Menighedens plads i den sande tilbedelse
„Jeg [skriver] dette til dig, for at du . . . skal vide, hvordan man bør færdes i Guds hus, som jo er den levende Guds [menighed], sandhedens søjle og grundvold.“ — 1 Tim. 3:14, 15.
1. Hvilken udvikling af organisationer har særlig kunnet iagttages i vort tyvende århundrede, og hvorledes har dette bragt tilbedelsen af Jehova frem i forgrunden?
VI der lever i det tyvende århundrede har været vidne til hvordan nationale og internationale organisationer af en hidtil ukendt størrelsesorden er blevet til. Organisationer der repræsenterer interesser inden for forretningsverdenen, i arbejderstanden, inden for landbrug, blandt forbrugere og inden for politiske og religiøse kredse, søger at forene deres kræfter om at øve en større indflydelse på menneskers tilværelse. Midt i alt dette er et dynamisk og hurtigt voksende samfund af kristne mænd og kvinder spiret frem. Dette samfund har et mål: at vidne om Skaberens, Jehova Guds, navn, egenskaber og hensigter. Det er den nye verdens samfund af Jehovas vidner, som nu snart tæller op imod en million medlemmer. Imidlertid er det hverken dets omfang eller medlemstal der virker så imponerende. Dette samfund repræsenterer mænd og kvinder fra alverdens lande, fra alle nationer, racer og sociale lag, mennesker der bor i mindst 179 lande og som er ét i lære, i tro, i adfærd og i trofasthed mod Jehova og hans regerende konge, Kristus Jesus.
2. Hvilken af de tre faktorer som medvirker til at forene Jehovas vidner, hører man undertiden at der rejses indvendinger imod? Hvad er grundene hertil?
2 Alt dette er et vidnesbyrd om hvilken magt Guds ord og hellige ånd har til at forene mennesker. Mennesker der kender Jehovas vidner har imidlertid lagt mærke til en meget væsentlig faktor ved denne enhed, og det er deres organisering. De har lagt mærke til den gennemførte organisering man ser i den måde hvorpå Jehovas vidner enigt udfører deres forkyndelse, tilrettelægger store stævner og opretholder den samme adfærdsnorm i de 21.008 menigheder de tilhører i hele verden. Det hænder at man træffer mennesker som med nogen ængstelse betragter store organisationer der beskæftiger sig med tilbedelsen af Gud. De indvender undertiden at der kan være fare for at alting bliver overorganiseret, eller at mennesker kommer til at tjene, ja ligefrem tilbede, en organisation i stedet for Gud. Nogle spørger: „Vil en omfattende organisering ikke være tilbøjelig til at hæmme Guds ånds frie udfoldelse og hindre kærligheden i spontant at komme til udtryk blandt indviede kristne?“
3. (a) Hvorfor dannede Jesus ikke en menighed mens han vandrede på jorden? (b) Hvordan kan vi vide at det var Guds hensigt at Jesus skulle bygge en menighed?
3 Eftersom der i dag er en nøje sammenhæng mellem menigheden og tilbedelsen af Jehova, er det af største vigtighed at vi finder Bibelens svar på disse spørgsmål der vedrører menigheden. Det vil være på sin plads at undersøge hvad Bibelen har at sige om den kristne menighed på apostlenes tid. Det er sandt, som nogle hævder, at Jesus ikke dannede en organisation eller en menighed mens han vandrede på jorden; det er dog ikke ensbetydende med at menigheden var en idé apostlene fik. Jesus blev født under en tingenes ordning som hans Fader havde dannet ved hjælp af Moses. Denne ordning stod stadig ved magt, og hvis Jesus havde oprettet en ny organisation ville han være blevet regnet for en sekterer. Nu var Jesus imidlertid kommet for at opfylde Loven. Han ofrede sit eget livsblod og lagde derved en grundvold hvorpå Gud kunne bygge en ny tingenes ordning der hvilede på en ny pagt. Det var med dette i tanke at Jesus udtalte at han med sig selv som hovedhjørnesten ville danne en menighed. — Matt. 5:17; 16:18; Hebr. 8:6, 10-13.
