De kvalificerede tjeneres ordination

 1. Hvordan blev Jehovas kvalificerede tjeneres ordination forbilledligt skildret i Jeremias’ tilfælde?

PAULUS siger: „At vi er tilstrækkelig kvalificeret skyldes Gud, som visselig har givet os tilstrækkelige kvalifikationer til, at vi kan være tjenere for en ny pagt.“ (2 Kor. 3:5, 6, NW) Det betyder, at det må være Gud, der ordinerer eller udnævner et menneske til at være sin tjener. Dette blev forbilledligt fremstillet i tilfældet med Jeremias, som var tjener for Israels gamle lovpagt. Jeremias var af Arons præsteslægt og derfor selvskreven til at blive præst ved templet i Jerusalem. Men for at blive mere end præst, nemlig profet og i stand til at profetere om alle jordens nationer, måtte der mere til for Jeremias end at være født som søn af præsten Hilkija. Intet menneske kunne gøre ham til en sådan profet. Det var derfor Gud, som inspirerer profetierne, der skulle ordinere eller udnævne ham til profet, for at han kunne blive tilstrækkelig kvalificeret. Jeremias henviser til sin guddommelige ordination eller udnævnelse, når han siger: „Jehovas ord kom til mig og sagde: Før jeg danned dig i moderskødet, kendte jeg dig; før du kom frem af moderlivet, helligede jeg dig, jeg udnævnte [ordinerede, AV] dig til profet for folkene. . . . du skal gå, hvorhen jeg end sender dig, og hvad jeg end byder dig, skal du tale. . . . Og Jehova strakte sin hånd frem og rørte ved min mund; og Jehova sagde til mig: Se, jeg har lagt mine ord i din mund. Se, jeg har i dag sat dig over folkene.“ — Jer. 1:4-10, Da.

 2. Hvorfor måtte Jesus ordineres på denne måde?

² Selv Jesus, tømreren fra Nazaret, måtte have denne ordination fra Jehova Gud. Som menneske betragtet var Jesus ikke af Israels præstelige familie. Som medlem af Judas kongestamme var han arving til Davids jordiske trone, men ikke til en himmelsk trone eller himmelsk kongemagt. For at blive ypperstepræst i lighed med den kongelige præst, kong Melkizedek, måtte Jesus ordineres af Jehova, og Jehova havde profetisk svoret, at han skulle være en sådan kongepræst. For at blive himmelsk konge og sidde på Jehovas egen trone ved hans højre hånd måtte Jesus salves med noget andet og mere end den salveolie, en menneskelig profet eller præst kunne salve ham med. Han måtte salves og dermed ordineres eller udnævnes med hellig ånd fra Jehova Gud. Som Paulus skriver: „Kristus herliggjorde ikke sig selv ved at blive ypperstepræst, men blev herliggjort af den, som talte med henblik på ham: Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Fader. Netop som han også siger et andet sted: Du er præst for evigt i lighed med Melkizedek.“ — Hebr. 5:5, 6, NW.

 3. Hvordan tilkendegav Jesus, at hans ordination ikke var fra Johannes Døber, men fra Jehova?

³ Jesus modtog så afgjort den nødvendige ordination fra Gud. Da Johannes, præsten Zakarias’ søn, døbte Jesus i Jordanfloden, ordinerede han ikke Jesus, hverken til præst eller konge. Det kunne han ikke. Johannes vidste ikke, hvorfor han døbte Jesus. På det tidspunkt forstod han ikke, at han blot døbte Jesus som et symbol på, at Jesus havde indviet sig til at gøre Guds vilje, hvilket han var kommet til verden for. Vanddåben symboliserede Jesu indvielse, en forandring af hans livsvej. Det var først efter, at Jesus var blevet døbt og kom op af vandet, at hans himmelske Fader, Jehova Gud, ved at salve ham med sin hellige ånd og ved en hørlig anerkendelse ordinerede eller udnævnte den indviede Jesus som sin åndelige søn. (Matt. 3:13-17) For at vise, at det var Jehova og ikke den præstelige Johannes Døber, der havde ordineret ham, gik Jesus kort efter til synagogen i Nazaret og oplæste Esajas’ profeti for de tilstedeværende: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal forkynde den gode nyhed for fattige, han udsendte mig til at prædike.“ Derpå sagde Jesus til menigheden: „I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.“ — Luk. 4:16-21, NW; 3:21-23.

