Rigets nøgler og ’den store skare’

 1. Hvilket spørgsmål opstår, i betragtning af at Filip til sidst flyttede til Kæsarea?

I ÅR 36 indtraf en afmærket begivenhed i den kristne historie. Det skete i byen Kæsarea ved Middelhavet. Om evangelieforkynderen Filip allerede havde slået sig ned i byen på det tidspunkt ved vi ikke, men hvis han havde, hvorfor var det da ikke ham der blev sendt til Kornelius, en officer ved den italienske hærafdeling som var stationeret i byen? Filip havde jo udført kristen virksomhed i Samaria før apostelen Peter kom til, så hvorfor ikke også her i Kæsarea i år 36? Den inspirerede Bibel giver os svaret.

 2. Hvornår blev den mosaiske lovpagt afskaffet, og hvor længe viste Jehova alligevel de omskårne jøder en særlig gunst?

² Lovpagten mellem Jehova Gud og Israel, der blev indgået med Moses som mellemmand på Sinaj bjerg i Arabien, blev ophævet da Jesus Kristus, Abrahams og kong Davids efterkommer, blev pælfæstet. Dette skete tre og et halvt år efter at Jesus i år 29 var blevet døbt i vand og salvet med hellig ånd. Men Jehova fortsatte med at begunstige de kødelige jøder og samaritanerne i endnu tre og et halvt år, for således at opfylde profetien i Daniel 9:24-27a, NW. Denne åruge eller periode på syv år udløb i den syvende månemåned (tisjri) år 36. Fra da af ville Abrahams israelitiske efterkommere åndeligt set være ligestillet med mennesker fra de ikke-jødiske nationer, de uomskårne hedninger. Fra da af ville jøderne ikke længere blive særligt begunstiget af Abrahams Gud! Hvordan blev dette givet til kende i år 36?

 3. (a) Hvor befandt apostelen Peter sig på det tidspunkt, og hvorfor? (b) Hvorfor blev Peter senere kritiseret for sin usædvanlige handling af de omskårne jødekristne i Jerusalem?

³ Peter opholdt sig i havnebyen Joppe. På menighedens indtrængende anmodning var han kommet og havde oprejst den godgørende og menneskekærlige Dorkas, som var jødekristen, fra de døde, og nu boede han nogle dage hos garveren Simon. (Apg. 9:36-43) På den tid kunne en jøde ikke tillade sig at omgås en uomskåren hedning; en uomskåren var lige så uønsket selskab som en der var udstødt af Guds folks menighed. (Matt. 18:17) Indtil dette tidspunkt havde den jødekristne Peter derfor aldrig frivilligt sat sine ben i en uomskåren hednings hus. (Det samme gjaldt uden tvivl evangelieforkynderen Filip.) Da de omskårne jødekristne i Jerusalem senere hørte at Peter var gået ind i et hedensk hjem, kritiserede de ham derfor, „idet de sagde at han var gået ind til uomskårne mænd og havde spist sammen med dem“. — Apg. 11:3.

 4. Hvordan forklarede den jødekristne apostel Peter hvordan han selv følte det efter at han var trådt ind i et hedensk hjem i Kæsarea?

⁴ Selv Peter, der allerede i nogle år havde været kristen apostel, sagde følgende til dem der var samlet i det hjem i Kæsarea som han havde tøvet med at træde ind i: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning.“ (Apg. 10:28) Folk af hedensk afstamning blev regnet for at være vanhellige eller urene.

 5, 6. Hvad fremførte Peter til forsvar for det han havde gjort i Kæsarea?

⁵ Til sit forsvar måtte Peter senere forelægge sagens kendsgerninger for apostlene og andre omskårne jødekristne i Jerusalem. Her gjorde han gældende at han ikke havde gjort dette på eget initiativ. Han havde handlet i lydighed mod Jehova Gud.