4. Af hvilke ord i den vejledning som Jesus gav sine apostle, fremgår det at der skulle bestå en organiseret ordning iblandt dem?
4 Med denne menighed for øje havde Jesus ved en lejlighed undervist sine apostle i de principper hvorefter denne organisation skulle ledes og styres. Da Jakob og Johannes bad Jesus give dem de højeste stillinger i Riget næst efter ham, svarede han: „I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, er strenge herrer over dem, og de store iblandt dem lader dem føle deres magt. Men således skal det ikke være blandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener; og den, som vil være den første af jer, skal være alles træl.“ (Mark. 10:42-44) Disse ord indeholder ingen antydning af at der ikke skulle oprettes en organisation; de viser derimod at ordningen inden for den organisation som ville omfatte Jesu efterfølgere, skulle rette sig efter Jehovas mønster. — Matt. 5:45, 48.
5. Hvad indbefattede de pligter som Jesus ifølge Mattæus 28:19, 20 og Johannes 21:15-17 pålagde sine apostle?
5 Umiddelbart før Jesus steg op til himmelen befalede han sine disciple at gå ud og gøre disciple af folk af alle nationer, idet de skulle undervise dem om alt det han havde befalet dem. (Matt. 28:19, 20, NW) Dette måtte indbefatte at de skulle undervise dem i det organisationsprincip der skulle gælde, ligesom de måtte forklare dem hvor nødvendigt det var at være i samhørighed med Kristus, på samme måde som grenene på et vintræ. (Joh. 15:4-7; 17:20, 21) Jesus viste endvidere at de apostle som han personligt havde undervist og uddannet ved det talte ord og ved sit eksempel, ville få overdraget særlige pligter, idet de skulle undervise andre som ville lytte til deres lære og antage den. Dernæst var det tillige deres pligt at sørge for at disse mennesker voksede i åndelig forstand. Apostlene ville ikke nøjes med at sætte dem ind i nogle få læresætninger, for derpå at overlade dem til at følge deres egne veje som uafhængige troende; nej, de ville føre dem ind i en enhed, samle dem i en menighed, ligesom fårene i en fold. Jesus gav apostlene det hverv at være hyrder da han befalede dem: „Vogt mine lam!“ „Vær hyrde for mine får!“ og „Vogt mine får.“ Disse ord pålagde apostlene det overordentlig store ansvar at have omsorg for alle de mennesker der blev indsamlet. — Joh. 10:1-17; 21:15-17.
Menigheden tager form
6, 7. Hvordan begyndte den første menighed at tage form efter Pinsedagen, og hvem blev hyrder for den?
6 At apostlene skulle samle disciple og knytte dem til sig i et fællesskab blev demonstreret på Pinsedagen nogle dage senere. Da den hellige ånd var blevet udgydt over dem som bevis for at den nye menighed var blevet grundlagt, begyndte de at forkynde, og en stor skare mennesker samlede sig om dem. De første tre tusind troende antog ikke slet og ret en ny lære, hvorefter de gik hver til sit. De følte et behov for at holde sammen og drage nytte af apostlenes ledelse. Vi læser: „Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne.“ — Ap. G. 2:42.
7 Efterhånden som apostlene og andre troende forkyndte budskabet, nåede dette ud til mange lande, og tusinder af mennesker sluttede sig til dem. Hvor end de kristne befandt sig — om det var i Jerusalem, i Judæas og Samarias egne, i Lilleasien, i Grækenland, i Rom eller andre steder — knyttedes de sammen i et fællesskab med deres medtroende og kom til at udgøre menigheder. (Ap. G. 8:1; 11:22; 13:1; 14:23, 26, 27; 16:5; Rom. 16:5; Kol. 4:16; 1 Tess. 1:1; Filem. 1:2) Apostlene var klar over at de ikke uden hjælp fra andre kunne vogte denne hastigt voksende hjord på rette måde; derfor uddannede de modne og duelige mænd som var godt inde i læren, og udnævnte dem til underhyrder, til tilsynsmænd og assisterende tjenere der skulle varetage menighedernes åndelige behov. Vi lægger mærke til at „profeter og lærere“ stod til tjeneste for menigheden i Antiokia. (Ap. G. 13:1; 14:23; Tit. 1:5-9; Fil. 1:1) Eftersom apostlene og de ældste i Jerusalem var de mest modne og de mest erfarne i tjenesten for Jehova, og af Jesus var blevet bemyndiget til at virke som hyrder, var det kun rimeligt at de blev et styrende råd for alle de nye menigheder, der meget passende kunne anvende de erfaringer apostlene og de ældste havde høstet i menigheden i Jerusalem som et mønster eller et eksempel. — Ap. G. 8:14-17; 16:4, 5; 1 Tess. 2:14; 1:6, 7; Hebr. 6:12.
