Hvad er Guds vej til frelse?
Frelse fra hvad? Hvorfor kan ingen ignorere denne vej?
HVIS en læge fortalte dig at du skulle dø om nogle uger, ville du så give dig til at danse af glæde? Ville du holde en fest? Ville din sidste dag i livet være den lykkeligste? Naturligvis ikke! Det ville være den ulykkeligste for dig og dine kære. Intet normalt menneske ville glæde sig til at dø. Det er kun naturligt at ønske at leve.
Fordi du elsker livet er Guds frelsesforanstaltning af allerstørste betydning for dig. Den er midlet hvorved du kan fortsætte livet for tid og evighed. Den er midlet hvorved du kan blive frigjort for dødens forbandelse, der på nærværende tidspunkt uundgåeligt rammer alle menneskeskabninger. En foranstaltning der kan udvirke så meget for dig er sandelig værd at undersøge nærmere. Det er umagen værd at tage tid til at lære den at kende.
Lige siden det første menneske med overlæg krænkede Guds lov og nedkaldte døden over sig, har døden været menneskets herre. Ligesom svagheder der gør en særlig modtagelig for visse sygdomme, går i arv fra forældre til børn, således er døden gået i arv til os fra vore første forældre. Bibelen påpeger dette når den siger: „Ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ — Rom. 5:12.
Mennesket har ikke haft nogen mulighed for at befri sig for den nedarvede død eller for at udfri dem som allerede var blevet taget af den. Kun Jehova Gud, menneskets Skaber, kunne frelse det fra denne håbløse situation. Eftersom han har tilvejebragt et frelsesmiddel, ville det være tåbeligt at ignorere det eller at nægte at høste gavn af det.
Ikke blot de levende kan høste gavn af Guds frelsesforanstaltning, men også de døde. De kan blive reddet ud af dødens jerntag og ført tilbage til livet, dog ikke ved menneskers magt, men ved Guds. Herom sagde Jesus Kristus, der spiller en betydningsfuld rolle i Guds frelsesforanstaltning: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.“ (Joh. 5:28, 29) Det sker til Jehova Guds fastsatte tid.
At evigt liv er en mulighed ses af disse ord: „Dette er den forjættelse, som han selv tilsagde os: det evige liv.“ (1 Joh. 2:25) Den højeste Suveræn giver ikke tomme løfter. Hans løfte om frelse fra døden vil blive opfyldt for dem som elsker og adlyder ham. Det er ikke at vente at han skulle give dem evigt liv som i trods nægter at adlyde ham eller som ignorerer hans frelsesforanstaltning. „HERREN [Jehova] vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ — Sl. 145:20.
Ophavet til frelsen
Nogle politiske regeringer ønsker at befolkningen skal se hen til dem efter frelse, men der er i virkeligheden kun én kilde, Jehova Gud, som mennesker må se hen til. Han er menneskets frelser. Han reddede menneskeslægten fra fuldstændig udslettelse under Vandfloden, og udfriede gang på gang Israels folk fra trældom. Kong David så hen til ham som ophavet til frelse da han sagde: „HERRE [Jehova], min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvortil jeg tyr, mit skjold, mit frelseshorn, mit værn.“ — 2 Sam. 22:2, 3.
Som han frelste retfærdige mennesker fra Vandfloden og fra den undergang der ramte Sodoma og Gomorra, vil han frelse retfærdige fra den ødelæggelse der kommer over den nuværende onde verden. Men han vil gøre mere endnu. Han vil frelse dem fra den adamitiske død. Dette muliggjorde han ved at tilvejebringe det middel som ophæver virkningerne af Adams synd.
Eftersom Adam var et fuldkomment menneske inden han syndede, kunne kun et andet fuldkomment menneskes liv genløse eller udfri hans efterkommere. Det var umuligt for menneskeslægten selv at frembringe dette fuldkomne menneske, for alle var jo født ufuldkomne fordi de havde modtaget deres livskraft gennem synderen Adam. „Kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!“ — Job 14:4.
Som menneskehedens frelsesophav tilvejebragte Jehova Gud det fuldkomne menneske ved at overføre sin ypperste himmelske englesøns livskraft til en jomfrus moderskød. Da barnet som blev født ikke modtog livet gennem Adams slægtslinje, men fra Gud, var det fuldkomment. Jesus Kristus blev altså Adams ligemand og i stand til at genløse menneskeheden ved at erlægge sit fuldkomne menneskeliv som betaling. „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ — Matt. 20:28.
