Trofaste kvindelige forkyndere — en velsignelse for den nye verdens samfund
„En kvinde, som frygter [Jehova], skal roses.“ — Ordsp. 31:30.
1. Hvilke egenskaber kendetegner den kvinde der fortjener ros, og i hvilke henseender er hendes tilstedeværelse i den kristne menighed til velsignelse?
En gudfrygtig kvinde er i sandhed en velsignelse! Uanset om hun er ung eller gammel, gift eller ugift, om hun er stærk og sund eller hendes fysiske kræfter er knap så gode, gælder det at „en kvinde, som frygter [Jehova]“, og som tjener ham loyalt og trofast, „skal roses“. (Ordsp. 31:30) Den gifte kvinde der frygter Gud er en stor velsignelse for sin mand og sine børn, og den ugifte kvinde der frygter Gud, en stor velsignelse for den kristne menighed. Jehovas vidner er i høj grad taknemmelige for at de har sådanne trofaste kvindelige forkyndere i deres midte. Deres nidkærhed og standhaftighed er en kilde til glæde og opmuntring, og menighederne beriges med sådanne kvindelige egenskaber som medfølelse og forståelse, mens alle i forening er optaget af at finde „fårene“ og tage sig af dem.
2. Hvorfor er ynde og skønhed ikke det der gør en kvinde virkelig tiltrækkende?
2 Sådanne kvinder er smukke i Jehovas og i gudfrygtige mænds øjne. Skønhed virker tiltrækkende, og at være tiltrækkende er en egenskab som alle kvinder ønsker at eje; det ville være unaturligt dersom de ikke gjorde det. Som ordsproget siger: „Yndefuld kvinde vinder ære.“ (Ordsp. 11:16, NW) Men samtidig siger Ordsprogene 31:30: „Ynde er svig og skønhed skin; en kvinde, som frygter [Jehova], skal roses.“ Ynde og skønhed uden Jehovas frygt er i høj grad forræderisk og nytteløs og er derfor ikke det der gør en kvinde virkelig tiltrækkende. Ja, en kvinde der har et meget smukt ydre kan for en mand der ejer moden dømmekraft endog være direkte frastødende. En ellers tiltrækkende hustru kan, hvis hun er trættekær eller besidder andre uheldige sindsegenskaber, drive sin mand hjemmefra, lige så sikkert som ustandseligt tagdryp på en regnvejrsdag. — Ordsp. 27:15.
Kvindens teokratiske ramme
3. Hvilken ramme har Jehova sørget for til kvinden?
3 En tings skønhed øges betydeligt når den ses i de rette omgivelser, i den rigtige ramme, fordi den hører til dér. Fjernes den fra sine naturlige omgivelsers ramme går meget af dens skønhed tabt, og den bliver måske grå og trist at se til, om ikke ligefrem grim. Det samme gør sig gældende for kvinden. Jehova har sørget for en ramme til kvinden inden for sin teokratiske ordning. Under inspiration skrev apostelen i 1 Korinter 11:3: „Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“
4. Hvorfor har Gud sørget for en ledelse inden for sin teokratiske organisation, og er det en forklejnelse af kvinden når Bibelen siger at manden er hendes hoved?
4 Dette bibelske princip der gælder forholdet mellem manden og kvinden vil nogle måske have svært ved at anerkende. De der er tilhængere af „kvindernes frigørelse“ vil uden tvivl protestere og mene at en anerkendelse af det bibelske princip ville være et tilbageskridt. Men apostelens ord er ikke ment som en forklejnelse af kvinden, lige så lidt som det skulle være en forklejnelse af manden at Kristus er hans hoved. Og Kristus selv er på ingen måde utilfreds med at Jehova er hans hoved. Naturligvis er manden ikke Kristus og Kristus ikke Gud. Samtidig er Gud „ikke forvirringens, men fredens Gud“. Der hersker altså ikke kaos, men orden omkring ham, og orden kræver ledelse, hvilket vil sige at der på de områder hvor flere arbejder sammen er én der har ansvaret og som tager bestemmelse om hvordan arbejdet skal gøres. — 1 Kor. 14:33.