8, 9. (a) Hvad anså apostlene Peter og Paulus menigheden for at være? (b) Hvilken indstilling skulle alle menighedens medlemmer ifølge Hebræerbrevet 13:7, 17 have over for tilsynsmændene?
8 Alle menighederne i Judæa og Samaria, og senere hen også menighederne i Lilleasien, Grækenland, Rom, Babylon og flere andre steder, udgjorde i virkeligheden Guds ene menighed. (Ap. G. 9:31) Den var en organiseret ordning der opbyggedes ved Guds ånd. Den var langtfra en organisation af menneskelig oprindelse, for Peter kalder den „Guds hjord“ og tilskynder de ældste til villigt at være hyrder for denne hjord. Da apostelen Paulus talte til tilsynsmændene fra Efesus, understregede han med følgende ord at menigheden var Guds ordning: „Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds [menighed].“ Menigheden var Guds, og tilsynsmændene havde pligt til at lede, undervise og oplære alle dem som var betroet i deres varetægt. — 1 Pet. 5:1-4; Ap. G. 20:28; Tit. 1:9; 2:15.
9 Alle menighedernes medlemmer måtte anerkende at denne hyrdeordning havde sin oprindelse hos Gud, hvorfor de måtte underkaste sig den. Apostelen Paulus skrev til hebræerne: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ Ingen kunne derfor med føje afvise en tilsynsmands vejledning eller formaning ved at sige: „Jeg tjener Gud. Jeg har ingen pligter over for dig, og du har ingen pligter der stiller dig over mig.“ Tilsynsmændene skulle aflægge regnskab, og for menighedens skyld burde de kunne gøre det med glæde. Hvis ikke, ville den beretning de aflagde være til skade for de uafhængige, selviske mennesker der havde forset sig. — 1 Pet. 2:13, 14; Hebr. 13:7, 17.
10, 11. (a) Hvad beviser at den synlige, jordiske menighed var „Guds hus“? (b) Hvilken betydning tillægger Paulus menigheden i forbindelse med sandheden?
10 Nogle af medlemmerne i den første menighed har måske tænkt som så: „Menigheden er ikke så betydningsfuld som ordet og ånden. Disse to vil jeg følge, men jeg synes ikke det er nødvendigt at være knyttet til en menighed eller at underordne mig en organisation.“ Andre kan have hævdet at Guds sande menighed bestod i et usynligt, åndeligt fællesskab som ikke behøvede at komme til udtryk i en synlig menighed. Men da apostelen Paulus skrev til Timoteus vedrørende udnævnelse af tilsynsmænd i menigheden, talte han utvetydigt om den synlige menighedsordning på jorden, og ikke om en eller anden åndelig, himmelsk ordning. Derefter tilføjede han: „Jeg [skriver] dette til dig, for at du . . . skal vide, hvordan man bør færdes i Guds hus, som jo er den levende Guds [menighed], sandhedens søjle og grundvold.“ Ja, denne jordiske, synlige menighed blev kaldt „Guds hus“, den levende Guds menighed, og den var langtfra af underordnet betydning eftersom den var „sandhedens søjle og grundvold“. — 1 Tim. 3:1-15; Hebr. 3:4, 6.
