„Én mellemmand imellem Gud og mennesker“ — til gavn for hvem?

 1. (a) Hvorfor er jøderne i dag ikke interesseret i en ny pagt? (b) Hvem alene kunne opstille den nye pagts betingelser og udvælge dens mellemmand?

I DAG er ingen af de 152 nationer der udgør De forenede Nationer interesseret i at indgå en pagt med Jehova, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Ikke engang de 15.000.000 jøder der nu lever spredt rundt om på jorden, er interesseret i det. Til trods for profetien i Jeremias 31:31-34, foretrækker de at tro at de stadig er under den gamle lovpagt der blev formidlet ved Moses. „Da de ikke kender retfærdigheden fra Gud men søger at opstille deres egen [ved at stræbe efter at holde Lovpagten], har de ikke underordnet sig under retfærdigheden fra Gud“, den retfærdighed de kunne opnå gennem den nye pagt. (Rom. 10:1-3) Det er Jehova, den sande retfærdigheds Gud, der står bag den nye pagt. Han alene kunne opstille dens betingelser og udvælge en egnet mellemmand for den.

 2. Hvem sagde Jehova at han ville oprette den nye pagt med, og hvad ville han således gøre med hensyn til deres brøde og synd og deres kendskab til ham?

² „Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, . . . dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra [Jehova]: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: ’Kend [Jehova]!’ Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra [Jehova]: thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ — Jer. 31:31-34.

 3. Hvis komme afhang tidspunktet for oprettelsen af den nye pagt af, og spillede Moses nogen rolle i denne forbindelse?

³ Hvornår sluttede Jehova denne nye pagt „med Israels hus og Judas hus“? Tidspunktet afhang af hvilken mellemmand Jehova ville udvælge. Moses ville ikke blive oprejst fra de døde for at formidle den nye pagt. Han kunne ikke være til større hjælp for medlemmerne af den nye pagt end han var for Israel.

 4. Hvem er Guds mellemmand for den nye pagt, ifølge apostelen Paulus?

⁴ Vi lades ikke i tvivl om hvem der blev udvalgt som mellemmand. Vi vender os her til det inspirerede brev til hebræerne som blev skrevet af en hebræer, den discipel der havde siddet ved Gamaliels fødder. Han fremhæver forskellen mellem Moses og den nye mellemmand, idet han siger: „De yder hellig tjeneste som en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske, i overensstemmelse med det som Moses fik guddommelig befaling om, da han stod i begreb med at fuldende teltet: ’Se til,’ siger han nemlig, ’at du laver alle ting efter det forbillede som blev vist dig på bjerget [Sinaj].’ Men nu har Jesus opnået en ypperligere offentlig tjeneste, ligesom han også er mellemmand for en tilsvarende bedre pagt, som lovmæssigt er grundet på bedre løfter.“ (Hebr. 8:5, 6) „Og Jesus, en ny pagts mellemmand, og bestænkelsens blod, som taler på en bedre måde end Abels.“ — Hebr. 12:24.

 5. Hvordan viste Jesus før sin død at han forstod at tiden var kommet da den gamle lovpagt ville blive erstattet af den nye pagt?

⁵ Jesus anerkendte at den tid var kommet da Jehova ville erstatte den gamle mosaiske lovpagt med den nye pagt. Den jødiske påskeaften, aftenen før sin død fredag den 14. nisan år 33, indstiftede han derfor en højtid til minde om sin offerdød. Da han tog bægeret med vin sagde han til sine elleve trofaste apostle: „Drik alle af det, for dette er ensbetydende med mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse.“ (Matt. 26:27, 28) Eller, som apostelen Paulus gengiver Jesu ord: „Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod. Bliv ved med at gøre dette, så ofte som I drikker det, til minde om mig.“ (1 Kor. 11:25) I dele af tre dage lå han død i graven og kunne ikke begynde at tjene som mellemmand for denne nye pagt.

 6. Hvad var nødvendigt for at Guds løfte i den nye pagt om at han ville tilgive brøde og ikke komme deres synd i hu, kunne blive indfriet?

