En rejse til det gamle Korint
„EN BERØMT og vellystig by, hvor østens og vestens laster mødtes“ — sådan beskrives det gamle Korint. Man har også sagt at byens velstand „var så højt besunget at den ligefrem er legendarisk“.
Hvordan var den by der fortjente at blive betegnet sådan? Kan nogen høste udbytte af en „rejse“ til et sådant sted? Lad os se.
Korint bliver en blomstrende by
Det gamle Korint lå på den smalle landtange der forbinder Peloponnes og det græske fastland. Mod øst lå Aiginabugten (Den saroniske Bugt) og Det ægæiske Hav, mod vest Den korintiske Bugt og Det ioniske Hav. Byen havde en strategisk beliggenhed ved foden af Akro-Korints nordside. Akro-Korint er en stejl klippe hvis top når op i en højde af 566 meter over havet.
Oprindelig var Korint kun en lille by, men i det syvende århundrede før vor tidsregning var det en by i vækst. En del af de første indvandrere var fønikere, og de kan have indført vævning, farvning og andre håndværk. Efter dem kom det attiske folk, derpå dorerne og endelig makedonierne. Romerne befriede byen i 196 f.v.t. Som uafhængig bystat sluttede Korint sig til Det akaiske Forbund, blev indblandet i modstanden mod Rom og brændt ned af den romerske konsul L. Mummius i 146 f.v.t. Byen lå næsten øde hen indtil Julius Cæsar i år 44 f.v.t. grundlagde en romersk koloni på stedet. Omkring det første århundrede efter vor tidsregning var den hovedstad i den romerske provins Akaja og blev styret af en prokonsul.
Med sine 200.000 frie indbyggere og måske mindst dobbelt så mange slaver var Korint sandelig en foretagsom by i sin velmagts dage. Dens indbyggere bestod af grækere, italienere og en hel del jøder. Men gaderne vrimlede af fremmede købmænd og rejsende, der besøgte byen i handelsøjemed eller for fornøjelsens skyld.
„Havbroen“
Handelsvejene over land gik gennem Korint. Søgående fartøjer førte desuden varer til Korints havnebyer, Kenkreæ, tretten og en halv kilometer østpå ved Den saroniske Bugt, og Lekæum ved Den korintiske Bugt, cirka to og en halv kilometer mod vest. Nogle skibe ankrede op ved Skoenus, en lille havneby øst for Korint.
Hvis de varer et skib var lastet med skulle sendes videre østpå eller vestpå, hvordan kunne de så transporteres tværs over landtangen? Der var mænd som overvejede at bygge en kanal. I realiteten påbegyndte den romerske kejser Nero et sådant projekt omkring år 66 eller 67 e.v.t., men han opgav det for at tage sig af vigtigere opgaver andre steder. Århundreder skulle gå før et sådant sejlløb blev fuldført. Det skete i 1893. Den seks og en halv kilometer lange kanal som forbinder Den korintiske Bugt og Den saroniske Bugt er stadig i brug.
Men der fandtes ingen kanal da Korint havde sin blomstringstid. Store skibe blev losset i den ene havn, hvorefter lasten blev transporteret over land til den anden havn, indskibet på ny og sendt til bestemmelsesstedet. De mindre skibe blev imidlertid trukket tværs over landtangen med lasten om bord. Dette foregik på et glideværk med skinner af træ. Grækerne kaldte det diʹol·kos, der betyder „trække tværs over“. Ikke uden grund blev den korintiske landtange kaldt „havbroen“. De fleste søfolk valgte maset med transporten over landtangen fremfor den 322 kilometer lange sørejse rundt om halvøens stormomsuste forbjerg mod syd.
„Hele Grækenlands øje“
Korint var desuden lærdommens sæde. Så uomtvisteligt var dette at den fremragende romerske taler, skribent og statsmand Cicero (106-43 f.v.t.) kaldte byen totius Græciæ lumen, det vil sige „hele Grækenlands øje“.
En del af Korints indbyggere var vitterlig højt uddannede. Dog gav mange korintere sig af med handlinger som var moralsk fordærvede. Dette er baggrunden for udtrykket „at leve på korintisk“, der betyder at leve i utugt. Spekulerer du på hvad der kan have bidraget til denne letfærdighed i byen der blev kaldt „hele Grækenlands øje“?
