Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Tjen Jehova i din ungdom
    Rigets Tjeneste – 1976 | Oktober
    • lærer for eksempel at læse godt ved at være med på den teokratiske skole, og ved at hjælpe andre med deres opgaver.

      5 Unge bør også have en god plan for regelmæssig deltagelse i tjenesten på arbejdsmarken. Dette vil ikke alene bidrage til at øge det vidnesbyrd som må aflægges, men det vil også hjælpe den unge til at blive en god forkynder som ubesværet kan føre en samtale med andre og hjælpe nye.

      6 Agter du at begynde som pioner når du er færdig med skolen og en grundlæggende uddannelse? Vil du søge om at komme på Betel? Håber du at blive menighedstjener, og med tiden ældste? Det vil være fornuftigt allerede nu at lære hvordan man skuldrer et ansvar. Det vil gavne dig at studere Bibelen grundigt og at deltage i så mange af menighedens aktiviteter som muligt. Kom sammen med dem i menigheden der har de samme mål i livet og med dem der allerede har realiseret dem; det vil være til stor hjælp for dig. — Ordsp. 13:20.

      7 Timoteus var blevet oplært i de hellige skrifter fra sin spæde barndom af og han var sikkert omkring de tyve da „han havde et godt omdømme hos brødrene“. (Apg. 16:1, 2; 2 Tim. 3:14, 15) Samuel, som blev Israels sidste dommer, var sikkert kun tre år gammel da han begyndte at tjene Jehova i templet under ypperstepræsten Elis ledelse for derefter at tjene trofast i mange år. Josias var kun otte år gammel da han blev konge over Juda, og på trods af sin afguderiske faders påvirkning gik han over til den sande tilbedelse som sekstenårig og tog selv initiativ til at genindføre den sande tilbedelse i landet. Den israelitiske pige som fortalte den spedalske hærfører Na’amans kone om profeten Elisa, kan heller ikke have været ret gammel, for hun omtales som en „lille pige“. (2 Kong. 5:2-4) Disse unge besluttede tidligt i deres liv at tjene Jehova, og de gennemførte det på eksemplarisk vis.

      8 Der er mange andre ting som unge i dag kan være optaget af. Men det at tjene Jehova, universets Suveræn, overgår alt hvad man ellers kunne foretage sig. Hvad enten du tjener Gud som almindelig pioner, som hjælpepioner eller som menighedsforkynder, så gør det med hele din sjæl, og du kan se frem til øget ansvar og større velsignelser.

  • Gør god brug af det trykte ord
    Rigets Tjeneste – 1976 | Oktober
    • Gør god brug af det trykte ord

      1 Vi er Jehova taknemmelige fordi han sørger for „mad i rette tid“ sådan at vi kan forstå hans ord, ikke sandt? Vi værdsætter den åndelige føde meget højt. Når der frigives nye bøger ved stævnerne sørger vi altid for at få et eksemplar i en fart, vi blader straks bogen igennem og læser den så snart som muligt. Det samme gælder vore blade, som vi får fire gange om måneden. Når vi regelmæssigt studerer Bibelen og disse publikationer lærer vi Jehova bedre at kende, bliver bekendt med profetiernes opfyldelse og lærer hvordan vi kan leve på en bedre måde.

      2 Også i tjenesten på arbejdsmarken har vi gavn af det trykte ord. Vi kan ikke huske alt hvad vi læser, og der er heller ikke tid til at fortælle det hele når man står ved en dør. Derfor har vi bøger og blade med, så folk kan læse budskabet når det er belejligt for dem. Mange har lært sandheden at kende på denne måde.

      3 Vi må imidlertid være ligevægtige i vor brug af bøger og blade. At sprede læsestof er ikke et mål i sig selv. Som Paulus sagde: „Vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord, som så mange er, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud taler vi for Guds ansigt, i samfund med Kristus.“ (2 Kor. 2:17) Vi er ikke bogsælgere, og vi skulle ikke give folk den opfattelse at vi er det. Vi er Guds sendebud, og vi ønsker at drøfte Bibelens sandheder med folk når som helst det er muligt.

      4 Bør man tilbyde bøger eller blade ved hver dør? Nej, ikke hvis den besøgte er modstander, mangler interesse, eller hvis andre omstændigheder gør det utilrådeligt. Dette gælder især hvis distriktet bliver gennemarbejdet jævnlig.

      5 Bortset fra bladene, hvornår bør man da tilbyde noget gratis? Hvis den man taler med lader til at være interesseret og man føler at vedkommende er ærlig når han siger at han ikke har råd til at betale, kan man godt efterlade en bog gratis; men hvis den besøgte blot siger at han ingen penge har fordi han ikke er interesseret, vil det ikke være klogt at gøre det. Den enkelte forkynder må selv bedømme hvad han skal gøre i hvert enkelt tilfælde.

