Bibelen, traditionen og gudsdyrkelsen

Bør Bibelen være vor eneste rettesnor? Hører tradition hjemme i vor gudsdyrkelse?

DER FINDES et væld af traditioner, og de varierer fra folk til folk og fra land til land. Man kan med rette sige at traditioner i klædedragt, spisevaner, arkitektur, samfundsskikke og så videre, har beriget folkelivet og givet det afveksling og kolorit. Nogle traditioner bevarer respekten for de elementære moralværdier, skønt mange af disse synes at lide en krank skæbne under dette det tyvende århundredes moralske forfald. Andre traditioner er ligefrem skadelige, og tendensen til at sætte traditionen i højsædet har været en direkte hæmsko for oplysningen og for gavnlige fremskridt.

Megen tradition holdes i hævd inden for de mange forskellige religioner, også inden for dem der benævnes „kristne“. Ikke så få synes at traditioner beriger og forskønner deres religion. Derfor er det på sin plads at spørge: Hører traditioner hjemme i sand kristendom? Hvad siger Bibelen om traditioner mennesker har indført? Kan man gå så langt som til at sige at der gives traditioner som ikke nævnes i Bibelen men som er ligestillet med den i gyldighed og lige så vigtige for den kristnes forståelse af Gud og hans hensigter med menneskeslægten? På dette sidste spørgsmål svarer en af de kendte religioner et afgjort ja! Ved Tridentinerkoncilet (1545-1564 e. Kr.) erklærede den romersk-katolske kirkes ledere at „i overensstemmelse med den almindelige kirkes tro findes denne overnaturlige åbenbaring i de skrevne bøger og i den uskrevne tradition der er blevet os overgivet“. Ved åbningsmøderne under Det andet Vatikankoncil gik der næsten to uger med at drøfte dette spørgsmål. Nogle argumenterede for den katolske kirkes vedtagne lære, at der findes to fra hinanden adskilte kilder til åbenbaring Skriften og traditionen. Andre ønskede at man anså traditionen for udelukkende at være en forklaring eller fortolkning af Skriften. Spørgsmålet melder sig derfor: Er både Bibelen og traditionen kilder til guddommelig åbenbaring? Er traditionen en uundværlig faktor i den sande tilbedelse?

Tradition kan defineres som oplysninger, meninger, trosopfattelser, skikke eller sædvaner videregivet ved mundtlig overlevering eller ved eksempel. Set under denne synsvinkel kan der i en religion være visse traditioner som man ikke behøver at indvende noget imod. For eksempel kan det være skik og brug, eller en tradition, at holde menighedsmøder til bestemte tider og på bestemte dage. At følge sådanne „traditioner“ vil fremme en ordnet livsførelse og hjælpe en til at udvikle gode vaner i ens gudsdyrkelse. Men det gør ikke disse traditioner til uundværlige faktorer. Tidspunkterne for disse møder kan ændres uden at der går noget skår i ens tilbedelse af Gud.

Gavnlige traditioner

Som et eksempel på en „sædvane“ eller en tradition, er det interessant at lægge mærke til at Jesus „efter sin sædvane“ gik ind og prædikede i synagogen på sabbatsdagen. Apostelen Paulus havde samme „sædvane“, sikkert med Jesu eksempel i tanke. (Luk. 4:16; Ap. G. 17:2) Betragter vi „tradition“ i dets grundbetydning, altså som „oplysning, videregivet ved mundtlig overlevering“, kunne den oplysning Paulus havde modtaget direkte fra Herren Jesus Kristus videregives til menighederne som „tradition“ eller „overlevering“. Mærk dig disse udtalelser af apostelen: „I . . . holder fast ved overleveringerne, således som jeg har overleveret jer dem.“ „Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer,“ vedrørende fejringen af højtiden til minde om Kristi død. „Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: at Kristus døde for vore synder, efter skrifterne.“ „Så stå da fast, brødre! og hold fast ved de overleveringer, hvori I blev oplært af os, hvad enten det var i tale eller brev.“ — 1 Kor. 11:2, 23; 15:3; 2 Tess. 2:15.