 4. Hvilke skriftsteder beretter om Paulus’ ordination fra Jehova?

⁴ Havde Paulus også denne ordination eller udnævnelse fra Gud? Han sagde: „Med dette vidnesbyrd for øje blev jeg udnævnt [ordineret, AV] til forkynder og apostel . . . en lærer for folkene, hvad angår tro og sandhed.“ (1 Tim. 2:7, NW) „Udnævnt“ eller „ordineret“ af hvem? Paulus svarer med sine ord til galaterne: „Paulus, en apostel, hverken fra mennesker eller ved et menneske, men ved Jesus Kristus og Gud, Faderen, . . . dengang Gud, som skilte mig fra min moders liv og kaldte mig ved sin ufortjente godhed, fandt for godt at åbenbare sin søn i forbindelse med mig, for at jeg skulle forkynde den gode nyhed om ham blandt folkene, stillede jeg ikke straks til rådslagning hos kød og blod. Jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle forud for mig.“ (Gal. 1:1, 15-17, NW) Paulus blev døbt, sandsynligvis af Ananias, der opfordrede ham til at lade sig døbe. Bagefter blev han „fyldt med hellig ånd“ som et bevis på, at han var blevet ordineret eller udnævnt af Jehova gennem Kristus, der havde udvalgt ham til at være et redskab, der skulle bære hans navn vidt omkring. — Ap. G. 9:15-18, NW.

 5, 6. Hvilken rolle, om overhovedet nogen, spillede Peter i forbindelse med ordinationen af Kornelius, hans slægtninge og nære venner?

⁵ Selv de første uomskårne hedninger, der blev omvendt, blev ordineret eller udvalgt af Gud til at være tjenere for hans nye pagt. Hvis deres ordination ikke havde været fra Gud, ville de jødiske kristne ikke have været rede eller tilbøjelige til at anerkende dem som ordinerede kristne ordets tjenere. Endnu før apostelen Peter var blevet færdig med at forkynde for italieneren Kornelius og mange af hans slægtninge og nære venner, troede disse uomskårne ikke-jøder og tog imod Guds barmhjertighed gennem Kristus, og Gud ordinerede eller udvalgte dem til sine tjenende vidner. Den bibelske beretning lyder: „Mens Peter endnu talte om disse ting, faldt den hellige ånd på alle dem, som hørte ordet. Og alle de trofaste af de omskårne, som var fulgt med Peter, blev forundrede, fordi den hellige ånds frie gave var blevet udgydt også over folk af nationerne. For de hørte dem tale i tunger og herliggøre Gud. Da udbrød Peter: Kan nogen forbyde vand, så at disse ikke kan blive døbt, de, der har modtaget den hellige ånd akkurat som vi? Derpå befalede han dem at blive døbt i Jesu Kristi navn.“ Senere afgav Peter følgende forklaring for sine jødiske medkristne i Jerusalem: „Da jeg begyndte at tale, faldt den hellige ånd på dem, ligesom den oprindelig gjorde på os. . . . Hvis Gud derfor skænkede den samme frie gave til dem som til os, der har troet på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle være i stand til at hindre Gud?“ — Ap. G. 10:44-48; 11:15-17, NW.

⁶ Så lod Peter dem døbe, ikke for at ordinere dem (det havde Gud allerede gjort), men for at de kunne symbolisere deres tro og indvielse, som Gud allerede havde antaget, hvilket var blevet tilkendegivet på mirakuløs vis.

 7, 8. Hvilket bevis har vi på, at nutidens rest af salvede vidner er udnævnt af Gud?

⁷ Hvordan med Jehovas indviede vidner i dag? De stoler også på, at det er denne udnævnelse eller ordination fra Gud, der gør dem kvalificeret til at være hans tjenere i denne aldeles nødvendige henseende. Der er i dag kun en rest på jorden af dem, som Jehova Gud i de forløbne nitten århundreder har udvalgt og udnævnt eller ordineret til at være hans salvede tjenere for den nye pagt. De er resten eller „de tilbageværende“ af Guds hustru-organisations sæd. (Åb. 12:17, NW) Til dem siger han: „I er mine vidner, siger Jehova, og min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ (Es. 43:10, AS) Som helhed betragtet udgør denne rest nu en tjener- eller trælleskare. De udgør, hvad Jesus i sin profeti kaldte „den tro og kloge tjener, som hans Herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid“. Af hvem er resten blevet ordineret eller udnævnt hertil? Ikke af mennesker, men af deres Herre, den regerende konge, Jesus Kristus. Siden sit komme i Riget i 1914 og siden sit komme til templet i 1918 for at dømme „Guds hus“ først har han fundet denne rest af indviede, salvede kristne i færd med at gøre, hvad de var udnævnt til at gøre. Derfor har han gjort mod dem, hvad han lovede: „Sandelig siger jeg eder, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ — Matt. 24:45-47.