      6 Når der ikke er nogen hjemme bør læsestof kun efterlades efter modent overlæg, især hvis distriktet bliver gennemgået ofte. Hvis du mener at det er klogt at efterlade et blad, må du under alle omstændigheder vedlægge et brev som forklarer grunden, og sørge for at bladet bliver stukket helt ind gennem brevsprækken så det ikke ligefrem fortæller eventuelle tyve at der ikke er nogen hjemme. I øvrigt har vi jo løbesedlerne som annoncerer de ugentlige møder.

      7 Fra nogle menigheder berettes det at bladene hober sig op. Vi bryder os ikke om at bladene går til spilde, så selv om vi sætter os for at bestille tilstrækkeligt med blade, skulle vi ikke bestille flere end vi har brug for. Hver enkelt forkynder bør bestille så mange som han mener at kunne bruge, og hvis han så spreder dem hurtigere end han havde regnet med, kan han altid arbejde med brochurer eller bøger. De ældste kender forkyndernes behov og kan tilpasse menighedens bestilling efter hvad der er realistisk. Hvis det på grund af stævne eller dårligt vejr er vanskeligt at få et bestemt nummer af bladene ud, kan menigheden opmuntres til især at arbejde med dette nummer den næste uges tid og på denne måde få bladene ud til dem der ønsker at læse dem.

      8 Jehovas organisation har forsynet os rigeligt med læsestof sådan at vi kan blive ved med at være åndeligt stærke og sådan at vi bedre kan udbrede den gode nyhed. Vi kan være overbeviste om at dette vil fortsætte. Lad os derfor gøre god brug af det trykte ord og derved ophøje Jehovas navn.

  • Tillæg — Respekt for blodets hellighed
    Rigets Tjeneste – 1976 | Oktober
    • Tillæg — Respekt for blodets hellighed

      VI HAR fundet det rigtigt at rette en henvendelse til lægerne i Danmark om vort standpunkt til brugen af blod og blodbestanddele til sygdomsbehandling og ved visse operationer. Det er blevet gjort i form af en artikel i Ugeskrift for læger den 19. juli 1976. Hver menighed har fået et aftryk af denne artikel til opbevaring i menighedens arkiv eller bibliotek, således at den er tilgængelig for alle menighedens forkyndere.

      Imidlertid er det også på sin plads at alle vi som er Jehovas vidner og som ønsker at respektere blodets hellighed og ordene i Apostelgerninger 15:29 om at ’afholde sig fra blod’, gør os helt klart hvordan situationen er og hvordan man skal forholde sig i tilfælde af sygdom eller ulykke hvor brugen af blod eller dele af blod kan komme på tale. Der har igennem årene i vore publikationer været gjort grundigt rede for disse spørgsmål, men meget tyder på at en del forkyndere er ukendt med disse oplysninger og ikke har gjort sig helt klart hvad vi som kristne kan gå med til og hvad vi ikke kan gå med til. I dette tillæg vil vi citere vigtige afsnit fra artiklen i Ugeskrift for læger og i den forbindelse pege på hvad vi specielt skal være opmærksomme på, ligesom vi her vil anføre henvisninger til nogle af de vigtigste artikler i vore blade som har behandlet emnet. Vi vil meget tilskynde alle forkyndere, også selv om de er sunde og raske og ikke i øjeblikket synes at have brug for disse oplysninger, til at sætte sig grundigt ind i tingene, således at de gør sig klart hvordan de vil forholde sig, hvad de kan gå med til og hvad de ikke kan gå med til, og hvordan de vil gøre rede for deres standpunkt så det også bliver et vidnesbyrd. — 1 Pet. 3:13-15.

      Uddrag af artiklen i »Ugeskrift for læger« med kommentarer

      „Jehovas vidner, der her i landet har 233 menigheder med omkring 23.000 tilsluttede, har gennem Vagttårnets Bibel- og traktatselskab, der tjener som trossamfundets sekretariat, henvendt sig til justitsministeren og Sundhedsstyrelsen for at få afklaret nogle spørgsmål i forbindelse med vidnernes vægring ved at modtage blodtransfusion. Hvad er det, disse patienter nægter? Hvad kan de med god samvittighed gå med til? Hvad kan lægen gøre i disse situationer? Hvad må han?“ Efter at have gjort rede for baggrunden for denne henvendelse til lægerne fortsætter artiklen:

      „Vidnernes vægring ved at lade sig behandle med blod eller blodfraktioner skyldes en religiøs tro, der bygger på bibelske udsagn forstået ud fra den sammenhæng, de forekommer i, den historiske baggrund og den opfattelse tidligere tiders kristne har haft. Vidnernes tro på livets og blodets hellighed ytrer sig også ved deres holdning til militærtjeneste, svangerskabsafbrydelse og en levevis, der skader liv og helbred og forringer livets kvalitet.

      En læge vil måske mene, at en fortolkning af Bibelen, der kan afskære den troende fra en livreddende behandling, må være forkert. Han må imidlertid ikke glemme, at der er noget, der er vigtigere for den kristne end rent fysisk at redde livet, og det er trofasthed og lydighed mod Gud.

