siger: „Jeg vil åbne min mund med billedtale, fremsætte gåder fra fordums tid.“ Jesus, som den der brugte billedtale eller lignelser, opfylder denne profeti. — Se Mattæus 13:34, 35.

¹⁶ Efter at profeten Samuel havde salvet Saul til den første konge over hele Israel, sagde Samuel til Saul, at som et tegn på, at Jehova var med ham, ville han møde en flok profeter med harper, pauker, fløjter og citre og profetere sammen med dem. Nøjagtig som Samuel havde sagt, profeterede Saul til musikledsagelse. (1 Sam. 10:5, 6, 9, 10) Hvad Saul profeterede blandt profeterne har måske ikke været forudsigelser af kommende ting, men kun lovsang og bønner til Gud; dog skete det under indflydelse af Guds ånd. (1 Sam. 19:20-24) Et andet særtilfælde af inspiration under musik har vi, dengang Elisa mødte kong Jorams og Josafats og Edoms konges hære, der var ved at drage op imod Moabs konge. — 2 Kong. 3:15-17.

17, 18. Gør rede for inspiration gennem syner. Anfør eksempler.

¹⁷ Efter Samuels tid viser beretningen, at mange af profeterne modtog inspirerede åbenbaringer gennem syner. (1 Sam. 3:1) Når en profet modtog et syn, blev indtrykket af åbenbaringen, udtalelsen eller billedet af Guds hensigt nedfældet i hans sind, mens han var i vågen tilstand. Under en sådan tilstand, ved fuld bevidsthed, mens profeten var lysvågen, ville Guds aktive kraft lade de guddommelige indtryk stå så levende i hans sind, at han klart kunne huske hver en enkelthed. Tilsyneladende blev det overladt til profeten at skildre synet med sine egne ord under vejledning af Guds ufejlbarlige ånd. For så vidt som profeten fik lov til at beskrive og udtrykke tingene med sine egne ord, var han ikke et viljeløst redskab eller en robot, men kunne under guddommelig vejledning udtrykke sig sandfærdigt om de ting, der så levende var blevet vist for ham. Selve den kendsgerning, at alle de mange profeter skrev deres profetier og åbenbaringer i deres egne forskellige stilarter, bekræfter denne formodning. Ellers ville de budskaber, der gennem syner videregaves til de mange forskellige profeter, være fremkommet ved fuldstændig eller ordret inspiration, og stilen ville have været den samme hos dem alle, da det jo var den ene og samme aktive kraft, der havde drevet disse forskellige tjenere til at skrive.

¹⁸ Eksemplerne på inspiration gennem syner er talrige i Bibelen. Jehova talte til Abraham i et syn, et af de få syner, der er berettet om forud for Samuels tid. (1 Mos. 15:1) Læg mærke til, at Samuel blev vækket for ved fuld bevidsthed at modtage sit første syn. (1 Sam. 3:2-15) Om profeten Natan er der skrevet: „Alle disse ord og hele denne åbenbaring [dette syn, KJ] meddelte Natan David.“ (2 Sam. 7:17) Nogle af de andre profeter, som havde syner, de nedskrev, var: Esajas, Ezekiel, Obadias, Nahum, Habakkuk og apostelen Johannes. (Es. 1:1; Ez. 1:1-3; Obad. 1; Nah. 1:1; Hab. 2:2; Åb. 9:17) I forbindelse med synet af Jesu forklarelse er det interessant at lægge mærke til, at Peter, Jakob og Johannes blev vækket op af en dyb søvn for at modtage dette syn. — Matt. 17:9; Luk. 9:28-32.

19. Gør rede for inspiration ved drømme. Nævn eksempler.

¹⁹ Foruden syner i vågen tilstand blev der givet nogle, som for eksempel Farao, Daniel og Nebukadnezar, profetiske drømme, nattesyner, der var inspirerede og derfor sandfærdige. Disse drømme eller nattesyner ser ud til at forekomme på den måde, at Guds aktive kraft indprenter den enkelte et billede af Guds hensigter i underbevidstheden, mens han sover. For Daniels vedkommende var indtrykket så levende, at han ikke havde mindste vanskelighed med at genkalde sig alle enkelthederne. Det blev overladt til ham at skildre drømmen og at nedskrive den med sine egne ord. (Dan. 2:19, 28; 7:1-3) Falske profeter omtales som havende haft løgnedrømme i modstrid med Guds ord. — Jer. 23:28-32.