⁸ Hvilket bevis har vi på, at de er udnævnt af Gud gennem hans usynlige, herliggjorte Kristus, og at de er tilstrækkelig kvalificerede? Beviset er, at de uddeler åndelig „mad i rette tid“. Det var ikke med henblik på dem, Jehova profeterede: „Se, dage kommer, siger Herren Jehova, da jeg vil sende hungersnød i landet, ikke en hunger efter brød, ikke en tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord.“ (Amos 8:11, AS) Dette siges om kristenhedens præsteskab og deres menigheder. De forkaster den føde, der rækkes dem ved „trælle“-skarens ord og gerninger, og derfor lider de åndelig hunger. Det er, fordi de ikke anerkender den uortodokse måde, den „tro og kloge tjener“-skare er blevet ordineret eller udnævnt på. Men der er hundredtusinder andre, som er sig deres åndelige behov bevidst, og som finder frem til, hvor de skal få den åndelige føde, og som modtager den af Jehovas vidners salvede rests hånd. De er de ærlige, ydmyge mennesker med fårets egenskaber, som Jehovas rette hyrde, Jesus Kristus, fører ind i folden, for at de skal være hans „andre får“, og han forener dem med den salvede rest til „én hjord“. — Joh. 10:16.

Ordets tjenere under den nye pagt

 9, 10. Hvorfor regnes de „andre får“ også blandt nutidens retteligt ordinerede ordets tjenere, selv om de ikke kan være „tjenere for en ny pagt“?

⁹ Da de „andre får“ må følge Jehovas rette hyrde, må de også være trofaste og sanddru vidner, som han var det; de må også være Jehova Guds tilstrækkelig kvalificerede tjenere. Naturligvis kan de ikke være „tjenere for en ny pagt“ i den betydning, apostelen Paulus var det, han, der var i den nye pagt som et medlem af den „hellige nation“, det åndelige Israel, og som derfor var en præstelig tjener, et medlem af det „kongelige præsteskab“ med en himmelsk kaldelse. Men vi må huske på, at det åndelige Israel forbilledligt blev skildret ved fortidens bogstavelige Israel. Som medlemmer af denne udvalgte nation var de bogstavelige israelitter med i den gamle lovpagt med Jehova, deres Gud. Men blandt de bogstavelige israelitter boede der mange ikke-israelitter, som var midlertidige indbyggere eller fremmede tilrejsende, og som tjente i Israel på forskellige måder — nogle var endog tempeltrælle. De tilbad også Jehova som deres Gud, og hans lov beskyttede dem og gav dem mange velsignelser og forrettigheder. Det var „den fremmede inden dine porte“, som ikke måtte arbejde på Israels sabbatsdag. (2 Mos. 20:8-10) De måtte ikke kaste forsmædelse på Jehovas navn, men skulle lovprise ham sammen med de bogstavelige israelitter. De skulle vise, hvordan han havde velsignet dem gennem Abrahams afkom efter kødet.

¹⁰ På samme måde er det med de „andre får“, nutidens „fremmede inden dine porte“, de åndelige israelitters porte. De er ikke åndelige israelitter i den nye pagt, men de lever under de velsignelser og forordninger, den nye pagt medfører, og de må leve deres liv i overensstemmelse med den. De må sammen med det åndelige Israels rest udgøre en ny verdens samfund. De er underlagt den ene generelle lov, der påbyder dem at være Jehovas vidner og forkynde nyheden om Riget til et vidnesbyrd for alle nationerne, før denne verdslige tingenes ordning fuldstændig går til grunde. (Matt. 24:14) For at kunne det må de også være tilstrækkelig kvalificerede, og det kræver først og fremmest, at de er ordineret af Gud. Som et nødvendigt skridt hen imod dette har de villigt og kærligt indviet sig til Gud gennem hans søn, Jesus Kristus, og denne deres fuldstændige overgivelse til ham har de symboliseret på samme måde som Jesus, ved vanddåben. På grund af deres rigtige indvielse fører Gud dem ind i sin rette hyrdes, Jesu Kristi, ene hjord, ikke for at de skal være medlemmer af det åndelige Israel eller det kongelige præsteskab med en himmelsk arvelod, heller ikke for at de skal være præstelige tjenere for den nye pagt, men for at de skal være vidner for Jehova og tilstrækkelig kvalificerede tjenere under den nye pagt. Han ordinerer eller udnævner dem til at være sine jordiske tjenere, til at tjene sammen med den salvede rest af det åndelige Israel. Alle sådanne er blevet ordineret eller udnævnt i kraft af, at Jehova har antaget deres indvielse gennem Jesus Kristus, Mellemmanden for den nye pagt. Derfor er de alle hans ordinerede tjenere, hvad enten de efter kødet er mænd eller kvinder.

11. Hvilken indflydelse har verdslige nationers ordinationsbestemmelser bibelsk set på de ordets tjenere, Jehova har ordineret?

¹¹ Ene og alene på dette grundlag ville det være berettiget, om alle de nationer, der påstår, at de tager hensyn til kristne ordets tjenere, anerkendte dem som bibelsk ordinerede ordets tjenere. Nationerne er selvrådige og diktatoriske, når de opstiller deres egne regler og krav og bruger dem som målestok for, hvem der er virkelige, ordinerede ordets tjenere godkendt af Gud. Det er ganske ubibelsk, når nationerne forlanger en skriftlig autorisation fra en eller anden person, gruppe af personer eller religiøs organisation, eller forlanger, at der skal udføres en eller anden menneskepåfunden ceremoni, før de anerkender disse indviede mænd og kvinder som Guds tjenere. Det er ikke denne verdens uinspirerede lovgivere, der har skrevet Bibelen, men Gud lod disse skrifter nedskrive ved sin ånds drivkraft, og hans sande tjenere har hans inspirerede bibels vidnesbyrd for, at han har ordineret dem, fordi de har indviet sig til ham. Målestokken for, hvordan hans ordinerede tjenere skal være, bør hentes fra Guds skrevne ord; han foretager ordinationen, og derfor bør hans målestok anvendes, ikke menneskelige love eller dommeres juridiske fortolkning af dem.

