Teokratiets vækst

 1. Hvorfor havde den unge mand en målesnor? Hvad skulle engelen sige til ham?

PROFETEN ZAKARIAS, en mand, som Jehova brugte, så i et syn en mand med en målesnor. I Zakarias, det andet kapitel, fortælles det, at denne unge mand med målesnoren i hånden gik hen for at måle Jerusalem for at se, hvor bredt og langt det var. Da engelen, som talte til den unge mand, var ved at gå bort, trådte en anden engel frem og sagde til ham: „Løb hen og sig til den unge mand der: Som åbent land [som byer uden mure, AT] skal Jerusalem ligge, så mange mennesker og dyr skal der være i det. Jeg vil selv, lyder det fra Jehova, være en ildmur omkring det og herliggøre mig i det.“ (Zakarias 2:7, 8) Denne unge mand var interesseret i Jerusalem, ellers ville han ikke have taget sig tid til at finde ud af, hvor bred og hvor lang den var.

 2. Hvem er den unge mand et billede på? Hvorfor er byen åben og uden mure?

² I dag finder vi på jorden en gruppe kristne mænd og kvinder, der som denne unge mand oprigtigt er interesseret i det Jerusalem, som er oventil og er vor moder. (Galaterne 4:26) De er virkelig interesseret i Guds organisation og dens vækst. Mure er ikke dens grænser. Nej, det er en voksende stad som en by uden mure. Det ville være svært at tage dens nøjagtige mål, for den vokser stadig, og flere og flere strømmer ind i den. Den skare trofaste kristne, som den unge mand var et billede på, var en ganske lille organisation i årene fra 1914 til 1918, for dengang var der kun en rest af Guds trofaste folk, der virkelig undersøgte og ransagede profetierne for at forvisse sig om deres betydning og finde ud af, hvilken opgave de havde at udføre i Jerusalems store organisation. De ønskede at kende dens mål, og de ønskede at kende Guds arbejde bedre.

 3. Hvorledes stillede de verdslige religionsdyrkere sig i modsætning til den „unge mand“?

³ Verden var gået i krig. Folk havde rejst sig imod folk, og rige imod rige. Sorg, nød og elendighed fra den ene ende af jorden til den anden, som forudsagt i Mattæus 24. Jordens folk og nationer var selviske i bund og grund og kun interesserede i, hvad de kunne opnå for sig selv. De havde ingen tid tilovers for Gud, og de søgte heller ikke at leve efter Guds sandheds og retfærdigheds principper. Selv religionsdyrkerne i de store protestantiske og katolske organisationer, i de jødiske og hedenske samfund, var optaget af denne verdens anliggender og viede senere Folkeforbundet og dette gamle, døende tingenes systems problemer deres fulde opmærksomhed. Glemt var Guds egen udtalelse: „Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jakob 4:4) Nej, jordens nationer havde ikke tid til at søge Guds rige som menneskehedens eneste håb. Det var kun en rest af Guds folk, der gjorde det, blot nogle få trofaste efterfølgere, skildret gennem den unge mand i Zakarias’s syn. De var villige til at bruge målesnoren i Guds organisation.

 4. Hvorledes begyndte væksten efter 1918 af organisationen, som en by uden mure?

⁴ Dette Jerusalem skulle ikke være en by omgivet af mure, med faste grænser, så ingen kunne komme ind eller ud, når portene var lukket, men det skulle være som en åben by. Det skulle være en by i vækst, thi både mennesker og dyr skulle komme og slå sig ned der. Den skulle vedblive med at sprede sig og nå ud til nye områder. Det er netop, hvad der sker med Guds organisation. Fra 1918 fortsatte denne lille rest af Guds folk med ihærdigt at forkynde, at Guds rige er for hånden. Nationerne var ikke interesseret i det rige, tværtimod, de var modstandere af det. På den anden side lyttede tusinder af retsindige mennesker i alle disse nationer til det budskab, Guds salvede bragte dem, og de kom ind i Guds organisation, Jerusalem, den voksende stad, og søgte råd og bistand hos den. Ifølge Selskabets egne rapporter fra den tid var der kun 3868 personer, der i 1918 forkyndte budskabet om Riget for verdens folk og opfordrede dem til at søge tilflugt, trøst og vejledning i dette Jerusalem. Herrens ånd var over den lille skare trofaste tjenere, mens de standhaftigt forkyndte og nåede helt til jordens ender med det glædelige budskab. Det varede ikke længe, før mange, som lyttede til og studerede sammen med Jehovas vidner for at lære Jehova at kende, tog standpunkt på hans side. Staden vedblev at vokse.

