Forkynd „livets ord“ i en døende verden

 1. Hvem forkynder i dag budskabet om at menneskeslægten fortsat vil bestå, og hvor finder man dette budskab?

I DAG står selve menneskeslægtens eksistens på spil, at dømme efter militære, videnskabelige og politiske lederes udtalelser. Men til trods for disse foruroligende og ængstende udtalelser lyder i dag et meget overbevisende budskab om at menneskeslægten fortsat vil bestå. Der er nogle der tror på at menneskeslægten ikke vil gå til grunde. Denne lille gruppe mennesker der har en så bemærkelsesværdig tro høres viden om. Overalt forkynder de „livets ord“. Dette livgivende ord findes i Bibelen, det ord vi har modtaget fra livets Kilde, Jehova.

 2. (a) Hvad ville forkyndelsen af „livets ord“ naturligt være forbundet med? (b) Hvordan antyder indledningen til Jakobs brev samt tidspunktet for dets affattelse at ordet skulle spredes?

² Eftersom „livets ord“ står at læse på Bibelens sider vil forkyndelsen af det naturligt være forbundet med udgivelse og spredning af bibler. Hensigten med denne bog var at den skulle spredes overalt. Det viser flere profetier i Bibelen, ligesom det antydes i indledningen til flere af brevene. For eksempel indleder disciplen Jakob sit brev til det kristne Israels symbolske „tolv stammer“ således: „Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, sender hilsen til de tolv stammer i adspredelsen.“ (Jak. 1:1) Hvor langt omkring var ’stammerne’ mon blevet spredt på det tidspunkt, når vi betænker at Jakob skrev sit brev omkring år 60 e. Kr., det vil sige omkring syvogtyve år efter at den hellige ånd var blevet udgydt i Jerusalem på Pinsedagen? På denne dag omvendtes omkring tre tusind jøder og proselytter til at anerkende Jesus som Herre og Mester, Messias eller Kristus, Guds søn, og Apostlenes Gerninger 2:5-11 fortæller os at de kom fra „alle folkeslag under himmelen“, Parthien, Medien, Elam, Mesopotamien. Kappadokien, Pontus, Asien, Frygien, Ægypten, Libyen, Rom, Kreta og Arabien. Efter pinsefesten drog de alle hjem til disse fjerne egne. Skulle Jakobs brev nå ud til alle disse troende af det åndelige Israels „tolv stammer“ måtte det afskrives og sendes viden om.

 3. (a) Hvorfor måtte brevet til hebræerne sendes viden om ligesom Jakobs brev? (b) Hvorfor måtte Peters første brev sendes viden om?

³ Den otteoghalvtredsindstyvende bog i Bibelen er stilet direkte til hebræerne, det vil sige til de hebraisk-talende kristne, og skulle dette brev nå ud til dem, måtte det også sendes vidt omkring som Jakobs brev. (Hebr. 1:1) Indledningen til apostelen Peters første brev lyder: „Peter, Jesu Kristi apostel, sender hilsen til de udvalgte i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien, dem, der bor som udlændinge i adspredelsen og er udvalgte ifølge Gud Faders forudviden.“ (1 Pet. 1:1, 2) Peters brev skulle altså også sendes viden om, og medmindre det originale brev langsomt gik fra menighed til menighed, må der være blevet sendt afskrifter af det til alle de menigheder der nævnes i indledningen.

 4. (a) Hvorfor måtte den sidste bog i Bibelen sendes viden om? (b) Hvoraf fremgår det at Paulus var interesseret i at hans breve blev læst af mange, og hvem i Babylon var bekendt med dem?

