Er du til at tale med?
JEHOVA GUD sætter i høj grad pris på at de der tjener ham er imødekommende og til at tale med. Det måtte vi også forvente, for Gud selv har sat et ypperligt eksempel i denne henseende. Alle slags mennesker kan nærme sig ham i bøn, til alle tider og under alle forhold. — Sl. 65:2, 3.
Et vidnesbyrd om hvor højt Gud sætter det at være imødekommende, har vi i den omstændighed at han sendte sin søn til jorden og lod ham leve under ringe kår. Hvorfor? Blandt andet for at hans søn, Jesus Kristus, „kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst“, „ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet [prøvet, NW] i alle ting ligesom vi“. På grund af ham kan kristne „med frimodighed træde frem for nådens trone“, og vi kan gøre det i oprigtighed og i troens fulde vished. (Hebr. 2:17, 18; 4:15, 16; 10:19, 21, 22) Sådan ønsker Jehova Gud det.
I dag glider folk mere og mere fra hinanden; kommunikationen mellem familiemedlemmer, mellem dem der har myndighed og dem der er underlagt myndighed, nedbrydes langsomt. Dette skulle få os til i endnu højere grad at se nødvendigheden af at være imødekommende og til at tale med. Vi har ikke råd til at lade en så farlig tilstand fra den gamle verden trænge ind i den kristne menighed og svække den gode og hjertelige ånd der råder der. Hvem må især være på vagt, og hvordan kan de beskytte sig imod denne fare?
Kristne ægtemænd, som skal ’elske deres hustru som sig selv’, må være på vagt og værne om denne egenskab. Forældre må også blive ved med at være åbne og imødekommende over for deres børn, så disse ikke bliver ’opirrede og mismodige’. Og i hver eneste kristen menighed må de ældste (tilsynsmændene) vise at de er imødekommende og til at få i tale af alle deres brødre og søstre. — Ef. 5:28, 33; Kol. 3:19, 21 (NW); 1 Pet. 5:1, 3.
Hvordan vi viser at vi er til at tale med
Hemmeligheden ved at være sådan at andre tør komme hen til en og tale med en, er at man nærer oprigtig og ægte interesse for andre. Det er ikke nok at sige at vi er til at tale med, at vi følger „den åbne dørs“ politik, og at der står „velkommen“ på måtten. Som Ordsproget siger: „Et utal af mennesker vil hver især kundgøre deres egen kærlige godhed.“ Ord er ikke nok. Vi må i gerning vise at vi er til at tale med ved den måde vi behandler andre på. (Ordsp. 20:6, NW; 1 Joh. 3:18) Hvis vi nærer oprigtig interesse for andre og er villige til at give af os selv for deres skyld, vil de mærke det.
En ældste i en menighed har ved den hellige ånd fået overdraget at tjene som hyrde under Kristus Jesus. Men dette hverv skulle ikke få ham til at føle sig hævet over andre, for han er selv en del af hjorden, et af „fårene“. (Ap. G. 20:28; 1 Pet. 5:2, 4) Han bør derimod være taknemmelig for at menighedens hoved, Kristus Jesus, har anset ham for værdig til at betjene sine fæller i hjorden og at Gud har gjort ham egnet til det ved at give ham et vist mål af kundskab, forståelse og visdom. (1 Tim. 1:12; 2 Kor. 3:5, NW) Sådanne åndelige rigdomme er ligesom en skat han har fået betroet af Gud. I stedet for at føle sig betydningsfuld i egne øjne, vil han være glad for at han, ved Guds ufortjente godhed, har noget at give af til gavn for sine brødre, god vejledning og kundskab, alt sammen hentet fra Guds eget ord. Tvært imod at føle sig hævet over andre vil han ydmygt bestræbe sig for at bruge denne kundskabsskat til ære for Jehova og hans søn, menighedens hoved. — 1 Kor. 4:7; 1 Pet. 4:10, 11.