      At sætte alle hensyn til side for at redde livet er ikke kristent rigtigt og heller ikke etisk rigtigt. Der er situationer, hvor nogle af etiske og måske æstetiske grunde sætter en grænse for, hvad de vil gøre for at redde livet. Nogle patienter vælger f.eks. at sige nej til en organtransplantation, og et sådant standpunkt respekteres. Bibelen har for kristne sat en klar grænse med hensyn til transplantation af det flydende organ, blodet: den forbyder indtagelse af enhver form for blod. Den kristne overbevisning om, at trofasthed mod Gud er vigtigere end at redde det nuværende usikre liv, er ikke ulogisk eller ufornuftig, når man samtidig husker, at den kristne har tro på, at Gud til sin tid kan oprejse de døde og skænke dem evigt liv.

      For den kristne er der altså en risiko forbundet med en blodtransfusion, en religiøs ’risiko’ som han ikke kan ignorere: den at han ved at handle imod Guds ord og imod sin samvittighed mister Guds godkendelse og det liv, der stilles ham i udsigt. Denne ’risiko’ er for patienten langt alvorligere end de medicinske risici, der er forbundet med en blodtransfusion, og som lægerne er godt kendt med.

      At Jehovas vidner totalt nægter at modtage blod, selv når det anbefales af lægen som en absolut nødvendighed, må ikke betragtes som en kritik af lægen eller en forklejnelse af hans duelighed. Disse patienter anerkender lægens kompetence og værdsætter det dygtige og samvittighedsfulde arbejde, han gør for dem under deres sygdom.

      Det er forståeligt, at lægen vil sikre sig, at patienten virkelig er klar over en eventuelt øget risiko som vil være forbundet med en operation, hvorunder lægen ikke har mulighed for at benytte helblod, blodplasma, æggehvidestoffer udvundet af helblod, pakkede røde blodlegemer uden plasma, eller andre blodbestanddele. Det er forståeligt, at lægen taler indgående med patienten for at sikre sig, at der hos patienten virkelig er tale om en overbevisning, som må tages alvorligt. Men vi synes dog ikke, det er rigtigt at prøve at presse patienten, true ham eller skræmme ham for at få ham til at gå på kompromis om sin tro.

      På den anden side er det ikke tilstrækkeligt for vidnerne blot at få lejlighed til at give udtryk for deres tro og så overlade til lægerne at træffe afgørelsen. Jehovas vidner søger ikke at slippe fra ansvaret eller at lægge det over på andre. De ønsker at sikre sig, at der ikke under nogen omstændigheder bliver givet dem blod eller blodbestanddele. De kan ikke gå på kompromis, når det drejer sig om deres tro. De kan ikke nøjes med en uklar forsikring om, at det sikkert ikke bliver nødvendigt at bruge blod. Her gælder for dem det berømte ’enten-eller’. Lad os tilføje, at det forslag, som nogle læger, hvor utroligt det end lyder, har fremsat over for Jehovas vidner, og som går ud på, at man eventuelt under operationen kunne give en transfusion og så bagefter ’tage det fremmede blod ud igen’ (5), må være et forsøg på at føre patienten bag lyset.“

      Læg her mærke til navnene på de forskellige blodprodukter der kan blive tale om. Til denne liste kan føjes udtryk som serum, humanserum. For at være helt sikker når man forklarer hvad det er man ikke kan gå med til, kan man sige at alle blodbestanddele eller blodfraktioner er udelukket. Hvordan den enkelte vil stille sig til at modtage en serumindsprøjtning for eksempel mod stivkrampe, hundegalskab eller lignende, må vedkommende afgøre på baggrund af de oplysninger der er bragt i Vågn op! for 22. november 1965, siderne 17-21. Vi vil anbefale at alle gør sig bekendt med disse oplysninger.

      „Lad os også nævne, at Jehovas vidner finder det uacceptabelt, at man tapper noget af patientens eget blod før operationen, oplagrer det og indgiver patienten det igen under eller efter operationen.“

      Som artiklen nævner er det utroligt at læger har kunnet foreslå at man giver en transfusion med fremmed blod før operationen og så bagefter tager det fremmede blod ud igen, men det er også utroligt at nogen oplyst kristen har kunnet gå med til en sådan „løsning“.

      I den forbindelse er det godt at mærke sig at det ligeledes vil være forkert at lade noget af sit eget blod oplagre for senere at bruge det til en såkaldt „autotransfusion“. Dette adskiller sig fra det man gør når man lader en patients blod gå gennem en hjerte-lungemaskine for straks at vende tilbage til patientens legeme. Her tages blodet ikke ud og oplagres, men det er i stadig cirkulation selv om der i patientens eget blodkredsløb er indskudt en hjerte-lungemaskine. Men vore brødre og søstre der er gået med til at en hjerte-lungemaskine er blevet anvendt i deres tilfælde, har sikret sig at maskinen ikke bliver spædet med blod men med saltvand, en teknik som nu bruges på i hvert fald to hospitaler i U.S.A. til gavn for Jehovas vidner.