⁴ Den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringens bog, stiles af Johannes til „de syv menigheder i provinsen Asien“, nemlig menighederne i Efesus, Smyrna, Pergamum, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea. Denne sidste bog i „livets ord“ skulle altså også spredes. Apostelen Paulus var en flittig brevskriver. Han har skrevet fjorten af de breve der hører til De kristne græske Skrifter, og han var interesseret i at de fik en vid udbredelse. Han skrev således til romerne, korinterne, galaterne, efeserne, filipperne, kolossenserne, tessalonikerne og til alle hebræerne under ét. I slutningen af sit brev til de kristne i Kolossæ siger han: „Når dette brev er læst op, hos jer, så sørg for, at det tillige bliver læst op i laodikensernes menighed, og at I også får brevet fra Laodikea at læse.“ (Kol. 4:16) Selv da apostelen Peter skriver fra Babylon i Mesopotamien viser han at han er godt kendt med Paulus’ breve. (2 Pet. 3:15; 1 Pet. 5:13) Alt vidner om at de første kristne delte „livets ord“ med andre i denne døende verden.

 5. (a) Hvor mange manuskripter af De kristne græske Skrifter eksisterer stadig? (b) Hvis eksempel havde de kristne afskrivere at se hen til når de afskrev Skrifterne, og hvordan var det muligt for dem at afskrive hele Bibelen?

⁵ I dag eksisterer der stadig omkring 4000 håndskrifter af de syvogtyve bøger der hører til De kristne græske Skrifter, men ingen af disse går dog så langt tilbage som til det første århundrede. Herforuden findes omkring 8000 afskrifter af en latinsk oversættelse og omkring 1000 afskrifter af oversættelser til andre sprog. Med hensyn til afskrivningen af Bibelen havde de første kristne, som i begyndelsen udelukkende var jøder eller hebræere, et godt eksempel i de jødiske skriftlærde eller soferim, som fra den skriftlærde Ezras tid tog afskrifter af De hebraiske Skrifter til brug i de jødiske synagoger. Der oprettedes synagoger mange steder, både i og uden for romerriget, overalt hvor der fandtes jøder. Derfor var det muligt at gå ind i synagogen i Antiokia i Pisidien i Lilleasien, eller i synagogen i Berøa i Makedonien, eller synagogen i Rom og høre De hebraiske Skrifter oplæst. (Ap. G. 13:14, 15; 17:10, 11; 28:16-23) De hebraiske Skrifter fandtes således overalt i den daværende verden. Følgelig kunne de kristne afskrivere ikke alene tage afskrifter af De kristne græske Skrifter men også af De hebraiske Skrifter eller af oversættelsen af disse til græsk, den såkaldte Septuaginta-oversættelse, hvis det ikke var muligt for dem at købe eksemplarer af de jøder der solgte dem. De kunne således tage afskrifter af alle Bibelens seksogtres inspirerede bøger.

 6. (a) Hvordan adskilte de kristne sig fra jøderne i spørgsmålet om forkyndelse? (b) I hvilken form findes „livets ord“, som også vist af Jesus under fristelsen i ørkenen?

⁶ Under Moseloven var jøderne forpligtede til at holde sig for sig selv og ikke blande sig med hedningerne. De kristne menigheder havde imidlertid af den større Moses, Jesus Kristus, og dennes apostle fået påbud om at drage ud og i forening udfolde den største forkyndervirksomhed på jorden. De skulle være en kristen organisation der specialiserede sig i at forkynde „livets ord“, den gode nyhed om Guds rige, for hele den døende verden. Dette „livets ord“ er ikke blot en mundtlig tradition, et budskab der er overleveret fra generation til generation. Ordet er nedskrevet og forbliver uforandret trods skiftende tider og forhold, og kan læses, analyseres og sammenlignes med opfyldelsen af Bibelens profetier. Det var grunden til at Jesus Kristus, som selv var „Guds Ord“ og „livets ord“, kunne afvise Djævelens fristelser ved atter og atter at sige: „Der står skrevet,“ og derefter kunne citere hvad der stod skrevet i Bibelen — i Skrifterne! — Matt. 4:1-10.

 7. (a) Hvad forudsagde Jesus om den gode nyhed i vor tid? (b) Hvad var nødvendigt for at dette kunne ske, og i hvor stor udstrækning er det sket?

