Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor siges det i Vagttårnets litteratur at Mattæus skrev sit evangelium på hebraisk først, når det formodes at hebraisk var et dødt sprog på hans tid? — E. W., De forenede Stater.
Der er flere grunde til at vi mener at Mattæus skrev sit evangelium på hebraisk først. Ét er sikkert, vi kan ikke gå ud fra at hebraisk var et dødt sprog på Mattæus’ tid. Som G. Ernest Wright skriver i sit værk Biblical Archaeology (på side 240): „Man kunne høre romerske soldater og embedsmænd tale sammen på latin, mens ortodokse jøder indbyrdes kan have talt en art sen-hebraisk, et sprog som vi véd hverken var klassisk hebraisk eller aramaisk, trods dets lighed med begge disse sprog.“ I bogen Daily Life in Bible Times giver Albert Edward Bailey en beskrivelse af hvordan jødedrengene på Zebedæus’ søn Jakobs tid blev oplært:
„Drengene blev oplært i fromhed lige fra de var små. Det betød at de havde kundskab om Loven, en kundskab som viste sig ved at de var i stand til at læse den, skrive den og forklare dens ligefremme betydning. . . . Drengene sad i en halvcirkel på jorden med ansigtet vendt mod læreren. Dér lærte Jakob at læse Loven på hebraisk, idet han begyndte med Tredje Mosebog, hvis indhold enhver jøde nødvendigvis måtte kende for at leve et liv som kunne vinde Guds godkendelse; og han måtte udtale ordene korrekt og med ærbødighed. Hebraisk var et fremmed sprog for ham, for i hjemmet og på legepladsen talte de aramaisk, og senere, når han begyndte at drive handel, måtte han tale græsk. Hebraisk var kun til brug i synagogerne. . . . Når drengene havde lært at læse, skulle de lære at skrive, eventuelt på hebraisk og i hvert fald på aramaisk.“ — Siderne 248, 249.
Med hensyn til vidnesbyrdet om at Mattæus skrev sit evangelium på hebraisk først, kan vi pege på en hel række udtalelser af skribenter fra det andet, tredje og fjerde århundrede e. Kr. Vi skal her anføre nogle få: Papias fra det første og andet århundrede skrev: „Mattæus samlede [Herrens] udsagn på det hebraiske sprog.“ (The Ante-Nicene Fathers, bind I, side 155) Origenes fra det andet og tredje århundrede skrev at Mattæus’ evangelium blev „udgivet for jødiske troende, og skrevet med hebraiske bogstaver“. (M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind 5, side 890) I samme værk citeres Eusebius, der levede i det tredje og fjerde århundrede. Han sagde: „Evangelisten Mattæus udfærdigede sit evangelium på hebraisk.“
Så er der Hieronymus fra det fjerde og femte århundrede som i sit værk, der i oversættelse til engelsk bærer titlen Catalogue of Ecclesiastical Writers, skrev at Mattæus „forfattede et evangelium om Kristus i Judæa på hebraisk og med hebraiske skrifttegn, til gavn for de omskårne som troede. . . Ydermere er hebraisk skrift bevaret op til vore dage i biblioteket i Kæsarea, som Pamfilus Martyr så flittigt samlede“.
En udtalelse fra en af vor egen tids bibellærde, Hugh G. Schonfield, er også af interesse. Han skriver på side 11 i An Old Hebrew Text of St. Matthew’s Gospel: „Så langt tilbage som i det fjerde århundrede hører vi om et hebraisk Mattæus-evangelium, bevaret i de jødiske arkiver i Tiberias.“
Endnu et argument for at Mattæus skrev sit evangelium på hebraisk først, bygger på den kendsgerning at Mattæus citerer direkte fra den hebraiske tekst og ikke fra Septuaginta, hvilket man vil opdage ved en omhyggelig gennemgang af hans citater fra De hebraiske Skrifter. Dersom Mattæus havde skrevet sit evangelium på græsk med det samme ville han sandsynligvis have citeret fra Septuaginta.
I betragtning af det vidnesbyrd vi finder hos de første århundreders forfattere, og af at man brugte hebraisk i synagogerne og at Mattæus citerer fra hebraisk, kommer vi til denne konklusion: Det synes fornuftigt at tro at Mattæus først skrev sit evangelium på hebraisk, og at han sandsynligvis senere selv oversatte det til koinégræsk.
● Hvor gammel var Timoteus da Paulus vejledte ham med ordene: „Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung“? (1 Tim. 4:12) — C. S., De forenede Stater.