⁶ Selv om det ikke nævnes i Jeremias 31:31-34, var et offer nødvendigt for at sætte den nye pagt i kraft. Det var nødvendigt fordi, som Gud havde sagt da han omtalte den nye pagt: „Jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ (Jer. 31:34) Ved oprettelsen af den gamle mosaiske lovpagt, og som et middel til renselse, benyttede man blod af dyreofre. Der står at mellemmanden Moses „bestænkede teltet og ligeledes alle den offentlige tjenestes kar med blodet. Ja, næsten alle ting renses med blod ifølge Loven, og uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted“. (Hebr. 9:21, 22) Jesus var endnu i besiddelse af værdien af sit livsblod da han søndag den 16. nisan år 33 blev oprejst fra de døde. Det fremgår af Hebræerbrevet 13:20: „Fredens Gud . . . førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod.“ — Joh. 10:11.

 7. Eftersom Kristus bragte et bedre offer der satte den nye pagt i kraft, hvad udvirker hans blod da med hensyn til samvittigheden og for Guds „kaldede“?

⁷ Fordi den nye pagt blev gjort gyldig ved hjælp af et bedre offer, blev de kristne hebræere spurgt: „Hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod, han som ved en evig ånd frembar sig selv som et dadelfrit offer til Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud?“ Eftersom Kristi blod har en sådan magt til at rense os fra synden, der fordømmer os, siges der videre: „Så det er derfor han er mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede kan få løftet om den evige arv, fordi der har fundet en død sted til deres udfrielse ved en løsesum fra overtrædelserne under den tidligere pagt.“ (Hebr. 9:14, 15) Hvornår begyndte de kristne som havde været underlagt „den tidligere pagt“, Lovpagten, da at få deres samvittighed renset ved Kristi blod?

 8. Hvornår begyndte de kristne hebræere som havde været underlagt den tidligere lovpagt, at få deres samvittighed renset ved Kristi blod?

⁸ Det skete ikke ved Kristi opstandelse fra de døde, men den 50. dag derefter. Det vil sige på Pinsedagen, efter at Kristus var steget op til himmelen og var trådt frem for Gud „i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person for os“. — Hebr. 9:24.

 9. Hvad viste Peters tale på Pinsedagen med hensyn til de to pagter?

⁹ Den dag holdt apostelen Peter en tale for jøderne og de omskårne jødiske proselytter, en tale der fik dem til at føle samvittighedsnag. „Hvad skal vi gøre?“ spurgte de. Peter svarede: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave.“ (Apg. 2:37, 38) Dette løfte om at de ville få deres synder tilgivet hvis de ændrede sind, viste noget. Hvilket? At Guds nye pagt med dens foranstaltning til tilgivelse af synder var trådt i kraft den selv samme dag, mens den gamle mosaiske lovpagt var blevet naglet til Jesu Kristi marterpæl! — Ef. 2:15, 16; Kol. 2:14; Hebr. 8:8-13; Jer. 31:34.

10. Hvordan understregede Peter det samme nogle få dage senere da han talte til de blodskyldige jøder i Jerusalems tempel?

¹⁰ Det samme blev understreget nogle få dage senere, da Peter talte til en forsamling af blodskyldige jøder i templet: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud, så forfriskende perioder må komme fra Jehovas person og han må sende den Messias der er bestemt for jer, Jesus, som det dog er nødvendigt at himmelen beholder indtil tiderne for genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid.“ Apostelen Peter sluttede sin tale med at sige: „Det er til jer at Gud, efter at han har ladet sin tjener fremstå, først har sendt ham for at velsigne jer ved at vende hver enkelt af jer bort fra jeres onde gerninger.“ — Apg. 3:19-21, 26.

Mellemmand for hvor mange?

11. Hvad viser om det var med det kødelige Israels og Judas hus at Gud sluttede den nye pagt?

¹¹ Indgik Gud den nye pagt med det kødelige „Israels hus“ og det kødelige „Judas hus“? Hvordan kunne han gøre det, når de kødelige jøder fra disse to huse voldeligt havde forkastet den vordende mellemmand for den nye pagt og, som nation betragtet, var i færd med at fejre den jødiske pinsefest i templet i Jerusalem? Nej, Guds tanke var at oprette den nye pagt med det nyfødte kristne Israel, det åndelige Israel, der netop var blevet født samme dag, idet den hellige ånd var faldet på Jesu Kristi døbte disciple, der udgjorde omkring 120. (Apg. 11:15) Disse havde ikke ventet i templet, men i en sal ovenpå i Jerusalem. Dér blev disse disciple, der allerede var blevet døbt i vand, avlet af Guds ånd til at blive Guds åndelige børn, „Guds Israel“. Som sådanne børn blev de ført ind i den nye pagt ved den himmelske mellemmand, Jesus Kristus, den profet der var større end Moses. — Apg. 2:1-36; Joel 3:1, 2; Joh. 3:3, 5; Gal. 6:16.