Foruden at Paulus overgav Kristi Jesu inspirerede lære til andre, blev han selv inspireret til at overgive mange forskrifter til opbyggelse af den kristne menighed, alt sammen gavnlige overleveringer han senere selv nedskrev og som blev en del af de inspirerede Skrifter. Derfor kunne Paulus skrive til menigheden i Tessalonika: „Men vi byder jer, brødre! i Herren Jesu Kristi navn, at I holder jer fra enhver broder, som vandrer uskikkeligt og ikke retter sig efter den overlevering I modtog af os.“ — 2 Tess. 3:6.

I dette skriftsted og andre steder i De kristne græske Skrifter er det græske ord der oversættes med „overlevering“ parádosis. Det indebærer tanken om noget der overgives, og bruges om gode eller skadelige overleveringer eller traditioner. Indtil nu har vi nævnt eksempler på gavnlige overleveringer. Ud fra hvilket grundlag kan vi afgøre om en overlevering ikke er gavnlig og bør afvises?

For at vi kan forstå det rette forhold mellem overleveringernes og Bibelens værdi skal vi lægge mærke til hvad den samme apostel, Paulus, skrev i 2 Timoteus 3:15-17: „Du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus. Hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ (Fodnoten) Her siges der intet om at en mundtlig overlevering skal supplere Skriften og at en sådan er en forudsætning for at vi kan tro og blive frelst samt blive fuldt beredte og vel skikkede som kristne. Hvilken slutning må vi drage når vi ser menneskers overleveringer ligestillet med Guds inspirerede ord, eller når overleveringer der er i modstrid med Bibelen accepteres og følges i stedet for Bibelen? Kan noget sådant være foreneligt med sand gudsdyrkelse?

Jesu syn på traditionen

Jesus kom netop til at stå over for dette spørgsmål. I tiden efter at de sidste af De hebraiske Skrifter var blevet affattet i det femte århundrede f. Kr. og indtil Jesu komme på jorden havde jødernes religions ledere føjet en mængde mundtlige overleveringer til det skrevne ord, og disse, påstod de, var uundværlige i tilbedelsen af Gud, skønt de i mange tilfælde var i modstrid med Skriften.

I to parallelle beretninger fortæller evangelieforfatterne Mattæus og Markus om en samtale Jesus havde med de skriftkloge og farisæerne om netop dette spørgsmål. I Mattæus’ beretning læser vi: „Da kommer der fra Jerusalem farisæere og skriftkloge til Jesus og siger: ’Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker jo ikke deres hænder, når de skal holde måltid.’ Men han svarede og sagde til dem: ’Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? Thi Gud har sagt: „Ær din fader og din moder,“ og: „Den, der forbander fader eller moder, skal lide døden.“ Men I lærer: „Hvis nogen siger til sin fader eller sin moder: ’Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være tempelgave,’ så behøver han slet ikke at ære sin fader eller sin moder.“ Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.’“ — Matt. 15:1-6; Mark. 7:1-13.

Som vi ser havde de skriftkloge og farisæerne den største respekt for den overlevering at man skulle vaske sine hænder inden måltidet. Det drejede sig ikke om bare af renlighedshensyn at vaske sine hænder, for det ville Jesus ikke have haft noget imod. Men det farisæerne hentydede til var en ceremoni der krævede at man skulle vaske sine hænder i noget særligt vand før, under og efter måltidet. Denne ceremoni blev taget så alvorligt at Talmud, som optog denne tradition, sagde: „Han som tager denne vasken hænder let vil blive udslettet af jorden.“a

Men betragtede Jesus denne overlevering som noget uundværligt for den sande tilbedelse? Tværtimod viste han at et sådant synspunkt kunne være meget farligt, idet han anførte et eksempel på at en af deres overleveringer ligefrem satte Guds ord ud af kraft. At jøderne skulle ære deres fader og moder indbefattede at de skulle understøtte dem økonomisk hvis det var påkrævet, men de skriftkloges og farisæernes overlevering ophævede dette bud og gav sønnerne mulighed for at slippe for denne pligt ved i stedet at give beløbet som tempelgave. Da de skriftkloge og farisæerne selv var interesserede i den slags „gaver“ og fik umiddelbar gavn af en sådan fortolkning, er det ikke så svært at gennemskue deres motiver. Og som Jesus så kraftigt understregede havde denne overlevering eller tradition fremelsket en hyklerisk form for tilbedelse, idet de dyrkede Gud med læberne i stedet for af hjertet. — Matt. 15:7-9.