Forskellige synspunkter vedrørende frelse
Som man kunne vente i en verden der sætter menneskelige filosofier alt for højt, gives der mange syn på menneskets frelse. Der findes for eksempel religiøse mennesker som mener at tro på Jesus Kristus faktisk er alt hvad der er nødvendigt for at blive frelst. Fra tid til anden opfordrer deres præster med gribende ord folk til at tro på Herren Jesus Kristus og blive frelst. Når et menneske således én gang er „frelst“ tror man at det altid er „frelst“. Man mener at det har opnået frelse og aldrig behøver at frygte for at miste den. Hvad man mener det er blevet frelst fra er et brændende helvede, hvor man formoder at de fortabte eller ufrelste går ned. Om dette har evangelisten Billy Graham sagt: „Det var helvedes rædsel der fik Gud til at udtænke den vidunderlige forsoning ved Kristus på korset. . . . Det var menneskets absolutte fortabthed der inspirerede Guds absolutte frelse. . . . Vi burde sandelig sky helvede i betragtning af den pris Gud betalte for at frelse os fra det.“
Et andet synspunkt vedrørende frelse har de som tror på frelse for alle. Mennesker som forfægter denne anskuelse mener at det er utroligt at Gud skulle tortere de fortabte til evig tid. De tror at alle syndere i sidste ende vil opnå Guds gunst. En af de første som troede på universel frelse, en biskop ved navn Titun, sagde i år 364 e. Kr. at helvedeskvalernes gru ville „føre de onde til anger og således til frelse“.
De der bliver forvirrede over de forskellige anskuelser vedrørende frelse laver ofte deres egen teori. De drager den slutning at så længe et menneske lever et pænt liv og ikke volder andre fortræd, kræves der ikke andet for at blive frelst. De tror ikke at Gud venter mere af dem.
Til sidst har vi dem som forkaster tanken om at mennesker har brug for frelse. I deres øjne har Kristi udgydte blod som et genløsningsoffer ingen værdi. Dette syn forfægtes ikke alene af ateister men også af folk som hævder at være kristne. Christian Science-lærebogen Science and Health with Key to the Scriptures siger: „Jesu bogstavelige blod formåede ikke mere at rense fra synd da det blev udgydt på forbandelsens træ end da det flød i hans årer mens han daglig var optaget af sin Faders gerning.“
De forskellige syn på frelse forekommer måske deres respektive tilhængere fuldt ud acceptable, men det vil ikke sige at de er korrekte. Der findes kun ét sted hvor man kan indhente autoritativ oplysning om dette spørgsmål, og det er i Bibelen.
Hvad man må gøre for at blive frelst
Guds skrevne ord viser at der for at opnå frelse kræves mere end at bekende at man tror på Jesus. Blot at sige at man tror er ikke nok. Dengang Paulus og Silas sagde til den makedoniske fangevogter: „Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst,“ (Ap. G. 16:31) mente de ikke at tro på at Kristus er Genløseren er tilstrækkelig for at blive frelst. De vidste at mere var indbefattet. Foruden at eje troen på at Kristus er Guds søn og menneskehedens genløser, er det nødvendigt at have kundskab om Bibelen samt at være villig til at følge Kristi eksempel. Hans tro på den himmelske Fader sås af hans arbejde med offentligt at belære andre om de åndelige sandheder der ærede Faderen og bragte folket trøst. Dette ypperlige eksempel må efterfølges af dem som siger at de tror på Kristus. Deres tro må ledsages af lignende gerninger. Dette påpeges af Jakob, en af Bibelens nedskrivere, som erklærer: „Vis mig din tro uden gerninger, og jeg vil gennem mine gerninger vise dig min tro.“ — Jak. 2:18.
Når et menneske, på grundlag af den bibelkundskab det har erhvervet sig, tror på Kristus som den frelser Gud har tilvejebragt og viser sin tro gennem sine gerninger, kan det anse sig selv for at vandre på frelsesvejen. Det ville være fejlagtigt af en sådan at mene at han nu var frelst og ikke kunne falde. Han må ved sin udholdenhed i den kristne tro vise at han er værdig til frelse. „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ — 1 Kor. 10:12.
