Rystende overgreb mod friheden i Puerto Rico
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I PUERTO RICO
Det var kort efter midnat. Fem bevæbnede mænd nærmede sig en høj bygning i San Juan i Puerto Rico. Tre af dem var uniformerede politifolk. De to andre var hemmelige agenter.
I dyb stilhed bevægede de sig op til en etage et stykke oppe i bygningen, hvor tre kvinder sluttede sig til dem. De otte nærmede sig langsomt døren til et lille værelse.
Lå en farlig forbryder på lur inde i værelset? Eller var der måske en terrorist som truede den lokale befolkning på livet? At dømme efter hvad der nu skete, skulle man tro at det var tilfældet.
En af politifolkene blev efterladt som vagt uden for døren, mens de syv andre gik ind. De nærmede sig en seng hvor der lå en femogfyrreårig kvinde, som syntes at være ved at dø. Hun skreg og gjorde modstand da hun så hvad der var ved at ske med hende. Men det nyttede ikke. Hun blev overmandet og bundet til sengen. Hendes mand og hendes tre børn protesterede, men blev holdt tilbage så de ikke kunne komme hende til hjælp.
Nogle få timer senere blev denne kvinde i sin kritiske tilstand og imod sin mands og sine børns vilje ført bort til et andet lokale. Dér satte man en kniv for hendes strube og skar for at blotte halspulsåren!
Denne behandling kunne kvinden ikke holde til, og hun faldt i en choktilstand. Hun kom sig aldrig, men døde kort efter, til stor sorg for hendes mand, hendes børn og de mange venner de havde haft fælles.
En forbrydelse mod menneskeheden
I mange lande ville den behandling man gav denne kvinde blive betragtet som en rystende forbrydelse, som en kidnapning med overfald og grov legemsbeskadigelse. Det var en forbrydelse mod menneskeheden, et overgreb mod den valgfrihed alle mennesker bør have.
Hvorfor? Fordi offeret, Ana Paz de Rosario, ikke havde begået den mindste lovovertrædelse. Hun var respekteret som en fredelig og lovlydig borger. Hvorfor fik hun da denne brutale medfart?
Hun havde gennemgået en operation for en alvorlig sygdom. Hun underkastede sig frivilligt den kirurgiske behandling og nævnte samtidig at hun var villig til at modtage flere forskellige former for behandling. Hun havde dog ét ønske. Blandt de mulige former for behandling var der én hun gerne ville være fri for. Det var ikke blot af medicinske grunde, men også fordi det stred mod hendes samvittighed.
Hendes læge bekræftede at hun ikke behøvede den form for behandling. Han gennemførte operationen uden, og sagde at behandlingen alligevel ikke ville have haft nogen videre betydning i betragtning af karakteren af hendes sygdom.
Men — både før og efter operationen havde en slægtning (ved ægteskab), uden at hendes mand eller hendes børn vidste det, fået en domstol til at prøve at tvinge lægen til at give hende den form for behandling hun havde frabedt sig. Det drejede sig om en blodtransfusion.
Nu indtraf der en hel kæde af begivenheder i hurtig rækkefølge. Anklagere, dommere, politifolk, sygeplejersker og andre sluttede sig sammen om at fratage hende den frihed ethvert menneske har til selv at afgøre hvad der skal ske med dets legeme. Tre forskellige dommerkendelser blev presset igennem, alt sammen uden at man havde spurgt patienten selv, hendes mand eller deres børn, hvoraf to var voksne og myndige. To af dommerkendelserne blev endda udstedt uden at den ansvarlige læge var blevet spurgt!
Valgfrihed nødvendig
Mon noget voksent menneske som er ved sine fulde fem, kunne tænke sig at blive behandlet sådan? Hvis en læge for eksempel anbefalede en bestemt kost som han mente De ville have godt af, men De ikke ønskede den, kunne De så tænke Dem at blive bundet til en seng mens man prøvede at tvinge maden ned i halsen på Dem til trods for Deres indvendinger? Eller hvis lægen anbefalede en medicin som De ikke syntes om, hvad ville De da mene hvis han holdt Dem fast med magt og gav Dem en indsprøjtning med denne medicin?