 5, 6. Hvordan vedblev Esajas 54:2, 3 med at blive opfyldt til trods for den anden verdenskrig? Hvordan blev organisationen een hjord med een hyrde?

⁵ Da nationerne i verden gik ud i en anden verdenskrig, der medførte større ensretning og strengere totalitært styre over folkene, fortsatte denne rest sammen med de retsindige forkyndelsen af Guds ord. I dag ser vi endnu flere i denne åbne by, som Jehova ved hører ham til. Sker nu ikke det, som profeten Esajas sagde for århundreder siden, og hvorom der berettes i det 54. kapitel, versene 2 og 3: „Vid rummet ud i dit telt, spar ikke, men udspænd din boligs tæpper. Du må gøre dine teltreb lange og slå dine teltpæle fast. Thi du skal brede dig til højre og venstre, dit afkom tage folk i eje og bo i de øde byer“? Jehovas vidner ser nu denne vækst for deres øjne. De bor i den voksende by.

⁶ Med disse „mange mennesker“ var der også meget kvæg, og dette repræsenterer på udmærket måde Guds organisations rigdomme. Kristus Jesus sagde: Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også samle, for at der kan blive een hjord, een hyrde. Kristus Jesus er den gode Hyrde over denne store organisation, som han samler i hele sin udstrækning lige inden krigen på Guds, den Almægtiges, store dag, det vil sige slaget ved Harmagedon.

 7. Hvem skal endnu findes og mærkes i panden, og hvorfor?

⁷ Nu i 1951 finder vi resten af Guds folk og den store skare, der er blevet mærket i deres pander af den salvede skare, arbejde sammen side om side. Profeten Ezekiel (9:1-11) skildrer for os manden med skrivetøjet, der gik gennem byen og satte et mærke i deres pander, som sukkede og jamrede over de vederstyggeligheder, som blev øvet i deres by eller organisation. Nu er der tusinder, og det kan endnu blive til millioner af mennesker, der sukker og jamrer over de forfærdelige forhold, der eksisterer i kristenheden og i hele verden, og som søger efter sandhed og trøst og opmuntring. De vil alle blive fundet, derom hersker der ikke mindste tvivl, for som Paulus sagde: „Jehova kender dem, der hører ham til.“

 8. Hvorfor har de, som kommer ind i organisationen, ingen grund til at frygte, fordi den ingen materielle mure har?

⁸ Jehova Guds gode hyrde, Kristus Jesus, er den, der foretager indsamlingsarbejdet, og han har pålagt sit folk på jorden at udføre arbejdet med at forkynde det gode budskab om den kommende nye verden. Dette gode budskab appellerer til de sagtmodige og får dem til at vende sig til Guds ord, og det drager dem nærmere til Jehova. Da de er kommet til denne åbne by og stoler på Gud og har tillid til hans ord, er de ikke ængstelige for, hvad der måtte ramme dem. De er sikre på at blive beskyttet. Var Gud ikke i stand til at beskytte Israels menighed, så den ikke blev opslugt af jorden, der begravede de utro modstandere? Var Gud ikke i stand til at bevare Noa og hans familie gennem Vandfloden? Er Jehova Gud derfor ikke i stand til at bevare dem, som er kommet til hans åbne by? Det er han ganske afgjort! For i overensstemmelse med Zakarias’s syn lyder det fra Jehova: „Jeg vil selv være en ildmur omkring det og herliggøre mig i det.“ De, som er kommet til Herrens organisation, Jerusalem, anerkender Jehova som deres Gud og Jerusalem som hans organisation og føler sig trygge, fordi Gud er deres beskytter. De behøver ikke at sætte deres lid til de mure eller fæstningsværker, denne verdens nationer rejser for at beskytte sig, fordi „Jehova kender dem, der hører ham til“.