12, 13. Hvilket rigtigt svar kan man give på spørgsmålet om verdslig indblanding i, hvorledes et samfund af ordets tjenere, som for eksempel Jehovas vidner, opbygges og fungerer, og hvorfor?

¹² Gud, universets Suveræn, har ret til at bestemme, hvordan hans synlige organisation af hans folk skal opbygges og fungere, og hvem der skal være hans tjenere i den, og på hvilke betingelser. Selv kristenhedens religiøse sekter anerkender denne ret inden for deres sekteriske organisation. Da formanden for de Forenede Staters presbyterianske kirkes bestyrelse forrige år talte til 400 delegerede fra den presbyterianske verdensalliance i Princeton, New Jersey, beskæftigede han sig med de grundlæggende religiøse friheder og indbefattede blandt disse „friheden til at bestemme en kirkeorganisations interne ledelse og forhold“. Han sagde videre: „Når en kirke under bøn og moden overvejelse skønner, at friheden til at røgte dette ansvar er blevet krænket på afgørende måde af staten eller samfundet, er det kirkens pligt at sige „nej“ til staten og „nej“ til samfundet.“ (New York Times, 29. juli 1954) Jehovas vidner holder sig teokratisk til Guds bestemmelser for, hvorledes organisationen for hans nye pagt skal opbygges og fungere. De siger nej til verdslig indblanding.

¹³ De behøver ingen religiøse mænd til at lægge hænderne på dem og ordinere dem. Deres ordination er fra Gud, og han har givet dem den, fordi de har indviet deres evige eksistens til ham gennem Kristus. De er ikke blevet ordineret ved, at den, der døbte dem i vand som et symbol på deres indvielse, har lagt sine hænder på dem. Men da deres vanddåb har nær tilknytning til deres guddommelige ordination, kan de af hensyn til eventuelle optegnelser angive deres dåbsdato som det omtrentlige tidspunkt for deres ordination og dermed kunne adlyde landets lov, hvis den forlanger, at de skal opgive datoen for deres ordination. Det, Jehovas vidner selv ønsker, for at de kan være kvalificeret, er, at Gud lægger sine hænder på dem, de hænder, der rørte Jeremias’ mund, mens Gud sagde: „Nu lægger jeg mine ord i din mund.“ (Jer. 1:9) De ønsker en håndspålæggelse af ham, der førte præsten Ezra sikkert til Jerusalem, „eftersom hans Guds gode hånd var over ham“, den samme hånd, om hvilken Nehemias, der opbyggede Jerusalems mure, sagde: „Det gav kongen mig, eftersom min Guds gode hånd var over mig.“ (Ezra 7:6, 9, 28; Neh. 2:8, 18) Salmisten siger: „Lad din hånd være over din højres mand, det menneskebarn, du opfostred dig!“ (Sl. 80:18) Det er først og fremmest Jehovas hånd, der må lægges på os, for at vi kan være ordineret eller udnævnt til kvalificerede ordets tjenere. Hvis hans hånd ikke først er blevet lagt på os, betyder det intet, at mennesker lægger deres hænder på os — det vil kun være formvæsen.

14. I hvilke vigtige henseender afviger de åndelige israelitter og deres indviede medarbejdere fra kristenhedens præsteskab?

¹⁴ Det er Jehovas hånd, der sætter hans salvede rest af det åndelige Israel og deres indviede medarbejdere til side, adskiller dem fra andre. Som kong Salomo profetisk sagde til Gud ved indvielsen af templet i Jerusalem: „Du skilte dem selv ud fra alle jordens folk som din ejendom, netop som du har talt gennem Moses, din tjener, da du var i færd med at bringe vore forfædre ud af Ægypten, o Herre Jehova.“ (1 Kong. 8:53, NW) At de alle er skilt ud fra denne verden for at forkynde den gode nyhed om Guds rige, viste apostelen Paulus i indledningen til sit brev: „Paulus, en Jesu Kristi træl og kaldet til at være apostel, sat til side til Guds gode nyhed, som han i tidligere tider har givet løfte om gennem sine profeter i den hellige skrift, angående sin søn.“ (Rom. 1:1, 2, NW) Da de således er sat til side, adskilt, er de forpligtet til at praktisere den rene, ubesmittede gudsdyrkelse, den rene religion, hvilket blandt andet indebærer at „bevare sig selv uplettet af verden“. (Jak. 1:27) Derfor er de ganske forskellige fra de anerkendte „ordets tjenere“, kristenhedens præsteskab, der forlanger at blive stillet i særklasse, og som loven i flere lande også giver en særstilling, men som alligevel blander sig i nationernes politik og stridigheder og besmitter sig med verden fra top til tå.