⁶ Mens Peter opholdt sig hos garveren Simon i Joppe gav Gud ham et syn for at vise ham at han ikke fortsat måtte kalde dét urent som Gud nu havde renset. Derefter kom tre mænd fra Kæsarea, udsendt af den italienske officer Kornelius, og spurgte efter Peter, og Gud gav denne jødekristne apostel besked på at gå med dem „uden at tvivle“, for det var Gud der havde sendt dem. Seks af de omskårne jødekristne fra menigheden i Joppe fulgtes derpå med Peter op langs kysten til Kæsarea. Da de dagen efter trådte ind i Kornelius’ hjem, forklarede den hedenske officer at Guds engel havde vist sig for ham og sagt: „Send mænd til Joppe og hent Simon som har tilnavnet Peter, og han vil fremholde udtalelser for dig hvorved du og hele din husstand kan blive frelst.“ — Apg. 10:1-33; 11:13, 14.

 7. Hvad sagde Peter i sin tale for de hedninger der var forsamlet i den italienske officer Kornelius’ hjem?

⁷ Uden at vide hvad der nu skulle ske, gik Peter i gang med at overbringe budskabet om Jesu Kristi jordiske tjeneste, hans død og hans opstandelse fra de døde ved Guds almægtige kraft. Han nåede i sin tale frem til at sige: „Han er den der af Gud er bestemt til at dømme levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver som tror på ham, ved hans navn får tilgivelse for synder.“ — Apg. 10:34-43.

 8. Hvilket bevis gav Gud endnu mens Peter talte, på at han nu gav uomskårne troende hedninger adgang til den åndsavlede menighed?

⁸ Så gav Jehova Gud bevis på at han nu lod troende, uomskårne hedninger få adgang til menigheden af åndsavlede kristne, for vi læser: „Endnu mens Peter fremsatte disse udtalelser, faldt den hellige ånd på alle som hørte ordet. Og de troende og trofaste som var kommet sammen med Peter og som hørte til de omskårne, var slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne. De hørte dem nemlig tale i tunger og forkynde Guds storhed.“ — Apg. 10:44-46.

 9. Hvordan beskrev Peter, da han aflagde beretning i Jerusalem, den hellige ånds virke i Kæsarea, og hvilken sammenligning foretog han?

⁹ Da Peter senere aflagde beretning om dette i Jerusalem, sagde han: „Men da jeg begyndte at tale, faldt den hellige ånd på dem ligesom den også faldt på os i begyndelsen [på pinsedagen år 33]. Så huskede jeg Herrens udtalelse, hvordan han plejede at sige: ’Johannes døbte med vand, men I skal døbes i hellig ånd.’ Når Gud altså har givet dem den samme frie gave som han også gav os der har fået tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?“ — Apg. 11:15-17.

10. Hvad befalede Peter nu at der skulle ske med disse uomskårne hedninger, og hvorfor?

¹⁰ Hvad gjorde Peter derfor nu? „Så svarede Peter: ’Kan nogen [af de seks jødekristne der ledsagede Peter] forbyde vand så disse ikke skulle kunne døbes, de som jo har modtaget den hellige ånd lige så vel som vi [omskårne jødekristne]?’ Derpå bød han at de skulle døbes i Jesu Kristi navn.“ — Apg. 10:46-48.

11. (a) Hvad kunne de åndsavlede og troende hedninger være fra nu af, og hvorfor? (b) Ved hvilke tre lejligheder virkede den hellige ånd således på samme måde, og hvilke tre kategorier af troende var der tale om?

¹¹ Således ’vendte Gud for første gang sin opmærksomhed mod de uomskårne nationer for af dem at udtage et folk for sit navn’. (Apg. 15:14) Ved denne lejlighed i den uomskårne officer Kornelius’ hjem i Kæsarea, benyttede Peter endnu en af „himlenes riges nøgler“, den tredje nøgle. Fra da af kunne Jesu salvede disciple være vidner om ham „til jordens fjerneste egne“. (Apg. 1:8) De muligheder Gud havde åbnet ved Peter, som havde fået ’nøglerne’ betroet, forblev åbne så der kunne aflægges et jordomspændende vidnesbyrd. I overensstemmelse hermed faldt Guds hellige ånd på tre forskellige kategorier af troende, nemlig 1) de 120 disciple og derefter omkring 3000 omvendte jøder, alle sammen i Jerusalem på pinsedagen år 33; 2) de døbte samaritanere, men først efter at apostlene Peter og Johannes var kommet til; og 3) de troende hedninger der var forsamlet i Kornelius’ hjem i Kæsarea i år 36. — Apg. 1:15; 2:1-4, 38, 41; 8:15-17; 10:44, 45; 11:15, 16.