Ikke en eneste gang under hele sin tjenestegerning citerede Jesus de mundtlige overleveringer for at underbygge sin lære, men han henviste altid til Guds skrevne ord og brugte udtryk som „Der står skrevet“, „Har I ikke også læst dette skriftord?“ og „Hvad står der skrevet i loven?“ (Matt. 4:4-10; Mark. 12:10; Luk. 10:26) Apostelen Johannes fortæller os ganske vist at der var ting som Jesus gjorde der ikke blev nedskrevet, men lader os forstå at alt det der havde betydning for opnåelse af evigt liv, blev nedskrevet. (Joh. 20:30, 31) Nej, Jehova Gud overlod ikke bevarelsen af „livets ord“ til den mundtlige overleverings tvivlsomme kanal. Han sørgede for at det ved den hellige ånds inspiration blev „skrevet, for at vi kan lære deraf“, og for at vi „ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb“. — Fil. 2:16; Rom. 15:4.

Det skrevne ords overlegenhed

De overleveringer som Jesus og hans apostle først overgav mundtligt og som af de efterfølgende generationer skulle betragtes som et led i Guds sandhedsåbenbaring, blev nedskrevet under vejledning af den hellige ånd, således at Skriftens kanon forelå helt færdig inden Johannes, den sidste af de tolv apostle, døde. Yderst passende skrev Johannes kort før sin død: „Hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud lægge på ham de plager, som der er skrevet om i denne bog.“ — Åb. 22:18.

Skaberen lod i sin visdom sandheden nedskrive for at værne os mod at huske fejl, vel vidende at den menneskelige hukommelse langtfra er fuldkommen. Selv enkelthederne ved noget der lige er sket, glemmes hurtigt og bliver helt forvansket i tidens løb hvis det bliver overladt til mundtlig overlevering. Selv om man i alle de gamle civilisationer finder overleveringer der beretter om en verdensomspændende vandflod, er enkelthederne i disse overleveringer meget modsigende og ofte helt fantastiske. Men Bibelen har bevaret en øjenvidneskildring i „Noas sønner, Sem, Kam og Jafets slægtebog“. (1 Mos. 10:1) Hvis den mundtlige videregivelse af virkelige, fysiske og synlige begivenheder frembyder en fare for unøjagtigheder, hvor meget mere så ikke videregivelsen af tankeforestillinger der beskæftiger sig med åndelige spørgsmål det menneskelige øje ikke ser. Det er især på dette område at der i kristenhedens religioner findes så mange overleveringer der ikke alene er i modstrid med Guds skrevne ord men som faktisk er hentet fra den hedenske forestillingsverden. Kan det tænkes at tanker og opfattelser som man længe har troet var bibelske sandheder, overhovedet ikke finder støtte i Bibelen? Hvad med treenighedslæren og dens tre personer i én guddom, menneskesjælens iboende udødelighed, skærsilden, et helvede med pine for de onde? Er det bibelske læresætninger eller menneskers overleveringer?

Vi skylder os selv og vor familie klart at kunne gøre rede for disse spørgsmål. Guds ord giver os denne betimelige advarsel: „Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens ’magter’, ikke på Kristus.“ (Kol. 2:8) For at vi ikke skal lade os fange af tomt bedrag, bør vi undersøge disse spørgsmål ved hjælp af Bibelen, Guds skrevne og af ham inspirerede vejledning i sand gudsdyrkelse Den vil hurtigt sætte os i stand til at afgøre hvorvidt traditionelle tankeforestillinger eller skikke der ikke stemmer overens med sandheden, har vundet indpas i vor gudsdyrkelse. Vær overbevist om at et hvilket som helst af Jehovas vidner vil være lykkeligt for at hjælpe dig i dit studium af Bibelen, fordi det ligger dem på hjerte at fremme den sande tilbedelse.

Hvilken velsignelse er det ikke at Jehova Gud har draget omsorg for at vi kan få nøjagtig kundskab gennem en skriftlig fremstilling! Af de her anførte beviser skulle det være ganske klart at Bibelen er den eneste pålidelige vejleder. Den udgør et fuldstændigt hele og behøver ingen tilføjelser. Vi bør tilegne os al dens værdifulde kundskab ved regelmæssigt at studere dens sider. Det betyder livet for os!

[Fodnote]