Hvad nu hvis det drejede sig om en behandling som De af flere grunde var modstander af? Hvis det for eksempel drejede sig om en behandling som De af samvittighedsgrunde modsatte Dem, en behandling som også var skyld i at der hvert år var tusinder af mennesker der mistede livet og titusinder af andre som fik mén af det? Ethvert voksent menneske vil foretrække at få lov til selv at vælge, og til at sige nej til de former for behandling som det ikke bryder sig om.
Fru Rosario døde efter den medfart man havde givet hende. Det er højst sandsynligt at hendes død blev fremskyndet, måske endda forårsaget, af det chok hun blev udsat for. Det er også højst sandsynligt at hendes legeme ikke kunne tåle selve transfusionen og gjorde oprør mod den. Interessant nok havde den læge som behandlede tilfældet, allerede opereret flere andre patienter uden at bruge blod. Han havde aldrig mistet en patient fordi han ikke brugte blodtransfusion.
Flere læger opererer uden blod
Flere og flere læger udfører nu operationer uden blod. Hvorfor gør de det? På grund af de komplikationer blodtransfusioner kan give.
Den verdensberømte hjertelæge dr. Denton A. Cooley fra Texas Heart Institute i Houston har sagt: „Det er nu en klar kendsgerning at de fleste større operationer kan gennemføres uden transfusion. . . . Vort mål er at se hvor lidt vi kan nøjes med.“ Dr. Jerome H. Kay har i den amerikanske lægeforenings tidsskrift skrevet følgende: „Vi har undgået blodtransfusioner i videst mulig udstrækning. . . . Vi har nu udført cirka 6000 operationer på åbent hjerte på Saint Vincent’s Hospital i Los Angeles. Til de fleste patienter har vi ikke brugt blod, og det er vort indtryk at de har klaret sig bedre.“
I tidsskriftet Medical World News har der stået: „Selv om alt donorblod kontrolleres ved de allermest nøjagtige prøver der findes i dag . . ., vil mange patienter alligevel få hepatitis efter en transfusion.“ En statistik fra U.S.A. viser at mindst 10 procent af dem der får hepatitis af denne grund, dør af det. Den kendte hjertelæge dr. Charles P. Bailey fra St. Barnabas Hospital i New York har sagt: „Faren for skader på grund af uforligelighed og for nyreskader efter transfusioner, kan reduceres, men aldrig fjernes helt, uanset hvor omhyggeligt man søger at finde den rette blodtype.“
Bladet Let’s Live bringer denne udtalelse af en læge: „Jeg har udført op mod 20.000 operationer uden at give blodtransfusion en eneste gang, og aldrig er en patient død fordi jeg ikke har givet blod.“ Og i den ansete lærebog Textbook of Surgery af Davis-Christopher står der at „kun omkring 1 procent [af alle blodtransfusioner] gives i livredningsøjemed“.
Det fremgår heraf at der er stor risiko forbundet med at modtage blodtransfusion. Som sagt er der hvert år tusinder der dør af det og titusinder der får mén. I betragtning heraf bør patienterne naturligvis selv have lov at vælge om de vil modtage en transfusion eller ikke. Den samme rettighed ønsker ethvert menneske i sit valg af kost, medicin, vitaminer, læge eller tandlæge. Det drejer sig om ens eget legeme. Et voksent menneske der er ved sine fulde fem bør have ret til selv at afgøre hvad der skal ske med dets eget legeme.
At nægte andre denne ret, eller at påtvinge dem noget med magt, er noget man kunne forvente i middelalderen eller måske i en nazistisk koncentrationslejr. Det hører ikke hjemme i et civiliseret samfund.
Religiøse indvendinger
Når en patient desuden har religiøse indvendinger mod en bestemt behandlingsform, må man forstå at det drejer sig om vedkommendes samvittighed, hans tilbedelse af den almægtige Gud. Her bør loven og dens håndhævere i endnu højere grad værne om den enkeltes frihed.
Da fru Rosario modsatte sig blodtransfusion, var det ikke alene af lægelige grunde, men først og fremmest af religiøse grunde. Hun fulgte vejledningen i Bibelen, som hun anerkendte som Guds inspirerede ord. Hun så Bibelen som en vejledning for dem der ønsker at tilbede Gud på rette måde.