Særlige udnævnelser

15. Hvordan blev myndigheden til at udnævne tjenere udøvet i de urkristne menigheder?

¹⁵ Hele det åndelige Israels folk og deres indviede ledsagere indtager en særstilling, idet de er adskilt fra denne verden. De udgør tilsammen den nye verdens samfund af kvalificerede ordets tjenere. Dog er der visse medlemmer iblandt dem, som er sat til side til særlige ansvarsfulde tjenester, som de er ordineret eller udnævnt til. I det første århundrede var der for eksempel kristne profeter og lærere i menigheden i Antiokia i Syrien, og de udførte alle en tjeneste i disse ansvarsfulde stillinger. Beretningen siger videre: „Mens de offentligt tjente Jehova og fastede, sagde den hellige ånd: Af alle disse skal I sætte mig Barnabas og Saulus til side til den gerning, jeg har kaldet dem til. Så fastede og bad de og lagde deres hænder på dem og lod dem drage af sted.“ (Ap. G. 13:1-3, NW) At menigheden således lagde hænderne på dem ved sine repræsentative mænd, var en slags ordination eller udnævnelse til en særlig tjeneste. Senere under deres arbejde i denne særlige tjeneste udnævnte Paulus og Barnabas ældre mænd i de nyoprettede menigheder, for at de skulle varetage ansvarsfulde tjenester: „de udnævnte ældre mænd til at betjene dem i menigheden, og under bøn og faste overgav de dem til Jehova, som de var kommet til tro på.“ (Ap. G. 14:23, NW) Apostelen Paulus sagde, da han gav den unge Timoteus myndighed til at udnævne sådanne særlige tjenere: „Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung, . . . Lad ingen håndspålæggelse ske overilet, og gør dig ikke medansvarlig for andres synder; bevar dig selv ren!“ — 1 Tim. 4:12; 5:22.

16. Hvorfor er de teokratisk udnævnte særlige tjenere inden for den nye verdens samfund i dag ikke en gejstlig klasse?

¹⁶ De særlige tjenere inden for den nye verdens samfund skal altså ikke udnævnes på demokratisk vis, men teokratisk, af det styrende råd eller fungerende repræsentanter for det styrende råd i andre lande. At der udnævnes sådanne særlige tjenere eller tilsynsmænd inden for menigheden betyder imidlertid ikke, at der dannes en særskilt præsteklasse, og at alle de andre i menigheden ikke er ordets tjenere og tilstrækkelig kvalificeret af Gud. Vi beholder alle vore tilstrækkelige kvalifikationer fra Gud, så længe vi studerer og trofast tjener Gud som hans vidner.

17. Hvad skete der i virkeligheden „ved apostlenes håndspålæggelse“ i fortiden, og hvorfor er noget sådant ikke på sin plads nu?

¹⁷ At de ansvarshavende tjenere i menighederne i fortiden modtog håndspålæggelse betød, at de blev ordineret eller udnævnt. I denne første tid havde denne ceremoni en real betydning, idet „helligånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse“. De, der lagde deres hænder på Paulus og Barnabas, meddelte dem ikke ånden, men ånden gav dem besked på at sætte disse to brødre til side til særlig tjeneste. I dag taler ånden ikke hørligt til os, og apostlene er ikke legemligt til stede iblandt os, så de kan meddele os åndens mirakuløse gaver, og der findes ikke en eneste på jorden i dag af dem, der kalder sig kristne, som kan fremføre bibelske beviser for, at han er apostlenes efterfølger og besidder en sådan magt. Disse åndens mirakuløse gaver er forsvundet sammen med den apostolske kanal. Det er grunden til, at Paulus klassificerer „håndspålæggelse“ som en del af „grundlærdommen om Kristus“. (Hebr. 6:1, 2, NW; Ap. G. 8:18; 1 Kor. 13:8-11) Den bogstavelige håndspålæggelse ved en udnævnelse har ingen speciel værdi i dag.

18. Hvordan kan det på rette måde meddeles en broder, at han er blevet udnævnt?

¹⁸ Det, der betyder noget, er selve udnævnelsen, som foretages af det bemyndigede styrende råd. Udnævnelsen kan ske mundtligt eller pr. brev, ja selv ved et trykt udnævnelsesbrev. Det, der tæller, er, at udnævnelsen kommer fra det anerkendte styrende råd, og derfor skal signaturen på udnævnelsesbrevet eller formularen vise, at skrivelsen er fra dette bemyndigede råd. Om signaturen er håndskreven eller stemplet, ændrer intet ved sagen og kan hverken svække eller ugyldiggøre udnævnelsen. Hvis stemplet er det styrende råds, og det er påtrykt af den, der har myndighed til at bruge det, er udnævnelsen autoritativ og bindende.

