Kastevæsenets tyranni

Mens ordet „kaste“ almindeligvis får en til at tænke på Indien, er dette begreb dog ingenlunde begrænset til pågældende land. Hvilken form kastevæsenet end viser sig under, er det et udtryk for tyranni og fordømmes i Guds ord.

DET sidste sted i verden man ville tænke på at lede efter eksempler på kastevæsen er uden tvivl blandt vore husdyr. Men ved du at forskningen på dette område har konstateret at „kastevæsenets særrettigheder, grusomhed, undertrykkelse og snobberi“ florerer blandt høns og køer, i lo og stald?

I landmandens hønsegård findes der altid „et bestemt socialt hierarki eller en ’hakkeorden’. Hver eneste høne nærer en hellig rædsel for dem der står over den i rang og ved også hvem der står under den“. (Saturday Review, 22. juni 1957) Om køerne får vi at vide at hver hjord har sin dronning, „der altid går først ind i stalden eller ind i græsindhegningen og som har ubestridt ret til at skubbe enhver anden ko bort fra ædetruget. Bag hende går andre køer af høj rang i en ganske bestemt rækkefølge“. I en flok på hundrede køer vil der være en tolv stykker af den slags, således som man har erfaret i Cornell universitetets forsøgskostald hvor „resten holdt sig ærbødigt tilbage mens de få privilegerede gik ind i stalden først“. — American Mercury, november 1956.

Kastevæsen hos den lavere dyreskabning, og det er på ingen måde begrænset til husdyrene alene, forekommer os mennesker ret komisk. Hvor meget de undertrykte lider kan vi kun gisne om. Men kastevæsen blandt mennesker er ikke morsomt; det er et brutalt og barbarisk åg der hviler tungt på mange, mange millioner, et åg der forårsager sorg, suk og savn og får alle retfærdselskende mennesker, hvad enten de selv berøres af det eller ej, til at føle oprigtig harme.

Mange former

Kastevæsenet indebærer uvægerligt tyranni. Det er brug af magt for at undertrykke andre på grund af påstået forrang. Den formodede forskel kan være ren og skær fantasi, som i tilfældet med det indiske kastevæsen, eller den kan skyldes fødsel, som ved forskelsbehandling af et mindretal på grund af race. I mange lande i Østen bliver de lyshudede dårligt behandlet, hvorimod de mørkhudede bliver undertrykt i de vestlige lande. Af de mest fremherskende former for kastevæsen kan nævnes det braminske system i Indien, racediskrimination, national fordom og æstetisk snobberi på grund af særlig uddannelse, kultur, rigdom o.s.v., og på religionens område adskillelsen i et præsteskab og et lægfolk.

Man regner gerne med at kastevæsenets vugge har stået i Indien, men dets oprindelse går endnu længere tilbage, ja helt tilbage til det præsteskab Nimrods moder indførte efter sin søns død. Med hensyn til den indiske form ser det ud til at lyshudede, ariske erobrere mange århundreder før Kristus gjorde indfald i landet, underkuede befolkningen og påtvang den et vilkårligt kastesystem. Det indiske ord for kaste rummer tanken om farve, lys farve, mens det portugisiske rodord hvoraf ordet „kaste“ er afledt, betyder „race“, det vil sige ren eller ublandet race. Ifølge en indisk forfatter „opdagede man snart at kastevæsenet (det braminske system) var et meget effektivt middel til at få herredømme over og udnytte folket og holde det i uvidenhed så det kunne underkues, og ved stadig at opdele det i skarpt adskilte grupper ville det bestandig stå svagt“. — The Menace of Hindu Imperialism, af Swami Dharm Theertha, 1946.

Oprindelig havde det braminske kastesystem fire hovedgrupper: 1) brahmanerne eller præsterne og de lærde; 2) krigerne og herskerne; 3) bønderne, de næringsdrivende og håndværkerne; 4) tjenestefolkene. De som af en eller anden grund forbrød sig mod deres kaste udgjorde en femte gruppe, pariaerne eller „de urørlige“. (The Encyclopedia Americana, bind 6, side 1, 1956 udgaven) Denne sidste gruppes kår var så elendige at den indiske regering til sidst gjorde den ulovlig.