      Artiklen i Ugeskrift for læger retter nu en appel til lægerne:

      „Det må være rigtigt at betragte en patient som et hele og altså også tage hensyn til patientens tro, integritet og håb. Skulle en læge ikke på denne baggrund med god samvittighed kunne vælge at behandle en sådan patient, selv om han af respekt for patientens tro må afstå fra at bruge blod? Lægen føler måske, at det bedste, han kan gøre for patienten, er at operere og bruge blod; men hvis patienten udelukker brugen af blod, skal lægen så helt afstå fra at operere? Hvis det næstbedste ville være at prøve at operere patienten uden at bruge blod, burde lægen så ikke snarere vælge den udvej, selv om det betyder, at lægen under operationen måske er udsat for et vist pres og føler sig handicappet? Behøver der at være en samvittighedskonflikt her? Kan man ikke sige at lægen — ved at tage hensyn til hele patienten, også patientens tro, og behandle ham med de muligheder, der står åbne for ham — gør sit bedste og er både samvittighedsfuld og omhyggelig, sådan som loven kræver det?“

      De spørgsmål og forslag der her præsenteres, kan vi hver især, når vi kommer i den aktuelle situation, gøre brug af. Stil lægen de spørgsmål der her anføres. Man kan eventuelt gøre rede for sit standpunkt og stille sine spørgsmål i et brev hvis man har svært ved at udtrykke sig mundtligt.

      Artiklen fortsætter:

      „Lægerne vil finde, at Jehovas vidner som regel er gode patienter, der nærer et stærkt ønske om at leve, er rede til at følge lægens anvisninger, og er villige til at lade sig behandle af den dygtige og samvittighedsfulde læge, hvis blot de kan stole på, at han vil respektere deres tro og overbevisning med hensyn til blodets hellighed.“

      Denne paragraf forpligter. Noget meget vigtigt for enhver af os er at vi lægger den sande kristne ånd for dagen og bærer åndens frugt. En patient der er venlig, rimelig og hjælpsom, vil i de fleste tilfælde blive behandlet bedre end den der er vanskelig og krævende, sur og kværulantisk. Men samtidig er det meget vigtigt at patienten er konsekvent og står fast på sit standpunkt.

      „Desværre har Jehovas vidner både før og efter 1956 været ude for, at læger har prøvet at føre patienten bag lyset, eller de har beroliget patienten og afgivet en slags løfte, men dog således at de har været parat til at bryde det, hvis de fandt det nødvendigt. Læge Erik Münster har i en artikel i Aalborg Stiftstidende (1) henledt opmærksomheden på den vejledning, der gives i professor, dr. med. Harald Gormsen’s lærebog i retsmedicin, som bruges på alle danske lægeskoler, hvoraf det fremgår, at den ovenfor nævnte fremgangsmåde kan anvendes. Vi synes ikke, dette er god lægeetik. Hvis dette virkelig skulle udtrykke lægens almindelige holdning og stilling, ville det være højst foruroligende og give stor risiko for, at tusinder af patienter her i landet undlod at søge lægehjælp, selv i tilfælde hvor de let kunne hjælpes. Patienten må kunne stole på, at lægen holder, hvad han lover, og vi tror, at det også har betydning for patientens mulighed for at blive helbredt, at han tillidsfuldt og roligt kan lade sig behandle. Kan lægen ikke operere uden at måtte kunne bruge blod, må han altså sige det rent ud til patienten.“

      Her kan vi gøre opmærksom på at overlæge på Rigshospitalets kirurgiske afdeling C, Mogens Andreassen, i en kommentar til artiklen i Ugeskrift for læger fraråder lægerne at give patienterne et løfte og så ikke holde det. Men her skal vi sikkert være opmærksomme på, at hvis vi er uklare eller valne i vort standpunkt, frister vi lægen til ikke at tage vor vægring alvorligt. Det bedste samarbejde opnås når både patient og læge åbent og ærligt kommunikerer og toner rent flag.

      »Ny viden, ny teknik«

      „Siden 1956 er der gjort gode fremskridt med hensyn til forståelsen af, hvad man kan gøre i stedet for at bruge blod og blodfraktioner. Det har vist sig, at mange blodtransfusioner har været unødvendige. For eksempel er man blevet klar over, at hæmoglobinprocenten uden forøget risiko kan være lavere, end man før troede, at et blodtryksfald i højere grad kan modvirkes med anden væske end blod eller blodplasma osv. (3)

      Vi vil her gerne ganske kort pege på de resultater, man har opnået i De forenede Stater med den teknik, man dér har udviklet.

      I Houston i Texas har Cooley & Al. (2) siden 1962 rutinemæssigt foretaget over 5.000 hjerteoperationer uden at bruge blod og endog uden at spæde hjerte-lungemaskinen med blod, og med fuldt tilfredsstillende resultater.