 9. Hvem er organisationens herlighed, og hvorfor?

⁹ Hele denne organisations herlighed, dette Jerusalem, som er oventil, hans kvinde, er Jehova, for han sagde: Jeg vil herliggøre mig i det. I denne gamle verdens sidste dage er det Jehova Gud, som har opbygget sin organisation og forårsaget Teokratiets vækst. Dets vækst og herlighed skyldes ikke mennesker eller nogen jordisk organisation. Det er ham, der gennem sin søn har samlet de „andre får“ i hundredtusindvis og gjort den til en stor stad. Jehova giver den sin velsignelse og beskyttelse. Indbyggerne i denne store stad er ikke uvirksomme, men udbreder bestandig og forkynder budskabet om Guds rige til jordens ender, for at alle skal kende, at Jehova er universets suveræn, og at herliggørelsen af hans navn og ord er nær for hånden.

Flugten fra det store Babylon

10, 11. Hvilket råb har der lydt til hans folk i Babylon? Hvordan er det blevet modtaget, og af hvem?

¹⁰ I det tiende vers i Zakarias’s profeti lyder råbet: „Op, op, fly bort fra nordlandet.“ Det er en direkte befaling fra Herren. „Thi fra himmelens fire vinde samler jeg jer, op, red jer til Zion, I, som bor hos Babels datter. Thi så siger Hærskarers Jehova, hvis herlighed sendte mig til folkene, der hærger jer: Den, som rører jer, rører min øjesten.“ — Zakarias 2:10-12.

¹¹ Det skyldes Guds barmhjertighed og kærlige omsorg, at han har samlet resten fra Nordens folk, der er Babylon. Andetsteds sagde han: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ (Åbenbaringen 18:4) Han har draget omsorg for, at resten af hans folk, Zion, har kunnet fly fra denne onde, djævelske verden til et sikkert sted i hans stad sammen med hans „andre får“, der nu drager ud derfra. Verdensherskerne har søgt at underkue alle nationernes folk og tvinge dem til at følge deres selviske diktat. Men Gud befaler, at de skal flygte fra Babylon og blive et frit folk — hvis ikke i legeme så i samvittighed, og de gør det! De gør sig fri af dens undertrykkelse, trældom og syndige levned. De er ikke længer slaver under denne onde organisation. De giver kejseren, hvad kejserens er, men ikke hvad der er Guds! De har fået deres øjne åbnet for den nye verden og for den nye verdens samfund. „Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ — Galaterne 5:1.

12. Hvorfor stiller de sig ikke tilfreds med blot selv at være frie?

¹² De, som allerede er blevet udfriet fra Babylons undertrykkelse, selv om de i nogle tilfælde stadig sidder i fængsler, arbejdslejre, koncentrationslejre, er ikke tilfredse med selv at have opnået frihed. De benytter enhver lejlighed til at tale med fremmede, skønt de kropsligt set sidder fangne i Babylon. De vil hjælpe de fremmede til at se vejen til liv ved at lede dem bort fra dette gamle system og til et nyt, der fører til evigt liv. Paulus sagde i Hebræerne 13:1: „Lad broderkærligheden vare ved. Glem ikke venlighed mod fremmede.“ — NW.

13. Hvorledes berører det Jehova, dersom forfølgere lægger hånd på hans folk? Hvorfor tillader han det?

¹³ De, som holder sig fra uretfærdighed og tager standpunkt helt på Jehovas side, vil han drage omsorg for som sine egne, fordi „Jehova kender dem, der hører ham til“. Hvis nogen rører dem, som han har udvalgt og velsignet, er det, som rørte de ved hans øjesten. Jehovas organisation, det frie Jerusalem, er vor moder og det, der står Herren nærmest. Han har skabt den og dannet den til sin pris. Den enkeltperson eller de nationer, der kæmper imod Gud eller hans vidner, vil komme til at bøde derfor. De hører ham til, og til sin tid vil han håndhæve sin dom over alle modstandere. Det betyder ikke, at Jehova ikke vil tillade den enkelte eller dele af hans organisation at lide. Det vil han, for at de enkelte, der rammes på denne måde, kan bevise deres retskaffenhed og trofasthed. Men han vil mærke sig dem, der begår denne uret, og siger samtidig advarende til os: „Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer! Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Jehova.“ — Romerne 12:18, 19.