20. Gør rede for inspiration under trance. Anfør eksempler.

²⁰ Nær beslægtet med syner og drømme er trancen. Under stærk koncentration eller i en søvnlignende tilstand overfører Guds aktive kraft et billede af Guds hensigter eller et syn i sindet hos den, der befinder sig i en sådan trance. Ligesom i tilfældet med almindelige syner og drømme overlades det til den inspirerede at skildre den livagtige åbenbaring med sine egne ord eller udtryk. Som et eksempel kan nævnes Peter, der, mens han følte stor sult, faldt i en trance, hvor han meget realistisk så „noget dale ned, der lignede en stor dug, som ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden; i den var der alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle. Og en røst lød til ham: Stå op, Peter, slagt og spis!“ (Ap. G. 10:10-16; 11:5-10) Læg mærke til de små forskelle mellem Peters to beretninger om denne trance, hvilket antyder, at det blev overladt til ham selv at udtrykke sig med sine egne ord. Et andet tilfælde, hvor en åbenbaring blev givet under en trance, var, dengang Paulus bad i templet i Jerusalem. — Se Apostlenes Gerninger 22:17-21.

21. Beskriv en sjette måde for videregivelse af bibelprofetier til profeter.

²¹ En sjette måde for videregivelse af bibelprofetier var gennem samtale med engle. Her er der tale om en samtale ansigt til ansigt mellem profeten og et åndeligt sendebud udsendt af Gud med en åbenbaring. Der er eksemplet med englene, der besøgte Abraham og profeterede for ham om Sodomas og Gomorras ødelæggelse. (1 Mos. 18:16-21) Så var der dengang, Jehovas engel talte til Moses i en ildslue, der slog ud af en tornebusk, og profeterede for ham om Israels udfrielse fra Ægypten og deres indtagelse af det forjættede land. (Ap. G. 7:30; 2 Mos. 3:1-8) Husk også, hvorledes Jehovas engel Gabriel viste sig for Zakarias, præsten, og ansigt til ansigt fortalte ham, at han skulle blive fader til Johannes Døber. (Luk. 1:11-13) Denne samme engel, Gabriel, viste sig også ansigt til ansigt med Maria og forudsagde, at hun skulle føde en søn, der var udset til at være konge på Davids trone til evig tid. Dette satte senere Maria i stand til at forfatte den inspirerede profetiske sang, der er optegnet i Lukas 1:26-33, 46-55.

Vertikal og horisontal henrykkelse

22. Hvad er en vertikal henrykkelse? Hvad er en horisontal henrykkelse?

²² Til sidst er der en interessant ting at notere sig i forbindelse med måden, hvorpå profetier bliver videregivet ved Guds hellige ånd. Det er i de tilfælde, hvor den videregivne åbenbaring desuden kan betegnes som enten en „vertikal henrykkelse“ eller en „horisontal henrykkelse“. Disse betegnelser angiver tidsbestemmelsen for selve det inspirerede billede eller åbenbaringen. Ved „henrykkelse“ forstås den oplevelse, at synet, drømmen eller trancen ved Guds hellige kraft henfører profetens sind til at se Guds ting. Dersom den inspirerede tjener, mens han befinder sig i denne henrykkelse og under åndens indflydelse, modtager ophøjede synsevner til at skue, hvad der dér og da finder sted i himmelen eller på jorden, så er dette en „vertikal henrykkelse“; vertikal i den forstand, at det, der er blevet åbenbaret for ham, er et billede eller omhandler ting, der eksisterer samtidigt med hans syn deraf og ikke peger hen til noget fremtidigt. En sådan „vertikal henrykkelse“ ville ikke i strengeste forstand være en profeti. Ser den inspirerede tjener derimod under Guds aktive krafts indflydelse en åbenbaring, der peger hen til noget fremtidigt, så kaldes en sådan henrykkelse en „horisontal henrykkelse“; horisontal i den forstand, at det, som ses, skal ske fremme ad tidens strøm. En sådan „horisontal henrykkelse“ ville være en åbenbaring, der kan betragtes som en profeti, hvis opfyldelse hører fremtiden til.

23, 24. Anfør eksempler fra Bibelen på vertikale og horisontale henrykkelser.

²³ Et udmærket eksempel på en „vertikal henrykkelse“ er den, apostelen Paulus befandt sig i, da han på så virkelighedstro vis i et syn blev bortrykket i sindet til at se de højeste himle, Guds bolig. Ganske levende så han den paradisiske åndelige velstand, der herskede i Guds organisation på Paulus’ tid. Han siger, at han hørte uudsigelige ord, som det ikke var ham tilladt at udtale eller nedskrive. (2 Kor. 12:1-4) Hvad Paulus så, var ikke nogen profeti, men han fik et indblik i Guds usynlige og mesterlige organisations virkemåder. Uden tvivl satte dette Paulus i stand til, ikke alene stærkt at slå til lyd for streng overholdelse af den teokratiske organisations principper i den første menighed, men også at indføre nye tilføjelser til de organisationsmæssige fremgangsmetoder og fremholde nye formaninger ud fra denne erfaring med vertikal henrykkelse. — 1 Kor. 7:25.