12. Hvordan blev Jesus Kristus, i overensstemmelse med Guds fremgangsmåde, mellemmand for endnu en kategori af mennesker?

¹² Jesus Kristus i himmelen er altså mellemmand mellem Gud og de åndelige israelitter mens disse endnu befinder sig i kødet som mænd og kvinder. Selv inden for det begrænsede antal som dette lille ’hellige folk’ består af, er Jesus gradvis blevet mellemmand for flere og flere, idet Gud i en bestemt rækkefølge har ladet forskellige kategorier af mennesker få del i den nye pagt. I cirka et år efter pinsedagen år 33 var Jesus udelukkende mellemmand for de åndelige israelitter der havde været kødelige jøder eller omskårne jødiske proselytter. På Pinsedagen var omkring 3000 af disse blevet føjet til det åndelige Israel. (Apg. 2:10, 37-41) Sandsynligvis i det følgende år (34) blev den gode nyhed — blandt andet som følge af Saulus fra Tarsus’ forfølgelse — derpå forkyndt i Samaria, hvorefter den hellige ånd ’faldt på’ de døbte troende dér. (Apg. 8:15-17) Fra da af tjente Jesus også som mellemmand til gavn for de åndelige israelitter der havde været samaritanere.

13. Hvordan blev Jesus, to år efter at samaritanerne havde fået adgang til den nye pagt, mellemmand for en tredje kategori af åndelige israelitter, og hvordan anerkendte de kristne jøder i Jerusalem dette?

¹³ To år senere, nemlig i efteråret 36, eller tre og et halvt år efter sin død og opstandelse, begyndte Jesus så at tjene som mellemmand for en tredje gruppe af åndelige israelitter — dem der blev taget fra de uomskårne hedninger, af hvilke den første var den italienske centurion Kornelius. Efter at apostelen Peter havde fortalt de kristne jøder i Jerusalem om den overraskende vending begivenhederne havde taget, sagde de: „Så har Gud altså også givet [de uomskårne] folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv.“ — Apg. 8:1 til 11:18.

14. Hvad sagde Paulus til de ældste fra Efesus om sin forkyndelse om sindsændring over for Gud, og i hvilken pagts interesser tjente han nu?

¹⁴ Mere end 20 år efter denne begivenhed virkede Paulus stadig som apostel til nationerne og havde næsten fuldført sin tredje missionsrejse. På vejen tilbage til Jerusalem gjorde han holdt i Milet og talte med de ældste fra menigheden i Efesus. Han fortalte dem hvordan han havde arbejdet, og sagde: „Jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus. Og nu, se! bundet i ånden er jeg på vej til Jerusalem.“ (Apg. 20:21, 22) Han tjente ikke længere som farisæer i den gamle mosaiske lovpagts interesser. Tværtimod. Han skriver i Andet Korinterbrev 3:5, 6: „Det at vi er tilstrækkelig egnede kommer fra Gud, som virkelig har gjort os tilstrækkelig egnede til at være en ny pagts tjenere, ikke den skrevne lovsamlings, men åndens; for den skrevne lovsamling fordømmer til død, men ånden gør levende.“

15. Hvem hentydede Paulus til med stedordet „os“ da han talte om „en ny pagts tjenere“, og hørte disse mænd til et råd af mellemmænd mellem Gud og mennesker?

¹⁵ Hvem hentyder apostelen til når han her bruger stedordet „os“? Det fremgår af brevets indledning, hvor han siger: „Paulus, en Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og Timoteus, vor broder, til Guds menighed som er i Korint.“ (2 Kor. 1:1) Både Paulus og Timoteus var altså „en ny pagts tjenere“. Hermed mente Paulus ikke at han og Timoteus hørte til et råd af mellemmænd der tjente sammen med Jesus. Nej, for de var selv blot åndelige israelitter der havde gavn af Jesu tjeneste som Guds mellemmand. Jesus alene er „en ny pagts mellemmand“. — Hebr. 12:24.

16, 17. I hvilken sammenhæng i Første Timoteusbrev 1:20 til 2:7 kommer Paulus ind på Kristi Jesu stilling som mellemmand?