14. Hvorledes viser han, at han på forhånd vidste, at vi ville blive behandlet således? Hvilket indsamlingsarbejde fortsætter til trods herfor?

¹⁴ Jehova følger alt, hvad der foregår i hele hans organisation. Han ved, hvordan hans folk vil blive behandlet. „Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld. Men ikke et hår på jeres hovedskal gå tabt.“ (Lukas 21:16-18) Til trods herfor vil der blive aflagt et større vidnesbyrd end nogen sinde til herliggørelse af Jehovas navn. Vi lever i denne gamle verdens sidste dage, og vi må derfor vente disse ting. Nu er tiden inde til at samle en stor skare for hans navns skyld, og denne skare er ved i hast at blive samlet fra jordens ender. Et højt råb går derfor ud til jordens ender til alle Babylons indbyggere, der sukker og jamrer, om at flygte fra den og unddrage sig dens voldshandlinger nu og senere dens fuldstændige undergang. Hvis du elsker Herren, så søg hans beskyttelse og kom til hans by, den åbne by uden mure, for Jehova selv er en ildmur rundt om den. Han elsker dem, som er i den, og at røre en af disse trofaste tjenere er som at røre hans øjesten.

15. Hvad vil han snart gøre med nationerne? Hvad får vi derfor befaling til at gøre?

¹⁵ Tiden er ikke langt borte, da Jehova Gud vil hjemsøge nationerne og tilintetgøre dem. Da Jesus blev spurgt om, hvad der var tegnene på denne verdens ende, fortalte han sine apostle mange ting, som de skulle spejde efter, og i dag ser vi opfyldelsen heraf. Der vil derfor ikke være længe til Harmagedon. De, som er kommet til at kende Herren, kan gøre, som de er blevet befalet: „Jubl og glæd dig, Zions datter! Thi se, jeg kommer og fæster bo i din midte, lyder det fra Jehova. Og mange folk skal på hin dag slutte sig til Jehova og være hans folk og bo i din midte, og du skal kende, at Hærskarers Jehova har sendt mig til dig. Og Jehova tager Juda til arvelod.“ (Zakarias 2:14-16) Tror du det? Taler du om det?

16. På hvilken måde vil vi hjælpe folk til at træffe en beslutning? Hvorfor og hvordan?

¹⁶ Det er vanskeligt for folk at bestemme sig til, hvad de vil: Blive i denne gamle, døende verden med dens rigdomme, fornøjelser og popularitet, eller som de udtrykker sig „løbe risikoen“ ved at sætte deres lid til den nye verden. Vil du, som kender Gud og har indblik i hans ord, vise din tro gennem gode gerninger? Når man studerer og kender Guds ord og tror på det, så er det ikke et spørgsmål om at løbe nogen risiko. Man må være sikker på udfaldet. Dersom du er sikker, vil du bestræbe dig for at overbevise andre, der er rede til at forlade Babylon. Hvis man flygter fra den gamle verden og fra nationerne, der udplyndrer en, hvad vil der så ske? Først og fremmest at man vil befinde sig på vejen til evigt liv. Man vil have lejlighed til at tilbede den Højeste, Skaberen, i al evighed. Men for at kunne tage imod dette livs velsignelse må man anerkende hans søn, Kristus Jesus, for bibelen siger, at hver den, som tror på ham, har mulighed for at opnå det evige liv. Vil du som en kristen hjælpe en sådan til at få kundskab om disse ting? Det vil ikke blive let, og det vil kræve tålmodighed og tid fra begge parters side.

17, 18. Hvorledes stiller verden sig? Hvad må vi tage standpunkt for, og hvem bør vi efterligne?