5. (a) Hvad vil hustruen erfare når hun anerkender Jehovas ordning? (b) Hvad bliver følgen hvis hun prøver at konkurrere med manden om stillingen som overhoved?
5 Hvad forholdet mellem manden og kvinden angår, tildelte Gud manden, som han skabte først, stillingen som hustruens hoved og familiens overhoved, og overdrog ham det dermed forbundne ansvar. Denne ordning skulle være til velsignelse for familien og skulle resultere i et fredeligt og lykkeligt forhold mellem alle familiens medlemmer. Den gifte kvinde der anerkender denne ordning og som har en mand der udfylder sin plads som den kristne families overhoved, kan i høj grad være lykkelig. Hun befinder sig i den ramme som Gud har tiltænkt hende, og hun har al grund til at være glad og tilfreds. Det er noget den fornuftige kvinde forstår og værdsætter. Den kvinde der forsmår den ramme Jehova har tiltænkt hende og som søger at konkurrere med manden om stillingen som overhoved, mister sin ægte kvindelige skønhed. Hun er ikke længere ’det kvindelige kar’. (1 Pet. 3:7, NW) Selv om vismanden ikke udtrykker sig særlig elskværdigt, må vi ikke desto mindre give ham ret når han siger: „Som guldring i svinetryne er fager kvinde, der ikke kan skønne.“ — Ordsp. 11:22
6. Hvordan beskriver Peter den skønhed som den teokratiske hustru udstråler?
6 Kvindens anerkendelse af at manden er overhovedet og hendes bestræbelser for at rette sig efter denne ordning er en væsentlig forudsætning for hendes egen glæde og tilfredshed og for at hun kan blive et værdifuldt aktiv for den nye verdens samfund. Apostelen Peter forklarer hvor tiltrækkende en gift kvinde er og hvor værdifuld en tjeneste hun kan yde når hun holder sig inden for denne teokratiske ramme: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.“ — 1 Pet. 3:1-4.
En passende klædedragt for den kvindelige forkynder
7. Er det forkert af en kvinde at interessere sig for sit udseende? Hvilken prydelse bør hun ofre størst opmærksomhed?
7 Skal vi da forstå disse ord således at det er forkert af en kvinde at interessere sig for sit udseende? Absolut ikke. Peter siger ikke at det at flette håret og bære guldsmykker i sig selv er forkert, lige så lidt som det er forkert at bære klæder. Det var almindeligt på Peters tid og i tidligere tider at kvinderne gik med meget langt hår, og når de flettede det, var det ikke alene for skønhedens skyld men også af praktiske grunde. Imidlertid var der dengang som nu kvinder der brugte så megen tid på at sætte deres hår — som de i nogle tilfælde prydede med guldsmykker — at det optog dem fuldstændigt, og de interesserede sig mere for deres ydre end for hvordan de tog sig ud indvendig. Peter viser altså hvad der er det vigtigste, hvad man først og fremmest skal interessere sig for, nemlig „hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er“.
8. Hvorfor bør den kvindelige forkynder bruge sund dømmekraft i sit valg af påklædning?
8 Når den kvindelige forkynder går fra hus til hus og taler med folk om den gode nyhed om Guds rige, repræsenterer hun Kristus, lige så vel som manden. Hun må derfor bruge sund dømmekraft når hun vælger sin påklædning. Hun bør tænke på den ophøjede gerning hun udfører og den værdighed den kræver og ikke klæde sig sådan at nogen tager anstød og ikke vil lytte til det budskab hun bringer. Da hun virker ude blandt folk, må hun regne med at folk lægger mærke til hende og at udenforstående er tilbøjelige til at bedømme hendes budskab efter hendes ydre.
9. Hvilken verdslig tendens må hun undgå, og hvorfor?
9 Samtidig med at den kvindelige forkynder sørger for at være både smagfuldt og kvindeligt klædt, må hun undgå en for kraftig understregning af sit køn ved en overdreven make-up og en udfordrende klædedragt. Ellers ville folk næppe tage hende alvorligt som en kristen forkynder og kunne let få et helt andet indtryk af hende. (Es. 3:16-23) Den kvindelige forkynder lader sig ikke påvirke af den verdslige tendens til at lægge vægten på det der virker sanseligt tillokkende, som om det var det eneste mål i livet, og falder derfor ikke i den snare som det er at ofre sit udseende overdreven opmærksomhed eller går til sådanne yderligheder at hun snarere virker distraherende end klædeligt tiltrækkende.