En vej åbnes for ’den store skare’

12. Hvem har Jehova siden været i færd med at udtage, og blandt hvem er de blevet udvalgt?

¹² Siden har Jehova op gennem århundrederne været i færd med at udtage „et folk for sit navn“ af såvel omskårne jøder, omskårne samaritanere som uomskårne hedninger. (Amos 9:12) Dette folk for Jehovas navn skulle kun udgøre 144.000, der skulle forenes med Jesus i hans himmelske rige. — Åb. 7:4-8; 14:1-3.

13. Hvad viste publikationerne „Føde for tænkende kristne“ og Tidsaldrenes Plan om himmelsk og jordisk natur og den frelse der kunne opnås?

¹³ I september 1881 udsendtes brochuren Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne). I 1886 udkom derpå den engelske udgave af bogen Tidsaldrenes Plan. Begge disse publikationer viste at den åndelige natur og den menneskelige eller jordiske natur er adskilte og forskellige. Følgelig ville den åndsavlede menigheds himmelske frelse adskille sig fra den genløste menneskeheds frelse til liv på en paradisisk jord. Men i begge tilfælde ville Jesu Kristi genløsningsoffer være grundlæggende for frelsen.

14. Hvad blev der fremholdt i det offentlige foredrag i Los Angeles søndag den 24. februar 1918?

¹⁴ Den 24. februar 1918, mens den første verdenskrig endnu rasede, holdt J. F. Rutherford som præsident for Vagttårnets selskab et offentligt foredrag i Los Angeles, Californien, U.S.A. Titlen var „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Efter krigen blev indholdet af dette forbløffende foredrag udgivet i bogform. Det blev heri understreget at der på jorden ville være retskafne mennesker som ville blive skånet på Guds kommende vredesdag. De ville overleve og komme ind i Guds nye orden og få mulighed for at leve evigt på jorden, der skulle forvandles til et paradis.

15. Hvilke tanker blev fremført i foredraget om Jesu lignelse om fårene og bukkene, der blev holdt i Los Angeles i 1923?

¹⁵ I 1923 blev der igen holdt et stævne i Los Angeles, og Selskabets præsident talte over Jesu lignelse om fårene og bukkene. Ud fra Bibelen fastslog han at de symbolske får i denne lignelse er dem der nu, her i „endens tid“, på forskellige måder gør godt mod Jesu åndelige eller genfødte brødre. Som belønning for deres gode gerninger ville disse ’får’ blive bevaret i live under det kommende Harmagedonslag, og den herliggjorte Menneskesøn, den himmelske konge Jesus Kristus, ville føre dem ind i sit tusindårsriges jordiske domæne. (Matt. 25:31-46) Dette skabte yderligere klarhed over det jordiske håb for de mange retskafne mennesker der gjorde godt mod Kristi „brødre“ som var det ham selv personligt de tog sig af.

16, 17. Hvorfor var det ikke noget almindeligt tidspunkt i historien da denne voksende forståelse af Bibelen 12 år senere nåede sit højdepunkt?

¹⁶ Højdepunktet på denne voksende forståelse af Bibelens lære kom imidlertid 12 år senere. Det viste sig at være et usædvanligt tidspunkt i menneskehedens historie. Den store økonomiske depression var gået ind i sit sjette år. Den romersk-katolske kirkes „hellige år“, 1933, havde ikke hidført den lovede „fred og velstand“. På grund af sammenstød med det etiopiske kejserrige rustede det fascistiske Italien sig til krig, og den 3. oktober 1935 blev kejserdømmet invaderet af italienske tropper. Adolf Hitler var tysk diktator på tredje år og forfulgte voldsomt Jehovas Vidner. Den 4. oktober 1934 blev han i hundreder af telegrammer fra hele verden advaret om at hvis han ikke afholdt sig fra at forfølge dem, ville Jehova tilintetgøre både ham og hans nazistiske parti. Men han var besluttet på at udrydde denne „yngel“ af upolitiske kristne i hele det tyske rige.