¹⁷ Vi må alle huske på, at vi lever i en gammel verden, en verden, der modstår oprettelsen af Guds rige. Den har været en modstander af Riget i århundreder. Selv dengang Kongen Kristus Jesus var på jorden og udøvede sin vidunderlige forkyndergerning, sørgede verdens nationer for, at han blev slået ihjel ved at blive naglet til en pæl. Han døde som en synder, en oprører, en modstander af kejserens romerske styre, en mand, der var hadet af selve de religiøse jøder, der så hen til Messias. Han gennemgik megen forfølgelse. Det var ikke let for kongen Kristus Jesus at leve i denne gamle verden. Han vidste, at de ville dræbe ham, og til sidst gjorde de det, men det gjorde ham ikke bange. Han havde sit arbejde at udføre og gjorde det for at være alle tiders største vidne om den almægtige Guds navn og ord,

¹⁸ Kristi Jesu trofaste efterfølgere må efterligne hans eksempel. Der er ikke nogen anden vej. De må være for Jehovas rige. De ønsker ikke længer at lade sig udplyndre af nationerne og komme under deres åg, derfor flygter de ud fra Babylons gamle verden med dens djævelske styre og stiller sig under himmelens konges, Kristi Jesu, herredømme, hvem de ved nu hersker i himmelen. Han blev indsat på tronen af Jehova Gud og gjort til konge i 1914.

En stor skare forkynder Riget

19. Hvad siger den store skare nu i opfyldelse af Åbenbaringen 19:6, og hvorfor?

¹⁹ En vidunderlig ting er sket for vore øjne! I dag ser vi en stor skare mennesker, der har lyttet til budskabet om Riget, og som nu siger: „Pris Jah, I folk, thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“ (Åbenbaringen 19:6; NW) Ja, tiden er inde til, at Jehovas navn skal ophøjes, og de, som er flygtet ud af den babyloniske organisation, indser og anerkender, at Jehova er blevet konge, ved at han har sat sin søn på tronen for at herske midt iblandt hans fjender. Det er en glædens og jubelens dag.

20, 21. Hvilken virkning havde apostlenes mirakler? Hvorledes blev endogså de misforstået?

²⁰ I menighedens første tid gav Jehova Gud gennem sin hellige ånd eller virkekraft apostlene magt til at udføre mirakler. Dette fik mange mennesker til at lytte til apostlenes ord. Disse særlige eller mirakuløse gaver ophørte med apostlenes død, og vi ser dem ikke skænket til nogen i vor tid.

²¹ I vil huske beretningen i Apostlenes Gerninger, kapitel 14, hvor apostlene Paulus og Barnabas forkyndte det gode budskab og havde udført et mirakel. Da folket så de vidunderlige ting, disse mænd gjorde, ville de gøre dem til guder, for de troede, at himmelens guder var kommet ned til jorden og var blevet mennesker. „Men da apostlene Barnabas og Paulus hørte dette, sønderrev de deres klæder og sprang ind midt i folkeskaren, råbte og sagde: Mænd, hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker med samme svagheder som I, og vi forkynder det gode budskab for jer, for at I skal vende jer bort fra disse tomme ting og til den levende Gud, der har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad der er deri.“ (Apostlenes Gerninger 14:14, 15; NW) Paulus og Barnabas tog ikke æren for udførelsen af disse mirakler. De vidste, at det skete ved Guds kraft, derfor gav de ham æren. De fortalte dem, som flokkedes omkring dem, at den, som stod bag dette mirakel, var himmelens og jordens Skaber, og at selv var de blot ganske almindelige menneskelige skabninger. Hele deres hensigt med at forkynde og udføre miraklet var at vende folket til den eneste sande Gud og ikke af nogen anden grund. De ønskede at vise folket, at deres hedenske guder i templerne, hvor der blev frembåret ofre, ikke var levende guder, der var tilbedelse værdig. De fremholdt sandheden fra Guds ord i modsætning til falsk religion. Til trods for at de oprigtigt og ærligt søgte at hjælpe folket, blev de forfulgt og jaget af dem andre steder under deres rejser, på grund af de mirakler de udførte og især på grund af budskabet, de forkyndte. Ikke desto mindre fandt sandheden et sikkert fodfæste der tilbage i tiden.