10. Hvilken anden yderlighed bør også undgås, og hvilken vejledning angående klædedragten giver Paulus i 1 Timoteus 2:9, 10?
10 På den anden side ønsker vi heller ikke at aflede folks opmærksomhed fra vort budskab ved at være åbenlyst ligegyldige med vort personlige ydre. Bibelen fordømmer ikke brugen af smykker eller andre ting hvis formål er at forhøje skønhedsindtrykket, når blot disse bruges med måde og vidner om god smag. (1 Mos. 24:22; 2 Mos. 35:22) Den rette indstilling i så henseende gav den kristne tilsynsmand Paulus udtryk for da han skrev: „Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt men med gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig gudsfrygt.“ (1 Tim. 2:9, 10) I alle lande og under alle forhold vil beskedenhed og gudsfrygt hjælpe den kvindelige forkynder til at afgøre hvilken klædedragt der vil være passende for hende ved alle lejligheder.
11. Hvad er det der virkelig kendetegner en kvinde som en Guds tjener og giver hende en skønhed og ynde som intet andet kan give hende? (b) Hvad vil det sige at have „en sagtmodig og stille ånd“?
11 Men det der virkelig kendetegner en kvinde som er Guds tjener er hendes gode gerninger i forkyndelsen. Den „uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er“ giver hende en skønhed og ynde der ikke opnås ved nogen ydre virkemidler. Det er denne klædning der adskiller den kristne kvinde fra alle andre kvinder. At have „en sagtmodig og stille ånd“ vil sige at have et roligt og ligevægtigt sind, også under prøvelser. Det indebærer tilfredshed i sindet og at man har et hjerte der er fri for misundelse, stolthed og ondskab. Det betyder at man har et sind der er rede til at bøje sig for Jehovas vilje og at man villigt og med glæde samarbejder med sine medtjenere i den nye verdens samfund. En kvinde der har et godt hjerte og en sagtmodig ånd vil altid være en velsignelse for sine omgivelser, og — vigtigst af alt — hun ejer Jehovas godkendelse og har derfor udsigt til at opnå evigt liv i hans nye, retfærdige tingenes orden.
Trofaste kvinder i fortiden
12. I hvilken henseende tjener Sara som et eksempel, og hvordan blev hun velsignet?
12 Apostelen Peter siger videre, idet han kaster et blik på fortiden: „Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd, ligesom også Sara var Abraham lydig og kaldte ham ’herre’; og hendes døtre er I blevet, når I gør det gode uden at lade jer skræmme af noget.“ (1 Pet. 3:5, 6) Tænk engang hvilken velsignelse den trofaste Sara modtog af Jehova! Som den trofaste patriark Abrahams hustru blev hun moder til Isak, en søn der var „avlet efter Ånden“, og dermed stammoder til Jesus Kristus. (Gal. 4:29) Kristne kvinder der lægger de samme egenskaber for dagen som Sara, og især den egenskab som Peter fremhæver her, nemlig den der giver sig udslag i at hustruen trofast og loyalt underordner sig sin mand, kaldes Saras „døtre“, ligesom de der lægger den samme tro for dagen som Abraham kaldes hans „børn“. — Gal. 3:7.
13. Hvilke egenskaber gjorde Rebekka til en passende brud for Isak?
13 Og hvad med Rebekka, en anden af Jesu stammødre? På det tidspunkt da Abrahams træl traf hende beskrives hun som „en såre smuk kvinde“. Men det var ikke blot hendes smukke ydre der var tiltrækkende, og det var ikke det som vandt hende Jehovas velsignelse. Nej, det var hendes arbejdsomhed og beskedenhed der viste Abrahams træl at her var Isaks fremtidige brud.