¹⁶ I et af sine breve til Timoteus selv kommer Paulus ind på Jesu stilling som mellemmand, idet han siger: „Til dem hører Hymenæus og Aleksander, og jeg har overgivet dem til Satan for at de gennem tugt kan lære ikke at spotte Gud. Jeg tilskynder derfor først af alt til at der fremføres anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser for alle slags mennesker [dog ikke gudsbespottere som Hymenæus og Aleksander], for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor.

¹⁷ Dette er smukt og velbehageligt i Guds, vor Frelsers, øjne, han som vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden. For der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle [eller: for alle slags mennesker, fodn. i NW, 1971-udg.] — hvad der skal vidnes om i de dertil fastsatte tider. Med henblik på dette vidnesbyrd blev jeg indsat som forkynder og apostel og — jeg siger sandheden, jeg lyver ikke — lærer for [uomskårne] folk fra nationerne angående tro og sandhed.“ — 1 Tim. 1:20 til 2:7.

18. (a) Tilskyndede Paulus dermed Timoteus til at tjene som mellemmand mellem Gud og disse offentlige myndighedspersoner? (b) Hvem var det der fik gavn af disse bønner til Gud vedrørende de offentlige myndighedspersoner?

¹⁸ Paulus tilskyndede altså til at der skulle fremføres „anråbelser, bønner, forbønner . . . for konger og alle dem som er i høje stillinger“. Men han tilskyndede ikke Timoteus til at tjene som mellemmand mellem Gud og disse offentlige myndighedspersoner. Motivet til at fremføre de nævnte anråbelser, bønner og forbønner skulle ikke være at omvende de offentlige myndighedspersoner til kristendommen. Nej, for hvem ville få gavn af at der blev rettet sådanne anmodninger til Gud? Hvad var formålet med disse bønner? „Så vi [kristne ligesom Paulus og Timoteus] fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor.“ — 1 Tim. 2:2.

19. Hvad ville det betyde for de kristne at de førte et sådant gudfrygtigt liv, og i hvis øjne var dette „smukt og velbehageligt“?

¹⁹ Når de kristne, der bad sådanne bønner for de politiske herskere, levede et roligt og stille liv i gudsfrygt, ville det betyde frelse for dem. Og dette var „smukt og velbehageligt i Guds, vor Frelsers, øjne“. Hvorfor? Fordi det var Guds vilje at ’alle slags mennesker skulle frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden’. I overensstemmelse hermed er den der her kaldes ’vor Frelser’ ikke Jesus Kristus, men Gud.

20. Hvilken rolle spiller Kristus Jesus i Guds frelsesforanstaltning, ifølge Første Timoteusbrev 2:5, 6?

²⁰ Hvilken rolle spiller da Kristus i denne frelsesforanstaltning? Paulus siger videre: „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker [ikke alle mennesker], et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ — 1 Tim. 2:5, 6.

21. (a) Hvad var Paulus’ brev til Timoteus et eksempel på? (b) Hvor længe varer den nye pagt, og hvilken rolle spiller den „tilsvarende løsesum for alle“ i denne forbindelse?

²¹ Paulus skrev i overensstemmelse med de forhold der gjorde sig gældende i kristendommen i det første århundrede, hvor den nye pagt var blevet oprettet. Mennesker af alle nationaliteter — jøder, samaritanere og uomskårne hedninger — var allerede blevet ført ind i den nye pagt, efter at de var blevet en del af det åndelige Israel. Og mellemmanden for denne nye pagt var Kristus Jesus. I Paulus’ brev til Timoteus om dette emne har vi et eksempel på hvordan én tjener for den nye pagt skrev til en anden tjener for denne pagt. Denne nye pagt mellem ’Gud, vor Frelser’ og det åndelige Israel, vil bestå så længe der er åndelige israelitter som stadig lever i kødet som mennesker på jorden. Altså er den i kraft i dag. At Jesus gav sit liv som „en tilsvarende løsesum for alle“, udgør grundlaget for at mænd og kvinder af alle slags kan blive åndelige israelitter og blive ført ind i den nye pagt for hvilken Kristus Jesus er den eneste mellemmand.

22. (a) Hvoraf fremgår det at den nye pagt snart vil blive bragt til ophør, og hvornår vil Kristi rolle som mellemmand ophøre? (b) Hvorfor vil de herliggjorte åndelige israelitter ikke behøve nogen mellemmand, og som hvad vil de da tjene?