22. Hvorledes forholder det sig med sådanne mirakler i vor tid? Hvad er vi genstand for fra nationernes side, og hvori udviser vi alligevel udholdenhed?

²² Således forholder det sig også i dag med det gode budskabs forkyndere. Budskabet bliver stadig forkyndt, men mens de ikke har magt til at udføre mirakler, har de fra Gud magt og myndighed til at forkynde dette evangelium til verdens ende. Herrens folk er blevet udfriet fra den babyloniske organisation og fra nationerne, der hærgede og udplyndrede dem. Fordi de har vendt disse organisationer ryggen, bliver de plaget af babylonierne. De er ganske vist stadig i verden, men de er ikke længere en del af den. De er kommet til den åbne by uden mure under Jehovas beskyttelse, og de ved, at „Jehova kender dem, der hører ham til“. Kristi Jesu trofaste efterfølgere vil uanset undertrykkelse holde fast ved retfærd og gudfrygtig hengivenhed. De vil holde ud under al den modstand, der bliver rejst imod dem, fordi de ved, at selv Kristus og apostlene blev forfulgt og gennemgik mange prøvelser og trængsler. Derfor måde nu gøre det samme, thi det er kun ved udholdenhed, at de vil vinde sejr til sidst. Det er Jehovas vidners mål at hjælpe folket, derfor kan de ikke give tabt.

23. Hvilke egenskaber må vi lægge for dagen under forkynderarbejdet? Hvorfor?

²³ Dengang Paulus skrev til Timoteus, fremhævede han, at vi måtte have tro, kærlighed og udholdenhed og måtte fortsætte i vort forkynderarbejde med et mildhedens sindelag. Vi skal ikke blive vrede og rase og skælde, som folkene i denne gamle verdens nationer gør. Vi skal ikke bære os ad, som deres hovedrepræsentanter gør ved de Forenede Nationers konferencer. Deres højrøstede og grove tale under valgkampagner er typisk for deres manglende kærlighed til hinanden. Kristne kan ikke føre den slags tale. Det er usømmeligt. Gennem støt og trofast kærlighed og hengivenhed må de i mildhed lægge udholdenhed for dagen. Ud fra dette sindelag vil de kunne tale til verdens folk og være i stand til at overbevise alle slags mennesker, så de lytter til budskabet. De er ikke stolte og hovmodige, og de tror heller ikke, at de er bedre end andre mennesker. For at vinde sejr i denne kamp for troen må de forkynde ordet på en måde, der behager Gud, og på en måde, der vil få sandheds- og retfærdssøgende mennesker til at lytte efter. Er det ikke Guds ønske, at alle slags mennesker skal frelses? Og føler Jehovas vidner ikke det samme?

24. Hvorledes aflægger vi den gode bekendelse hele verden over? Og med hvilke resultater siden 1945?

²⁴ Paulus sagde: „Kæmp for sejr i troens gode strid, grib det evige liv, som du er kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse.“ (1 Timoteus 6:12; NW) For at den kristne kan vinde sejr i troens gode strid, må han aflægge en offentlig bekendelse og fortælle alle slags mennesker, hvad han tror. Jehovas vidner gør dette i hele verden, og resultaterne fra de seks sidste år viser Jehovas rige velsignelse. Nedenfor skal her anføres antallet på forkynderne af Riget, der måned for måned har forkyndt budskabet hele året igennem. Det sidste tal angiver forøgelsen af forkynderantallet i forhold til det foregående år.

Forkyndere 1945 127.478; forøgelse siden 1944 16.973

Forkyndere 1946 158.034; forøgelse siden 1945 30.556

Forkyndere 1947 181.071; forøgelse siden 1946 23.037

Forkyndere 1948 230.532; forøgelse siden 1947 49.461

Forkyndere 1949 279.421; forøgelse siden 1948 48.889

Forkyndere 1950 328.572; forøgelse siden 1949 49.151

25. Hvilken forøgelse har der været i forkynderantallet i de senere år? Hvorledes kæmper vi for at sejre?