Det han er på vej til at blive frelst fra er ikke et brændende helvede, for et sådant sted eksisterer kun i fejlagtigt underrettede menneskers indbildning. Guds ord siger intet om fortabte sjæles evige pinsler i et brændende helvede som straffen for ondskab. Det siger enkelt og ligetil: „Syndens løn er døden.“ „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ „Alle de gudløse sletter han ud.“ (Rom. 6:23; Ez. 18:4; Sl. 145:20) Guds kærlighedsforanstaltning er frelse fra evig død. Det vil sige frigørelse fra dødens forbandelse der skyldes Adams synd.
Frelse fra døden er en Guds gave til dem som adlyder ham, ikke til dem som er ulydige imod ham. De onde og gudløse får ikke denne gave, hvilket vil sige at ikke alle mennesker vil høste gavn af den. Bibelen begrænser den til alle slags mennesker der lægger tro for dagen. „Jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror.“ Om dem som ikke tror siger apostelen Peter at Gud vil „bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag“. Det vil sige de vil blive afskåret fra livet. Han fortsætter med at sige at de „skal forgå som fornuftløse dyr“. — Rom. 1:16; 2 Pet. 2:9, 12.
Hovedkravene for opnåelse af frelse
For at man kan opnå frelse forlanger Gud at man udøver tro på ham og på Kristus Jesus. Man kan ikke vente at opnå Guds gunst hvis man nægter at udøve tro på Faderen som Frelser og på den som Faderen udsendte for at muliggøre frelse. Der står skrevet: „Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.“ (Rom. 10:13) Det skal ske i tro, og ikke alene i tro på Jehova og hans søn, men også i tro på hans ords sandfærdighed. „Men uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ — Hebr. 11:6.
Den som ikke tror forandrer intet ved de virkelige forhold fordi han benægter eksistensen af synd og behovet for frelse. Selv om han nægter at anerkende at han er en synder, er han det alligevel. „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ (1 Joh. 1:8) Når man tror på Guds skrevne ord og anerkender at det er sandt, vil man anerkende at man befinder sig i en syndig tilstand på grund af den adamitiske synd og at man har brug for en genløser. Man vil angre de synder man har begået imod Gud på grund af sin ufuldkommenhed. „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig.“ — Ap. G. 17:30.
Det er kun ret og rimeligt at Skaberen skulle forlange lydighed af mennesket. I forgangne tider var det dem der adlød ham han viste sin gunst. Det forholder sig ikke anderledes i dag. Frelse gennem den kommende Harmagedonkrig og fra døden afhænger af lydighed mod Jehova Gud og mod Jesus Kristus, som han har salvet til at være jordens hersker. Det vises i Hebræerne 5:9, hvor der siges om Kristus: „Da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham.“ Her tilkendegiver Bibelen atter at frelsen er begrænset og ikke universel.
Udholdenhed på vejen til liv er også et frelseskrav. Det gavner intet at man begynder at vandre i lydighed mod Gud, hvis man ikke fortsætter ad denne vej. Man må forblive trofast så længe man lever, selv om ens trofasthed kan bringe en i dødsfare. „Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ — Matt. 24:13.
Den kristne må vise sin tro på samme måde som Kristus, ved at indvi sig til Jehova Gud, symbolisere denne indvielse ved vanddåb og offentligt forkynde sandheden. Han må være en lærer der underviser andre i Guds ord og hensigter. Han kan ikke forholde sig tavs, i overbevisning om at tro alene er nok til opnåelse af frelse. Tavshed er ikke Guds anviste vej. „Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ — Rom. 10:10.
For de få som er blevet udvalgt til at herske med Kristus i himmelen kommer frelsen gennem opstandelse fra dødstilstanden. Men for den store skare af alle slags mennesker som ser frem til evigt liv på jorden kommer frelsen under Kristi tusindårige regering. Til den tid vil Kristus lade dem nyde godt af sit genløsningsoffers fortjeneste så de kan blive løskøbt fra den adamitiske synd, frigjort for døden og hævet op til menneskelig fuldkommenhed i et jordisk paradis. Dette er det sikre udfald af at følge Guds vej til frelse.
[Illustration på side 272]
Frelse for alle
Synd findes ikke
Guds vej til frelse
Én gang frelst altid frelst
Vær god mod alle