Gud er ikke partisk
„JEHOVA jeres Gud er guders Gud og herrers Herre, den store, vældige og frygtindgydende Gud, der ikke behandler nogen med partiskhed.“ (5 Mos. 10:17, NW) Disse tillidvækkende ord, der blev udtalt af profeten Moses, bekræftes gentagne gange af Bibelens beretning om Guds handlemåde med menneskene.
På grund af Guds upartiskhed er muligheden for at blive hans godkendte tjenere, der har håb om evigt liv, ikke blevet begrænset til blot nogle få. Det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden. For der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. (1 Tim. 2:4-6) Eftersom alle mennesker er blevet Guds og Kristi ejendom på grundlag af genløsningsofferet, er ingen afskåret fra at udnytte muligheden for at opnå frelse. Race, evner, udseende og social stilling har intet at sige i den forbindelse.
Tænk på Israels folk. Det er sandt at Jehova Gud for en tid udelukkende tog sig af israelitterne som det folk der bar hans navn. Men læg mærke til at han ikke havde udvalgt dem fordi de var et stort eller talrigt folk. Moses sagde til dem: „Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at [Jehova] har fattet velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det mindste af alle folk.“ (5 Mos. 7:7) „[Det var] fordi han elskede dine fædre og udvalgte deres afkom efter dem og selv førte dig ud af Ægypten ved sin store vælde.“ — 5 Mos. 4:37.
Hvorfor kan vi sige at Gud ikke viste partiskhed, når han dog specielt udvalgte israelitterne? Fordi han samtidig pålagde dem et større ansvar end det der hvilede på de folkeslag der ikke kendte ham. Da de undlod at adlyde hans lov, kom de derfor under en særlig forbandelse. Det fremgår af Femte Mosebog 27:26: „Forbandet enhver, som ikke holder denne lovs ord i hævd og handler efter dem!“
De andre folkeslag fik lov at følge deres egne veje, og alligevel tillod Gud dem at drage nytte af hans gavmilde foranstaltninger. Selv om Jehova havde magt til at holde solen og regnen tilbage, brugte han kun sjældent denne magt over for menneskene, og i de tilfælde hvor han gjorde det, var det for at det skulle tjene en særlig hensigt. (2 Mos. 10:23; Amos 4:7) I det store og hele har nationerne været sådan stillet som apostelen Paulus beskrev det for indbyggerne i Lystra: „I de forgangne generationer har han [Gud] tilladt alle nationerne at gå deres egne veje, skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ (Apg. 14:16, 17) Desuden har Jehova Gud truffet foranstaltning til at hele menneskeheden kan blive velsignet gennem Messias og dennes medarvinger, det vil sige „Abrahams sæd“. — 1 Mos. 22:18.
I den tidsperiode hvor Jehova Gud tog sig særligt af israelitterne, kunne enkeltpersoner i andre lande alligevel opnå hans gunst og bevågenhed. Det viser kong Salomons bøn ved indvielsen af templet på Morija bjerg. Han bad således til Jehova: „Selv den fremmede, der ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit navns skyld, — thi man vil høre om dit store navn, din stærke hånd og din udstrakte arm — når han kommer og beder, vendt mod dette hus, da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel.“ — 1 Kong. 8:41-43.
Ikke-israelitter velsignet
Bibelen beretter om adskillige tilfælde hvor ikke-israelitter der lagde tro for dagen, endog blev særlig velsignet af Jehova.
Der var enken i Zarepta, der viste gæstfrihed mod Jehovas profet Elias. Af den grund undgik hun ved et mirakel at hendes lille forsyning af mel og olie slap op under hungersnøden. Et endnu større mirakel var opstandelsen af hendes eneste søn. — 1 Kong. 17:8-24; Luk. 4:25, 26.
Skøgen Rahab, der boede i Jeriko, opgav sin nedværdigende levevej, viste tro på Jehova og handlede i overensstemmelse med den måde hvorpå han benyttede Israel. Hun og hendes slægtninge gik derfor ikke til grunde sammen med de andre af Jerikos indbyggere. Da hun indgik et ærefuldt ægteskab med Salmon fik hun desuden, uden selv at vide det, den forret at blive medlem af den slægtslinje som førte frem til Messias. — Rut 4:20-22; Matt. 1:5, 6; Hebr. 11:30, 31; Jak. 2:25.
Moabitterinden Rut vandt ligeledes Guds godkendelse. Hun valgte Jehova som sin Gud og forlod villigt sit fædreland for at leve blandt israelitterne, det folk der anerkendte ham som den sande Gud. Til gengæld lod den Højeste hende blive et led i den mest betydningsfulde slægtslinje, den der førte frem til Messias. — Matt. 1:5.
Med Messias’ fremtræden fik israelitterne, på grundlag af Guds pagt med deres forfader Abraham, som de første mulighed for at blive hans loyale disciple. Derefter, i år 36 e.v.t., blev den samme forret tilbudt den første skare uomskårne ikke-jøder. Apostelen Peter sagde til denne skare: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ — Apg. 10:34, 35.
Efterlign Guds upartiskhed
Eftersom Gud er upartisk bør alle der ønsker at opnå hans godkendelse, også søge at være upartiske. Det vil sige at de må undgå at favorisere nogen på grund af uddannelse, økonomisk status, fremtrædende stilling eller lignende. De må ikke bedømme nogen efter kødelige, ufuldkomne, menneskelige normer. Det der virkelig betyder noget er ikke de ydre ting, men det et menneske er i hjertet.
Guds upartiskhed pålægger hans tjenere det ansvar at hjælpe alle slags mennesker til at komme til nøjagtig kundskab om sandheden. Ingen bør betragte nogen som uværdig hertil. Alle kan hjælpes til at forandre sig hvis blot de selv vil. Apostelen Paulus skrev til korinterne: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene.“ (1 Kor. 6:9-11) Når mennesker bringer deres liv i overensstemmelse med Guds vilje kan de altså blive hans rene, godkendte tjenere.
Når vi virkelig forstår at Gud er upartisk, vil vi også lettere kunne have det rette syn på hvad andre måtte mene om os. Vi vil ikke først og fremmest være optaget af at behage mennesker, som vi måske kunne gøre indtryk på ved hjælp af ydre midler, men af at behage Jehova Gud, der ser på hjertet. Vi vil følge den bibelske formaning: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven. I skal trælle for Herren, Kristus. Den der gør uret, vil visselig få igen hvad uret han har gjort, og der er ingen partiskhed.“ — Kol. 3:23-25.
Guds upartiskhed har i sandhed ført til storslåede velsignelser for menneskeheden. Den har bevirket at alle, og ikke kun nogle få, kan vælge at træde ind i et godkendt forhold til Jehova, med udsigt til at leve evigt. Værdsætter vi dette bør det tilskynde os til at hjælpe så mange som muligt til at opnå nøjagtig kundskab om sandheden. Det bør få os til ikke at favorisere nogen og ikke være for optaget af hvad andre mener om os. Når vi gør alt som for Jehova og efterligner hans upartiskhed, kan vi være sikre på at blive rigt belønnet.