¹⁷ I 1935 kom Amerikas præsident, Franklin D. Roosevelt, i vanskeligheder med sin økonomiske genrejsningslovgivning, og nationalregeringen bøjede sig for pres fra Katolsk Aktion. Sovjetunionen blev styret af den „stærke mand“ Josef Stalin. Kejserdømmet Japan, der var en aggressiv modstander af kommunismen, indgik den skæbnesvangre alliance med det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland, og blev en af aksemagterne. Den anden verdenskrig var under opsejling!

18. Hvor holdt Jehovas Vidner et stævne i foråret 1935, og hvad var emnet for det offentlige foredrag?

¹⁸ Hvor kritiske de verdenspolitiske forhold end var i 1935, viste dette år sig at blive en umådelig spændende tid for Jehovas Vidner. Fra 30. maj til 3. juni holdt de et stævne i den amerikanske hovedstad, Washington, D.C. Det offentlige foredrag, der blev holdt søndag den 2. juni, havde titlen „Regering“ og blev udsendt over radioen til Storbritannien, det europæiske fastland, Afrika og mange fjerntliggende øer. — Se The Golden Age, 17. juli 1935, og Ny Verden, september 1935.

19. Hvilken forklaring blev givet fredag eftermiddag den 31. maj, og hvordan ville det gå den pågældende skare i ’den store trængsel’?

¹⁹ To dage tidligere, nemlig fredag eftermiddag den 31. maj, blev der holdt et fængslende foredrag for stævnedeltagerne. På grund af dets store betydning blev det samtidig udsendt over to radiostationer. Retsindige mennesker som var interesseret i evigt liv på en paradisisk jord var specielt blevet indbudt til at overvære stævnet. Alle stævnedeltagernes interesse samlede sig om dette tema som man hidtil havde misforstået, nemlig spørgsmålet om ’den store skare’ som apostelen Johannes så i et syn, ifølge Åbenbaringen 7:9-17. Til stor glæde for både tilhørere og lyttere blev det forklaret hvem ’den store skare’ var. Det var ikke en skare kristne som var ’født igen’ og skulle i himmelen. Det var derimod en jordisk skare, bestående af „fårene“ i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46. De skulle overleve på jorden og derved ’komme ud af den store trængsel’. — Åb. 7:14.

20. Hvad måtte de der ønskede at høre til ’den store skare’ gøre, hvordan måtte de offentligt bekræfte dette, og hvad måtte de ikke forvente i forbindelse med den hellige ånd?

²⁰ De var forpligtede til at anerkende og følge Jehovas gode hyrde, Jesus Kristus. At de gjorde dette, viste de ved at indvi sig til Jehova gennem Kristus. Ifølge Bibelen skulle en sådan indvielse bekræftes ved dåben i vand i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn. (Matt. 28:19, 20) Hvis nogle ønskede at høre til ’den store skare’ måtte de derfor indvi sig nu og symbolisere deres indvielse ved vanddåben. (Vagttaarnet, 15. oktober 1934, s. 314, § 34) Man skulle ikke vente at Guds ånd efter deres dåb ville ’falde på’ dem og avle dem til himmelsk liv, et liv som de ikke higede efter.

21. Hvad følte hundreder af mennesker sig tilskyndet til at gøre den følgende dag, og hvilken „hjord“ strømmede de ind i?

²¹ Disse oplysninger havde en opildnende virkning, især på de symbolske får der havde længtes efter en klar forståelse af deres stilling i Guds ordning. Budskabet om ’den store skares’ identitet vakte dem til dåd. Den følgende dag, lørdag den 1. juni, havde de lejlighed til at blive døbt i vand. Glæden var stor blandt de 840 dåbskandidater, hvoraf de fleste lod sig døbe i håbet om at Jehova ville regne dem med til den kommende ’store skare’. Det viste sig at blive en enestående dåbshandling. Det var som om sluserne var blevet åbnet på vid gab og det nu strømmede ind med mennesker der offentligt bekendte et forhold til Jehova Gud og sluttede sig til den gode hyrdes ’ene hjord’, der også omfattede hans åndelige „brødre“. — Joh. 10:16; Matt. 25:34.

22. (a) Hvilken „nøgle“ var blevet brugt, og med hvilken virkning? (b) Hvilken regering blev deres opmærksomhed henledt på, og hvad måtte de hylde den som?