Hun var klar over at Bibelen forbyder mennesker at indtage blod. Hvor står det i Bibelen? Flere steder, både i De hebraiske Skrifter (Det gamle Testamente) og De græske Skrifter (Det nye Testamente). For eksempel står der i Apostelgerninger, kapitel 15, vers 20, ifølge den autoriserede danske oversættelse at „de skal afholde sig . . . fra blod“. I vers 29 gentages forbudet, og i øvrigt findes det mange andre steder i Bibelen. — 1 Mos. 9:3, 4; 3 Mos. 17:10-14.
Nogle vil måske sige at der her tales om at drikke blod, altså at indtage det gennem munden. Men forbudet gælder al indtagelse af blod, ligegyldigt hvordan det foregår. Hvis man fik at vide af sin læge at man ikke måtte få alkohol, ville det naturligvis ikke være bedre at få det som direkte indsprøjtninger i årerne end at få det gennem munden.
Det er rigtigt at mange ser stort på Bibelens forbud mod blod. Den afgørelse må de selv træffe, og de bærer selv ansvaret for hvad de gør. Men fru Rosario tog altså ikke let på sagen. Derfor var det — både af religiøse grunde, af lægelige grunde, og ud fra menneskerettighedernes synspunkt — et rystende overgreb der fandt sted mod hende. Det er skammeligt at hun på så barbarisk vis blev udsat for overfald og vold.
Hvordan sagen opstod
Det hele begyndte med at Ana Paz de Rosario fik mavesmerter og gik til en lokal klinik. Hun fik en smertestillende pille og blev sendt hjem. En uge senere viste det sig at hendes tilfælde var akut, og hun blev indlagt på Doctor’s Hospital i San Juan under tilsyn af en læge.
I en periode på syv dage tog lægen en lang række prøver, men hævdede at han ikke kunne se at der var noget i vejen. Han sagde imidlertid til fru Rosario at hvis han var nødt til at operere, ville han ikke gøre det uden blod. Både patienten og hendes mand følte at hun ikke fik nogen særlig god behandling, og de besluttede at se sig om efter en anden læge, som ville respektere deres syn på blodtransfusion.
Fru Rosario blev derfor overført fra Doctor’s Hospital til San Martín Hospital i San Juan. En læge som respekterede hendes syn på blod, gik ind på at tage sig af tilfældet. Hans undersøgelser viste at hun havde koldbrand i tyndtarmen og måtte opereres.
Indblanding
Men dagen før havde en slægtning til fru Rosario på eget initiativ henvendt sig til den offentlige anklager ved distriktsdomstolen i San Juan. Han erklærede at fru Rosario skulle opereres og at lægerne ønskede tilladelse til at bruge blod. Dette var naturligvis slet ikke tilfældet i forbindelse med lægen på San Martín Hospital. Det var kun lægen ved det første hospital der havde ytret dette ønske.
Alene ud fra denne mands ord, og uden overhovedet at tale med patienten, hendes mand eller den læge der tilså hende, udfærdigede distriktsdommeren Carlos Delgado en dommerkendelse. Den gav overlægen ved det første hospital, Doctor’s Hospital, tilladelse til at anvende blod. Men fru Rosario var som nævnt allerede overført til et andet hospital.
Dagen efter, på San Martín Hospital, blev fru Rosario opereret. Lægen fjernede næsten tre meter af hendes tyndtarm, som var blevet angrebet af koldbrand. Operationen blev udført uden brug af blod, som patienten og hendes mand havde ønsket. Efter operationen var hendes tilstand alvorlig, men stabil, og hun var ved bevidsthed.
Den følgende dag modtog lægen ved San Martín Hospital den dommerkendelse som dommer Delgado havde udstedt. Den var forsinket, fordi den først var blevet stilet til Doctor’s Hospital. Da operationen nu var blevet udført, og uden blod, så lægen på San Martín Hospital ingen grund til at der skulle gives blod.
Her burde sagen være endt. Men indblandingen fortsatte. Dagen efter operationen gik den førnævnte slægtning på eget initiativ tilbage til den offentlige anklager ved distriktsdomstolen med endnu en beediget erklæring. Han sagde nøjagtig det samme som i sin tidligere erklæring. Domstolen ignorerede den ansvarlige læge der havde udført operationen. Den rådførte sig hverken med ham, patienten, hendes mand eller hendes børn.
Distriktsdommer Alberto Toro Nazario udstedte endnu en dommerkendelse; den havde nøjagtig samme ordlyd som den der var blevet udstedt nogle dage forinden. Denne gang var den blot stilet til lægen ved San Martín Hospital.