Falsk religion var en væsentlig årsag. Tænk for eksempel på tilbedelsen af Afrodite (romernes Venus). Hendes strålende helligdom lå oppe på Akro-Korint og knejsede næsten 500 meter oppe over byen. „Venus-templet,“ skriver bibelkommentatoren Adam Clarke, „var ikke alene prægtigt men tillige overmåde rigt; det opretholdt, ifølge Strabo, ikke mindre end 1000 kurtisaner, der trak en umådelig mængde fremmede til stedet.“
En besøgende i Korint kunne næppe heller overse det imponerende Apollontempel. Og hvad med de helligdomme man havde opført for guder som Jupiter, Hera og Asklepios, lægekunstens gud? Ja, statuer af helte og guder stod overalt i Korints gader og på torvene! Endvidere bemærker Adam Clarke: „Offentlig prostitution udgjorde en betydelig del af deres religion; og det var sædvane at de i deres offentlige bønner bad guderne øge antallet af prostituerede!“
Kristendommen bliver kendt
Det var omgivelser som disse der mødte den kristne apostel Paulus da han omkring år 50 e.v.t. kom til Korint. Her syede han telte sammen med jøden Akvila og dennes hustru Priskilla. Uden tvivl samarbejdede de alle tre desuden om at opbygge en ny kristen menighed i byen. Paulus „holdt . . . foredrag i synagogen hver sabbat og arbejdede på at overbevise både jøder og grækere“, sidstnævnte øjensynlig proselytter, overgået til den jødiske religion. Da jøderne modstod og spottede apostelen vendte han opmærksomheden mod folk fra nationerne og tog ind i huset hos Titius Justus, hvis hus stødte op til synagogen. Paulus’ forkyndelse bar frugt, idet synagogeforstanderen Krispus, hele hans husstand og mange andre kom til troen. — Apg. 18:1-8.
Om natten viste Herren sig i et syn for Paulus og sagde: „Vær ikke bange, men bliv ved med at tale og ti ikke, for jeg er med dig og ingen skal angribe dig og skade dig; for jeg har et stort folk i denne by.“ Derfor blev apostelen i Korint halvandet år og „underviste i Guds ord iblandt dem“. Således plantede han „sæden“ i den korintiske mark. Nogen tid efter at Paulus, Akvila og Priskilla var rejst bort „vandede“ Apollos denne „sæd“ ved yderligere at undervise. Og det var naturligvis Gud der gav vækst ved sin virksomme kraft, den hellige ånd. — Apg. 18:9-11, 18-28; 19:1; 1 Kor. 3:5-9.
Sandsynligvis i år 55-56 e.v.t. tilbragte Paulus tre måneder i Grækenland og besøgte da Korint, hvorfra han skrev til de kristne i Rom. (Apg. 20:2, 3; Rom. 16:1, 23; 1 Kor. 1:14) At apostelen nærede kærlighed til sine trosfæller i Korint fremgår tydeligt af de to inspirerede breve han skrev til menigheden dér. I det andet brev gav han udtryk for at hans hjerte havde „udvidet sig“ så han hengivent kunne favne de kristne i den berømte by. (1 Kor. 1:1, 2; 2 Kor. 1:1; 6:11) I øvrigt indeholdt disse breve udtalelser der specielt havde betydning for korintere.
For eksempel myldrede det med utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, homoseksuelle, tyve, havesyge, drankere, spottere og udsugere i Korint. Paulus sagde rent ud at sådanne mennesker ikke skulle arve Guds rige. Ganske vist havde nogle korintiske kristne hørt til den slags, men de var taknemmelige over at de, som Paulus sagde, var blevet ’vasket rene, helliget og erklæret retfærdige i Jesu navn og med Guds ånd’! (1 Kor. 6:9-11) Apostelens vejledning om at de skulle være „spædbørn i slethed“ vakte også til eftertanke. Dermed mente han åbenbart at de ikke skulle søge kundskab om det fordærvede og umoralske, men i stedet forblive uskyldige som ganske små børn hvad ondskab angår. — 1 Kor. 14:20.
En tur gennem Korint
Det gamle Korint var bygget på to afsatser, hvoraf den ene lå cirka tredive meter højere end den anden. I byens midte lå agoraen, eller torvet, omkranset af monumenter og søjlegange. Langs gaderne, der førte ind til torvet lå butik ved butik med mange slags varer. På trappen ud for en butik sås indskriften: „Slagter Lucius“. Et andet sted var indhugget det latinske udtryk macellum. Paulus brugte en form af det tilsvarende græske ord maʹkel·lon, da han sagde: „Alt det der bliver solgt på kødtorvet kan I spise.“ (1 Kor. 10:25) Når de kristne i Korint hørte disse ord forbandt de dem sandsynligvis med deres hjemlige macellum eller kødtorv.
Mange af agoraens butikker havde en anordning hvorved de kunne forsynes med frisk vand. Vandet flød fra en naturlig kilde gennem en underjordisk kanal og ud i et kar i hver butik. Indehaveren havde derved blandt andet mulighed for at køle mange fødevarer og holde letfordærvelige varer friske.