19, 20. Hvilke fortilfælde for en sådan fremgangsmåde er beskrevet i Bibelen?

¹⁹ Det, der her er sagt, gælder, selv om et gummistempel på et udnævnelsesbrev eller en formular ikke virker så ceremonielt eller imponerende, som hvis et menneske bogstaveligt lagde sine hænder på den udnævntes hoved. At stemple et brev er en god bibelsk fremgangsmåde.

²⁰ Hvad gjorde dronning Jesabel, da hun ønskede at udstede befalinger til de ældste i Jizre’el? Fik hun kong Akab til at underskrive brevet med instruktionerne? Lyt: „Derpå skrev hun et brev i Akabs navn, satte hans segl under og sendte det til de ældste og de fornemme i Nabots by.“ De ældste og fornemme genkendte det påtrykte segl og udførte de instruktioner, der efter alt at dømme kom fra kongen. (1 Kong. 21:8-11) Kong Ahasverus viste, hvilken værdi og myndighed der ligger i et stempel eller segl, da han sagde til sin dronning, Ester, og sin førsteminister, Mordokaj: „Nu kan I selv i kongens navn affatte en skrivelse om jøderne, som I finder det for godt, og sætte det kongelige segl under; thi en skrivelse, der én gang er udgået i kongens navn og forseglet med det kongelige segl, kan ikke kaldes tilbage.“ Førsteministeren Mordokaj gjorde, som kongen havde sagt: „Han affattede skrivelser i kong Ahasverus’ navn og forseglede dem med kongens seglring; derefter sendte han dem ud ved ridende ilbud.“ Da guvernørerne i alle de persiske provinser og også jøderne så dette stempel, der aldrig blev ændret, anerkendte de, at skrivelserne var autentiske, og at instruktionerne i dem skulle adlydes, hvilket de blev. — Est. 8:8, 10.

21. Hvorfor savner den måde, hvorpå Vagttaarnets Selskab meddeler Jehovas vidners menigheder, hvem der er udnævnt til tjenere, ikke noget i autoritet?

²¹ Lad derfor ingen undervurdere den autoritet, et korrekt stemplet brev har; stemplet giver det vægt og myndighed. En formular med dette ægte, officielle stempel udnævner måske mere end én tjener i en menighed, men det er de pligter, som overdrages en udnævnt broder, der bestemmer graden af vedkommendes ansvar, om han har større ansvar end de andre tjenere. Hvad brevet ellers siger, eller hvem det samme brev i øvrigt udnævner til andre tjenerposter, svækker ikke denne tjeners særlige stilling. Derfor anvender Watch Tower Bible & Tract Society og dette selskabs mange afdelinger i dag udnævnelsesbreve (i mange tilfælde formularer), idet denne fremgangsmåde er godt egnet til udnævnelse af tjenere i over 16.000 menigheder af Jehovas vidner ud over hele jorden. I alle disse menigheder anerkender medlemmerne stemplet og accepterer udnævnelsen. Hvem har da ret til at betvivle ordinationens eller udnævnelsens gyldighed? Du kan være overbevist om, at Selskabets styrende råd vedblivende lægger sine hænder på alle tjenerne, der er indsat i deres stillinger ved disse stemplede udnævnelsesbreve, ikke bogstaveligt, men for at støtte og styrke dem eller for at erstatte dem med andre til fælles gavn for arbejdet.

Anbefalingsbreve indskrevet i hjertet

22-24. Hvordan beskrev Paulus sine anbefalingsbreve?

²² Apostelen Paulus rejste selv spørgsmålet om kvalifikation. Han sagde: „Og hvem er tilstrækkelig kvalificeret til dette? Vi er, thi vi er ikke kræmmere, der handler med Guds ord, som mange mennesker er, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud [ikke af mennesker] . . . taler vi.“ (2 Kor. 2:16, 17, NW) Men var det nødvendigt for Paulus, når han rejste rundt, at have et udnævnelsesbrev eller en anbefalingsskrivelse med et stempel eller segl fra det styrende råd i Jerusalem eller fra dem, der havde lagt deres hænder på ham og Barnabas i Antiokia? Skulle han forevise et sådant brev i de synagoger, han besøgte for at forkynde, eller for de menigheder, han oprettede, eller for landshøvdingen Feliks eller landshøvdingen Festus eller for kong Agrippa eller for kejser Nero, da han til sidst blev ført frem for ham under behandlingen af hans sag i Rom? Der er intet, der viser, at han havde et sådant brev! Paulus havde ikke brug for det. Han havde noget langt bedre end et brev, skrevet på skrivetavler eller papir og undertegnet af mennesker. Han havde vidner i Damaskus, der kunne bekræfte, at han var blevet døbt i vand som et symbol på sin indvielse til eller tro på Jehova gennem Jesus Kristus. Han var også „fyldt med den hellige ånd“ og havde denne ånds mirakuløse gaver. Hvad mere er, han havde myndighed til at lægge sine hænder på døbte troende og meddele dem åndens gaver. Deraf vidste han, at det var Gud, der havde gjort ham tilstrækkelig kvalificeret. Hvad betød det da, om han havde et brev med et stempel eller segl fra nogen på jorden? Det mest talende bevis for, at man er tilstrækkelig kvalificeret til en tjeneste eller et arbejde, er de frugter, ens gerning har båret. Paulus havde dette bevis, og det tjente som et i højeste grad vægtigt anbefalingsbrev, der var et bevis for hans udnævnelse.