      Roen & Velcek i New York siger (6): ’Vore erfaringer med Jehovas vidner, som har måttet gennemgå operationer, har vist os, at blodtransfusioner ikke nødvendigvis er af væsentlig betydning, selv når hæmoglobinniveauet er lavt — så lavt som 5 g per 100 ml i et af vore tilfælde — Blot kræves der en omhyggelig og mere påpasselig operationsteknik.’ De siger videre i deres rapport (7): ’I de fleste tilfælde har læger og hospitaler nægtet at operere Jehovas vidner på grund af problemet med blodtransfusioner. Vi hævder, at det er forkert at nægte disse mennesker operationer, uanset hvor omfattende det påtænkte indgreb er.’“

      En kirurgs kommentar

      Overlæge Mogens Andreassen ved Rigshospitalet i København skriver i sin kommentar blandt andet:

      „I nogle tilfælde løses problemet for eksempel ved, at man tapper noget af patientens blod før operationen og giver det tilbage under operationen, hvis det bliver nødvendigt. I andre tilfælde ender det med udskrivelse uden behandling. Kirurgen kan ikke behandle efter patientens diktat. Kirurgen har pligt til at foretage enhver lægelig behandling, som er nødvendig for at redde patientens liv.

      I den artikel, som Jørgen Larsen har skrevet i dette nummer af Ugeskriftet om blodtransfusion og religiøs tro, anføres blandt andet, at vidnerne anerkender lægernes kompetence, samt at det er forståeligt, at lægen taler indgående med patienten for at blive overbevist om, at patientens indstilling må tages alvorligt. Yderligere fremhæves, at lægen bør tage hensyn til hele patienten, det vil sige, også hans religion, når der skal behandles, og at lægen, hvis han ikke kan operere uden at bruge blod, må sige dette rent ud til patienten. For nylig afholdtes i Amsterdam en kongres om patientens menneskerettigheder. Indenfor sygdomsbehandlingen blev der blandt andet fastslået følgende rettigheder: Retten til at kende sandheden. Retten til den personlige værdighed. Retten til at afslå prøver, undersøgelser og behandlinger. Retten til at læse sin journal.

      En af vore fremtrædende jurister, professor Alf Ross, har i en kronik for nylig skrevet om patientens ret (Politiken 27.V.1976). I denne anføres bl. a., at ifølge dansk ret kan en psykisk normal patient ikke underkastes nogen form for behandling medmindre han indvilliger heri.

      Derfor kan der ikke være tvivl om, at et Jehovas vidne, som er ved sin fornufts fulde brug må respekteres, når han forlanger, at blodtransfusion ikke må gives ham. Det vil føre for vidt i denne kommentar at belyse, hvilken stilling lægen skal tage til et skriftligt forbud hos et bevidstløs Jehova-vidne.“

      Den omtalte jurist, professor Alf Ross, foreslår i den nævnte kronik i Politiken at en person kunne have et stykke papir på sig der klart viser hvilke ønsker han har med hensyn til behandling på et hospital, hvis han dér indbringes bevidstløs. Selskabet har nu udarbejdet en sådan trykt erklæring som vi vil foreslå at hver enkelt har på sig, forsynet med underskrift, dato og vidners underskrift, ligesom vi vil foreslå at denne erklæring fornys hvert femte år. Den kan også benyttes ved hospitalsindlæggelse samtidig med at man mundtligt eller måske i et brev nærmere gør rede for sit standpunkt.

      Mogens Andreassen skriver videre:

      „Alf Ross anfører videre, at ifølge dansk ret, kan en patient ikke diktere nogen form for behandling. Hvis en læge således ikke kan tage ansvaret for at undlade en behandling, som forbydes af en patient, må lægen kunne udskrive patienten. Naturligvis kan der i denne forbindelse blive tale om at overveje alternative behandlingsforslag.“

      Hertil kan vi sige at der naturligvis ikke er tale om at diktere lægen hvad han skal gøre, men man kan fremsætte sin anmodning og forhøre om lægen er villig til at foretage en operation samtidig med at han respekterer vor vægring ved at modtage blod eller blodbestanddele. Det er ikke ulovligt for lægen at lytte til patientens ønsker og efterkomme dem i det omfang som lægen mener at kunne gøre det.

      Overlægen fortsætter med at kommentere det vi har nævnt om at amerikanske læger opererer Jehovas vidner uden at bruge blod, med følgende ord:

      „Hertil kan siges, at danske læger kender til, at man kan operere en lang række patienter uden at tilføre dem så mange blodtransfusioner under operationen som tidligere. Men det rører ikke ved det centrale i sagen. Det centrale er, at man ikke på forhånd kan garantere, at blodtransfusionen kan undgås ved en operation.“

      Det er interessant at bemærke at overlægen bruger udtrykket „man kan operere en lang række patienter uden at tilføre dem så mange blodtransfusioner under operationen som tidligere“, mens det er en kendsgerning at man nu udfører mange flere operationer end før uden overhovedet at bruge blod. Det lægehold under ledelse af dr. Cooley i Houston i Texas, som vi citerede i en tidligere paragraf, gør i en artikel i American Journal of Cardiology for februar 1972, side 187, opmærksom på at de har opereret på Jehovas vidner uden at være forberedt på at give dem blod, uden at have blod parat. Det hedder i rapporten: „De patienter i denne serie som var Jehovas vidner modtog samme behandling som alle de andre patienter, med undtagelse af at alle vidnerne fik injektioner med jern før og efter operationen, og at intet blod blev holdt rede til dem i blodbanken. Den eneste væske de modtog, var dextrose i saltvand eller Ringers opløsning, brugt til at spæde maskinen og indgivet intravenøst.“

      I Ugeskrift for læger den 23. august (138/35, s. 2154) skriver overlæge Ib Fenger Bache, Kalundborg, under overskriften „Samvittighed — ansvar“ om Mogens Andreassens kommentar at

      „han tager fejl, når han fastslår ’det centrale er, at man ikke på forhånd kan garantere, at blodtransfusionen kan undgås ved en operation’. Det centrale for kirurgen må være: hvorledes opnår jeg det bedste resultat for en patient, der — efter alle legale pressionsforsøg — kræver sin vægring mod at få blod accepteret uafhængig af konsekvenserne.