11 Det var ikke de enkelte menigheder, men den samlede menighed af Kristi efterfølgere der sammenlignedes med et menneskelegeme med mange lemmer, der indbyrdes måtte samarbejde. Det var i den synlige menighed de kristne ville lære at samarbejde. (1 Kor. 12:4-30) Det var om en synlig menighed Paulus skrev: „Gud har i menigheden sat de forskellige,“ hvorpå han nævner apostle, profeter, lærere, evnen til at helbrede og at tale i forskellige tungemål og så videre, hvilket alt sammen havde at gøre med menighedens tjeneste og virksomhed på jorden, og ikke med en åndelig eller himmelsk tilstand. — 1 Kor. 12:18, 28, NW.
Formålet med menigheden
12. I hvilken forstand skulle de første kristne være fremmede og udlændinge, og i hvilken forstand skulle de udgøre en organiseret gruppe?
12 Hvad var formålet med menigheden? Det var at oplære og forene alle de troende. De kristne skulle ikke være en stor, ubestemmelig og spredt skare mennesker, der hver for sig havde deres anskuelser og troskabsbegreber, som afsondrede sig fra verden og levede ligesom adspredte udlændinge i et fremmed land. Skønt de kristne var fremmede og udlændinge i denne gamle verden, skulle de som ’levende stene opbygges til et åndeligt hus’, til „et helligt folk, et ejendomsfolk“. Det var med andre ord nødvendigt at de på en rent håndgribelig måde blev samlet og knyttet sammen for at tilbede Gud i et fællesskab, som en menighed. — 1 Pet. 2:5-11.
13. På hvilke tre måder illustrerer apostelen Paulus i sit brev til efeserne at de kristne rent håndgribeligt skulle være forenede?
13 Paulus benytter en lignende illustration for at beskrive menighedsordningen og forklare hvordan både israelitter og ikke-israelitter blev forenet i Kristus, blev en enhed som havde fælles mål, pligter og identitet. „Så er I da ikke længer fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren.“ (Ef. 2:19-21) Her benytter Paulus personer og ting til på tre forskellige måder at illustrere hvordan disse organiseres så de kan tjene et fælles formål.. Først taler han om „de helliges medborgere“, der tilkendegiver at de er fælles om de rettigheder, pligter, privilegier og den identitet et sådant borgerskab medfører. Når Paulus dernæst skildrer de enkelte som „Guds husfæller“, vil han vise at alle de troende kristne blev organiseret efter samme mønster som en familie. I hvert eneste hjem råder en bestemt orden, og alle må vise familieoverhovedet respekt og følge husordenen. Ved at sammenligne de enkelte mennesker med sten der „sammenføjes“, understreger Paulus nødvendigheden af en menighed. Inden for menighedens rammer kunne disse „sten“ formes, afpudses og tilpasses. Kun når de var forenet i menigheden som ét samlet folk og ikke hver især søgte at isolere sig, kunne de udgøre Guds tempel og fremme den sande tilbedelse, samtidig med at de blev oplært til deres fremtidige lod i det himmelske riges organisation. — 1 Kor. 3:16, 17; 6:19; 2 Kor. 6:16.
14. Hvordan kunne menigheden som nævnt i Efeserbrevet 3:10, 11 gøre Guds visdom kendt?
14 De salvede kristne i det første århundrede måtte altså holde sammen. Den enkelte skulle ikke holde sig borte fra de andre og søge at tjene Gud uafhængigt af dem. Når Guds himmelske organisation prægedes af orden og harmoni, ville der selvfølgelig også herske harmoni blandt de forenede Guds tjenere på jorden. Dersom Guds visdom i al dens mangfoldighed skulle gøres kendt gennem menigheden, måtte denne nødvendigvis være godt organiseret og være fyldt med fred og harmoni; dens enkelte medlemmer kunne ikke stille sig på afstand af hinanden og hver for sig søge at fremme deres egne interesser. — 1 Kor. 14:33, 40; Ef. 3:10, 11.