²³ Til den kristne menighed, Paulus havde oprettet i Korint, sagde han: „Er vi nu atter begyndt på at anbefale os selv? Eller behøver vi måske, som visse mennesker, anbefalingsbreve til jer eller fra jer? I er selv vort brev, indskrevet på vore hjerter og er kendt og bliver læst af alle mennesker. For I fremgår at være et brev fra Kristus, skrevet af os som ordets tjenere, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, på hjerter.“ (2 Kor. 3:1-3, NW) Senere fik Apollos, da han var blevet undervist, et anbefalingsbrev fra de kristne brødre i Efesus til menigheden i Korint, men Paulus behøvede ikke et sådant bogstaveligt anbefalingsbrev. (Ap. G. 18:24-28, 1-11) Alle dem, han under halvandet års intens forkyndelse og undervisning havde gjort til disciple, var i sig selv et beviskraftigt brev.

²⁴ Disse disciple var Paulus’ brev, indskrevet i hans hjerte, for han førte dem altid omkring med sig, nemlig i den kærlighed, han nærede til dem, og han skrev breve til dem, fordi han havde omsorg for dem. Samtidig havde han undervist og oplært dem til at være forkyndende vidner for Jehova og Kristus, og de korintiske kristne var derfor et åbent brev for Paulus, „det kendes og læses af alle mennesker“. De var ikke et brev fra et menneske, ikke engang fra det styrende råd i Jerusalem.

25, 26. Hvilket yderligere vidnesbyrd fra Bibelen viser hvordan Paulus’ anbefalingsbreve blev frembragt?

²⁵ De var „et brev fra Kristus“, og Jesus Kristus, der havde udvalgt Paulus som et særligt redskab, der skulle bære hans navn ud til de ikke-jødiske folkeslag, brugte Paulus selv som sin tjener ved udfærdigelsen af dette brev. Paulus kunne ikke have skrevet dette menneskebrev af sig selv, for, som Jesus sagde til sine disciple, „skilt fra mig kan I slet intet gøre“. (Joh. 15:5) Han brugte Paulus på en langt mere krævende måde end blot at lade ham sætte sig ned og med bogstavelig pen og blæk skrive et brev på papir, hvori han skriftligt anbefalede sig selv, fremfor at anbefale sig ved slidsomt arbejde. Foruden at Paulus arbejdede hele ugen igennem som teltmager sammen med Akvila og Priskilla, brugte Jesus ham til at skrive dette anbefalingsbrev bestående af mennesker, idet han lod ham tale i den jødiske synagoge hver sabbat, for at han skulle vinde både jøder og grækere. Senere blev han „helt optaget af at forkynde ordet, idet han vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus“; han blev der i halvandet år „og lærte Guds ord iblandt dem“.

²⁶ Da Paulus til sidst rejste fra Korint, efterlod han der frugten af sin møje. Hvad var det? En kristen menighed, der blandt andet bestod af Krispus, den tidligere synagogeforstander, og hele hans husstand, som Paulus selv havde døbt. Denne menighed var et anbefalingsbrev, „indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds ånd“, for arbejdet blev udført ved Guds ånd, som virkede gennem Paulus, thi hans tale og budskab virkede „ved ånds og krafts bevis, for at [deres] tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft“. Guds ånd i Paulus frembragte eller skrev de læselige ord i dette menighedsbrev. Brevet var ikke skrevet på kolde stentavler, men på varme, kærlige „kødtavler, nemlig menneskehjerter“. Disse hjerternes indskrifter var værd at læse, for de fortalte om kærlighed, først og fremmest til Gud, de fortalte om tro, der blev udøvet til retfærdighed, og de strømmede i den grad over, at de fik korinternes munde til at bekende offentligt til frelse. (Ap. G. 18:1-11; 1 Kor. 2:4, 5; 2 Kor. 3:1-3; Matt. 22:37, 38; Rom. 10:10) Det er ganske klart, at for at et sådant levende, talende anbefalingsbrev kunne frembringes, måtte den, der skrev det, være tilstrækkelig kvalificeret af den almægtige Gud.