⁷ I en profeti der peger frem til vor tid, en tid der skulle markeres af verdenskrig, hungersnød, pest, jordskælv og ængstelse og rådvildhed blandt mennesker som følge af at de nærmer sig den universelle Harmagedonkrig, sagde Jesus: „Den gode nyhed skal også først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Mark. 13:8-13, NW) Hvis den gode nyhed om evigt liv gennem Guds rige ved Kristus skulle forkyndes iblandt og forstås af alle folkeslag og nationer, måtte den oversættes til de sprog som alle disse nationer talte. Da Bibelen indeholder et budskab fra Gud til hele verden er den blevet oversat til flere sprog end nogen anden bog i verden. På nuværende tidspunkt er hele Bibelen eller dele af den allerede blevet oversat til 1165 sprog og dialekter, hvilket betyder at 90 procent af verdens befolkning har mulighed for at læse Bibelen eller dele af den såfremt de da er i stand til at læse.

 8. Hvad fortælles om arbejdet med at oversætte Bibelen til gavn for folk i Asien og Afrika og på øerne?

⁸ Det vides at 1000 oversættere tilhørende 100 forskellige trossamfund og repræsenterende 40 forskellige nationaliteter er i færd med at oversætte Bibelen til brug for folkene i Afrika, Asien og på øerne, og de håber at resultatet bliver autoriserede oversættelser. For at skaffe folk med den fornødne sproglige og tekniske viden til dette arbejde står Bibelselskabet, ifølge en udtalelse, nu „på tærskelen til en tid med udvidelser og et samarbejde uden sidestykke i hele dets lange tilværelse“.

 9. Hvornår begyndte bibelselskaber at dukke op, og hvad har paverne i Rom sagt om disse selskaber?

⁹ Det var i begyndelsen af forrige århundrede at bibelselskaberne begyndte at dukke op. Hverken paverne i Vatikanet eller det romersk-katolske præsteskab har set med venlige øjne på disse bibelselskaber. I en pavelig bulle til det romersk-katolske præsteskab i Irland i året 1825 sagde pave Leo XII: „Et vist selskab, populært kaldet Bibelselskabet, har formastet sig til at udbrede sin virksomhed til hele verden. Efter at have ladet hånt om de hellige fædres overleveringer og i strid med Tridentinerkoncilets kendte beslutning, har dette selskab samlet al sin styrke og alle sine midler om det ene: at oversætte — eller snarere fordreje, Bibelen til de forskellige nationers sprog.“ En senere pave, Plus IX, viste sin indstilling til „livets ord“ idet han sagde: „Forbandet være de snedige og svigefulde selskaber som kaldes bibelselskaber, og som giver den uerfarne ungdom Bibelen i hænde.“a

10. Hvilket arbejde fortsatte trods modstand fra katolsk side, og hvad oprettedes i Europa og Amerika?

¹⁰ Til trods for den romersk-katolske kirkes misbilligelse og modstand skred arbejdet med at oversætte og udbrede „livets ord“ fremad. Af den italienske bibel var der allerede før 1500 trykt en halv snes udgaver, og der fandtes atten udgaver af den tyske bibel før Martin Luthers oversættelse kom. I 1804 grundlagdes et bibelselskab i Basel og et i Nürnberg. Samme år blev The British and Foreign Bible Society (det britiske og udenlandske bibelselskab) grundlagt i London, og dette ydede finansiel støtte til oprettelsen af bibelselskaber i det øvrige Europa. I Amerika oprettedes det første bibelselskab i Philadelphia i 1808; i 1809 oprettedes et bibelselskab i New York, og Det amerikanske Bibelselskab oprettedes i 1816. Det danske Bibelselskab og Det svenske Bibelselskab oprettedes begge i 1814. Samme år stiftedes også et bibelselskab i Hamburg-Altona og Det nederlandske Bibelselskab i Amsterdam. Det protestantiske Bibelselskab i Paris godkendtes af den franske regering i 1818. Flere andre bibelselskaber oprettedes derefter i Europa, men som The Encyclopædia Britannica (bind 3, 11. udgave) siger på side 907: „Nogle af dem opløstes igen, ja blev ligefrem tvunget til det på grund af modstand fra politisk eller kirkelig side. Især viste den romersk-katolske kirke sig fjendtligt indstillet.“

11. Hvilket selskab inkorporeredes i 1884, og hvad udgiver det fortsat?

¹¹ Forholdsvis sent, men til Guds fastsatte tid, inkorporeredes i 1884 i Pittsburgh i Pennsylvania det selskab der i dag hedder Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania. Trods stadige angreb fra såvel det romersk-katolske som det protestantiske præsteskabs side er dette selskab vedblevet med at trykke bibler indtil denne dag og er stadig det forlag som Jehovas vidner benytter sig af.