Agoraen var placeret i to niveauer, og der lå butikker langs den linje der skilte de to niveauer. Midtfor, imellem disse butikker, lå det såkaldte bema eller rostra, en ophøjet platform af hvid og blå marmor, fuldt af dekorative billedhuggerarbejder. Ved siden af, på det laveste niveau, var der to venteværelser med marmorbænke og mosaikgulve. Her kunne de der søgte foretræde hos en øvrighedsperson vente til det blev deres tur. En ret stor folkemængde kunne samles foran bemaet; så det var et udmærket sted at tale til offentligheden.
Ved en lejlighed rejste jøderne i Korint sig imod apostelen Paulus og førte ham hen til „dommersædet“ (græsk, bema), der menes at være den ovenfor omtalte ophøjede platform. Dér trådte Paulus frem for prokonsulen Gallio, men denne romerske hersker drev jøderne væk og afslog at blande sig i deres stridigheder. Så greb forfølgerne Sostenes, den daværende synagogeforstander, og slog løs på ham foran dommersædet. Det er muligt at denne tildragelse fik Sostenes til at tage imod kristendommen, for i indledningen til sit første inspirerede brev til menigheden i Korint bruger Paulus udtrykket „Sostenes, vor broder“. — Apg. 18:12-17; 1 Kor. 1:1, 2.
Det må have gjort et dybt indtryk på de kristne i Korint da Paulus i sit andet brev skrev til dem: „Vi skal nødvendigvis alle gøres kendt for Messias’ dommersæde [en form af det græske ord bema].“ (2 Kor. 5:10) De kunne gå hen på torvet og betragte bemaet, dommersædet, hvor det kun var mennesker der afsagde domme. Hvor langt større betydning måtte det ikke have når man blev dømt af den herliggjorte Jesus Kristus!
Underholdning og idræt
Teateropførelser var blandt de attraktioner det gamle Korint havde at byde på. Byen havde da også to teatre, hvoraf det ene havde pladser til 18.000 mennesker. Det var altså noget man kunne forstå når Paulus fortalte de korintiske kristne at apostlene var „et skuespil for verden og for engle og for mennesker“. — 1 Kor. 4:9.
Forresten findes der i nærheden af det store teater nordvest for agoraen en plads som er brolagt med kalkstensblokke. En af stenene bærer en latinsk indskrift der lyder: „Erastus, prokurator og ædil, lod denne brolægning udføre for egen regning.“ Man har antaget at denne mand var den samme som „Erastus, byens kæmner“ der omtales af Paulus i det brev han sendte fra Korint til de kristne i Rom. — Rom. 16:23.
Også sportsentusiaster lod sig drage af Korint. Hvert andet år holdtes de isthmiske lege i nærheden. Disse blev sandsynligvis indført til ære for Poseidon (Neptun), for der lå et tempel for denne falske gud på tangens sydlige del. Konkurrencerne har muligvis omfattet musik og digtekunst, men ellers bestod legene i discipliner som væddekørsel, løb, spring, spydkast, boksning og brydning. Atleten måtte opbyde al sin styrke for at vinde! Og hvad opnåede han så? Menneskers bifald og måske en krans der kunne visne.
Et løb for livet!
I sit første kanoniske brev til de kristne i Korint brugte Paulus de gamle lege som en illustration, en sammenligning de stedlige indbyggere straks kunne forstå: „Ved I ikke at løberne i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen?“ spurgte Paulus, og fortsatte: „Løb på en sådan måde at I kan opnå den. Og enhver som tager del i en idrætskamp, viser selvbeherskelse i alt. De gør det naturligvis for at få en forgængelig krone [i de isthmiske lege kunne den være af så forgængeligt materiale som efeu, bladselleri eller persille], men vi en uforgængelig [udødeligt liv i himmelen].“ For nu at opmuntre dem brugte Paulus sig selv som et eksempel, og sagde: „Derfor løber jeg ikke som i det uvisse; jeg retter mine slag således at jeg ikke slår i luften; men jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:24-27.
Som så mange andre af oldtidens byer ligger det gamle Korint i ruiner i dag. Nykorint ligger cirka fem kilometer nordøst for ruinerne. Den ’berømte og vellystige by, hvor østens og vestens laster mødtes’ eksisterer altså ikke mere. Men de der gerne vil fuldføre det kristne løb og opnå evigt liv, vil erfare at apostelen Paulus’ vejledning i Første og Andet Korinterbrev er opmuntrende, tidssvarende og åndeligt berigende at følge. Hvorfor ikke tage din bibel og læse disse guddommeligt inspirerede breve og dermed fuldende din rejse til det gamle Korint?
[Kort på side 12]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Det ægæiske Hav
GRÆKENLAND
ATHEN
KORINT
PELOPONNES
Den korintiske Bugt
Den saroniske Bugt
Middelhavet