15. Hvilke „gaver“ skænkedes til menigheden, og hvad var formålet med dem?
15 Når man læser det fjerde kapitel i Paulus’ brev til efeserne får man et klart billede af menighedsorganisationen som den er opbygget ved Guds ånd, samt af det formål den skal tjene. Først nævner han de pligter de enkelte salvede kristne har over for de andre i gruppen, idet de „bærer over med hverandre i kærlighed, og stræber efter at bevare Åndens enhed“. Fra det ellevte vers forklarer han hvilken foranstaltning i organisationen der tilvejebringer denne tilstand, nemlig menigheden og de gaver Kristus har skænket den i form af tjenere som skal varetage hyrde- og lærergerningen. „Og han gav os [gaver:] nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være eet i troen på og erkendelsen af Guds Søn.“ At disse kristne blev salvet med ånden var ikke ensbetydende med at de som ved et mirakel blev gjort til ét på et øjeblik. Nej, det betød snarere at ånden førte dem til menigheden, hvor de ved hjælp af ånden, ordet og organisationsforanstaltningerne ville blive af samme sind og beredt til deres tjenestegerning. — Ef. 4:11-16; 1 Kor. 1:10.
16. Hvorledes medvirkede menigheden til at opbygge de enkelte medlemmer i kærlighed?
16 De salvede som kom sammen i menigheden fik selv gavn deraf, og var til gavn for de andre. Det var her de på en højst håndgribelig måde blev „sammenføjet“, og ikke bare i usynlig eller åndelig forstand. I menigheden blev de sat til at arbejde sammen, „idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del“, hvilket bevirkede „at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed“. Menighedsorganisationen hverken hindrede eller hæmmede kærligheden i at komme til udtryk, ligesom den heller ikke gjorde den mekanisk som om den fulgte regler. Nej, tværtimod opbyggede og oplærte menighedsorganisationen alle i kærlighed og gav dem lejlighed til selv at lægge kærlighed for dagen. — Ef. 4:16; 2 Tess. 1:1-3: Rom. 1:9-13.
Menigheden en undervisningsorganisation
17. Hvordan skulle menighedens lære blive ensartet, og på hvilken måde var dette gavnligt?
17 Menigheden tjente ikke alene det formål at opbygge alle dens medlemmer i kærlighed; den forenede dem tillige i tanke og i enig forståelse af Bibelen. Nogle af efeserne har måske klaget over at denne ordning virkede som en bremse på den individuelle og selvstændige tænkning og tvang dem til kun at anerkende apostlenes anskuelser, således at de ikke havde frihed til selvstændigt at udvikle deres egne private opfattelser. Men denne ordning begrænsede ikke menighedens forståelse til en eller to enkeltpersoners synsmåde. Den beskyttede rettere menighedens medlemmer mod at blive ofre for „alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser“ og for „menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse“. Trofaste kristne så ikke i denne ordning noget forsøg på at foretage en slags „hjernevask“. De havde taget afstand fra verden og ønskede at aflægge den gamle personlighed og at iføre sig den nye som bliver skabt i overensstemmelse med Guds vilje. Dette blev ophjulpet ved menighedens ensartede undervisningsprogram. — Ef. 4:14, 17-24.
18. Med hvilke argumenter har man søgt at afvise nødvendigheden af en undervisende menighed? Hvad viser at disse argumenter er uholdbare?
18 Hvis nogle foretrak at være uafhængige af menighederne, har de måske hævdet at man kunne opnå nøjagtig kundskab ved ånden og ved fællesskab med Gud, hvorfor en undervisende menighed eller en undervisningsorganisation var overflødig. De har måske peget på udtalelserne i Efeserbrevet 1:17, 18 eller 3:16-19, hvor Paulus skriver at Gud ville give de troende visdom og erkendelse, samt at Kristus ville bo hos dem og at de ville fatte alle disse ting. Eller de kan have henvist til Johannes’ første brev 2:26, 27, hvor Johannes skriver: „I har ikke nødig, at nogen skal lære jer; . . . hans salvelse lærer jer om alt.“ Men læg mærke til at disse udtryk findes i instruktionsbreve som apostlene Paulus og Johannes sendte til menighederne, breve som ville blive anvendt til yderligere at undervise menighedens medlemmer. Hvis ånden direkte underviste alle de åndsavlede, ville det have været unødvendigt at skrive disse breve til menighederne. — 1 Joh. 1:3, 4.
19, 20. Nævn nogle af de sandheder som medlemmerne af den første kristne menighed lærte. Hvordan blev de kendt med dem?