      Det var måske en overvejelse værd, om Jehovas vidner med f. eks. choledochussten løber størst risiko for liv og helbred ved at blive opereret uden blod eller ved at beholde deres sten. Et evt. overskud af lidelse og død hos dem, der bliver sendt uopereret hjem, må kirurgen alene tage ansvaret for.“

      Her rejser en læge det meget centrale spørgsmål: Er der ikke en større risiko ved ikke at operere, end ved at operere uden blod? Det nævnte eksempel er galdesten. Men gælder det samme ikke i andre tilfælde?

      Mogens Andreassen slutter sin kommentar således:

      „Kan man hjælpe et Jehova-vidne, som udskrives, fordi man ikke kan behandle operativt efter patientens diktat?

      Næppe, udover at drøfte alternative ikke operative behandlingsformer. Man kan, så vidt vides, ikke her i landet henvise til læger, der vil behandle efter patientens diktat. Måske kunne Jehovas-vidner selv gøre noget ved at arbejde på oprettelsen af eget behandlingssted — hos læger, som selv er Jehovas-vidner, hvis sådanne findes. Indtil en sådan ordning eventuelt gennemføres, ville det nok være af betydning, om Jehovas-vidner, der søger lægelig og især kirurgisk hjælp, straks ved første henvendelse meddelte deres stilling til blodtransfusion.“

      Med alternative behandlingsformer menes behandling med medicin eller strålebehandling eller en anden behandling som ikke kræver et større operativt indgreb.

      Det viser sig at der er læger i U.S.A., England, Norge og mange andre steder som er i stand til og er villige til at operere Jehovas vidner og samtidig respektere deres vægring mod blod. Så vidt vi forstår på de breve og henvendelser vi har fået, er der også enkelte danske læger der er i stand til det og villige til at gøre det. Som en hjælp for disse læger og andre læger som har ønsket om at hjælpe i denne situation, er det af stor betydning at vi som patienter klart og tydeligt gør opmærksom på vort standpunkt, således at de ikke er i tvivl. Og åbenbart er det af betydning at en sådan klar erklæring fremsættes allerede ved indlæggelsen, selv om der måske ikke er tale om nogen større operation eller operation i det hele taget.

      Hvad du yderligere kan gøre

      De af jer som har positive erfaringer bedes ufortøvet meddele Selskabet dette i et brev der klart præciserer hvilken operation eller behandling der var tale om, hvilket hospital det foregik på, ligesom man må oplyse lægens navn og stilling. Ligeledes har det værdi at få oplysning om erfaringer i negativ retning, hvor en læge krænker patientens ønske eller nægter at operere. Men også her er det af værdi at få præcise og fuldstændige oplysninger.

      Vi vil meget anbefale alle brødre og søstre at sætte sig godt ind i de oplysninger der her er bragt og de oplysninger der i øvrigt har været i vore publikationer i de senere år, også selv om spørgsmålet ikke er aktuelt lige i øjeblikket. Den dag det bliver aktuelt, er der ofte ikke tid til at foretage et nærmere studium.

      Skulle problemet blive aktuelt, kan man altid i første omgang søge råd hos menighedens ældste. Man er også velkommen til at henvende sig til Selskabet, som måske kan henvise til en læge her i landet eller i udlandet som eventuelt kan hjælpe, hvis ikke man selv har kunnet finde frem til en læge der kan og vil yde den fornødne hjælp.

      Lad os også anbefale at hver enkelt taler med sin egen læge om denne sag og spørger ham om hvad han mener om artiklen i Ugeskrift for læger, og om hvad han eventuelt vil og kan gøre hvis situationen skulle opstå for en af hans patienter. Der er her lejlighed til at aflægge vidnesbyrd, samtidig med at man finder ud af hvordan ens egen læge stiller sig. Måske har han nogle gode råd og forslag. Vi hører gerne fra jer om hvilke erfaringer I gør i forbindelse med dette.