Den mest ubarmhjertige form for kastetyranni er den der skyldes hudfarve. Raceadskillelse under betegnelsen apartheid er det brændende spørgsmål i Sydafrika i dag. I sommeren 1957 berettede den amerikanske presse om det ene udslag efter det andet af denne form for kastetyranni. En ny skole i Nashville, Tennessee, der havde kostet $500.000 at opføre, blev sprængt i luften med dynamit fordi man havde optaget et eneste negerbarn blandt skolens 390 elever. For at hindre ni unge negre i at få adgang til gymnasieskolen i Little Rock, Arkansas, udkommanderede statsguvernøren flere hundrede mand af nationalgarden udstyret med geværer, knipler og gasmasker, tilsyneladende for at opretholde ro og orden, men i virkeligheden for at støtte dem som lod hånt om loven, og dermed trodsede han forbundsregeringens øverste myndighed. I Los Angeles, California, underskrev treogfyrre medlemmer af en metodistkirke en protest mod udnævnelse af en negerpræst ved deres kirke.

Mere udbredt, men måske mindre brutalt, er det kastetyranni der opstiller skel på grund af kultur, uddannelse og rigdom. De som er i besiddelse af disse fortrin lægger ofte snobberi for dagen over for dem som ikke ejer dem. Ligesom i Indien reguleres alt samkvem mellem mennesker af disse skillelinjer. Kongehusene i lande som Storbritannien er ligeledes en kaste for sig.

Sammenrotning på grund af fælles nationalitet er også en form for kastetyranni. Man ser ned på udlændingen uanset hvilke gode egenskaber han måtte have. Tilhængere af denne form for kastevæsen nærer som regel større had til andre folk end kærlighed til deres eget land.

Så findes der det religiøse kastesystem, hvor de som bærer en særlig dragt, hvad enten det er præster, munke eller nonner, regnes for mere hellige end andre. De adskiller sig også ved at bære titler som „velærværdighed“, „fader“, „biskop“, „monsignore“, o.s.v. Alle sådanne kasteskel er også en form for tyranni der får andre til at bøje sig i ærbødighed og frygt og føle sig forpligtet til finansielt at støtte disse foretrukne.

Intet bibelsk medhold

Den organiserede religion støtter i almindelighed det bestående kastevæsen. I De forenede Stater er kastetyranniet mest udbredt i de stater der kaldes „bibelbæltet“. Men Guds ord giver intetsteds kastetyranniet medhold. Blandt fortidens israelitter fandtes der intet kastevæsen. Når blandede ægteskaber var forbudt var det kun for at bevare tilbedelsen af Jehova ren. Israelitterne kunne gifte sig med ikke-israelitter der gik over til jødedommen. Som eksempler kan nævnes Rahab og Rut.

Selv om israelitterne var anerkendt som Jehovas udvalgte folk som følge af Guds pagt med deres forfader Abraham, blev de advaret mod enhver kastefølelse. De fik at vide at Jehova selv elsker de fremmede, og blev mindet om at de selv engang havde været fremmede — i Ægypten. Atter og atter mindede Guds profeter dem om at Guds gunst ikke var afhængig af hvilken race man tilhørte, men af at man tilbad ham på rette måde.

De kristne græske Skrifter er endnu tydeligere på dette punkt. Apostelen Paulus sagde rent ud, at Gud „lod alle folk nedstamme fra et menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade“. Hvis alle stammer fra det ene menneske Adam, så er de alle beslægtede og ingen har nogen forrang på grund af hudfarve eller andet fysisk særkende. (Dette bekræftes af den kendsgerning at blod fra én race ikke kan skelnes fra en anden races blod.) Paulus viser også at kristne ikke må gøre forskel på grund af nationale eller politisk-økonomiske uligheder: Der er „ikke forskel på jøde og græker, træl og fri“ i den kristne menighed. — Ap. G. 17:26; Gal. 3:28.