Den almindelige opfattelse er at Timoteus på dette tidspunkt var ganske ung, måske en teenager, men det er ikke tilfældet. Den bibelske beretning siger ikke meget om hans alder på dette tidspunkt, men den giver os alligevel tilstrækkelige oplysninger til at vi tilnærmelsesvis kan afgøre hvor gammel han var.
Ifølge de sikreste oplysninger der gives begyndte Paulus sin anden missionsrejse omkring år 49 e. Kr. Ret snart traf han Timoteus, der da allerede var en moden kristen og ikke blot en dreng, som det fremgår af Lukas’ beretning: „Og se, dér var der en discipel ved navn Timoteus, som var søn af en troende jødisk kvinde og en græsk fader og havde godt lov blandt brødrene i Lystra og Ikonium. Ham ville Paulus have til at drage med sig, og han tog da og omskar ham af hensyn til jøderne, som boede i de egne; for de vidste alle, at hans fader havde været græker.“ Når Timoteus havde et sådant omdømme må vi rent fornuftmæssigt skønne at han i hvert fald var en atten-nitten år, om ikke først i tyverne. — Ap. G. 16:1-3.
Paulus’ ord i 1 Timoteus 4:12 om at Timoteus ikke skulle lade sig ringeagte fordi han var ung, blev skrevet tolv til femten år senere, mellem år 61 og 64. Følgelig må Timoteus havde været omkring tredive år på det tidspunkt. Men selv i den alder ville Timoteus føle sig relativt ung i sammenligning med de ældre mænd han var bemyndiget til at udnævne som tilsynsmænd i de forskellige menigheder; desuden var han sikkert en lidt forknyt ung mand. — 1 Kor. 16:10, 11; 1 Tim. 1:3; 3:1-15.
Dengang og dér på stedet var det almindeligt at omtale en mand i den alder som ung eller endog som en dreng. Vi læser således: „Udtrykket pais (’dreng’) . . . bruges undertiden om en ældre periode i livet. Eusebius kalder for eksempel Origenes en dreng på en tid da han var lærer i teologi og afgjort over de atten . . . og Konstantin omtaler sig selv på samme måde ved den tid da Diocletians forfølgelser begyndte og han var omkring de tredive.“ Vi finder også at en skribent henviser til sine „unge år“, hvormed han mener alderen fra atten til fyrre. — Schaaf-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge, s. 1117.
I De hebraiske Skrifter finder vi også udtrykket „dreng“ anvendt i relativ betydning. For eksempel omtaler Ruben Josef som „drengen“ skønt han var sytten år gammel. (1 Mos. 37:2, 30) I 1 Mosebog 44:20, 22 benævner Juda Benjamin, der på det tidspunkt må have været tredive år, „en dreng“ og „drengen“. Og da Jeremias sagde: „Jeg er ung,“ eller som New World Translation gengiver det: „Jeg er kun en dreng,“ var han det højst sandsynligt kun i sine egne øjne. Det var for øvrigt tvivlsomt om Jeremias i det hele taget havde fået tildelt en så vanskelig opgave hvis han virkelig kun havde været en dreng, et barn, på godt en halv snes år. — Jer. 1:6.
Af det der her er sagt bør man imidlertid ikke drage den slutning at Jehova Gud ikke bruger de ganske unge og lader dem udføre en tjeneste. Samuel var ikke ret gammel da han tjente ved tabernaklet og Jehovas engel viste sig for ham og overgav ham advarselsbudskabet om Jehovas dom over sit folk. Ifølge Josefus var Samuel dengang tolv år gammel, og det kan godt have sin rimelighed. Vi husker at Jesus var i den alder da han vakte undren hos lærerne i templet med sine spørgsmål og svar. — 1 Sam. 1:24; 3:1-18; Luk. 2:42-47.
Nogle år senere, da Jesu tjenestegerning nærmede sig sin afslutning, var der nogle børn der hyldede ham i templet idet de råbte: „Hosianna Davids søn!“ Da ypperstepræsterne og de skriftkloge gjorde indvendinger svarede Jesus dem: „Har I aldrig læst de ord: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?’“ (Her er ordene „spædes“ og „diendes“ i øvrigt også anvendt i relativ forstand.) — Matt. 21:15, 16.
Når vi læser sådanne udtryk som det Paulus anvender i 1 Timoteus 4:12 må vi tage i betragtning i hvilken sammenhæng de står, for at finde ud af om de skal forstås bogstaveligt eller blot relativt.