      Artikler bragt ang. blod inden for de seneste år

      g = Vågn op!

      w = Vagttårnet

      Den forbløffende væske i os (g 8/8 76, s. 3-6)

      Har hospitalspatienter ingen rettigheder? (g 8/12 64, s. 13-19)

      Deres frihed til selv at vælge lægebehandling truet (g 22/9 67)

      Hvis De var dommer, hvilken dom ville De så fælde? (g 22/2 73, s. 12-15)

      Blodet, lægevidenskaben og Guds lov (Brochure)

      Operation med oplagret blod (g 8/8 72, s. 22; w 15/2 60, s. 100)

      Hjerteoperationer uden blodtransfusion (g 8/5 75, s. 23)

      Større operationer uden blod (g 22/12 74, s. 8-12)

      Når læger søger at påtvinge patienter blodtransfusion (g 22/8 74, s. 5-10)

      Alternativer til blodtransfusion (g 8/1 70, s. 15-20)

      Kirurgi uden anvendelse af blodtransfusion (g 22/10 65, s. 8-13)

      Operationer uden blod (hofteled) (w 1/11 75, s. 487)

      Operationer uden blod (nyre) (w 1/5 64, s. 211)

      Blodtransfusion, hvordan undgå overtrædelse hvis man påtvinges? (w 1/12 73, s. 550)

      Rhesus:

      g 8/3 71, s. 22

      g 22/10 68, s. 8-12

      g 8/7 65, s. 14-16

      Serum: Er det rigtigt af en kristen at lade sig behandle med serum der er fremstillet af blod? (w 15/10 74, s. 479-480)

      Brugen af sera og vacciner (w 15/3 62, s. 143-144)

      Vaccine:

      g 22/11 65, s. 17-21

      g 8/11 69, s. 22

  • Bekendtgørelser
    Rigets Tjeneste – 1976 | Oktober
    • Bekendtgørelser

      ◆ Tilbud: Oktober: Et års abonnement på Vågn op! (kr. 15,00) (Med abonnementet følger gratis bogen Evigt liv — i Guds børns frihed eller en bog der er ældre.) November og december: Ny Verden-oversættelsen samt bogen Er dette liv alt? og brochuren Er der en Gud som interesserer sig for os? (kr. 7,00)

      ◆ Giroindbetalinger: Ved alle indbetalinger til Selskabet skal det udfyldte girokort lægges i kuverten sammen med indbetalingsformularen. Et udfyldt girokort skal vedlægges hver bestilling på løbesedler.

      ◆ Den præsiderende tilsynsmand bedes sammen med tilsynsmanden for arbejdsmarken og de brødre der passer regnskabet, bladbordet og bogbordet, gennemlæse vejledningen i Selskabets prisliste, vejledningen om regnskabet, vejledningen om behandling af abonnementer. Desuden gennemgås brevet angående det der sendes til Selskabet, såsom: (1) Indbetalinger til Selskabet, (2) Indsendelse af abonnementer, (3) Bladordrer, (4) Indsendelse af løbeseddelordrer, og (5) Bestilling af løbesedler med mere. Hvis denne vejledning ikke haves, anmodes Selskabet om en ny.

      ◆ Breve til selskabet er ofte underfrankerede. Vi minder om at portoen for breve indtil 20 gram er kr. 1,00, fra 20 gram til 100 gram kr. 1,50, og fra 100 gram til 250 gram kr. 2,00.

      ◆ Løbesedler. Vi minder om at den nye pris på løbesedler er kr. 6,00 pr. 1000 stk., samt at betalingen skal følge bestillingen. Husk ved opstilling 3 også at anføre gruppestudiet samt tidspunktet for dette. Hvis der er flere forskellige tidspunkter, kan der blot angives et enkelt tidspunkt.

  • Tillæg — Pionerernes andel i indsamlingen af ’den store skare’
    Rigets Tjeneste – 1976 | Oktober
    • Jeg mindes jo den tro som bor i dig og som er uden hykleri og som først boede i din mormoder Lois og din moder Eunike, men som jeg er overbevist om også bor i dig. Af netop den grund minder jeg dig om at opflamme den Guds gave som er i dig.“ — 2 Tim. 1:3-6.

      15 Også forældre kan gøre meget for at deres børns tanker vendes imod pionertjenesten. Forældre der med liv og sjæl går op i tjenesten på arbejdsmarken og som melder sig i hjælpepionertjenesten når som helst det er muligt, sætter et godt eksempel for deres børn. Mange af vore bedste pionerer kommer fra hjem hvor forældrene fra de tidligste år har indgivet deres sønner og døtre lysten til at tage pionertjenesten op, og hvor de har grebet enhver lejlighed til at følges med børnene ud i tjenesten. De har hjulpet deres børn til at opfatte pionergerningen som det den virkelig er, en lejlighed til at tjene deres Gud, Jehova, deres brødre og deres medmennesker.

      Hvad pionerer siger

      16 Der er nu lidt over 300 almindelige pionerer her i landet. Nogle har været i pionertjenesten i mange år, andre blot en kort tid. Nogle er unge, andre er højt oppe i årene. Hvad mener de selv om pionergerningen, og hvad siger andre om den?