12. I hvor stort omfang er Bibelen blevet udbredt siden bibelselskaberne blev oprettet? Kan man holde trit med befolkningstilvæksten?

¹² Siden oprettelsen af alle disse bibelselskaber har udgivelsen og udbredelsen af Bibelen taget et enormt opsving. Flere end to milliarder eksemplarer af Bibelen eller dele af den er nu udsendt. I 1960 uddeltes af alle bibelselskaber tilsammen 30 millioner eksemplarer i hele verden; deriblandt mange eksemplarer af Det nye Testamente, det vil sige De kristne græske Skrifter. Imidlertid øges verdens befolkning med 45 millioner mennesker om året, eller med 15 millioner flere end der er bibler til. Fremstillingen af bibler holder således ikke trit med befolkningstilvæksten. Dog må vi huske på at en stor del af tilvæksten sker på russisk og kinesisk område, hvilket vil sige bag jern- og bambustæppet, og disse mennesker er ikke nemme at nå med Bibelen.

13. Hvad erfarede et bibelselskab med hensyn til efterspørgselen efter bibler i 1960?

¹³ Der er et voksende behov for flere bibler. Et bibelselskab meddeler at der har været „en forbavsende stigning i efterspørgselen efter bibler i områder hvor der er opstande og stor politisk spænding“; at selskabets lager var udtømt på Cuba og i Congo; at nye oplag måtte trykkes og friske forsyninger sendes ad luftvejen for at efterspørgselen fra religiøse organisationer i de urolige områder hurtigst muligt kunne efterkommes; at organisationen, sammen med andre bibelselskaber i femoghalvfjerds lande, havde udsendt flere end 23 millioner bibler eller bibeldele sidste år [1960], hvilket er 32 procent flere end i 1959. — New York Times, 12. maj 1961.

Hvordan arbejdet ikke bliver gjort forgæves

14. Hvorfor må en stor del af dette bibelspredningsarbejde være gjort forgæves? Hvordan er det alene muligt at forstå Bibelen?

¹⁴ Her vil det være på sin plads at stille nogle spørgsmål: Hvor meget af dette store bibelspredningsarbejde er blevet gjort forgæves? I den senere tid har interessen for at læse udviklet sig med eksplosiv fart, og tallet på dem der læser Bibelen er uden tvivl blevet øget. Men kan bibellæsning alene give læseren liv? Mon ikke mange der med stor begejstring og værdsættelse begyndte at læse Bibelen, atter har opgivet det efter nogen tids forløb og har sat bogen hen til de andre bøger på reolen? Er det muligt for den enkelte selv at forstå Bibelen og finde samklangen mellem dens forskellige udtalelser? Gud gav ikke Bibelen til et enkelt menneske men til en nation, først jødefolket, og derefter til det folk som Peter kalder Guds ’hellige folk’, det folk som er „Guds Israel“ og hvis omskærelse ikke er kødets men hjertets omskærelse. Bibelen er altså bestemt for en organisation. Den kan kun forstås i samfund med Guds synlige organisation, den der er fyldt med hans hellige ånd. — 1 Pet. 2:9; Gal. 6:12-16.