Lægen spurgte fru Rosario om hun ønskede en blodtransfusion. Hun svarede eftertrykkeligt NEJ! Hun var et voksent menneske, hun havde gjort sig sit standpunkt klart, og hendes mand var enig med hende. Lægen bad derefter de tre sygeplejersker som passede patienten, om at underskrive en erklæring om at patienten var ved fuld bevidsthed og havde nægtet at modtage blodtransfusion.
Arrestordre
Fordi der ikke var blevet givet blod, udstedte domstolen nu en arrestordre mod lægen! Han blev sigtet for foragt for retten og tilsagt til samme dag at møde for distriktsdommer Edgardo Márquez Lizardi. Patienten, hendes mand eller hendes børn var ikke med ved afhøringen. De blev hverken rådspurgt eller informeret; de kendte intet til denne afhøring eller til arrestordren mod lægen.
Dommeren udsatte lægen for et længere forhør. Lægen fremførte at han ikke havde vist foragt for retten, for den første dommerkendelse, udstedt af dommer Toro Nazario, nævnte ikke at der skulle gives blod med magt, mod patientens vilje. Han forklarede også at sygdommen var så langt fremskredet at han ikke kunne garantere at patienten ville overleve, selv om der blev givet blod.
Dommer Márquez Lizardi udfærdigede nu endnu en dommerkendelse, dateret samme dag som afhøringen. Men denne gang var den mere præcis. Den nævnte direkte at der skulle gives blod uden hensyn til patientens ønske. Den forbød enhver at stille sig hindrende i vejen for den påtvungne transfusion. Dommeren besluttede også at det puertoricanske politi skulle sørge for at ordren blev udført.
På trods af alle appeller nægtede dommeren at annullere sin ordre. Den blev udført den næste dag.
Et chok for patienten
Klokken 1.30 næste morgen ankom de fem bevæbnede mænd — tre politifolk og to agenter — til hospitalet og sluttede sig til de tre sygeplejersker. De trængte ind på patientens tosengsstue og gav alle andre besked på at gå. Ægtemanden insisterede på at være til stede, og fik lov til det. Men han blev forhindret i at gøre noget som helst for at standse de indtrængendes forehavende.
Fru Rosario satte sig til modværge og råbte: „Gør det ikke! Jeg er ingen forbryder!“ Hun prøvede at standse sygeplejerskerne, men blev holdt tilbage, og hendes hænder og fødder blev hurtigt bundet til sengen. På den måde kunne hun ikke gøre modstand mod blodtransfusionen. På dette tidspunkt faldt hun hen i en choktilstand.
Det viste sig at lægerne ikke kunne indføre blodet gennem hendes arm. De besluttede derfor at gennemføre en operation, udelukkende for at blotte halsåren, så blodet kunne indføres ad den vej. Hun blev overført til operationsstuen, et indsnit i halsen blev foretaget, og blodet blev indført.
Fru Rosario var delvis i coma i flere dage; hun nåede aldrig at blive i stand til at tale med nogen igen, og siden blev hun grebet af krampe. Sygeplejerskerne sluttede hende straks til en nyremaskine, en lungemaskine, og endnu et apparat. En læge gav hende endnu en blodtransfusion. Kort efter døde fru Rosario.
Når man ved at en blodtransfusion kan have højst uheldige virkninger, og samtidig tænker på hvilket chok det har været for en syg kvinde der ikke ønskede transfusionen, at blive bundet på hænder og fødder og få transfusionen påtvunget, forstår man at alt dette kan have været skyld i, eller i hvert fald have bidraget til at hun døde i så ung en alder. Denne kvindes blod hviler på dem som har været ansvarlige for hele denne uværdige og afskyelige forestilling. — 2 Mos. 20:13; Apg. 20:26.
„Hvor er jeg?“
Ægteparret Rosario havde bedt om hjælp hos deres venner og hos flere tilsynsmænd fra deres trossamfund. Men selv de kunne ikke standse begivenhederne. Enhver appel til myndighederne var forgæves.
En af disse kristne tilsynsmænd befandt sig uden for lokalet da overgrebet blev begået. Han hørte fru Rosario råbe og klage. Men eftersom døren var bevogtet af politi, kunne han intet gøre.
På et tidspunkt blev døren revet op, og ægtemanden kom ud. „Se hvad de gør ved min kone!“ råbte han. Men en eller anden trak ham ind i lokalet igen, samtidig med at betjenten foran døren stillede sig op foran ham. Døren blev lukket.