      17 Om nogle af de pionerer der er rejst ud for at tjene hvor behovet er større skriver kredstilsynsmænd følgende: „Er udholdende og nidkær i distriktet, stræbsom og samarbejdsvillig. Er kendt af mange mennesker og respekteret. Får hurtigt interesserede til møderne.“ „Er altid glad og tillidsfuld. Sparer ikke sig selv, hverken i forkyndelsen eller for at hjælpe andre. Meget respekteret for sin flid og glade iver.“ „Deltager flittigt i forkyndelsen, . . . er i stand til at opnå og bevare kontakt ved det almindelige hus-til-hus-arbejde. Velforberedte præsentationer, gør god brug af ideen i forslag fra Rigets Tjeneste.“ „En god forkynder, hvis stærke side især er venlighed og begejstring. Meget positiv. Har kærlig omsorg for dem han arbejder med, ofrer sig virkelig for andre.“ „Er flittig og målbevidst i hus-til-hus-arbejdet, aflægger varierende vidnesbyrd, skifter prædiken hver uge. Kan holde sig selv i gang efter en passende plan.“ „God fremtræden ved dørene, høflig og venlig, volder ikke anstød. Forstår betydningen af at følge interessen op hvor der vises værdsættelse.“ „Et godt eksempel på en flittig og målbevidst indsats i alle grene af arbejdet. Forstår fuldt ud hvad genbesøgs- og bibelstudiearbejdet drejer sig om, hænger på, bliver ved indtil et klart resultat foreligger. Fin personlig fremtræden, velklædt, sympatisk.“

      18 Pionertjenesten lægger et godt fundament for beteltjeneste. En ung broder skrev følgende fordi han blev overført fra pionerernes rækker til tjenesten på Betel: „De sidste tre år af mit liv som almindelig pioner har faktisk været de rigeste og mest meningsfyldte indtil nu. De har givet mig vigtige erfaringer og en god øvelse i at udføre det mest påtrængende arbejde der findes. Dette har draget mig meget nærmere til Jehova, og jeg har lært en hel del om menneskene og er kommet til at holde af dem.“ Mange af de andre der nu arbejder på Betel var først pionerer, og de fortæller at pionergerningen var dem til stor nytte på mange måder. Deres store kærlighed til tjenesten på arbejdsmarken og deres ønske om at hjælpe deres medmennesker er usvækket, og den erfaring de har opnået er af værdi når de i weekenderne og på hverdagsaftener arbejder sammen med menigheden.

      19 Pionergerningen er ikke blot for de unge. Selv om man begynder når man er oppe i årene kan man tjene med glæde og gøre god fyldest. En søster fortæller: „Jeg vil blot gerne dele min glæde og lykke med jer. Da jeg indsendte mit lyserøde kort for april markerede det fyrretyve års pionertjeneste — halvdelen af mit liv, eftersom jeg nu er treogfirs. Det har været en udelt glæde og stor forret at tjene Jehova, at undervise folk og gøre dem til disciple. Når jeg nu ser en bestemt ældste stå på podiet og holde et foredrag, tænker jeg på at han var ganske spæd da jeg studerede med hans forældre, og så fyldes mit hjerte med lovprisning til den højeste Gud i taknemmelighed over at Han har benyttet mig til at gøre sit ord og sit navn kendt for andre.“ Når man kan se tilbage på adskillige års trofast tjeneste giver det én en følelse af virkelig tilfredshed. Et sådant menneske er glad for at han eller hun ikke har ødet den kostbare tid men har gjort klog brug af den.

      20 En pioner som har været i heltidsgerningen siden 1907 fortæller: „I øjeblikket synes jeg ikke at jeg udretter meget med min tjeneste, men det er en stor glæde at tjene sin Skaber. Jeg er taknemmelig for at jeg har været med til at uddele Rigets Nyheder. Det minder mig om at da jeg første gang var med i tjenesten i 1906, havde jeg den forret at være med til at uddele Bibelstudentens Månedsblad fra dør til dør. Og jeg er meget lykkelig for at en af dem jeg studerer med, for nylig gik ud i tjenesten for første gang og fortsat gør det. Det betaler sig at være tålmodig med de interesserede så længe de viser en ægte interesse.“ Om denne pionersøster siger kredstilsynsmanden: „Jeg tror at hun var til større opmuntring for mig end jeg for hende. Pionerånden ligefrem stråler ud af hende.“ Hun er et eksempel på hvordan trofasthed og nidkærhed kan bevares gennem mange år og at gløden brænder ren og klar i en alder af treoghalvfems.

      21 En anden ældre pioner udtaler: „Jeg er så godt som ude af stand til at røre mig fordi jeg er slemt plaget af gigt. Men takket være Jehova kan jeg stadig tale, skrive, telefonere og udsende blade, hvilket har givet vidunderlige resultater. Jeg er firs år gammel, har været i sandheden i toogfyrre år, og været pioner i otteogtredive. Jeg har nydt hvert minut, hver time af mit liv som indviet kristen. Jeg takker Jehova for hans ord, for hans organisation og for alle de trofaste brødre og søstre. Mit liv er fyldt med glæde, og jeg føler mig tilfreds.“ Denne søster nærede intet ønske om at trække sig tilbage fra pionertjenesten, men længtes snarere efter at fortsætte med at tjene Jehova og hjælpe andre til at finde vejen til livet.

Danske publikationer (1950-2027)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del