havde slet ikke ventet noget sådant. Med få ord havde Paulus vendt op og ned på situationen. Nu var det de lærde filosoffer, der tog sig ud som snakkehoveder, som tåbelige og uvidende, mens den lille, ubetydelige mand fra Jerusalem stod som den kloge vejleder. Disse stolte atenere indrømmede offentligt, at de uafvidende dyrkede en gud, som de intet kendte til, mens Paulus havde stor kundskab om ham og med glæde gav sig til at oplyse dem om denne guddom. Sådan kunne han ikke have talt til dem på torvet, hvor de regelmæssigt kom sammen for at belære andre, men her stod han som en af dem indbudt taler og kunne derfor ytre sig ganske frit.

22, 23. Hvordan identificerede Paulus med stor takt den levende Gud?

²² Kan du ikke forestille dig disse pinligt berørte filosoffer sige til hinanden: „Hvem var det, der fandt på at bringe denne mand her hen for at sætte os til vægs?“ Men vent bare! Paulus var kun lige begyndt at blotte disse menneskers uvidenhed! Han fortsatte: „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er himmelens og jordens herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra eet menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud . . . så sandt han ikke er langt fra en eneste af os; thi i ham lever og røres og er vi, sådan som nogle af jeres digtere har sagt: Thi vi er også af hans slægt.“ Hvilke ord fra det lille „snakkehoved“ fra Jerusalem, ja, livets ord! — Ap. G. 17:24-28.

²³ Som det påstås af flere, citerede Paulus her et digt af Aratos fra Kilikien og også et af Kleanthes: „Lad os begynde med Gud. Lad hver dødelig opløfte sin røst og istemme Guds endeløse pris. Gud fylder himmelen, jorden, havet, luften; vi føler hans ånd bevæge sig her og alle vegne, og hans afkom er vi.“ Taleren støttede ikke sit forbløffende argument med citater fra de hebraiske profeter, som hans tilhørerskare ikke anerkendte som nogen autoritet, men han mindede dem om en af deres egne landsmænds værker. Lyt til hans næste ord: „Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde.“ Hvor krympede disse stolte filosoffer sig ikke i deres inderste jeg og følte sig ilde til mode! Hvor de længtes efter, at han skulle holde op med at tale, og hvor glade ville de ikke have været, hvis de usete havde kunnet snige sig bort fra deres pladser! — Ap. G. 17:29.

24, 25. a) Hvad fremhævede Paulus som Jehovas krav? b) Hvilken sund lære omtalte Paulus, og hvorfor bragte det dette usædvanlige offentlige møde til en brat ende?

²⁴ Men vær tålmodige, de herrer! Paulus har mere at sige. Hans teokratiske finfølelse viser sig i hans næste udtalelser, der er præget af venlighed, og havde disse såkaldte „vise“, men dårligt underrettede tilhørere, været villige til at give agt på dem, kunne de have vundet det evige liv. Paulus tilføjede: „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig. Thi han har fastsat en dag, da han vil domme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ — Ap. G. 17:30, 31.

Til fordel for religionsfriheden

Et United Press-telegram af 22. maj 1954 meddelte følgende: „Den unitariske præsteforening har protesteret imod et forslag om at indbefatte ordene „ved Gud“ i troskabsløftet. Foreningen protesterede også — ved dens 129. årlige møde i Boston — imod en foreslået konstitutionel tilføjelse, hvori det hedder, at de Forenede Stater „anerkender Jesu Kristi autoritet og lov“. Foreningen siger, at udtrykket „ved Gud“ i troskabsløftet krænker religionsfriheden. . . . Mens den konstitutionelle tilføjelse ville „betyde en teologisk målestok for borgerne“.“