15. Hvordan viser beretningen om den ætiopiske hofmand at Bibelen ikke kan forstås medmindre man får hjælp fra andre?

¹⁵ Tænk på den ætiopiske hofmand der læste Bibelen. Han var på vej hjem fra et besøg i templet i Jerusalem og sad og læste højt af Esajas’ profeti mens han kørte af sted. Ledet af Guds engel standsede den kristne evangelieforkynder Filip vognen og spurgte hofmanden om han nu også forstod det han læste. Ærligt svarede han: „Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?“ Så inviterede han Filip til at sætte sig op i vognen og lyttede derefter til hvordan Filip forklarede profetien for ham ud fra den kristne synsvinkel. Nu forstod han så meget at han ønskede at følge Jesus Kristus, „Guds Ord“. Da de kom til et sted hvor der var vand spurgte han: „Hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?“ Efter at have døbt ætioperen forlod Filip ham, og ætioperen fortsatte sin vej med glæde. — Ap. G. 8:26-39.

16. Hvem måtte man i forbindelse med for at få Bibelen forklaret, som vist med jøderne i Berøa?

¹⁶ Tænk også på de bibellæsende jøder i Berøa i Makedonien. De hørte Loven og Profeterne oplæst i deres synagoger og studerede også Skriften privat, men de forstod den ikke. Så kom apostelen Paulus, og han gik til deres synagoge. Det han fortalte dem var nyt og anderledes. Men de havde et ret sind. Hvordan gav dette sig til kende? „De tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således. Så kom da mange af dem til tro, og ikke få af de fornemme græske kvinder og mænd.“ (Ap. G. 17:10-12) For at forstå Bibelen og opnå frelse måtte de have den forklaret ved at komme i forbindelse med Guds organisation.

17. Hvilke spørgsmål stiller man uvilkårligt i betragtning af at Bibelen oplæses i jødiske synagoger og i kristenhedens kirker og hjem?

¹⁷ Fra da af og igennem de forløbne nitten århundreder har jøderne i deres synagoger hørt Loven, Profeterne og Salmerne oplæst sammen med rabbinernes kommentar hertil. Men har dette ført til frelse for jøderne? Ser vi på de mange forskellige religiøse samfund i kristenheden, som lytter til oplæsning både af Bibelens hebraiske og græske skrifter i deres kirker og hjem, må vi spørge om bibellæsningen har ført til frelse for alle disse millioner af mennesker?

18. Hvilket tydeligt bevis har vi på at al denne bibellæsning har været forgæves?

¹⁸ Hvor meget af denne bibellæsning har egentlig hjulpet disse mennesker til at træffe de rette beslutninger angående de vigtige spørgsmål der melder sig i denne tid hvor vi lever ved „afslutningen på tingenes ordning“ og hvor nationerne står til doms for Gud i spørgsmålet om hvem de vil anerkende som universets suveræn — Jehova Gud eller Satan Djævelen? Til trods for det folk hører oplæst fra Bibelen inden for kristenhedens religiøse systemer følger de stadig trop med denne gamle verden, ganske som ateisterne, agnostikerne, skeptikerne og hedningerne gør. De forbereder sig ikke til at møde „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved at stille sig på Guds riges side, skønt den gode nyhed om Guds rige nu forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. (Matt. 24:14, NW) Øjensynligt har deres bibellæsning været forgæves. Hvad er der derfor brug for?

19. (a) Hvorfor er det i sig selv prisværdigt at trykke og udbrede Bibelen? (b) Hvad må Bibelen imidlertid suppleres med, som vist i tilfældet med ætioperen og jøderne i Berøa?

¹⁹ Som i tilfældet med ætioperen og jøderne i Berøa har de brug for en vejleder eller lærer, en der er fyldt med Guds hellige ånd og som står under Guds ledelse, som Filip og Paulus. Filip og Paulus tilhørte ikke længere det forkastede jødefolks menighed men Guds nyvalgte organisation, hans ’udvalgte slægt’, hans ’hellige folk’, hans „ejendomsfolk“, der var fyldt med hans ånd. Vi skal være de første til at anerkende at oversættelse, trykning og udbredelse af Bibelen er et prisværdigt arbejde. Der findes ingen bedre bog end Bibelen man kunne udbrede. Symbolsk kaldes den „åndens sværd“, og det er afgjort bedre at fremstille og uddele „åndens sværd“ end at være med i rustningskapløbet og fremstille våben og ammunition til krig der sårer, lemlæster og dræber mennesker. Men Bibelen må suppleres. Med hvad? Ikke med kristenhedens eller jødedommens religiøse lederes overleveringer. Den må suppleres med den forkyndelse som indviede og døbte mennesker i Guds organisation udfører, mennesker som Gud sender ud for at prædike og undervise.