19 Betragt et øjeblik nogle af de livsvigtige sandheder som disse første kristne lærte ved at komme i menigheden. Den afgørelse som apostlene og de ældste i Jerusalem traf med hensyn til forskrifterne for ikke-jødiske troende blev sendt til menighederne pr. brev. I brevet til efeserne blev der åbenbaret nogle enkeltheder i Guds hellige hemmelighed: Gud ville oprette en ny ledelse som skulle sammenfatte alt i Kristus, og Gud ville gøre folk fra nationerne til Kristi medarvinger. Sandhederne om hvordan frafaldet, lovløshedens menneske og Kristi nærværelse skulle åbenbares, og om hvordan udbruddet „Fred og ingen fare!“ skulle markere højdepunktet på Jehovas dag, blev forklaret til medlemmerne af de menigheder hvor brevene til tessalonikerne eller afskrifter af disse breve blev oplæst og studeret. — Ap. G. 15:22-35; 16:4, 5; Ef. 3:3-7; 1 Tess. 1:1; 4:13-18; 5:1-11; 2 Tess. 1:1; 2:2-11.
20 De første kristne fik ved deres samvær med menigheden kendskab til korinterbrevene, der gav forklaring på Herrens aftensmåltid, åndelige gaver og opstandelsen. Ja, alle de forklaringer der i apostlenes breve gives på lærespørgsmål var inspireret vejledning som gennem medlemmerne af det styrende råd udsendtes til de enkelte salvede kristne gennem menigheden. Kun ved at komme sammen med menigheden kunne de drage nytte af tilsynsmænd som „tjente vel“ og som ’holdt fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren’. Og kun på denne måde kunne de rent håndgribeligt lære at der ikke var forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren, fremmed, skyte, træl, fri, mand og kvinde. — 1 Korinterbrev, kapitlerne 11-15; 1 Timoteusbrev, kapitel 3; Kol. 3:11.
21. Hvordan bevarede menigheden sin identitet, og hvilken virkning havde dette på de troende i de forskellige lande?
21 Menigheden havde Gud bygget op for at den kunne forkynde hans dyder og genspejle hans visdom. (1 Pet. 2:9) Af den grund bøjede menigheden sig under Guds vilje; den fulgte ikke de forskellige folkeslags vilje eller deres sæder og skikke. (Ef. 4:20-24) Efterhånden som menigheden bredte sig til mange lande bevarede den sin identitet, de principper der bestemte dens virkemåde, sin rene lære og sin enhed. Den blev ikke formet og præget af enhver lærdoms vind eller af allehånde adfærdsnormer; tværtimod satte den sit præg på alle de mennesker der sluttede sig til den. Menigheden måtte bevares ren og hellig, hvorfor umoralske mennesker blev udstødt af den. (1 Kor. 5:13) Den skulle bringe mennesker i harmoni med Guds ords sandhed; derfor måtte også de mennesker der såede splid eller førte falsk lære udstødes. (Tit. 3:10; Rom. 16:17) På denne måde bevarede menighedsorganisationen sin form og identitet. De principper som var bestemmende for de troendes tænke- og levemåde havde de lært gennem menigheden, og de prægede dem så stærkt at de indvirkede på deres daglige tilværelse, deres ægteskab og deres familieliv, samt på forholdet mellem herre og træl. — Kol. 3:5; Efeserbrevet, kapitel 5.
22. Hvilken rolle spillede den første menighed for den sande tilbedelse?
22 Dette er blot nogle af de bibelske beviser for at den kristne menighed i det første århundrede spillede en vigtig rolle i forbindelse med oplæringen og opbygningen af de salvede kristne. Den var så vist sandhedens søjle og grundvold. Det står klart at menigheden var den foranstaltning hvorigennem Gud gav de kristne forståelse af at de ikke kunne undvære hinanden, og hvorigennem han gav dem rig lejlighed til at vise kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse, samt lærte dem at respektere teokratisk myndighed. Den stod ikke i vejen for Guds ånd og lagde ej heller en dæmper på kærligheden; tværtimod kunne den ved sin lære og sit eksempel opbygge alle sine medlemmer i kærlighed og modenhed således at de var yderst modtagelige for den hellige ånds indflydelse.