Fremfor at anerkende nogen skillelinjer på grund af verdslig uddannelse siger Bibelen at „denne verdens visdom er . . . dårskab i Guds øjne“. (1 Kor. 3:19) Til dem som opstiller et kastesystem ved at vise de rige personsanseelse og ringeagte de fattige skrev disciplen Jakob kort og godt: „I har klasseskel iblandt jer og I er blevet dommere som afsiger forvanskede kendelser, ikke sandt? Lyt, mine elskede brødre. Gud har udvalgt dem der er fattige med hensyn til verden til at være rige i tro og arvinger til det rige han har lovet dem der elsker ham, har han ikke? Men I har vanæret den fattige. De rige, . . . spotter det skønne navn ved hvilket I blev kaldet, gør de ikke? Hvis I i gerning opfylder den kongelige lov efter Skriften: ’Du skal elske din næste som dig selv,’ handler I helt rigtigt; men hvis I bliver ved med at vise personsanseelse, begår I en synd, for I stemples af Loven som overtrædere.“ — Jak. 2:4-9, NW.

Der må heller ikke findes et kastevæsen i den kristne menighed fordi nogle har særlige tjenesteforrettigheder. Fordi to af Jesu apostle bad ham om de fornemste pladser i hans rige sagde han til dem: „I ved, at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.“ — Matt. 20:25-27.

Jesus udelukkede at et kastesystem der omfattede et betitlet præsteskab måtte dannes blandt hans efterfølgere. I sin fordømmelse af en sådan fremgangsmåde blandt jøderne sagde han blandt andet: „I skal ikke lade jer kalde ’rabbi’; thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ’fader’; thi kun én er jeres Fader, han som er i Himlene. Ej heller skal I lade jer kalde ’førere’; thi kun én er jeres fører, Kristus. Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener.“ — Matt. 23:8-11.

Hvordan kastevæsen gør fortræd

Det er hævet over enhver tvivl at kastevæsenet forårsager megen lidelse, uanset hvor eller hvorfor det praktiseres. Det er grusomt og selvisk. De som påtvinger andre et kastevæsens skel og skillelinjer giver ikke agt på Jehovas befaling om „at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud“. De forsømmer at elske deres næste som sig selv og glemmer Jesu befaling: „Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne.“ — Mika 6:8; Matt. 22:39; 7:12.

Kastevæsenet skader ikke alene dem som bliver undertrykt af det, men også dem som bliver ophøjet ved det. Hvordan det? Fordi det er et udslag af hovmod, og „hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen“. Endvidere bliver vi advaret om at „den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges“, og at „det, som sættes højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud“. I samme grad som kastevæsenet gør mennesker ubarmhjertige og hårde, og i samme grad som de praktiserer det, vil de blive gengældt af den store dommer, Jehova Gud. — Ordsp. 16:18; Matt. 23:12; Luk. 16:15; Matt. 7:2.

Som vi har set avler kastevæsenet stolthed, misundelse og stridigheder. De skel kastevæsenet sætter, er i modstrid med Guds ord og har Satan Djævelen til ophav, og da de forefindes hos den lavere dyreskabning er de dyriske. Disciplen Jakobs fordømmende ord gælder således også kastevæsenet: „Men huser I bitter misundelse og egennytte i jeres hjerter, så ros jer ikke løgnagtigt på trods af sandheden! Den ’visdom’ kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sjælelig [dyrisk, NW], og stammer fra de onde ånder. Thi hvor der er misundelse og egennytte, dér er forvirring og alt, hvad ondt er.“ — Jak. 3:14-16.

Det alvorligste er imidlertid at kastevæsenet ophøjer skabningen og altså er en dyrkelse af skabningen. Noget sådant vækker Guds vrede, for han er „en Gud der fordrer absolut hengivenhed“. Da Jehova ikke kan fornægte sig selv, vil han i det truende Harmagedonslag ydmyge det stolte menneske og ophøje sit eget navn over alt og alle. — 2 Mos. 20:5, NW.

De som elsker Gud og deres medmennesker vil ikke have noget at gøre med kastevæsenets skel og skranker eller med de organisationer som opretholder dem. Fremfor at indvi sit liv til at bekæmpe kastevæsenet og gøre det til et stridsspørgsmål, sådan som nogle gør, vil det for dem som lider under det og ikke kan komme fri af dets åg, være klogest at afvente Jehovas fastsatte tid da han vil gøre ende på al uretfærdighed, hvilket vil ske i hans nye retfærdsverden.