20. Hvilke ord af Jesus gælder stadig, og hvad har man brug for udover Bibelen?

²⁰ Nitten hundrede år har ikke sat Jesu afskedsord til sine disciple ud af kraft. De gælder stadig. Han sagde: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se! Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Helt frem til „afslutningen på tingenes ordning“, som vi nu oplever, har mennesker udover Bibelen, Guds skrevne ord, haft brug for den undervisning som Guds udsendinge giver.

21. Hvad siger Paulus og Jakob om dem der blot læser og hører livets ord og om dem der handler efter det?

²¹ Tænk på Paulus’ ord: „Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud. Thi alle, som synder uden lov, skal også gå fortabt uden lov; og alle, som synder under loven, skal dømmes ved loven; thi ikke lovens hørere [som synder under loven] er retfærdige for Gud, men lovens gørere skal retfærdiggøres.“ (Rom. 2:11-13) Og på Jakobs ord: „Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Thi hvis nogen er ordets hører og ikke dets gører, så ligner han en mand, der betragter sit eget ansigt i et spejl: når han har betragtet sig selv, går han bort og glemmer straks, hvordan han så ud. Men den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig i sin gerning.“ (Jak. 1:22, 25) Altså ikke de der blot læser Bibelen, heller ikke de der blot hører Bibelens ord oplæst, men de der gør efter livets ord vil blive godkendt og belønnet med liv.

22. (a) Hvad må vi gøre udover at trykke og udgive bibler? (b) Og udover at trykke og udgive bøger der forklarer Bibelen?

²² Hvad følger heraf? At vi ikke alene skal trykke og udgive bibler, men også leve efter Bibelen. At vi ikke alene skal sørge for at Bibelen kommer ind i folks hjem, men at vi også besøger folk igen og hjælper dem med at forstå Bibelen, så de virkelig kan få udbytte af at læse den. Vi må aftale et bibelstudium med dem, så de kan komme til at se sandheden i Bibelen ud fra åbenbarede skriftsteder og de profetier der opfyldes nu ved „afslutningen på tingenes ordning“. Vi må hjælpe dem til at se sandheden ud fra den måde hvorpå Gud handler med den synlige organisation han har udvalgt og som han bruger til at forkynde „livets ord“. Vi skal heller ikke kun trykke og udgive bøger der forklarer Bibelen; vi må også hjælpe læserne til at forstå disse bøger, og vi må være i stand til at bevise det der står i dem ved hjælp af den bibel som folk selv har.

23. (a) I hvilke henseender bør vi alle efterligne den største lærer i bibelkundskab der nogen sinde har levet? (b) Hvad er vi derved med til?

²³ I dette arbejde må vi især efterligne den største lærer i bibelkundskab der nogen sinde har levet på jorden, Jesus Kristus, Guds Ord personificeret. Da Gud udgød sin ånd over Jesus blev denne bemyndiget til at prædike. (Es. 61:1-3; Luk. 4:16-21) Det arbejde han fik overdraget udførte han, men der forlyder intet om at Jesus udgav en bibel. Han overlod afskrivningen af Skrifterne og fordelingen af disse til de jødiske skriftlærde på hans tid. Han specialiserede sig ikke i at lave afskrifter af Bibelen eller i at lave bibelmanuskripter, men i at undervise i de skrifter der allerede fandtes. Han benyttede folks private eksemplarer af Skriften eller dem der opbevaredes i synagogerne. (Luk. 4:17, 20) Vi kan ikke alle sammen trykke og udgive bibler, men vi kan alle være med til at sprede bibler. Og fremfor alt kan vi være lærere i bibelkundskab. Det er på denne måde vi alle kan være med til at udbrede og forkynde „livets ord“ i dag.