Er du til at få i tale?
Det er indlysende at man ikke er til at få i tale hvis man ikke stiller sig til rådighed. Om Jehova Gud kunne apostelen Paulus sige at „han ikke er langt fra en eneste af os“. (Ap. G. 17:27) Guds tjener Moses var villig til at påtage sig det opslidende arbejde at hjælpe andre med deres problemer „fra morgen til aften“. — 2 Mos. 18:13-16.
Nu kan kristne ældste naturligvis have mange pligter at varetage — de har måske selv en familie som kræver deres opmærksomhed. Desuden vil de også gerne være med i forkyndelsen af den gode nyhed for mennesker i verden og gøre så mange som muligt til disciple. Men hvis de vil være gode hyrder for hjorden, må de finde balancen mellem disse og andre pligter, sådan at de kan være til rådighed for deres brødre og søstre i menigheden når disse kommer til dem for at få oplysning om noget eller hjælp til personlige spørgsmål og problemer.
Ved de kristne møder er det ofte simpelt hen et spørgsmål om at lade andre se at man er til stede og er villig til at tale med dem. Hvis man giver det udseende af at man hele tiden har travlt, vil mange tøve med at komme hen til en. Menighedens optegnelser og andet papirarbejde er naturligvis vigtigt, men det er ikke dette arbejde som viser at man er en sand hyrde for „fårene“. Det vil være bedst først at tage sig af dette arbejde når man har vist de rigtige, levende „får“ sin opmærksomhed. — Jævnfør Ordsprogene 27:23; Johannes 10:2-4.
Det er naturligvis godt selv at tage initiativet til at vise interesse for andre og gå hen til dem. Det vil være i overensstemmelse med Guds eksempel, for han ventede ikke på at menneskene først skulle komme til ham, men han tog selv de indledende skridt. (Jer. 7:13, 25; 2 Kor. 5:20; 1 Joh. 4:10, 19) Men selv her er det vigtigt at vise at vi ikke blot vil være „rare“ eller følger den „politik“ at ville være (eller at ville se ud til at være) venlige og udadvendte. Vores interesse for andre må være oprigtig og ægte. — 1 Pet. 1:22.
Lytter vi når nogen kommer hen til os med et spørgsmål eller problem? Det pågældende spørgsmål eller problem forekommer måske os at være af mindre betydning, måske en ren bagatel, men for den der kommer og spørger kan det være af stor betydning. Nogle forældre gør sig skyldige i at opirre deres børn og gøre dem mismodige ved at ignorere dem eller måske oven i købet gøre nar af dem når de kommer med tilsyneladende små problemer. De ældste må passe på ikke at begå den samme fejl over for dem de skal betjene i menigheden. Jehova Gud er nemlig ikke sådan. Som Jakob 1:5 lader os forstå er Jehova ikke karrig med at yde os hjælp med vore problemer — som sandelig kan forekomme små og ubetydelige fra hans ophøjede position — men han hører på os og yder os gavmildt hjælp, uden at blive irriteret på os eller bebrejde os fordi vi kommer til ham med sådanne anliggender.
Ved en lejlighed kom nogle forældre hen til Jesus med deres små børn. Jesu disciple prøvede at forhindre det, øjensynlig fordi de mente at ’deres Lærer havde langt vigtigere ting som krævede hans tid og opmærksomhed’. Men Jesus harmedes da han så dette, irettesatte sine disciple og tog børnene i sine arme og gav dem den opmærksomhed de søgte. — Matt. 19:13, 14; Mark. 10:13-16.
Det gode eksempel som han og hans Fader har sat os, skulle tilskynde os alle til at vise at vi også er til at få i tale. Gør vi det, vil det bidrage til at der hersker en god ånd i Guds menighed, en sand kristen ånd, der vidner om hjertelighed og tillid, kærlighed og broderlig hengivenhed. Vi vil være til velsignelse for andre og vil selv til gengæld blive rigt velsignet.