²² Der findes stadig godt og vel 9000 som bekender at de er åndelige israelitter og har del i den nye pagt. Ligesom Paulus og Timoteus er disse „en ny pagts tjenere“. (2 Kor. 3:6; 1:1) Det tidsrum hvori den nye pagt har været i virksomhed er åbenbart ved at være forbi, for formålet med den har været at frembringe 144.000 åndelige israelitter der kunne opnå Guds godkendelse til sammen med Jesus Kristus at få del i det himmelske rige, den ideelle regering for menneskeheden. Når de sidste af disse godkendte åndelige israelitter ophører med at være mennesker idet de dør og bliver oprejst til liv i det himmelske rige, vil Jesu Kristi rolle som mellemmand også ophøre. Deres nedarvede syndige tilstand i kødet, der krævede at der var en mellemmand mellem dem og hellighedens Gud, vil de lægge bag sig. Ligesom de hellige engle i himmelen, har de herliggjorte åndelige israelitter ikke behov for nogen mellemmand mellem dem og Jehova Gud. (Åb. 22:3, 4) Under Jesus Kristus vil de tjene som konger, præster og meddommere over hele menneskehedens verden. — Åb. 7:4-8; 14:1-3; 20:4, 6; Luk. 22:28-30.

„En stor skare“ får gavn af den nye pagt

23, 24. (a) Hvem samarbejder nu aktivt med resten af de åndelige israelitter, og hvilken indbydelse fik de i forbindelse med Herrens aftensmåltid? (b) Hvad anerkender de selv at de ikke er, men hvordan høster de alligevel nu gavn af den nye pagt?

²³ Ifølge rapporterne findes der i vor tid „en stor skare“ af indviede og døbte kristne der aktivt samarbejder med den lille rest af åndelige israelitter. Lige siden foråret 1938 er de blevet indbudt til at overvære den årlige højtid til minde om Kristi død, ikke for at nyde mindehøjtidens symboler, det usyrede brød og den røde vin, men som respektfulde tilskuere.a De anerkender at Jesus Kristus har været deres himmelske konge siden hedningetidernes udløb i 1914. Sammen med resten af de åndelige israelitter forkynder de nidkært den gode nyhed om Riget „til et vidnesbyrd for alle nationerne“, før denne tingenes ordning når sin afslutning i den kommende ’store trængsel’. (Matt. 24:14, 21) De anerkender at de ikke er åndelige israelitter der har del i den nye pagt, formidlet ved Jesus Kristus, eller er medlemmer af ’den udvalgte slægt, det kongelige præsteskab, den hellige nation’. — 1 Pet. 2:9.

²⁴ Alligevel høster de nu gavn af den nye pagt. De høster gavn af den på nøjagtig samme måde som „den fremmede“ i det gamle Israel høstede gavn af at bo blandt israelitterne som var under Lovpagten. — 2 Mos. 20:10; 3 Mos. 19:10, 33, 34; Åb. 7:9-15.

25. Hvad må ’den store skare’ gøre for at bevare forholdet til Jehova Gud, og hvorfor?

²⁵ For at bevare forholdet til ’Gud, vor Frelser,’ må ’den store skare’ forblive en enhed sammen med resten af de åndelige israelitter. Hvorfor? Fordi disse åndelige israelitter er det hellige folk som vi læser om i Jeremias 31:35, 36, lige efter Guds løfte om den nye pagt: „Så siger [Jehova], han, som satte solen til at lyse om dagen og månen og stjernerne til at lyse om natten, han, som oprører havet, så bølgerne bruser [mod ægypterne, der forfulgte israelitterne], han, hvis navn er Hærskarers [Jehova]: Når disse ordninger viger fra mit åsyn, lyder det fra [Jehova], så skal også Israels æt for alle tider ophøre at være et folk for mit åsyn.“

26. Hvilken sammenligning viser at det åndelige Israel for evigt vil være en del af Guds universelle organisation, og hvorfra vil Jesus Kristus herske over dem der bor på den paradisiske jord?

²⁶ Jehova kunne lige så lidt lade det åndelige Israel forsvinde ud af sin universelle organisation som han kunne lade de himmellegemer der giver jorden lys, ophøre med at være til. I himmelen vil det åndelige Israel være det ny Jerusalem hvorfra Jesus Kristus vil herske som konge over ’den store skare’ der har overlevet trængselen, og over alle de døde der opstår til liv på en paradisisk jord. — Åb. 21:2-24.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 20]

Den gamle lovpagt blev naglet til marterpælen

Den nye pagt trådte i kraft på Pinsedagen