24. Hvad kan der siges om Jehovas vidners brug af bibeloversættelser i deres arbejde fra hus til hus?

²⁴ „Men Jehovas vidner bruger da deres egen bibeloversættelse,“ vil nogle sige for at skabe fordom mod Jehovas vidners bibelundervisningsarbejde. Bibelen selv giver til kende at den oprindelig blev skrevet (på hebraisk, aramaisk og græsk) af Jehovas vidner, lige fra Moses til apostelen Johannes, som skrev den sidste bog i Bibelen. Men hvem har frembragt de mange bibeloversættelser? Mennesker der har hævdet at være Jehovas vidner? Nej, mennesker der for de flestes vedkommende var medlemmer af forskellige trossamfund i kristenheden. I dag udfører Jehovas vidner det i Bibelen påbudte undervisningsarbejde på 158 sprog. Hertil bruger de ikke deres egne bibeloversættelser, men de benytter sig af de 1165 oversættelser der allerede foreligger. Hvor Bibelen allerede findes i de hjem som Jehovas vidner besøger i deres forkyndelsesarbejde, benytter de disse bibler, ligesom den besøgte bruger sin egen bibel under et bibelstudium i hjemmet. Og selv om Jehovas vidner benytter disse bibler er de i stand til at forkynde det samme budskab, den samme gode nyhed om Guds oprettede rige ved Kristus.

25, 26. (a) Hvilket selskab benytter Jehovas vidner som deres redskab, og hvilke bibler har dette selskab trykt og udgivet? (b) Hvilken bibeloversættelse benytter Jehovas vidner i deres forkyndelse?

²⁵ Watch Tower Bible & Tract Society forestår administrationen af forkynderarbejdet, forlagsvirksomheden og de juridiske anliggender for Jehovas vidner. Dette selskab udgiver engelske bibler der er trykt på Selskabets egne trykkemaskiner i Brooklyn, New York. Først toogfyrretyve år efter at Selskabet var blevet inkorporeret begyndte det på sine egne maskiner at trykke et græsk-engelsk Ny Testamente kaldet The Emphatic Diaglott, udarbejdet af et medlem af Christadelphia-samfundet tyve år før Selskabets oprettelse. Otteoghalvtreds år efter at Selskabet var inkorporeret begyndte det at trykke en udgave af den engelske autoriserede oversættelse, King James-oversættelsen af 1611. Tres år efter Selskabets oprettelse påbegyndtes en udgave af The American Standard Version af 1901, og i 1961, syvoghalvfjerds år efter at Selskabet inkorporeredes, har det for første gang fremstillet New World Translation of the Holy Scriptures i ét bind. Denne bibeloversættelse var i årene fra 1050 til 1960 kommet i seks bind efter hinanden. Den foreligger kun på engelsk og benyttes derfor ikke af Jehovas vidner i deres forkyndelsesarbejde på de øvrige 157 sprog som budskabet nu forkyndes på i 185 lande.

²⁶ Vi behøver altså ikke at have vor egen bibeloversættelse for at kunne forkynde og lære det herlige budskab der adskiller Jehovas vidner fra alle kristenhedens sekter — den gode nyhed om Jehova Guds og Kristi oprettede rige. Vi benytter de bibler der er for hånden på de forskellige sprog.

27. Hvad drejer sagen sig om i dag, hvis ikke om at oversætte og udgive bibler? (b) Hvad bør de enige forkyndere gøre med hensyn til „livets ord“?

²⁷ I dag drejer det sig ikke om at oversætte og udgive bibler men om at undervise mennesker i Bibelens budskab om Riget. Fortsæt derfor som enige forkyndere af „livets ord“. Bevar et fast og sikkert greb om „livets ord“, samtidig med at I deler det med andre i denne døende verden. „Livets ord“ er for hele verden, for alle nationer. „Vær glade, I nationer, med hans folk,“ siger Jehova Gud selv. (5 Mos. 32:43; Rom. 15:10, NW) Vi opfordrer jer derfor til i alle nationer at finde de mennesker der søger livet og bringe dem glæde ved enigt at forkynde Guds herlige ord, „livets ord“, for dem.

[Fodnote]