14. Hvilken prøve åbenbarede at Rebekka ejede disse egenskaber?
14 Den simple prøve som han besluttede at anstille havde intet at gøre med hendes ydre skønhed. „Og siger jeg nu til en pige: Hæld din krukke og giv mig at drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din tjener Isak.“ Og netop sådan gik det. Da trællen bad Rebekka om en drik vand, efterkom hun øjeblikkelig hans ønske med et respektfuldt: „Drik, herre!“ og tilbød også at øse vand til kamelerne indtil de havde „slukket deres tørst“. Det var intet ringe arbejde, for der var ti kameler. Da Abrahams træl senere forelagde sit ærinde, gik Rebekka villigt ind på at blive Isaks hustru. Intet under derfor at Isak fik hende kær da han endelig mødte hende. — 1 Mos. 24:14-21, 58, 67.
15. Hvilket betimeligt råd til unge mænd der påtænker at indgå ægteskab indeholder beretningen om Isak og Rebekka?
15 I denne bibelske beretning ligger også et betimeligt råd gemt til kristne mænd der tænker på at gifte sig, idet den viser dem hvilke egenskaber de bør søge hos deres tilkommende. Rebekka var en smuk kvinde, men Abrahams træl vidste at det ikke var nok. Han forvissede sig om at hun havde de hjerteegenskaber der gjorde hende egnet til hustru for hans herres søn. Det vil være klogt om en ung mand forvisser sig om at den pige han ønsker at gifte sig med har de samme egenskaber, og han må være moden nok til selv at afgøre det hvis hans forældre ikke træffer afgørelsen for ham. Selv om det i mange lande nu er skik at den unge mand selv vælger sin ægtefælle — en frihed som Isak ikke havde da han fik Rebekka — vil det dog være et tegn på modenhed hos ham hvis han er rede til at lytte til råd som han får af nogle der er ældre end han, først og fremmest hans forældre, hvis de selv er modne kristne, om end han selv må træffe den endelige beslutning.
16. (a) Hvilken forret fik Debora? (b) Hvilke forrettigheder fik Mirjam del i, og hvordan tjener hun også som et advarende eksempel?
16 Andre trofaste kvinder fra fortiden blev af Jehova velsignet med særlige tjenesteforrettigheder. Debora blev for eksempel profetinde og fik den spændende opgave at arbejde sammen med dommeren Barak, som i spidsen for de israelitiske hærstyrker med Jehovas hjælp slog kana’anæerkongen Jabias styrker og bragte folket udfrielse efter tyve års undertrykkelse. (Dom. 4:1–5:31) Mirjam fik også del i mange tjenesteforrettigheder sammen med sin broder Moses, da han førte Israels folk ud af Ægypten og gennem ørkenen. Blandt andet tjente hun som profetinde og som forsanger for kvinderne. (2 Mos. 15:20) Men hun er også et advarende eksempel. Da hun overskred sine teokratiske beføjelser og talte mod Guds tjener Moses blev hun ramt af spedalskhed. Denne frastødende sygdom var et træffende udtryk for hvor utiltrækkende hendes handlemåde gjorde hende, både i Jehovas og Moses’ øjne. Som følge af sin overtrædelse blev hun udelukket fra Israels lejr i et vist tidsrum. — 4 Mos. 12:1-16.
17. Hvilke gode egenskaber lagde Tabita og Lydia for dagen? Hvilke velsignelser modtog de?
17 Videre kan vi erindre os nogle af de trofaste kvinder der blev velsignet på Jesu tid og i den første kristne menighed. Tænk på hvad der hændte den gavmilde Tabita, „Hinden“. Denne discipel i byen Joppe var en flittig syerske der var „rig på gode gerninger og gav mange almisser“. En dag blev hun syg og døde. Den velsignelse hun modtog var noget ganske uventet — hun blev oprejst fra døden af apostelen Peter! (Ap. G. 9:36-42) Så var der Lydia fra Tyatira, også en hårdtarbejdende kvinde, „en purpurkræmmerske“. Hendes hjerte var i høj grad modtageligt for den gode nyhed, som blev forkyndt af Paulus, og hun lagde en prisværdig gæstfrihed for dagen idet hun indbød apostelen og hans medrejsende til at bo i sit hus, ja Lukas følte sig tilskyndet til at fortælle hvordan hun „nødte“ dem. Hendes hjem blev øjensynlig senere brugt til mødested for de troende, og hendes navn er nu bevaret i Bibelen til et vidnesbyrd om hendes gode gerninger. — Ap. G. 16:14, 15, 40.