27. Hvilke fysiske kendsgerninger bekræfter nu ægtheden af Jehovas vidners stilling som ordets tjenere?

²⁷ Hvordan er det i dag? Bortset fra udnævnelsesbrevene, der sendes til menighederne eller medbringes af særligt udnævnte tjenere inden for Guds synlige organisation, har Jehovas vidner ikke udnævnelsesbreve eller anbefalingsskrivelser for at bevise, at de som indviede mænd og kvinder er bibelsk ordinerede ordets tjenere, der tjener i forbindelse med Guds nye pagt gennem Mellemmanden Jesus Kristus. Den nye verdens samfund af Jehovas vidner, der bruger Watch Tower Bible & Tract Society som deres tjener, behøver lige så lidt som Paulus sådanne anbefalingsskrivelser, udnævnelses- eller ordinationsbreve. Kristenheden anerkender ikke Watch Tower Bible & Tract Society som et redskab i Guds hænder. Men „Jehovas vidners historie i nyere tid“, der nu bliver trykt i Vagttaarnets spalter, giver en autentisk, dokumentarisk, historisk beretning om, hvordan den Højeste Gud og hans søn, Jesus Kristus, har brugt Selskabet og det officielle blad, det udgiver, lige siden Selskabet blev oprettet, og bladet begyndte at udkomme. I dag har dette bibelske tidsskrift et oplag på mindst 2.300.000 eksemplarer af hvert nummer, det udkommer på toogfyrre sprog, og Selskabet, som udgiver det, har femoghalvfjerds afdelinger spredt ud over hele jorden. Den kendsgerning er et uudsletteligt brev, der kendes og læses af alle mennesker, og til enhver god samvittighed anbefaler den disse to redskaber som noget, Gud bruger for at fuldbyrde sin herlige hensigt i denne skæbnetime, der er så præget af usikkerhed, tvivl og frygt.

28. Hvordan har medlemmerne af den salvede rest siden 1919 tilvejebragt bevis for deres stilling som kvalificerede ordets tjenere?

²⁸ Kristenheden og dens regeringer, der foregiver at være kristne, nægter at anerkende Jehovas indviede vidners bibelske ordination. Derfor giver de dem ikke den stilling og den behandling, der tilkommer ordinerede ordets tjenere. I stedet for at blive respekteret som tilstrækkelig kvalificerede ordets tjenere kendes Jehovas vidner på, at Jesu profeti opfyldes på dem: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ (Matt. 24:9) Ingen skrivelse, som I vidner kunne vise dem, ville ændre noget ved verdens indstilling over for jer. Men I har et brev, og I er selv blevet brugt til at skrive det, og det taler med langt større autoritet end noget håndskrevet, maskinskrevet eller trykt brev, forsynet med stempel og segl for at vise jeres guddommelige ordination eller udnævnelse. Det er et levende brev, hvis indhold er spredt ud over hele jorden i over 160 lande og distrikter og læses på over 100 sprog. Siden 1919 har den salvede rest af de tilstrækkelig kvalificerede tjenere for den nye pagt trods hele verdens had forkyndt den gode nyhed om Riget for alle nationer. På denne måde har de ved Guds ånd skrevet på kødtavler, menneskehjerter, og den „store skare“ af andre får, der i dag er samlet sammen i den rette hyrdes, Jesu, ene hjord, er et bevis på, at de har været og er ordineret af Gud. Det er et menneskeligt anbefalingsbrev, der bevidner, at de er Guds „tro og kloge tjener“-skare.

29. Hvem andre har særlig siden 1931 afgivet uigendriveligt bevis på, at de er ordinerede ordets tjenere under Guds nye pagt?

²⁹ Særlig siden 1931 har den „store skare“ af andre får været forenet med den salvede rest og forkyndt sammen med den. Historien kan ikke komme uden om dem. De har været med til at skabe historie ved at tjene loyalt sammen med resten som vidner for Jehova, de har lidt sammen med de salvede, er døde sammen med dem, har bevaret deres kristne retskaffenhed sammen med dem lige op til denne dag. At de er ordinerede, tilstrækkelig kvalificerede Guds tjenere er også samtidig blevet draget i tvivl og benægtet af kristenheden. Men hvordan lyder historiens dom i dag? Er de sendt af Gud, tilstrækkelig ordinerede ordets tjenere under Guds nye pagt? Har de noget uafviseligt anbefalingsbrev, der bringer al spørgen til at forstumme som uberettiget og stempler alle beskyldninger som fordom og falskneri? De har ikke noget brev skrevet med blæk på papir eller indridset på stentavler, men de har det levende brev, der er blevet til ved Guds ånd og består af mennesker, der har lagt fårets gode egenskaber for dagen. Det er et anbefalingsbrev skrevet på „kødtavler, nemlig menneskehjerter“, andre troende mænds og kvinders hjerter; siden 1931 er tallet på disse vokset fra langt under et hundrede tusinde til nu over 550.000 vidner for Jehova i den nye verdens samfund.

30. Hvad må og vil vi gøre for helt at fuldføre vor gudgivne tjeneste?