²² Det var som om „den trofaste og kloge træl“ havde benyttet en „kundskabens nøgle“ (Matt. 24:45-47; Luk. 11:52) og havde lukket en dør op så de vordende medlemmer af ’den store skare’ kunne få adgang til vidunderlige privilegier. Disse privilegier ville betyde at de kunne ’komme ud af den store trængsel’ og få mulighed for at leve på den rensede jord under dens nye verdensregering ved Kristus. Dagen efter blev deres opmærksomhed henledt på denne regering i det offentlige foredrag med titlen „Regering“, et emne der var højaktuelt i betragtning af den daværende verdenssituation. Den store tilhørerskare og en langt større lytterskare som hørte foredraget over radioen, fik her en forhåndsadvarsel om den truende ødelæggelse der ventede alle verdslige, jordiske regeringer i Guds krig ved Harmagedon. Samtidig pegede foredraget på Jehovas teokratiske regering ved Kristus som menneskehedens eneste håb. Det var denne guddommelige regering ’den store skares’ medlemmer måtte hylde som deres herlige håb!a

23. (a) Var der nu blevet lukket for adgangen til det himmelske rige? (b) Hvilket vidnesbyrd kan vi fremføre i denne forbindelse?

²³ Betød denne brug af „kundskabens nøgle“ nu at den dør der gav egnede troende adgang til det himmelske rige, samtidig blev lukket? Nej, for det er Jesus Kristus der har „Davids nøgle“, og han alene kan lukke denne dør. Det var stadig muligt for nogle, i overensstemmelse med Guds vilje, at træde ind ad denne dør. Som et vidnesbyrd herom blev der stadig døbt enkelte som blev medlemmer af Jehovas Vidners salvede rest i årene efter denne betydningsfulde åbenbaring angående ’den store skare’ i foråret 1935 og efter at disse oplysninger var udkommet på tryk i Vagttaarnet for 1. og 15. oktober 1935. — Åb. 3:7; Luk. 11:52; Matt. 23:13.

24. (a) Hvad vil bevirke at der ikke længere er flere som kan få adgang til den ’ene hjord’ under den gode hyrde? (b) I hvilken egenskab giver Hyrden „fårene“ adgang til sin ’ene hjord’?

²⁴ Først når ’den store trængsel’ bryder ud vil døren blive lukket, så det er umuligt for flere at slutte sig til den gruppe symbolske får der vil udgøre ’den store skare’. Så vil der ikke længere være nogen mulighed for at flygte fra den dødsdømte tingenes ordning og opnå frelse. I alle årene siden 1935 har døren til den gode hyrdes ’ene hjord’ været åben. Over to millioner er gået ind ad den. Den gode hyrde, Jesus Kristus, sagde: „Jeg er fårenes dør.“ (Joh. 10:7-9) I denne egenskab giver han stadig sine åndelige ’brødres’ venner adgang og skiller dem ud fra „bukkene“, det vil sige de mennesker der ikke overlever ’den store trængsel’ som når sit højdepunkt i Harmagedonkrigen. Måtte alle som nu ønsker det, lytte til den gode hyrdes stemme, der nu lyder gennem den rest af hans åndelige „brødre“ som endnu er tilbage på jorden. (Joh. 10:16) Hvilket storslået privilegium har de ikke — at kunne opnå sikkerhed i „én hjord“ under „én hyrde“!

[Fodnote]

Reaktionen på denne opfordring blev beskrevet i Washington-avisen Herald:

„Som en tidevandsbølge rejste den vældige forsamling i og omkring auditoriet sig. Med armen i vejret råbte de tilstedeværende Jehovas vidner af deres lungers fulde kraft deres bekræftende svar. Auditoriets vinduer klirrede da lydbølgen nåede dem, og menneskemængdens råb kunne efter politiets skøn med lethed høres over en kilometer væk.“

Lignende scener udspillede sig i samme øjeblik i London, Belfast, Glasgow, København og hundreder af andre byer rundt om på jorden. — The Golden Age, 19. juni 1935, s. 598; se også Year Book of Jehovah’s Witnesses for 1936, s. 62, § 3.