Den kristne tilsynsmand kunne ikke mere holde det ud. Han følte sig syg om hjertet, fik kvalme, gik nedenunder og kastede op. Det der var sket, fyldte ham med en ubeskrivelig lede. „Hvor er jeg?“ tænkte han. „Er dette virkelig Puerto Rico? Kan det virkelig ske i dette land at en syg og hjælpeløs kvinde bliver overfaldet på et hospital? Man skulle ikke tro det muligt at noget så forfærdeligt kunne ske her i Puerto Rico! Men det er altså sket!“
Det skal siges til ros for patientens egen læge, at han samarbejdede med ægteparret så meget han kunne. Men ligesom patientens hænder og fødder var bundet i bogstavelig forstand, var lægens hænder bundet i overført betydning. Han kunne ikke gøre mere for at hjælpe hende. Avisen El Vocero fra San Juan meddelte senere at lægen havde oplyst retten om at „en blodtransfusion ikke giver nogen sikkerhed for at en patient i denne tilstand vil overleve, fordi sygdommen i de fleste tilfælde skrider hurtigt frem alligevel“.
Avisen citerede også en udtalelse af en kendt forfatningssagfører i Puerto Rico. Han erklærede at det er „en overtrædelse af borgerrettighederne“ at påtvinge en borger noget der strider imod vedkommendes tro, når denne tro ikke strider mod loven.
Andre tilfælde
Dette rystende overgreb mod friheden er ikke et isoleret tilfælde. Det er ikke den eneste gang noget sådant er sket i Puerto Rico. Der har været flere af den slags sager i de seneste år. Både børn og voksne har fået påtvunget blodtransfusioner gennem dommerkendelser.
For kort tid siden var der for eksempel en seksogtrediveårig mand som frabad sig at der blev brugt blod i behandlingen af hans sygdom. Han underskrev en erklæring om at hospitalet og lægerne var fritaget for ethvert ansvar for konsekvenserne af at han ikke fik blod. Hans hustru var ganske enig med ham i hans synspunkt. Men lægerne insisterede på at bruge blod. Patienten og hans hustru blev udsat for et frygteligt pres. Han blev bedøvet med narkotika, og mens han var bevidstløs indførte man blodet i hans legeme.
Ligesom fru Rosario respekterede denne mand landets lov. Han var en samvittighedsfuld borger i landet. Men han troede også, ligesom hun, at man, som Guds ord siger, må ’adlyde Gud som sin hersker mere end mennesker’, når der opstår en konflikt mellem menneskers ønsker og Guds bud. — Apg. 5:29.
Andre vil måske ikke se på det på samme måde. Ud fra deres samvittighed har de lov til at bestemme hvad de selv ville gøre i deres tilfælde. Men de mennesker hvis samvittighed berøres af spørgsmålet, bør også nyde godt af deres gudgivne frihed til selv at vælge hvilken form for lægebehandling de ønsker. At påtvinge en patient en form for behandling som vedkommende ikke ønsker, kan kun være et udtryk for lægeligt hovmod. Det er en fornærmelse mod den frihed som så mange har kæmpet så hårdt for i århundredernes løb. Det er et angreb mod menneskets værdighed. Og, værre endnu, det er et angreb mod Gud. Som Bibelen siger i Romerbrevet 14:12, vil der komme en dag hvor ’hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud’. Det gælder også mennesker som prøver at forhindre oprigtige tilbedere af Gud i at adlyde hans love.
[Tekstcitat på side 10]
Hvert år er der tusinder der dør, og titusinder der får mén, af blodtransfusioner. Dr. Charles P. Bailey siger: „Faren for skader på grund af uforligelighed og for nyreskader efter transfusioner, kan reduceres, men aldrig fjernes helt, uanset hvor omhyggeligt man søger at finde den rette blodtype.“
[Illustration på side 11]
Rosario studerer regelmæssigt Bibelen sammen med sin familie. Hans hustru studerede også Bibelen, og lærte derigennem Guds lov om blodet at kende.
[Illustration på side 13]
San Martín Hospital i San Juan, Puerto Rico. På dette hospital blev fru Rosario bundet til sin seng og en blodtransfusion blev påtvunget hende mod hendes egen og hendes mands vilje