18. I hvilke henseender er Priskilla et smukt eksempel, og hvilke tjenesteforrettigheder fik hun?
18 Endnu en kvinde der nævnes ved flere lejligheder i De kristne græske Skrifter er Priskilla. Interessant nok nævnes hun sammen med sin mand alle de seks steder hvor hendes navn forekommer i beretningen. Sammen med ham viste hun gæstfrihed mod Paulus da denne besøgte menigheden i Korint, og hun har uden tvivl gjort sin del da den nye menighed blev oprettet dér. I hvert fald én gang havde dette trofaste ægtepar „vovet deres hals“ for at redde Paulus, og fortjente således alle menighedernes tak. Priskilla og hendes mand fulgte med Paulus til Efesus, hvor de fik den forret at hjælpe den ivrige og veltalende Apollos til nøjagtigere kundskab om sandheden, og deres hjem blev samlingssted for menigheden. Priskilla tjener således som et smukt eksempel for de kvinder der i dag har den forret at være gift med mænd der er menighedstjenere, rejsende tjenere eller missionærer i et fremmed land. Deres loyale støtte skænker dem mange glæder og forrettigheder i tjenesten. — Ap. G. 18:2, 18, 26; Rom. 16:3-5; 1 Kor. 16:19; 2 Tim. 4:19.
19. Ved hvilke to lejligheder i Jesu liv handlede Marias søster Maria på en sådan måde at Jesus udtalte sig anerkendende om hende?
19 Når vi genkalder os de trofaste kvinder på Jesu tid, er der ingen vi husker bedre end Martas og Lazarus’ søster Maria, der boede i Betania. Hvem kender ikke beretningen om Jesu besøg i Martas hus? Det var dengang Maria „satte sig ned ved Herrens fødder og hørte på hans ord“ i stedet for at bekymre sig om de materielle ting, og Jesus roste hende for hendes åndelige indstilling. Ved en senere lejlighed salvede Maria Jesus med en kostbar, duftende salve i Simon den Spedalskes hus. Da nogle, heriblandt Judas Iskariot, kritiserede hende for det, sagde Jesus: „En god gerning har hun gjort imod mig. . . . Hun gjorde, hvad hun kunne . . . Sandelig siger jeg eder: hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende.“ — Luk. 10:38-42; Mark. 14:3-9; Joh. 12:1-8.
20. (a) Finder vi kvinder som disse i den nye verdens samfund i dag? (b) Hvilke tjenesteforrettigheder ligger åbne for dem?
20 Hvad med i dag? Finder vi også nu kvinder som disse der arbejder sammen med den kristne menighed? Kvinder som Sara, der villigt underordnede sig sin mand, kvinder som den smukke og arbejdsomme Rebekka, som den gæstfri Lydia og den gavmilde Tabita, som den loyale og trofaste Priskilla, og som Maria, der „gjorde hvad hun kunne“ i den sande tilbedelses interesse? Ja, det gør vi, Gud være lovet! Også i dag er der mange forrettigheder og spændende opgaver for sådanne trofaste kvinder. På lige fod med troende mænd har de den forret at kunne indvi sig til at gøre Jehovas vilje, lade sig døbe og blive forkyndere af den gode nyhed. De kan lede hjemmebibelstudier med interesserede og opdrage og oplære deres børn til at blive indviede ordets tjenere. De kan tage heltidstjenesten op som pionerer og specialpionerer eller som missionærer blive sendt til et fremmed land, eller de kan indtræde i beteltjenesten.
21. Hvordan bør indviede kvinder se på deres muligheder for at tjene Jehova?
21 I betragtning heraf behøver ingen indviet kvinde på nogen måde at føle sig stækket i sine muligheder for at tjene Jehova. Tværtimod har hun alle muligheder for at øge sine tjenesteforrettigheder, og hver eneste indviet kvinde skulle ønske at ’gøre hvad hun kan’ for at opnå modenhed og for trofast at udfylde den plads hun har fået tildelt blandt Guds folk, så hun kan vinde Guds og sine medkristnes anerkendelse.
[Illustration på side 298]
„Drik, herre!“